Europas ubegavede presse

Berlingske Tidende har idag et glimrende interview med Bret Stephens fra WSJ, som Bent Blüdnikow står for. Bret Stephens er redaktør på den amerikanske avis Wall Street Journal. Han undrer sig over europæisk presses antiamerikanisme og beskylder samme presse for mangel på reel pluralisme. God fornøjelse!

Europa har ikke en begavet presse 

Berlingske Tidende 30.  oktober  2006, 2 sektion, magasin, side 10 

Af Bent Blüdnikow 

Bret Stephens var lidt af et drengegeni. Blot 28 år gammel blev han chefredaktør for den israelske avis Jerusalem Post. Nu som 32-årig er han med i ledelsesgruppen for en af de vigtigste aviser i verden, nemlig Wall Street Journal, hvor han også skriver sine kommentarer om verdens tilstand.

Han begyndte sit liv et helt andet sted på jordkloden, nemlig i Mexico, hvor hans far stammer fra, mens hans mor er italiensk jøde. Hans hustru er tysker, og deres børn har tysk statsborgerskab. Selv tilbragte han tre år i Bruxelles som Wall Street Journals udsendte mand til EU. Han følger godt med i europæisk presse, og han har som konservativ iagttager sine stærke synspunkter om europæisk presse:

»Den er ikke imponerende. Særlig når europæisk presse skriver om USA, kan man undre sig over det negative, fordomsfulde, lave niveau, der anlægges. Der er desuden en åbenlys mangel på egentlig pluralisme, idet meget af det, der står i europæiske aviser, minder besynderligt om hinanden i dets stereotype ensformighed.«
Hvad mener du med mindre pluralisme?

»Hvis vi tager artiklerne om USA i aviser som Le Monde, Der Spiegel og andre aviser, så er det den samme negative stereotype beskrivelse. En del af forklaringen skyldes selvfølgelig en århundred gammel antiamerikansk strømning i Europa, som vi kan spore tilbage til gamle politiske aktivister som f.eks. George Bernhard Shaw og venstreintelligentsiaen. Aversionen skyldtes til en vis grad misundelse over USAs succes. Men der er desuden en konformitet og en manglende mangfoldighed i europæisk presse.«

Er det bedre i USA?

»Ja absolut. Her har du reel pluralisme med vrede, aggressive, venstreorienterede aviser og tidsskrifter, der beskylder regeringen for hvad som helst. Men sandelig også den modsatte tendens, som vi kan se hos f.eks. Fox News og alle bloggerne, der er en reaktion på den venstreorienterede strømning i medierne og som repræsenterer mange borgere. Vi har det hele, og der foregår en dynamisk og seriøs debat, som europæerne burde være misundelige over.«

En undersøgelse har vist, at aviserne i Danmark bruger de »venstreorienterede« amerikanske aviser seks gange så ofte som »konservative« aviser, når de citerer.

Overrasker det dig?

»Jeg kender ikke danske forhold, men for Europa generelt svarer det til min erfaring. Ja, europæiske medier bruger ustandselig New York Times og Washington Post, som er oppositionsaviser, mens en avis som min egen Wall Street Journal kun bruges til økonomiske nyhedsartikler, men ikke til politik generelt. Det viser blot i en nøddeskal, at de europæiske mediers dækning er skæv og at den negative dækning af USA øser af regeringskritiske nyhedsmedier og kommentatorer, hvis stemmer derefter forstørres op i det europæiske rum.«

De fleste europæere vil næppe kunne se, at de har en indsnævret meningsdannelse?

»Nej, det skal man nok være fra et andet kontinent for at kunne se, men tro mig, herfra er det tydeligt.«

ENHVER KAN GÅ på internettet og under Wall Street Journals Opinions læse Stephens' indsigtsfulde udenrigspolitiske artikler. Wall Street Journal er med 2,6 millioner i oplag den næststørste avis i USA, kun overgået af US Today. Desuden udkommer Wall Street Journal i flere internationale udgaver.

Stephens følger med i europæiske aviser og magasiner som Le Monde, Figaro, Guardian, London Times, Der Spiegel og en række belgiske aviser. Han er forbløffet over, hvor ens journalistikken er, når det drejer sig om USA:

»Jeg forstår simpelthen ikke den foragt, som udstråler fra europæiske medier. Det er en foragt, der afslører en neurotisk og hyklerisk europæisk selvforståelse. Lad mig give et eksempel: Da præsident Bush besøgte Berlin, så var kansler Schröders modtagelse kold; Bush blev mødt af massive folkeprotester og negativ presse. Derimod fik Ruslands præsident Putin, som har stået for grove krænkelser af menneskerettigheder i bl.a. Tjetjenien og af pressefriheden, en venlig modtagelse i Berlin – også af medierne. Ja, Schröder kaldte endda Putin for en »upåklagelig demokrat«. Jeg kalder det hykleri.«

I Europa vil man sige, at pressen ikke er antiamerikansk, men blot Bush-kritisk?

