Fair and balanced?

Uriaspostens arbejdsomme Kim Møller har dd. en fin lille undersøgelse af, hvilke amerikanske aviser, der refereres af de danske aviser–og en sammenligning med deres politiske ståsted/politiske anbefalinger.  Her er hovedbudskabet:

"USA har adskillige større regionale og landsdækkende aviser, og ligesom herhjemme markedsfører de fleste sig som holdningsavis – støttende enten republikanerne eller demokraterne. …

For sjov skyld har jeg kørt top5-listerne igennem avisdatabasen Infomedia. Første tal sat i parentes er antal henvisninger i danske dagblade for valgåret 2004, andet tal dækker perioden fra 1. januar 2005 til dags dato – tredje tal dækkende begge perioder.

Venstreorienterede (liberal)

1. New York Times (2039/3754/5793) – Kerry2004
2. Los Angeles Times (358/666/1024) – neutral
3. Washington Post (911/1639/2550) – Kerry2004
4. Boston Globe (119/148/267) – Kerry2004
5. Chicago Tribune (41/92/133) – Bush2004

Samlet (3468/6299/9767)

——————————————————————————————

Højreorienterede (conservative)

1. Wall Street Journal (407/1037/1444) – neutral
2. Washington Times (55/88/143) – Bush2004
3. New York Post (118/211/329) - Bush2004
4. Manchester (N.H.) Union-Leader (4/0/4) – Bush2004
5. Daily Oklahoman (0/0/0) – Bush2004

Samlet (584/1306/1890)

Forholdstal (5,94/4,82/5,17)

I valgåret 2004 refererede de danske aviser seks historier fra venstreorienterede aviser, hver gang de refererede en historie fra en højreorienteret avis."

Det får jo en til at undres, når vi nu ved, at det er såre velkendt blandt alle journalister, at den venstrefløjs-dominans, der er dokumenteret blandt danske journalisters holdninger, som bekendt aaaaaalldrig manifesterer sig i deres dækning–denne er blot "kritisk" og "uafhængig" …

Flot arbejde, Kim.  Men bortset fra det, har jeg to små ting at udsætte på behandlingen, omend de altså er i småtingsafdelingen:

  1. Jeg er ikke helt sikker på, at Chicago-Tribune kan betegnes som venstreorienteret avis (selv når det er i relative, amerikanske termer).  Mig bekendt har avisen–ihvertfald historisk–været decideret konservativ, og de har da vist endnu en stak konservative kommentatorer blandt deres skribenter, ligesom dens erklærede leder-mæssige udgangspunkt er decideret eksplicit til højre.  Og de har vistnok ikke anbefalet en Demokrat siden engang i 1800-tallet …  På det redaktionelle/journalistiske er avisen blevet mindre klart til højre, men at klassificere den som direkte venstreorienteret vil nok svare til at gøre det samme med JP og Berlingske …
  2. Kim skriver videre: "Det er iøvrigt svært at betragte Wall Street Journal som højreorienteret hardliner. Avisen er ideologisk mere liberalistisk end konservativ, og værdipolitisk ikke langt fra Politiken."  Hvad er man så, hvis man er en liberalistisk hard-liner …? ;-)  At sige at WSJ værdipolitisk er på linie med Politiken er altså at male sig selv op i et hjørne, mere end nødvendigt eller ønskværdigt er: Som stort set daglig læser af WSJ, kan jeg faktisk ikke komme i tanke om nogle synspunkter, som de to aviser deler.  Kim tænker måske på, at WSJ er skeptisk overfor stramninger af indvandring, og (ihvertfald på nogle punkter) ligesom Politiken næppe bryder sig meget om de såkaldte "social conservatives", som findes i dele af Bushs eget bagland.  Problemet er så, at hvis man lægger snittet dér, mellem hvem der er "conservative" i amerikansk forstand og hvem, der ikke er, kommer man på et eller flere punkter til at frasortere størstedelen af det, der fra begyndelsen af det 20. århundrede og indtil 1980erne var indbegrebet af at være konservativ i USA.  Så falder Barry Goldwater og Bill Buckley (begge kendt som "Mr. Conservative") og sågar Ronald Reagan ud til venstre …  Det er altså ikke nødvendigvis sådan, at ens vens fjende er ens fjendes ven.

