Hvad er demokrati?

CEPOS sender d.d. et lille essay om demokrati på gaden forfattet af undertegnede. Her følger – som et udslag af den grovest tænkelige selvpromovering – en lille appetitvækker med eneret for Punditokraterne.

————–

I 1945 udgav den danske professor og samfundsdebattør Hal Koch sin berømte Hvad er demokrati?; en bog der siden er blevet brugt til at forme generationer af danske gymnasielever og universitetsstuderende i det ‘danske folkestyres ånd’. Koch gjorde sig i den lille beretning talsmand for at anskue demokratiet som en livsform besjælet af samtale. “Demokratiet kan aldrig sikres – netop fordi det ikke er et system, der skal gennemføres, men en livsform, der skal tilegnes. Det drejer sig om et sindelag, der skal bibringes hvert nyt slægtled”, skriver han tidligt i bogen. Og uddyber så senere:

“Dets væsen beror på dette, at man mødes og tales ved, at man gennem samtalen når til en bedre og rimeligere forståelse og derudfra træffer en afgørelse, som ikke alene tjener en enkelt person eller klasse, men som tager billigt hensyn til helheden”.

Det er et formidabelt ideal, Koch her giver videre til læseren. Vi er tilbage ved den sokratiske dialog. Vi er tilbage ved ideen om, at vi i samdrægtighed kan tale os til rette, når blot vi lægger fordomme og følelser til side og lader fornuften råde. Kochs forbillede er da også antikkens Athen, hvor alle byens (mandlige) borgere i endrægtighed diskuterede de fælles anliggender, gerne bistået af indsigtsfulde mænd af en filosofisk støbning. Det lyder smukt, men det er ikke en hensigtsmæssig forståelse af demokrati. I den kochske forstand er demokratiet ubestemmeligt, fordi det er et fritsvævende ideal.

Lad mig give et praktisk eksempel hentet direkte i Hvad er demokrati? I bogen kan Koch tilsyneladende ikke helt finde ud af, om han skal kalde Sovjetunionen et diktatur eller et demokrati. Det ene sted henviser han til “det demokratiske Rusland” – det næste sted trækker han i land igen, og skriver, at ‘Sovjetrusland’ i hvert fald har taget nogle meget væsentlige skridt imod demokratiet. Landet har ganske vist ikke frie valg, men til gengæld har man skabt en form for økonomisk demokrati. Den samlede beskrivelse er sigende:

“Efter den såkaldte Stalinforfatning synes der at være en vis tilnærmelse mellem russisk og vesteuropæisk demokrati. Men på den anden side går næsten alle skildringer derovre fra ud på, at en politisk opposition og en fri partidannelse er udelukket. Derved udelukkes imidlertid også den fri, frugtbare drøftelse af de politiske spørgsmål. Jeg kan ikke tænke mig andet end, at den nuværende tilstand i Rusland må betragtes som noget midlertidigt, som et skridt på vejen, og at Rusland her – måske under stærkt modificerede former – vil nå frem til den samme frihed som præger det politiske liv i Vesteuropa. Det kan også udtrykkes på den måde, at Sovjetrusland politisk endnu ikke synes at være nået frem til demokratiet. Til gengæld skal det ikke glemmes, at man derovre har sat ind på et andet punkt: man har først og fremmest været optaget af at skabe det økonomiske demokrati. På dette punkt har Vesteuropa endnu overordentligt meget at lære”.

Koch er tydeligvis betaget af tidens fylde. Bogen er skrevet ved Anden Verdenskrigs afslutning. Men beskrivelsen af Sovjetunionens ‘lige-ved-og-næsten-demokrati’ er mere sigende end som så. For hvorfor egentlig ikke? Hvis demokrati er en livsform, og i særdeleshed en form for samtale, hvem kan så på forhånd udelukke, at Sovjetunionen er et demokrati – eller udelukke at landet står på tærsklen til demokratiet? Det kan være hip som hap, for i sin rene form eksisterer demokrati intetsteds.

Eksemplet understreger, at Kochs definition betyder alt og dermed intet. Vi kan ikke bruge hans definition til at forklare, hvad demokratiet er. Eller hvad det ikke er. Efter at have besøgt Koch står vi altså tomhændede tilbage.

