Er danskerne retsløse når institutionerne svigter?
Langt de fleste af Punditokraternes læsere har givetvis allerede hørt historien. Forleden blev en urmager i Kompagniestræde i det inderste København udsat for væbnet røveri. Det sker jævnligt i Danmark, men for netop denne urmager var det syvende gang. De mange røverier har betydet, at mandens forsikring nu kun dækker 15-25 % af hans tabte værdi (tallet afhænger af hvilke medier man har læst). I stedet for at bakke, trak urmageren derfor en pistol op af en skuffe bag disken, og skød to af de tre røvere. De ligger nu på hospitalet, uden for livsfare, mens den tredje formåede at flygte ud af butikken, og nu er efterlyst.
I mange andre dele af verden er det hverdagskost, men ikke i Danmark. Vores lovgivning er nemlig skruet sådan sammen, at indehaveren af forretningen er arresteret og sandsynligvis bliver sigtet for drabsforsøg. Det er grunden til at sagen har vakt så stort postyr i medierne, og også grunden til at jeg – for første gang i min korte akademiske karriere – har været i TV for at give en slags liberal indgangsvinkel på sagen.
Hvorfor er det så vigtigt, at medierne blæser det sådan op? Hvorfor er det så vigtigt, at jeg risikerer at spilde læsernes sparsomme tid? Svaret på begge spørgsmål er, at det ikke kun drejer sig om en københavnsk urmagers uheld. Sagen er et eksempel på, at det danske samfund og den danske lovgivning er skruet sammen på en måde, som af og til giver absurde konsekvenser. Og den er et eksempel på, hvor lidt den private ejendomsret – en del af kernen i ethvert individs frihedsrettigheder – fylder i dansk juridisk og politisk tænkning.
Og hvorfor så det, kan man spørge? Jo, dansk lovgivning indeholder naturligvis en bestemmelse om nødværge – straffelovens paragraf 13 – som siger, at man ikke kan dømmes for vold hvis man har forsvaret sig mod et angreb, der konkret truede ens liv. Alle retssamfund har sådan en paragraf, for det synes indlysende, at mennesker også individuelt har lov til at forhindre andre i at dræbe dem. Men i den danske straffelov gælder denne paragraf udelukkende angreb på ens liv, ikke noget som helst andet. Hvis man, som i urmagerens tilfælde, bliver røvet uden at det direkte og specifikt truer ens liv, kræver loven, at man så at sige lægger sig fladt på maven og lader forbryderne tage hvad de lyster af ens ejendom. Man har med andre ord en lovsikret ret til sit eget liv, men ikke nogen ret til grundlaget for ens liv. Hvis man alligevel med magt forsvarer sit hus, sin pung eller sin bil, begår man en strafferetsligt strafbar forseelse.
Naturligvis skal man have lov til at forsvare sit liv, men den konkrete sag stiller skarpt på et svært dilemma: I hvor høj grad skal man vægte forbrydernes grundlovssikrede ret til at undgå fysiske overgreb mod deres ofres ligeledes grundlovssikrede ret til deres ejendom? Sagen udstiller på samme vis, hvordan dansk lovgivning er påvirket af dansk juridisk og politisk tænkning. Lovgivningen er nemlig lavet på den implicitte, men helt afgørende antagelse, at de relevante, formelle institutioner – politiet og domstolsvæsenet – altid kan forsvare borgernes rettigheder. Den er med andre ord ganske enkelt ikke gearet til situationer, hvor disse myndigheder af forskellige grunde svigter borgerne! Og om noget er historien om urmageren i Kompagniestræde en historie om hvad der sker, når de relevante myndigheder gentagne gange svigter borgerne.
Lad os følge, hvad der egentlig er sket i urmagerens tilfælde. Efter første røveri, har hans forsikringsselskab udbetalt den almindelige dækning i sådanne sager, men har sandsynligvis hævet hans præmie lidt. Manden måtte derfor selv hæfte for selvrisikoen, ligesom han naturligvis selv – sammen med sin familie – har måttet håndtere de traumer, som et væbnet røveri altid giver. Anden gang, manden blev røvet, er det samme sket, men med den twist, at manden nu viser sig at have større risiko for røveri end forsikringsselskabets andre tilsvarende kunder. Hans præmie og selvrisiko er derfor sandsynligvis sat op. Dette er også sket i det tredje, fjerde, femte og sjette tilfælde, hvor en sagesløs handlende har måttet stå med bevæbnede røvere i sin butik. Da det syvende røveri ramte ham forleden, var han derfor nede på at få dækket 15-25 % af sine tab, samtidig med at han givetvis har betalt en tårnhøj præmie – nogle rapporter peger på, at juvelerer og urmagere ofte betaler forsikringspræmier på op mod 100.000 kroner om året. Og det hele er i en meget virkelig forstand en konsekvens af myndighedernes svigt. Pga. dette svigt mister urmageren meget store summer, muligvis så store at han på sigt må lukke sin butik.