»Bush' sydstatsstil irriterer selvfølgelig, men aversionen retter sig ikke kun mod Bush, men mod USA, ligesom under Den Kolde Krig og Reagan-tiden. Holdningen bliver forværret af de europæiske mediers flokmentalitet, hvor kritisk tænkning, der går imod strømmen, er et særsyn. Der er ikke nok intellektuelt mod i europæisk presse.«

Hvem styrer da europæisk presse?

»Der er ingen, der styrer. Det er ikke en konspiration, men hvad vi ser i europæisk presse er den uddannede elites holdninger. Det er den konventionelle offentlige sandhed, der dominerer både hos journalisterne, der er en del af denne elite, og hos den akademiske top af samfundet.«

Er den uddannede elites fordomme hele forklaringen?

»Ikke hele forklaringen, men en væsentlig del af den. Og det er i så tilfælde ikke sidste gang, at Europa er blevet vildført af denne elite. Faktisk er intelligentsiaens historie i Europa én stor begrædelig affære, når vi tænker på de vigtige opgør med totalitarismen i det 20 århundrede, hvor samme elite svigtede gang på gang. Antiamerikanismen er blevet elitens credo og den måde den identificerer sig på, efter dens store ideologiske forbilleder er endt i historiens skraldespand.«

STEPHENS ER DYBT i tvivl om Europas vilje til at kæmpe for sin egen overlevelse i mødet med globaliseringen og islamismen. Han mener, at der er god grund til at kritisere Bush-regeringens politik i f.eks. Irak, men han synes ikke, at det er seriøs kritik, man finder i europæiske medier, men en hånlig forvrængning af Amerika og dets intentioner. Opfatter han den europæiske presses holdning som udtryk for et generelt kultursammenstød?

»Nej, for almindelige mennesker sluger ameri
kansk kultur og rejser her
til i millionvis. De fleste europæere er ikke så fjollede antiamerikanske som redaktører og journalister, men det er dog alligevel bekymrende, at offentligheden ikke har en bedre presse.«

Har den europæiske presse ikke haft ret i, at Irak-krigen var en katastrofe?

»Både ja og nej. Før krigen advarede en stor del af europæisk presse mod krigen, fordi den mente, at man ikke kunne vinde den. Bagdad ville blive et nyt Stalingrad, advarede man om. Det blev det jo ikke, så den kritik var forkert. De massive anklager om, at krigen var til for at sikre USA olie – Spiegels forside lød »Blood for oil« – var også forkerte. Den mest seriøse del af kritikken er ikke denne løse konspiratoriske kampagne, som har præget europæiske medier, men den realistiske kritik, der har peget på, at Mellemøsten ikke lader sig demokratisere. Denne kritik af demokratiprojektets manglende realisme har hovedsagelig været et amerikansk fænomen.«

Er du enig i den kritik?

»Nej, men den er seriøs, og den finder sted her og nu i USA.«

Og hvad med de påståede masseødelæggelsesvåben, der blev brugt som krigsbegrundelse?

»Saddam Hussein narrede alle, også de europæiske efterretningstjenester. Det var ulykkeligt, men en række rapporter i både USA og England har vist, at regeringerne troede på disse våbens eksistens. At påstanden om bevidst løgnagtighed fra Bush og Blairs side i sagen om masseødelæggelsesvåben har vundet udbredelse i europæiske medier er udtryk for en ynkelig tilstand.«

Hvad skal der til, før de europæiske medier – i dine øjne – bliver bedre?

»Hør her, Europa er på vej ud i en alvorlig eksistenskrise. En krise der er forårsaget af dybtgående faktorer. Befolkningsudviklingen er negativ, bortset fra den muslimske minoritet. Økonomien er stagnerende. Den kulturelle identitet er vaklende, og det politiske mod til at stå sammen mod islamismen og terrorismen er svag. På et eller tidspunkt må nyhedsmedierne tage disse truende problemer alvorligt. USA er derimod et kontinent i fremdrift med høj befolkningstilvækst, god økonomi og en masse optimisme og vitalitet. Der er dog grænser også i et frit samfund for mediernes selvbedrag. Når den europæiske selvransagelse først indtræffer, så vil den skarpe antiamerikanisme også aftage. Men den selvkritik kræver en mere begavet presse, end I har nu.«

33 thoughts on “Europas ubegavede presse

  1. RasmusE

    “En undersøgelse har vist, at aviserne i Danmark bruger de »venstreorienterede« amerikanske aviser seks gange så ofte som »konservative« aviser, når de citerer. Overrasker det dig?”Det siger vist en del om Bent Blüdnikow, at han vælger at kalde Uriaspostens fejlfyldte fumlerier for “undersøgelse” og bruger det i et spørgsmål. Der kan man virkelig tale om mangel på kritisk sans.I øvrigt lider Bret Stephens vist af en alvorlig omgang anti-europæisme 🙂

    Svar
  2. PeterRisager

    Rasmuse, hvis du mener at alle undersøgelser foretaget som opslag på Infomedia ikke er valide, så vil jeg give dig delvist ret. Men findes der bedre undersøgelser?Dæmoniseringen af Fox News burde i hvert fald være klar for enhver. Jeg har ikke set Fox News, og jeg tvivler på at de der kritiserer kanalen har tilbragt tid med den. Men det er jo også nemmere når man nu vil fremme sin egen agenda.