Heldigvis er der hjælp at hente hos en anden dansk samfundsdebattør. Bemærkelsesværdigt nok er han en af Kochs samtidige. I professor Alf Ross’ bog Hvorfor demokrati?, der kom på gaden i 1946, er betydningen af demokrati således ganske klar. Demokratiet er en politisk metode, der er bygget på et juridisk fundament:

“Taget i denne betydning er demokratiet et retligt og formelt begreb. Det er udtryk for, hvorledes statsviljen dannes, ikke for hvad der dens indhold. Det betegner en fremgangsmåde for den politiske viljes fastsættelse, ikke dens genstand, mål eller midler”.

“Demokratiet angiver et hvorledes, ikke et hvad“, som Ross elegant forklarer. Med ideen om demokratiet som en politisk metode får vi pludselig sikker grund under fødderne. Definitionen gør selv på det abstrakte niveau klart, hvad demokratiet ikke er – en livsform, et sæt af holdninger og så videre. På det mere konkrete niveau definerer Ross demokratiet “[…] som den statsform, i hvilken statsmagten (den politiske magt, ‘suveræniteten’) retligt tilkommer befolkningen som helhed og ikke blot en enkelt person eller en bestemt, begrænset kreds af personer” – med ét ord som “flertalsprincippet”.

I overensstemmelse hermed gør han det klart, “[…] at demokrati og liberalisme er forskellige begreber uden indbyrdes sammenhæng“. Alligevel skal vi ikke læse mange sider længere frem, før Ross – tilsyneladende uden selv at være klar over modsigelsen – må trække i land. Han erkender her, og han gentager det flere gange i sin videre beretning, at flertalsprincippet er meningsløst, hvis det ikke bliver bakket op af visse liberale frihedsrettigheder og af retssikkerhed. Det er yderst fornuftigt, for hvad hjælper en fri stemmeafgivelse, hvor kun én part kommer til orde i valgkampen, eller hvor politiet knægter oppositionens politiske rettigheder?

Tilføjelserne vidner om Ross’ imponerende klarsyn – også på dette område. Men han tager ikke konsekvensen af dette klarsyn. Han fastholder stædigt, at det er meningsfuldt at definere demokratiet som flertalsprincippet og ikke andet. Den påstand holder ikke vand. Ross gør ret beset tilstedeværelsen af en ‘liberal statsmagt’, et organ der gennem lovhåndhævelse sikrer visse politiske frihedsrettigheder, til en forudsætning for flertalsprincippet. Kombinationen af frie valg og en liberal statsmagt – det liberale demokrati – er det egentlige demokrati, lyder denne tråds svar på spørgsmålet ‘Hvad er demokrati? Det er den eneste styreform, der sikrer, at flertalsprincippet bliver meningsfuldt.

Det kan vi sige på en anden måde. Hvor antikkens grækere opfattede frihed som muligheden for at realisere sig selv gennem politisk deltagelse, så er frihedsidealet bag det moderne demokrati, det liberale demokrati, væsensforskelligt. Det er forestillingen om individets frihed – herunder i egenskaben af stemmeberettiget. De liberale skranker skal tilsikre, at den politiske deltagelse bliver en personlig, ikke en kollektiv foreteelse.

Derfor er det også et helt legitimt demokratisk valg ikke at stemme eller fravælge at deltage i politik. Faktisk udmærker det liberale demokrati sig ved, at det ikke kræver særlig megen borgerdeltagelse for at kunne fungere. Det er der ingen grund til at beklage. Valget af repræsentanter udgør en form for politisk delegering, der sætter borgerne i stand til at bruge deres tid og kræfter på produktive forehavender frem for bestandigt at skulle bekymre sig om den politiske verdens ævl og kævl.

Det var det, Hal Koch aldrig forstod, og det er værd at spinde en lille afsluttende kommentar over. Koch vil, ganske som de radikale franske oplysningsfilosoffer, have os til at tro,
at uoverensstemmelser alti
d kan bilægges gennem samtale. Det er en meget naiv forestilling. Kun intellektuelle og sværmeriske sind tror på, at diskussioner kan brolægge dybe værdimæssige kløfter. Når vi har religionsfrihed, så skyldes det netop, at vi ikke foregøgler os, at vi kan tale os frem til ‘den rigtige religion’. Og det er ikke kun på troens område, vi møder værdistandpunkter.