Hvordan er det så det? Jo, et røveri er noget der desværre sker, og to er sort uheld. Men hvis man bliver udsat for syv (7) røverier i en butik, der ligger i en af de gader i Danmark, hvor der færdes flest mennesker, er det ikke længere ‘bare’ uheld. Det er i stedet et udtryk for, at det danske politi ikke formår at forsvare de handlendes private ejendomsret. Om det er pga. at deres ressourcer er særligt strakt for tiden – balladen omkring Jagtvej 69 har givetvis tæret hårdt på dem – eller om man fra politisk hold ikke har allokeret nok ressourcer, er et åbent spørgsmål. Det er svært at klandre den enkelte politimand og den enkelte politimester for miseren, men fakta er, at hvis de havde formået at beskytte urmageren, var det aldrig kommet så vidt. Han må nemlig ikke indenfor lovens rammer forsøge at beskytte sin ejendom – det er kun politiet, der har den ret og manden har kun den ene mulighed at håbe på, at politiet beskytter ham. Når myndighederne svigter deres ansvar, er borgerne derfor de facto retsløse: Nok har vi en grundlovssikret privat ejendomsret, men ingen håndhæver den og vi har ikke ret til at gøre det selv.
For manden selv er det helt åbenlyst en tragisk situation. Han er truet på sit levebrød, og må sandsynligvis også leve med nogle dybe sår på sjælen efter syv røverier. For erhvervet som helhed er det også problematisk. Hvis risikoen for at blive berøvet er blevet så stor, er det et åbent spørgsmål hvor meget af branchen der på sigt overlever. Kombinationen af myndighedernes svigt og dansk lovgivnings kategoriske afvisning af danskeres ret til selvstændigt at forsvare deres ejendom kan hurtigt udhule grundlaget for en bid af den danske økonomi, ikke mindst fordi forbryderne også lærer af sagen, at det er let og relativt ufarligt at røve urmagere og juvelerer. Det er tæt på at være en naturlov, at jo oftere politiet og domstolene svigter, jo oftere rammer forbryderne de brancher som svigtes.
På den måde betyder en myndigheds forhåbentlig rent praktiske problemer et økonomisk tab for hele Danmark, men problemerne ender ikke der. Respekten for og beskyttelsen af den private ejendomsret er nemlig en langt mere fundamental faktor for moderne samfund end medier, politikere og den danske juriststand åbenbart synes at forstå. Det tidspunkt, de europæiske samfund begyndte at løbe fra resten af verden – både i økonomisk, politisk og social forstand – var netop da man gennem Renæssancen og Oplysningstiden fik større respekt for individets kernerettigheder, heriblandt ejendomsretten, og ikke mindst da man begyndte at beskytte dem. Tænk engang over det! Man kan ganske enkelt ikke forestille sig en industriel revolution uden beskyttelse af industriejernes investeringer. Uden den ville de ikke have investeret. Man kan ikke forestille sig en industriel revolution uden en vis respekt for de nye lønmodtageres ret til deres ejendom – deres lønindtægt. Ellers var de ikke flyttet fra landet ind til de nye byer og deres beskidte, men lønnede fabriksarbejde. Og man kan dårligt forestille sig en demokratisk udvikling uden ejendomsretten, der netop skabte en middelklasse med stærke ambitioner om medindflydelse i samfundet. Sidst er det også ganske svært at forestille sig en social udvikling hvor direktøren hilser på
rengøringsassistenten, hv
is den ene var herre og den anden tjener i et førindustrielt feudalsamfund.
Som Nobelpristageren Douglass North sammen med diverse medforfattere har vist, er den private ejendomsret et helt nødvendigt grundlag for udviklingen af det moderne samfund. Hvis nogen skulle være i tvivl, kan jeg kun henvise til hans forrygende – og relativt letlæste – arbejde sammen med Barry Weingast. Deres arbejde viser med al tydelighed, at det der grundlæggende adskiller os fra det afrikanske morads, den sydamerikanske korruptionssump, de menneskefjendske kommunistreder i Cuba og Nordkorea, og de traditionalistiske samfund i Mellemøsten, i særdeles høj grad er vores respekt for den private ejendomsret. Derfor er mediernes sag om urmageren fra København ikke blot en spændende og let absurd sag om myndighedssvigt og overdreven selvtægt. Den er også udtryk for et problem, der går til hjertet af vores samfund: Danskernes og særligt de danske politikeres skred i deres respekt og forståelse for den (i øvrigt grundlovssikrede) private ejendomsret. Advarselslamperne blinker allerede: Ifølge politiets statistikker, er danskerne i stigende grad begyndt at anskaffe sig ulovlige våben, et sikkert tegn på at deres tillid til landets grundlæggende institutioner er faldende. Ejendomsretten er ikke en ret, vi kan tage for givet, men noget vi ligesom vores andre frihedsrettigheder som samfund må kæmpe for. Og når samfundets myndigheder ikke gør det for os, er det af helt vital betydning at vi lovmæssigt har mulighed for at gøre det selv. Derfor gik jeg på TV forleden og forsvarede et synspunkt, der kort fortalt går på, at danskerne bør have en lovsikret ret til at forsvare deres ejendom med minimale midler (pebersprays, elektriske stødpistoler) i de situationer hvor myndighederne ikke formår det. Ellers risikerer vi at udhule de basale rettigheder, der gjorde vores land til det, det trods alt er: Et af verdens rigeste, lykkeligste og mest trygge samfund.
Du kan følge med på alle reaktioner til dette indlæg via RSS 2.0-feedet. Der er lukket for både kommentarer og pings i øjeblikket.
