Skat eller kaos

Glædelig jul, godt nytår – måtte det bringe lavere skatter.

Men ikke til Politikens redaktør Tøger Seidenfaden og ikke til Berlingske Tidendes journalist Jakob Weiss. De fortjener det simpelthen ikke.

Denne jul kunne Politiken-læsere opleve Tøger Seidenfadens mærkværdige logik i fri dressur. “Lykken er en høj trækprocent” skrev han i sin jule-klumme den 31. december.

Jo flere penge du tjener, jo mindre lykkelig bliver du af at tjene flere.
Derfor bør skatteprocenten naturligvis stige, jo højere din indtægt er. Ikke af hensyn til den sociale retfærdighed eller dem, der er misundelige på dig. Men for din egen skyld. En meget høj skatteprocent begrænser simpelthen rotteræset. Samtidig gør den det sværere for dig at genere alle dine medmennesker med de gigantiske forbrugsmuligheder, du ville have, hvis skatten var lavere. Den gør det kort sagt mere økonomisk rationelt for dig at vælge at opføre dig på den måde, du alligevel bliver lykkeligere af, selv om du ikke ved det på forhånd, fordi du hidtil ikke har kendt lykkeforskningens nyeste resultater.

Tak for “oplysningen” Seidenfaden. Tak for din ambition om at gøre mig lykkelig ved at tage mine sidst tjente kroner. Men har du overvejet om ikke jeg ville blive mere lykkelig ved selv at bestemme, hvor mine sidst tjente – og dermed angiveligt mindre lykkebringende kroner – skulle havne?

Selv hvis Seidenfaden virkelig havde ret i, at mine sidste tjente kroner var mindre lykkebringende for mig end de først tjente, er det alligevel intet brugbart argument for hans paternalisme. Det er blot et argument for, at jeg ville have lettere ved at skille mig af med de sidst tjente kroner på eget initiativ.

Personligt er jeg nu indrettet således, at jeg bliver stadig lykkeligere af flere penge. Jeg har det ligesom onkel Joakim. Hver eneste af de små pus betyder noget helt særligt for mig.

Og måske er der andre som onkel Joakim og Dr. Mephisto. Vores über-punditokrat Bjørnskov havde i en glimrende kritik af Seidenfaden i dagens Politiken (3. januar):

Problemet for Seidenfaden, Layard og de mange andre, der på dette grundlag argumenterer for stærk udligning gennem skattesystemet er, at moderne lykkeforskning også afviser denne bid økonomisk teori. Nok er relativt rigere mennesker i gennemsnit lykkeligere end fattige, men de sidste 100 kroner betyder generelt ikke mindre end de første.
Mine egne undersøgelser, udført sammen med de tyske økonomer Axel Dreher og Justina Fischer, bekræfter som andre videnskabelige studier, at hverken skat eller ulighed påvirker folks lykke. Forklaringen på den danske lykke er derimod, at danskerne er et af verdens ærligste og mest tillidsfulde folk – noget, som heller ikke har med skat at gøre.

På den anden side viser forskningen, at en uforholdsmæssig stor offentlig sektor under visse betingelser kan være skadelig for nationens lykke ved at umyndiggøre befolkningen. Forklaringen i søndagens Politiken er derfor ikke blot faktuelt forkert, men potentielt skadelig, hvis politikerne skulle tage den alvorligt.

Ikke blot Politiken har fået skatten galt i halsen. Det har Berlingske-journalisten Jakob Weiss også. I sin avis refererer han en Gallup-undersøgelse for, at de konservative vælgere hellere vil have bedre offentlig service end lavere skat. Og dermed skulle det konservative folkepartis politikere angiveligt være på kollisionskurs med deres vælgere.

Men det kan undersøgelsen ikke bruges til at konkludere.

For det første har de konservative politikere primært argumenteret for lavere marginalskat (navnlig topskat). Og kommunerne opkræver mig bekendt ikke topskat – men en temmelig flad kommuneskat.

For det andet er undersøgelsens spørgsmål stillet på en sådan måde, at almindelige mennesker vil blive fristet til at ønske højere kommunal service. Navnlig i en situation, hvor politikerne ikke diskuterer andet.