Det paradoksale ved sagen er, at Koch i bund og grund er ude i et unødvendigt ærinde. Det liberale demokrati er den eneste styreform, der tillader fundamental uenighed om værdispørgsmål (og på alle mulige andre områder for den sags skyld, men her vil uenigheder naturligvis ikke være fundamentale). Spillets regler kræver ikke, at de politiske beslutninger skal være et produkt af endrægtighed. De giver tværtimod plads til uenighed på tværs af det politiske spektrum – og heldigvis for det. For på det sociale område, hvad angår menneskelivet, er der kun ét alternativ til uenighed: en ‘enighed’ gennemført med magt.

I den forstand er det liberale demokrati menneskehedens vakreste opfindelse nogensinde. Men dermed stopper det også. Hvis vi forventer os mere af det liberale demokrati end dets unikke mulighed for at være uenige på tværs af det politiske spektrum, så er vi dømt til at blive slemt skuffede. Og så er det, at vi gøder jorden for udemokratiske folkeforførere med deres besnærende budskab om fuldstændige løsninger og fuldstændig forløsning. Det er kort sagt ikke ligegyldigt, hvad vi lægger i ordet ‘demokrati’.

17 thoughts on “Hvad er demokrati?

  1. Bjørn Nielsen

    Sig mig, hvordan kan du gå udenom David Helds “Models of Democracy” med sådan et emne? Og hvorfor er Habermas’ deliberative demokrati end ikke nævnt?Er intentionen at vælge selektivt ud i demokratimodellerne, sådan at kun det liberale demokrati fremstår brugbart?

    Svar
  2. Jørgen Møller

    Kære BjørnJeg skriver mig først og fremmest ind i den toneangivende danske diskussion – Koch vs. Ross. Essayets afstikkere til udenlandske forfattere tjener til at uddybe forskellen mellem d’herrer. Og som du vil se i essayet, lukker jeg ret hurtigt af for ‘deliberative democracy’ på baggrund af de logiske afgrænsningsproblemer, der er forbundet med at anskue demokrati gennem denne prisme (faktisk lukker jeg af på det meget abstrakte niveau, hvorfor mere konkrete eksempler naturligvis ikke diskuteres). Og ja, hensigten med essayet er i høj grad at argumentere for den liberale demokratidefinition. Jeg hører naturligvis gerne indvendinger imod den argumentation, jeg bruger til at nå denne konklusion.

    Svar
  3. Peter Kurrild-Klitgaard

    @BN: “Sig mig, hvordan kan du gå udenom David Helds “Models of Democracy” med sådan et emne?”At gå udenom Helds (blandt nogle) aldeles overvurderede bog er ikke bare muligt men decideret ønskværdigt. Den er skrevet som en grundbog for studerende men bliver af folk, der ofte ikke har læst (meget eller noget) andet anset for at være et originalt storværk, mens virkeligheden er, at den er ekstremt mangelfuld selv som grundbog. Mange af de allermest centrale–indflydelsesrige og trend-sættende–demokrati-teoretikere er helt udeladt (måske fordi de ikke passer ind i Helds ideologiske verdensbillede?), mens fremstillingen af flere andre (f.eks. Marx) er forvrænget eller misvisende. Men sådan er der så meget … Jørgen Møllers essay bliver ihvertfald ikke dårligere af ikke at referere til Held.

    Svar
  4. Bjørn Nielsen

    Det var ikke for at forsvare Helds fremstilling, den tiltaler mig ikke specielt. Jeg undrede mig bare over at den ikke var på litteraturlisten, i et essay der beskæftiger sig med demokratimodeller.Men Peter Kurrild-Klitgaard, du vækker min nysgerrighed, hvilke “centrale–indflydelsesrige og trend-sættende–demokrati-teoretikere” er udeladt hos Held?

