Ugens citat: Dennis Nørmark om "modkultur" og virkeligheden

Antropologen Dennis Nørmark, der er amanuensis ved Aarhus Universitet, har tidligere “kloget sig”–på den gode måde–med hensyn til, hvad humanister kunne lære af lidt gedigen videnskabelig metode og kritisk sans.  Nu er han sørme ude med riven igen, i en ualmindelig interessant, velskrevet og i det hele taget læseværdig kronik i dagens Jyllands-Posten. Den er så god, at den burde gengives in extenso, men af hensyn til ophavsretten kommer her kun et par længere … ahem … citater.  Læs selv resten her.

Modkultur findes ikke

Ligesom religiøsitet bør venstreorienterethed studeres som et psykosocialt fænomen: Hvad får folk til at tro på noget, der først og fremmest er forestillinger og alternativer inden i hovedet på dem selv, skriver dagens kronikør.

“Som antropolog har jeg beskæftiget mig med den politiske venstrefløj, og når folk spørger mig hvorfor, svarer jeg, at det skyldes fagets traditionelle interesse for det irrationelle. Det er lidt som med religion.

Ligesom religiøse mennesker tror også mange venstreorienterede på forestillinger, der ikke direkte kan bevises, og som de aldrig opnår konkrete praktiske resultater med. Det forbliver påstande om verden, der fungerer bedst som modvægt til verden.

Ikke som en del af den ansvarlige kedsommelige styring af systemet, men som et alternativ til denne.

På denne måde er venstrefløjen som hunden, der hver dag løber efter sporvognen.

Den dag den rent faktisk når sporvognen, ville den ikke ane, hvad den skulle stille op dem den. Nøjagtig på samme måde har venstrefløjen det med magten.

Ligesom religiøsitet bør venstreorienterethed derfor studeres som et psykosocialt fænomen: Hvad får folk til at tro på noget, der først og fremmest er forestillinger og alternativer, inden i hovedet på dem selv.

Det er måske hårde ord, men i disse dage har unge venstreradikale grupper forskanset sig i et hus på Nørrebro, som de proklamerer, de vil forsvare til sidste blodsdråbe. Derfor er det interessant at undersøge, hvorfor hulen man ikke tager imod de tilbud, man får præsenteret og hvorfor man holder fast i, at det, man laver i den saneringsmodne ruin på Jagtvej, er så vigtigt for samfundet. Min baggrund for at studere venstrefløjens forestillinger har været at studere det som kulturelt fænomen. Som forestilling, som skematik, som myte og fortælling. Min konklusion har været, at den yderste venstrefløj baserer sig på en række spekulative filosofier, der fungerer helt uafhængig af reelle erfaringer. Nøjagtig ligesom religiøse myter gør det. Hvis man skal forstå, hvordan det alternative rebelske og venstreradikale miljø tænker, må man forstå grundtanken bag forestillingen om en modkultur. I 2006 udkom på dansk en tankevækkende bog, af de canadiske filosoffer Joseph Heath og Andrew Potter ved navn Rebel Modkultur som globalt brand. En bog, der burde have fået mere opmærksomhed, for den er et hårrejsende og tankevækkende stykke analyse af en af de mest åndssvage ideer i moderne tid. Denne idé gennemsyrer samfundet, og ingen tør rigtig udfordre den. Denne idé er efter min mening også årsagen til, at ingen, der ønsker at bevare deres coolness factor offentligt tør kritisere Ungdomshuset. Idéen er forestillingen om modkultur.

Potter og Heaths pointe er både godt dokumenteret og dybt provokerende: Modkultur er en forvrøvlet illusion. Alle forsøg på at omgå det kapitalistiske system, kommercialisering, mainstream og marked er håbløse. På coveret af bogen finder vi et billede af Che Guevara. Til salg på et kaffekrus. Den socialistiske rebel er blevet sit eget brand. I 2003 lancerede det rebelske progressive venstreorienterede blad Adbusters der var imod kommercialiseringen i samfundet deres eget skomærke. Og det bliver ved. Da Nirvana udsendte deres anti-kommercielle plade In Utero i 1993 blev det, til deres store fortrydelse, en kæmpe succes. Hvad sker der? Gang på gang har modkulturen forsøgt sig med alternativer. Den har forsøgt at vende det etablerede ryggen, og hver gang er man endt med at sælge ud. Men er det sådan, det er? Er det umuligt at slå systemet? Er den kapitalistiske edderkops net så grundigt spundet ind i alt, hvad vi rører, at kommercialiseringen er et ondskabens vilkår for os alle?

Nej, siger Potter og Heath, for køber du dén version har du også købt modkulturens vigtigste myte, nemlig, at der er et system, man kan slå ind. At det overhovedet er muligt at sælge ud kræver, at der er noget, der er mere virkeligt end virkeligt. Noget, der er bedre end den phony og falske facade, vi lever under i den middelklasse, forstadshelvede og forbrugersuppedas vi sidder i. Forfatternes modige pointe er bare, at forestillingen om dette alternativ er den egentlige illusion.

Og det er ikke bare en nymodens trend. At være rebelsk, at opstille alternativer og være imod the establishment- det er ældgammelt. Forestillingen om, at den verden, vi bebor, blot er illusorisk og tom, går i hvert fald helt tilbage til romantikken. Den fik nyt liv hos den neoromantiske Karl Marx, og den påvirkede hele det 20. århundredes menneskesyn med Freud. Mennesket var buret inde i et jernbur (som hos Max Weber), hvor det blev løjet for og bedraget af markedskræfter, og derefter blev de sultende arbejdere spist af med tomt forbrug hos både Marx og senere Baudrillard. Det sidste er i det hele taget en absurd selvmodsigelse, som Heath og Potter endelig får punkteret, men som stadig lever i bedste velgående hos forbrugshadende anti-liberalister.

