Nobels fredspris: Lån i stedet for hjælp

Nobels fredspris er, som princip, en meget fin ting, men den er alt for mange gange gået til de forkerte. Værst er måske eksemplet fra 1994, da  Arafat, Rabin og Peres (rettet, tak for korrektionen) delte prisen for at have sat Palæstina på en 'bæredygtig' vej til fred. Når man tænker tilbage på, hvor fremsynet dén pris var, kan man vel kun udbryde Yeah Right! Heldigvis er 2006-prisen anderledes. Den går nemlig til Mohammad Yunus og Grameen Bank i fællesskab for deres arbejde med at afhjælpe dyb fattigdom gennem såkaldt 'mikrokredit'. At man måske så skal udvide fredsbegrebet lidt for at få den til at passe, ser vi stort på i dag.

Og hvis nogen af vores læsere ikke ved, hvem det er, kommer forklaringen her. Yunus startede i 1976 Grameen Bank ud fra en meget simpel devise om, at med lidt kreativitet kan man skaffe fattige adgang til basal finansielle service. Et af de anerkendte problemer med at udrydde fattigdom er nemlig – hvis man ikke lige tror på marxistisk afhængighedsteori eller lignende nonsens – at fattige ofte ikke sparer op, og dermed heller ikke investerer. Yunus' indsigt var, at de fattige i Bangladesh ikke sparer op, fordi de ikke kan, men fordi de ikke har adgang til det, man kan kalde 'opsparingsteknologi': En bankkonto eller lignende. Problemet er, at fattige ofte vil indbetale og hæve meget små beløb, men stadig tager den samme tid som andre kunder, der har langt større transaktioner. Det kan derfor ikke betale sig at have dem som kunder i traditionelle banker.

Yunus indså altså, at fattige ikke bare er stakler uden ressourcer, men derimod stakler der ikke kunne udnytte de ressourcer, de faktisk har! I en udviklingsøkonomisk sammenhæng var det ikke blot revolutionerende, men også stærkt provokerende. Hvis de fattige kan selv, hvad skal vi så med Danida og alle de andre aktører i hjælpeindustrien? For ikke nok er Grameen bygget op omkring idéen at fattige tager lån, de skal også betale dem tilbage.

Her ligger den egentlige innovation, og måske den som Nobelprisen i virkeligheden bliver givet til. Man havde prøvet at give subsidierede lån i offentlige statsstøttede projekter, men de havde fejlet helt forfærdeligt. I dele af Indien blev mindre end 20 % af lånene hos de offentlige projekter betalt tilbage. Ved at give meget små lån – nogle gange under 20 dollars, deraf navnet mikrokredit – til grupper på typisk fem kvinder, der hæfter fælles for hvert enkelt medlems lån, formår Yunus og hans banksystem at holde omkostningerne nede, så det rent faktisk kan betale sig at servicere de fattige. Og ikke nok med det, ved at man udnytter gruppepresset i kvindegrupperne, har Grameen Bank og de fleste andre mikrofinansinstitutioner rundt omkring i verden tilbagebetalingsrater et stykke over de 90 %. Pudsigt nok bliver de høje rater opretholdt netop fordi man typisk giver lånene til kvinder – mænd i mange ulande er nemlig dårligere betalere.

Nobels fredspris bliver derfor i år givet til en professor i økonomi og hans banksystem, fordi det demonstrerer, at man kan skabe udvikling ved at lade være med at give ensidig hjælp, men derimod stille krav til økonomisk ansvarlighed til nogen af verdens fattigste. Det har ført til en masse økonomisk fremgang, som nok ikke er så fotogent som store vestligt betalte udviklingsprojekter, men som er vedvarende. Historier som den om enken i Dhaka, der lånte 20 dollars hos Grameen i starten af 80'erne, og nu ejer en systue med samarbejde med Nike, er ikke usædvanlige. Det er også almindeligt at se kvinder i Bangladesh – der vel at mærke er overvejende muslimsk – blive ligestillet med manden i familien, når hendes første lån og investering har løftet familien det første stykke væk fra sult. Men for at få den slags udvikling i gang, må man slippe idéen om, at nogen grupper er svage og skal have ensidig, envejs offentlig hjælp. Kunne vi måske lære noget af det i Danmark?