    Svar
  3. Martin Seebach

    Det er muligt at Fox bliver dæmoniseret mere end hvad rimeligt er – men min erfaring med Fox (som stammer fra et ophold i USA op til det sidste præsidentvalg), er at de ikke lige frem lever op til deres slogan, “Fair and balanced”. Konkret indeholdt deres løbende nyhedsudsendelser gentagne latterliggørelser af Kerry, og ukritisk hyldelst af Bush. Ganske underholdende var det bestemt, men også meget ensidigt.

    Svar
  4. Christian Bjørnskov

    Jeg vil give folk ret i at Fox en gang imellem kan være slem, men hvis man på den anden side har oplevet hvordan andre kanaler særbehandlede Kerry og Edwards før ham, giver Fox måske bare en smule balance i regnskabet. Og nu er det jo ikke Fox, det handler om, men hvordan europæiske medier fuldstændigt mangler proportionssans. På det punkt er jeg helt enig med Stephens. Se blot på, hvor blidt man behandler den tidligere KGB-mand Putin – en antidemokrat om nogen – eller hvordan man helt lader være med at stille spørgsmål ved råddenskab og korruption i Sydeuropa eller fransk magtpolitik, mens man angriber USA for meget små ting, der tilfældigvis bringes i de amerikanske medier. For et år siden stod Paris forstæder i brand, men spurgte man ret meget ind til årsagerne? Nej, man interesserede sig mere for amerikanske småting.

    Svar
  5. Lars

    Stephens har et godt eksempel i Schröders beskrivelse af Putin som en “upåklagelig demokrat”.Det burde få alarmklokkerne til at ringe at den tidligere forbundskansler kommer med en så åbentlyst urimelig udtalelse, kort tid efter han er blevet medlem af bestyrelsen for Gazprom – og det er jo nærliggende at spørge Schröder om han har hørt om en der hedder “Mikhail Khodorkovsky”. Det har han nok ikke…Men det virker som om det er meget svært for store dele af medierne, at placere en tysk socialdemokrat i en dyster skurkerolle. I modsætning til Dick Cheney, hvis forhold til Haliburton givetvis er de fleste bekendt.Skurkerollen kan tilsyneladende heller ikke tilfalde Kina, selvom de ved at holde hånden Sudan i FN, indirekte støtter folkemordet i Darfur. Men igen er det som om medierne har svært ved tillægge andre nationer end Israel og USA ondskabsfulde hensigter.

    Svar
  6. nexø

    Blüdnikow er neokonservativ apologet, det samme gælder for de fleste af de amerikanere, han interviewer til Berlingske. Læg mærke til, hvordan Stephens siger alt det, Blüdnikow selv siger, når han skriver klummer eller anmeldelser: Venstreeliten mod folket, eliten er ritualt anti-amerikansk osv. osv. osv. Man skulle tro, man interviewede folk for at høre noget nyt, men sådan er det ikke her.Og så er det forøvrigt en helt eklatant forkert analyse, at politiske blogs opstod i USA, fordi de store aviser var for liberale. Tværtimod er det politiske blog-miljø i dag i USA domineret af progressive blogs (dailykos, mydd, talkingpointsmemo, firedoglake osv), som opstod som reaktion på det, man opfattede som de store avisers og TV-stationers tandløshed post 9/11 og i optakten til Irak-krigen. Selvfølgelig er der konservative blogs i USA, men de spiller slet ikke på samme måde en rolle i republikanernes politiske infrastruktur som de progressive gør i demokraternes; de har f. eks. ikke været grundlaget for troværdige udfordringer i de forestående midtvejsvalg, sådan som mydd m.fl. har været i forbindelse med Ned Lamont.Den parallelle reaktion på højrefløjen kom en del år før og førte til – talkshows på private radiostationer (Limbaugh etc.) og Fox. Faktisk er det ufatteligt, at Stephens på den måde slipper afsted med en åbenlys og propagandistisk usandhed om det amerikanske medielandskab. Og det gør han vel kun, fordi han siger PRÆCIS det, Blüdnikow gerne vil høre.

    Svar
  7. Lars

    -> NexøBlüdnikow interviewer Stephens, sådan at du kan høre noget nyt. Pointen er vel at synpunkter som Stephens’ er meget sjældne i det Europæiske mediebillede.At kalde det for en åbenlys og propagandistisk usandhed når Stephens siger at “alle bloggerne, der er en reaktion på den venstreorienterede strømning i medierne”, er nok at stramme den en smule, selvom det er rigtigt at Stephens’ påstand her er forkert. Men nu handler interviewet om det europæiske medielandskab – ikke amerikanske blogs.