Jeg husker fra mine studier blandt de autonome på Nørrebro, hvordan forestillingen om den store illusion også her var en bærende fortælling for den politiske kamp. Folk skulle vækkes af deres søvn, og slå øjnene op. Man skulle rive dynen af dem og udfordre den zombietilværelse, som forbrugsræs og kapitalisme blot udgjorde. Det var umuligt, at folk blot havde valgt denne livsstil af frivillige årsager. Nej, på den ekstreme venstrefløj troede man ikke på den slags frie valg. Her var man blevet bevidst om tingenes virkelige tilstand. Uden for boblen.

Der ER jo tilsyneladende intet alternativ [til systemet]. Man forsøger igen og igen at slå huller i kulturen og præsentere et sådant. Men kort tid efter vil alle have alternativet trykt, på t-shirts, på plakater og på deres kaffekrus. Ikke fordi kapitalismen og systemet er en parasit, der angriber alt, men fordi VI alle sammen er systemet, og fordi det ikke kan være anderledes.

På humanistiske uddannelser dyrker man sin egen version af myten, når de studerende ukritisk læser forsludrede teoretikere som eksempelvis filosoffen Michel Foucault, der hævder, at definitioner på mennesket er helt afhængig af magtforhold, og at mennesket i sig selv ikke ejer nogen essens. At det slet ikke findes. Hos Foucault dyrkes det unormale og gale, fordi det sindssyge kun er en tilfældig historisk konstruktion, der udtrykker den til enhver tid herskende forestilling om det normale. Og Hvem er gal, mig eller samfundet? genlyder også den enerverende stodderromantik, der gennemsyrer alt fra det sociale eksperiment Christiania og til Ungdomshuset.

Modkultur er noget vrøvl. Det er blot et udtryk for et håbløst forsøg på at være ny, kreativ og skabe opmærksomhed om sig selv. At sælge den slags som et oprør mod konformitet og vanetænkning er ganske enkelt et bedrageri. Men det virker. Det er smart, det er sexet, og det kan få selv den største idiot til at virke begavet og modig. Modkultur har intet at give os. Det skaber ingen politiske forandringer eller positive menneskelige resulta
ter. Ungdomshuset er blot
endnu et udtryk for netop modkulturens selvoptagede pseudo-revolution.

Verden findes, og til alle dem, der stadig får blanke øjne, når de fortæller, hvordan man kan sige nej til det etablerede og finde sandheden ved at gå bag om vores fastlåste tankegang og den skjulte magt, er der kun at sige: Shut up and get real!”

Han lyder altså næsten som en Punditokrat …

16 thoughts on “Ugens citat: Dennis Nørmark om "modkultur" og virkeligheden

  1. Martin

    Er det ikke et re-run fra 2004?En lille kommentar: Jeg synes Dennis har ret langt henad vejen, og jeg synes også at Foucault er en anelse langhåret. Nu kender jeg dog ingen humanister som læser Foucault ukritisk endsige forstår ham fuldt ud. Det gør jeg heller ikke personligt. Jeg er som Dennis ikke enig i alt hvad Foucault skriver, og jeg tror heller ikke at Foucault prøver at overbevise sin læser på et empirisk grundlag, idet dette ganske enkelt ikke lader sig gøre. Dermed kvalificerer Foucault sig ikke til en umiddelbar Poppersk falscificering. Det som Foucault til gengæld formår, er at løfte en flig af tæppet og muligvis give os et blik på en bagvedliggende struktur. Igen vil jeg understrege, at jeg ikke selv er enig i alt af denne forfatter, og jeg vil medgive, at det er problematisk at teorierne ikke bliver grundigt underbygget eller forsøgt falsificeret. Det de derimod gør, som tydeligt falder Dennis for brystet er, at de ikke deler hans opfattelse af virkeligheden. Derfor synes jeg det er billigt sluppet at hænge en original teori ud, uden at konkretisere kritikken mere end blot konkludere, at den tager fejl. Er dette god videnskabelig praksis? Nå, nok om Foucault og lidt mere om videnskabsopfattelse på humaniora. Først: IKKE ALLE HUMANISTER ER SOCIALISTER – prøv at holde galden tilbage og tænk ud af boksen. Det er bestemt heller ikke alle humanister som bifalder, at teorier ikke underbygges, men bare føles, faktisk tror jeg ikke, at der er flere brodne kar på humaniora end andre retninger. Det dumper man altså også af på humaniora. Lidt generel forståelse af videnskabelighed på humanisme: Jeg forstår så udmærket Dennis’ kritik, idet den umiddelbart synes logisk. Da Humaniora ikke kan underbygges med tal er alle meninger lige gode og dermed ikke falsificerbare. Dette er ganske enkelt en elementær fejlslutning på grundlag af enten ond vilje eller mangelfuld videnskabsteoretisk forståelse. Dennis fremhæver en langtfra ny akademisk diskussion: Kan al menneskelig adfærd forklares udfra neuroner og gener? Dette lader sig ikke umiddelbart besvare hverken af humaniora eller naturfag. Humaniora og naturfag prøver i mange henseender at svare på det samme spørgsmål, men fra hvert sit udgangspunkt. Jeg afviser ikke, at der engang via biologien kan svares på mangt og meget om den menneskelige adfærd. Det ser vi allerede. Imidlertid er der endnu mange spørgsmål, som besvares bedre af humanister end biologer. Dermed bringer dette os til forståelsen af humanioras videnskabelighed: Humaniora påstår ikke at opnå en endelig og fuldstændig forståelse, men er derimod altid åben for kritik og revidering. Derfor er der netop så mange paradigmeskift i humaniora. Dette virker muligvis for udestående som om, at alle meninger rutinemæssigt skiftes ud, og der dermed opstår en ligegyldighed overfor begrundelser. Dette er imidlertid en fejlslutning, da det i virkeligheden er en sund revisionisme, som udspringer af en tradition for nådesløs videnskabelig kritik og ikke en ligegyldighed. Idet humaniora beskæftiger sig med mennesker og ikke med atomer, er det ikke muligt at give ”naturlove” udfra en videnskabelig ansvarlig position. Humanismen arbejdsfelt bliver da plausible og forklarende teorier, underbygget på empiriske kilder. Dermed er humaniora i sin grundfæstning ikke mindre videnskabelig redelig end andre videnskaber. De har blot forskningsemne til forskel, som også betinger forskellige mulige tilgange. Lad mig illustrere min pointe ved at vende mig mod en anden videnskab, som normalt ikke karakteriseres som humaniora, nemlig økonomi. Hvorfor gør den ikke det? 1) Fordi den bruger tal og 2) Fordi den bruger matematik. Under alle andre forudsætninger er den humanistisk. Den beskæftiger sig med menneskers verden og bruger historien som begrundelse. Dens forfædre var ikke velbevandrede i matematik, men nærmere i filosofi. Hvad gør tal til en mere troværdig kilde end andre kilder? Tal kan være underlagt ligeså meget forstyrrende støj som alle andre kilder. Hvorfor bliver en videnskab mere korrekt af at bruge matematik? Matematik er et sprog, og er derfor lige godt til både videnskabelig redelighed som uredelighed. Hvorfor er denne videnskab ikke underlagt samme hetz som humaniora? Den er ikke mere videnskabelig, og langt mere lempelig i sin tilgang til afvigelser grundet sin normative fremtræden, hvor den klassiske humaniora stræber efter en mere korrekt fremstilling i sin ideografisk tilgang, og insisteren på en forholden sig til kendsgerninger. Der er dermed ikke nogen saglig baggrund for ikke at inkludere samfundsvidenskaberne og nøjes med at konkludere, at naturvidenskab er den eneste saglige videnskab. Jeg tror grunden skal søges i, at den økonomiske teori efter murens fald er blevet liberal. Hvem talte om meningsdiktatur? Mange af den neoklassiske økonomis konklusioner er tydeligt ideologisk begrundet, men stadig ingen kritik. Kunne dette skyldes, at dette var den rigtige ideologi?Hvis jeg nu lover Dennis, at ikke alle humanister er kommunister, kunne vi så opnå en dialog funderet på fakta, som er grundstenen i al redelig videnskab?Venlig hilsen MartinHistoriker & Økonom.