16 thoughts on “Nobels fredspris: Lån i stedet for hjælp

  1. Mackety

    Det var ikke Sharon der fik prisen sammen med Arafat. Det var Rabin.Men jeg er enig i at Arafat var en bedragerisk slange og en skiderik af rang. Han burde naturligvis aldrig have haft fredsprisen. Det er kort sagt en skændsel!

    Svar
  2. Lars Hvidberg

    Det er fremragende med den pris til Grameen bank. Men et spørgsmål: Kender nogen til systematiske studier i mirkokredit, der dokumenterer effektiviteten? Har netop set Deadline, hvor de mente, at resultaterne mest var af anekdotisk karakter. Men er der lavet deciderede studier? Man kan selvfølgelig sige, at bare det at banken kører rundt er et bevis i sig selv, men findes der andet?

    Svar
  3. Christian Bjørnskov

    Først tak for rettelsen. Jeg huskede simpelthen navnet forkert – selvfølgelig fik Sharon ikke prisen!Mht. studier af hvor effektiv mikrokredit er, har Shahidur Khandker fra Verdensbanken også lavet glimrende studier. De viser, at adgang til mikrokredt fører til fattigdomsreduktion, specielt for kvinder, og at det sandsynligvis også gavner på lokalt niveau. For de interesserede havde han en glimrende artikel i World Bank Economic Review sidste år.For kvinder i Bangladesh estimerer Khandker afkastet til mikrolån til cirka 21 % – altså et ganske pænt afkast!

    Svar
  4. Christian H.

    Kald det motivforskning men det virker bare underligt, at der tilsyneladende opstilles to sæt kriterier for vurdering af hhv. mikrokreditprogrammet og bistand. Denne forskel må jo stamme et sted fra. Lidt provokerende luftede jeg ideen om en ideologisk begrundelse. Jeg savner en klarere forklaring på, hvorfor staten ikke vil kunne bruge de indsigter, som Bjørnskov mener ligger i det nye paradigme. Hvorfor vil bistandsprojekter ikke kunne ”…betragte og behandle fattige som rigtige mennesker med ressourcer og initiativ”? Det er på ingen måde klart for mig. Empowerment og fokus på folks egne ressourcer er som sagt et hovedpunkt indenfor bistandsmiljøet. Her tænker jeg ikke kun på bistandsprojekter, men også på betoningen af friere handelsvilkår der udnytter det faktum, at udviklingslandene ofte er konkurrencedygtige på en række områder.Derudover synes jeg, at det er imponerende, at Bjørnskov ikke mener, at donorer kan opstille klare konsekvenser. For én der forsker i bistand virker det lidt påfaldende, at man ikke tænker på Verdensbankens og IMF’s betingelseskoncept, der på allertydeligste vis illustrerer, at bistand/lån/gældslettelse sagtens kan gives med betingelser, og at overtrædelse af disse betingelser har strenge konsekvenser. Jeg er lidt træt af, at diskussionen meget nemt drejes over i påstanden om, at (næsten) al forskning viser at der ingen effekt er ved bistand. Det sætter meget hurtigt en prop i kæften på dem der ikke bruger store dele af deres liv på selv at læse denne litteratur eller som dig selv, at forske i det. Selvfølgelig skal man forholde sig til forskningen, men den måde det bruges på, at bare utrolig dræbende for debatten. Jeg vil således lige referere til et par ting for at nuancere den meget bastante påstand:- Din kollega Martin Paldam når frem til samme resultater som dig (ingen effekt af bistand). Påfaldende er det dog, at han ikke nødvendigvis er fortaler for at afskaffe bistand. Denne holdning udtrykte han ved et offentlig arrangement jeg var til for et års tid siden. Problemet er, at han kun måler på de makroøkonomiske effekter, men som han selv gav udtryk for, kunne han jo se den store betydning bistand havde for udviklingslandene når han rejste i dem (mikroniveauet). Pointen er, at den måde man vælger at måle effekten på har en stor indflydelse på de resultater man når frem til, og samtidigt at man ikke nødvendigvis kan bruge forskning om bistandens (manglende) effekt som et argument imod bistand. – Hvordan man vælger at operationaliserer effekten er som sagt afgørende. Hvis vi således flytter blikket fra f.eks. vækst til sundhedsområdet fremkommer der således nogle meget klarere positive effekter. Eksempelvis har man gennem vitamin A tilskud reddet omkring 300,000 liv om året (hvert år siden 1997) i form af en lavere børnedødelighed og har samtidig forhindret flere børn i at blive blinde. Det kan godt være, at et sådant resultat ikke nødvendigvis viser sig i en højere vækstrate det følgende år, men det har ikke desto mindre en meget konkret effekt for udviklingslandene.