For det tredje er udnersøgelsen langt mere overraskende for et helt andet parti end de konservative. Det viser sig nemlig, at Dansk Folkepartis vælgere end dem, der allemest ønsker sig skattelettelser. Morsomt, morsomt – i betragtning af, at dette parti blokerer dem gang på gang. Havde det ikke været en ide at spørge Pia Kjærsgaard om dette forhold?

Se selv på: http://images.bm4.metropol.dk//251/251704/251704_original.jpg

25 Kommentarer

  1. For det 4. var der på berlingske.dk, samtidig med at nævnte historie lå i toppen, en læser afstemning, med samme spm. Her ønskede 3/4 af læserne laveres skatter fremfor øget velfærd. Dette tiltrods for det absurd ledende spørgsmål.Den eneste måde kan kan opstille lav skat og velfærd som af hinanden negativt afhængige størrelser, er med den perverse antagelse, at det kun er staten der kan tilvejebringe velfærd./tbj

  2. “Jeg ved ikke, hvad der driver Seidenfaden. Manden er jo ikke dum.”Seidenfaden er tilsyneladende resistent overfor fakta og logik. Det er i min ordbog det samme som at være dum.”Men det er ikke folkeoplysning, der står ham hjertet nært. Han fusker gerne med fakta. Tror mere han blot er forelsket i sin egen retorik.”Det tror jeg kun er delvis rigtig. Han benytter klart løgn og fordrejninger for fremme de synspunkter han tror på. Om det skyldes dumhed eller om det er manipulation ved jeg ikke.

  3. Jeg er ikke i tvivl om, at han er intelligent. Meget endda. Men ville ønske, han brugte den lidt anderledes – og lidt mere konstruktivt.

  4. @TBJ:I min bog _er_ staten den eneste som kan tilvejebringe “velfærd”. Som jeg opfatter udviklingen i sprogbruget, er “velfærd” i dag synonymt med “forskellige ydelser leveret af det offentlige (mange glemmer anden halvdel) …og betalt over skatten)”. Begrebsforvirringen er ikke opstået af sig selv. Men der er ingen grund til at øge liberales upopularitet i befolkningen yderligere ved at postulere, at liberalisme og frihed fører til mere velfærd – i al fald ikke uden at gøre det meget klart, hvad det er, man mener med velfærd. “Velfærd” i min bog er bestemt ikke noget at stræbe efter. Liberalisme fører i det lange løb til velstand. Til rigdom. Til mere frihed. Og det bør være godt nok for de fleste.

  5. Johan Mellerup

    3. januar 2007 at 09:09

    Jeg læste lige kronikken inde på pol.dkOg bed mærke i et par ting.” Det viser sig helt generelt, at oplevelser er bedre end ting. Man går måske nok og savner den ene eller den anden dyre ting, men når man har erhvervet den, er lykkefølelsen hurtig væk. Gode oplevelser derimod nyder man længere undervejs og husker dem måske endda bagefter. Her er en første forklaring på, at flere forbrugsmuligheder ikke i sig selv gør lykkeligere.”Glemmer den gode Tøger ikke at der er noget der hedder oplevelsesøkonomi i vore tider? Og at en oplevelse således også kan koste penge.Men hvis man ellers går ind på Tøgers argumentation om at forbrug ikke skaber lykke, kan man vel også vende argumentet om.At der ikke er brug for nogen fattigdomsgrænse for lykke hænger alligevel ikke sammen med forbrug? Den vil han nok ikke kunne lide.Mindes en undersøgelse i sommers som hævdede at palæstinenserne var det lykkeligste folk verden. Hmm… Der er vel to ting at lære af dette1.At lykkeforskning er et rimelig omdiskuteret og relativt ungt forskningsfelt.2. At man på grund af nr.1 nok ikke skal bruge Tøger S som ekspert.

