Berlingske og Grevil-sagen

Det er med et lettelsens suk, at man noterer sig frifindelsen af chefredaktøren og de to journalister i gårsdagens dom fra Københavns Byret. Men nu, hvor frifindelsen er på plads, kan man igen være bekendt at omtale sagen i et vist frisprog.

Det var en dum sag, som anklagemyndigheden burde have forskånet de tiltalte og os andre for. Det har skadet vores omdømme, at den blev rejst, og frifindelsen risikerer at skabe nye myter.

Dommen er heldigvis klar. Den fastslår, at domfældelsen af Grevil skete med rette, hvilket i juraens sprog er byrettens måde ikke bare at anerkende landsrettens resultat, men også at tiltræde det. Det anerkendes også, at FE havde ret i, at materialet burde være forblevet hemmeligt. Men frifindelsen skyldes en fornuftig afvejning af, at medierne bør kunne offentliggøre materiale i meget videre omfang end andre aktører. For at sikre mediernes rolle i demokratiet må man nøjes med at retsforfølge de, der lækker til medierne. Medierne selv bør gå fri, medmindre de da udtrykkeligt har opfordret eller lokket til lækagen, hvad der ikke synes at være tilfældet her.

Man kan sammenfatte det sådan, at det ikke bør være strafbart at lave dårlig og tendentiøs journalistik.

For dårlig og tendentiøs journalistik, det var det.

Det er forståeligt, at Berlingske nu prøver at fremstille sig selv som sandhedens bannerførere. Det var de ikke, og det er heller ikke derfor, at de blev frikendt. De lækkede oplysninger var ikke "ubekvemme" for regeringen. Det var kun den tendentiøse fremstilling, som var ubehagelig.

Lad os se på historien, som den udviklede sig.

Grevil ønskede at forlade sit job hos FE. Inden da valgte han at lække hemmelige oplysninger til Berlingske for at smæde sin gamle arbejdsplads; en metode han havde brugt tidligere i sit liv, når han var på kant med nogen. Hans påstand i de første afsløringer var, at FE var en samling amatører, der blot skrev af efter udenlandske efterretningstjenester uden at kunne tænke eller analysere selv. Først da han vidste, at han var afsløret, blev påstanden, at Fogh havde løjet i forhold til de rapporter, som FE lod udarbejde.

Det var en tåbelig påstand al den stund, at FE rapporterne blev forelagt Folketingets kontroludvalg, og enhver løgn fra Foghs side ville derfor blive opdaget. Denne kontrol er faktisk en væsentlig grund til, at vi har kontroludvalget. Da Fogh valgte at offentliggøre FE rapporterne, faldt historien sammen.

Det eneste politiske offer blev forsvarsministeren, der var kommet til at sige, hvad enhver normalt begavet person kunne have sagt sig selv, nemlig at Fogh næppe havde løjet, for så havde medlemmerne af kontroludvalget vel reageret. Herved citerede han indirekte fra kontroludvalget, som ellers er undergivet tavshedspligt, og dermed kunne oppositionen få et offer, når de nu ikke kunne få Fogh.

Berlingske m.fl. prøvede at få Fogh hængt op på en overdrivelse af rapporterne, f.eks. ved at fuske med hans citat om, at Saddams WMD ikke er noget, vi tror, men noget vi ved. Men i disse internettider er det svært at få citatfusk til rigtig at virke andet end blandt de allerede frelste.

Denne gennemgang er kritisk over for Berlingskes indsats, så jeg må hellere supplere med lidt dokumentation for min kritik.

