Imod uddannelses-mantraet

Han har gjort det igen, Charles Murray.  Altså sagt ting, pæne mennesker ikke siger, men som er lige så sande som de gør ondt på de rettroende.

I 1984 sagde han at den amerikanske velfærdsstat producerede mere fattigdom og dårlig social arv, end den lindrede.  Meget mere.

I 1994 sagde han sammen med Richard Herrnstein, at intelligens eller rettere "g", den generelle faktor i mentale evner, stort set er genetisk betinget, og at folks livstidsindkomst (i hvert fald i markedsøkonomier som USA) i stigende grad vil være betinget af deres "g" snarere end af forældres status.  Samtidig medfører "assortative mating", altså at lige søger mage, at høj-g og lav-g folk får børn med folk af samme slags, hvorved den økonomiske sociale spaltning befæstes af en skarpere opdeling af befolkningen i mentale klasser.  Den belæste håndværker, den halvdumme Harvard-dimittend, er fænomener der ikke længere er plads til i en økonomi, der bestandig søger den højeste effektivitet, og den leveres af dem med den højeste g.

I 2005 foreslog han (ikke mindst som følge af den sociale opdeling, han forudså i 1994) at afskaffe alle velfærdsordninger, offentlige skoler og tilskud til sundhedsvæsenet osv., og erstatte dem med et årligt stipendium (eller borgerløn) til alle voksne borgere på $10.000.  For alle andre forsøg på at skabe bedre livskvalitet for de dårligt stillede var slået fejl.  Skrot det hele og start igen.  USA er et tordnende rigt land, der er rigeligt råd til at give enhver 10.000 om året.

Nu (her, her og her i sidste uges WSJ, det eneste medium der har mod til at bringe den slags virkelig ærlige artikler) gør han op med myterne om at bedre og mere uddannelse kan løse ret mange sociale eller andre problemer.

Pr. definition er halvdelen af alle børn under middel i intelligens.  Trods udbredte fordomme er det umuligt at sætte denne halvdel i stand til at bestride komplekse arbejdspladser.  Det passer ikke (og her angriber Chuck en af mine egne fordomme, så tak for det kolde brusebad!) at skolerne i gamle dage var gode til at lære alle at læse, skrive og regne.  Det passer ikke generelt, at de offentlige skoler idag er forfærdelige (selvom det gælder nogle steder).  Amerikanske og andre tiltag, der skal tilføre skolerne flere penge og sætter normer for det ene og det andet er stort set spild af penge.

Når Bush poster milliarder i det føderale undervisningsbureaukrati, bruger han bl.a. som argument, at det er skandaløst, at 36 pct. af en 4. klasse ikke kunne klare de faglige krav, som en national organisation fastsatte som gennemsnit for årgangen.  Men Chuck viser, at det faktisk er en andel der formentlig svarer ganske godt til den andel af en given årgang, der ikke mentalt nogen sinde vil være i stand til at klare kravene.  Der er altså intet mysterium og ingen skandale i det.  Bare virkelighed.

Argumenterne herhjemme for mere og bedre skoler er analoge.  Det betyder ikke, at skolerne ikke er faldet meget af på den (mere herhjemme end i det meste af USA), men det er altså en illusion at tro, at flere penge og flere krav vil producere årgange af it-ingeniører.

Første artikel handler altså om skolerne og om det umulige i at øge "g".  Den anden handler om højere uddannelser og bliver forhåbentlig straks læst af Haarder (han vil forstå den, om Sander vil være i stand til at kapere den, er nok mere tvivlsomt).  Her taler Chuck om den anden halvdel af fordelingen, altså dem med intelligens over middel.  De fleste af dem hører nemlig ikke hjemme på et college.  Det er spild af tid og penge.  De hører hjemme på tekniske uddannelser, som er de uddannelser, der virkelig fortjener at opgraderes, fornyes og gøres tillokkende.  For her kan det store flertal af disse mennesker lære nyttige og givtige færdigheder.  Det er intellektuel arrogance at tro, at flest muligt skal gennem en boglig uddannelse.