    Svar
  2. Dennis Nørmark

    Kære MartinJeg fik af vide at min kronik blev gengivet herinde og fandt så derfor også din kommentar som jeg gerne vil knytte et par ord til. Yes jeg har været ude med riven før og jeg gentager mine synspunkter fordi jeg så sjældent hører andre humanister ytre dem. Først og fremmest, Foucault. Nej nærer et dybt mishag mod den mand og hans tænkning. Den er både amoralsk, udokumenteret og umuligt at falsificere som videnskab (alt tydelig magt er magt og når det ikke er tydelig magt, er det bare skjult magt…. hvor herre bevares). Det er min erfaring som underviser igennem en del år at Foucault hos de studerende er “den lette vej”. Det kan bruges på alt fordi der ingen analytiske kriterier er for at anvende det. Man kan ganske enkelt påstå at der er tale om magt, eller historiske konstruktioner eller hvad han ellers har fundet på, uden at Foucault anviser begrænsninger på sin egen teori. Dermed har det lige så stor videnskabelig gyldighed som psykoanalysen. Det passer på alt, og man virker meget klog når man bruger det. Man udtrykker en særlig ophævet reflektion der gør det muligt for én at gå bag om alle sociale fænomener. Men teorien lader sig ikke falsificere, fordi den er unøjagtig og ingen sandhedskriterier anvender. Jeg kan virkelig ikke advare for meget om at anvende den mand og hans tanker. I øvrigt tror jeg ikke at alle humanister er socialister (endsige kommunister). Undersøgelser (saglige og videnskabelige) har dog påvist en overvægt til venstre. Jeg frygter at den overvægt er en del af forklaringen på at humanioras sunde videnskabsskepsis, er blevet til en videnskabshetz (særligt mod naturvidenskab). Venstrefløjens tendens til at hælde mod videnskabsskepsis er også dokumenteret og jeg giver dig gerne kilderne. Mine erfaringer med humaniora kommer ud fra min egen erfaring som underviser. Er det muligt at dumpe på humaniora. Bestemt. Men det er lettere end de fleste steder. med venlig hilsenDennis Nørmark

    Svar
  3. Martin

    Kære Dennis NørmarkJeg deler i og for sig dine synspunkter omkring Foucault, synes dog de er en anelse bombastiske. Tror egentlig ikke vi er så langt fra hinanden omkring videnskabelig redelighed. Jeg vil dog blot protestere imod, at du slår alle humanistiske retninger i hartkorn. Det er min egen opfattelse, at økonomistudiet er langt mere ideologisk præget end historiestudiet, og at historiestudiet på KU vel nærmest er radikalt følgende traditionen fra de gamle historikere på stedet. Det er desuden min erfaring, at jeg modtog højere karakterer på økonomi end historie. Dette skyldtes velsagtens at karakterene på økonomi oftest var betingede af en udenadslære, mens historiestudiet trak mere på de analytiske evner.Med Venlig Hilsen MartinPS: Tak for den fredelige tone. Var en anelse bekymret, idet nogle af de andre indlæg bliver ført i en noget hadsk tone.