7 thoughts on “Fair and balanced?

  1. Jakob

    Helt enig, og var lige ved at kommentere det ca. det samme angående Wall Street Journal ovre på Uriasposten. WSJ har bl.a. forsvaret Gitmo. Tilsyneladende er der dog en forskel mellem lederne og det redaktionelle, hvor lederne er mere klart højreorienterede. WSJ er vel nærmere libertarianske end (american)liberal – altså mere økonomisk klassisk liberale.MVH Jakob

    Svar
  2. cm

    Jeg er ikke i tvivl om at der eksisterer en socialistisk bias i nyhederne. Dog skal det huskes at ved prøvevalg på journalisthøjskolen så stemmer omkring 1/3 på De Radikale. Deres økonomiske politik kan vel næppe kaldes for socialistisk ( i hvert fald sammenlignet med den nuværende “borgerlige” regering ). Så selvom en stor majoritet af journalisterne har sympati for socialistiske partier såsom S,SF og Ø er der stadig en stor del der har forståelse for anstændige borgerlige økonomiske synspunkter idet de stemmer på R.

    Svar
  3. Jakob

    Jeg skrev en kommentar – som tilsyneladende forsvandt ud i de evige bitmarker? Den bad om email-aktivering, men ingen mail kom frem (emailen var korrekt). Bare info til administratoren.MVH Jakob

    Svar
  4. Kim Møller

    1) Listen er ikke min, og jeg studsede da også lidt over det – ikke mindst når valgte at anbefale Bush i 2004.2) Du har sikkert bedre styr på WSJ end undertegnede, men det var ganske rigtigt en værdipolitisk vurdering.

    Svar
  5. David Garby

    En meget interessant statistik der vel kun bekræftiger hvad de af os der interesserer os for den slags længe har kunne fornemme, nemlig at de danske journalister læser NY Times, WSJ og The Washington Post (og så Boston Globe når de skulle vide noget om Kerry og LA Times når det handler om Schwarzenegger…).Jeg mener dog ikke man kan klandre journalister at de citerer Washington Post, det er nu en gang den avis der dækker amerikansk politik mest intensivt og så er det måske også lidt sort/hvidt at kalde den liberal, den er måske mest af alt moderat eller midtersøgende.Udover at avisen i 2004 støttede Kerry har The Post tidligere holdt sig fra at endorse præsidentkandidater og senest støttede den Lieberman frem for hans liberale modkandidat Ned Lamont.The Post støttede krigen i Irak, hvilket måske ikke kan kaldes det mest venstreorienterede synspunkt.The Post støtter også ind imellem Republikanske kandidater ved valgene i Maryland og Virginia (staterne som avisen er “lokalavis” for). Men man kunne vel godt forvente at MSM-journalisterne en gang imellem læste aviserne fra Dallas, Atlanta og Denver for at få et lidt mere nuanceret billede af USA. De kunne også bare læse blogs.

    Svar
  6. Peter Kurrild-Klitgaard

    @Garby: “Jeg mener dog ikke man kan klandre journalister at de citerer Washington Post, det er nu en gang den avis der dækker amerikansk politik mest intensivt og så er det måske også lidt sort/hvidt at kalde den liberal, den er måske mest af alt moderat eller midtersøgende.”Enig. Jeg mener heller ikke, at man kan klandre dem for at citere NYT. Begge aviser er–selv når de er gennemsnitlige–fabelagtige aviser, især sammenlignet med de danske. Det eneste, man kan bebrejde danske journalister–og det er heller ikke så lidt–det er, at de 1) stort set kun citerer disse, og 2) når de refererer til andre (f.eks. Washington Times) konsekvent kun gør det for at foretage en ideologisk “etikette-klistring” e.l.@Kim: “Du har sikkert bedre styr på WSJ end undertegnede, men det var ganske rigtigt en værdipolitisk vurdering.”Men selv her passer det ikke at sætte WSJ og Politiken i bås. Førstnævnte vil stort set åbne grænserne; holde velfærdsydelser fra indvandrere (og amerikanere …) så længe som muligt; modsætte sig enhver form for kvoter, “affirmative action”, og politisk korrekthed. Politiken derimod …

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.