(Her leverer Murray ammunition til en række andre modige folk, der har påpeget det tåbelige i at tro, at det fører til noget godt eller til vækst at kræve flere og flere igennem en videregående uddannelse, folk som Alison Wolf i England (som jeg ved, Haarder kender) og Randall Collins og Ivar Berg i USA).

Traditionally and properly understood, a four-year college education teaches advanced analytic skills and information at a level that exceeds the intellectual capacity of most people.

There is no magic point at which a genuine college-level education becomes an option, but anything below an IQ of 110 is problematic. If you want to do well, you should have an IQ of 115 or higher. Put another way, it makes sense for only about 15% of the population, 25% if one stretches it, to get a college education.

Det lyder rigtigt.  Omkring de 20 pct.  Og hvis man satte det som realistisk mål ville det betyde langt mindre pres på uddannelserne og ikke mindst muligheden for at øge niveauet igen efter årtiers nivellering.  Sådan gør man eksempelvis i Schweiz, hvor universiteterne har holdt en standard, vi kun kan drømme om herhjemme.

Eller sagt på en anden måde: skrot de Foucault-læselister for sygeplejeelever og lær dem at tage sig af patienter!!!  Og giv dem så en ordentlig løn (en god sygeplejerske kan tjene en million i USA).  Hvis de ikkeboglige færdigheder førte til høj løn — det er de godt på vej til — ville incitamenterne efterhånden undergrave massetilløbet til universiteterne.

The fault lies in the false premium that our culture has put on a college degree.

Nemlig.

The spread of wealth at the top of American society has created an explosive increase in the demand for craftsmen. Finding a good lawyer or physician is easy. Finding a good carpenter, painter, electrician, plumber, glazier, mason–the list goes on and on–is difficult, and it is a seller's market. Journeymen craftsmen routinely make incomes in the top half of the income distribution while master craftsmen can make six figures. They have work even in a soft economy. Their jobs cannot be outsourced to India. And the craftsman's job provides wonderful intrinsic rewards that come from mastery of a challenging skill that produces tangible results. How many white-collar jobs provide nearly as much satisfaction?

Nemlig igen og mutatis mutandis for Danmark, selvom selv "rige" danskere notorisk er for fattige til at købe tjenester i samme omfang som i andre lande.

Tredje artikel er den måske mest tankevækkende for folk som os (dem i den yderste højre ende af fordelingen).  Som altså har kunnet bestride og nyde godt af en videregående boglig uddannelse.  Hvad med os?

Chuck siger vi skal lære at blive vise.  Lære at fælde domme, ikke lære at være multikulti-værdifrie.  Lære at møde vore mentale grænser.  Blive udfordret.

Og — ta-dah! — så slutter Chuck hvor jeg selv ville slutte:

Vi skal genoprette den klassiske dannelse.

The encouragement of wisdom requires being steeped in the study of ethics, starting with Aristotle and Confucius. It is not enough that gifted children learn to be nice. They must know what it means to be good.

The encouragement of wisdom requires an advanced knowledge of history. Never has the aphorism about the fate of those who ignore history been more true.

All of the above are antithetical to the mi
ndset that prevails in tod
ay's schools at every level. The gifted should not be taught to be nonjudgmental; they need to learn how to make accurate judgments. They should not be taught to be equally respectful of Aztecs and Greeks; they should focus on the best that has come before them, which will mean a light dose of Aztecs and a heavy one of Greeks. The primary purpose of their education should not be to let the little darlings express themselves, but to give them the tools and the intellectual discipline for expressing themselves as adults.

In short, I am calling for a revival of the classical definition of a liberal education, serving its classic purpose: to prepare an elite to do its duty.

Murray er guf for viderekomne.  Og manden har ret.

