Politiken om (g)ensidighed

Det er i dag ét år siden, Jyllandsposten offentliggjorde de nu herostratisk berømte tolv karikaturer af profeten Muhammed. I den anledning bringer Politiken dags dato en leder, der gør status. Jeg skal ikke trætte læserne med den de første otte afsnits øvelse ud i polemikkens kunst, men blot lige strejfe de to sidste afsnit, der efter lederens eget udsagn destillerer sagens pointe:

Det helt usædvanlige var dog, at den danske regering ved at nægte både at lægge nogen form for afstand til provokationen og indgå i nogen form for dialog med de krænkede ambassadører, lande og organisationer gjorde sagen international. Det kunne avisen ikke have forudset, og det bragte den til sidst i farezonen på en skræmmende og helt uacceptabel måde. Men at hævde den særlige provokationsret, som i hvert fald delvis er etableret i det gennemsekulariserede Europa, ikke som avis eller som kunstner, men som regering i det internationale diplomati, ja, det var ikke bare helt usædvanligt. Det var også ansvarsløst og kritisabelt. Det betalte det danske samfund en pris for, en pris, der ikke kun kan gøres op i tabte eksportinteresser og øgede sikkerhedsrisici.

At gøre det til karikaturkrisens danske pointe er mange af os ikke modne til. For det ville forudsætte, at vi fik øje for, hvad demokrati og integration har til fælles, nemlig behovet for gensidighed og ligeværd. Der skal nok mere end et år til, før vi når så vidt“.

Jeg er i et vidt omfang enig med Politiken i, at sagen handler om gensidighed (eller manglen på samme). Men jeg har meget svært ved at se, at denne leder rent faktisk efterlyser gensidighed. Det var den danske regering, der skulle være gået under åget; ikke de mellemøstlige diktaturstater. Det var Jyllandsposten, der skulle undskylde; ikke de imamer, der helt bevidst spredte misinformation i de netop nævnte despotier. Det var i det hele taget ytringsfriheden, der skulle files på; ikke det muslimske billedforbud.

Der bør jo som bekendt være frihed for Loke såvel som for Thor, og man har (heldigvis) ret til at have sine meninger og til at ytre dem i et frit samfund. Men når Politikens pointe nu engang går i denne retning, hvorfor så alt denne snak om ‘gensidighed’? Ville det ikke være lettere, hvis ‘Organet for den højeste oplysning’ en gang for alle gik ud og forlangte ‘ensidighed’? Det ville da i hvert fald begrænse den semantiske forvirring.

16 thoughts on “Politiken om (g)ensidighed

  1. Forward-CPH

    Lederartiklen bekræfter blot det indtryk man har fået den af mental nedsmeltning hos Tøger Seidenfaden. Alene i de sidste uger har han skrevet om Pavens tale i Regensburg uden at have læst den, hvilket han måtte gøre afbigt for i en tosiders klamamse. Lederartiklen om operahistorien i Berlin viste også at han tilsyneladende ikke var klar over at der var tale om en repremiere.

    Svar
  2. Christian Bjørnskov

    @ RasmusE: Jeg vil naturligvis ikke tages til indtægt for den påstand om, at Politiken støtter totalitære styreformer – sådan er kommentaren ikke ment. Men i tråd med Jørgen Olsens to citater mener jeg så absolut at det er rimeligt at hævde, at avisen og igen i særdeleshed dens chefredaktør er blevet totalitær i sin indgang til offentlig debat. Politiken har især siden karrikatursagen haft endda meget svært ved at acceptere at andre synspunkter, der ikke er konsistente med redaktørens, kan være fuldt valide i demokratisk og faktuel forstand. Hvis man går ind til en debat med den indstilling, vil jeg til enhver tid forbeholde mig retten til at kalde folk og nyhedsorganer for totalitært indstillede.