  6. Niels A Nielsen

    3. januar 2007 at 11:11

    Jeg har beskæftiget mig lidt med lykkeforskning, og nogle temmelig robuste resultater af forskning i sammenhænge imellem lykke og velstand er disse:Der er store positive korrelationer imellem nationers velstand og gennemsnitlig lykke. Indbyggere i rige lande er i gennmsnit lykkeligere end indbyggere i fattige lande.Der er for det meste små, positive korrelationer mellem individuel indkomst og lykke. Korrelationerne har tendens til at være lidt større i fattigere lande, mindre i rige lande.Økonomisk vækst har i de seneste årtier ikke påvirket den gennemsnitlige lykke i velstående lande, og der er ingen entydige ændringer i lykkeniveauet ved stigninger i individuel indkomst.Sætter man materielle mål højere end andre mål, er man meget mindre lykkelig end andre, medmindre man er rig!Flere penge giver altså mere lykke, hvis man derved kan komme ud af fattigdom, eller hvis man bor i et velstående land. Det ser derimod ikke ud til, at man bliver mere lykkelig i det lange løb, hvis man er et velstående individ, der allerede har de basale behov dækket. I den situation følges indkomst og materielle fordringer på tilværelsen blot ad.(Disse resultater tyder altså på, at Dr.Mephisto er en fattig mand, den stakkel 😉 Min pointe?Liberale skal efter min mening være meget varsomme med at bruge forskning i lykke som argument for reformer.Personligt er jeg noget mere interesseret i nationens eller den vestlige civilisations langsigtede overlevelse end i befolkningens gennemsnitlige lykke. At idioten (undskyld mit sprog) Seidenfaden – ligesom i øvrigt T. Blair – vil bruge lykkeforskningen politisk kan næsten i sig selv få mig til at løbe skrigende bort.Lyder det i øvrigt ikke som opskriften på en ny totalitarisme at føre politik med henblik på at forbedre en bestemt psykologisk tilstand hos folk? Er det ikke det, alle totalitære systemer vil – skabe et lykkeland, et utopia, hvor al folket er lykkelig? Et andet interessant resultat af lykkeforskningen er, at det er gavnligt for lykken at gifte sig. Til gengæld skal man undgå at få børn!Som børneforælder vil jeg godt kræve en kompensation for frivilligt at have nedsat mit lykkepotentiale foruden min forventede levealder, som det fremgik af en artikel i avisen i dag 😉

  7. Glimrende indlæg.Jeg ved ikke, hvad der driver Seidenfaden. Manden er jo ikke dum. Men det er ikke folkeoplysning, der står ham hjertet nært. Han fusker gerne med fakta. Tror mere han blot er forelsket i sin egen retorik. Lidt ligesom samfundsdebattens svar på Nephew. Det er blot lyde.En af de ting, der står klarest i min erindring om 2006 er stadig, hvordan Martin Krasnik som gæst i en Deadline hev Seidenfadens leder fra da Rushdie-sagens bølger gik højest og sammenlignede med det oprids af Muhammed-tegningerne Seidenfaden lige havde lavet. I sin gamle leder gjorde han det meget klart, at al kritik af religion var tilladt og vigtig – særligt den forhånende. Seidenfadens eneste svar var intetsigende fnyselyde.Og til pointen om DF-vælgere og skattelettelser. Min meget indsigtsfulde kommentar til det må være: Fnis.

  8. Rigtig godt. Jeg kan tilgive Tøger, da hans læsere formentlig er enige i hans forkerte udsagn, men hvorfor Jakob Weis vinkler historien, som han gør, i Berlingske Tidende, forbliver en gåde.I øvrigt kan jeg anbefale, at man læser hele Bjørnskovs indlæg i Politiken.

  9. Christian Bjørnskov

    4. januar 2007 at 01:35

    LAd mig for en god ordens skyld bemærke, at det ikke er alle lykkeforskere der hælder samme vej som Seidenfaden. Man kan selvfølgelig trawle sig vej gennem et par af mine videnskabelige publikationer – det skal folk være velkomne til at gøre:-) – men det er nok både lettere og sjovere at læse Johan Norbergs hudfletning af de totalitaristiske tendenser i litteraturen. Se linket:http://www.cne.org/pub_pdf/2002_09_norberg_happiness.pdf

  10. Respondenterne har da besvaret besynderligt. Hvis velfærd betyder lykke, burde 100% så ikke svaret at de vil have lykke, hvis der var muligt fremfor skattelettelser. Nu er eksistere der blot ikke et bytteforhold, hvor man kan bytte lykke for skattelettelser eller omvendt. Tænk hvis respondenterne var blevet spurtgt om de foretrak skattelettelser eller nazisme. Så ville jeg da håbe at 100% af respondenterne svarer skattelettelser. Ja, kombinationerne er uendelige, når der ikke er noget krav i meningsmålingerne om at der skal være nogen indbyrdes sammenhæng mellem valgene.