@ Henrik Dahl: OK jeg lod min irritation over politiet syde over. Men at “Politibetjente kan altså ikke lade en mand gå fri, der har forbrudt sig mod loven”er jo løgn. De gør det hver eneste dag. De har gjort det ved Ungdomshuset. De gjorde det da de ikke turde foretage anholdelse af voldelige antidemonstranter på Nørrebro. De gør det, når de ikke vover sig ud i visse kvarterer om natten. De anholder med andre ord helst, når det ikke er farligt for dem selv. Det ville jeg også helst selv, men jeg er jo ikke politimand, og en mand der er bange for fysisk vold bør altså ikke antages i politiet. Og sagen med urmageren kan jo antyde, at de ikke afskrækker ret meget der, hvor det betyder noget.
Jeg mener bare, at når man ser på hvor indforstået begrebet “amerikanske tilstande” bruges, så skulle man tro at der lå fuldstændigt entydige konklusioner til grund for dette. Jeg er enig med Christian H. i at kriminalitetens afhængighed af baggrundsvariable gør at det er, om ikke meningsløst, så i hvert fald ekstremt svært at sammenlige mordrater. Det synes jeg er en pointe, der ikke træder særligt tydeligt frem i medierne, hvor det tages for givet at de højere mordrater i USA skyldes deres løsere våbenlov. Når det er sagt, tror jeg, som Limagolf, heller ikke selv på at flere våben vil skabe mere sikkerhed, men at der skal andre tiltag til. En revidering af narkotikapolitikken er et godt bud.
alle disse principper meget fine, men en pointe jeg mener mangler er at urmageren bragte uskyldige menneskers liv i fare for at forsvare sine ejendele. Folk ude på gaden kunne sagtens være blevet ramt og dræbt ved et uheld.
“Man kunne starte med at ændre den Danske narkotikapolitik og dermed fratage den organiserede kriminalitet enorme indtægter, og derefter overføre de frigivne politifolk til andet arbejde.”God pointe, desuden er indblanding i hvad folk putter ind i deres mund / krop også en form for diktatur der ikke er forenelig med liberale frihedsværdier.Desværre er det de såkaldte “liberale partier” der synes at mene at mere straf og forfølgelse er vejen at gå jfr. Lene Espersens nye forslag om bøder på 2 – 3000 kr. blot for besiddelse af en smule sjov tobak.Om retten til selvforsvar:Hvis bare man kunne være sikker på at denne ret selv den sin meget begrænsede form som pt. er gældende blev honoreret.Desværre er det ikke tilfældet.Tilhører man en “forkert” eller “mistænkelig” minoritet, risikerer man selv ved den mest minimale form for selvforsvar selv at blive sigtet.Selv blev jeg overfaldet af en autonom, der ville fravriste mig mit kamera indenfor en politiafspærring (hvor vi, ca. 15 demonstranter) “nød politiets beskyttelse” (50 politifolk! 200 autonome). Optrinet varede i flere minutter hvor jeg højlydt råbte om hjælp; kun få meter fra mig var der posteret 5- 8 politifolk.Angriberen fortsatte med sine angreb, intet skete.Indtil det øjeblik hvor jeg med et nærmest symbolsk spark mod angriberen forsøgte at holde ham på afstand efter allerede at være snublet en gang pga. hans angreb. Da sprang der pludseligt fra ingenting to politibetjente frem, der “stoppede slagsmålet”.Om aften blev jeg ringet op af politiet, der fortalt mig at jeg var sigtet for “gadeuorden”. Fra denne samtale til de allersidste retsmøde forsøgte man (først politiet, derefter dommeren) at overtale mig “bare at betale bøden (600 kr.)” det ville være nemmest for mig osv. Jeg ville ikke få nogen straffeattest osv.Kun fordi jeg var meget fast besluttet på jeg ikke skulle dømmes og kom til retsmøderne meget velforberedt med en skitse og udskreven forklaring om hændelsesforløbet samt et vidne der noterede hvad der blev sagt i retssalen (det og at jeg havde min fremstilling af sagen, skitse osv. med i fem kopier var man tydeligvis heller ikke vant til) blev jeg til sidst frikendt, men ikke før jeg til allersidst igen blev “tilbudt” en endnu mindre bøde, bare jeg erklærede mig villig til at “ordne det på den måde”.Behandlingen i retten var også en oplevelse for sig, først da det var for sent fik jeg at vide at der ikke ville være mulighed for at anke, og heller ikke længere havde mulighed for at indkalde vidner når jeg ikke havde gjort det i første omgang. Der var ikke nogen forsvarer..Forsikringer om at jeg ikke behøvede at komme til domsafsigelsen, fordi “jeg ville få udfaldet tilsendt lige straks” viste sig også forkert.En uge senere gad jeg ikke vente mere og mødte personligt op på domhuset for at høre dommens udfald, hvor jeg også fik indblik i retsvæsenets interne arbejdsmetoder, og hørte på dommerens betroelser af hvilke jeg lærte at retsvæsenets forventninger til de involverede borgeres intelligens er af en sådan art at dommeren brugte det som argument for at der ikke var nogen form for “brugsanvisning”, i form af beskrivelse af rettigheder (manglen på muligheder for anke, indkalde vidner i anden omgang) eller kort beskrivelse af hvordan man skal forholde sig under retssagen.Det ville ifølge dommeren kunne forvirre subjekterne pga. de ikke ville kunne forstå det. Goddaw mand økseskaft, fordi