    Svar
  3. Niels A Nielsen

    Der går en lige linie fra det Politiken, der kaldte Churchill for en farlig mand til dagens Politiken, der nægter at se den nye totalitære islamiske trussel i øjnene og i stedet retter skytset imod de modige folk, der sætter sig op imod den.Politiken er atter en gang på kapitulationens, på underkastelsens side.Politikens leder efterlyser ikke gensidighed, skriver Jørgen Møller. Måske ikke, men man kunne vist godt forledes til at tro, at han selv gør det. Skulle JyllandsPosten da undskylde, hvis de bedrageriske imamer gjorde det? Skal vi give køb på ytringsfriheden, hvis de muslimer, der vil den til livs, slår af på billedforbuddet? Undskyld, men det er da fanden til gensidighed, som jeg sådan set ikke engang tror, sammenbruddet Seidenfaden vil skrive under på.For mig handler sagen om at den frie verden med al magt skal modstå presset fra en dødsensfarlig totalitær ideologi repræsenteret af f. eks. de berømte imamer.Jeg er faktisk ret sikker på, at du kan få Tøger Seidenfaden til at skrive under på, at Muhammed-sagen handler om “gensidighed”. Du ved, møder med ambassadører for totalitarismen, indgå i en “dialog” med alle dens lærde repræsentanter etc. for at opnå “fred i vor tid”. Jeg er skam også tilhænger af den gensidghed, der forventer, ja forlanger tålsomhed, tolerance af den part, som man selv behandler med tålsomhed og tolerance. Men jeg (og jeg tror du) er modstander af gensidighed, hvor den forstås som indgåelse af et kompromis med totalitær islam.Jeg har virkelig meget svært ved at se, hvordan Muhammedsagen (et anfald af ekstrem muslimsk intolerance) kan dreje sig om gensidighed. Hvad er det vi skal tilbyde til gengæld?

    Svar
  4. RasmusE

    Til Christian:Overdrivelse fremmer forståelsen, men af og til synes jeg nu alligevel man skal prøve at moderere sine udtalelser en smule. Det er kedeligt med dette grøftegraveri. DF kaldes for “nazister” og “racister” og Politiken for “totalitær”. Jeg vil nødig have amerikanske debattilstande, og jeg kan ikke se hvad mudderkastning skal føre til.Du har helt sikkert ret i, at politiken ser ud til at ville lægge bånd på ytringsfrihed og en fri debat. Men i virkeligheden udviser de netop det som mange efterlyser hos Politiken, nemlig nul tolerance over for intolerance. Politiken mener, at Dansk Folkeparti står for en intolerance, der er til fare for demokratiet, der vel dybest set hovedsageligt bygger på en respekt for alle mennesker uanset race, religion, køn osv.Man kan diskutere om de ikke overdriver problemets omfang, men som jeg ser det, handler de i god tro: I troen om at beskytte minoriteter mod overgreb fra majoriteten, og det er vel ikke nogen dårlig tro.De har måske misforstået nogle ting temmelig meget. Politiken har vel dybest set jødeforfølgelsen i det tredje rige i baghovedet når de støtter en sådan politianmeldelse. Det er selvfølgelig en grov fejlfortolkning, ikke desto mindre er det nok lige netop det tredje riges forfølgelse af minoriteter nogle fra Politiken føler gentager/vil gentage sig i Danmark, hvis ikke man gør modstand.Politiken er af og til ret så selvfed og bedrevidende (en beskrivelse, som i øvrigt også passer udmærket på andre danske dagblade), men dens udgangspunkt er stadig humanistisk og demokratisk, og i modsætning til f. eks. Jyllandsposten og Dansk Folkeparti, diskrediterer Politiken ikke noget så vigtigt for et demokrati som menneskerettigheder.Med venlig hilsenRasmus Eliasen

    Svar
  5. Christian Bjørnskov

    Man må sige en ting om karrikaturkrisen: Den har fået folk ud af busken! Det betyder bl.a. at det har vist sig, at den danske befolkning som helhed står vagt om ytringsfriheden, men også at en avis som Politiken – og i særdeleshed dens redaktør – har afsløret sine totalitære tendenser.