Berlingskes dækning var tendentiøs, fordi man bevidst undlod at nævne, at den britiske efterretningstjeneste, som Grevil jo netop beskyldte FE for at kopiere, faktisk havde udsendt en rapport den 11. september 2003, der udtrykkeligt opretholdt en væsentlig del af efterretningstjenestens påstande og afviste, at de havde været under politisk pres. Det var i øvrigt den rapport, som for første gang fastslog, at Saddam havde været efter uran i Afrika; en konklusion som senere blev gentaget i Hutton-rapporten og senere meget udførligt i Butler-rapporten. Men Berlingske var ikke alene om at ignorere den ubekvemme rapport. Ekstra Bladets såkaldte Hvidbog om "Irakløgnen", der udkom et par måneder efter, omtalte den heller ikke med et ord, og det gav som bekendt en Cavlingpris. Og i sommer valgte Berlingskes to journalister i deres dækning af den uheldige Plame-sag sørme at gentage vrøvlet om uranløgn og falske dokumenter – hele to år efter at den første britiske rapport havde afvist det vås.

Denne tendentiøse dækning skrev jeg et debatindlæg om, der blev bragt den 9. marts 2004. Det kan læses her.

Berlingskes redaktør gjorde imidlertid, hvad man kan forvente af den stakkels mand og forsvarede avisens dækning imod kritikken. Disse korte kommentarer blev optrykt under debatindlægget.

Det fik mig til at præcisere min kritik i et nyt debatindlæg, som jeg fremsendte samme dag. Det blev desværre ikke bragt, men gengives her:

Rapporten er relevant

I et tillæg til mit indlæg i går afviser redaktøren, at man ignorerede fakta ved ikke at omtale rapporten fra the Intelligence and Security Committee (ISC). Jeg må først beklage, at jeg slog Information i hartkorn med Politiken, for Information omtalte faktisk rapporten også efter udgivelsen. Derudover må jeg fastholde min kritik. På forsiden af søndagens Magasin optræder to faktabokse, der ses i sammenhæng med overskriften "Skræmmebilleder". Overskriften giver læseren indtryk af, at trusselsbilledet af Saddams Irak var overdrevet, og det forstærkes af de to faktabokse. Begge faktabokse er imidlertid misvisende, hvis man sammenholder dem med ISCs rapport. Lad os se på dem hver for sig.

Den venstre faktaboks om uran-køb anfører, at USA har erkendt, at "påstanden beroede på forkerte oplysninger". Men som nævnt fastholder briterne stadig påstanden, og i ISCs rapport tiltrædes denne vurdering. Den pointe har også The Economist (4/10 03) fanget, men de har vel også læst rapporten. Det er ikke en relevant indvending, at amerikanerne faktisk har trukket påstanden tilbage. For den blev i den amerikanske debat præsenteret som baseret på britiske efterretninger.

Den højre faktaboks anfører om de 45 min., at "påstanden har længe forfulgt Tony Blair og hans efterretningstjeneste". Det må give læserne indtrykket af, at påstanden var ubegrundet. Men i ISCs rapport betragtes den som pålidelig, faktisk lidt banal. Den fik kun en prominent plads, fordi spindoktoren Alastair Campbell med sin journalistiske tæft indså dens tiltrækningskraft på journalister. Det virkede, desværre for meget. Nogle journalister troede, at Irak kunne angribe Storbritannien på 45 min. De blandede oplysningerne om masseødelæggelsesvåben (WMD) fremført ved konventionelle våben sammen med oplysningerne Iraks langtrækkende missiler. Det var der ikke belæg for, og ISCs rapport kritiserer i denne forbindelse Blair for ikke at have skåret det ud i pap. Men påstanden i sig selv opretholdes. Det synes mange danske journalister at have misforstået. I Berlingske (23/2 04) får en journalist det til, at oplysningerne om de 45 min. kun angik konventionelle våben og ikke WMD. Tilsvarende misforståelse synes at optræde (28/1 04), hvor påstanden omtales som "totalt afvist", mens lederen samme dag i øvrigt gav udtryk for de modsatte holdninger. At journalister og redaktion giver udtryk for forskellige opfattelser har sikkert sin logiske forklaring i den journalistiske magtfordelingslære, men for læserne fremstår det som et (Berlingske) hus i splid med sig selv.

Jeg må derfor fastholde, at ISCs rapport er blevet ignoreret, og at Berlingskes reportager har lidt derved. Jeg forstår godt, at Berlingske ønsker at forfølge en kritisk stil, da det sælger bedre. Men hvorfor følge alle de andre på Politiken, DR, osv. Hvorfor ikke være kritisk over for dem og vurde
re, om de har noget at hav
e kritikken i? Det er da også kritik, og kan endda være ord, der fører til noget.