    Svar
  4. Dennis Nørmark

    Kære MartinDet manglede da bare. Man skal altid tale ordentligt til hinanden også selv om man går op i noget med liv og sjæl.Ikke alle humanister er slemme. Men som du også ved så handler al videnskab om at forsøge at generalisere. Ellers er det intet værd. Blot man angiver, HVOR man har set den tendens man påpeger. Enkelte undtagelser betyder ikke, at en generel analyse kan afvises. Det er faktisk ofte det jeg har sværest ved at overbevise mine studerende om. At det, at de kender nogen som ikke gør som alle andre, ikke betyder, at det jeg lige har sagt, er forkert. Det er ikke for at belære dig, for jeg ved udemærket godt at jeg ikke lagde nogen fingre imellem selv, og du derfor i princippet har fuldstændig ret. Men det er nu engang den polemiske stil man må anlægge i en kronik. Jeg forsøger at udarbejde et bogprojekt om kognitive mønstre på den politiske venstrefløj som jeg håber på at starte på engang til næste år. Så får du mere fakta på påstandene og afgrænsning på studieobjektet. med venlig hilsenDennis

    Svar
  5. nai

    I forbindelse med diskussionerne om humaniora og deres rolle tror jeg det er vigtigt at skille tingene ad. En ting er fagenes videnskabelige indhold og noget andet er hvordan undervisning, forskning mv. praktiseresHvis vi starter med det sidste kan jeg som cand.mag. kun være enig i at kravene er forsvindende små. Især på de mere abstrakte fag som kunst, litteratur, medievidenskab osv., hvor man aldrig har formået et finde en form for videnskabeligt ståsted efter at marxismen faldt som samlende forståelsesramme. Overfor dette står imidlertid fag som trods alt holder på en form for videnskabelighed. Retorik satser fortsat på den helt basale analyse (struktur, fonetik osv.) og filosofi på KU har også lagt en fast linje omkring sprogfilosofien, som godt nok får mange blødere sjæle til at falde fra, men som også betyder at der i en eksamenssituation er enighed om hvilken viden, der faktisk kan forudsættes. På mit eget fag litt.vid./moderne kultur var en sådan aldrig til stede, og man kunne derfor beskæftige sig med sådan stort set hvad man havde lyst til og med den metodik man havde lyst til. En særlig populær variant var den fænomenologiske metode, som i denne version gik ud på at tage ud og opleve nogle “fænomener” (gerne i det urbane rum eller noget) og så finde sine egne ord til at beskrive nogle underliggende “strukturer”. I dette tilfælde er det efter min mening i langt højere grad praksis end teori der halter. Fænomenologien som filosofisk retning er jo et sæt af mere eller mindre stringente argumenter, som i nyere tid endda bygger på kognitionsforskning med mere. Det kræver bare et enormt arbejde at lave den slags studier ordentligt, og det bliver aldrig krævet. I stedet vil man bare gerne have nogle “interessante tanker” og derfor ser man stort på løsagtig omgang med begreberne. M.a.o. kører man nogle kunstgreb uden at forholde sig til hele den underliggende teori, og dette bliver blindt accepteret.Jeg tror faktisk ikke der er ond vilje, men som nævnt tidligere har mange institutter svært ved at finde ud af hvilket ben de skal stå på. Man har typisk en generation af ældre forskere, som er uddannet i en marxistisk (videnskabelig?) tradition, som kører deres eget løb, hvis de overhovedet kører. Så har man måske for mangfoldighedens skyld ansat en enkelt med kognitionsforskning som speciale og så er resten “eksperter” i hver deres variant af diskursanalyse. Første skridt i opbygningen af et forskningsmiljø er, at man definerer sit felt, og som det fremgår er det netop det største problem rigtigt mange steder. På Moderne Kultur og Kulturformidling beskæftiger man sig således med æstetiske fænomener frembragt siden modernitetens frembrud (og så kan man lige diskutere om den starter ved den franske revolution, ved romantikken, ved industrialiseringen, men som regel ender man med den gamle marxist Marshall Bermann, og i samme omgang også med hvad æstetiske fænomener egt. er osv.). Uden nogen fælles ramme er der desværre ingen meningsfulde diskussioner eller for den sags skyld et fælles grundlag for bedømmelse. Derfor slipper man af sted med ufatteligt lidt (også som ansat, men det skal jeg nok undlade at fremture med i denne sammenhæng :-). En meget stor andel af humanioras misere er efter min mening derfor institutionelt betinget snarere end videnskabeligt betinget.For så vidt angår det faglige indhold er DN ud med riven efter Foucault, som jeg tilfældigvis holder meget af til trods for jeg ikke deler hans politiske observans. Og hvis jeg må være så fri, så hopper DN direkte i humaniorafælden og kritiserer ud fra et særdeles løst grundlag (en engelsksproget introduktion måske, eller en forelæsning med Dag Heede, begge dele ofte anledning til væsentlige misforståelser). Kort refereret er kritikken at Foucault mener at mennesket ikke har nogen essens men kun er udspændt i magtforhold, at sindssyge er en tilfældig historisk konstruktion der udtrykker den herskende forestilling om det normale og så endeligt at Foucault leder direkte til den idiotiske påstand om at det måske bare er samfundet der er sygt hvilket igen giver Foucault ansvaret for Ungdomshuset mv. Analysen ville sikkert være bestået på humaniora hvis man fedtede den ind i nogle selvopfundne ord og så huskede kun at sige noget grimt om de højreorienterede, MEN som læsning og som humanistisk videnskab er analysen helt til rotterne. Hvis man nu fx starter med debatten om den gale, så stammer alle Foucaults skriverier om dette fra den første del af hans forfatterskab og i særdeleshed hans doktorafhandling fra 1962. På dette tidspunkt eksisterede der intet magtbegreb i hans verden. I stedet var der tale om et Heidegger inspireret forsøg på at finde en form for oprindelighed forud for sproget, og hans påstand blev at den gale (og kunstneren) var i var i stand til at formulere denne oprindelighed på en indirekte facon. Lidt på samme måde som kunstneren hos Heidegger er i stand til udtrykke en flig af den oprindelige væren. På den måde var der langt han af vejen tale om et epistemologisk projekt, og på ingen måde en påstand om at den gale blot spejlede sin definition.Så er det korrekt at han hævder, at diagnosen foretager et voldeligt greb på den gale, og at han hævder at den moderne diagnose har mindre respekt for den gales integritet end den middelalderlige udstødelse. Men ærligt talt er det så åndssvagt at påpege at det moderne regime, herunder lægestab, statsdannelser, militær, videnskab osv. absolut ikke er værdiforladte, og at megen af det som bliver fremstillet som frihedssnak, fx den socialistiske ide om at befri mennesket fra sig selv, rummer temmelig mange muligheder for skjult undertrykkelse. Hvis du vil sparke mod nogen der mener, at den gale bare spejler et sygt samfund tror jeg du skal sparke efter Deleuze/Guattari i stedet. For deres sindsyge/kapital undersøgelser er helt væk, sidstnævnte var endda selv praktiserende antipsykiater, men det er en helt anden boldgade.Magtrelationen kommer hos Foucault i ”Surveiller et Punir” og bliver først teoretiseret i først bind af ”Histoire de la sexualité”. Denne teori blev i Frankrig opfattet som et voldsomt opgør med marxismens gruppe- og klasseorienterede magtteori til fordel for en analyse af det enkelte individ. Sætningen “Le pouvoir vient d’en bas” blev således noget af det meste forkætrede der blev skrevet om magt det årti fordi Foucault tillod sig at sige at der ikke var tale om en passiv pøbel der blev undertrykt af en styrende magt. I stedet for en undertrykkende mastermind sad der en masse embedsmænd, som var placeret i situationer hvor de intetandende udøvede magt i kraft af deres klassifikationer og domme og at individet reagerede overfor dette ved at bede om mere disciplinering.Den vigtigste pointe var hvordan offentlige myndigheder gennem deres registrering og kategorisering påtvang mennesker en identitet. Lugter det lidt af frihedsfilosofi? Det synes jeg det gør. Og det lugter i hvert fald af et opgør med både socialisme og socialdemokratisme. Socialrådgiveren med alle sine gode holdninger indspinder også sine klienter i et spind af kategorisering og magt, som får den til at indrette sig efter dette og får dem til at bede om mere magtudøvelse. I en anden version er dette blevet til incitaments- og agentanalyser og alt muligt andet, men der er pointer der ligner…Foucault ville så benytte sin frihed til pisk og bøssebarer uden af grund at skulle kategoriseres som sadomasochistisk homoseksuel. Nu er det ikke lige mine interesser, men jeg tror de fleste herinde deler fornemmelsen af at myndighedernes registrering og kontrol påtvinger mennesket en identitet og nogle roller som man ikke selv har bedt om.Nå det blev lidt langt, men jeg synes det er vigtigt at skille tingene ad. Fordi de danske humaniorainstitutter er befængt af dårlig ledelse og manglende disciplin betyder det ikke, at alt hvad man læser på humaniora er lige så dårligt. Og selvom franskmændene kan være nogle syrehoveder er der store ting at tænke over hvis man gider at gi
    ve sig tid til at grave genne
    m snik-snak.Med venlig hilsenNicolai