    Svar
  8. RasmusE

    Men Lars.”Men nu handler interviewet om det europæiske medielandskab – ikke amerikanske blogs.”Spørgsmålet er hvor meget vægt man skal tillægge en mands udtalelser om andre landes mediekultur, når han tilsyneladende ikke engang har styr på sit hjemlands 🙂

    Svar
  9. JR

    Nexø: “Og så er det forøvrigt en helt eklatant forkert analyse, at politiske blogs opstod i USA, fordi de store aviser var for liberale. Tværtimod er det politiske blog-miljø i dag i USA domineret af progressive blogs (dailykos, mydd, talkingpointsmemo, firedoglake osv), som opstod som reaktion på det, man opfattede som de store avisers og TV-stationers tandløshed post 9/11 og i optakten til Irak-krigen.”Nu skrev en af de liberale blogs du henviser til i 2005 et indlæg hvori de dokumenterer, at “I have been tracking the comparative audiences of the two blogosphere off and on for the past nine months, and this is the largest lead for the liberal blogosphere that I have ever found. In September, the margin in favor of Democrats was 25%. In winter, it was 33%. In the spring, it was 50%. Now, it has risen to 65%. This is particularly amazing, since less than two years ago the conservative blogosphere was at least twice the size of the liberal blogosphere.”Hvor efterlader det din analyse?

    Svar
  10. Lars

    -> RasmusEMan skal tillægge hans udtalelser den vægt, som man synes han kan underbygge. Og jeg synes hans Putin-Schröder eksempel understøtter hans overordnede påstand om en ringe europæisk presse, ganske godt.

    Svar
  11. Jonatan

    Bjørnskov: “Martin har helt ret, men det er faktisk Blüdnikow himself der har sendt den til os. Så herfra kan vi uden bekymringer glæde os over debatten den har affødt:-)”Ikke 100% – det er Berlingske Tidende og ikke Blüdnikow, der ejer rettighederne til artiklen, men vi må naturligvis gå ud fra, at Berl.Tid. har givet samtykke.

    Svar
  12. Martin Rannje

    Nexoe: du demonstrerer jo egentlig kun hvor korrekt Stephens er i sin grundlaeggende betragtning: medielandskabet i USA er langt mere pluralistisk end det vi ser i Europa. Der er rent faktisk en hoejrefloejsopposition present i medierne, bl.a. blandt blogsene og paa radiostationerne, som du slet ikke finder mage i Europa. Det amerikanske medielandskab er som helhed langt mere “fair and balanced” end det Europaeiske ditto.Mvh

    Svar
  13. nexø

    – Jr:Ja, den første undersøgelse er sjov. Ifølge den er WSJ den absolut mest liberale avis i USA, ligger faktisk på linje med Ted Kennedy og John Kerry. Ud af de tyve, de måler, er det fjerde mest “neutrale” “Drudge Report”, som måles til at være let venstresnoet – også selvom den vel må siges at være et åbenlyst republikansk site, var det i al fald frem til 2004, hvor undersøgelsen stopper. De når i øvrigt også at konkludere, efter at havee gjort meget ud af avisernes “liberal bias”, at 19 ud af de tyve nyhedsmedier, de undersøger (WSJ er jo, finder de ud af, helt ekstremt liberal) … befinder sig et sted mellem den gennemsnitlige republikaner og den gennemsnitlige demokrat.Jeg tror ikke, det skyldes ond vilje fra forfatternes side, men det er i mine øjne tydeligt, at der er et eller andet helt galt med deres metode. Hvad skal jeg ikke gøre mig klog på, jeg er hverken økonom eller statistiker.

    Svar
  14. Ole Birk Olesen

    Nej Jonatan, ophavsretten har journalisten, ikke avisen. Jeg orker ikke lige et lede efter de relevante skriftsteder frem, men du kan roligt tro mig.

    Svar
  15. nexø

    – hvorefter jeg finder ud af, at JR’s andet link piller UCLA-studiet fra hinanden. Så havde jeg jo ikke behøvet at læse det 🙂