Tja, det var spildte ord, og avisens dækning fortsatte ad samme spor.

Til sidst greb Fogh til offentliggørelse af FE rapporterne. Det var et godt træk, som siden er blevet brugt af andre politikere. Blair brugte det, da vedholdende rygter ville vide, at kronadvokaten skulle have skrevet i sin rådgivning til regeringen, at Irak-krigen var folkeretsstridig. Det havde han naturligvis ikke. Og Bush har ligeledes offentliggjort forskellige efterretningsrapporter for at punktere mytedannelsen om løgn. Det lykkes nu ikke altid, da konspirationstilhængerne altid blot vil pege på, at "noget" ikke er offentliggjort endnu.

Men Foghs offentliggørelse lukkede ikke desto mindre den del af debatten herhjemme, og oppositionen måtte nøjes med forsvarsministerens hoved. At det var ganske usandsynligt, at Fogh skulle have løjet om de rapporter, som kontroludvalget havde haft adgang til, ses bl.a. af endnu et debatindlæg, som jeg havde i Berlingske den 18. april, hvor jeg fremsætter samme påstand, selvom rapporternen endnu ikke var fremlagt. Indlægget kan læses her. Det var ikke så svært at forudsige, selvom man i Informations leder samme dag havde svært høje forventninger til "afsløringen". De blev skuffede.

Sagen havde ikke noget smukt forløb, og den sidste tiltale var ingen pryd for vores demokrati, selvom det heldigvis endte godt. Se, det var jo næsten et juleeventyr.

26 thoughts on “Berlingske og Grevil-sagen

  1. Kian

    Det er da meningsløst at sige at “medierne bør kunne offentliggøre materiale i meget videre omfang end andre aktører”. Hvad er medierne? Er det MSN? Er denne side en del af medierne? Er min lille blog en del af medierne? Eller er der en magisk grænse for størrelsen på oplaget eller antallet af hits? I så fald, hvad er det tal?Hvis det kan bevises at journalisterne med rimelighed burde vide at de publicerede fortrolige dokumenter, så burde de ruske tremmer sammen med Grevil i lang tid.Jeg køber ikke den med at nogen skulle have mere “ytringsfrihed” end andre, og slet ikke på baggrund af en diffus definition på et medie!Sagen burde ikke handle om ytringsfrihed, men om man kan eje fortrolige oplysninger eller ej. Kan FE/regeringen siges at eje oplysningerne i, så er journalsterne ligestillet med hælere, og det er og bør være strafbart!

    Svar
  2. Rasmus Ole Hansen

    @ KianDit svar gør at sagen ikke har været forgæves. Nu er det slået fast med syvtommer søm at der ikke er begrænsninger (som sådan) på ytringsfriheden. I medierne i hvert fald. For samtidig er du inde på noget der kunne være interessant at få belyst, om det også gælder f.eks blogs.Mht. Grevil så er det vel et spørgsmål om tavshedspligt i forbindelse med sin jobfunktion. Mange andre har også denne tavshedspligt og kan blive straffet for at bryde den. Journalisterne har derfor kun gjort noget kriminelt, hvis de havde brudt ind og stjålet materialet selv. Det har de ikke og sagen virkede som en slags hævn for at de ikke ville afsløre deres kilde. Rimeligt småligt af anklagemyndigheden, men det kan man jo så have i baghovedet, når man griner af Tyrkiet, når de har retssager vedr. om hvor vidt man kalder det for armenske folkemord o.lign.Så når du skriver:”Jeg køber ikke den med at nogen skulle have mere “ytringsfrihed” end andre, og slet ikke på baggrund af en diffus definition på et medie!”må du hellere lade være med at ernære dig som advokat, revisor, læge etc.