    Svar
  6. nai

    Burde lige have sagt at jeg ikke “principielt” er uenig med dig omkring den sørgelige tilstand på humaniora. Men når jeg nu faktisk holder meget af Foucault kunne jeg ikke lide at se ham behandlet så stedmoderligt. Sådan tror jeg mange af os har det med vores kæpheste. Fx kan jeg også godt lide Habermas. Strukturwandel fik mig til at blive liberal, men det var nok fordi jeg kun læste den første del, så pas på du ikke skriver noget grimt om ham, så kommer jeg og retter dig :)Til gengæld må du skrive lige så mange grimme ord du vil om Gadamer, Adorno, Marcuse, Baudrillard osv. som du overhovedet har lyst til…

    Svar
  7. Bielefeld

    Måtte det her være tilladt at henlede læsernes opmærksomhed på den i snævre kredse berømte neokonservative kulturteori—repræsenteret af specielt Daniel Bell og Irving Kristol—hvis hovedtese er, at modkulturen har sejret over kulturen, hvilket betyder, at der ikke længere kan være en modkultur. Eller måske rettere: man kan kun sige eller gøre noget provokerende og dermed skabe en modkultur, hvis man er konservativ eller traditionel. Konservatisme provokerer. Verden er vendt på hovedet.

    Svar
  8. David G.

    Fin-fin tråd.Nicolai har ret i at Foucault ikke nødvendigvis skal ses som ærkeskurken i humanioras selvfordummelse. Den har mange andre årsager. Jeg ved godt at jeg tit herinde siger “jamen det sagde jeg også for så og så mange år siden,” men mht Foucault skrev jeg omkring 1984 et essay om ham til “New Criterion” hvori jeg vistnok til redaktionens forbløffelse (NC opfattes som nykonservatismens litteratur- og kulturkritiske tidsskrift) påpegede at en del af hans magtkritik havde rod i hans oplevelser af det franske kommunistpartis intolerance og insisteren på disciplin og ideologisk ensretning. Ser man Foucault i en fransk ide- og politikhistorisk sammenhæng bliver han ganske forståelig.Men sådan ses han jo ikke nu, og derfor kan hans totalt banale konstatering af, at magt også eller endda fremfor alt er psykisk magt, og at magthavere udøver magt, også når de ikke selv vil erkende det, bruges til at producere alle mulige slags forvrøvlet vås.Martins bemærkninger om humaniora på KU ved jeg ikke om jeg skal le eller skælve over. For det han beskriver er jo ikke humaniora, men meta-meta-snak om ingenting. Hvor bliver forskningen i indholdet af de store skrifter, romaner, digte, værker af? Det er dog det, der er interessant, ikke “diskursanalyse” som nok er verdens mest overflødige og banale disciplin.Men indrømmet, det kræver mindre at lave diskursanalyse end faktisk at lære en række mere eller mindre svære sprog, læse de store digtere og forstå hvad de ville sige og hvordan de sagde det (man kan lære mere af at reflektere over form, indhold og grammatik i seks vers af Dante end af alle Foucaults tusinder af sider, men man skal selvfølgelig kunne latin og italiensk).Sygdommen vil ikke kunne helbredes før institutionernes magthavere begynder at belønne viden og straffe sludder. Da de selv imidlertid heller ikke er særligt vidende og ikke ønsker at blive det, er udsigterne meget lange.Jeg må også anholde Martins formodning om, at økonomien er blevet liberal efter Murens fald. Det er for enkelt. Hvis økonomien som samfunds- og adfærdsvidenskab er “liberal”, er det i grunden fordi den “liberale” attitude eller tilgang er den, der bedst forklarer virkeligheden, og det har ikke noget med størrelsen af den offentlige sektor at gøre, men med, at økonomiens grundpostulater om at mennesker hver især er bedst til at kende deres egne behov, og om, at mennesker (grosso modo) handler for at opfylde disse behov, bedst forklarer, hvad vi ser i historien.Jeg har lige afleveret et 350 siders manuskript om velstand, hvori jeg bruger en del kraft på at modificere disse grundpostulater, idet de har svært ved at indfange ting som ånd, håb og drømme, som er fundamentale, men det betyder ikke, at jeg ikke mener, at grundpostulaterne er ufravigelige som udgangspunkt.