  11. Niels A Nielsen

    4. januar 2007 at 07:03

    @USJeg kan ikke præcist huske, hvad Popper skriver om Platon, men jeg vil afgjort sige at Platon med sine planer i Staten vil forsøge at gøre folk lykkelige. Ved at forene filosofi og politisk magt vil han lade filosofkongen tvinge det enkelte menneske ind i den form, der vil gøre dem gode og lykkelige, ideelle mennesker. Han ville oprette den ideale stat, der endog benytter sig af racehygiejne for at nå sine ophøjede mål.(Meget apropos indeholder folks generelle lykkeniveau en særdeles stor arvelig komponent)

  12. @NAN: Jeg har forholdt mig lidt mere analytisk til problemstilling på min blog. Du kan jo læse der og så se om du synes, jeg er galt på den.

  13. Jørgen Møller

    4. januar 2007 at 09:00

    “Lyder det i øvrigt ikke som opskriften på en ny totalitarisme at føre politik med henblik på at forbedre en bestemt psykologisk tilstand hos folk? Er det ikke det, alle totalitære systemer vil – skabe et lykkeland, et utopia, hvor al folket er lykkelig?”Her er jeg enig med NAN. Det er udtryk for hybris, når politikerne tror, at de kan tilevejebringe lykke for den enkelte samfundsborger – og nemesis er givetvis at forvente, dersom de prøver.Hvis tilhængerne af topskatten vil tages bare en smule alvorligt, så må de finde et andet argument, end at de fremmer skatteydernes lykke ved at forhindre dem i at bære den overdrevne velstands åg.

  14. @USSkal vi pænt lægge os ned og lade os voldtage af newspeak?/tbj

  15. @tbj:Nej det synes jeg bestemt ikke. Det var derfor jeg skrev den første post 🙂 Jeg har selv ved tidligere lejligheder påtalt den sproglige udvikling og kritiseret dem, som for tiden forsøger at mudre begreberne. Sproglig klarhed er for mig helt centralt for at opnå en effektiv kommunikation, vi er simpelthen nødt til at gøre det klart, hvad det er vi taler om. Min pointe er, at du ikke opnår sproglig klarhed ved at bruge socialdemokratisk retorik.Vi har, som jeg påpegede ovenfor, mange velfungerende ord, som beskriver det liberalismen stræber efter. Velfærd er ikke et af dem, og det har det ikke været, så længe jeg kan huske. At mere “liberalistisk” inspirerede ord – rigdom, velstand, frihed – ikke klinger nær så godt i befolkningens ører som velfærd gør, er der næppe tvivl om, men fortæller det ikke bare, at de bør bruges noget oftere, i stedet for at forsvinde ud i glemslen?

  16. Ikke alle former for totalitarisme går efter lykke for alle. Bestemt ikke. Hvis man læser Platon som Popper gør, er det i hvert fald ikke lykke for alle Platon havde i tankerne. Hvis individer er ligegyldige i det store billede, fordi det eneste der betyder noget er kollektivet, så er det tvivlsomt om et sådant system vil bruge meget tid på at gøre “folket” lykkelig.Når det så er sagt, så er der vel ret beset heller intet “nyt” i den form for totalitarisme NAN omtaler. Aldous Huxley beskrev den teoretisk allerede for 74 år siden. “Soma” anyone?