    Svar
  3. Kian

    @ OleHvis man ikke kan eje information, så forkaster du samtidig alt IP, og herunder copyright og patenter. Det er fint nok hvis du gør det, men så er det dit synspunkt der bliver ekstremt og kontroversielt, og ikke mit synspunkt.Selvfølgelig kan journalisterne ikke retsforfølges på baggrund af at de har erfaret informationen, som Grevil på kriminel vis gav dem, men det er heller ikke det vi taler om!Sagen er om det skal være kriminelt at videregive fortrolige oplysninger, når man ved de er fortrolige. Det gælder både for virksomheders/privates fortrolige oplysninger og for statens. For staten er der bare en kattelem.Ingen bør kunne ‘videregive’ fortrolige oplysninger hvis de ved de er fortrolige. Bemærk at det ikke er besiddelsen af informationerne, men videregivelsen af dem der er problemet.

    Svar
  4. Limagolf

    Der er forskel på intellektuel ophavsret og fortrolighed!Men det kunne da være sjovt hvis staten havde kørt en ophavsretssag mod Berlingeren i stedet for. :-)/Limagolf

    Svar
  5. Ole Birk Olesen

    Kian, hvis A fortæller B en hemmelighed, og B fortæller den videre til C, som fortæller den videre til D, E, F og G, så har A og B et problem med hinanden, men C har ikke indgået nogen aftale om at holde sin viden hemmelig, og han bør derfor ikke kunne straffes for noget som helst. Konsekvensen, hvis det modsatte skulle være tilfældet, ville da også være uoverskuelig. Hvem af os har ikke fortalt historier videre, som vi alene fik, fordi en person brød en aftale med en anden person, om at holde en viden hemmelig?Journalister lever nærmest af den slags, og det er med til at sikre borgerne vigtig information om magthavernes gøren og laden. Når partierne på Christiansborg holder gruppemøder, så har de f.eks. interne regler om, at der ikke må refereres fra disse møder i offentligheden, men heldigvis har partierne lidt problemer med at styre deres gruppemedlemmer. Jeg skal bare lige have på det rene med dig: Du mener altså, at det skal være strafbart (eller moralsk forkasteligt) for journalister at viderebringe oplysninger fra møderne, fordi de fremkommer ved brud på partiernes forretningsorden? Eller er det kun, når statens sikkerhed trues (husk DDR), at disse indskrænkninger af ytringsfriheden ifølge dig skal finde anvendelse?

    Svar
  6. Kian

    @ LimagolfJa, der er forskel op ophavsret og fortrolig, men det er ikke en forskel, der er relevant her. At ophavsret i det hele taget blev draget ind, var spørgsmålet om man kan eje information, og ophavsretten giver en ejendomsret til information. Det samme gør patenter. Jeg indrømmer gerne at jeg ikke er ubetinget tilhænger af hverken copyright eller patenter, men ejendomsretten over fortrolige informationer må være ubetinget.@ OleJeg forstår godt dit argument med at C ikke har indgået nogen aftale med A, men kommer der for meget kontraktualisme ind debatten. Det gør ikke noget, selvom jeg ikke bryder mig om det, for i overdragelsen af fortrolig information fra B til C, indgår C implicit en aftale med B, som nødvendigvis må indeholde aftalen mellem A og B, da C udmærket kender til A og B’s aftale. Hvis A laver en låneaftale om en cykel med B, som bryder ved at give cyklen til C, så kan C straffes for at give den videre til D (og her ender sammenligningen mellem information og cykler).Og nej, C’s ytringsfrihed bliver ikke indskrænket, selvom du ivrigt forsøger at ligge den holdning i munden på mig. Den bevisbyrde der burde skulle løftes mod journalisterne er om de med rimelighed burde formode at der er tale om fortrolige informationer. I denne sag burde det ikke være svært!Dit eksempel med gruppemøder på Christiansborg er interessant, for det er på alle måder fortrolig information, og dermed er der forkert at offentliggøre – men nu ikke journalist (eller hæler, eller deltager i gruppemøder på borgen). Når det er sagt, så bliver det noget helt andet, når der er tale om kriminalitet og dermed også statens magtmisbrug. Men sådan er det altid når man taler i frihed og ejendomsret, hvor forbryderen med sin forbrydelse ophæver dele af sin egen frihed.

