Popper som pligtpensum for journaliststuderende

I forbindelse med efterårets interne stridigheder i Dansk Folkepartis sønderjyske afdeling blev jeg kontaktet af en – i øvrigt ganske udmærket – journalist fra et af provinsens større dagblade. Den pågældende bryggede på en historie om de langsigtede konsekvenser af de heftige trakasserier blandt Kjærsgaards sønderjyske proselytter, og ønskede i den sammenhæng at indhente mit bud på, hvilke følger eksklusionerne og de voldsomme slagsmål ville få for partiets fremtidige vælgeropbakning. Fra samtalens begyndelse gjorde jeg det klart, at DF tidligere – og vel at mærke uden større ridser i lakken – havde overlevet partintern strid, der var langt mere alvorlig end de verserende skærmydsler, og at jeg fandt det endog meget usandsynligt, at resultatet af stridighederne ville blive en langsigtet nedgang i partiets vælgeropbakning. Det var vist ikke helt den respons, journalisten havde ønsket sig. I hvert fald gentog den pågældende sine spørgsmål i en ny sproglig klædebon. Svarene var imidlertid de samme; og nej og atter nej, jeg fandt det heller ikke sandsynligt, at konsekvensen af den partiinterne splid ville blive et nyt udbryderparti. Man spürt die Absicht, und ist verstimmt.

Stor var min forbløffelse, da jeg dagen efter interviewet læste den artikel, journalistens research havde udmøntet sig i. Mine – indrømmet: lidt kedelige og usexede – forudsigelser, var placeret langt nede i teksten, mens artiklen i det store og hele var domineret af det synspunkt, at stridighederne ville få ganske store og langtrækkende konsekvenser for Dansk Folkeparti. Det var sågar lykkedes journalisten at finde en person, som var villig til at foreslå, at en regulær partisplittelse lå lige om hjørnet. Denne – for mig fuldstændigt ukendte person – var af journalisten blevet tildelt prædikatet ekspert.

Nu består det hjemlige miljø af politologer og kommunikationsguruer jo ikke af flere tusinde sjæle, så pirret af min nysgerrighed foretog jeg et par opslag på den pågældende “ekspert”. Efter knapt halvandet minuts søgen stod det klart, at bemeldte ekspert var en yngre bachelorstuderende fra handelshøjskolen i København, der havde oprettet en – ikke fungerende – hjemmeside (den er i dag nedlagt), hvorpå den pågældende beskrev sig selv som ekspert i politisk kommunikation. Ekspertetiketten var således en smule tillempet, men hvad betyder det, når man er journalist med noget på hjertet (for et andet og lidt morsommere eksempel i samme boldgade, se her: http://www.theonion.com/content/node/39473/print/).

I mine øjne begik DF-artiklens forfatter en – desværre alt hyppigt forekommende – journalistisk kardinalsynd. Lad være at den pågældende ikke havde tjekket sit hovedvidnes baggrund; langt være er det, at journalisten helt åbenlyst udelukkende var på jagt efter udsagn, der kunne bekræfte og underbygge den forestilling / hypotese vedkommende på forhånd havde dannet sig om virkelighedens beskaffenhed. Den pågældende søgte – i den popper’ske lingo – kun efter de hvide svaner.

Ingen vil angribe journalister for at nære forestillinger om et givent fænomen inden den empiriske research påbegyndes, men i lighed med god videnskabelig praksis, burde også journalister søge efter udsagn, som potentielt set vil kunne invalidere den hypotese, der fungerer som retningsgiver i ethvert empirisk arbejde. Heller ikke journalister kommer uden om at søge efter de sorte svaner.

Men hvordan undgår vi journalistisk arbejde, der udelukkende baserer sig på verifikationsprincippet (“led-kun-efter-de-hvide-svaner-princippet”)? Findes der et effektivt antidot? For enhver der har læst mere end en videnskabsteoretisk grundbog, turde svaret være indlysende: Karl Popper og den hypotetiske-deduktivisme / falsifikationismen. Med udgangspunkt i en grundig indføring i Poppers anvisninger for god videnskabelig praksis på journalistuddannelserne, må det tilstræbes at det journalistiske normsæt i større udstrækning bliver præget af falsifikationsprincippet. Findes der et journalistisk etos burde den popper’ske tænkemåde blive tildelt en langt mere fremtrædende plads.

