Den invaliderende velfærdsstat

Berlingskes forside handler i dag om den nye skatteordfører for de Konservative Jakob Axel Nielsen.

Han forsøger sig med det synspunkt, at solidariteten er på retur i Danmark, hvilket også gælder de seneste fem år under Foghs regering.

Læser man artiklen i Business, får jeg indtryk af, at han er i byen med et for liberale/borgerlige velkendt synspunkt: en stor velfærdsstat amputerer folks evne til at tage ansvar for sig selv og deres medmennesker.

Det er jo et synspunkt, som mest prægnant blev formuleret af Henning Fonsmark i hans bog, Historien om den danske utopi (1990) En bog, der endnu ikke er blevet overgået i vigtighed. Gyldendal har den ikke længere på sin hjemmeside. Måske et genoptryk var på sin plads?

(Velfærds-)staten har bestemt sine gode sider. Denne punditokrat vil hævde, at der er forskel på at være liberal og anarkist, og at den vanskelige, men nødvendige opgave er at indrette Staten sådan, at der er en balance mellem de nødvendige rammer for et civiliseret samfund og risikoen for magtmisbrug og umyndiggørelse, der ikke bare er økonomisk belastende, men også åndeligt invaliderende.

Men velfærdsstaten, som den er blevet udviklet i vores del af verden, er gået langt videre og har skabt et system, der i alvorlig grad umyndiggør folk, så de bliver skadet på både krop og sjæl.

De fleste finder sig i denne umyndiggørelse. Det kan lige frem være rationelt at være systemkonform, for når man bliver flået i skat og derfor både selv og med bofællen må arbejde meget og længe, bliver det fornuftigt at kræve sine problemer løst af Staten. Man har jo ikke selv hverken tid eller penge til det. Det er jo for H…., derfor vi betaler skat, lyder argumentet fornuftigt nok.

For dem, der i det mindste bander, er der fortsat håb. Mere uhyggeligt er de mange, der vokser op med velfærdsstatens invaliderende effekt formidlet af en uhørt systemtro presse. De vokser op åndeligt amputerede, så de ikke kan forestille sig en tilværelse med mere personligt ansvar. Det må Staten ordne, og hvis jeg eller andre ikke er lykkelige, er det Statens eller den til enhver tid siddende regerings skyld, hvilket kun kan afhjælpes med mere Stat.

Måske er det her, at vi finder svaret på, hvorfor danskerne er mere lykkelige end så mange andre folkeslag: vi er lykkelige som børn, ubekymrede i vores tillid til, at Staten som vores forældre nok skal løse stort og småt. For nogle er det uhyre positivt, for os andre er det næsten lige så uhyggeligt som Invasion of the body snatchers.

Forskellen mellem de to opfattelser ses i Berlingskes dækning. Skatteordfører Nielsen prøver – formodentlig belært af sin forgængers kranke skæbne – at pege på denne invaliderende virkning af velfærdsstaten ved at formulere det i bløde former: solidariteten formindskes.

Solidaritet er jo et plusord for alle, selvom nogle efterhånden er blevet træt af begrebet, fordi det har ændret indhold. Det betød jo oprindeligt, at A påtog sig at hjælpe B, der var i nød. Dernæst kom det til at betyde, at A krævede, at C hjalp B, fordi C havde bedre råd. Herefter ophævede man forudsætningen om nød, så A også kunne kræve hjælp sammen med B af C. Og i dag betyder det, at A, B og C alle kræver at blive hjulpet af andre.

Men for uhyggeligt mange er solidaritet og velfærd noget, som kun Staten kan levere. Derfor må Staten som Molok konstant fodres med større skatter. Den tapre skatteordfører (og han er virkelig modig, hvilket man kan forvisse sig om ved at se på tidligere forsøg i samme retning fra andre nu stynede politikerspirer, eller sammenligne med de mere spage udtalelser fra hans kolleger på Christiansborg) bliver derfor mødt med spørgsmålet, om "det så ikke er paradoksalt, at du efterlyser større solidaritet, samtidig med at du taler varmt for at sænke skatten."