    Svar
  7. Ole Birk Olesen

    Kian, der har indsneget sig en eller flere formuleringsfejl i dit sidste afsnit, så det er svært at forstå, hvad du mener. Mener du, at det er forkert af journalister at skrive om, hvad der foregår på partiernes gruppemøder, fordi grupperne har regler om, at der ikke må sladres til journalister, og fordi journalisterne kender disse regler?

    Svar
  8. Kian

    Men kun hvis der er tale om fortrolige oplysninger, og journalisten bør vide at oplysningen er fortrolig – ellers ikke!

    Svar
  9. Mikael Thoustrup

    @KianUden at ville kommentere på hvad der egentlig diskuteres, så synes jeg det er meget farligt at åbne op for retsforfølgning af journalister på baggrund af “hvad de med rimelighed måtte formodes at vide”… Det er altså en ret farlig gummi-paragraf der uden større problemer kan bruges til at banke systemkritiske journalister i hovedet…

    Svar
  10. CD

    Kian – En regering kan jo bare hemmeligtstemple alting fra Statsministeriets kantines menukort og opefter. Så kan den gøre lige hvad fanden den vil, hvis du får magt som du har agt.Det er i mine øjne ret problematisk, for nu at sige det mildt.

    Svar
  11. Kian

    @MikaelJeg argumenterer ikke for at retsforfølge pga. hvad de burde vide. Men på baggrund af at de burde vide at et dokument de publiscerer er hemmelig! Der er en verden til forskel, og det er aldeles ikke nogen gummiparagraf, da der er en væsentlig bevisbyrde, der skal løftes – tvivlen kommer stadig den anklagede til gode! Selvom du får et dokument i hånden, med FE’s hemmelighedsstempel, så bør man vide det er hemmeligt, og man kan ikke gemme sig bag uvidenhed.@CDEn regering, der uhindret kan hemmeligstemple ALT, behøver ikke nogen ejendomsret til hemmelige informationer, for at fængsle journalister. Enten fungerer domokratiet, eller også gør det ikke. Ejendomsret til hemmeligheder skubber på ingen måde til den balance.Det er endnu værre, hvis der er dobbeltstandarder for ytringsfrihed, så nogen, der af en eller anden grund kan kalde sig “medie” er mere fredede end andre.

    Svar
  12. CD

    Kian – den traditionelle definition på et medie er vel, at det er dækket af Medieansvarsloven og at der er en ansvarshavende chefredaktør i Medieansvarslovens forstand at gå til?Men du mener altså, at det er utænkeligt, at en regering kunne tænkes at have en interesse i at hemmeligtstemple oplysninger med det ene formål ikke at tabe ansigt eller på anden måde dækker over fejl og ulovligheder i en eller anden sag?

    Svar
  13. Kian

    @CDJeg fornemmer at du ikke rigt har læst hvad jeg ahr skrevet. Min kritik af artiklen går på hvad et medie er, og efter en hurtig gennemlæsning af Medieansvarsloven her jeg endnu ikke fået svar på spørgsmålet!Jeg spekulerer ikke i hvad en given reging måtte have af interesser. Jeg siger at en regering, der er magtfuldkommen nok til at kunne ignorere alle alle krav om offentlighed fra folketing og befolkning ikke behøver regler om hemmeligholdelse.Som jeg tidligere har skrevet, så er situationen omkring kriminalitet speciel hver gang talen falder på frihed og ejendomsret.

