Den første reaktion

Det nye år begynder hårdt hos os. Første dag med mundtlig eksamen var tirsdag den 2. januar. Velkommen du Herrens år! De arme studerende havde knapt fået konfettien ud af håret, før de sad ved det grønne bord.

Jeg tror aldrig, at jeg vænner mig til det. At sidde ansigt til ansigt med et andet menneske, der er næsten lammet af angst og nervøsitet – vel at mærke fremkaldt af ens blotte nærvær. Men som årene går, får man en vis rutine. Man begynder at lægge mærke til små ting, f.eks. at de studerende altid tager sedlerne med spørgsmål fra midten og ud. Eller den afslørende måde, som deres første reaktioner på et uventet spørgsmål giver. Det kan være ganske afslørende for, om de kan eller ikke kan emnet.

Det med de første reaktioner gælder også på andre områder.

Det var f.eks. tydeligt efter Dronningens nytårstale. Sagde hun virkelig det?, lød den første kommentar. Forbløffelsen og rådvildheden var udbredt i MSM. Sagde hun virkelig, at tilflyttere må udfolde deres egenart inden for de brede rammer, som et civiliseret samfund sætter. Tja, det var vist essensen. Jamen, hvad så med multi-kulti, værdirelativismen og respekten for hjemlandets mere brutale traditioner. Og sagde hun virkelig, at der var værdier, som vi ikke kan opgive, men må værne og slås for? Jeps. Rådvildheden hos de mange kommentatorer var underholdende. Underholdende og afslørende. Og egentlig unødvendige. Det var jo ikke ligefrem første gang, at hun gav udtryk for, at demokrati og frihed er værdier, hun sætter højt.

Et ganske andet, og så alligevel ikke, område var islamisternes militære nederlag i Somalia*). Igen var der den udbredte forbløffelse. Jamen, det er jo den konventionelle visdom, at terrrorisme ikke kan besejres; at islamisterne bare bliver flere og flere, hvis man byder dem modstand. En særligt underholdende kommentar var en avisforside – jeg skal nok lade være med at hænge vedkommende avis ud, til en afveksling – lød, at "nu" ville islamisterne kalde til hellig krig mod Etiopien, underforstået at nu blev det først værre. Men, æh, nej. Det med at kalde til hellig krig havde de faktisk allerede gjort for længst, og først bagefter slog Etiopien til, bl.a. af den grund. Tilbage er nu kun at søge trøst i, at islamisterne måske alligevel kommer tilbage, lidt i hvert fald og måske på længere sigt. Det synes i hvert fald at være håbet hos MSM.

Det skal blive spændende at se, om resten af 2007 udvikler sig lige så "overraskende".

*) Dang! Jeg skrev Sudan, men det er Somalia. jeg vidste, at det var et land med S, men at det ikke kunne være Sverige — endnu.

3 thoughts on “Den første reaktion

  1. Lars J

    En ting er at bruger krudt på Dronningen, det lader jeg helst BT & Billedbladet om. Men jeg forstår simpelthen ikke dit andet afsnit. Kan ikke gennemskue om nogen skal føle sig ramt, om der er en lignelse til Irak, Vietnam eller Skåne eller hvad det nu er. Jeg følger rimeligt meget med herinde – men jeg synes at I igennem de sidste par måneder har været ved at forfalde til samme åndssløvhed som venstrefløjen. Der er alle mulige skjulte referencer til de onde venstreorienterede medier (besøg en partiforening hos S, SF eller Ø og oplev nøjagtigt det samme med modsat fortegn) og samme belejringsmentalitet, hvor man konstant finder tegn i sol, måne og stjerner på at ens verdensbillede er det gudsgivne korrekte og at resten af verden ikke har forstået en dyt. Det kan være meget sjovt for de indviede, men i længden er det lidt trættende. Værst af alt, det bringer ikke den nysgerrige læser videre. Stram op! Mindre klynk! 🙂

    Svar
  2. Jørgen Olsen

    Til Lars J. Et lille Villy Sørensen citat:’Det er ikke de venstreorienterede, der triumferende taler om samfundets venstredrejning. Det er ikke de højreorienterede, der triumferende taler om samfundets højredrejning. Det er de højreorienterede, der bekymret taler om samfundets venstredrejning. Det er de venstreorienterede, der bekymret taler om samfundets højredrejning. Måske har begge modparter ret.’Ros til de der står bag oplæggene og til alle der kommenterer. Humor/ironi får selv svært tilgængelige emner til at stå mere enkle, og det er vel ikke så tosset.Med de mange links der ofte henvises til vækkes selv den indforståedes nysgerrighed.

    Svar
  3. bjlindhard

    Til Lars Jacobsen:Nu du nævner tegn i sol, måne og stjerner og du nægter dialog på mail vil jeg kalde dig en røvsnaps af uønsket format, fordi din egen belærende belejringsmentalitet stinker af et foragteligt menneskesyn. Bl.a. blev min email til dig returneret som spam med perfide tilføjelser (indrammet i “” ):De jeg kendte havde en fælles baggrund fra “S”teknisk Skole…Pressen fungerer som “fl”idiotiske bugtalerdukker…Desuden er jeg “ikke” træt af, at blive “sp”etiketteret…Min email til dig var ikke perfid.Hvordan en hipo med så lav social og kommunikativ intelligens kan blive redaktør på PC World er en gåde, som måske skal søges i sol, måne og stjerner?

    Svar

Leave a Reply to bjlindhard Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.