Tja, bum bum.

Nå, i samme erhvervstillæg kan man også læse om CEPOS, der holder en konference i dag på baggrund af en rapport udarbejdet af prof. Nicolai Foss (ex-punditokrat) og Christian Bjørnskov (punditokrat-in-chief). Rapporten påviser en sammenhæng mellem en stor velfærdsstat og en manglende lyst til at være selvstændig, dvs. tage en stor personlig risiko, arbejde ekstremt hårdt og med udsigt til konfiskation af hovedparten af gevinsten, hvis det mod al statistisk sandsynlighed lykkes.

Som jurist kan jeg ikke bidrage til denne samfundsvidenskabelige diskussion om mulige sammenhænge. Men jeg kan da pege på det forunderlige i, at den første frie grundlov fra 1849 havde en bestemmelse om næringsfriheden, dvs. retten til at skabe sin egen tilværelse og forsørge sig selv. Da grundloven sidst blev revideret i 1953 indførte man en bestemmelse om retten til arbejde, dvs. retten til at lade sig forsørge af andre. Sic transit, etc. (og hvis grundloven Gud forbyde det skal revideres i nær fremtid, må vi forvente, at det "udvidede" solidaritetsprincip også grundlovsfæstes. Tak til unge prins Christian for at have lagt den sag død indtil videre).

Rapportens konklusioner er for os at se en naturlig følge af velfærdsstatens invaliderende virkning, men den bestrides naturligvis af bl.a. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der er CEPOS velfinansierede modpart i samfundsdebatten. De peger bl.a. på, at iværksættertrangen er større i lande, der er "fattigere og mindre udviklede end Danmark", og at det derfor er "lidt komisk, når CEPOS nu har så travlt med at understrege, at iværksætteri gør os rigere". Tja, man kunne jo også vende det om og hævde, at det var iværksætteri, der gjorde os rige og dermed skabte en velfærd, som langtsomt har kvast initiativet ud af de fleste og gjort dem afhængige af Staten. Mon vi bliver ved med at være rige på den måde?

Konferencen finder sted i Den Sorte Diamant (læs mere her), kl. 11.

Redaktøren af denn blog vil forhåbentlig skrive mere om emnet.

16 Comments

  1. Bravo.I en utopisk liberal dansk grundlov ville det være forbudt offentligt ansatte eller andre, der levede af skattefinansierede ydelser at blive medlemmer af den lovgivende, skatteudskrivende og bevilgende forsamling.Det er den regel, der gælder i USA. Den har så medført, at næsten alle lovgivere er jurister. Det er ikke vældig meget bedre, men nok lidt.

  2. Mr. Law: “Solidaritet er jo et plusord for alle, selvom nogle efterhånden er blevet træt af begrebet, fordi det har ændret indhold. Det betød jo oprindeligt, at A påtog sig at hjælpe B, der var i nød. Dernæst kom det til at betyde, at A krævede, at C hjalp B, fordi C havde bedre råd. Herefter ophævede man forudsætningen om nød, så A også kunne kræve hjælp sammen med B af C. Og i dag betyder det, at A, B og C alle kræver at blive hjulpet af andre.”Smukt, smukt, Mr. Law! PS. Vedrørende det sidste, så sagde Frédéric Bastiat det dog allerede for halvandet århundrede siden: “L’État, c’est la grande fiction à travers laquelle tout le monde s’efforce de vivre aux dépens de tout le monde.”

  3. Ligesom politikere pr. automatik lægger hjernen i en krukke før de indtager deres plads på Christiansborg, kan man vel sige det samme om de ansatte i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Magen til vrøvl skal man lede længe efter.@ David G.Og det er vel og mærket de dårlige jurister der lovgiver! Alle de gode sidder i virksomhederne og har alt for travlt med langt mere vigtige og samfundsnyttige bedrifter.

