Iværksætteri og velfærdsstatens omkostninger

I mandags præsenterede jeg på tænketanken CEPOS iværksætterkonference et nyt stykke arbejde om iværksætteri. Notatet, som præsentationen baserede sig på, er udfærdiget i løbet af efteråret af professor Nicolai Juul Foss (CBS og ex-punditokrat) og mig, og generøst finansieret af CEPOS. I modsætning til hvad flere avisartikler gav udtryk for, er det reelt stykke forskningsarbejde som jeg – ikke blot som selvpromovering – synes er værd at lægge mærke til.

Iværksætteri er nemlig en af de vigtigste økonomiske aktiviteter i samfundet. Hvor ville vi være, hvis ikke private startede nye firmaer – satte i værk? Hvor ville verden have været uden entreprenante folk som Isambard Brunell, Thomas Edison, Bill Gates? Hvor ville Danmark være uden C.F. Tietgen og A.P. Møller? Og hvor ender vi, hvis der ikke hele tiden er driftige danskere til at prøve forbrugere, marked og konkurrenter af med nye produkter, nye tanker og nye kombinationer? Iværksættere er nogle af økonomiens prime movers, dem der får tingene til at hænge sammen på langt sigt.

Derfor undrede det også Nicolai og mig, da vi fandt ud af hvor lidt forskning der var i spørgsmålet om, hvilken indflydelse institutioner og økonomisk politik har på, hvor meget af den type aktivitet, enkelte lande har. Vi fandt to forskerteams, et i USA omkring Russel Sobel, og et i Sverige omkring Magnus Henrekson, som havde set på dette spørgsmål. Ingen andre syntes at være særligt interesserede i, hvad det økonomisk-institutionelle miljø betyder for iværksætterne.

Vores sammenligninger på tværs af de 29 lande i verden, som vi ved nok om, viser klart at visse faktorer kan forklare en ganske pæn del af forskellene. I en dansk kontekst er det nemlig et særligt problem, at kun godt fire procent af den erhvervsaktive befolkning er engageret i firmaopstart. I New Zealand er tallet omkring det tredobbelte, og de fleste andre OECD lande har også mere aktivitet end Danmark. Vi risikerer med andre ord at falde bagud, når danskere ikke starter nok virksomheder op til at følge med udviklingen. Så hvilke faktorer forklarer forskellene på tværs af de 29 lande?

Jo, iværksætteri der kommer af at folk føler sig i nød, bliver mindre i takt med at landet bliver rigere. Det bliver også mindre i takt med at det offentlige forbrug bliver større, hvilket ikke er så mærkeligt endda. En del offentlige forbrug er trods alt sigtet mod at hjælpe de relativt fattige. Problemet er blot, at iværksætteraktivitet, der kommer af at iværksætterne ser økonomisk muligheder, også forsvinder i takt med at det offentlige forbrug bliver større. Og for hver nød-iværksætter, der forsvinder, forsvinder der tre muligheds-iværksættere. Oveni det skal man regne den negative effekt på muligheds-iværksætterne – men ikke nød-iværksættere – af højere offentlige overførsler, og en tungere og mere progressiv skattebyrde. Som modvægt mod disse negative forhold, må man ifølge vores resultater regne en stabil og forudselig økonomisk politik.

For at opsummere, finder Nicolai Foss og jeg altså særdeles vægtige negative konsekvenser af centrale forhold i den danske velfærdsstat. Offentligt forbrug, overførsler og det danske skattesystem er alle faktorer, der forklarer hvorfor Danmark ligger i tredje division, når det kommer til iværksætteraktivitet og dermed den underskov af økonomisk dynamik, der er nødvendig i en moderne økonomi. Vi dokumenterer med andre ord en af de store omkostninger ved den danske velfærdsstat. Som sådan er det måske ikke sært, at Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhversråd, har kaldt resultaterne 'komiske', og på perfid vis har bildt flere aviser ind, at vores resultater viser at rige lande har mindre aktivitet. Enhver, der kan læse indenad, kan ovenfor se at det netop ikke er et af vores resultater, men når de saglige argumenter slipper op… Erhvers- og økonomiminister Bendt Bendtsen har også været i medierne, og kaldt notatet 'firkantet', hvilket da er rigtigt, men gælder for alle den type empiriske undersøgelser. Ministeren brugte i stedet sin taletid til konferencen på at argumentere for regeringens politik, der består af øget rådgivning og lettere administrative byrder. Mens effekten af rådgivning ikke kan forudsiges, er det vel sigende, at vores undersøgelse viser, at administrative byrder ikke er vigtige. Så hvor effektiv er regeringens politik mon?

Jeg vil i stedet her argumentere for, at folk tager et nærmere kig på forskellen mellem Danmark og New Zealand. Kulturelt og holdningsmæssigt er de to lande meget ens, ligesom erhvervsstrukturen heller ikke er så forskellig. Men mens Danmark har holdt krampagtigt fast i den skandinaviske velfærdsmodel, reformerede og liberaliserede New Zealand sin velfærdsstat fra sidst i 1980erne. I dag er godt fire procent af danskerne engageret i iværksætteraktiviteter, mens godt 12 procent af kiwierne er engagerede. Kunne vi for guds skyld ikke lære lidt af deres erfaringer, i stedet for som små børn holde os for ørerne og skrige lalala, hver gang det viser sig der er omkostninger forbundet med velfærdsstaten?

Jeg vil i stedet her argumentere for, at folk tager et nærmere kig på forskellen mellem Danmark og New Zealand. Kulturelt og holdningsmæssigt er de to lande meget ens, ligesom erhvervsstrukturen heller ikke er så forskellig. Men mens Danmark har holdt krampagtigt fast i den skandinaviske velfærdsmodel, reformerede og liberaliserede New Zealand sin velfærdsstat fra sidst i 1980erne. I dag er godt fire procent af danskerne engageret i iværksætteraktiviteter, mens godt 12 procent af kiwierne er engagerede. Kunne vi for guds skyld ikke lære lidt af deres erfaringer, i stedet for som små børn holde os for ørerne og skrige lalala, hver gang det viser sig der er omkostninger forbundet med velfærdsstaten?

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.