14 thoughts on “Imod uddannelses-mantraet

  1. Peter Kurrild-Klitgaard

    Jeg læste også hans artikler med stor interesse. Dem kan man altid blive klogere af–også selvom de ikke påvirker ens “g” direkte …Jeg har selv nogle gange til stor forbløffelse/forargelse for kolleger fremsat den (aldeles udokumenterede) påstand, at kunne man måle den marginale samfundsmæssig nytte af at tage den marginale student og gøre vedkommende til cand.scient.pol., ville den formodentlig være negativ. Jeg tror faktisk, at vi for samfundsvidenskabernes output generelt skal et godt stykke til venstre på x-aksen for at finde optimum … Trist, hvis jeg har ret–så jeg håber da et sted, at jeg tager fejl.

    Svar
  2. David G.

    @ A-M. Hvorfra har du, at Charles Murray eller jeg i mit referat skal have sagt, at “g” “determinerer” (bestemmer) ens levevej?Det er der naturligvis ingen, der kan påstå. Hvad Murray og med ham flertallet af kognitive psykologer siger er, at “g”, groft sagt graden af evne til at håndtere kompleksitet, korrelerer med en række ting de fleste opfatter positivt, såsom tilfredshed med livet, initiativ, samvittighedsfuldhed, selvværd og sidst men måske ikke mindst social status og god indtægt (det sidste ikke så udpræget i et ekstremt egalitært land som Danmark, hvor de bedst begavede, hvis de ikke udvandrer, må konstatere at der ikke er nogen stor materiel præmie for intelligens og derfor deployerer deres intelligens på andre måder såsom ved at blive magthavere).

    Svar
  3. A-M

    Men er det her, at jeg for nyligt har læst, at en undersøgelse af lykke i forskellige lande rundt om i verden viser, at høj intelligens eller vist IQ-kvotient for at være præcis, har en negativ indvirkning på, hvor lykkelig man føler sig? Jeg er klar over, at du ikke er præcis, hvad du skriver, når du sammenholder graden af “g” og f.eks. selvværd og tilfredshed med livet, men er det ikke de samme implikationer, der ligger i det? Og yderligere: er “g” noget givet? Kan graden af “g” påvirkes, f.eks. positivt ved hårdt arbejde eller hvad? Det er da meget interessant, men det lyder stadig ret meget som en ufleksibel og deterministisk faktor, der afgør et menneskes skæbne, inden man er født. I så fald er der ingen grund til at arbejde og være flittig! Derfor: deterministisk for ens levevej! Mit problem er vel, at det lyder meget i retning af, at man kan foretage en måling af folk og dem med høj grad af “g” kan klappe sig selv på skulderen og være selvtilfredshed og -værd. Høj grad af “g” -> høj grad af selvværd. Hvor er arbejde, stræben og udvikling henne i den ligning?

    Svar
  4. A-M

    “Det er der naturligvis ingen, der kan påstå. Hvad Murray og med ham flertallet af kognitive psykologer siger er, at “g”, groft sagt graden af evne til at håndtere kompleksitet, korrelerer med en række ting de fleste opfatter positivt, såsom tilfredshed med livet, initiativ, samvittighedsfuldhed, selvværd og sidst men måske ikke mindst social status og god indtægt.” – Og hvad så? Hvad skal graden af “g” fortælle os, og hvad skal det bruges til? Skal vi tilbage til at de fleste går ud af 7ende for at tjene, mens et fåtal kommer i gymnasiet og færrere endnu kommer på universitetet? Det er i høj grad, hvad jeg får ud af jeres debat her på siden. I så fald hvordan sikres det, at kun “the blessed” dvs. folk med høj grad af “g” kommer videre og ikke blot, de, der har flest penge kommer igennem de forskellige nåleøjne?!

    Svar
  5. donkey

    “Skal vi tilbage til at de fleste går ud af 7ende for at tjene, mens et fåtal kommer i gymnasiet og færrere endnu kommer på universitetet?”Kære A-M, liberale er til fulde vant til at blive beskyldt for alle mulige og umulige holdninger. Gider du dog ikke holde dig til nogle ovennævnte debattører rent faktisk har; medmindre du rent faktisk kan finde nogen der advokerer for at folk går ud at 7. klasse?Jeg mindes min ungdomsuddannelse. Jeg vil mene, at en tredjedel aldrig har kunnet bruge deres uddannelse til noget, grundet at de stort set kun gik i gymnasiet fordi det var noget der bare blev forventet (det er 4 år siden jeg blev færdig med min gymnasielle uddannelse). Lidt spild af tid at tilbringe 3 år af ens liv med at terpe, hvis man ender med et snit på 6,1 og et fuldtidsjob som bartender/pædagogmedhjælper osv. De tilstrækkelige kvalifikationer kan vist bedre rekvireres andet steds.

