Baker-Hamilton rapporten – stort ståhej for ingenting?

Da den længe ventede Baker-Hamilton rapport omsider blev offentliggjort for knap to uger siden, var der ikke meget som overraskede. En betydelig del af udredningsgruppens vurderinger og anbefalinger var for længst sivet til pressen, men rapportens meget utvetydige understregning af hvor alvorlig situationen i Irak rent faktisk er, kom alligevel bag på mange. Forhåbentlig vil rapportskrivernes ubesmykkede bedømmelse af forholdene i Irak virke til, at de sidste optimister i Washington i større udstrækning end hidtil erkender problemets sande omfang. Men det er desværre nok rapportens væsentligste bidrag.

I hvert fald er der ikke meget som peger i retning af, at kommissionens hovedanbefalinger får nogen lang gang på jorden. Det højt profilerede forslag om at igangsætte en diplomatisk offensiv overfor nabolandene Iran og Syrien er absolut værd at forfølge, men det er kun mindre sandsynligt, at nogen amerikansk administration vil være villig til at betale den pris som Iran og Syrien efter alt at dømme vil forlange for at påtage sig en mere konstruktiv rolle i Irak-spørgsmålet. Det kræver ingen doktorgrad i International Politik for at nå den konklusion, at iranerne vil forlange indrømmelser på det nukleare område, og at Syrien vil stille krav om friere hænder i forhold til Libanon. Og hverken iranske atomvåben eller syrisk dominans i Beirut er noget, der udløser brede smil i Washington eller ret mange andre steder på Kloden for den sags skyld.

Heller ikke det gennemløbende forslag om at presse eller true den irakiske regering til gøre større og hurtigere fremskridt synes at have meget for sig. Spørgsmålet er for det første om den – i en parlamentarisk forstand – meget svage, siddende regering overhovedet har mulighed for at gøre ret meget mere end den allerede gør. Premierminister al-Maliki er frem for noget andet et kompromis mellem de to mest indflydelsesrige shiitiske partier Sadr og SCIRI, og de udeblivende resultater har i højere grad rødder i en intern shiitisk magtkamp end i en svag regering. Amerikanske trusler om at gøre en svag regering endnu svagere er næppe nøglen til fremskridt.

Forestillingen om at true med at reducere den “politiske, militære og økonomiske støtte”, hvis ikke den irakiske regering gør snarlige fremskridt, er for det andet dødfødt, fordi iværksættelsen af sådanne sanktioner med al sandsynlighed vil være i direkte modstrid med USA’s egne interesser. Der er al mulig grund til at tro at en for hurtig amerikansk tilbagetrækning, vil resultere i et totalt irakisk sammenbrud med store konsekvenser for amerikansk sikkerhed og indflydelse i hele den vigtige region, og truslen mister derfor unægtelig meget af sin snert. Det svarer vel nærmest til at true sine børn med at slå sig selv i nakken, hvis de ikke makker ret.

Indrømmet: Baker-kommissionen rummer flere gode ideer og forslag – det er meget væsentligt, at det irakiske sikkerhedsstyrker hurtigere bliver i stand til at varetage landets sikkerhed – men desværre er to af de mest fremtrædende optioner i rapporten ikke præget af megen realisme.

20 thoughts on “Baker-Hamilton rapporten – stort ståhej for ingenting?

  1. Limagolf

    De Irakiske sikkerhedsstyrker er desværre i lige så høj grad en del af problemet, som de er en del af løsningen. Der går jo bla. tråde fra indenrigsministeriet til diverse “deathsquads”.Så realismen i ISG rapporten består primært i at påpege problemerne (6 personer der taler flydende arabisk på den Amerikanske ambassade i Bagdad…).Dog er der vel en del fornuft i at i det mindste høre hvad Iran og Syrien har at sige før man afviser dem. Syrien har trods alt været relativt pro-amerikansk tidligere, men Bush-regeringen har selv kastet dem i armene på folkestemningen i mellemøsten.Desværre er status lige nu nok, at der ikke er nogle entydigt gode løsninger. Man bliver nødt til at vælge hvilke kameler der skal sluges. Det kan de fleste politikere nok se ikke fører til stor vælgerfremgang. Derfor bliver resultatet nok at der ikke sker noget lige foreløbig!Limagolf

    Svar
  2. Repsak

    “Det højt profilerede forslag om at igangsætte en diplomatisk offensiv overfor nabolandene Iran og Syrien er absolut værd at forfølge”. Skrev du virkelig det?Det kræver bestemt ingen doktorgrad i International Politik for at nå den konklusion, at iranerne vil forlange indrømmelser på det nukleare område, og at Syrien vil stille krav om friere hænder i forhold til Libanon. Og derfor er det gode nyheder for den frie verden, at Bush administrationen er stået fast på, at man ikke forhandler med Syrien, men derimod stiller krav. At man ikke forhandler med Iran, men derimod støtter den opposition, der heldigvis stadig er i landet.