der eksisterer nogle tumper og analfabeter skulle jeg ikke præsenteres kort for mine rettigheder. Det hele gav indtryk af en utrolig amatørisme, hvor der var uklarhed om alt muligt og borgerens retssikkerhed helt tydeligt havde allersidste prioritet.Selve min “sag” er måske ikke særlig interessant for andre, men som en beskrivelse af hvordan man er overleveret til hedningerne når man har med retsvæsenet at gøre er min detaljerede beretning ærerig. Kan anbefales til alle der endnu ikke har stiftet bekendtskab med retsvæsenets praksis, det kan spare en for at begå de samme fejltagelser som jeg lavede.I øvrigt var min afsluttende bemærkning til kontorpersonalet og dommeren (uformelt efter frikendelsen) at man fik bedre service i Bilka end hos det danske restvæsen, et udsagn jeg holder fast ved den dag i dag.Patriot Frikendt i rettenDebatten om retten til selvforsvar /ejendomsretten kan ikke løsrives fra hvordan den i virkeligheden forvaltes af politi og domstole.Desværre kunne det se ud til at disse rettigheder mest består på papir, og bliver forvaltet på en måde der på sin vis gør at disse rettigheder nærmest er værdiløse.Skal jeg forsvare jeg mig mod en angriber, må jeg forholde til at det kan være at det er at foretrække at lade mig slå til plukfisk uden at gøre modstand, da jeg trods alt hellere risikerer det end selv at ende med at bruge en masse tid på retsmøder, en voldsdom og muligvis at komme i spjældet. Her er min utryghed overfor retsvæsenets praksis nu blevet så stor, at det i virkeligheden har undermineret min lovlige ret til at forsvare liv og helbred i en grad hvor jeg skal frygte retsvæsenet mere end en eventuel voldsmand. Og det under de mest optimale betingelser man faktisk kunne forestille sig, nemlig under “politibevogtning”.Forestiller man sig at jeg en gang skulle have ytret mig på f.eks. min hjemmeside med en offensiv holdning i forbindelse med selvforsvar, (tror nu nok ikke at jeg har) så vil jeg ikke være i tvivl om at sådanne ting ville blive brugt imod mig ved en evt. sag i forbindelse med selvforsvar.Danmark er desværre ikke i praksis længere en retsstat, venstrekstremister og muslimer har frit spil på gaden, danske borgere forbydes at demonstrere, stjålet ejendom (Ungdomshuset) leveres ikke tilbage.Politiet håndhæver lov og orden for nogle grupper, mindre for andre. Men når det passer dem kan politiet overtræde deres beføjelser stort set ustraffet og gør det rutinemæssigt. Det får kun konsekvenser hvis det er de forkerte det går ud over, nemlig venstreekstremister og muslimer der har forbindelse til foreninger politikere og medier de kan kalde på til at støtte deres sag.
i øvrigt er danskerne ligeså plaget af forbrydelser som amerikanerne. Man da langt hovedparten af alle disse forbrydelse er cykeltyverier er en sammenligning rimelig bizar. USA er simpelthen et mere råt samfund.
Linket kom ikke med i ovenstående indlæg:http://balder.org/articles/Patriot_Frikendt/1-Frikendt.phpEller:http://tinyurl.com/38nax4
“USA er simpelthen et mere råt samfund.”Ja og midt i al vores identifikation med “vestlige lande”, Europa og USA osv. har mange en tendens til at glemme, eller også ved de det simpelthen ikke på grund af mangel af erfaring med forskellige nationaliteter fra forskellige samfundslag, at forskelle i national-karakter kan være enorme, selv i nabolande.Der er sikkert allerede nogen der har nævnt det, men antallet af våben i Canada skulle være næsten lige så stort som i USA, uden at det giver anledning til særlig mange problemer.
“@ Chr H: Man må bare erkende, at de love som USA har, hvert år medfører dødsfald, som kunne undgås ved en strammere våbenlovgivning. Det er et faktum. Det er ikke et faktum, højst et gæt. Det er ydermere et gæt, som Lott og Malcolm med god grund anser for højst usandsynligt.”Det ER altså et faktum – når 3-4 % af alle skudrelaterede dødsfald hvert år skyldes uheld er det da et faktum, at fjernelsen af adgang til våben ville skabe færre dødsfald. Den eneste faktor der skaber disse dødsfald er adgangen til våbene, der er ikke tale om hævndrab, kriminalitet eller lignende. De er en direkte konsekvens af, at så absurd mange amerikanere har et våben. Om strammere våbenlov så samlet set ville skabe et fald eller en stigning i dødsfaldene (pga. den afskrækkende effekt) er en anden diskussion som er så uendelig meget mere usikker. Det er et politisk valg fra politikernes i Washington at se igennem fingre med alle disse mange meningsløse dødsfald med argumentet om individets ret til at beskytte sin ejendomsret er så vigtig. Skræmmende er det ikke desto mindre, at Gress også gør sig til fortaler for, at der skal være mindre strenge krav om opbevarelsen af skydevåben i amerikanske hjem. Det er endnu et klart eksempel på at sætte beskyttelse af ejendomsretten over individets liv da sådanne lovændringer højst sandsynligt vil medføre flere uheld. Vi mangler forresten stadig at se dokumentation for den påstand om, det er hyppigere at der sker dødsfald pga. den stramme våbenlovging end ved uheld.