    Svar
  5. Christian Bjørnskov

    Vi kan hurtigt – dig, mig og Martin Paldam – blive enige om, at ulandsprojekter ofte virker fint. Der er ikke uenighed om det! Problemet er, at hjælpen er ligesom en hvilken som helst anden medicin_både_tilsigtet virkning og bivirkning. Når man måler på enkeltprojekter holder man det politiske og økonomiske miljø konstant, mens når man måler på landeniveauet, får man også bivirkningerne med.Det kan godt være, at IMF, WB og andre stiller kriterier op, men det vigtige er ikke kriterierne, men hvorvidt man faktisk holder lande ansvarlige – og det gør man ikke! Derfor virker betingelserne heller ikke – de har ingen reelle konsekvenser, og slet ikke hvis andre donorer er villige til at ‘fylde hullet’ hvis f.eks. WB rykkker ud.Jeg er ikke nødvendigvis tilhænger af at fjerne al bistand, men mener at man bør reducere den ganske kraftigt. Der er nemlig gode grunde til at den gennem 40 år ikke har leveret nogen som helst målbare resultater.

    Svar
  6. Lauge Skovgaard Poulsen

    @ Bjørnskov… Det skal vel retfærdigvis nævnes, at flere artikler konkluderer, at: A) selvom tilbagebetalingsraten på lånene næsten altid er imponerende høj, er det ikke ensbetydende med egentlig økonomisk udvikling. Se f.eks. Brett Coleman’s 1998-studie af en række programmer i Thailand, der ikke har haft nogen positiv effekt overhovedet – tværtimod! B) Grameen-banken’s succes er måske ikke så fantastisk entydig, som mange har gjort den til. Den fungerer eksempelvis ikke på markedsvilkår – som de fleste ellers tror – i og med den er afhængig af statstilskud for at kunne løbe rundt (se her: http://www.microfinancegateway.org/files/2938_file_02938.pdf). Det er derfor ikke helt rigtigt når du siger, at Grameen-banken har vist, at det kan ’betale sig at hjælpe de fattige’. Det forklarer jo også hvorfor lignende banker ikke har spredt sig uden hjælp fra organisationer som Verdensbanken, Asian Development Bank, eller nationale skattekroner. Spørgsmålet er derfor om de offentlige tilskud kunne være blevet brugt til mere fornuftige udviklings-projekter. Den debat er endnu ikke afklaret (om end de fleste svarer nej). Dermed ikke sagt, at mikrokredit-programmer ikke nødvendigvis er nogen god ide. Det er de nok. Spørgsmålet er bare om ideen er ’god nok’ til at blive ophøjet af FN, NGOer, og nu selv Nobel-komiteen, som burde den være udvikling-økonomers første bud (thou shall lend poor woman money). Det skal jeg ikke kunne sige, men det kan akademia nu altså heller ikke endnu..