    Svar
  5. kgw

    @ Jørgen:”Jeg hører naturligvis gerne indvendinger imod den argumentation, jeg bruger til at nå denne konklusion.”Det får du så: Jeg er ret enig med dig i, at Hal Kochs definition på demokrati er løs og udflydende, men når du nu beder om indvendinger har jeg en – nemlig din afvisning af Hal Koch på baggrund af hans skriverier om Sovjet. Jeg tager her kun udgangspunkt i det citat, du bringer, da jeg går ud fra, at du har valgt det som et repræsentativt eksempel på, hvad han mener om Sovjet. Og hvad mener han så:For det første: At Stalinforfatningen er tegn på ‘en vis tilnærmelse’ til vestligt demokrati. Jeg synes, man må give ham ret i, at der på papiret (men desværre også kun der) rent faktisk skete en tilnærmelse. Ser man på, hvad der står i forfatningen (f.eks. på http://www.hrono.ru/dokum/193_dok/cnst1936.html#10) er de grundlæggende frihedsrettigheder, samt en mængde sociale rettigheder, nedfældet, og et valgsystem med frie, hemmelige valg er beskrevet. Der er fuld ligestilling mellem kønnene. Når man tænker på den betydning, som kampen for en demokratisk forfatninger havde i de vesteuropæiske demokratier (inkl. Danmark; ekskl. UK) synes jeg, der er forståeligt, at han tillægger den nye forfatning vægt. Sovjetunionen er blot et fremragende eksempel på, at en demokratisk forfatning alene ikke betyder, at et land er demokratisk.For det andet: Han mener ikke at Sovjet er et demokrati. Den for ham så vigtige “fri, frugtbare drøftelse af de politiske spørgsmål” finder ikke sted. Han beskriver det ikke som et ’lige-ved-og-næsten-demokrati’ – han afviser helt klart, at det er et demokrati.For det tredje: Han tror, at den udemokratiske situation er et overgangsfænomen, og at Sovjet vil udvikle sig til et demokrati. Det var tydeligvis forkert. Men et håb om en demokratisk fremtid indebærer jo ikke, at man finder nutiden demokratisk. (Der er en interessant parallel til diskussionen om Putins Rusland. Her bliver det af og til debatteret om Rusland er på vej mod demokrati eller på vej tilbage til kommunismen, som om der kun var de to muligheder. Efter min mening er Rusland på vej et helt tredje sted hen).For det fjerde: Han mener, at Sovjet har fokuseret på at skabe økonomisk demokrati, og at landet på dette punkt er foran Vesten. Det er efter min mening noget vrøvl, men for Koch betyder Sovjets tilsyneladende fortrin på dette punk altså alligevel ikke, at han mener, det kan betegnes som et demokrati.Du bruger i essayet Hal Kochs beskrivelse af Sovjet som et eksempel på, at hans definition ender med ’anything goes’ og spørger: ”Hvis demokrati er en livsform, og i særdeleshed en form for samtale, hvem kan så på forhånd udelukke, at Sovjetunionen er et demokrati?” Koch udelukker ret eksplicit Sovjetunionen med den begrundelse, at der ikke er plads til ”fri, frugtbare drøftelse af de politiske spørgsmål” – så det er ikke ’anything goes’. Du har ret i, at hans definition er problematisk, men jeg synes ikke, at de citerede linier om Sovjet er noget særlig vægtigt argument imod ham.

    Svar
  6. Peter Kurrild-Klitgaard

    “Det var ikke for at forsvare Helds fremstilling, den tiltaler mig ikke specielt. Jeg undrede mig bare over at den ikke var på litteraturlisten, i et essay der beskæftiger sig med demokratimodeller.”Efter min mening er det, som sagt, mere en “grundbog” end en egentlig original afhandling. Det synes jeg er godt nok.”hvilke “centrale–indflydelsesrige og trend-sættende–demokrati-teoretikere” er udeladt hos Held?”Hvis vi ser bort fra de reelt ikke-normative (f.eks. Anthony Downs, som formodentlig er blandt de mest citerede forfattere om demokratisk politik) og holder os til dem, 1) der har skrevet meget om demokrati, 2) som har direkte (eller meget stærke indirekte) normative implikationer, og 3) som har haft meget stor indflydelse, så er der da ihvertfald tre oplagte værker:- Kenneth Arrow: “Social Choice and Individual Values” (1951)- James Buchanan & Gordon Tullock: adskillige arbejder hver for sig, men først og fremmest deres fælles “The Calculus of Consent” (1962).- William H. Riker (1982): “Liberalism against Populism”; denne ligger tæt på Arrow, men der er næppe nogen, der indenfor statskundskaben har spillet så stor en rolle for en genrejsning af et pragmatisk, ikke-populistisk forsvar for demokratiet–og et forsvar for et liberal-demokratisk konstitutionalisme.At disse tre ikke engang er kort omtalt er simpelthen skammeligt. Der er flere andre, som man burde have taget med, kort eller længere og evt. i et samlet kapitel.