    Svar
  16. nexø

    Martin: Når man ser på det danske medielandskab (JP er, så vidt jeg husker, den største trykte danske avis – en avis som Information har en fast politik om at give Søren Krarup så meget spalteplads som han ønsker) så synes jeg det er svært at fastholde tesen om en “venstresnoet” ensretning. I al fald i DK; det andet europæiske land, hvor jeg kender lidt til pressens situation er Italien, og der er der ganske givet mange problemer, men de handler ikke om ensretning, snarere om Berlusconis dominans.I det hele taget er forestillingen om en homogen, venstresnoet MSM (som det hedder på amerikansk blogsprog) i mine øjne forkert. I USA giver den kun mening, hvis man glemmer, at skikkelser som Limbaugh, de konservative religiøse organisationer – og stationer som Fox – gennem deres medieimperier i lang tid har været mere indflydelsesrige end (svagt liberale) NYT. Og alligevel ser man stadigvæk, på et site som NRO, stadige klynkerier over “the liberal media” i USA.Det er relativt nyt at konservative intellektuelle som Stephens fremhæver en livlig amerikansk debat i USA og ikke de “store” mediers venstredrejning. Spørger man til gengæld venstrefløjen i USA vil de sige, at både aviser og tv i lang tid var groft kuede af højrefløjen. Det blev de, bl. a., fordi de hele tiden blev anklagede for at være venstresnoede. Den retoriske figur (mainstream er venstresnoet på grund af en ond medieelite) er nemlig ikke saglig – hverken i DK eller i USA – den er polemisk. Den skal iscenesætte taleren som heroisk outsider, der tør bryde med konsensus og iscenesætte den retoriske modstander som et tankemæssigt mæh-lam, der ikke er i stand til selv at tage stilling til noget. Det er en ideologikritisk figur af de værste fra halvfjersernes venstrefløj. Nu gentages den så af den amerikanske (og, desværre, danske) højrefløj. Måske ikke her, men ved gud af Blüdnikow.jr: Så opsvinget for de liberale blogs skete en gang i starten af 2004? Det passer vel meget godt til, at det skete i kølvandet på Irak-krigen og fraværet af kritisk journalistik angående den stadige amerikanske besættelse. Du har nok ret i, at det ikke kan føres helt tilbage til 2001. Inden 2004 var også den amerikanske blog-sfære i øvrigt mikrolille (i al fald i forhold til i dag). Det er først det sidste år, den for alvor er blevet en politisk magtfaktor. Som sådan har den en klar progressiv kant. Men igen: Min påstand er ikke, at der ikke findes konservative blogs i USA, der findes masser – også mange virkelig gode – min irritation gik på forestillingen om, at blog-miljøet som sådan og i dag kan forstås som en højredrejet reaktion på en liberal dominans i de amerikanske medier.

    Svar
  17. JR

    Nexø: “Ud af de tyve, de måler, er det fjerde mest “neutrale” “Drudge Report”, som måles til at være let venstresnoet – også selvom den vel må siges at være et åbenlyst republikansk site, var det i al fald frem til 2004, hvor undersøgelsen stopper.”Nu er Drudge Report jo så vidt jeg ved en enmandssite med links til andre nyhedsmedier (man kan undre sig over de tog den med). Det er iflg. forfatterne årsagen til det liberale “slant”:”Another result, which appears anomalous, is not so anomalous upon further examination. This is the estimate for the Drudge Report, which at 60.4, places it approximately in the middle of our mix of media outlets and approximately as liberal as a typical Southern Democrat, such as John Breaux (D–La.). We should emphasize that this estimate reflects both the news flashes that Matt Drudge reports and the news stories to which his site links on other web sites. In fact, of the entire 311 think-tank citations we found in the Drudge Report, only five came from reports written by Matt Drudge. Thus, for all intents and purposes, our estimate for the Drudge Report refers only to the articles to which the Report links on other web sites. Although the conventional wisdom often asserts that the Drudge Report is relatively conservative, we believe that the conventional wisdom would also assert that—if confined only to the news stories to which the Report links on other web sites—this set would have a slant approximately equal to the average slant of all media outlets, since, after all, it is comprised of stories from a broad mix of other outlets.”Nexø: “De når i øvrigt også at konkludere, efter at havee gjort meget ud af avisernes “liberal bias”, at 19 ud af de tyve nyhedsmedier, de undersøger (WSJ er jo, finder de ud af, helt ekstremt liberal) … befinder sig et sted mellem den gennemsnitlige republikaner og den gennemsnitlige demokrat.”Havde du forventet, at medierne ville ligge længere mod ekstremerne end lovgiverne? Jeg synes da det er oplagt, at aviserne trods alt må være mere fair i valget af nyhedskilder end politikerne. Det betyder imidlertid ikke, at deres bias nødvendigvis er ubetydeligt.Mht. WSJ vil jeg lade forfatternes svar stå for sig selv:”One surprise is the Wall Street Journal, which we find as the most liberal of all 20 news outlets. We should first remind readers that this estimate (as well as all other newspaper estimates) refers only to the news of the Wall Street Journal; we omitted all data that came from its editorial page. If we included data from the editorial page, surely it would appear more conservative. Second, some anecdotal evidence agrees with our result. For instance, Reed Irvine and Cliff Kincaid (2001) note that “The Journal has had a long-standing separation between its conservative editorial pages and its liberal news pages.” Paul Sperry, in an article titled the “Myth of the Conservative Wall Street Journal,” notes that the news division of the Journal sometimes calls the editorial division “Nazis.” “Fact is,” Sperry writes, “the Journal’s news and editorial departments are as politically polarized as North and South Korea.”[24]Third, a recent poll from the Pew Research Center indicates that a greater percentage of Democrats, 29%, say they trust the Journal than do Republicans, 23%. Importantly, the question did not say “the news division at the Wall Street Journal.” If it had, Democrats surely would have said they trusted the Journal even more, and Republicans even less.[25]Finally, and perhaps most important, a scholarly study—by Lott and Hasset (2004)—gives evidence that is consistent with our result. As far as we are aware this is the only other study that examines the political bias of the news pages of the Wall Street Journal. Of the ten major newspapers that it examines, the study estimates the Wall Street Journal as the second-most liberal.[26] Only Newsday is more liberal, and the Journal is substantially more liberal than the New York Times, Washington Post, L.A. Times, and USA Today.”Nexø: “Jeg tror ikke, det skyldes ond vilje fra forfatternes side, men det er i mine øjne tydeligt, at der er et eller andet helt galt med deres metode. Hvad skal jeg ikke gøre mig klog på, jeg er hverken økonom eller statistiker.”Jeg kan ikke se, at der er noget galt med deres metode. Når det er sagt må man naturligvis være bevidst om hvilke begrænsninger metoden har. Disse er imidlertid så vidt jeg kan se grundigt diskuteret i artiklen.Nexø: “hvorefter jeg finder ud af, at JR’s andet link piller UCLA-studiet fra hinanden. Så havde jeg jo ikke behøvet at læse det :-)”Jeg kan ikke se, at nogen af de videnskabelige studier som er beskrevet på mit link piller studiet fra hinanden. Hvilket er det?