10 thoughts on “Popper som pligtpensum for journaliststuderende

  1. Rolf Liljegren

    Jeg kan ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet, da jeg netop selv har været til eksamen i Videnskabsteori.Jeg læser polit, og der har Popper en betragtelig større del af pensum. Popper og Lakatos er helt centrale dele i vores tilgang til den videnskabsteoretiske metode.Men bortset fra det er jeg helt enig. Engang imellem skal man skimte langt mellem gode, saglige journalister.

    Svar
  2. ML

    Jeg har læst statskundskab i Århus, og synes nærmest jeg har fået skreget Popper ind i hovedet under hele studietiden. Og der findes også få vigtigere pointer indenfor statskundskaben. Den en enkel, men det bliver den ikke mindre vigtig af.Det er mit indtryk, at specielt journalistuddannelsen i Århus i meget høj grad er en håndværksuddannelse, og det lider dansk presse desværre under. De lærer ganske enkelt ikke basal, kritisk tænkning i særlig udstrakt grad.Jeg synes, journalistuddannelsen på SDU ser noget mere interessant ud, men jeg ved ikke, om de i praksis kan løbe op til løfterne i deres studieforløb.I relation til det andet blogindlæg er det jo også interessant, at Weekendavisen har en høj andel af folk med en akademisk uddannelse.

    Svar
  3. Lars Andersen

    @ML. Jeg tænkte præcis det samme mht. WA, og din vurdering af journalistuddannelsen i Århus, der er 2½ år, når man trækker praktikken fra.Så meget desto mere kan det undre, at DJH ikke blev sammenlagt med Aarhus universitet, når nu chancen bød sig.

    Svar
  4. Thomas

    Falsifikation, sorte og hvide svaner, deduktive, induktive og alle mulige andre fejlslutninger VAR pensum i faget “Kritisk fornuft”, da jeg gik på førstedelen af Journalisthøjskolen for en 4-5 år siden. Men undervisningen kan dog nok næppe måle sig med den, der skal til for at gå til eksamen i videnskabsteori. Det ville vel også være mærkværdigt.

    Svar
  5. SilleEllis

    Jeres feed til Blogbot (det der tidligere hed Politblogs) er ude af drift og jeg savner det 😀 . Jeg går glip af alt for meget. Kunne I ikke fixe det ved førstkommende lejlighed?http://politik.blogbot.dk/Mkh,SilleEllis

    Svar
  6. US

    Mit postulat ville være, at en journalistisk metodisk applikation af falsifikationsprincippet på marginen vil højne både avisernes kvalitet og pris. Det er noget bøvl at lede efter den sorte svane, fordi man ofte løber ind i en mur. Derfor er journalister som gider lede efter den sorte svane sjældne, og derfor skal de betales lidt ekstra. Udbud og efterspørgsel.Om pligtlæsning af Popper på journalistuddannelserne ville have en observerbar effekt på den generelle journalistiske metode er et åbent spørgsmål. Jeg tvivler. Måske vil den gavne et mindretal, som kommer til at arbejde for eksempelvis Weekendavisen. De bliver endnu skarpere, endnu bedre til den kritiske journalistik. Men de fremtidige journalister på de fleste aviser vil næppe kunne bruge Popper til ret meget. De har hverken tid eller lyst til at lede efter ret mange sorte svaner.Selvom det ikke er helt udelukket at pligtlæsningen vil have en effekt på den fremtidige journalist, er det endnu mere tvivlsomt, om den vil ændre på _befolkningens_ generelle præferencer og betalingsvillighed. Og man må altså håbe for journalister og redaktører, at det er disse faktorer som vægter tungest, når avisen udarbejdes.Hvis avisernes ejere og redaktører var af den opfattelse, at journaliststuderende som var blevet præsenteret for Popper, var bedre i stand til at levere det efterspurgte produkt, og hvis denne tendens var tilstrækkeligt udtalt, ville vi allerede se specifikke journalistuddannelser som introducerede Popper for de studerende. Det gør vi ikke. Fordi redaktørerne ikke tænker over, om Popper kunne have en indflydelse på salget. Eller en mere simpel forklaring: Fordi de fleste af os enten er uinteresserede i dybdegående kritisk journalistik, eller er uvillige til at betale, hvad den koster….Eller det var den konklusion man kunne drage, hvis det offentlige ellers holdt nallerne væk fra journalistuddannelsen…

