Juridisk vurdering af Berlingske-sagen

Fra et rent juridisk synspunkt var et af de mest interessante aspekter ved Byrettens dom i Berlingske-sagen rettens begrundelse, hvoraf jeg har fremhævet væsentlige afsnit:.

Spørgsmålet om de tiltalte kan straffes for overtrædelse af straffelovens § 152 d stk. 3, afhænger herefter af, om de tiltaltes viderebringelse af fortrolige oplysninger kan anses som "uberettiget", eller om det i stedet må antages, at de tiltalte har handlet i "berettiget varetagelse af åbenbar almen interesse eller af eget eller andres tarv", jf. straffelovens § 152 e, nr. 2.

De nævnte bestemmelser i straffeloven skal læses i lyset af ytringsfrihedsbestemmelsen i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions [EMRK] artikel 10 og praksis fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol [EMD] vedrørende denne bestemmelse, idet de tiltalte har gjort gældende, at de er straffri fordi de som led i deres arbejde som journalister og redaktør var berettigede til at videregive oplysninger væsentlig samfundsinteresse til offentligheden.

[..]Afvejningen af de modstående væsentlige hensyn i sagen fører efter rettens opfattelse til, at den betydelige offentlige interesse omkring beslutningen af krigsdeltagelse i 2003 skal tillægges en sådan vægt overfor risikoen for, at efterretningstjenestens virksomhed ville lide skade, at det kan lægges til grund, at de tiltalte handlede i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse, da de valgte at videregive de fortrolige oplysninger til pressen.    

Som følge af det anførte frifindes de tiltalte.

Det interessante i ovennævnte citat er den vægt retten valgte at lægge på EMRK artikel 10, og EMDs praksis, der givetvis var den udslagsgivende faktor i denne sag. Læg endvidere mærke til, at Grundlovens § 77 slet ikke er nævnt og givetvis ikke ville have medført frifindelse på grund af denne bestemmelses afgrænsede beskyttelsesområde, der som udgangspunkt alene omfatter den formelle ytringsfrihed – forbud mod forudgående censur. Bestemmelsen omfatter dog som udgangspunkt ikke materiel ytringsfrihed, hvorfor borgerne efterfølgende frit kan sanktioneres for deres ytringer. Byrettens dom er således endnu et eksempel på, at EMRK har udvidet ytringsfriheden her i landet, hvilket også skete i EMDs afgørelse i Jersild dommen fra 1994.

(En del af) den retspraksis som de tiltaltes advokat påberåbte sig og som retten henviste til i sin afgørelse, har denne punditokrat i øvrigt tidligere behandlet her.   

Byrettens dom er for undertegnede et eksempel på, at selvom den kritik Mads Bryde Andersen fremsatte af menneskerettighedstænkningen i Danmark var utrolig vigtig og væsentlig, var hans forslag om at ophæve den lov der inkorporerede EMRK i dansk ret for vidtgående. Havde man valgt at tage dette skridt ville Byretten muligvis være kommet til et andet resultat, da Højesteret for nyligt (korrekt i mine øjne) fastslog, at uinkorporerede menneskerettighedstraktater ikke udgør en originær kilde i dansk ret, hvorfor sådanne traktater ikke er direkte anvendelige.

1 thought on “Juridisk vurdering af Berlingske-sagen

  1. Nikolaj Hawaleschka Stenberg

    @ “Bestemmelsen omfatter dog som udgangspunkt ikke materiel ytringsfrihed, hvorfor borgerne efterfølgende frit kan sanktioneres for deres ytringer.”Det mener jeg kun, at man kan være enig i – som sådan. Der foreligger imidlertid en disputats fra 1973 der – muligvis – siger noget andet (Germer, Ytringsfrihedens Væsen, DJØF). Hvis man tror på, at forfatninger bør kunne underlægges en fortolkning indeholdende dynamiske elementer, vil man sikkert synes godt om værket. :-)Mogens Munchs (gode) artikel i UfR 1982B.61 – “Trykkefrihed og forbud” – fra før EMRK summerer op på en række teorier i dansk ret. Thomson-link: http://www.thomson.dk/pls/onl/ilsedocs.docframe?tid=7000273250&vid=37-1-1998

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.