    Svar
  18. nexø

    – JR:Det undrer dig ikke, at dit link til wikipedia gør så meget ud af de to forfatteres forbindelser til Federalist Society og AEI? Hvilket der jo ikke er noget i vejen med, men nok gør det svært at læse deres paper som et helt og fuldt neutralt partsindlæg.Heller ikke, at wiki nævner alle de mærkværdigheder, som også jeg nævnte? Eller at undersøgelsen, som wiki skriver, blander “democrat”, “liberal” og “left” sammen? Endnu en mærkværdighed: Deres konklusion om NYT er gentagne gange, at den er lige så “liberal” som Joe Lieberman, der i USA er kendt (og berygtet) for sit “bipartisanship” og sin støtte til Bush. Det er da lidt komisk.Ifølge deres (og også din?) logik skulle den gennemsnitlige, demokratiske politiker være ekstremt liberal; han ligger jo klart til venstre for den klart liberale, amerikanske presse! Undskyld, men jeg synes den her undersøgelse bekræfter klichéen om, at der findes løgne, forbandede løgne … og statistik.

    Svar
  19. Lars

    -> Nexø. I det hele taget er forestillingen om en homogen, venstresnoet MSM […] i mine øjne forkert. I USA giver den kun mening… Det er heller ikke Stephens’ påstand at forestillingen holder i USA. Det er hans påstand at den holder i Europa. Den retoriske figur (mainstream er venstresnoet på grund af en ond medieelite) er nemlig ikke saglig – hverken i DK eller i USA – den er polemisk. […] Nu gentages den så af den amerikanske (og, desværre, danske) højrefløj Det er da rigtigt at Stephens er noget polemisk i interviewet, men han har dog et eksempler som du kan og bør forholde dig til – specielt Putin-Schröder og citeringen af WaPo,Nyt overfor WSJ.

    Svar
  20. nexø

    – Lars.Som jeg skriver, er det en ny figur blandt konservative amerikanske intellektuelle at debatten er “livlig” i USA, en påstand de gerne hiver op af hatten, når deres reelle pointe er, at Europa mediemæssigt er homogent og ensrettet. Min pointe var, at Stephens falder tilbage i en (forkert) forestilling om et liberalt MSM, så snart han nævner de amerikanske blogs. Gamle vaner …Jeg opfatter ikke Washington Post som en venstreorienteret eller i amerikansk forstand liberal avis; normalt bakker de både op om republikanske og demokratiske kandidater – dog vist nok ikke i år. Så vidt jeg husker støttede de på lederplads invasionen af Irak. En konservativ figur som George Will har skrevet for dem i mange år. Af samme grund giver jeg ikke meget for Stephens pointe.Hvad angår Putin-Schröder har jeg svært ved at se en eks-politiker som eksponent for de europæiske medier. Når der demonstreres mod Bush og ikke mod Putin, så handler det vel mest af alt om, at USA har så meget større indflydelse på dansk og europæisk politik end Rusland har. Lige nu deltager DK f. eks. i en krig (eller hvad vi nu skal kalde det, der sker i Irak), som ledes af USA, og som vi næppe havde deltaget i, hvis USAs regering ikke havde bedt os om det.Men, altså, ingen sympati for Putin herfra. Vel heller ikke fra danske aviser, eller? Vi kan godt blive enige om, at dækningen af Tjetjenien er mangelfuld; dog har jeg ikke indtryk af, at det er en konfklikt som fylder meget i de amerikanske medier.

    Svar
  21. RasmusE

    Putin-Schröder-kammerateriet er dybt kritisabelt og har ødelagt Schröders eftermæle såvel i den tyske befolkning som i pressen.At han kaldte Putin for “lupenreiner Demokrat” for to år siden var ved gud heller ikke særlig kløgtigt, men man skal også være forsigtig med at overføre nutidige såvel amerikanske og europæiske holdninger til Rusland til tidligere, for sådanne sammenligninger bliver altid uden konteksten.Jeg vil i øvrigt gerne se den samme Bret Stephens kritiske kommentar om det nyligt afholdte statsbesøg i Washington af præsident Musharraf. En præsident der ved gud heller ikke er jordens største menneskerettighedsforkæmper.At Bret Stephens nu bekender sig til menneskerettighederne er da positivt, især set i lyset af hans forsvar for Bush´s sikre vej mod en de facto legalisering af tortur og ophævelse af grundlæggende retsprincipper.At han tillader sig at kalde andre for hyklere med den indstilling, sådan en opførsel ved jeg godt hvad man kalder.