  17. Til Martin:Jeg tror det bedste samfund er det samfund der skaber flest mulige mennesker frihed til at skabe sig deres egen tilværelse. Hvad folk så ellers vil gøre med deres liv derefter, det er rigtig nok ikke noget jeg synes man skal blande sig i, så derfor kan du da godt gøre mig til materialist.For at flest muligt mennesker kan få disse muligheder, kræver det en omfordeling af samfundets ressourcer, og jeg synes i den sammenhæng det er rimeligt, at dem der tjener mest også bidrager mest.Det er muligt dette indskrænker visse menneskers finansielle frihed, men det udvider på den anden side så mange fleres. For mig handler det ikke om at begrænse nogle menneskers muligheder, men at skabe dem for andre.Vi bliver født med forskellige evner og talenter, og vi har vidt forskellige startpositioner i livet. Jeg synes man skal finde en balance for i hvor høj grad disse forhold skal komme til at påvirke menneskers muligheder i livet.Jeg er ikke radikal topskatfortaler, for som Danmark ser ud i dag, har folk på trods af ufordelagtige udgangspositioner mange muligheder for at danne sig deres eget liv og bryde en negativ arv, væsentlig flere end f. eks. USA, og så længe det er tilfældet i DK, synes jeg godt man kunne skære lidt i topskatten.”Misundelse”-begrebet spiller ikke den store rolle for mig.Men til “misundelses”-begrebet, vil jeg da sige, at hvis den frie markedsøkonomi fortsat skal nyde alles velsignelse, så skal den ikke antage groteske russiske dimensioner, den skal ledsages af en vis form for retfærdighed og erkendelse af, at gevinster ikke kun skabes af enkeltpersoner, men også til en vis grad er samfundsskabte.Det er lidt problematisk, hvis tilhængere af topskat kan kaldes misundelige, men folk som Henning Dyremose ikke kan kaldes grådige. Held og lykke med overenskomstforhandlingerne på den baggrund forresten :-)mvhRasmusP.S.: Håber ikke punditokraternes “socialist”-spamfilter blokerer mit indlæg 🙂

  18. @tbjFor lige at præcisere og uddybe: Jeg har aldrig opfattet velfærdsbegrebet som noget positivt begreb for liberale, og mener derfor ikke, mit blogindlægs (som jeg formoder du hentyder til ud fra dit ordvalg) analysestruktur er direkte anvendelig på denne problemstilling – der er ikke nogen nævneværdig begrebsflertydighed, til forskel fra eksempelvis ”debatten” om liberalismebegrebet. Jeg bør i øvrigt tilføje af samme grund, at mit sprogbrug i første post ikke er helt heldig; især brugen af ordet “udvikling” i den første kommentar er ukorrekt, i og med at jeg netop ikke mener velfærdsbegrebet har udviklet sig ret meget (og begrebsforvirringen har vist efterhånden også mange år på bagen).Hvis jeg forstår dine kommentarer ret, så betragter du stadig velfærd som et positivt ladet begreb, og socialisterne er i dine øjne sprogligt uvederheftige, fordi de har gjort en ihærdig indsats for at ødelægge ordets egentlige (i forståelsen …liberale) betydning og fundament. De har altså benyttet sig af nysprog til at omdefinere virkeligheden. Men selv hvis din opfattelse er korrekt, synes jeg stadig der er meget, der taler for at den retoriske brug af velfærdsbegrebet nedtones fra liberalt hold:En kamp om ord er ikke nær så interessant som en kamp om ideer. Og jeg tror en forkastelse eller markant afstandtagen til det belastede velfærdsbegreb vil kunne være en fordel for liberalister, fordi der nu mere end nogensinde før er behov for en solid retorisk og ideologisk distance mellem liberalister og den politiske midte. Distancen er nødvendig for at tydeliggøre det ideologiske skel, som Anders Fogh helst ikke vil anerkende eksistensen af, mellem midtervælgerne og de mere liberalt indstillede. Fogh ser helst, at alle politiske begreber konvergerer og til sidst betyder det samme, for så vil alle pr. definition være midtervælgere og lette at forholde sig til. Han er allerede et stykke af vejen, men man behøver ikke gøre det lettere for ham end det allerede er – og hvis også liberalister begynder at snakke om velfærd, introducerer de af sig selv en masse forklaringsproblemer som tager en masse tid og bøvl at overkomme. Som det er nu, er det generelt liberalisterne, der er på hjemmebane og Fogh som lyder som et fjols (der dog ikke skal undervurderes), når han med alvorlig mine betoner, at ”moderne” liberalisme og en velvoksen velfærdsstat skam er to sider af samme sag.