    Svar
  6. jørgen olsen

    At Jyllandsposten skulle diskreditere mennskerettigheder som hævdet af RasmusE er noget langt ude i denne sag om retten til at ytre sig frit i et demokratisk samfund. Paul Johnson skriver i sin bog Intellektuelle: “Tag ikke uden videre deres bedømmelser af politiske ledere og store begivenheder for gode varer. For intellektuelle er så langtfra stærkt individualistiske enspænder-naturer; de følger slavisk visse adfærdsmønstre. Som kategori betragtet er de ofte ultra-loyale indenfor de kredse, som er dannet af dem, hvis anerkendelse de higer efter. Det er det, der gør dem, en masse, så farlige, for det sætter dem i stand til at skabe opinionsklimaer og dominerende trospåbud, som i sig selv ofte avler irrationelle og destruktive handlingsforløb. Frem for alt må vi altid huske, hvad de intellektuelle sædvanligvis glemmer: at mennesker betyder mere end begreber og idéer og må have forrang for disse. Det værste af alle despotier er idéernes hjerteløse tyranni”.

    Svar
  7. RasmusE

    Til Christian:Hvad menes der med “politikens totalitære tendenser”. Er det ikke en lige lovlig grov anklage. Avisen kan beskyldes for naivitet og irriterende selvfed korrekthed, men vel ikke for totalitære tendenser.

    Svar
  8. Jørgen Olsen

    I Ole Hyltofts kronik i Berlingske 27.09 skriver han ‘Den avis der blev skabt til at gå i kamp mod religiø overtro, er under Silketrådens (Seidenfaden) tøjlesløse førerskab blevet til den islamiske overtros propagandamaskine i København og omegn. Den avis, Brandes og Hørup skabte på humanisme, er blevet antihumanismens hovedbastion. Og ud fra mottoet: træder du i spinaten har Seidenfaden senest slået pjalterne sammen med en anden af overtroens malabariske fribyttere, Rune Engelbreth Larsen, fhv. satanist mv. Formanden for Politikens fond, Erik Hoffmeyer, burde i sin avis’ interesse foretage det fornødne, mens Politiken endnu har resterne af et hæderligt renomme tilbage. Men se om han gør det!’ I Asger Åmunds kronik 29.09. i Berlingske citat: ‘De reaktioner jeg har fået fra mange rejser i Europa og USA i det forløbne år, viser klart, at vores holdning under Muhammed-krisen, hvor 80 procent af befolkningen i selv de allermørkeste og kritiske stunder stod bag regeringen i forsvaret af folkestyrets grundværdier, har affødt beundring og respekt og et flot forbedret omdømme og skarpere identitet for Danmark og danskerne. Et år efter krisen kan vi således konstatere, at det vi fik i turbanen ikke var en bombe, men en appelsin.’

    Svar
  9. RasmusE

    Min kommentar om Jyllandspostens manglende opbakning til frihedsrettigheder var nok lige så polemisk som brugen af ordet “totalitær” på Politiken.Men det er dog alligevel påfaldende hvordan Jyllandsposten har gjort det til en mærkesag at forsvare Dansk Folkeparti i enhver sammenhæng. Dansk Folkeparti har meget svært ved at leve op til de mål de har sat sig selv, som selvudnævnte forsvarere for demokratiet. Menneskerettigheder, tolerance og tredeling af magten er åbenbart ikke noget man lige sådan har forstået, og Jyllandsposten gør sig ofte til deres apologeter, i stedet for at tage klar afstand.Men dette faktum kendetegner vel egentlig meget godt den danske borgerligheds dobbelthed.Som borgerlig i Danmark er man så nationalkonservativ eller liberal? Kan man ikke snart få at vide hvad der er hvad, for der er da temmelig stor forskel.F. eks. kan jeg ikke begribe den store afsky man blandt mange borgerligt-liberale tilsyneladende har opfundet når det gælder Georg Brandes. Som kulturhistorikeren Mogens Thing rigtig nok sagde i Deadline 2. sektion forleden, er der tale om en borgerlig filosof.Og Georg Brandes fjender på det tidspunkt var vel om nogen modstandere af frihed og lighed.For mange borgerlige burde Politikens læsere efter min mening være væsentligt tættere på at være meningsfæller end Jyllandspostens. Korstoget mod Politiken virker lidt underligt i den sammenhæng.Med venlig hilsenRasmus EliasenP.S.: Til NAN, så er det da lidt underligt at hive Politikens holdning til Churchill i 30´erne frem. Jeg kunne også hive Jyllandspostens ledere frem fra fortidens gemmer, sikke interessante ting man kan finde der:-)