    Svar
  22. Martin Manscher

    Undskyld hvis jeg lyder gammel og gnaven, men så vidt jeg ved må man ikke bare kopiere en avisartikel – det vil formodentlig(?) være en overtrædelse af ophavsretten. Uanset at det er en god artikel 🙂

    Svar
  23. Christian Bjørnskov

    Martin har helt ret, men det er faktisk Blüdnikow himself der har sendt den til os. Så herfra kan vi uden bekymringer glæde os over debatten den har affødt:-)

    Svar
  24. Bent Blüdnikow

    Kære vennerTak for al debatten og opmærksomheden omkring mit interview med Bret Stephens. Det der var formålet var først og fremmest at introducere synspunkter, vi normalt ikke ser i dansk presse. Vi læser dagligt kommentatorer fra New York Times, men hvornår har vi set kommentarer fra Wall Street Journal. Og hvornår har vi set amerikanere kritisk se på europæisk presse? Aldrig i europæisk presse ihvertfald. Istedet for at være forhåndsfordomsfuld og negativ, så synes jeg at skribenten, der underskriver sig som Nexø, skulle se fordomsfrit på Bret Stephens vurderinger og overveje om der ikke er noget om det. Og så kunne man jo håbe på, at europæisk presse ville se lidt mere kritisk på sig selv og Europa istedet for at forfalde til lette fordomme om USA. Blot et forfængeligt håb.

    Svar
  25. nexø

    – Christian Bjørnskov.I visse kredse (især konservative) er “liberal” og “leftist” identiske i USA; til gengæld er det en grov og polemisk forenkling at sætte lighedstegn mellem “liberal” og “democrat”. Det er et ord man netop bruger om venstrefløjen inden for det demokratiske parti (som jo, netop, ikke er socialistisk). Det er derfor, det er så sjovt, at studiet påpeger avisernes “liberal bias” og samtidig konstaterer, at de er langt mere “centristiske” end den gennemsnitlige demokratiske politiker.I den nuværende, amerikanske debat bruges “liberal”, så vidt jeg kan se, først og fremmest som et skældsord, især om dén del af venstrefløjen, hvis primære mål er at kæmpe for minoriteters individuelle eller gruppebaserede rettigheder – ACLU, de sortes rettigheder, chicano/a, pro-choice etc. Og mener, at staten har til opgave at sikre disse rettigheder.Det kan man være enig eller uenig i, men det er svært at se det som det centrale politiske program for demokraterne som sådan.Mht. til tidsskriftet: At det er prestigefyldt betyder, at man må tage artiklen alvorligt, men vel ikke, at man skal tage den for gode varer? Så hellere stole på sin egen fornuft (og ikke institutionens ipse dixit).

    Svar
  26. nexø

    – Christian Bjørnskov”Liberal” og “leftist” er bruges tit i flæng i USA, dog nok især af konservative, for hvem begge som bekendt er skældsord. Men at sidestille “liberal” og “democrat” er meget upræcist. Faktisk er “liberal” kun dækkende for venstrefløjen af det demokratiske parti – dem, hvis politiske hovedærinde er forsvaret for minoriteters individuelle og kollektive rettigheder, og som mener, at staten skal stå som garant for samme rettigheder. (Pro-choice, positiv særbehandling af minoriteter, gay rights osv.) Af samme grund er det så … mærkeligt … at studiet mener at måle et klart “liberal bias” i medierne, men samtidig erklærer, at samme medier politisk lægger et sted mellem den gennemsnitlige republikaner og demokratiske politiker.At studiet er optrykt i et prestigefyldt tidsskrift gør, at man må tage det alvorligt. Men vel ikke, at man skal tage det for gode varer? Jeg stoler hellere på min kritiske fornuft end på institutionel anerkendelse.- Blüdnikow.Der er mange ting, vi sikkert aldrig bliver enige om, heller ikke om dit virke på Berlingske. Blot dette: Det virker både her og i mange af dine artikler som om, at man er “fordomsfuld”, hvis man er uenig med dig – og “fordomsfri”, når man er enig. Den slags har jeg ikke meget til overs for. Jeg mener faktisk, det er et beskidt retorisk greb fra halvfjersernes venstrefløj – som jeg skrev i en kommentar ovenfor.Kunne man ikke forestille sig, at jeg – fordomsfrit – havde forholdt mig til dit virke og bedømt det som propagandistisk?PS: Irriterer det dig, at jeg ikke skriver under mit fulde navn? Det var ikke meningen. MVH Tue Andersen Nexø