    Svar
  9. Dennis Nørmark

    Ok NicolaiSå spørgsmålet er: har jeg læst på lektion?Min behandling og kritik af Foucault er overfladisk. Ganske bestemt, men jeg vil gerne uddybe den så.Først og fremmest vil jeg sige, at det nok mere er brugen af Foucault end Foucault selv som er problemet. Folk vælger lige netop en ”Foucault light” fra Dag Heede eller andre som de så forveksler med “the real thing” (og her skal der måske også skydes på de dårligere undervisere, der ikke formidler ham ordentligt). Men når det er sagt, bør det også tilføjes, at Foucault bærer en del af skylden for hans egen misforståethed. Det er tåget, det er til tider voldsomt selvmodsigende (særligt galskabs afhandlingen) og mange af hans begreber er så vanskeligt forklarede, at det ikke er så underligt, at studerende kun får fat i en halvt konspiratorisk pointe. Men for at tage substansen, og for at tage udgangspunkt i hvad du skrev:Om de galeMener Foucault er alt er relativt omkring sindsygdom? Tjah han mener, at det moderne blev defineret blandt andet ved en udgrænsning af det ikke normale, så det er sådan set ikke hans vurdering af de sindssyge, der bekymrer mig, men hans diagnose på normaliteten. Altså, at normaliteten først bliver til, når man har blik for det sindssyge. Tesen er efter min mening en smule åndssvag, hvis man ser lidt realistisk på sagerne. Mennesket er et dyr tilpasset sine omgivelser, det betyder, at vores sanseapparat skal være i stand til at give et realistisk indtryk af, hvad vi befinder os i. Ellers ville mennesket ikke have overlevet til i dag. Vores hjerner, kategorier, forståelse og tænkning skal være sand. Var vi et dyr, der kunne finde på hvad som helst, der eksempelvis udelukkende lod sine begrebslige kategorier afgøre af, hvordan der blev talt om verden (hyppigt humanistisk argument i øvrigt), ville vi ikke overleve særligt længe. Kort sagt, normalitet defineres ikke ved sin antitese men ved sig selv. Sindssyge er kendetegnet ved at deres sanser svigter dem. De hører ser, og forestiller sig noget, der ikke er der. Det normale findes som udgangspunkt, det er det sindssyge, der er afvigende. At tro at man definerer normalitet ud fra sindssyge er ganske enkelt usandsynligt. Spændende som filosofisk øvelse, men ærlig talt langt ude.Var Foucault galskabsromantiker…? Jeg ved det ikke. Det er vanskeligt at få en klar udmelding ud af ham. Afhandlingens sidste sider veksler mellem det ene og det andet. Men summasumarum så ignorerer Foucault, at sindssyge først og fremmest er noget biologisk og hans forskning er totalt ude af trit med nyere forskning i eksempelvis skizofreniens arvelighedskomponenter. Faktisk vil jeg mene at Foucault er blevet falsificeret på baggrund af moderne neuropsykologisk forskning. Og magtDet er da udmærket, at Foucault satte sig imod de gældende marxistiske magtanalyser. Bravo. Men hvad får vi egentlig ud af at påstå (og det forbliver altså en påstand), at sociale relationer altid har et element af magt. Der sker det, at man leder efter det, og så finder man det også.Enhver situation kan tolkes som en magtrelation, hvis blot man ønsker det. En læge og en patient. Han, lægen, har noget hun har brug for. Nemlig viden. Altså er der magt involveret. Han siger hun skal leve sundere for hendes egen skyld. Altså magt skjult som hensynsfuldhed, der har til formål at skabe selvovervågning og kontrol i individet selv. Lægen giver hende den medicin han vurderer er bedst, og dermed bliver hun et offer for hans klassificering af hende. Eller bedre endnu, lægen nægter hende medicinen og nu er hun så virkelig et offer for hans despotiske magt. Jeg ser igen og igen den slags socialanalyser hos mine studerende. Og det er ærligt talt trættende. Foucault skal have ros for at udfordre marxismens magtbegreb og vise at magt er EN DEL af vores forskellige sociale relationer. Du har helt ret i at klientgørelsen i den moderne stat, kan være manipulation forklædt som omsorg. Men det kan også være så meget andet. Man kan se det som magt, hvis det er det, man har bestemt sig for at se. Men man kan også rent faktisk se det som en sagsbehandler der oprigtigt forsøger at gøre sit bedste. Foucault giver os bare ingen redskaber til at skelne. Og det er, hvordan du end vender og drejer det, en analytisk svaghed ved magtbegrebet. For det er altså ikke magt hele tiden og ikke alle relationer. Vi reagerer også på grund af kærlighed, frygt, liderlighed, håb og drømme. Men Foucault tolker også disse ting som dominationsmønstre, og så synes jeg ærlig talt den menneskelige psykologi er blevet for enstrenget. Foucault ser på tekster. Han læser og læser. Han udvælger det som passer ham, og han laver for få realitetstjek. Viden er en form for magt! Nej, viden er et resultat af, at man afprøver hypoteser på den virkelige verden. Det er ikke magt når nogen overtager ens synspunkt, det er fordi vi begge bebor en virkelig verden, hvor fornuft handler om rigtige hjerner i korrespondens med en rigtig virkelighed. Derfor kan vi overbevise andre om vores synspunkter. Fordi de referer til en genkendelig erfaring. Noget viden dukker frem fordi tiden er parat til det. Ja da, men det betyder ikke, at al viden er diskursiv og historisk betinget. Columbus opdagede Amerika præcis i 1492 fordi tiden var parat til det. Men Amerika… det lå der altså alligevel. Foucault og andre teoretikere bliver misbrugt. Ja, det har du ret i. Men de bærer selv en del af ansvaret. Foucault har hans gode, ja næsten geniale øjeblikke (jeg holder uendelig meget af Sexualitetens Historie), men tager man hans tænkning for seriøst så er man i fare for at miste kontakten med virkeligheden. Og det er uheldigt. mvhDennis