    Svar
  14. Repsak

    Og skulle vi så ikke lige tage citatet i sin helhed, når nu vi er i gang:”Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget, vi blot tror. Vi ved det. Irak har selv indrømmet, at de har haft sennepsgas, nervegas og miltbrand, men Saddam Hussein vil ikke afregne. Han vil ikke fortælle os, hvor og hvordan de våben er blevet destrueret. Det ved vi fra FNs inspektører, så der er ingen tvivl i mit sind”.Det var altså det, statsministeren sagde. Han troede ikke på Iraks forsikringer om, at alle masseødelæggelsesvåben var blevet destrueret. Det var det der stod i Jyllands-Posten den 28. marts 2003. Statsministeren var citeret for et udsagn, der var ca. 1 uge gammel. Han afviste i øvrigt at forholde sig til, hvad der ville ske, hvis krigen ender uden beviser for, at Saddam Hussein råder over masseødelæggelsesvåben. ”Det er et hypotetisk spørgsmål,” sagde Fogh.Når man ser citatet i sin helhed og i den rette sammenhæng, er det klart, hvad der tales om. Det er det til gengæld ikke, når man læser citatet i den klippede form, som desværre er det mest almindelige. Derfor skal det hele med her. Det uklippede citatet vidner om, at der her tales om den viden, man havde om Iraks tidligere anvendelse af WMD. Og den “tvivl”, som statsministeren og vi andre ikke havde, er tvivlen om, hvorvidt man skal gribe ind, når Saddam Hussein ikke vil fortælle, hvad han har gjort af de våben. Selvfølgelig blev man nødt til det. Hvis ikke nu (i 2003), så senere.Journalisterne har skabt et falsk billede af, hvad der blev sagt og i hvilken sammenhæng, det blev sagt. Det er da også lidt sjovt, at ingen udover Jyllands-Postens Bruxelles-mand, har hørt statsministeren sige ordene. De blev ikke sagt i Folketinget, som mange aviser ellers er begyndt at skrive. Al denne manipulation med citatet kan Information og Politiken måske godt leve med fordi deres afstandstagen til krigen var så massiv ikke bare i ledere, men også i deres dækning af debatten dengang. Med Berlingske Tidende er det en anden sag. Chefredaktørens forsidekommentar i går, var noget tvetydig. I kan selv tyde jer frem til, hvad han mener:”Avisens journalistik er imidlertid uafhængig af avisens ledere.”

    Svar
  15. Kian

    @RasmusDu overser helt problemstillingen om man kan eje hemmelige informationer. Kan man det (hvilket jeg vil mene), så er det meningsløst at tale om at tavshedspligt (går ud fra det er det du henviser til i slutningen) er en indskrænkning af ytringsfriheden.Hvis du mener journalisterne kun begår kriminalitet hvis de selv stjæler dem, så må konsekvensen være at hæleri skal lovliggøres. Det er et validt argument, jeg kan bare ikke få øje på rimeligheden.

    Svar
  16. Ole Birk Olesen

    Man kan ikke eje en information. Eller rettere, det kan man måske godt, men så ejes den af alle, der har lagret informationen i deres hjerne eller andetsteds. Man tager ikke noget fra nogen, når man kommer i besiddelse af viden, som de også har. Hvis der er noget, man vil holde hemmeligt, så påhviler det én selv at sørge for, at det holdes hemmeligt. Hvis en virksomhed gerne vil beholde nogle forretningshemmeligheder, så må den sørge for, at dens ansatte ikke bralrer ud med dem. Til det formål kan virksomheden lave kontrakter med sine ansatte, og hive dem i retten, hvis de bryder kontrakten. Virksomheden bør ikke kunne få andre mennesker straffet, blot fordi de kommer til at se dens hemmeligheder, ej heller fordi de fortæller dem videre. En nudist kan ikke bebrejde andre, at de krænker hendes blufærdighedsfølelse ved at kigge, selvom man i følge grundloven har ret til privatliv. Det påhviler hende selv at tage tøj på, hvis det ikke behager hende at blive begloet.Sagen mod Berlingske Tidende var latterlig. Dens baggrund var ene og alene, at FE ikke havde styr på sine egne ansatte. Man skal have DDR-regler, som beskytter statens sikkerhed mod borgernes frie ytringer, hvis man vil dømme journalister (og andre) for at viderebringe oplysninger, som de er kommet i besiddelse af uden at gøre noget som helst ulovligt.