  4. Hørt!Jakob Axel Nielsen har ikke bare på Berlingskes forside kommet med fornuftige synspunkter. I radioavisen i morges foreslog han en bagatelgrænse indført på sort arbejde:http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2007/01/22/081354.htm(Hvor nyheden desværres drejes til “Regeringspartier uenige om sort arbejde”…)

  5. Et fint indlæg.Dog en enkelt indvending:”Mere uhyggeligt er de mange, der vokser op med velfærdsstatens invaliderende effekt formidlet af en uhørt systemtro presse. De vokser op åndeligt amputerede, så de ikke kan forestille sig en tilværelse med mere personligt ansvar.”For at bruge dine egne ord: Tja, bum bum. Selvom jeg er enig i, at velfærdsstaten er “åndeligt invaliderende” har jeg stadig ikke fået fat i, hvorfor ungdommen skulle være specielt følsom i den forbindelse. Der er vel en grund til, at folk først må stemme når de bliver 18? Jeg tror effekten er overvurderet, for selvom den prøver, kan staten trods alt ikke forhindre de unge i at tænke selv. Desuden er det ikke givet, selv hvis ungdommen var påvirket mere end flertallet, at den effekt er permanent – nogle bliver klogere med alderen.Men emnet har jo også tidligere været debatteret her på sitet:http://www.punditokraterne.dk/63588_Er_danske_unge_virkelig_venstreorienterede_II.htmlså indvendingen er måske lidt OT.

  6. @ ML: at folk der lever af skatten, herunder offentligt ansatte, ikke bør have sæde i den bevilgende forsamling, er kun udtryk for sund menneskelig fornuft … de samme vil (i gennemsnit) have en interesse i at øge den offentlige sektor fordi de derved sikrer deres levevej. Og lande med den regel har da også mindre offentlige sektorer end andre.Det er ikke analogt med at syge ikke skulle kunne få behandling. For reglen siger intet om, at de offentligt ansatte m.m. ikke må stemme og ikke modtage deres offentligt finansierede indtægt. Det er kun, hvis de ikke måtte det, at analogien holder.Det samme gælder iøvrigt lande med valg i enkeltmandskredse. Måske kan PKK huske hvilken politisk sociolog det er, der har undersøgt sammenhængen mellem valgsystem og størrelse af offentlig sektor, for jeg kan ikke, men sammenhængen er undersøgt og den største offentlige sektor findes i lande med valgsystemer som det danske, altså ekstrem forholdstalsvalg med meget lav spærregrænse.

  7. Jeg sad lige og overvejede, om en af grundene til, at vi har så meget velfærd her hjemme er, at vi ikke længere har valg i enkeltmandskredse.Alt andet lige er de menneskelige bånd mellem valg og vælger/kreds jo ikke til stede i et proportionalt system – så mon ikke man som politiker pr. natur føler sig mere fjernt fra folket, end man f.eks. ville gøre i UK. M.a.o: Man skal ikke stå skoleret “hjemme i kredsen” på samme måde som man skulle i gamle dage.

  8. Til gengæld skal man så hive alle mulige og umulige frynser hjem til distriktet. Jeg synes ikke, det er et tillokkende alternativ, og så har jeg altid fundet kredsinddelingen utrolig arbitrær – jo allertydeligst illustreret ved den amerikanske gerrymandering, der ofte tager groteske former.

  9. @ MLJeg vil nok mene, at pragteksemplet er England, hvor man får rusket godt op i MP-sammensætningen når regeringensmagten skifter hænder. Alt sammen takket være valgsystemet: Det kan godt være, at man kun får 10 % af pladserne men 20 % af stemmerne på landsplan – men valget bliver jo netop afholdt på lokalplan og ikke nationalt. Samtidig – og langt mere vigtigt – undgår man alle de her småpartier og til tider bizarre koalitionsregeringer, som vi kender det fra Nord-Europa; prøv at tænk på Tyskland.Men nu stopper jeg, før jeg kommer alt for meget off-topic.