    Svar
  7. Jørgen Møller

    Kære KGVDa Koch sendte bogen på gaden i midten af 1940erne, burde det havde stået ham klart, at Stalinforfatningen ikke indebar “en vis tilnærmelse mellem russisk og vesteuropæisk demokrati”. Bemærk at hans observation jo ikke bygger på selve teksten, men på dens praktiske virkninger – viz., “en vis tilnærmelse”. Dertil kommer, at Koch i bogen flere gang omtaler “det demokratiske Rusland”. Han trækker så (almindeligvis) i land i næste sætning, men det understreger jo bare min pointe: at hans ‘definition’ ikke er særlig brugbar, når det kommer til at vurdere en status for en given empirisk referent. Dertil kommer, at Ruslands-eksemplet netop er det: et praktisk eksempel på de problemer, jeg i øvrigt identificerer med afsæt i helt gængse logiske retningslinier for begrebsdefinitioner.

    Svar
  8. Rasmus Ole Hansen

    @ KGWDa mit russisk er og aldrig har været særlig godt, kan jeg desværre ikke bruge dit link til Stalin forfatningen til særlig meget.Udfra din beskrivelse lyder det som om det er deb forfatning Stalin gav Bukharin til opgave at skrive, med henblik på at skrive verdens mest frie forfatning, som du linker til.Det gjorde Bukharin så. Året efter blev han anholdt for landsskadelig virksomhed og senere henrettet.

    Svar
  9. Henrik Dahl Rasmussen

    Hvad er demokrati?Jeg mener, at demokrati er retten til at kaste med brosten, smadre butikker og sætte containere i brand, hvis tre retsinstanser er gået én imod. Demokrati er også at kræve “en politisk løsning” på et problem — en løsning som underforstået SKAL falde ud til éns egen fordel. Der er jeg helt på linie med formanden for Nørrebros Handelsstandsforening og Line Barfoed fra Enhedslisten. Det er simpelthen politikernes ansvar, at de unge mennesker på Nørrebro ikke har et ungdomshus, hvor de i fred og ro kan leve et “mangfoldigt liv” i et “unikt ungdomsmiljø”. Jeg synes heller ikke, at politiet kan være bekendt at ødelægge mangfoldigheden — for “politikontrol – det skaber mere vold”. Politiet skal sandelig da blive væk fra Nørrebro. Det er jo ikke politiets opgave, at opretholde ro og orden!Længe leve blomsten af Danmarks ungdom på Nørrebro. Hvis bare vi lader dem bestemme, så er vores fremtid og vores demokrati i sikre hænder.PS! Er der nogen, der vil være med til at besætte Annisette Koppels bolig? Hvis bare vi er voldelige nok, så må enhver da kunne se, at vi har retten til hendes bolig!