    Svar
  17. Kian

    @CDHvorfor overhovedet lave en udviddet ytringsfrihed for en eller anden diffus definition på medie? Hvorfor ikke lave det samme for alle?Nu skrev jeg ikke kun at enten virkde demokratiet, eller også gør det ikke. Jeg skrev også at ejendomsret til hemmeligheder ikke vil rykke noget i den ene og den anden retning.Din bekymring for diverse ulovligheder i forbindelse med ejendosmret til hemmeligheder er ubegrundet. Selvom om mennesker er frie, så holder vi os ikke tilbage med at fratage kriminelle deres frihed. Det er nøjagtigt det samme med information om kriminalitet – uanset om det er dig eller mig eller regeringen, der laver kriminaliteten.Jeg har aldrig givet udtryk for at journalisterne burde straffes for besiddelsen af Grevils lækage, men kun for offentliggørelsen/viderebringelsen af den!

    Svar
  18. Limagolf

    @ Nexø”Derudover er der et sært glid i et argument, der siger: En gang var våbnene der, vi kan ikke redegøre for, hvor de er nu. Vi kan ganske vist heller ikke finde nogle spor af dem, men (og her kommer den mærkelige følgeslutning) det må være fordi de bliver gemt for os. Det må skyldes ond vilje, altså. Der gives ikke plads til andre forklaringsmodeller” Nu var Irak forpligtet af en UNSC resolution til at redegøre for deres masseødelæggelsesvåben, heruden hvordan de havde skilt sig af med dem man vidste de havde (haft).Så bevisbyrden var entydigt placeret på Iraks skuldre af FNs sikkerhedsråd. Derfor holder argumentationen 100% og derfor er beskæringen af sætning dybt manipulerende!/Limagolf

    Svar
  19. nexø

    @LimagolfJa, det har du fuldstændig ret i, hvis vi altså taler om en art juridisk sikkerhed. Men Foghs udtalelse signalerer, så vidt jeg kan se, at han er sikker i en mere dagligdags og i mine øjne stærkere betydning af ordet. Hvis Fogh havde nøjedes med at sige, at Irak havde brudt en resolution, så havde der ikke været nogen tvetydighed. Men han sagde (i fri parafrase): De har brudt en resolution, DERFOR er jeg sikker på, at de har masseødelæggelsesvåben. “Der er ingen tvivl i mit sind.” Sindets tvivl og sikkerheder er vel noget, der intet har med juridisk bevisbyrde og resolutioner at gøre. Som sagt, det var en flueknepperkommentar. Det ændrer ikke ved, at citater selvfølgelig ikke skal beskæres sådan, at de fremstår misvisende. Til gengæld får det Fogh til at stå i et ikke helt godt lys i dag, hvor vi er ret sikre på, at der ikke var nogen masseødelæggelsesvåben i Irak.

    Svar
  20. nexø

    @RepsakDet her er en flueknepperkommentar, men jeg kan altså godt se, at Fogh er tvetydig. Det skyldes skiftet fra nutid til førnutid fra første til anden sætning. Havde han sagt: “Irak har [haft] masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget, vi blot tror. Vi ved det.” – så havde han undgået tvetydigheden, men retorisk set ikke været synderligt effektiv.Derudover er der et sært glid i et argument, der siger: En gang var våbnene der, vi kan ikke redegøre for, hvor de er nu. Vi kan ganske vist heller ikke finde nogle spor af dem, men (og her kommer den mærkelige følgeslutning) det må være fordi de bliver gemt for os. Det må skyldes ond vilje, altså. Der gives ikke plads til andre forklaringsmodeller Jeg ved godt, at skattevæsenet i Danmark argumenterer på samme måde, når man ikke er i stand til at finde bilag for ens fradrag 2 år efter, man var ude at rejse (eller hvad det nu var); jeg ved også, at det skyldes rod i papirerne og ikke ond vilje, når i al fald jeg ikke kan finde dem. Hvilket, uden sammenligning i øvrigt, er nogenlunde parallelt med miseren Irak/masseødelæggelsesvåben. 🙂

    Svar
  21. nexø

    Hov, jeg mente fra første til fjerde sætning, fra “har masseødelæggelsesvåben” til “har haft sennepsgas”. Beklager.