    Svar
  7. Christian Bjørnskov

    @LaugeDu har selvfølgelig ret i, at mikrofinans langt fra er en ‘cure-all’. Jeg kan godt huske Colemans studie fra Thailand, det er deprimerende læsning, og er også klar over, at Grameen ikke fungerer fuldt på markedsvilkår. Men så vidt jeg ved, gør f.eks. Banka Rakyat Indonesia, BancoSol i Bolivia, og en række andre mikrofinans-institutioner. Som så ofte før er det nok tilfældet, at idemanden ikke er den, der er bedst til at udnytte ideen, og man kan nogle gange få den tanke, at Yunus måske er bedst til marketing udadtil. Det mener jeg bare ikke skal overskygge værdien i hans vigtigste indsigt – som jeg synes er en Nobelpris værd: Det paradigmeskift i fattigdomstænknin, som han står for ved at betragte og behandle fattige som rigtige mennesker med ressourcer og initiativ!

    Svar
  8. Christian H.

    Det glæder mig altid, når Christian Bjørnskov skriver indlæg om fattigdomsbekæmpelse, da de som regel er virkelig informative. Der er dog to generelle problemer, som jeg synes skinner igennem i hans indlæg om emnet:- For det første synes der at være en opfattelse af den danske bistand som nogenlunde svarer til, hvordan den så ud for 20-30 år siden (hvis den nogen sinde har set sådan ud) – a la vi propper mere eller mindre ukritisk en masse penge i at bygge nogle brønde og deler mad ud til folk. Det er misvisende. Bjørnskov skriver: ”…for at få den slags udvikling i gang, må man slippe idéen om, at nogen grupper er svage og skal have ensidig, envejs offentlig hjælp. Kunne vi måske lære noget af det i Danmark?”. Ja det kunne vi måske for mange år siden, men kritikken kommer som sagt et par årtier for sent. Alene sidste år brugte Danmark omkring 385 mio. bistandskroner på mikrofinansiering i 12 forskellige ulande. Desuden har empowerment været et buzzord indenfor bistandsmiljøet i mange år – og det gælder også i Danmark. – For det andet virker det til, at visse ideologiske præferencer spiller ind i vurderingen af bistandsprojekter. Når det gælder mikrokreditlån gør det således ikke så meget, at deres effekt ikke er så ”fotogen” og samtidig kan man godt tillade sig at se bort fra mere kritiske rapporter (Coleman). Når det derimod gælder bistand generelt kan der sagtens konkluderes, at det mere eller mindre over en kam er uden virkning og er penge ud af vinduet (http://www.punditokraterne.dk/43068_Det_virker_sgu_tte_II.html). Kunne det tænkes, at man her på siden har en forkærlighed for ideen bag mikrokreditlån og samtidig har en aversion mod bistand som bunder i ideologi frem for deres rent faktiske effekt?

