Støtten til Ungdomshuset smuldrer – måske er det dét værd at brokke sig?

Politikken skriver i dag, at den politiske støtte til en plan, som R, SF, S og Enhedslisten ellers havde kogt sammen i Københavns Borgerrepræsentation, nu synes at smuldre. Dagen efter at Punditokraterne sammen med bl.a. professor i forvaltningsret Steen Rønsholdt fra Københavns Universitet kritiserede aftalen som grundlovsstridig og magtfordrejning, sprang de Radikale fra aftalen, da Manu Sareen overfor TV-Avisen afviste, at partiet ville indgå i en aftale der befandt sig i en juridisk 'gråzone'. Og nu springer Socialdemokraterne så sandsynligvis fra aftalen. Partiets gruppeformand på rådhuset, Jesper Christensen, har i hvert fald afvist man har forsøgt at omgå ejeren. Begrundelsen er dog ikke helt fin i kanten: "Vi har trukket os fra lokalplanen, fordi det nu viser sig, at husets ejere i så fald ville kunne kræve erstatning, og at vi skal købe ejendommen tilbage. Og det er vi ikke interesserede i."

 

 

Planen, som tydeligvis havde til formål at tvinge den retmæssige ejer (frikirken Faderhuset) til at sælge huset til en bestemt køber (en fond der efterfølgende ville overdrage huset til de 'unge'), har kulturborgmester Martin Geertsen fra Venstre karakteriseret meget rammende: "Det er nærmest et set-up til en Godfather-film, hvor partierne truer med, at hvis du ikke betaler dine dummebøder, skal vi sørge for, at straffen falder ned over dig. Det eneste, der mangler, er nærmest et hestehoved, der falder ned i Ruth Evensens seng."

Fra vores og andres side har det åbenbart givet pote at brokke sig højlydt. Herfra skal der lyde ros til de Radikale for at være bakket ud af aftalen af de rigtige grunde, nemlig at den er på kant med Grundlovens beskyttelse af ejendomsretten, og mere end på kant med almindelig anstændighed. På den anden side må man ryste på hovedet af Socialdemokraterne, hvis egentlige motiv åbenbart er at undgå, at kommunen kommer til at betale erstatning for dens brug af mafiametoder. Og venstrefløjen på rådhuset ryster stadig ikke på hånden når de gør vold på det, der nødvendigvis må – men bestemt ikke altid bliver – betegnes som en menneskeret, nemlig retten til retmæssigt ejendom. Hvis man nogensinde havde illusioner om politikeres moral…

 

10 thoughts on “Støtten til Ungdomshuset smuldrer – måske er det dét værd at brokke sig?

  1. ML

    Det er vel en definitionssag. Hvis man bruger magtfordrejning til at krænke ejendomsrettens ukrænkelighed jvf Grundloven er det to sider af samme sag.

    Svar
  2. Magnus

    Jeg vil nu bare tilføje at det er nu dejligt at punditokraterne kan få politikerne til at indse deres moralløse politik med saglige objektive argumenter og snusfornuft.Så tillykke med det!

    Svar
  3. Lars J

    Jeg er helt enig i at dette her er en vanvittig sag. Men at rose R på rådhuset for at bakke ud af det som de første er skudt ved siden af – hvis de er så dygtige så kunne de jo have tjekket med en professor INDEN de gik med i forslaget. At trække sig ud fordi den første og bedste jurist siger “bø!” er ikke mod, det viser da noget om deres usikre standpunkt. I øvrigt er det jo symptomatisk at Ritt ikke har vist sig i denne sag, den er blevet lagt til gruppeformanden (ikke engang ordføreren)…det tyder da på at man har vist at den ville lugte.

    Svar
  4. ML

    Ikke for at forklejne denne til tider glimrende blog, så var der nu en del jurister, der advarede. Mange steder. Den ku’ næsten heller ikke blive tykkere.

    Svar
  5. Jonatan

    Der er vel ikke tale om, at lokalplanen skulle være i strid med Grundloven.Det der kan komme på tale er, at den påtænkte lokalplan vil være i strid med forvaltningsrettens magtfordrejningslære.

    Svar
  6. nai

    Nu har S ret beset ikke trukket sig fordi lokalplanen var magtfordrejende, men fordi det viste sig at kommunen kunne bliver tvunget til at købe huset, idet lokalplanen kunne sidestilles med en ekspropriation. Se det gjorde ondt på socialdemokraterne. Både fordi de jo aldrig kunne drømme om selv at betale noget de kunne tvinget andre til at betale, men også fordi det ville give for mange konflikter at være ejer af sådan et hus. Se bare hvad gruppeformand Jesper Christensen har sagt til JP: “Bliver Ungdomshuset vores ansvar, skal vi eksempelvis sikre, at der fra 1. januar ikke bliver røget i huset, at brandmyndighederne får adgang dertil og alle mulige underlige regler. Det er der alt for meget konflikt i.”Der er næsten så grotesk at det er sødt. En privat indehaver af et værtshus skulle bare lige prøve at brokke sig over alle de underlige regler de skal leve op til, så skulle gruppeformanden nok stå klar og give dem en lektion. Rent faktisk har fødevarekontrollen ikke ført tilsyn med folkekøkkenet i Ungdomshuset, mon den der elskede fødevarekontrol også hører ind under de absurde regler som gruppeformanden synes det er dybt urimeligt at han kunne blive sat til at håndhæve??

    Svar
  7. Christian Bjørnskov

    Rosen til R bliver sådan set ikke givet fordi de bakkede ud af aftalen – de burde selvfølgelig aldrig være gået med! – men fordi de valgte de rigtige grunde. At man måske kan spekulere over, om R måske er delt i spørgsmålet er så en anden sag igen.Jeg vil bestemt heller ikke tage æren for at have fået aftalen til at bryde sammen, blot bemærke at det åbenbart kan betle sig at råbe vagt i gevær, og at Punditokraterne var en af de relativ mange, der gjorde det.Når det så er sagt, er jeg fuldstændigt enig med NAI i at det næsten er “så grotesk at det er sødt”. Det er blevet en sag, der udstiller venstrefløjens skrigende mangel på moral og konsekvens.

    Svar
  8. Tina

    Hvor er denne sag om Ungdomshuset grotesk. Skal vi stå model til endnu et “Christiania” med lovløshed og anarki for skatteborgernes penge? Det er lige til at miste troen på vores retssamfund af denne sag. Jeg fatter ikke, at der er nogen politikere med respekt for sig selv vil støtte sådan en gang bøller, som tillige terroriserer sine naboer. Nej heller ingen ros fra mig til De Radikale.

    Svar
  9. allan

    københavns politi har gentagne gange fortalt politikerne at ungdomshusets beboere ikke er mere kriminelle, voldelige eller “bøller” end andre unge i Danmark. Utroligt at man stadig ikke har fattet det på højrefløjen. Ryd bilka i stedet.

    Svar
  10. ML

    @Allan. Nu skal man ikke overse, at politiet har en klar interesse i at pointere, at det ikke er dem, der er fjenden. Hvorvidt budskabet når frem er en anden sag. Men fair nok at gøre forsøget.Men bortset fra det er det vel underordndet, hvordan de opfører sig. De besætter et hus ulovligt. Domstolene har talt. Så er den vel ikke længere? Hvis du besætter Bilka, så ryger du nok også ud, også selvom du lover ikke at lave ballade.

    Svar

Leave a Reply to MLCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.