Christian H.: “Det er et politisk valg fra politikernes i Washington at se igennem fingre med alle disse mange meningsløse dødsfald med argumentet om individets ret til at beskytte sin ejendomsret er så vigtig.”Tja, ja, bum, bum–og så nogle små ubetydelige detaljer såsom “Bill of Rights”‘ 2. tillæg til forfatningen og domstolenes +200 års fortolkninger heraf, som “politikerne i Washington” altså ikke uden videre kan komme (helt) udenom–altså uden at vedtage et enslydende forslag til forfatningsændring med 2/3 flertal i begge kamre og efterfølgende sende det til ratificering hos staterne, hvoraf 3/4 af disses delstatsforsamlinger (eller deciderede grundlovgivende forsamlinger) skal tiltræde dette … Så om det er, fordi de “ser igennem fingre” med, hvad du opfatter som fakta, eller fordi de anser det for usandsynligt at kunne forbyde borgerne at bære våben eller noget helt tredje, er vel et åbent spørgsmål.CH: “Skræmmende er det ikke desto mindre, at Gress også gør sig til fortaler for, at der skal være mindre strenge krav om opbevarelsen af skydevåben i amerikanske hjem. Det er endnu et klart eksempel på at sætte beskyttelse af ejendomsretten over individets liv da sådanne lovændringer højst sandsynligt vil medføre flere uheld.” Personligt er jeg ganske villig til i ganske mange tilfælde at sætte menneskers private ejendomsret over, hvad de måtte kunne finde på at gøre med den mod deres egne liv. Piller, alkohol, tobak, knive, skruetrækkere, børnelegetøj på gulvet–you name it. Som Benjamin Franklin (angiveligt) sagde, “Those who would give up Essential Liberty to purchase a little Temporary Safety, deserve neither Liberty nor Safety.”CH: “Vi mangler forresten stadig at se dokumentation for den påstand om, det er hyppigere at der sker dødsfald pga. den stramme våbenlovging end ved uheld.”M.h.t. dokumentation så har jeg det selv sådan, at jeg mener, at det altid må være den, der argumenterer for et indgreb i menneskers frihed, som har “the burden of proof”, så egentlig ville jeg da gerne i første omgang se nogle kunne godtgøre, at der faktisk er tale om, at det–alt andet lige–er den private besiddelse af våben, som leder til flere _netto_-dødsfald, end hvad der ellers ville have været tilfældet. Kan vi få andet end en henvisning til et øjebliksbillede af noget deskriptiv statistik?I mellemtiden kan andre interesserede læse Virginia økonomen Nic Tidemanns studie af sammenhængene mellem retten til at _bære skjult våben_ i offentligheden og forekomsten af mord, voldtægt og røveri (http://www.journals.uchicago.edu/cgi-bin/resolve?id=doi:10.1086/323311). De kan næppe siges at nå til konklusioner, man ville nå, hvis man skulle have fiflet med tallene …PS. Apropos Limagolfs referencer til Lotts undersøgelser: Her er Lotts brev til WP vedr. hans 1997 datasæt (http://www.johnlott.org/files/w_post_3-21-03.html og http://www.johnlott.org/files/GenDisc97_02surveys.html) og her er selve datasættet, som folk så selv kan inspicere/lege med (http://www.johnlott.org/).
Jeg kom lige i tanke om en mere underholdende gennemgang af Gun Control-problematikken. Af ingen andre end de glade libertarianere og tryllekunstnere Penn & Teller: http://video.google.com/url?vidurl=http%3A%2F%2Fvideo.google.com%2Fvideoplay%3Fdocid%3D4839776096802879496%26q%3Dpenn%2Band%2Bteller%2Bbullshit&docid=4839776096802879496&ev=v&esrc=sr12&usg=AL29H23lNiGq-fCZKKwfuP0duyBLgn91_gEt af argumenterne er eksempelvis at restriktiv våbenpolitik kun er borgeren til gene, men ikke i nævneværdig grad hindrer den kriminelle i at skaffe et våben. Hvis han er besluttet nok gør han hvad kriminelle generelt gør – bryder loven.—Penn & Teller står i deres program “Bullshit” for flere interessante behandlinger af mere eller mindre kontroversielle emner. GoogleVideo har gjort flere tilgængelige gennem streaming: http://video.google.com/videosearch?q=penn+and+teller+bullshit
Den eneste grund til at jeg at jeg begyndte at citere internationale mordstatestikker var fordi David Gress begyndte at citere John Lott.Personligt mener jeg ikke (som flere ellers har skudt mig i skoene) at der er en sammenhæng mellem våben og kriminalitet.Tværimod skriver jeg at befolkningstæthed spiller ind, og burde naturligvis også have nævnt fattigdom og arbejdsløshed. Det er vel ikke tilfældigt at den amerikanske kriminalitetsrate faldt drametisk i et tiår (90′erne) hvor rigdommen steg og folk kom i arbejde? Våben og race har ikke noget med kriminalitet at gøre. Fattige laver mere kriminalitet. Fattige i storbyer lave ekstrameget mere kriminalitet.David Gress mente at retten til at bære våben skaber mindre kriminalitet, men hvorfor har USA så 3-5 gange den krininalitet vi har i Vesteuropa? Amerikanerne har allerede adgang til skydevåben af en art og i et omfang vi ikke har herovre. Alligevel er mordraten betydeligt højere. Dvs. at med en Europæisk våbenlovgiving skulle de have en mordrate der