Nobelpristageren i økonomi 2006: Edmund Phelps

I går klokken lidt over et annoncerede Sveriges Riksbank hvem den årlige Nobelpris i økonomi går til i år. Modtageren bliver amerikaneren Edmund Phelps fra Columbia University i New York. Herfra skal selvfølgelig lyde et stort tillykke til Phelps, ikke mindst på baggrund af hvad det er for indsigter han får sin Nobelpris for.

Den mest banebrydende er nemlig den, der førte til et fundamentalt brud med keynesiansk økonomisk politik – i hvert fald i den akademiske verden. Indtil Phelps i slutningen af 60’erne troede de fleste på den såkaldte Phillips-kurve, der viser at der er en trade-off mellem inflation og arbejdsløshed. Politikere troede derfor, at økonomisk politik i høj grad blot var et spørgsmål om at finde den rette kombination af lav arbejdsløshed og ikke alt for høj inflation. Nok var Phillips-kurvens teoretiske grundlag noget usikkert (for at sige det mildt), men ideen appellerede tydeligvis til tidens tendens til at tro, at man kunne regulere sig ud af alle problemer ved gennem offentlig politik at finde det rette niveau.

Phelps viste, at det var forkert. Ved at fokusere på, hvordan en teoretisk forklaring på Phillips-kurven kunne se ud, fandt han frem til en mere korrekt sammenhæng. Hvis man fører ekspansiv pengepolitik, og dermed øger inflationen, øger man naturligvis også efterspørgslen i en økonomi – der flyder jo flere penge ud i samfundet. Men idet inflationen øges – priserne stiger hurtigere – vil lønmodtagere også kræve en løn, der som minimum modsvarer stigningen i deres udgifter. Kravene til næste års løn baseres derfor på den forventede inflation, altså på forventningen om hvordan prisniveauet ser ud. Så høj inflation indebærer højere lønkrav, der logisk nok indebærer højere arbejdsløshed – arbejdskraft er jo blevet dyrere. På bare lidt længere sigt er der således ikke længere nogen trade-off mellem inflation og arbejdsløshed. Phelps banebrydende indsigt var dermed, at en øget inflation fører blot til øgede lønkrav og dermed øget løninflation, men samme arbejdsløshed. Hvad værre er, medfører en for hurtigt løn- og prisudvikling et tab af international konkurrenceevne, da danske produkter bliver dyrere i forhold til udenlandske.

Phelps arbejde var et af de store søm i den keynesianske politiks ligkiste ved at påpege, at der ikke er en fundamental balance mellem inflation og arbejdsløshed, men at forholdet i stedet er af en intertemporal natur: Man kan bruge øget inflation (aktiv pengepolitik) til at sænke arbejdsløsheden midlertidigt, men med omkostninger der kommer senere hen. Dette intertemporale aspekt førte andre økonomer frem til teorien om dynamisk inkonsistens i pengepolitik, som der blevet givet Nobelpris for sidste år, og som ligger til grund for at for eksempel den europæiske centralbank udelukkende har en stabil prisudvikling som mål, og ikke tager hensyn til arbejdsløshed osv. Som Phelps viste, retter den sig alligevel ind relativt hurtigt.

Man kan håbe, at dette års Nobelpris får en politiker eller to til at tænke sig en ekstra gang om. Som det er nu, tænker forbløffende mange af dem økonomi som man gjorde før Phelps. Det gælder i særlig grad politikere i Sydeuropa, men også en tidligere dansk statsminister har ikke helt fået Phelps indsigter med (se her). Der er snævre grænser for, hvad man kan gøre med økonomisk politik, og en af forklaringerne til disse grænser bliver belønnet med en Nobelpris i år. Det burde da være signal nok.

