Sine qua non

En britisk domstol har fundet Umran Javed skyldig i racehad og opfordring til drab–specifikt for under Muhammed-krisen sidste år at have opfordret til, at muslimer bombede Danmark.  Det skete under en demonstration, hvor han var taler, og som Berlingske Tidende beskriver således:

"Dannebrog blev brændt af til taktfaste skældsord, da omkring 350 demonstranter samlede sig foran den danske ambassade i februar sidste år for at vise præcis, hvad de mente om tegningerne af profeten Muhammed, der bl.a. var blevet offentliggjort i Jyllands-Posten. Bannere, der hyldede de fire selvmordsbombere fra Londons angreb i undergrunden og lovede Europa, at mujahedin-krigerne var på vej, blev holdt i vejret, mens taktfaste råb mod Vesten, USA og især den danske regering forsøgte at finde vej op mod ambassadens lukkede vinduer. Enkelte kom udklædt som selvmordsbombere for at vise deres holdning over for Danmark."

Vi skal ikke her indlede en diskussion af, om det nu er passende, at man straffer en person for udtalelser snarere end gerninger–selvom den diskussion da iøvrigt altid er værd at tage.  Nej, snarere vil vi blot gengive den fulde transkription af, hvad manden faktisk sagde in extenso, idet den ganske godt illustrerer, hvad hele balladen handlede om: Ikke blot noget om, at nogen var "stødt" på manchetterne, eller "krænket" på deres religiøse følelser e.l., men derimod om selve grundpillerne for hvorledes et samfund skal være indrettet, og hvem der skal stå til ansvar for hvad:

"Mine kære muslimske brødre og søstre, vi må forstå, hvorfor vi er her i dag. For at erklære at vi ikke vil finde os i, hvad Danmark gjorde … Vi vil ikke finde os i, hvad Frankrig, hvad Europa, hvad alle verdens vantro og den vestlige verden står samlet om.

I har erklæret krig mod Allah og hans budbringer. I har erklæret krig mod det muslimske samfund, og det kommer I til at betale en høj pris for. Tag ved lære af Theo van Gogh. Tag ved lære af jøderne i Khaybar. Tag ved lære af hvad I kan se, for I kommer til at betale med jeres blod. Danmark, I kommer til at betale. Danmark, I kommer til at betale, I kommer til at betale. Med jeres blod, med jeres blod, med jeres blod. Bomb, Bomb Danmark. Jihad er en del af Gud.

Demokrati, hykleri. Til helvede med demokrati. Til helvede med Danmark. Til helvede med frihed. Bomb, bomb Danmark. Danmark, vær på vagt. Zarqawi kommer tilbage. Bomb, Bom USA. Bomb, bomb Danmark."

PS.  Umran skal nu angiveligt–lige inden strafudmålingen–have sagt, at han fortrød sine udtalelser.  Det bliver spændende at se, om den fortrydelse holder lige så længe som Zacharias Mousawis anger.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.