Danmark, NATO og styrkebidraget

Som et led i forberedelserne til det kommende NATO-topmøde i Riga gæstede alliancens generalsekretær, Jaap de Hoop Scheffer, i fredags København og statsminister Anders Fogh Rasmussen. Da Scheffer efter mødet med statsministeren blev spurgt, om han var i Danmark for at sikre flere styrker til NATO’s trængte ISAF-operation i Afghanistan, afviste han forholdsvist konsekvent: “Danmark er ikke de første, jeg spørger – jeg beder om solidaritet hos alle de allierede. Andre lande må også træde til”, sagde generalsekretæren.

Havde NATO’s generalsekretær udtalt sig på lignende vis for blot 20 år siden, ville det utvivlsomt have vakt en betydelig opsigt. Under hele Den Kolde Krig var den primære målestok i byrdedelingsspørgsmålet “forsvarsudgifterne i procent af BNP”, og på den konto havde Danmark ikke meget at bryste sig af. Sammenholdt med langt størstedelen af de øvrige medlemslande var de danske forsvarsbudgetter yderst beskedne, og skiftende danske regeringer undgik da heller ikke at indkassere adskillige hug fra først og fremmest Washington og NATO-myndighederne.

Havde NATO’s generalsekretær udtalt sig på lignende vis for blot 20 år siden, ville det utvivlsomt have vakt en betydelig opsigt. Under hele Den Kolde Krig var den primære målestok i byrdedelingsspørgsmålet “forsvarsudgifterne i procent af BNP”, og på den konto havde Danmark ikke meget at bryste sig af. Sammenholdt med langt størstedelen af de øvrige medlemslande var de danske forsvarsbudgetter yderst beskedne, og skiftende danske regeringer undgik da heller ikke at indkassere adskillige hug fra først og fremmest Washington og NATO-myndighederne.

Med Berlin-murens fald og NATO’s voksende fokus på out-of-area-operationer ændrede byrdedelingsdebatten sig imidlertid radikalt. “Forsvarsudgifterne som procent af BNP” er fortsat en faktor, når alliancesolidariteten skal gøres op, men af langt større betydning er nu styrkernes anvendelighed – spørgsmålet om deployerbarhed – og den politiske vilje til rent faktisk at anvende styrkerne. Det er på den baggrund, at Danmarks forvandling fra Prügel- til Musterknabe skal ses.

At Danmark forfulgte en åbenlys free-rider strategi under Den Kolde Krig vil kun de færreste bestride. Ved frembringelsen af det fælles gode – sikkerhed – bidrog den danske skatteborger kun i meget begrænset omfang, og størstedelen af regningen for Vestens kollektive forsvar havnede i stedet hos blandt andre amerikanske og britiske borgere. Danmark fik dermed gennem NATO – som den britiske ambassadør i København udtrykte det i en indberetning til det britiske udenrigsministerium i 1968 -“an extraordinary high life cover in return for ridicously low annual premiums”.

Spørgsmålet er imidlertid, om den danske frihjulspolitik kan betegnes som amoralsk. De fleste vil næsten reflektorisk karakterisere free-riding på en mindre skala – eksempelvis når det gælder kaffekassen på arbejdspladsen – som kritisabel i en moralsk henseende, men gælder det også, når stater lukrerer på andre staters forsvarsindsats? Er statsledere moralsk forpligtiget til at forfølge nationens snævre interesser – og kaste omkostningerne forbundet med frembringelsen af offentlige goder over på andre landes skatteborgere – eller hersker der også i den internationale sfære normer, som fordrer solidaritet?

3 Kommentarer

  1. Forsvarsudgifterne fastlægges af Folketinget i finansloven og tillægslovene.Der var i perioden ikke et Folketingsflertal, og heller ikke et flertal i befolkningen, for en voldsom forøgelse af forsvarsudgifterne. Man kan jo dårligt forlange, at de skiftende regeringer skulle have afholdt militære udgifter ud over hvad de havde hjemmel til fra Folketinget, ligesom et Folketingsflertal, som ignorerede vælgernes ønsker og skruede op for militærudgifterne og ned for udbygningen af velfærdsstaten, næppe var blevet genvalgt.Så spørgsmålet er snarere, om der var noget moralsk angribeligt i vælgerflertallets ønske om at køre på fribillet. Var der det?

  2. Michael Hovard Ekmann

    8. november 2006 at 01:24

    Jeg var en af dem, som i 1980érne skulle planlægge forsvar af Danmark med udstyr forældet allerede i 1950´erne. I lyset af den åbenlyse trussel var det vel moralsk angribeligt at regeringer vedvarende insisterede på, at det danske forsvar var troværdigt og dermed også vildledte vælgerflertallet!

  3. Vi vidste godt, at de danske forsvarsudgifter var væsentligt lavere end de fleste NATO-landes, og tilmed væsentligt lavere end vores evige sammenligningsland, det såkaldt neutrale Sverige. Vi kendte også størrelsen af de mobiliserede styrker og kunne i aviserne læse, at de var væsentligt lavere end de mobiliserede styrker i både østlige og vestlige lande.I Danmark har vi næsten total åbenhed om forsvarsudgifterne. Forsvaret kan dårligt bestille et kampvogn, uden at pressen skriver om det. Hertil kommer, at vi under hele den kolde krig havde værnepligt, og at en stor del af den mandlige befolkning den gang blev indkaldt. Danskernes kendskab til forsvarets relle formåen var derfor almindeligt kendt. Da jeg var værnepligtig i midten af 90’erne var en del af udstyret ikke udskiftet siden det blev anskaffet i 50’erne.Jeg tror ikke, at der var mange vælgere, som i realiteten blev vildledt. Der var bare et flertal for at bruge pengene på noget andet, måske fordi man regnede med, at en krig alligevel ville blive kæmpet med atomare våben, hvilket åbningen af østeuropæiske arkiver sidenhen underbyggede, se f.eks. her: http://www.dragsdahl.dk/A20031111.htm

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