    Svar
  10. Martin

    Hmmmm….. Mener ikke at have sagt, at jeg bedriver diskursanalyse. Det er jo ikke alle humanister som bekender sig til denne, i sammenhængen, mindre gren. Og jeg vil fastholde, at der stadig bliver bedrevet ordentlig forskning på humaniora, selvom de mere uortodokse tilgange har sneget sig ind. Jeg prøver blot at fortælle, at det ikke er alle humanister, som betjener sig af disse tilgange. Hvis David havde gjort sig den umage at læse mit indlæg, ville han også se, at jeg ikke angriber økonomien for at anvende liberalt tankegods. Jeg bruger selv denne teoretiske tilgang i mit arbejde, da denne på mange måder er en meget givtig tilgang. LÆS: Dette er på ingen måde et angreb på liberalismen som erkendelsesværktøj. Dette er blot en illustration af hvad der sker, når man blander politik og forskning sammen. Humaniora bliver konstant angrebet for at være socialistisk, fordi den, i et vist omfang, anvender marxistisk teori. Derfor bliver konklusionen åbenbart, at alle humanister er socialister. I den sammenhæng mener jeg, at det er fejlagtigt at påstå, at en forsker nødvendigvis er socialist, blot fordi han anvender en form for klasseteori i sin analyse. Marx var en ivrig læser og benytter af Adam Smith og Ricardo gjorde dette ham til liberalist? Det vil de færreste vel mene. Det er her man må skelne mellem forskeren Marx og ideologen Marx. På samme måde kan en nutidig forsker også anvende en del af det marxistiske teoriapparat uden nødvendigvis at arbejde for den globale kommunisme. Håber at dette indlæg er med til at bibringe David en anelse mere forståelse af mit indlæg.For at være sikker på, at indlægget opfylder sit formål, vil jeg opsummere i et par punkter:1) Jeg forsvarer ikke diskursanalysen, som jeg personligt ikke ville røre med en ildtang.2) Jeg angriber ikke den liberale teori, jeg sætter det blot ind i en sammenhæng.Så derfor hvis du vil have en diskussion af diskursanalysens anvendelighed, får du ikke meget ud af at diskutere med mig. Men jeg vil selvsagt stå til din rådighed, såfremt du skulle ønske en sådan. Så i grunden er vi vel mere forvirrede end uenige.

    Svar
  11. nexø

    Som underviser på litteraturvidenskab, KU, bør jeg vel også komme med et indspark. Og afsløre, at de fleste undervisere heroppe er ret trætte af dén teoribølge – mere præcist: den særlige måde at bruge især fransk teori på – som hærgede humaniora i firserne og halvfemserne. Skal man pege på tendenser de sidste 5 år er det snarere et øget fokus på erhvervsretning af uddannelserne. Nuomdage skal så mange kurser som muligt handle om “formidling”, hvilket pt. nok er den største trussel mod humanioras faglighed, inkl. evnen til at forklare folk, hvorfor de skal lære fremmedsprog på mere end parlørniveau. En anden tendens er en ret konsekvent rehistorisering af i al fald mit fag.Det viser sig imidlertid, at de studerende ikke er trætte af teori. Indledningen på et vejledningsforløb er således typisk, at en studerende træder ind af døren, forklarer at han eller hun gerne vil skrive om en roman, et forfatterskab, nogle bestemte problemstillinger, “men kan du ikke hjælpe mig med at finde en teori, jeg kan bruge til det”. Og med teori mener de: Kan jeg finde svarene på de spørgsmål, mit stof vækker, hos Foucault, Derrida, Deleuze, Agamben, Zizek, Bakhtin eller en helt sjette? Og så skal man til at forklare dem, at sådan spiller klaveret ikke.Jeg tror, at “high theory” – som er mere end udvandet “diskursanalyse” – giver en følelse af sikkerhed for studerende på æstetiske fag. Og det især, fordi disse ellers – groft sagt og i mine øjne – mest at alt handler om metodisk håndværk, analytisk talent og kulturhistorisk viden. Men nu handler hverken universitetet eller det senere arbejdsliv jo ikke om at føle sig sikker, så … Godt er det ikke. At det skyldes “institutionernes magthavere” – hvem er det i øvrigt, underviserne? censorerne? institutbestyrerne? – tror jeg til gengæld er noget af en forsimpling.

    Svar
  12. David G.

