Hva' hulen laver de? Gensyn med Hutton-rapporten

Vi har allerede rost Berlingske for dens dækning af DRs noget kreative tilgang til kildebehandling i Afghanistan-sagen, men ak. I dagens udgave har de hevet deres korrespondent i UK ind for at fortælle, om den gang Blair og BBC stødte sammen, fordi BBC havde hævdet, at Blair løj om Saddams WMD og havde sexed-up efterretningerne. Og korrespondenten lever op til standarden for korrespondenter, eller skulle man sige "ned".

Påstanden blev undersøgt af Lord Hutton, og her er korrespondentens beskrivelse af undersøgelsen (fremhævelse tilføjet):

Da Hutton- rapporten udkom i januar 2004, udløste den et chok i BBC. Ved at se helt bort fra spørgsmålet om, hvorvidt Andrew Gilligans historie var sand i den forstand, at den britiske regering havde pyntet på oplysningerne, koncentrerede dommeren sig næsten udelukkende om BBCs rolle.

Hvordan hulen kan hun skrive det?

Her ligger Hutton-rapporten. Hvis man gør sig den ulejlighed at læse rapporten, vil man se, at Hutton behandler netop det spørgsmål indgående på s. 105 – 155. På de halvt hundrede sider gennemgår han nøje de mange vidneudsagn og konkluderer på den baggrund s. 154, at der ikke blev løjet eller lagt pres på efterretningstjenesten, men at man vurderede påstanden om, at irakerne kunne have WMD klar på 45 min, som troværdig.

En forklaring på, at korrespondenten går så galt i byen, ligger måske i den hype, der blev sat i gang for at redde BBC fra rapportens meget strenge fordømmelse af, hvordan BBC ikke bare havde haft en løgnagtig medarbejder, men at man også havde søgt at dække over denne for at redde ansigt i stedet for at tage sit ansvar som public service alvorligt.

Det blev gjort på flere måder. Inden rapporten udkom, mens man stadig troede, at den ville fælde Blair, blev Lord Hutton fremstillet som den seje og frygtløse hædersmand, der havde været dommer i det livsfarlige Nord-Irland. Efter rapporten blev han fremstillet som en gammel nar, der ikke fattede forholdene for medierne i dag. Det sidste er formodentlig rigtigt, for det fremgår klart af rapporten, at Lord Hutton var af den opfattelse, at påstande om, at en regering lyver, er så alvorlige, at de skal tages alvorligt også af medierne selv. Det strider mod tilstanden hos nutidens journalister, der i den grad er angrebet af Watergate-syndromet, at de fuldstændig undervurderer det usædvanlige i netop Watergate-sagen, og det enorme arbejde, der blev gjort af Woodward & Bernstein m.fl. Enhver sag, selv den mindste ekspeditionssag, bliver rutinemæssigt gjort til en sag om løgn og fortielse.

En af de ting, BBC brugte i deres første forgæves forsøg på at dreje kritikken væk, var netop at hævde, at Hutton ikke havde haft til opgave at undersøge, om efterretningerne nu faktisk også var sande. Det var forkert, men sætningen i rapporten, som man prøvede at hænge det op på, var følgende fra s. 145 i rapporten:

Mr Gilligan's broadcasts on 29 May related to the claim in the dossier that chemical and biological weapons were deployable within 45 minutes and did not refer to the distinction between battlefield weapons, such as artillery and rockets, and strategic weapons, such as long range missiles. A consideration of this distinction does not fall within my terms of reference, but the distinction was noted and commented on by the ISC in paragraphs 111 and 112 of its report presented to Parliament by the Prime Minister in September 2003.

Som det fremgår af citatet, behøvede Hutton imidlertid ikke gå ind på en efterprøvning af disse efterretninger. For en sådan efterprøvning var allerede foretaget af Intelligence and Securities Committee i dens rapport fra september 2003. Også den rapport ligger på Internettet (her).