    Svar
  7. Jacob Christensen

    Umiddelbart kommer jeg til at tænke på det gamle redaktionelle fyndord “Man skal aldrig lade fakta ødelægge en god historie”. Desuden er det vel også påvist, at “konflikter sælger” i medierne.Kan man endelig hive “en ekspert” ind i historien, er alt fuldendt.Og hvornår har samfundsforskere forresten været i stand til at forudsige noget? Min gamle lærer og kollega Lars Bille har fortalt, at det var hans skrækøjeblik, når han blev interviewet: Journalist: “Valgforsker Lars Bille, hvad sker der nu?”Lars ønskede altid, at han svarede noget i denne retning:Lars Bille: “Hvor skal jeg vide det fra? Jeg er lektor i statskundskab, ikke spåmand.”Rådet er hermed videregivet 😉

    Svar
  8. TerminalFrost

    Enormt interessant historie. Implikationerne er selvfølgelig enorme – og ikke kun begrænset til journaliststanden.Der er mindst tre velkendte elementer i det: a) hvad kan “sælge” (i bred forstand, dvs. også hvad der kan give journalisten anerkendelse), b) hvad vil journalisten gerne have frem, og c) hvad er nemmest.Problemstillingen er vel den samme inden for forskningen, blandt andet inden for mit eget område.–Popper er på pensum på statskundskabsuddannelsens videnskabsteorifag (første semester) på KU. Han er repræsenteret med 18 sider. Logisk positivisme gives 19 sider. De resterende ca. 300 sider er om hermeneutik, diskursanalyse, kritisk teori og symbolsk interaktionisme.Positivismen og kritisk rationalisme er selvfølgelig stråmænd, stillet op så hovedparten af faget kan være en kritik af disse. Det kan derfor ikke undre, at Poppers principper er det sidste, som folk på studiet tænker på.Se pensum her:http://isis.ku.dk/kurser/index.aspx?kursusid=23937&xslt=simple6&param1=120143&param8=false

    Svar
  9. Leny Malacinski

    Som journalist må jeg lige indskyde en kommentar. Jeg ønsker tit, at personer inden for deres felt, som Lars Bille, ikke blot jokede nedladende med ‘Hvor skulle jeg vide det fra?’ til deres lige så akademiske venner, som så kan bekræfte hinanden i, at journalister er nogle pap-ænder, men at de rent faktisk havde den faglige integritet til at sige det. Jeg havde selv en sjældent god oplevelse med en universitetskilde, der afviste at udtale sig om det, jeg spurgte ham om, da han ikke mente, at han havde fagligt belæg. Respekt for det.For det andet bør Journalisthøjskolen, selv om mine undervisere var fulde eller psykisk ustabile, aldrig i livet lægges ind under universitetet. Den sunde fornuft i Danmark lider allerede under for mange akademikere, og jeg er arg modstander af adgangskrav, såsom studentereksamen, hvilket netop er indført på Journalisthøjskolen, eller personlige samtaler som afgørende for optagelsen, som det er tilfældet på SDU. Optagelsesprøven bør være eneste gældende optagelseskrav.Jeg ved ikke, hvor meget kritisk tænkning, der kommer ud af en uddannelse, hvor de fleste stemmer radikalt, ikke fordi de kan forsvare det, men fordi det er pænt; omtaler ikke-akademikere som ‘bogligt svage’ eller ‘lavt uddannede’ i deres artikler, og i øvrigt ikke har nogle medstuderende, der tænker anderledes, eftersom de alle har været igennem et pænhedsfilter via de personlige samtaler. Kritisk tænkning opstår, hvor friktionen er. Ikke ensretningen. Leny M.

    Svar

Leave a Reply to SilleEllisCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.