    Svar
  27. Christian Bjørnskov

    @Nexø: Kritisk sans er godt, men som du sikkert ved, er ‘liberal’ på amerikansk-engelsk synonymt med venstreorienteret. Så der er ikke noget mærkeligt i at balnde ordene ‘Democrat’, ‘liberal’ og ‘left’ sammen. Og mht. undersøgelsen selv, er der én ting at holde fast i: Den er publicereti the Quarterly Journal of Economisc, som erdet økonomiske fagtidsskrift, der overhovedet er sværest at få en artikel optaget i. De seneste tal jeg kender siger, at de afviser 92 % af alle artikler, der sendes til dem – resten bliver bedømt til enten at være for uinteressant eller af for ‘lav’ kvalitet. Og redaktionen er mig bekendt bestemt ikke højreorienteret. At Groseclose og Milyos artikel alligevel er blevet optaget er en klar indikation på, at både bedømmere og redaktionen står inde for metode og resultater. Eller ved vi bedre end klodens skrappeste kvalitetskontrol på området?

    Svar
  28. Lars

    -> Nexø Min pointe var, at Stephens falder tilbage i en (forkert) forestilling om et liberalt MSM, så snart han nævner de amerikanske blogs Men Stephens siger jo eksplicit at han betragter det amerikanske mediebillede som mere pluralistisk end det europæiske. Så kan du jo ikke tillægge ham holdningen om et “liberalt MSM”.Angående Putin-Schröder-Bush og deres optræden i europæiske medier: Selvfølgelig kan og bør der være mest fokus og kritik af Bush, al den stund at dansk udenrigspolitik læner sig op af USAs’. Men det er min opfattelse at europæiske medier er uforholdsmæssigt kritiske overfor Bush i forhold til Putin, og det er derfor jeg mener Stephens har fat i et godt eksempel, når man ser på hvad Schröder slipper af sted med at sige om Putin i forhold til Bush.Man kan også se på begivenhederne der udspandt som da Bush sagde at Iran og Syrien “should stop doing this shit”. (i fbm. Israel v. Hezbollah) Vild fortørnelse i alle medier, selvom hans udtalelse bare var kontant måde at udtrykke den amerikanske holdning på. Putin derimod kan slippe afsted med “for sjov” at hylde voldtægt, uden at det giver mere end en kort notits.Et andet, og nok bedre eksempel er ordvekslingen ved et pressemøde i forbindelse med sidste G8 møde.BUSH: I talked about my desire to promote institutional change in parts of the world, like Iraq, where there’s a free press and free religion. And I told him that a lot of people in our country would hope that Russia will do the same thing. I fully understand, however, that there will be a Russian-style democracy. PUTIN: We certainly would not want to have same kind of democracy as they have in Iraq, quite honestly. BUSH: Just wait.Husk på, at denne de tilstedeværende journalister syntes at Putins joke var sjov. (de grinte i hvert fald).Man kan mene hvad man vil om Irak, men det fuldstændigt at absurd at Putin slipper så let afsted med at affeje kritik af manglen på demokrati i Rusland – eller mere præcist, det forhold at Putin selv har spillet en aktiv rolle i at indskrænke demokratiet. Men det gør han, og det ser jeg som et godt eksempel på en doven vestlig presse, der kun formår at spille kritiske spørgsmål.I går fordoblede Gazprom i øvrigt taksterne for gas til Georgien, som tak for sidst fordi Georgien vovede at udvise 4 russiske spioner. DR online fandt det dog vigtigere at rapportere om en filmpremiere “Borat gør nar af USA”. Men sådan har man jo hver sit væsentlighedskriterie…

    Svar
  29. Anne

    Nexø:Synes ikke, at du når så langt, som du formentlig selv tror, i henseende til at få leveret en gennemgribende kritik af indholdet af interviewet med Stephens. “Substansen” i dine indlæg begrænser sig jo udelukkende til underlødige, floskelbaserede personangreb på Blüdnikow samt masser af skriveri om det amerikanske medielandskab (Stephens’ anliggende er europæiske forhold, som du kun forholder dig konkret til med din fuldstændigt uspecifikke henvisning til JP (som du vist ikke kan have et særligt indgående kendskab til…) og Italien, hvis presses situation, du “kender lidt til”). Dit argumentatoriske “trumfkort” henter du frem med din identifikation af højrefløjskritikken af den venstreorienterede medieelite som en “retorisk figur”, der skal italesætte den sociale virkelighed, så den fremmer højrefløjens interesser. At politik er sprog, og sprog er politik, skal man altså ikke have gået mange år på universitetet for at vide. Det er ikke Blüdnikow, der benytter sig af halvfjersernes venstrefløjsretorik, men dig selv: Venstrefløjspolitik er en direkte “repræsentation” af en objektivt eksisterende virkelighed, mens højrefløjspolitik er (sproglig) “manipulation”, der skal fremme fordækte (kapitalistiske, imperialistiske) interesser. Tror du selv på den…?Mvh.

    Svar

Leave a Reply to Lars Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.