Public service og kildekritik

Statsministeren har dristet sig til at kritisere DR for deres tendentiøse brug af kilder, navnlig redigeringen af samme. Det rejser straks to modsatrettede brøl:

Det ene er, at den onde regering er ude på at krænke ytringsfriheden for DR, der er samfundets helt nødvendige public service-kanal.

Det andet er, at DR endnu en gang er taget på fersk gerning i færd med at fuske med deres kilder, og nu må det snart være nok.

Der er ingen præmie for at gætte, at denne posting forfølger den sidste tvangstanke.

Der er to sider af public service-ideen: den ikke helt urimelige og den helt urimelige.

Den ikke helt urimelige bygger på forestillingen om, at dansk kulltur ikke kan bestå uden massiv statsstøtte. Det lyder formodentlig ikke rigtig overbevisende for denne blogs læsere, men man kan (måske) argumentere for, at omkostningerne ved tv-produktion er så omfattende, at statsstøtte skulle være berettiget. Hmm.

Det kan i så fald løses ved at tage medieforligets skridt fuldt ud, dvs. kanalisere licenspengene over i en fond, der herefter uddeler dem til projekter, der angår "dansk kultur". Intet behov for at have en mediemastrodont med egen koncertsal til det formål.

Den helt urimelige bygger på forestillingen om, at danskerne er nødt til at have en nyhedsredaktion, der ikke er privatejet, men finansieres af licensmidler tvangsopkrævet af Staten. Det er, går argumentet, nødvendigt for at sikre en troværdig nyhedsdækning.

Her vil det være for letkøbt at pege på de mange tilfælde af ensidighed og direkte fusk, som DR og TV2 er blevet grebet i.

Det er selve ideen om den "rigtige" nyhedsformidling, der er forkert.

Oprindeligt blev den solgt under prædikatet Objektivitet. Men da den blev for gennemskuelig, gik man meget strategisk over til at tale om Alsidighed. Det var et genialt træk, for ingen djævel kan overskue hele udbuddet fra DR eller TV2, og hver gang man fanges i at være ensidig, kan man altid hævde, at det opvejes af andre indslag og dermed udgør en del af "alsidigheden".

Problemet er naturligvis, at ingen medier kan leve af blot at gengive nyheder. Der skal også analyse til, og analyse bygger på forudsætninger og værdier. En analyse vil derfor altid have en vinkel. Den gode analyse tager gerne flere vinkler med og er ikke primitivt ensidig som den dårlige, men selv ved den gode analyse vil det som alt overvejende hovedregel være muligt at udlede analytikerens værdimæssige ståsted. Det er der ikke noget galt i. Men det forudsætter, at aftagerne frit kan vælge, hvilken vinkel de ønsker at få. Det er her, at public service antager karakter af forførelse, fordi man bilder folk ind, at deres nyhedsdækning er mere troværdig end andre private mediers. Det er den så åbenbart ikke.

Det er ufatteligt, at journalisterne på DR vil stå model til dette skuespil, til hele tiden at afvise, at selvfølgelig har de da politiske holdninger, og selvfølgelig spiller det ind på deres produktion. Så vidt kan man altså prostituere sig for at leve et liv på statsudskrevne midler.

Så nej tak. Statsejede medier hører til i den socialistiske verden, der i sin tur hører til på Arbejdermuseet. og det er trist, at regeringen ikke har mod på at tage et opgør med det.

Denne blog har måtte lægge plads til mange angreb på Berlingske, og det bør derfor fremhæves, at avisen faktisk laver en fin kildekritisk analyse af DR i denne sag, og nej, det er ikke kun fordi resultatet passer med vores vinkel. Læs f.eks. her. Hvis de bare kunne dække Plame-sagen lige så godt.

Men det kan de ikke.

I den seneste posting om Plame-sagen blev der – ud over de sædvanlige faktuelle fejl og misforståelser – opremset en række forhold, som blev fortiet. I dagens dækning (her) kan et af disse forhold nu krydses af, for sandelig om ikke Richard Armitage nævnes.

Men ak. Han nævnes i sammenhæng med Karl Rove:

Det har også været kendt, at præsidentens spindoktor, Karl Rove, og den tidligere viceudenrigsminister, Richard Armitage, lækkede de samme oplysninger til pressen.

Det er misvisende. Armitage viste sig at være den, der lækkede oplysningen om, at Joe Wilsons kone var i CIA (læs her). Rove bekræftede derimod blot oplysningen, da en journalist spurgte ham. Af samme grund er det ganske længe siden, at efterforskeren Fitzgerald måtte opgive at rejse sag mod Rove til stor fortrydelse for de mange journalister, der havde brugt spalteplads på at fantasere om en Rove i håndjern og fodlænker (se her). Den nyhed blev i sin tid ikke omtalt særligt indgående i Berlingske, og måske har journalisterne slet ikke fanget den detalje. For de skriver da ikke mod bedre vidende?