    Martin, min flaming af diskursanalyse gik naturligvis ikke på dig, men på den. Det er da rart at høre, at den ikke er enerådende. Det anfægter dog ikke, at dit portræt af litteraturfaget gav indtryk af, at det, man beskæftiger sig, hvad enten det etiketteres diskursanalyse eller noget andet, mestendels er meta-meta-snak og ikke rigtig kritik (i ordets oprindelige forstand) af rigtige værker.Nexø: Det er jo fatalt, at studenterne tror, de skal udstyre sig selv med en masse “teori” for at beskæftige sig akademisk med en digter eller et værk. Hvis de skal have noget udbytte af denne “teori” skal de i hvert fald først have et førstehåndskendskab til de hovedværker i den europæiske litteratur, som “teoretikerne” selvfølgelig kendte ud og ind, fordi de selv var ordentligt uddannet. Det er helt bagvendt at give produkter af det nuværende danske gymnasium Foucault, Derrida og de andre franskmænd i hånden, fordi de vil ikke fatte en klap. De vil blive lammet i stedet for at få deres fantasi og lidenskab tændt.Jeg ville eksempelvis give dem Terry Eagletons lille nye bog “How to Read a Poem” og en god klassiske litteraturhistorie og så ellers bede dem komme i gang med Flaubert, Tolstoj, Austen eller hvilke andre forfattere studievejlederen (som naturligvis også må være et dannet menneske) ud fra en indledende samtale skønner, de vil få mest ud af. (I princippet kun på originalsproget, men da ingen åbenbart længere gider lære fransk, må det vel blive oversættelser … gys!!). Og så få dem hurtigt igang med skriftlige opgaver for at træne den kritiske sans også i akademisk forstand.For lige at cementere fordommen om, hvor håbløst reaktionær jeg er, ville jeg også stærkt overveje at give enhver litteraturinteresseret besked om straks at læse to bøger af C. S. Lewis, “The Discarded Image” og “An Experiment in Criticism”. Og gerne skrive en kort kritisk reaktion.Bemærk: ingen franskmænd!(Der findes naturligvis dybt geniale franske kritikere, Jean Starobinski, Paul Bénichou eller Marc Fumaroli fx., men det er ikke dem, der læses).

    Svar
  13. Dag Heede

    Kære diskussionsdeltagere. Tillad mig blot en lille kommentar: naturligvis bør man som studerende læse Foucault selv snarere end “Det tomme menneske”, mit gamle konferensspeciale fra 1988. Men “Det tomme menneske” er jo blot en introduktion eller en appetitvækker til det egentlige. Og det er vel et OK sted at begynde. Jeg havde aldrig forestillet mig, at bogen skulle kunne erstatte en Foucault-læsning, men måske supplere og introducere.

    Svar
  14. nai

    @dennis: se bare når man tager det alvorligt kan der faktisk siges noget fornuftigt, også om Foucault. Jeg synes at du selv kommer ind på, at det er en fordummende anvendelse af teorierne som gør skade ikke filosoffen selv. På den måde kan vi nok blive enige om at det ikke nødvendigvis er pensum på humaniora som har et problem, men snarere at det er ok at benytte store avancerede teorier uden rigtigt at have forstået det. Man hører ofte at man BRUGER teorien, og det er jo netop der problemet ligger. Man bedriver ikke seriøs kritik af teorier og teoretikere, for det ville forudsætte at man brugte den tid der skulle til for at forstå hvad det handlede om. I stedet bruger man nogle smarte metaforer for at kunne reproducere de slidte pointer. Jo, jo Foucault er da uklar på mange måder, men det er altså også nyt felt han bevæger sig ind på, så tanken finder ikke altid den direkte vej. Jeg må sige at mange at de mindre tågede filosoffer opnår dette i kraft af større reduktion af deres objekt.@david g: cool, med din artikel fra 1984, på det tidspunkt var der ikke mange der havde opdaget den vinkel. I hvert fald ikke uden for Frankrig. Jeg ved ikke om humaniora nødvendigvis skal tilbage til de filologiske rødder og dyrkelsen af de skønne kunster. Man må vel indrømme, at der også i de mere flyvske sider er ting der både akademisk og udenfor den akademiske verden er ganske relevante. Fx Foucault hvis man gider at bruge tid på at gøre det ordentligt.@nexoe (tue?): Jeg husker fra min studietid (vores fælles hvis det er Tue), at vi talte om “high-theory” som en akademisk pubertet. Jeg tror stadig den holder. Man må gå igennem en periode hvor man læser utålelige ting og er utålelig at høre på for at komme styrket igennem på den anden side. Jeg tror ikke at andre end dig har talt om “instituttets magthavere” et meget lummert udtryk som antyder en underkastelse, som Foucaults magtbegreb hurtigt ville kunne debunke. Nej jeg mener at der mangler (eller manglede) klarhed i hvem der træffer strategiske beslutninger, hvem der sørger for at disse følges, hvem der har ansvar for fordeling af ressourcer osv. osv. Det kan godt være at filosofi på KUA er lidt ensrettede i deres anglo-saksiske orientering, men det har det resultat, at de har en profil (og lidt færre studerende). Man har ofte indtrykket af et en klar forskningsprofil ofres for at tiltrække studerende med de emner som er “hotte”.Nu er det så formidling – tja, hvis det er på samme måde som hidtil så vor herre bevares, men på en eller anden måde skal man jo have afsat kandidaterne i den anden ende. Jeg undrer mig nu over at formidlingen fylder så meget årsværksmæssigt. Det er da ikke tungere end at der burde findes tid i den rigelige fritid. Det sker selvfølgelig også, og de dygtigste studerende finder tid til både ordentlig akademisk arbejde og artikelskrivning ved siden af.@dag heede: Jeg skældte ikke ud på din bog. Jeg synes faktisk det er en udmærket introduktion på sine egne præmisser. Omfanget tillader jo ikke en nærmere undersøgelse af alle mulige hjørner. Problemet er at man slipper afsted med en lave en analyse af storbyens ornamenter ud fra en diskursanalytisk vinkel med Foucault som teoretiker, bygget alene på din bog. Så megen kritik og så få konstruktive forslag. Hvis I sidder inde med dem er jeg meget interesseret i hvordan folk i universitetsverdenen opfatter deres situation ledelses- og styringsmæssigt. Hvad skal der til for at sikre et højere fagligt niveau? Kan det kombineres med det store antal studerende, osv?Det er jo nemt nok at sige privatiser lortet og lad det hvile på donationer og studenterbetaling, men den går jo nok ikke i en dansk kontekst.Hvad er jeres holdning til finansiering og udvikling af den danske universitetsverden???/Nicolai

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.