    Svar
  10. Jørgen Olsen

    Politiken, Berlingske, Jyllandsposten ja, rems dem blot alle op skal selvfølgelig læses med alle de forbehold den selvstændig tænkende læser kan mønstre. Charles Baudelaire sagde:’Jeg er ude at stand til at forstå, hvordan en mand af ære kan tage en avis i sine hænder uden en gysen af væmmelse.’ Undertiden er det sundt at væmmes for det vækker stof til eftertanke og debat om væsentlige emner som dette der nu har været til debat i mange indlæg. ‘For at nyde de uvurderlige fordele, pressefriheden sikrer, er det nødvendigt at underkaste sig de uundgåelige onder, den skaber’ Alexis de Tocqueville. Det kunne for mange være Politiken pt. Tøger Seidenfadens far Erik S. har sagt: ‘Journalistik har stadig noget at gøre med at sørge for at være manegens fineste skolerytter eller klogeste klovn. Demokratiet har sine begrænsninger’

    Svar
  11. Jørgen Møller

    Til NAN:Jeg har tidligere forklaret (eller i hevert fald bestræbt mig på at forklare), at gensidighed ikke drejer sig om at acceptere indskrænkninger i frihedsrettighederne. Det indebærer tværtimod, at vi står stejlt på kravet om, at konkurrerende synspunkter ikke skal undertrykkes med magt (dvs. ved at indskrænke frihedsrettighederne). Gensidighed betegner en accept af dissens. For at citere mit indlæg derom: “Pluralisme forudsætter gensidighed. Når vi tolererer politiske synspunkter, vi ikke er enige i, så er det helt grundlæggende krav, at tilhængerne af disse standpunkter gør det samme: at også de er indstillede på at være enige om at være uenige. Ellers bliver pluralisme jo bare et andet ord for overgivelse – eller i hvert fald for ligegyldighed”.

    Svar
  12. Niels A Nielsen

    Til Jørgen MøllerDen form for gensidighed, som du snakker om her i kommentaren og i dit tidligere indlæg, man kan også kalde den tålsomhed, tolerance, er jeg helt med på. Derfor er jeg forundret over, at du i ovenstående indlæg tilsyneladende lader gensidighed betegne en købslåen med totalitarismen. Jeg må forstå indlægget sådan, at Politiken er ensidig, fordi den kun skyder på JP og regeringen i Muhammedsagen og ikke imamerne og de despotiske muslimske styrer. Hvis avisen i stedet både forlangte undskyldninger af JP og imamerne (det tror jeg da i øvrigt Seidenfaden gør), både forlangte indskrænkning af billedforbud og ytringsfrihed, så kunne den derimod godt siges at efterlyse gensidighed.Den “gensidighed” er det, jeg kalder fanden til gensidighed. Vi kender denne “gensidighed” kun alt for godt fra f. eks. den kolde krig, hvor Sovjetunionen og USA i de toneangivende medier konstant blev sat op som moralsk ligeværdige magter, som begge skulle give sig – for fredens skyld.Når nu indlægget ikke skal forstås sådan, så forstår jeg ikke, hvad du vil sige med det. For mig bidrager det bare til forvirring om, hvad du mener med gensidighed. Men det kan sagtens være mig, der er tungnem.

    Svar
  13. ML

    Hvis folk så Deadline-debatten mellem Krasnik og Seidenfaden i foråret, hvor Krasnik hev Seidenfadens egen leder fra Rushdie-sagen frem og læste højt, så siger det mere end 1000 ord.Jeg kan ikke tage Seidenfaden seriøst. Manden ejer ikke pricipper for 50 øre.

    Svar
  14. ML

    Sjov observation fra i dag. Efter statsministerens åbningstale:Politiken: “Statsministeren valgte skolemestermodellen”.Berlingske: “Statsministeren forsøgte sig med argumentets kraft”

    Svar

Leave a Reply to Jørgen OlsenCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.