    Svar
  3. Limagolf

    “Det kræver bestemt ingen doktorgrad i International Politik for at nå den konklusion, at iranerne vil forlange indrømmelser på det nukleare område,…”Det gør det nu vist nok, jf. mit tidligere postede link. Iran vil givetvis være interesseret i normalisering af forholdet til resten af verden, inkl. en atomaftale, HVIS de kan få sikkerhedsgarantier fra USA.Når nu Bush har sagt at han ønsker regimeskifte i Iran, så er det måske ikke så underligt de ikke stoler på ham…Så der er bestemt ikke enighed, ej heller blandt doktorer, om dit og GWBs syn på Iran og Syrien./Limagolf

    Svar
  4. Crass Børsting

    Den famøse doktorgrad i International Politik er overflødig og måske endda skadelig, når det gælder om at vurdere Iran og de muligheder, den frie verden har overfor det islam-fascistiske styre dernede.De skal behandles, som nazi-Tyskland blev. Og jo tidligere, man sætter hårdt ind, des billigere bliver det for alle parter.En atombombe over Teheran i morgen ville være en velgerning.

    Svar
  5. Poul Højlund

    Berlingske har en patetisk Bush-dasker om Baker-rapporten i dag – http://www.berlingske.dk/udland/artikel:aid=840874/. Besynderlig artikel, og for undertegnede, der kun sporadisk læser avisen, er både det lave journalistiske niveau og vinklingen i sig selv overraskende. Regnes Berlingeren fortsat for en seriøs avis eller er bemeldte artikel et enkelstående vådeskud?

    Svar
  6. Ole Birk Olesen

    Hvorfor er den artikel “besynderlig”? Hvori består det “Bush-daskende”? Hvorfor er vinklingen “overraskende”? Hvorfor er artiklen et “vådeskud”?

    Svar
  7. Poul Højlund

    ==> Ole Birk Olesen, du stiller nogle spørgsmål til mig, og jeg husker fra tidligere meningsudvekslinger at vi vist ikke deler opfattelse af hverken Bush eller situationen i Irak. Jeg viæl svare på dine spørgsmål, men dette er ikke stedet for en diskussion om Irak i almindelighed.Artiklen er besynderlig på grund af person-metaforen: rapporten fødes, bydes velkommen til verden, aflives, er død og borte, betegnes som ’en afdød’ og begraves med gravskrift og Hvil I Fred – retorik. Artiklen er Bush-daskende, fordi rapporten uden diskussion ophøjes til sandheden og visdommen om Irak-situationen: ”Det internationale samfund reagerede med begejstring”, ”Det lignede begyndelsen til et nationalt kompromis og et nyt håb for den irakiske befolkning” med mere, hvorefter det bliver helt uforståeligt, at Bush ikke blot følger rapportens anbefalinger, men i stedet afliver dem – ”et efter et”. Bush bliver til den gale mand, der uden forklaring eller logik handler modsat alle anbefalinger.Vinklingen er overraskende, fordi artiklen helt entydigt er pro rapporten og pro Demokraterne. Den forsøger sig ikke med nogen afbalancering i form af pro-Bush citater. Det er underforstået, at Bush har ledt landet og verden i ulykke og nu ydermere nægter at rette sig efter de velmente og objektive råd i rapporten. Tværtimod vil han forværre situationen yderligere ved at sende flere tropper af sted. Jeg spurgte, om artiklen var et vådeskud, altså enlig svale, eller om den udtrykker Berlingskes linie i almindelighed. Det kan jeg ikke selv svare på, da jeg ikke læser Berlingske til daglig, men jeg fornemmer, at artiklen netop ikke er et vådeskud. Hvad siger andre?