  19. “Hvis tilhængerne af topskatten vil tages bare en smule alvorligt, så må de finde et andet argument, end at de fremmer skatteydernes lykke ved at forhindre dem i at bære den overdrevne velstands åg.”Enig.Jeg har et andet argument. Det er måske noget trivielt, men jeg tror mange er tilhængere af topskat, fordi man mener der skal være en slags “retfærdighed” til.Det handler altså ikke så meget om topskatteydernes lykkefølelse, men om de andres retfærdighedsfølelse, det man her kalder misundelse. Hvorfor skal nogle kunne indkassere 100.000 mens andre 20.000, kan man vel ganske enkelt formulere denne opfattelse.Og så længe Henning Dyremose kan hive millionbonusser indenbords og samtidig kræve lønafholdenhed fra sine ansatte, så længe bliver der nok ikke ændret væsentligt på denne holdning.http://the-citizen.dk/?p=1209‘mvh

  20. Ole Birk Olesen

    5. januar 2007 at 09:41

    Du har fuldstændig ret, Rasmus. Hvorfor skal nogen kunne løbe en maraton, mens andre knap kan løbe 100 meter? Maratonløberne må få et ben amputeret! Hvorfor skal nogen have et lykkeligt familieliv, mens andre må leve i ensomhed? Familien må opløses og vi alle leve i statslige tvangskollektiver!Seriøst: Der var engang, hvor man opfattede misundelse som en menneskelig følelse, der måtte holdes i ave. Det Gamle Testamentes niende og tiende bud lyder, at man ikke må begære sin næstes hus, ej heller dennes hustru, folk eller fæ eller i det hele tage noget, der hører næsten til. I dag kan man åbenbart sige som dig – uden nogen som helst skam i livet. Utroligt.

  21. Til Ole:Når man skriver “Seriøst:” så skal der komme noget seriøst bagefter.

  22. @Ole,Der er ingen, der har overbevist mig om, at Dyremose er den sidste halvdel af sin løn værd. Og det gælder i øvrigt de fleste topchefer.Hvis man tror, de ene og alene får deres løn pga de er de allerbedst kvalificerede, så mener jeg, man er gal på den. Det er først og fremmest en kombination af tilfældigheder og netværk, der placerer cheferne på toppen.Men det er lidt en anden diskussion. Omend jeg dog er rystet over, hvor politisk tonedøv Dyremose åbenbart er overfor sine egne medarbejdere. Med hans baggrund havde man måske forventet lidt bedre evne til at forudsige reaktioner.