    Svar
  6. Rasmus Ole Hansen

    Hmm jeg har ellers altid betragtet IQ som en mål for hjernens potentiale. For mig at se er det at tage en IQ test en lose/lose situation. Hvis jeg score høj IQ har jeg spildt mit liv. Hvis jeg score lavt har jeg allerede opnået mere end man kunne forvente. Uanset hvad er det deprimerende : )

    Svar
  7. Lars Hvidberg

    Tak for (henvisning til) en god artikel. Jeg er helt enig. Allerede i gymnasiet gik man i klasse med en hel del, som ville have haft mere nytte af at være et helt andet sted.På studiet (filmvidenskab på KU) undrede jeg mig altid over, at folk skrev speciale om feministisk psykosemiotik og lignende, for derefter at komme ud i et produktionsselskab og tage telefoner, holde møder og lægge forretningsplaner. Universitetet virkede for de fleste som en mærkelig omvej til at komme ud i en nyttig o interssant beskæftigelse. Det afgørende var da heller ikke, hvad man lærte, men hvilket netværk man skabte sig. Men det kunne man jo godt have skabt sig andre steder.

    Svar
  8. A-M

    Det er da et noget statisk udgangspunkt han har. IQ eller “g” som noget, der determinerer ens levevej? Det lyder som et videnskabeligt argument for skæbnen! Jeg har sympati for argumentet, fordi det ville tjene alle at have lidt mere ydmyghed i forhold til intellektuelle evner, men man må da spørge sig selv, om præmisserne levner plads til forandring og andre venstreorienterede yndlingsord. Jeg synes, at I (Gress, PKK) og Murray har for stor tiltro til logik, rationalitet og elitens evner som samfundets motor!

    Svar
  9. Niels A Nielsen

    Tak til Gress for at gøre opmærksom på en særdeles velskrevet artikel af Murray.A-M har ret i at undre sig over, at Gress i sin kommentar skriver, at “flertallet af kognitive psykologer siger, at “g”, groft sagt graden af evne til at håndtere kompleksitet, korrelerer med en række ting de fleste opfatter positivt, såsom tilfredshed med livet…”. De relativt få undersøgelser, der er lavet på området tyder på, at “g” og tilfredshed med livet er ukorrelerede størrelser.Meget apropos Gress forrige indlæg om Robert Putnam, så afgøres tilfredshed med livet i meget høj grad af ens sociale relationer: gode venner og familie, deltagelse i lokale, frivillige fællesskaber og lignende. Mængden af social kapital har derfor stor indflydelse på den gennemsnitlige borgers subjektive velvære.(Subjektivt velvære, “subjective well-being”, er et centralt begreb indenfor den positive psykologi og tilfredshed med livet er en central komponent heri)To væsentlige kapaciteter indenfor positiv psykologi, Diener og Seligman, skriver således om sammenhængen imellem social kapital og borgernes subjektive velvære: “In Bowling Alone, Putnam (2001 suggested that people prosper in neighborhoods and societies where social capital is high, that is, where people trust one another and are mutually helpful. Putnam reviewed evidence showing that communities with high rates of volunteer activity, club membership, church membership, and social entertaining (all thought to be indirect manifestations of social capital)all had higher well-being than communities that were low in these characteristics. Helliwell (2003) reported that well-being is high and suicide rates are low where trust in others is high, and he also found that well-being is high where memberships in organizations outside ofwork are at high levels. Thus, there is evidence that individuals are more likely to experience high well-being when they live in nations with high social capital than when they live in nations with low social capital, a finding that dovetails with the results of studies on individuals’ social interactions (reviewed later in this section).Unfortunately, Putnam (2001) found that social capital, for example, trust and membership in organizations, is declining in the United States. Twenge (2002) concluded that rising dysphoria in the United States is in part due to the breakdown of social connectedness.Thus, a factor that appears to enhance societal well-being appears to be declining at the same time that wealth is increasing.”Ed Diener, Martin EP. Seligman (2004) Beyond Money. Toward an Economy of Well-Being Psychological Science in the Public Interest 5 (1), 1–31. http://www.psych.uiuc.edu/~ediener/hottopic/1-31.pdf