    Svar
  8. Ole Birk Olesen

    Det er selvfølgelig ikke besynderligt at lave en personmetafor på en rapport. Det er en sproglig detalje, som har til formål at gøre teksten mere læsværdig. Enhver må bedømme, om det lykkes (det synes jeg, at det gør), men besynderligt er det ikke.Det er ikke Bush-daskende at beskrive virkeligheden. Ja, rapporten blev modtaget med begejstring af det internationale samfund, også af vores egen statsminister. Ja, rapporten lignede et oplæg til et nationalt kompromis om Irak-politikken i USA. Om den også udgjorde et nyt håb for den irakiske befolkning er mere subjektivt, det vil jeg give dig ret i. Jeg kan også give dig ret i, at artiklen savner en gennemgang af argumenter for præsidentens anderledes linje, men det kan jo skyldes, at Bush, da artiklen blev skrevet, endnu ikke havde udtalt ord om, hvorfor der efter hans mening skal sendes flere soldater til Irak fremfor at følge Baker-rapportens anbefalinger. Det bliver der delvist rådet bod på i dagens avis. Jeg kan dog ikke se, at det skulle gøre bemeldte artikel Bush-daskende.Jeg er enig i, at det er underforstået, at Bush med sin Irak-politik har ledt USA og Irak i ulykke. Det er, hvad hele verdenssamfundet inklussive tidligere tilhængere af Irak-missionen blandt prominente amerikanske konservative mener. Enhver vurdering er subjektiv, men for nogle vurderinger gælder det, at de på et tidspunkt bliver så massivt udbredte, at de overgår fra at blive behandlet som subjektive meninger til at blive behandlet som subjektive meninger uden nogen nævneværdig opposition. I den amerikanske debat i dag er det en given ting, at Irak-missionen har været en fiasko på alle mulige måder. Jeg ser ingen grund til, at Berlingske Tidendes mand i Washington ved enhver lejlighed skal skrive, at vurderingen ikke deles af en håndfuld amerikanske utopister, hvoraf vel cirka halvdelen bærer efternavnet Kristol.

    Svar
  9. CD

    “Over and out” – svarer til dansk “Skift – slut”.Det kan man ikke sige … man kan sige “skift” ELLER “slut”. Men man kan ikke først sige, at man skifter “taleretten” til den anden part i samtalen for så umiddelbart efter sige, at man for sit vedkommende slutter samtalen.(Vidunderlighederne ved at snakke sammen på en forbindelse, der kun er halv duplex på er vidunderlige …)Så damn! må vi bede om noget præcision her, og ikke fjollede Hollywood-udtryk …Det’ mest gas, fordi en gammel signalmand ikke kan lade være 😉

    Svar
  10. Poul Højlund

    ==> Ole Birk Olesen: “Det er ikke Bush-daskende at beskrive virkeligheden”. Yderligere debat, analyse eller blot lidt akademisk nysgerrighed er vist overflødig.

    Svar
  11. Ole Birk Olesen

    Nå, det var vist ikke en debat, som du ønskede at tage!Du tog nogle ord frem fra Berlingske-artiklen, som du mente dokumenterede, at artiklen var Bush-daskende. Jeg forklarede, at de ord i overvejende grad bare beskriver virkeligheden, for det er jo sandt, at Baker-rapporten blev modtaget med begejstring af det internationale samfund, og at den kunne fungere som oplæg for et nationalt kompromis om Irak-politikken i USA. Det var ikke Bush-daskende at skrive det, som du ellers påstod, det var bare fakta.Jeg har skam masser af nysgerrighed (om den er akademisk, tør jeg ikke gætte på). Jeg synes, at jeg har argumenteret udmærket for, at det var dig, der satte automatpiloten til i din vurdering af bemeldte artikel.

    Svar
  12. Mr Law

    Argh, jeg har ikke tid og har derfor holdt mig ude af denne tråd, men jeg må lige ind og sige, at Baker-rapportens operationelle del ikke er blevet udlagt som en guddommelig åbenbaring i den internationale debat, som visse især europæiske medier har søgt at give indtryk af. Der er almindelig anerkendelse af beskrivelsen af problemerne (analyse-delen), men absolut ikke af den operationelle del. Den hyldes af dem, der allerede beundrer appeasement, og afvises af dem, der støtter en aktivistisk udenrigspolitik – og de udgør ikke just en håndfuld.Jeg deler – ikke overraskende – Pouls kritiske opfattelse af Berlingerens linje i deres dækning på dette område. Et af problemerne ved en så ensidig dækning bliver netop, at nyheder jævnligt må præsenteres som “uforudsete overraskelser”.Næste “overraskelse” bliver formodentlig, at ledende demokrater ikke er så afvisende over for et forslag om oprustning og ikke vil kræve en hurtig tilbagetrækning. Det skyldes, at det ikke var antikrigsfolkene, der vandt ved midtvejsvalget forleden.Over and out.