    Svar
  10. kgw

    @ RasmusHer er et link til en engelsk oversættelse af forfatningen: http://www.departments.bucknell.edu/russian/const/1936toc.htmlOg lad mig slå en ting fast: Jeg har intet sted argumenteret for, at forfatningen medførte, at Sovjet blev demokratisk. Jo mere jeg studerer Rusland, og jo flere russere jeg taler med, jo mere klart står det, at Sovjetunionen var et ud over alle grænser modbydeligt regime. Oven i købet kom forfatningen midt i en af de værste perioder; lige efter afkulakiseringen, tvangskollektiviseringen og den ukrainske hungersnød, og lige før den store udrensning af militæret og partiet (inkl. Bukharin). Som sådan er forfatningen et fremragende eksempel på, hvor langt der kan være fra formelt kodificerede til reelt eksisterende rettigheder. Mit argument var, at jeg godt kan forstå, at en håbefuld Koch kan se forfatningen som et første skridt, hvor frihedsrettighederne kodificeres og hvor en opposition med dokumentet i hånden senere kan kræve en reel efterlevelse (på samme måde som borgerrettighederne i USA i det 20. århundrede gradvist blev udvidet til at omfatte hele den voksne befolkning). Desværre fik en sådan opposition ikke lov til at komme til orde før Gorbachev kom til 50 år efter forfatningen.@ JørgenHvad Koch præcis mente med ‘en vis tilnærmelse’ er lidt svært at afgøre, synes jeg, men som beskrevet ovenfor kan jeg godt se, hvorfor forfatningen giver ham et håb om en demokratisk udvikling. Grunden til at jeg skrev første indlæg var, at jeg på mange måder er enig i din konklusion, men på dette punkt ikke i din argumentation. Koch udtrykker et håb om en demokratisk udvikling. Det bliver i dine ord til et ‘lige-ved-og-næsten’ demokrati, og et par linier nedenunder nærmest til, at han mener, at Sovjet var demokratisk. Du skriver direkte, at “Eksemplet understreger, at Kochs definition betyder alt og dermed intet.” Der synes jeg, du trækker den for langt, idet Koch selv understreger, at Sovjet “endnu ikke er nået til demokratiet”.Men ok, vi diskuterer på baggrund af et enkelt citat. Det kan være, jeg får genlæst Koch i juleferien, og så kan vi jo debattere videre. Ha’ en god jul.

    Svar
  11. Kasper Støvring

    Det er et rigtig fint notat, Jørgen Møller har skrevet. Hal Kochs demokratiforståelse har haft en omfattende og skadelig virkninghistorie. Den er bestemmende for opbyggelsen af den socialdemokratiske velfærdsstat i efterkrigstiden. Staten som en moralsk utopi, som kritiseret af Henning Fonsmark (der hermed være mindet). På sin vis er de samme tanker tænkt af flere kulturradikale, bl.a. Poul Henningsen, og institutionaliseret af staten. Jeg tror, at man med fordel kan kritisere forståelsen af demokratiet som en livsform under en art terapeutisk vinkel. Når demokrati bliver en stærkt kvalificeret ”demokratisme”, med Søren Krarups træffende karakteristik, er vejen banet for en statslig terapi. Jeg har skrevet en lille kommentar herom, som jeg ikke vil tøve med at linke til på dette ydmyge sted:http://www.kulturkritik.dk/artikel.htm#den%20kulturradikale%20statJørgen skriver, at Alf Ross ikke går langt nok, når han bliver stående ved definitionen af demokratiet som ene og alene et flertalsprincip:”Ross gør ret beset tilstedeværelsen af en ‘liberal statsmagt’, et organ der gennem lovhåndhævelse sikrer visse politiske frihedsrettigheder, til en forudsætning for flertalsprincippet. Kombinationen af frie valg og en liberal statsmagt – det liberale demokrati – er det egentlige demokrati, lyder denne tråds svar på spørgsmålet ‘Hvad er demokrati?”Enig. Men spørgsmålet er, om Jørgen selv går tilstrækkelig langt, når han ikke medregner den kulturelle forudsætning for den liberale orden, en forudsætning, der ikke sådan kan formes ad politisk vej. Det er som sædvanligt liberalisters blinde plet.

    Svar
  12. Ole Birk Olesen

    Kasper Støvring: “[…] den kulturelle forudsætning for den liberale orden, en forudsætning, der ikke sådan kan formes ad politisk vej. Det er som sædvanligt liberalisters blinde plet.”Sjovt, Kasper! Jeg mindes, at jeg gentagne gange har læst dig skrive og hørt dig sige, at staten ad den politiske vej skal sikre den kulturelle forudsætning for vores samfundsform. Heraf f.eks. kulturkanonen. Du har ydermere kaldt liberalister naive, fordi de ikke vil være med til det. Er der nu faret en djævel i dig, eller hvordan i alverden skal dette nye udsagn tolkes?