Nå, resten af artiklen handler om, at Plame-sagen snart vil vise en stor sammensværgelse, hvilket da ville være dejligt for Berlingske, da det i givet fald kan retfærdiggøre den hidtidige dækning af sagen. For at citere dagens artikels friske åbning:

Det Hvide Hus var langt mere involveret i en grov smædekampagne imod en kritiker af Irak-krigen end hidtil antaget.

Den sætning kan man så sammenligne med følgende citat fra dækningen i dagens NYT, der formodentlig har overværet samme retssag:

The issue of whether there was a conspiracy at the White House either to reveal Ms. Wilson's identity or to cover up for the White House officials who engaged in such a plot was a central focus of the grand jury inquiry conducted by Patrick J. Ftizgerald, the prosecutor. Mr. Fitzgerald did not charge anyone with participating in a conspiracy and has never suggested that there is any evidence that one existed.

Mr. Fitzgerald spent many months exploring the issue, investigating one newspaper report of a broad conspiracy that later proved to be inaccurate, according to lawyers with clients in the case. Those lawyers said Mr. Fitzgerald questioned their clients, often in minute detail, about what they had done or said about the case. Associates of Mr. Rove, speaking on condition of anonymity, dismissed the idea that there was a cabal against Mr. Libby.

Læser man videre i NYT, får man indtryk af, at "splittelsen" nærmere angår, at Libby var skuffet over, at regeringen ikke brugte samme kræfter på at beskytte ham som på at beskytte Rove.

Da Berlingskes dækning næppe bliver bedre, de har gravet sig for dybt ned til at komme op igen på en pæn måde, vil vi – sikkert til stor glæde for denne blogs læsere – droppe den tætte dækning af avisen og vente på, at der sker noget mere spændende.

10 thoughts on “Public service og kildekritik

  1. ML

    Det er efterhånden tragikomisk det her.DRs TV-direktør Lars Grarup har lige i ramme alvor konstateret i Deadline, at der ikke var faktuelle fejl i Guldbrandsens dokumentar.Listen over fejl er nu alenlang. Den værste er nok, at “såvidt jeg husker” og “måske” er klippet ud af kronvidnets forklaring om, at der var 5-6 afleveringer. Nu er han vist gået ned på 3. Hans hukommelse har vist sig dejlig fleksibel. Det er jo dejligt. De andre fejl kan man læse om i Nyhedsavisen, som er i færd med at rulle manipulationerne op fra ende til anden.Og Guldbrandsen vil til at lave fiktion. Den lader vi også lige stå et øjeblik.Jeg tror ikke, DR er venstreorienterede. Jeg tror blot, de er dumme.

    Svar
  2. Waldorf

    I glemmer jo på pinligste vis (og undskyld ikke denne bevidste manipultion med uvidenhed – den køber jeg ikke) det vigtigste af alle argumenter: Matador. Hvad med Matador?Tænk lige på det før I sætter DR uden for demokratisk kontrol. (Hvem er det nu, der er totalitære?)

    Svar
  3. Niels A Nielsen

    @Waldorf”Hvem er det nu, der er totalitære?” I Matador? Ja, det er i hvert fald ikke Dr. Hansen. Han er noget så eksotisk som radikal og modstandsmand!!!!

    Svar
  4. Poul Højlund

    Og nu har seernes og lytternes helt egen redaktør Jakob Mollerup netop frikendt DR efter en omfattende undersøgelse gennemført på helt eget initiativ uden indblanding fra nogen side på små 24 timer. Hip Hip Hurra for gamle DR. Nu kan vi igen stole helt og fuldt på dig. Hvor er det dog dejligt. Længe leve Statsradiofonien og dens folkeoplysning. Længe leve Socialdemokratiet, de Radikale, Politiken, SF, liste Y og Ungeren, og gid gamle Danmark må bestå trods den onde regering. Skal vi ikke snart se noget Matador igen? Hvor er dronningen henne i denne skændige sag? Hvorfor er der ikke nogen, der griber ind overfor statsministeren? Bør DR ikke klage til FN?

    Svar
  5. Rune

    @ Martin:”Og så i øvrigt et interessant lille spørgsmål (og potentielt paradox): hvor mange af de personer der pt. anklager Fogh for at udøve antidemokratisk virksomhed med hans “irettesættelse” af DR, mon også stod og råbte på en irettesættelse af JP fra samme person under Muhammedkrisen…? Tjah, blot et spørgsmål… ;-)”Det spørgsmål skulle du hellere selv prøve at svare på. Nævn mig bare een person (som ikke er imam eller anden muslimsk talsmand), som krævede at Fogh greb ind overfor JP. Bare een. Hvem tænker du på?Rent bortset fra det, så skal DR selvfølgelig privatiseres 🙂

    Svar
  6. Martin Rannje

    Der var ikke nogen der krævede indgreb Rune (udover diverse personager i mellemøsten), men så vidt jeg husker var der adskillige (bl.a. fra oppositionen) der krævede at manden tog afstand fra det – er det ikke lidt sammenligneligt?Men bortset fra det, så var det nu ikke ment som et seriøst argument, men blot som en lettere useriøs kommentar – men jeg synes blot at det er lidt sært der er nogen ønsker en politisk afstandtagen fra en privat avis, men når et public service organ åbenlyst fusker med fakta, så skal regeringen holde nallerne væk?Mvh

    Svar
  7. ML

    Jeg forstår slet ikke sammenligningerne med Muhammed-tegningerne.Der er vel forskel på en diskussion om faktuelle fejl og så en værdidiskussion/selvcensur-diskussion om grænser.Meget kan man sige om de tegninger, men begrebet karikaturtegninger og faktuelle fejl går ikke så godt i spænd.