    Svar
  22. CD

    Kian – det med medierne … umiddelbart vil jeg tro, at en blog hvis indehaver ikke er anonym, falder ind under et mediekriterium. Men det må klogere folk end jeg nok hellere give deres besyv med på; men som jeg læser loven, så kan jeg ikke se andet, end at sådan må det være. Et fotokopieret månedsbrev med et oplag på 5 ex. og en ansvarshavende chefredaktør falder ind under Medieansvarsloven (der er ikke noget krav om fine kontorer og store oplag) så hvorfor skulle en blog ikke også gøre det?For så vidt det andet – du siger, at enten virker demokratiet eller også virker det ikke. Det forekommer mig en anelse vel binært at tænke på den måde; enten er der intet at komme efter, eller også er det hele noget lort?Selvom det meste er okay rent demokratisk, så kan man vel godt forestille sig, at en regering i én given sag går i gang med alskens tvivlsomheder/ulovligheder for at dække over sine egne ugerninger?Og skal det så være sådan – i den situation – at man ikke kan afdække regeringens ugerninger, fordi den kan straffe offentliggørelsen af hemmeligtstemplede dokumenter, hvis hemmeligstempling ikke skyldes hensyn til Rigets Sikkerhed men hensynet til regeringens røv?(Et eksempel formentlig kunne være den Energikommission, som Bush nedsatte i sin første regeringsperiode. Alt vedrørende den blev hemmeligtstemplet, hvilket forekommer undertegnede at være totalt langt ude i hampen – en befolkning kan ikke få at vide, hvilke kriterier der er blevet lagt til grund for den energipolitik, som skal føres for samme befolkning????? Men derfor kan man vel ikke på baggrund af den episode alene betegne USA som et ikke-eksisterende demokrati?)Bare for en god ordens skyld, så er jeg ikke tilhænger af, at alle bare kan offentliggøre alting. “Rigets sikkerhed” vil i nogle tilfælde overtrumfe, hvis du spørger mig. Men at give carte blanche til at straffe alle, der offentliggør noget som helst som nogen har fundet på at stemple “fortroligt”, det er at gå alt, alt for langt.

    Svar
  23. Repsak

    @NexøJeg kan overhovedet ikke forstå, hvorfor det såkaldte lys på Fogh er ændret.Den “tvivl”, som statsministeren ikke havde, er tvivlen om, hvorvidt man skal gribe ind, når Saddam Hussein ikke vil fortælle, hvad han har gjort af de våben, som vi alle vidste og stadig ved, han havde brugt mod sin egen befolkning. Selvfølgelig blev man nødt til det. Bare fordi man ikke fandt WMD, betyder da ikke, at han ikke havde nogen?I 1944 besøgte den demokratiske vicepræsident Henry Wallace det han selv kaldte “Soviet Asia”. Han fortalte efterfølgende, at dette asiatiske sovjet mindede ham om det vilde vesten. Nærmere bestemt Montana, hvor han selv var fra.Blot fordi Wallace var en idiot og ikke så nøden i Stalins koncentrationslejre, betyder da ikke, at der ikke var nogle lejre.

    Svar
  24. nexø

    @RepsakUndskyld, citatet starter altså med sætningen “Irak har masseødelæggelsesvåben”; det følges op med et “det ved vi” – ikke om FNs sanktioner, men om våbnene. Derefter underbygger Fogh sin viden med det faktum, at FNs kontrollører ikke kunne få at vide, hvor våbnene var blevet af (men jo heller ikke kunne finde spor efter dem). Det bekræfter hans viden. “Så der er ingen tvivl”, slutter han: Påstand, argument, konklusion. På et og samme spørgsmål.Og han tog fejl. Der var ikke nogen masseødelæggelsesvåben. Jeg synes ikke det er heldigt, at Fogh udtalte sig så skråsikkert på et grundlag, der viste sig ikke at kunne bære det. Eller mener du, at der faktisk var (og er?) masseødelæggelsesvåben i Irak? Det lyder sådan på dit sidste eksempel.

    Svar

Leave a Reply to Mikael Thoustrup Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.