    Svar
  9. Christian Bjørnskov

    Hvis man ikke har faglige argumenter mod ens modstandere, kan man altid mistænkeliggøre deres motiver:-) Det synes at være det, Christian H gør i sin kommentar ovenfor.Lad mig for det første pointere, at min modstand mod ulandshjælp ikke er ideologisk – på universitetet tog jeg et kursus i udviklingsøkonomi fordi jeg var interesseret i HVORDAN hjælpen virkede, men endte med at få at vide, at den virkede ikke. Jeg er modstander fordi min egen forskning også viser, at der ingen som helst positiv effekt er. Det gælder nu som det gjaldt for 30 år siden på trods af, at man påstår at hjælpen nu gives på en helt anderledes måde. Men man kan stadig ikke dokumentere, at den på nogen måde hjælper landes udvikling! Hvis man endelig vil mistænkeliggøre nogens motiver, er det da tankevækkende at det stort set kun er Københavns Universitets Danida-sponsorerede økonomer der finder en positiv effekt af hjælpen, mens næsten alle andre ude i verden ikke finder den?Mht. om effekter er ‘fotogene’ og om jeg ser bort fra kritiske rapporter: Nej, det er ikke meningen. Der er f.eks. en del der tyder på, at mikrokredit ikke virker i Østafrika fordi der er kulturelle barrierer der – finansielle forhold betragtes som strengt private, og kan derfor ikke rigtigt deles med halvfremmede mennesker i kreditgrupper.Og at Danmark sidste år brugte 385 millioner på mikrokredit i 12 lande er ikke ligefrem positivt, er det? Når en donor går ind og støtter den type aktivitet, eller evt. endda selv sætter den op, kan man vel med rimelighed spørge sig selv, hvor troværdigt det er, at der kommer virkelige konsekvenser af manglende tilbagebetaling? Og det er altså de konsekvenser, hele systemet hviler på.

    Svar
  10. Christian H.

    ”Vi kan hurtigt – dig, mig og Martin Paldam – blive enige om, at ulandsprojekter ofte virker fint. Der er ikke uenighed om det!” – det er godt nok ikke det indtryk man får når man læser tidligere indlæg om emnet fra siden – jf. artiklen jeg linkede til sidst (eksempelvis ”ulandsbistand overhovedet ingen effekt har”). Du argumenterer for, at bivirkninger på makroniveau overskygger de positive effekter på mikroniveau. Dels mener jeg at det metodisk må være meget svært at nå frem til et så klart resultat da vækst på makroniveau influeres af utrolig mange faktorer. Derudover kan denne konklusion kun nås, hvis man vælger at bruge vækst som indikator på fattigdomsbekæmpelse. Denne kobling mener jeg er langtfra uproblematisk (flere Latinamerikanske lande har oplevet høje vækstrater uden nogen betydelige forbedringer indenfor fattigdomsbekæmpelse). Desuden mener jeg at det er en lidt kynisk tankegang. Hvordan skal der opstå en negativ effekt på makroniveau der fuldstændig modsvarer mit eksempel med de 300,000 redede børn pr. år? Når man kun fokuserer på vækst har man det med at overse nogle ting, i hvert fald i min optik.Det er simpelthen forkert, at der ikke er konsekvenser for ulandene ved brud på IMF og Verdensbankens krav. Eksempelvis har både Honduras og Zambia oplevet at få udskudt deres gældslettelse pga. overskridelse af det offentlige budget. Først da landene viste, at de kunne overholde de stramme begrænsninger på de offentlige finanser fik de gældslettelsen. Dette var et hårdt økonomisk slag for begge lande, der havde regnet med gældslettelsen og derfor stod og manglede penge som man havde budgetteret med at have. Jeg savner derfor stadigvæk et svar på, hvorfor bistand ikke vil kunne leve op til det paradigme, som du fremhæver i artiklen.