var 5-10 gange større end Europa? Utroligt! Det er David Gress’ ulogiske sammenblanding af flere våben og mindre kriminalitet jeg opponerede imod ved at citere mordstatestikker.Bare lige for at få det på plads.Jeg mener at kravene til selvforsvar er blevet for høje i Danmark, man skal jo stort set være dræbt før man må gribe til det… omvendt mener jeg ikke at flere våben vil skabe mere sikkerhed.Man kunne starte med at ændre den Danske narkotikapolitik og dermed fratage den organiserede kriminalitet enorme indtægter, og derefter overføre de frigivne politifolk til andet arbejde.Politiet er uden særligt ansvar i den nuværende situation (udover det er en dårligt drevet statslig organisation). Politikernes forfejlede narkopolitik må bære hovedskylden for miséren./Limagolf
Jeg har faktisk netop i dag skrevet en post om præcis de glade trylle-ryllere Penn & Teller og deres “Bullshit!”-show (som jeg med glæde har fulgt de sidste to dage på 3+). For at “flade” mængden af poster lidt ud kommer den dog først onsdag eller torsdag. Men tak for tanken!
Der er efterhånden gået lidt statistik i den og det virker til at det forvirrer mere end gavner. Men lige for at slå det fast som PKK er inde på: Kriminalitet er meget afhængigt af baggrundsvariable – såsom demografi, fattigdom osv.. Det skal altså lige med i billedet da det gør en kæmpe forskel (og gerne mere end én baggrundsvariabel som Gress foreslår). Derfor er sammenligninger mellem mordrater i forskellige lande mere eller mindre meningsløse. Det var da også grunden til at jeg ikke fremførte sådanne tal men blot henviste til den procentvise andel af drab der i USA er en konsekvens af ulykker med våben – jeg synes tallene taler for sig selv. Men lige for at slå det fast igen – hvis man er villig til at acceptere så mange dødsfald (og sårede) med et argument om at folk skal have ret til at beskytte deres ejendom (til trods for at en del af de våben der sælges jo rent faktisk bruges til at berøve andre folks ejendom) så mener jeg, at man sætter den materielle ejendomsret højere end menneskeliv. Indsigelsen vil måske være, at våbnene også forebygger forbrydelser og dermed også forhindre mord – jeg synes bare ikke at dette argument giver frygtelig meget mening. Når 3-4 % af alle dødsfald skyldes uheld og man højst sandsynligt får mere brutal kriminalitet skal der er altså reddes en del menneskeliv gennem en afskrækkelseseffekt, som jeg ikke mener der er særlig god grund til at tro virker på desperate kriminelle.Derudover minder en sådan form for afvejning af menneskeliv lidt for meget om den mere makabre side af utilitarismen som jeg ikke mener, er særlig tiltalende. Man må bare erkende, at de love som USA har, hvert år medfører dødsfald, som kunne undgås ved en strammere våbenlovgivning. Det er et faktum. Derimod er det højst tvivlsomt og spekulativt, hvorvidt den løse våbenlovgivning ud fra nogle kontrafaktiske betragtninger skaber færre dødsfald det er tæt på umuligt at bevise. Den logiske følge synes for mig at være klar.
Bielefeld: Lol.
@ PublikumHe he… men jeg brugte begge stavemåder i samme indlæg — det er jo lidt inkonsekvent
OK… mange af os her på bloggen (d’herrer punditokrater og os gæster) er akademikere eller studerende. Derfor ligger dokumentation os meget på sinde. Alligevel er der er noget, der tyder på, at vi kan fortsætte denne dokumentations-diskussion i flere år uden at blive enige.For mig handler diskussionen ikke (bare) om tørre tal og hvilke indgreb, der virker. Det handler helt grundlæggende om principper og holdninger, og disse er som regel meget mere følelsesprægede end forskning (omend forskere vel af og til shoehorner deres forskning). Bruger begge lejre ikke videnskab som klædebon i denne følelsesbetonede diskussion? Eller forholder det sig virkeligt sådan, at de, der er for en mindre restriktiv våbenlov, har fået deres holdninger pga. forskning. Og ditto dem, der ønsker en restriktiv våbenlov? Det skulle i så fald betyde, at den ene lejr må være klar til at hoppe over i den anden lejr, den dag der kommer troværdig forskning, der endegyldigt viser, hvad der er den ‘rigtige’ løsning. —For mig eget vedkommende er det et grundliggende princip, at (skyde-) våben ingenting har at gøre i et privat hjem. End of story!
oh crap… typisk stavefejl i sidste afsnit! Jeg mente ‘grundlæggende’ og ikke ‘grundliggende’…
ChristianH: Biler dræber 100′vis af mennesker på vejene hvert eneste år. Passiv rygning dræber tusindvis. Alligevel accepterer vi det, uden at foretage de fornødne indgreb – nemlig at forbyde biler og smøger (det sidste er vi dog på vej til). Køkkenknive og kung-fu dræber også mennesker, uden at blive forbudt. At det lige præcis er skydevåben, som danskerne er bange for skyldes efter min mening mere historiske tilfældigheder end objektive fakta. Jo, de er ved gud farlige, hvis man bruger dem forkert. Men det er der jo så meget, der er.