    Svar
  10. A-M

    “Kære A-M, liberale er til fulde vant til at blive beskyldt for alle mulige og umulige holdninger. Gider du dog ikke holde dig til nogle ovennævnte debattører rent faktisk har; medmindre du rent faktisk kan finde nogen der advokerer for at folk går ud at 7. klasse?”Fair nok – måske var det lige at presse citronen. Som jeg har skrevet før synes jeg, at det er rimelig interessant med det her “g”-halløj, og det jeg efterspørger er, hvad denne her viden skal bruges til. “There is no magic point at which a genuine college-level education becomes an option, but anything below an IQ of 110 is problematic. If you want to do well, you should have an IQ of 115 or higher. Put another way, it makes sense for only about 15% of the population, 25% if one stretches it, to get a college education.” -> Skal antallet af gymnasieelever reduceres til de 15%, der regnes for at være de dygtigste på hver årgang? Skal optagelseskriteriet være iq, så man sikrer, at det er de rigtige, der gør deres pligt qua:”In short, I am calling for a revival of the classical definition of a liberal education, serving its classic purpose: to prepare an elite to do its duty.”Det er ikke, fordi jeg er socialist, at jeg spørger. Tværtimod. Måske er jeg bare intellektuelt begrænset, men det er jo kun positivt, at jeg prøver at skubbe grænsen:”Chuck siger vi skal lære at blive vise. Lære at fælde domme, ikke lære at være multikulti-værdifrie. Lære at møde vore mentale grænser. Blive udfordret.”Så undskyld mig, at jeg har anført lidt kritik (måske banal kritik, det må jeg jo så tage til efterretning). Men jeg vil hellere prøve at kritisere end at opføre mig som en groupie!

    Svar
  11. Peter Buch

    Ud fra ovenstående – kan en person med høj “g” opnå mest ved praktisk omgang med teknik og indsigt i- klassik. Men kan alle ikke det!En høj “g” er ikke ensbetydende med en stor indkomst eller en magtposition, men et resultat af en måling over den generelle faktor i mentale evner. Personligt vil jeg mene at en person med høj “g” kan være alt fra temmelig ligeglad med stor indkomst og indhavelse af en magtposition til uhyre interesseret i dette. At det er en intellektuel arrogance at tro flest muligt skal gennem en videregående uddanelse er en ting, noget andet den følgereaktion der ofte sker i offentlige finansierede projekter- mere af det samme / mere til os for vi vil det og det og opbakningen fra utallige er velkendt med få afvigelser i anbefalingerne.Det bedste middel til at vise bagsiderne i en udbredt model er vel stadig først og fremmest at lave velfungerende projekter baseret på andre præmisser!

    Svar
  12. RasmusE

    “At det er en intellektuel arrogance at tro flest muligt skal gennem en videregående uddanelse er en ting”Det er sjovt som ordet intellektuel er blevet et af de værste skældsord overhovedet.De er sikkert oven i købet røde lejesvende alle de der arrogante intellektuelle 🙂

    Svar
  13. Peter Buch

    Tillad mig da at omformulere den specifikke sætning omkring betegnelsen intellektuelle til: “At det er en udbredt holdning blandt beslutningstagere i politik og et segment af organisationers beslutningstagere, at tro…”.Det er naturligvis ikke en kritik af reel intellektualisme der bør ( eller- her skal ) ytres om, men de til grund for konstaterbare realiteter liggende fatale misforståelse der kunne medføre af behovet for andre beslutninger blev aktualiseret.Tak for påpegningen af dette.

    Svar

Leave a Reply to Rasmus Ole HansenCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.