Milton Friedman (1912-2006), R.I.P.

Den formodentlig største profil i den liberale renæssance i den 2. halvdel af det 20. århundrede, Nobelprisvinderen, Chicago-økonomen og Hoover Institution-forskeren Milton Friedman, døde her til aften (dansk tid).

Man kan ikke sige, at det kom uventet–hans alder taget i betragtning–og dagen måtte jo komme, selvom man efterhånden skulle tro, at han var udødelig, så frisk som han altid virkede.  Men alligevel melder der sig ihvertfald hos denne Punditokrat et betragteligt vemod: “Free to Choose” (“Det frie valg”) var en af de tre-fire bøger, som i sin tid (1982-83) var med til at give mig de holdninger, jeg har i dag.  Siden var jeg så heldig at træffe Friedman selv ved et par lejligheder–den ene gang i mere end en time “one-on-one” (hvilket resulterede i et interview)–og jeg kan kun sige, at han var et ualmindeligt sympatisk og inspirerende menneske.  Han havde en skarp logik, en utrolig pædagogisk sans, og så var der aldrig noget “mean spirited” over ham.

Datoen 29. januar blev fornylig designeret som officiel “Milton Friedman Day” i Chicago, fordi man den dag på PBS viser den nye dokumentarfilm “The Power of Choice: The Life of Milton Friedman” (som jeg selv havde fornøjelsen at se en forkortet version af i sidste uge). I Californien vil guvernør Arnold Schwarzenegger–som selv har sagt, at det var “Free to Choose”, som gjorde ham til tilhænger af det frie marked–angiveligt gøre det samme, og jeg hørte netop i sidste uge, at der var planer undervejs om at få dagen gjort til officiel, national mærkedag.  Hvorfor dén markering?  Fordi–sagde initiativtagerne–næppe noget andet (dengang nulevende) menneske gennem sine argumenter har gjort mere for at hæve flere menneskers levestandard og gavne deres liv end Friedman.

Det kan man faktisk godt argumentere for.  Og selv om Friedman nu ikke længere er nulevende, så vil han formodentlig–og forhåbentlig–være “levende” (og måske nærmest udødelig) i mange, mange år endnu.  Han var en helt.

Her er nogle links, som vil blive løbende opdateret:

PS. Hermed et sen-1980er billede af Milton & Rose Friedman sammen med præsident Ronald Reagan.  Herren med briller er Edwin Feulner, præsident for Heritage Foundation.

PPS. Her er (t.h.) et billede af Milton Friedman & præsident George W. Bush fra en Hvide Hus-ceremoni til hans ære (2002).  Man skal–til denne punditokrats store glæde–tilsyneladende ikke bedømme en persons betydning på vedkommendes højde …

PPPS. Et kendt og hyggeligt billede af to gode venner, kolleger og Nobelprisvindere–Friedman og Stigler–er dette “Fyr & Bi”-agtige (t.v.).  M.F. havde billedet indrammet på sit kontor på Hoover Institution, da jeg var der i 1993.

PPPPS.  Milton & Rose Friedmans kendte søn David (som denne Punditokrat spiste morgenmad og diskuterede vikinger med så sent som i lørdags) har sin egen blog her.  Selvom de næppe læser vores blog eller forstår dansk, så sender vi hermed de bedste hilsner til ham & familien.

12 thoughts on “Milton Friedman (1912-2006), R.I.P.

  1. Peter Kurrild-Klitgaard

    Her er i dagens anledning en hyggelig joke fra Walter Block (http://www.mises.org/story/2393):”One day an economist looked up and saw a little girl being attacked by a vicious dog, just down the street. He rushed over and saved the girl by strangling the dog.A reporter interviews him and says, “Sir, this is a wonderful thing you have done. Did you say you are an economist?””Yes, I am,” says the economist.”Very good, sir,” says the reporter, “this will be our lead story tomorrow, and the headline will be ‘Radical libertarian economist saves little girl from vicious dog.'””Well, I’m not that radical,” says the economist. “I’m really more of a classical liberal.”The reporter scratches his head and says, “Well, we’ll come up with something. Whose views would you say you are closest to?””Oh, I suppose it would be Milton Friedman,” says the economist.Next day, the economist buys the paper. Across the front page is splashed: “CHICAGOITE KILLS FAMILY PET!””