    Svar
  13. Limagolf

    “Næste “overraskelse” bliver formodentlig, at ledende demokrater ikke er så afvisende over for et forslag om oprustning og ikke vil kræve en hurtig tilbagetrækning.”Nu har demokraterne ikke krævet en hurtig tilbagetrækning på noget tidspunkt, men jeg tvivler på at de kaster sig i armene på Bushs idé om at flere tropper kan løse et ikke-militært problem. Det tvivler jeg også på republikanerne i kongressen vil, de kan også lægge 2 + 2 sammen, og se deres taburetter brænde under sig.Desuden var det en skønsom blanding demokrater der blev valgt, nogle oprindeligt for krigen, nogle imod. Men de vil have utroligt let ved at finde sammen om en linie baseret på ISG-rapporten, specielt fordi Bush ignorerer den. Det bliver en politisk gratis omgang for demokraterne og politisk selvmord for republikanerne.Krigen er uhyre upopulær i USA, noget politikere kan forstå (men ikke Bush, han har ingen politisk fremtid alligevel)./Limagolf

    Svar
  14. RasmusE

    “Eller vil I undskylde, hvis demokratiet i Irak, der allerede er indført og fungerer, faktisk overlever de nuværende forsøg på at ødelægge det?”Ja, det kan du bide spids på :-)God jul også herfra til alle.mvh

    Svar
  15. RasmusE

    Et ydmygt spørgsmål:Hvis USA om to år må forlade en rygende ruinhob af sekterisk vold og mord (hvad jeg ved gud ikke håber, men hvad jeg tror), kan man så forvente en undskyldning for alle de gange folks oprigtige skepsis over for den sympatiske, men katastrofale, “demokratiser et umuligt land”-ide er blevet sammenlignet med Chamberlain i 1938, og for de utallige gange kritik af Bushadministrationen er blevet affejet med, at den er “bush-daskende”, og at man i øvrigt hellere vil have Saddam tilbage?

    Svar
  16. Limagolf

    Jeg tror du vil opdage at det så pludselig vil være vores skyld, os der var skeptiske over for (men ikke nødvendigvis imod) militær indgriben i Irak.Du ved en ny Dolkstoss legende. Det er i hvert fald IKKE Bushregeringens skyld. Næh, det er feje appeasers som os, der ikke havde den fornødne vilje til at ville gennemføre projektet.Hvis du læser diverse Kristols og Krauthammers, er de i fuld gang med zig zagge sig baglæns ud af ethvert resultat af deres unasvarlige idéer. Det er viljestyrken hos de folket der mangler. Det ligger patetisk tæt op af Hitler i førerbunkeren i april 1945, og vi kommer til at blive SÅ trætte af at høre på det!Anyway.Apropos:http://youtube.com/watch?v=p7QEZb69vwEOg GOD JUL!:-)/Limagolf

    Svar
  17. Ole Birk Olesen

    Godt spørgsmål, Rasmus. Det er dog ikke svært at spå om svaret, for det er allerede blevet givet så mange gange: “Der var intet som helst galt med idealet, det var alene udførelsen, der fejlede. Når vi forsøger det næste gang i Iran eller Syrien, så skal det nok lykkes. Fremad mod nye sejre!”

    Svar
  18. Mr Law

    Hæ, fed video.Det er næsten synd at bryde ind i den gode stemning mellem Rasmus E, Limagolf og Ole, men når nu WWII er bragt på bane tør jeg vel godt besvare det ydmyge spørgsmål på denne måde:Nej.Og tror I, at Churchill ville have undskyldt til appeaserne, hvis UK havde tabt?Eller vil I undskylde, hvis demokratiet i Irak, der allerede er indført og fungerer, faktisk overlever de nuværende forsøg på at ødelægge det?Næppe, lige som jeg ikke mindes at have hørt undskyldninger fra de, der var imod befrielsen af Mellem- og Østeuropa og indførelsen af “røverkapitalisme” samt inkluderinngen af disse lande i EU og NATO.I det hele taget er det en lidt sørgelig beskæftigelse at vente på, at folk, man er uenige med, undskylder deres vildfarelser.Det bliver man bare (mere) frustreret af, så slap af, nyd det. Det er snart jul.

    Svar

Leave a Reply to Ole Birk OlesenCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.