  23. RasmusE: Ole har ret i at der aldrig rigtigt fra egalitaristernes/socialisternes/socialdemokraternes side er blevet forelagt nogen plausibel redegørelse for hvorfor der skal fordres lighed i en kategori af værdier, mens andre kategorier tilsyneladende stadig betragtes som ukrænkelige dele af privatlivets sfære. Det bunder muligvis i den materialistiske tænkning man finder hos f.eks. Marx, men den tankegang er jo dybt reduktionistisk og der er vel ikke engang ret mange venstreorienterede i dag, udover de mest forbenede kryptokommunister, der ved deres fulde fem vil mene at verden drives ensidigt af materielle kræfter. Tværtimod vil jeg mene at langt de fleste venstreorienterede i dag finder deres primære inspiration blandt de mere immaterielle ”neomarxister” som eksempelvis Frankfurterskolen eller poststrukturalisterne. Medmindre man mener at kun materielle værdier har betydning, mangler der simpelthen en sammenhængende (og det er i øvrigt ikke engang tilstrækkeligt – menneskets krop er i allerhøjeste grad en materiel genstand og endda også et produktionsmiddel – hvorfor skal det ikke tilstræbes at alle får identiske kropslige egenskaber?), rationel forklaring på hvorfor lighed er et mål i sig selv på indkomst/formueområdet, mens det ikke er nødvendigt at sørge for at alle har lige mange venner, alle har mulighed for at få en kæreste eller få sex, eller nogle af alle de andre områder der har stor værdi for det enkelte individ.Hvis man spørger den gængse socialdemokrat, radikale eller SF’er får man sandsynligvis et adhoc svar i retning af noget med at ”alle skal da have en mulighed for at have en anstændig tilværelse” (uden at definere nærmere hvad denne tilværelse indeholder), eller ”intet menneske kan være nok værd til at retfærdiggøre en 10-millioners bonus” (hvem skal afgøre hvad denne persons arbejde er værd?), eller noget andet tilsvarende. Men bevæger man sig ind på områder som folks følelses- eller kærlighedsliv, deres sociale forbindelser, eller deres personlige attributter, betragtes det pludseligt som dybt uspiseligt at skulle begynde at diktere hvad der er ret og forkert. Årsagerne til dette er ofte sådanne som at det er forkert (måske endda fascistisk) at bestemme hvad der er den korrekte ”levevis”, eller det korrekte bud på hvordan et menneskes krop burde se ud ideelt set. Det opfattes som en grotesk form for ensretning, mens materiel udligning tværtimod skulle ”fordre forskellighed” (Hvordan i alverden gør den det – Det eksisterer der vidst ikke skyggen af bevis på?). Desuden ville de krav man skulle pålægge folk for at opfylde eventuelle positive rettigheder på dette område blive anset for at være helt utilstedelige (f.eks. en positiv rettighed til sex – hvem skal prostitueres for at håndhæve denne?). Men problemet er at der ikke findes noget klart skel imellem de værdier der skal udlignes og dem der ikke skal – voldsom beskatning og udligning er både krænkende for privatlivet (se bare på det gennem-registrerede og kategoriserede overvågningssamfund vi har etableret for at få skatteskruen til at glide så smertefrit som muligt. Eller betragt ideen om at vi reelt alle sammen er blevet gjort til aktiver i det statslige system, som følge af at usund levevis eksempelvis skaber større omkostninger i sundhedssystemet.), og det er særdeles ensrettende – Danmark er ikke i ret mange henseender noget specielt pluralistisk samfund. Den indkomstmæssige udligning har også medført en form for udligning i mange andre henseender – og ironisk nok gør den det særdeles svært for det danske samfund at absorbere meget anderledes grupper (f.eks. indvandrere). Vi tror at Danmark er et af de mest frie og pluralistiske samfund, i modsætning til mere frie markedsøkonomier der fejlagtigt opfattes som værende ensrettende pga. markedskræfterne, men den statslige ensretning på det økonomiske område har ikke medført nogen nævneværdig differentiering i andre sfærer. Den har tværtimod været med til at forstærke homogeniteten i et i forvejen særdeles homogent samfund, hvis du spørger mig.Mvh

  24. Mikael Toxen Worm

    6. januar 2007 at 03:22

    øøh… nu bryder jeg jo godt nok rytmen af de artikellange “kommentarer”…Men hvis manden udtalelser er sande, og penge virkelig gør én ulykkelig, bør man så ikke straks cutte alle bistandsydelser? De stakler bliver jo mere og mere ulykkelige for hver måned, hvor de modvilligt hæver deres bistandscheck som staten sender dem for at ødelægge deres liv….

  25. Michael Jensen

    13. januar 2007 at 09:20

    Efter min mening er den største skadevirkning af en stor offentlig sektor, at jo større offentlig sektor, desto flere mennesker tror, at ‘pengene kommer fra Staten’, og desto færre mennesker forstår, hvordan økonomien reelt hænger sammen – at pengene bliver tjent i den private sektor.Det kan vi eksempelvis se i Danmark, hvor vi har en stor offentlig sektor, og hvor op mod halvdelen af vælgerne åbenbart tror, at Staten har ‘overskud’, og at Staten ‘tjener penge’.Det er jo et svigt i et demokrati, at man giver alle mennesker stemmeret uden at undervise dem i, hvordan tingene reelt fungerer. Hvordan skal de så vide, hvad de skal stemme?Man kunne næsten sige: Hellere ‘oplyst enevælde’ end ‘uoplyst demokrati’.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