    Svar
  13. Ole Birk Olesen

    P.S. Et citat til at bakke mit indlæg op. Du skrev i Jyllands-Posten den 19. juni 2006 som afslutning på en kronik:”For hvis vi overhovedet vil bevare den liberale stat, er det også nødvendigt at bevare den nationale kultur, der understøtter demokratiet. For den historisk fremvoksede nation, der er præget af uformelle normer, sikrer en gensidig loyalitet mellem frie individer. Uanset deres religiøse, politiske eller etniske tilhørsforhold. Derfor bør staten støtte den nationale kultur.”Statsstøtte til kulturen for at bevare en national kultur, som igen er forudsætningen for en liberal orden, er da den politiske vej. Hvad skulle det ellers være?

    Svar
  14. Ole Birk Olesen

    Tjo, tja … Skal det forstås sådan, at du mener, at den efterstræbelsesværdige kultur er skabt uden politik, men må bevares gennem politik? Det afføder i så fald en del spørgsmål: Hvis kulturen kunne skabes uden politik, hvorfor kan den så ikke bevares uden politik? Hvis den ikke kan bevares uden politik, er det så ikke udtryk for, at befolkningen ikke vil have den? Hvis befolkningen ikke vil have den, kan den demokratiske stat så bevare den mod befolkningens vilje? Hvis trenden går imod en kultur, taler alt så ikke for, at staten vil være underlagt samme trend og handle derefter i stedet for at handle imod trenden, jvf. vore populistiske politikere?

    Svar
  15. Jørgen Møller

    Kære KasperJeg har været inde at læse din PH-kritik, og jeg er rørene enig. Det er ret beset den samme kombination af bedreviden og opdragelse, jeg tager livgreb med i tilfældet Hal Koch.Mht. det med den kulturelle forudsætning for den liberale orden, så har jeg to kommentarer. For det første ligger det uden for essayets ærinde, al den stund jeg forsøger at indkredse demokratiets væsen, ikke dets eventuelle forudsætninger.Men – for det andet – selv som forudsætning er jeg ikke sikker på, at jeg ville have inddraget bestemte kulturel forhold. Der er naturligvis ingen tvivl om, at der skal være en bred enighed om ‘stateness’ – om hvem der er borgere – for at demokratiet kan trives. Men ret meget længere kan vi nok heller ikke trække den.Hvis der er én pointe, som de seneste tre årtiers demokratiseringsprocesser har hamret hjem, så er det, at det liberale demokrati har kunnet slå rod i meget forskellige kontekster – at der metodologisk set er tale om empirisk equifinalitet.Så set i fugleperspektiv (og kun sådan kan vi vurdere om en bestemt forudsætning er nødvendig endsige da tilstrækkelig) stiller jeg mig noget tvivlsom overfor, om bestemte kulturelle forhold skal være til stede for at tilvejebringe eksempelvis en liberal statsmagt (dvs. en retsstat).

    Svar
  16. tranminhtuan

    I’m looking for 高収入 アルバイトI’m looking for 高収入 アルバイトI’m looking for 風俗 I’m looking for 風俗I’m looking for 美少女ゲームI’m looking for ソープランド I’m looking for 出会いI’m looking for 出会い I’m looking for デリヘル I’m looking for すすきの ソープランド I’m looking for 新宿 ソープランド I’m looking for 千葉 ソープランド I’m looking for 埼玉 ソープランド I’m looking for 神奈川 ソープランド I’m looking for 吉原 ソープランド I’m looking for sod I’m looking for バイブ I’m looking for 都内 キャバクラ 全額日払い I’m looking for 風俗求人 高収入 I’m looking for 無料動画 I’m looking forアダルトグッズI’m looking for 大阪 風俗I’m looking for 大阪 風俗 I’m looking for 神戸 風俗I’m looking for 裏DVDI’m looking for 裏DVDI’m looking for 風俗 求人I’m looking for 風俗 求人I’m looking for デリヘル 新宿I’m looking for デリヘル 東京

    Svar

Leave a Reply to Ole Birk OlesenCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.