  10. Min analogi var ikke ment på, at de syge ikke må stemme, men på, at de ikke må stille op til fx lovgivende forsamling. De profiterer jo også af “samfundet”. Men jeg fik gjort det uklart ved at snakke stemmeret til sidst. Min fejl.Mht valgsystemer kontra velfærd: Jeg kender ikke litteraturen på området, men funderer på om ikke faktorer som “sammenhængskraft” eller måske ligefrem høj social kapital kan være den bagvedliggende årsag bag både graden af velfærd og sandsynligheden for proportionelle systemer.

  11. At der er en sammenhæng mellem valgsystem og skatte-/udgiftstryk (altså: proportionalvalg –> relativt højere skatter/udgifter; enkeltmandskredsvalg —> relativt lavere) er vist af mange økonomer og politologer og er en ret veletableret empirisk sammenhæng. (Et af de seneste større studier er Persson & Tabellinis bog “The Economic Effects of Constitutions” (MIT Press, 2003).) Der er dog ikke altid helt enighed om, hvorfor det så lige er, at det forholder sig sådan. Den oplagte Duverger-agtige er, at forholdstalsvalg–særligt kombineret med parlamentarisme og opløsningsret– betyder mere fragmenterede parlamenter med svagere regeringer, som derfor bliver nødt til at gennemføre flere “side-payments” for at få deres politikker igennem, og at de er i konstant fare for at miste medianvælgeren.At der findes sådanne empiriske tendenser skal jo dog ikke forstås som, at der ikke er andet, som betyder noget for, hvor stor eller lille den offentlige sektor er …

  12. Michael Jensen

    23. januar 2007 at 07:10

    Hmmn. Jeg synes, at der bliver harceleret meget over velfærdsstaten og størrelsen af den offentlige sektor på denne side. Men samtidigt er nogle af sidens mest fremtrædende ‘indlæggere’ – såvidt jeg kan se – selv offentligt ansatte. Hvordan hænger det sammen?

  13. @ML “En mand, en stemme – uanset, hvor hans frakke er parkeret for tiden.”Enig. Jeg ville dog til en hver tid sælge min stemmeret til fordel for frihedsrettighederne. Opgjort i privat ejendomret er stemmeretten i Danmark en ret dyr vare.@ Nikolaj”…vi har så meget velfærd her hjemme…”Ja, det kommer vel an på hvorledes man definere velfærd : )@ Michael JensenAt en del af punditokraterne er offentlig ansatte, skyldes jo nok at starten har overtaget videregående uddannelser. CBS, KU what ever, har jo været private institutioner.

  14. @ Rasmus Ole Hansen & Michael JensenPt er KU en selvejende institution, reelt er den jo fuldstændigt underlagt staten, eftersom det er staten, der finansierer universitetet.Universitetet har været under “statsligt opsyn” helt siden reformationen i 1536; forskellen mellem dengang og nu er først og fremmest, at det dengang i det store hele var selvfinansierende. Det var det ifølge KUs hjemmeside frem til ca. år 1900.Ville det være bedre for KU, hvis det kunne frigøre sig fra sin finansielle afhængighed af den danske stat? Ja, helt afgjort. Er der nogen, der har et par milliarder, de vil donere?

  15. David G:”I en utopisk liberal dansk grundlov ville det være forbudt offentligt ansatte eller andre, der levede af skattefinansierede ydelser at blive medlemmer af den lovgivende, skatteudskrivende og bevilgende forsamling.”I givet fald skulle det vel også være diskvalificerende at have en sygdom, så man var i behandling på sygehusene eller for den sags skyld at have børn i skolerne eller ben, så man gik på fortovene eller et par lunger, så man kunne indånde frisk luft.Et samfund inkluderer alt, der rører sig i det. Det har jo intet med demokrati at gøre, hvis man starter med at definere enkelte grupper væk. Og en privatansat kan også have en kæmpegæld til samfundet. En mand, en stemme – uanset, hvor hans frakke er parkeret for tiden.

  16. Michael Jensen

    24. januar 2007 at 03:01

    @ NexøIkke for at tale ned, men man driver ikke privat virksomhed ved ‘Er der nogen, der har et par milliarder, de vil donere?’, men ved at få sine kunder til at betale for sine ydelser og ved selv betale sine omkostninger.

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