9 Kommentarer

  1. Before you throw more sand on Keynes’ dead body there are a few things you ought to consider. The trade-off between inflation and unemployment was never an important element in Keynes’ work. It is more due to the post-Keynesians and the work of Phillips, as it is expounded in the so-called Phillips-curve. Phelps was right to point out that the inverse relationship between unemployment and inflation would to a large extent be determined by expectations. When inflationary expectations are built into the economy it may be difficult to make expansionary monetary and financial policies work. This, however, was correct in the mid-seventies, after the first oil shock, and well into the 1980’s. It is not very interesting today. Nor is the NAIRU, non accelerating inflation rate of unemployment, very interesting, as you can see it move back and forth according to the arbitrary labour market policies being pursued by various governments. So what is Phelps’ big contribution to economics today? – good question. The WSJ jornal quoted by Peter Kurrild cannot be considered a contribution to economics. It is not much more than a political-ideological defense of competitive capitalism, of the Anglo-American capitalism model as opposed to the central European corporatist model. It is always entertaining to whiplash the latter and accentuate the value of the former, but it is not a sign of sound economic sense. The recent success of the American economy, which unfortunately mostly accrues to the wealthier segments of society, actually proves that Keynes is right. The enormous budget deficit has stimulated the economy and brought unemployment down. This has been due to a stimulus to effective demand,not by supply side effects. But it has led to balance of payments deficits and budget deficits that are not sustainable in the long run. What is sustainable in the long run, however, is the proven competitiveness of the European “corporatist model”. Germany and other central European economies are gaining market share at the moment. The USA and Britain are losing market share, especially in manufactured products. Why did the Economic Nobel Committee give the Nobel prize in economics to a man whose economic theorizing was slightly interesting two decades ago, and whose economic writing is no better than the average conservative economic journalist? Well, there is probably a political motive behind it. How many Keynesian economists have got the prize?

  2. Carsten Valgreen

    10. oktober 2006 at 06:12

    Well Akerlof, Spence and Stiglitz got it in 2001. Akerlof (married to Janet Yellen btw) is a Keynesian in my view. While Stiglitz is – well – just getting ever more “stiglitized” (ie. sliding from academic to pundit to politician). To call him Keynesian would be an insult to Keynes. I agree that Keynes was not as “Pop Keynesian” as to believe in a micromangement of a Phillips curve relationship. But the committee can not be called biased agianst Keynesians in my view.The sad thing about Phelps getting the prize is not that the man didn’t deserve it. Rather it is that the committee find it hard to find someone more contemporary to give the prize to right now. It sadly reflects the state of Economics. It is a bit dismal. So to speak.

  3. Hvordan kan du kalde oekonomier der svinger mellem 10 og 12% arbejdsloeshed kompetitive…?Naah, men det er altsaa ikke alle oekonomer der kan kategoriseres som enten keynesianere eller monetarister, real business cycle etc. etc. Nogle beskaeftiger sig jo slet ikke med finanspolitiske problematikker (Hvad med sidste aars vindere fx – eller en person som Herbert Simon). Men et par graverende eksempler paa erklaerede (saa vidt jeg husker) keynesianere, der har modtaget Nobel prisen er:- Paul Samuelson- James Tobin- Robert Solow- FRanco Modigliani- Bertil Olihn- Givetvis ogsaa Robert Mundell, selvom han vel repraesenterer en form for syntese…En person som Joseph Stiglitz ved jeg faktisk ikke helt hvordan skal kategoriseres – men han er i hvert fald rimeligt pro-interventionistisk paa mange omraader…Mvh

  4. Jacob Mchangama

    10. oktober 2006 at 11:29

    Tak for denne pædagogiske indførsel i Phelps arbejde, så selv jurister kan følge med 🙂

  5. Og sociologer! Godt arbejde 🙂

  6. Se evt. den kronik af Phelps fra WSJ, som jeg lige har postet i kommentar-sektionen her:http://www.punditokraterne.dk/72978_Heller_ikke_i_ar_…html

  7. Jep, som Jacob bemærker, kan selv en jurist forstå det her.Se i øvrigt også denne lille kommentar fra The Times Gerard Baker, hvor han påpeger, at i hvert fald den britiske arbejderleder James Callaghan (men ikke nødvendigvis hans mere nutidige socialdemokratiske kolleger) havde fattet det, da han i 1976 sagde til Labour’s kongres:“We used to think we could spend our way out of a recession. I tell you in all candour that option no longer exists.” http://business.timesonline.co.uk/article/0,,13129-2396009,00.html

  8. Where there is no rational argument left, there are expletives!

  9. @Cosmic Duck;”So what is Phelps’ big contribution to economics today? – good question. The WSJ jornal quoted by Peter Kurrild cannot be considered a contribution to economics.”Duh!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