@Henrik Dahl Rasmussen:Hvad er forskellen?http://dsn.dk/cgi-bin/ordbog/ronet?M=1&P=grundliggende
@Lars HvidbergJeg vil nu vove den påstand, at skydevåben er farligst, hvis man bruger dem rigtigt
PKK:Det ER da et politisk valg, lige meget om det er kompliceret at lave ændringer eller ej. Ændringerne ville kunne gå igennem, hvis der var den politiske vilje, men det er der ikke. Personligt er jeg ganske villig til i ganske mange tilfælde at sætte menneskers private ejendomsret over, hvad de måtte kunne finde på at gøre med den mod deres egne liv – Ja tak, men nu taler vi altså om ikke kun om, hvad folk gør med deres egne liv en del af ulykkerne skyldes jo at folk kommer til at skyde andre mennesker (jeg er ikke helt sikker på at Cheneys gode jagtven ville mene at dit argument giver så meget mening i deres konkrete tilfælde Eller måske alligevel – han undskyldte jo trods alt for at være blevet skudt så man ved jo aldrig). M.h.t. dokumentation så har jeg det selv sådan, at jeg mener, at det altid må være den, der argumenterer for et indgreb i menneskers frihed, som har “the burden of proof”, så egentlig ville jeg da gerne i første omgang se nogle kunne godtgøre, at der faktisk er tale om, at det–alt andet lige–er den private besiddelse af våben, som leder til flere _netto_-dødsfald, end hvad der ellers ville have været tilfældet. Kan vi få andet end en henvisning til et øjebliksbillede af noget deskriptiv statistik?- Interessant argument. Liberale (som jo som regel vil stå som fortalere for mindre indgreb) må altså kaste om sig med løse påstande og skyde andre folks tal ned uden nogen form for dokumentation, mens alle andre ikke kun skal kunne præsentere tal, men have decideret forskning der påviser deres holdninger? Jeg kan forstå at man skal være forsigtig når det kommer til lovgivning der indskrænker friheden, men come on det er altså en blog det her og jeg synes bare at det sprang noget i øjnene da Gress påstand virker absurd.Desuden så synes jeg også at der må ligger en vis burden of proof på våbenfortalernes skuldre. Hvis man støtter love der medfører adskillige dødsfald hvert eneste år (for lad os holde fast i at det stadigvæk er et indgreb i friheden hos de folk der bliver dræbt) mener jeg, at man bør tage området så seriøst, at man også selv føler bare et minimalt ansvar for undersøge, om de argumenter man bruger i forsvar for det rent faktisk holder.
Gress gør sig til fortaler for, at der skal være mindre strenge krav om opbevarelsen af skydevåben i amerikanske hjem.Nej, det har jeg sådan set ingen mening om. Jeg nævnte imidlertid en sag fra Californien, hvor færre (ikke ingen) låse kunne have reddet liv. Hvor mange af den slags, der forekommer, ved jeg ikke, om nogen ved.Henrik Dahl ønsker ingen skydevåben i private hjem. Han er måske også modstander af jagt og sportsskydning.
Christian H. “Hvis man støtter love der medfører adskillige dødsfald hvert eneste år”Er allerede besvaret af Lars HvidbergJeg vil gå lidt videre og protestere mod tendensen til at gøre “død” til den højeste målestok. Hvis man skulle prioritere alt i forhold til faren for at nogen kunne dø af det kunne livet blive meget ulideligt.Man kunne nedsætte max hastighedsgrænsen til 50 km/t over hele landet for at nævne noget, og kræve at folk også bærer hovedbeskyttelse når de færdes på offentlig vej.For at spare et vist antal dødsfald, skulle millioner af mennesker tage til takke med en nedsat livskvalitet / livsglæde.Derfor mener jeg at man skal tage faktoren livskvalitet med i sådanne beregninger hvor man opererer med dødsfald der ville kunne spares.Om våbenloveDen positive effekt af en friere våbenlov, og en lidt mere klar ret til at forsvare sig selv, sin bopæl og sin ejendom, ligger ikke kun i et x antal forbrydelser der muligvis ville blive forhindret.Den ligger måske i en højere grad i den psykologiske effekt af at vide at man selv kan svare mod et voldeligt angreb, og at man ikke 24 timer i døgnet er et potentielt offer. At man ikke er overladt til politiets forgodtbefindende eller tilstedeværelse for at kunne føle sig nogenlunde tryg.Se det er en kæmpe stor gevinst for livskvaliteten, især for mennesker der kan lide at føle at de selv står til ansvar og har handlemuligheder for at ændre en given situation.Som modsætning kan jeg nævne kvinder der bliver forfulgt af eks. kærester osv. Her er det sikkert også lige så meget den psykologiske effekt af at vide at man er under angreb det meste af tiden, som de eventuelle tæsk der ødelægger livskvaliteten for disse ofre.Vi trænger til en slags Lomborgsk værdisætning af ting som livskvalitet og frihed i forhold til dødsfald.Som tilstanden er nu tager man egentlig kun døden alvorlig, måske i nogle tilfalde lidt alt for alvorlig i forhold til noget som tabt livskvalitet.