    Svar
  2. Harry Manback

    Tak for en velskrevet lille nekrolog. Den første, og forhåbentlig ikke eneste, danske.Jeps, R.I.P til Milton Friedman. Med ham i graven, er Verden blevet lidt dummere – gudskelov har vi stadig hans ideer.Også tak for de mange links. Jeg har ikke fået læst dem alle, men af dem jeg har læst, har Walter Block skrevet det, der har rørt mig mest. Når man ved at WB ikke er særlig Friedman begejstret, og at man stort set ikke kan høre WB udtale sig, uden at komme med en spydig kommentar om de forfærdelige ‘Friedmanites’ og deres afvigelser, så virker hans nekrolog meget respektfuld og rørende. Joken Walter Block kommer med til sidst er også vidunderlig, og lige i skabet: Den fanger virkelig godt det ironiske (og tragiske) i, at et mildt og godgørende menneske som Milton Friedman, af mange, nærmest er blevet betragtet som forbryderen Pinochets personlige bøssemager.Og ja, hvor er Ritzaus notits dog åndsvag. Jeg studsede over Cato absolut skulles nævnes som “stærkt liberalistiske”. Hvorfor ikke bare “liberalistiske”, eller bare “liberale” for den sags skyld?. Hvornår går man fra bare at være ‘liberalist’ til at være “stærkt/ultra/whatever liberalist”? – Jeg tvivler på at journalisten har gjort sig nogen betragtninger ang. det. Og hvad med ‘klassisk liberal’, kan man ikke få lov til at være det mere?Mvh

    Svar
  3. Peter Kurrild-Klitgaard

    HM har helt rette m.h.t. Walter Block. Jeg har selv hørt WB rive Friedman i stykker adskillige gange–og så meget desto mere “gracious” var hans nekrolog.Jeg ved, at der kommer en kronik i Berlingske en af dagene, forfattet af en af vore læsere, og jeg har selv én i JP i næste uge (vistnok d. 23.).Mærkværdigvis var der færre fejl og misforståelser i Politikens nekrolog dd. end i Berlingskes, som vistnok var baseret i TASS-telegrammet fra Ritzau …

    Svar
  4. US

    Helt er et stærkt ord, men jeg er helt enig i at det passer på Friedman. Man må ikke glemme hans fremragende akademiske resultater, men manden fortjener helt primært at blive hyldet som den frihedshelt han var.For så vidt angår nekrologer, er Berlingskes for intet at regne i forhold til denne (UK Guardian):http://commentisfree.guardian.co.uk/richard_adams/2006/11/post_650.htmlAt nogen kan få sig selv til at skrive noget så forvrøvlet, fordrejende og direkte usandt om et så vidunderligt menneske som Friedman, umiddelbart efter han er gået bort og familien stadig er i dyb sorg, overgår min forstand.

    Svar
  5. David G.

    Ja, Adams i Guardian er perfid, men desværre har han jo ret. Overalt i verden er de offentlige sektorer større end nogensinde før. Hvis Friedman har haft en virkning har den (udover at begejstre en masse mennesker, men åbenbart ikke nok til at danne liberale flertal) måske været at forhale de negative tendenser en anelse.

    Svar
  6. Peter Kurrild-Klitgaard

    @Allan: “Friedmann [sic!] el. Marx. Er ikke meget for ekstreme økonomer, men fair nok…”Hvad så med Keynes? Han var jo sådan set ganske ekstrem i.f.t., hvad der dengang var gængs økonomisk tænkning …Adam Smith? Han ville jo trods alt afskaffe privilegier, statsmonopoler og handelsrestriktioner på et tidspunkt, hvor disse var hjørnestenene i alle samfunds økonomiske politik …”Ekstremisme” er jo meningsløst uden en præcisering af “i forhold til hvad”.Selv tilslutter jeg mig Barry Goldwaters kendte diktum om, hvad der er godt/skidt ved “ekstremisme”/”moderation” …

    Svar
  7. Harry Manback

    Ja, god pointe PKK. – Ekstrem i forhold til hvad?Ang. slavery så mente Adam Smith, som den ekstreme økonomon han (som MF ideologiske stamfader vel) var jo også at slaveri, som på hans tid var en mere almindelig institution, var økonomisk uhensigtsmæssigt (idet slaverne ikke havde nogle inticamenter til at arbejde).Kritikere af slaveri i Det gamle Grækenland, Rom, USAs sydstater pre 1. jan 1863 osv. var på deres tid marginale ,og derved ekstreme, røster. Er de after Allans mening mon så udvedkomne i debatten – Ligesom Marx of Friedman?

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.