    Svar
  8. Martin Rannje

    Du glemmer det 3. argument for “Public Service” – det ikke helt, men næsten totalitære: ideen om DR som en “folkeopdragende institution”, i tidligere P1-redaktør Finn Slumstrups fyndige prosa. Mage til elitær arrogance skal man lede længe efter.Det er ufatteligt at det meste af oppositionen samt adskillige “eksperter” og “professorer” i medier og ytringsfrihed kan stå og klage over Foghs “angreb på DR” og sammenligne det med “tilstande i diktaturlande” uden i et øjeblik at betænke det totalitære aspekt af at have et statsejet medie, der endda fylder så massivt meget i det danske mediebillede som DR?Denne sag er blot endnu et godt argument for at privatisere DR – hvordan kan DRs medarbejdere bedst sikre sig at regeringen ikke intervenerer i deres arbejde, og dermed at deres højhellige ytringsfrihed er stadfæstet? Ved at blive adskilt fra staten og finansieret på privat grundlag. Men det har de jo nok ikke lyst til, for så bliver mulighederne for at agere “folkeopdragende” jo naturligvis indskrænket en smule.Og så i øvrigt et interessant lille spørgsmål (og potentielt paradox): hvor mange af de personer der pt. anklager Fogh for at udøve antidemokratisk virksomhed med hans “irettesættelse” af DR, mon også stod og råbte på en irettesættelse af JP fra samme person under Muhammedkrisen…? Tjah, blot et spørgsmål… ;-)Mvh

    Svar
  9. TerminalFrost

    Martin Rannje:”Denne sag er blot endnu et godt argument for at privatisere DR – hvordan kan DRs medarbejdere bedst sikre sig at regeringen ikke intervenerer i deres arbejde, og dermed at deres højhellige ytringsfrihed er stadfæstet? Ved at blive adskilt fra staten og finansieret på privat grundlag.”Præcis det samme jeg tænkte. Det er som om, at venstrefløjen ikke fører argumentet ud i sin naturlige konklusion.Mht. dit sidste argument, så tror jeg ikke det nødvendigvis holder, i hvert fald ikke rent retorisk. For man kunne vel lige så godt vende den om: hvor mange af de personer, der før var bange for mediernes selvcensur og udefra kommende “pres”, står nu og forsvarer Foghs kritik af DR?I hvert fald er dét, hvad oppositionen kunne finde på at sige.

    Svar
  10. Niels A Nielsen

    Jeg forstår ikke helt hvorfor Martin Rannje kalder sin egen fremhævelse af venstrefløjens skamløse hykleri for en “lettere useriøs kommentar”. Den er da helt berettiget.Venstrefløjen krævede måske ikke direkte “irettesættelse” af JP men krævede dog, at Fogh skulle agere smagsdommer og “tage afstand” fra JP’s Muhammedtegninger. Politikens lederskribent og andre med ham opfordrede ligefrem Fogh til at undskylde for Muhammedtegningerne. En sådan undskyldning ville dog ligne en irettesættelse af JP mere end den ville ligne simpel kritik eller afstandtagen.Under Muhammedsagen opfordredes statsministeren til at tage afstand fra en avis’ lovlige ytring, fordi den krænkede muslimers følelser. Statsministeren var vel at mærke ikke part i sagen, men opfordres til at handle, som om han var ansvarlig for, hvad et frit medie foretager sig.I Afghanistan-sagen, hvor Foghs egen regering bliver angrebet med udgangspunkt i forkerte oplysninger (efter det foreliggende at dømme endda konciperet i ond tro), mener de samme mennesker, at statsministeren ikke må gøre opmærksom på disse fejl og opfordre til, at man i DR undersøger, hvordan sådanne fejl kan slippe igennem den redaktionelle kontrol.Hykleriet og den falske analogi er helt åbenlyst på venstrefløjens side i denne sag. Filosoffen Pascal Bruckner har for nylig i en fremragende artikel karakteriseret fremsættelsen af sådanne falske analogier som en intellektuel falliterklæring:”This vicious mechanism is well known. Those who revolt against barbarism are themselves accused of being barbarians. In politics as in philosophy, the equals sign is always an abdication. If thinking involves weighing one’s words to name the world well, drawing comparisons in other words, then levelling distinctions testifies to intellectual bankruptcy. Shouting CRS = SS as in May ’68, making Bush = Bin Laden or equating Voltaire to Savonarola is giving cheap satisfaction to questionable approximations.” http://www.signandsight.com/features/1146.html

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.