Et 'julekort' fra Punditokraterne

Så nærmer julen sig, og det er tid til at skrive julekort. I det traditionelle danske julekort opsummerer man typisk hvordan året er gået, og hvilke håb man har for det nye år. Det er i og for sig en fin tradition at man – for sig selv og andre interesserede – tager et tilbageblik på året. Derved får overblik over hvad der har været godt, og hvad man måske kan gøre bedre – også selvom man nok har en naturlig tendens til at fokusere på det første. Så det er det, jeg vil tillade mig at gøre for vores læsere denne sidste dag før julens familiemæssige eskapader.

Først og fremmest er der al mulig grund til at takke de mange læsere, både dem der 'blot' følger med i Punditokraternes interesser og udgydelser, og dem, der aktivt kommenterer på vores indlæg. Ikke mindst i december har vi haft mange besøg. Fire hektiske dage med debat om så forskellige emner som journalisters politiske observans (25 kommentarer), Grevil-sagen (26 kommentarer), Baker-Hamilton-rapporten (19 kommentarer) og klodens fremtidige klima (59 kommentarer) gav over 800 besøg om per dag, et antal vi ikke har været oppe på siden Muhammed-krisen var på sit højeste. Det tager vi bestemt som et sundhedstegn – ikke så meget hos os selv da vi bare bliver ved med at poste om emner, der interesserer os og som vi er kvalificerede til at sige noget fornuftigt om – men måske mest hos vores læserskare, der ikke begrænser sig til at være enige med os. På den ene side er vi lykkelige for at skabe debat på et andet, og bedre funderet, grundlag end MSM og den ensrettede politiske debat her i landet. På den anden side kan vi også være taknemmelige for, at vores argumenter bliver udfordret konstant. Gud nåde og trøste den, der kommer med et uholdbart argument hér på stedet! Tænk hvis politikerne fik samme behandling – og tænk hvilken politik de så blev nødt til at føre.

For det andet er der, på en noget bagvendt måde, grund til at takke de danske politikere for den konstante strøm af emner at kommentere på. For mit eget vedkommende har hele balladen om Ungdomshuset, og hvad den afslørede om københavnske politikeres næsten afgrundsdybe disrespekt for den private ejendomsret, været en dyb kilde til forarget undren her på stedet. MSM selv har også været en fin kilde til kommentarer, når de bevidstløst har gentaget fornærmet fransk anti-amerikanisme eller åbenlyst Clinton/Kerry-venlige amerikanske mediers fejlagtigheder.

Sidst, men bestemt ikke mindst, vil vi derfor tillade os at læne os tilbage i de kommende dage og koncentrere os om en af de få ting, mennesker af alle politiske observanser (uden for den rent nordkoreanske stalinisme) kan enes om, nemlig julens samvær med familie og venner. Man kan beskylde julen for at være et kommercielt gaveræs, men vi deltager jo alle i det, og accepterer det dermed. Og hvem kan ærligt – jo venstreorienteret man end er – tillade sig at dømme, når nevøen får lige netop dét stykke larmende og uforståeligt legetøj, han havde ønsket sig? Og for mig personligt er et af julens højdepunkter Danmarks Radio den 24. mellem 16 og 16.50, når Disneys Juleshow toner frem på skærmen. Filmene blev lavet for at tjene penge, men er i dag nogle af amerikansk kulturs fornemste øjeblikke. Gør det juleshowet dårligere?

Så julens fineste øjeblikke kan være stærkt kommercielle i deres udgangspunkt, og de kan være helt ukommercielle – samværet med familien. For en gangs skyld vil vi hverken dømme eller bedømme her på stedet. Den eneste – og aldeles uvidenskabelige og ukontroversielle – pointe med denne post er simpel. Jeg ønsker alle vores bidragsydere og læsere en Glædelig Jul og et Godt Nytår.

4 thoughts on “Et 'julekort' fra Punditokraterne

  1. Farmer

    Tak for de mange indlæg.Gode indlæg og god debat, og det enten man er enig, uenig eller ikke helt fanger pointen.-Og også rigtig glædelig jul og godt nytår herude fra gården i den rygende blæst, hvor vi hverken frygter istider, tropiske tilstande eller for den sags skyld hockeystave; sålænge de forbliver grafiske.

    Svar
  2. Vivi Andersen

    ” Jeres måde at fejrer Jul på er pervers .”Til alle Jer Infidele derude med hilsen fra Abu Laban.God Jul allesammen !PS hvis nogle af Jer er så heldige af modtage en Koran i Julegave – så held og lykke med læselysten .

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.