Lad os prøve at tale om systematiske, komparative studier i stedet for anekdotiske eksempler. Jeg har de sidste par dage skimmet, hvad der egentlig er af empiriske, kvantitative studier af de mulige sammenhænge mellem på den ene side lovgivning vedr. våben eller mængden af våben og på den anden side hvor hyppigt, der finder mord, selvmord m.v. sted. Der er faktisk færre studier med data fra mange lande, end jeg havde forestillet mig–og de fleste af de ældre studier kontrollerer ikke for andre faktorer.To af de studier, der ser ud til at være mest nuancerede, systematiske og dækkende er opsummeret/refereret til nedenfor.Hvad siger de? Lidt forskelligt–og næsten noget for enhver smag. Bl.a. synes der at være meget få statistisk signifikante sammenhænge, hvis USA udelades–hvilket i sig selv er interessant og kunne antyde, at dette land er en undtagelse snarere end et “laboratorium”. Der er *ingen statistisk signifikante sammenhænge mellem, hvor skrap lovgivningen er, og antallet af dræbte* _når der kontrolleres for andet_, bl.a. narkotikapolitikken; tilgengæld synes der (som Limagolf foreslog) at være meget *stor sammenhæng mellem en hård/restriktiv narkopolitik og megen vold/mange dødsfald*. Fortegnet på koefficienten antyder (som hævdet af Gress), at der er *en positiv sammenhæng mellem en skrap våbenlovgivning og mordraten*–men den er statistisk insignifikant. Der er *en vis sammenhæng mellem mængden af våben og selvmord og tilfælde af brug af våben overfor kvinder i hjemmet*; det er der _ikke_, når det gælder drab på mænd eller vold mere generelt.Her kommer abstracts og referencer:Title: Guns, violent crime, and suicide in 21 countries Author(s): Killias M, van Kesteren J, Rindlisbacher M Source: CANADIAN JOURNAL OF CRIMINOLOGY-REVUE CANADIENNE DE CRIMINOLOGIE 43 (4): 429-448 OCT 2001 Document Type: Article Language: English Cited References: 29 Times Cited: 8 Abstract: Research on the role of firearms in violence and fatal events has focused heavily on American data and research. This, implies certain limitations, since the United States is one of the Western countries with exceptionally high homicide and gun ownership rates. Thus, the American context offers only limited variance in the most prominent independent as well as dependent variables. International comparisons offer challenging new perspectives. This research is based on data on gun availability in private households, collected through the international victimization surveys of 1989, 1992, and 1996, and World Health Organization data on homicide and suicide from 21 countries. It updates and extends former research conducted on this issue, based on the surveys of 1989 and 1992. In addition, data from the International Crime Victimization Surveys were used on total and gun-related robbery and assault (including threats).The results show very strong correlations between the presence of guns in the home and suicide committed with a gun, rates of gun-related homicide involving female victims, and gun-related assault. The picture is different for male homicide, total rates of assault, and generally, for robbery (committed with or without a gun). With the exception of robbery, most correlations are similar or stronger when all types of guns are considered, rather than handguns alone. Interestingly, no significant correlations with total suicide or homicide rates were found, leaving open the question of possible substitution effects. It is concluded that guns in the home are an important risk factor in suicide with guns, as well as a threat to women (especially female partners), whereas their role in homicide of male victims and street crime (such as robbery) may be much less prominent. Finally, the usual focus on handguns may lead to underestimate the role of other types of guns.Title: Violence, guns, and drugs: A cross-country analysis Author(s): Miron JA Source: JOURNAL OF LAW & ECONOMICS 44 (2): 615-633 Part 2, OCT 2001 Document Type: Article Language: English Cited References: 32 Times Cited: 4 Abstract: Violence rates differ dramatically across countries. A widely held view is that these differences reflect differences in gun control and/or gun availability, and certain pieces of evidence appear consistent with this hypothesis. A more detailed examination of this evidence suggests that the role of gun control/availability is not compelling. This more detailed examination, however, does not provide an alternative explanation for cross-country differences in violence. This paper suggests that differences in the enforcement of drug prohibition are an important factor in explaining differences in violence rates across countries. To determine the validity of this hypothesis, the paper examines data on homicide rates, drug prohibition enforcement, and gun control policy for a broad range of countries. The results suggest a role for drug prohibition enforcement in explaining cross-country differences in violence, and they provide an alternative explanation for some of the apparent effects of gun control/availability on violence rates. Der er forbehold ved begge studier, men indtil der er nogen, der kan fortælle mig, at der er noget galt med disse tal, eller nogen der kan komme op med nogen, der er testet overfor flere faktorer, gider jeg altså ikke at høre på mere om, at grunden til, at der er mange dødsfald i USA skyldes en meget liberal våbenlovgivning.
Tak for dette befriende åndehul i disse pk tider.
Her er en dame, “Miss America” (1944 vel at mærke), der forstår at udnytte det 2. forfatningstillæg …http://news.yahoo.com/s/ap/20070421/ap_on_re_us/brave_beauty_queen_1