Det var den første rapport, der afviste, at regeringen havde løjet om efterretninger fra Irak. Det var i øvrigt også den rapport, der fastslog, at påstanden om Saddams forsøg på at skaffe sig uran fra Afrika, var pålidelige. Det var også den rapport, der først blev anbragt på Politikens hjemmeside, fordi man i sidste øjeblik før offentliggørelsen havde hørt, at den underkendte Blair, og da den så blev offentliggjort og tværtimod støttede hans regering, forsvandt rapporten stort set fra mediebilledet. Ekstra Bladets såkaldte Hvidbog om Irak-løgnen, der kom et par måneder efter, omtaler den ikke med et ord.

Kampagnen mod den arme Hutton var så intensiv, at man til sidst nedsatte endnu et udvalg, det såkaldte Butler-udvalg. Deres rapport kom i juli 2004, og skuffelsen var enorm. Samme resultat som i Hutton-rapporten: ingen løgn og intet pres på efterretningstjenesten. Det var den rapport, der udtrykkeligt citerede Bush 16-ord i talen til nationen om Saddams forsøg på at skaffe uran fra Afrika og betegnede dem som well founded. Medierne bed skuffelsen i sig og fokuserede på de få kritiske passager. Det havde Butler forudset og afsluttede derfor sin rapport med udtrykkeligt at udtale, at hans kritik ikke på nogen måde var alvorlig nok til at bringe efterretningschefens job i fare; men til lidet nytte.

Summa summarum: korrespondentens gengivelse af Hutton-rapporten er skrup forkert og giver – tilsigtet eller utilsigtet – det indtryk, at man aldrig fik afklaret om BBC løj. De gjorde de – and how.

Vi har i de seneste par postings konstateret, at også korrespondenten fra USA har mere end almindeligt svært ved at håndtere sine kilder i dækningen af den såkaldte Plame-sag.

Det rejser spørgsmålet: hva' hulen er der galt med Berlingskes korrespondenter?

Mon jobbet som korrespondent blot er et dårligt betalt bijob? Så når korrespondenten vælter hjem om aftenen til sit lille uoplyste kammer uden Internetopkobling efter en udmattende lang dag hos Wal-Mart ellet Tescos, så er der ikke kræfter til at lave en reportage hjem baseret på andet end snik-snak med kollegerne på pakkegulvet?

Eller er det tværtimod sådan, at jobbet som korrespondent er så glamourøst, at korrespondenten kommer fuldstændigt bombet hjem til sin hotelsuite efter at have drukket igennem ved cocktailparties efterfulgt af hæftig nightclubbing og så kun lige når at sende en historie hjem baseret på lidt snak ved baren?

Vi ved det ikke. Men det er ikke godt nok.

1 thought on “Hva' hulen laver de? Gensyn med Hutton-rapporten

  1. Nikolaj Hawaleschka Stenberg

    @ Jesper>Du kan lige så godt spare dig med din kritik – i hvertfald, hvis du vil have, at DR skal prøve at ændre praksis e.l. For det kan godt være, at de er begyndt at blogge og har fået et flot studium, men deres indslag er stadig så politisk ladede som aldrig før.Den nuværende “krise” (som DR sikkert kalder det) har jeg simpelthen ikke gidet bruge min tid på.Jeg mistede rigtigt meget for DR, da de her i forrige uge i magasinet Søndag “gennemgik” W’s ny Irak-politik. Magen til mangel på research har jeg aldrig – gentager: ALDRIG – set i mit liv. Når en journalist/anchor ikke engang har læst (ja, sikkert ikke engang set) det materiale han skal interviewe en “ekspert” om i 20 minutters tid, er det ikke udtryk for en forglemmelse, men for bevidst mangel op objektivitet.Og ikke nok med det, så er Deadline også blevet væsentligt forringet, efter de fik ansat sig en ung (helt sikkert) cand.scient.pol, der virkelig har skruet op for de kække afslutningsbemærkninger. Nok galle herfra. Over and out.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.