    Svar
  11. Ole Dahl Rasmussen

    Mange tak for et godt indlæg om mikrofinans. Fedt I tager det op. Inden debatten løb ud af det evige, men vigtige ‘har bistanden nogen effekt’-sporet, blev der rejst et par interessante spørgsmål:1) Er mikrofinansinstitutionerne profitable?2) Er mikrofinans’ succes et tegn på, at donorer burde holde nallerne fra de fattige?3) Er mikrofinans løsningen?Her er mine bud på svar:1) Nej. Man kan jo altid hæfte sig ved de få undtagelser, der sikkert findes, men hvis man kigger på det store billede, synes der ikke at være tvivl: Mikrofinansinstitutioner opstår og overlever kun som følge af subsider under én eller anden form. Beviserne er der nogle stykker af: Føromtalte Jonathan Morduch har sammen med et par folk fra Verdenbanken kigget på de bedste og nyeste tal (Cull, Demirgüç-Kunt et al. 2006). På trods af at tallene kommer fra en sample med institutioner, der fokuserer på profit, stammer i gennemsnit 20% af deres kapital fra subsidier i en eller anden form (p. 3). I den lidt ældre ende finder vi Yarons Subsidy Index, som er (dele af) branchens måde at måle subsider på. Her medtages både finansielle og oprationelle omkostninger og ifølge dette mål var hverken Grameen Bank eller BancoSol profitable i 1990 (Hulme and Mosley 1996: 13). Jeg har desværre ikke set nogle nyere analyser. 2) Nej. Er man blevet i dårligt humør af at høre, at institutionerne ikke giver profit kan man glæde sig over, at de fleste af dem vittigerligt er ‘oprationelt bæredygtige’ som det så pænt hedder (115% i gennemsnit ifølge MixMarkets benchmarks for 2005, se nedenfor),. Og det har konsekvenser for donorernes rolle. Hvis man er fra finansverdnen eller måske bare meget liberal giver det meget lidt mening at måle institutioner på, om de er kan dække deres egne omkostninger lige nu – uden at interessere sig for, om de tidligere har fået billige lån eller tilskud – sådanne skal selvfølgelig regnes med. Men hvis man er donor og gerne vil igangsætte fattigdomsreducerende initiativer, er det godt nyt. For det betyder at mikrofinans befinder sig lige netop dér mellem staten og markedet, hvor fyordet direkte intervention er fuldt berrettiget. Mikrofinans kan godt overleve uden donorer. Men uden billige lån, opstarsttilskud og teknisk bistand ville der sandsynligvis starte meget færre institutioner, som ville vokse meget langsommere, end det er tilfældet i dag. Altså: Donorstøttet, markedsdrevet udvikling. Tre ord der ellers sjældent klarer det ind i samme sætning. 3)Endnu et nej. Selvfølgelig, havde jeg nær sagt. For nok er adgang til finansielle ydelser ofte en væsentlig barriere for fattigdomsbekæmpelse eller økonomisk vækst, men det er sletikke den eneste. Vi nævner i flæng: Adgang til afsætningsmarked, viden/uddannelse, basal sundhed, adgang til input til virksomhed, sikkerhed osv. osv. Det har da også vist sig, at mange mikrofinansorganisationer har haft success med at tilbyde services, der retter sig mod nogle af disse barrierer sammen med deres finansielle ydelser. Og det kunne donorer jo passende også gøre, hvis de ville gøre noget godt for mikrofinansen. Derfor bør vi efter min ringe mening bruge Nobelprisen til at forsikre os om, at donorstøtte er berettiget og at det ofte ‘virker’ i tilfældet mikrofinans, samt at overveje, hvordan mikrofinans fungerer lidt grundigere end bare en overskrift eller to – som det ellers har været tilfældet i det danske mediebillede. Men med denne debat er vi jo allerede godt på vej – mod det sidste, i hvert fald :-)Glæder mig til at høre jeres kommentarer. ReferencerCull, Robert; Asli Demirgüç-Kunt et al. (2006), Financial Performance and Outreach: A Global Analysis of Leading Microbanks, World Bank Policy Research Working Paper 3827, World Bank, Washington.Hulme, David and Paul Mosley (1996), Finance against poverty (II), Routledge, New York.MixMarkets benchmarks for 2005http://www.mixmarket.org/medialibrary/mixmarket/2005_MFI_Benchmarks.xls

    Svar
  12. Nikolaj Hawaleschka Stenberg

    Som en lille sidekommentar med relevans for fattigdomsbekæmpelse og staternes indflydelse herpå er der en ny rapport fra Goldwather Institute som fastslår:Th e 10 states with the lowest per capita spending enjoyed a sizable reduction in overall poverty rates,approaching twice the national average.However, the top 10 big spenders not only failed to reduce povertyrates, but they actually suff ered an increase in povert.”Link: http://www.goldwaterinstitute.org/Common/Img/PovertyStudy.pdf

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.