Månedsarkiv: februar 2007

Ugens citat: Metz om frihed (igen)

Så er Informations aldrende redacteur, Georg Metz, igen på banen med indsigtsfulde udtalelser om CEPOS og frihed:

“CEPOS og andre helligt overbeviste om den personlige friheds nær absolutte karakter og dyrkelse af individet som mål i sig selv er noget fis.”

Det er godt, at der er nogen, der holder fanen og tonen højt–og samtidigt bliver klogere.  Sidst Metz udtalte sig om emnet, sagde han, at det var lige så uforståeligt som albansk.  Nu må han have forstået det så meget, at han dog kan sige, at det er “noget fis”.  Man bliver tilsyneladende klogere med tiden.

Punditokraterne på P1

Til dem, der måtte have misset det, så var vores redaktør i går i P1’s nye program “Kaffeklubben”, hvor han skulle fremlægge og forsvare nogle af sine poster her på bloggen overfor en kreds af politikere.  Det var generelt værd at høre på og kan gøres her.

The Triumph of Authoritarianism: An Assessment of the UN's Human Rights Council

On 15 March 2006 the UN General Assembly adopted Resolution 60/251 establishing the new Human Rights Council ("the Council"). The adoption of the Council had become necessary since its predecessor – the Human Rights Commission – had lost its credibility due to the politicising and double-standards of its work. This often resulted in the effective protection of human rights having little or no bearing on the agenda of the Commission. The Commission was further tarnished by the fact that its membership was open to countries which systematically violated the most basic civil and political rights of its citizens, culminating with Libya chairing the Commission in 2003.

While the improvements made from the old Commission were very modest and mostly theoretical in nature, Resolution 60/251 does state, inter alia, that the Council shall

"address situations of violations of human rights, including gross and systematic violations, and make
recommendations thereon" and "that the work of the Council shall be guided by the principles of universality, impartiality, objectivity and non-selectivity."

According to former Deputy Secretary General Mark Malloch Brown the reform of the Commission was a "litmus test" of UN renewal. At his statement on 19 June 2006 at the Council's first day of work, former Secretary General Kofi Annan proclaimed a "new era in the human rights work" of the UN. Annan also expressed his hope that the Council would entail "a change in culture" from the Commission.

However, rather than ushering in a new era of non-partisan commitment to the efficient protection of international human rights, the work of the Council has so far proved even more politicised, biased and hostile to the protection of basic rights than the work of the Commission. In particular, the failure to limit Council membership to States with proven human rights records has proven costly.

The 3 regular and 4 special sessions held by the Council so far, have shown fundamental and bitter differences between Western and non -Western – in particular Muslim – States. The Muslim States are often co-ordinated by the Organization of the Islamic Conference ("OIC"), which has a substantial number of members on the Council which consists of a total of 47 members. The Muslim States can often count on the votes of the members of the African group, as well as the votes of countries such as Cuba and China. The Western states can only sometimes hope to count on the support of other liberal democracies such as South-Korea and Japan.

In effect, this forms a majority coalition of States with a very questionable, if not hostile attitude toward classic, civil and political human rights. Accordingly, countries based on Western style liberal democracy with separation of powers, constitutionalism and protection of individual rights at its core, form a marginalised minority within the Council. These States are thus powerless to prevent the aforementioned coalition from setting the agenda of the Council and in the name and with the moral authority of the Council, adopting resolutions and decisions which are blatantly at odds with the effective protection of human rights.

While the first regular session was largely ceremonial in nature and the third concentrated on institution building, the second regular session of the Council -supposed to achieve substantive results – offers a good window into the workings of the Council.

Western States continually found themselves unable to gain support for decisions or resolutions on issues such as freedom of speech and religious tolerance, Sri Lanka, which experienced wide-spread violence at the time, and Darfur, which continues to be the worst current example of systematic human rights violations in the world. According to an anonymous EU official:

"the unsuccessful attempts to reach consensus, despite exhausting efforts, have showed once again that the EU simply cannot muster enough support for its proposals and was repeatedly forced into an underdog position." 

The coalition of non-Western States also successfully obstructed other attempts at any country specific discussions, decisions and resolutions, which would otherwise seem a prerequisite for the Council since human rights violations are committed by states and, that the obligation of human rights conventions rest upon states.

According to another anonymous EU official:

"Country mandates were more vigorously attacked than previously; the "hardliners" did not accept that the Council "took note" of  reports of SRs (Special Rapporteurs)[..] and discussing human rights violations by countries, appeared  to be increasingly difficult."

The Report also claims that most likely a majority of the Council will seek to do away entirely with the current possibility of appointing Special Country Rapporteurs charged with investigating human rights violations in designated countries.

The second ordinary session resulted in no substantive decisions or results and the session had to be suspended with a view to further discussion of different proposals.

The EU official paints a bleak picture of the future work of the Council:

"Still, the past three weeks have shown that it will be an uphill battle for those who want a strong Council effectively equipped to promote and protect HR worldwide, in a non-selective and non-politicised atmosphere, and to ensure that its objective and balanced recommendations are adequately implemented." 

The Israeli Exception

Despite the resistance of non-Western States to country specific reports, these countries have shown themselves willing to make a notable exception. In the Council's first regular session the Council decided to ask various Special Rapporteurs to report "on the Israeli human rights violations in occupied Palestine", as well as on:

"human rights violations and implications of the Israeli occupation of Palestine and other occupied Arab territories at its next session and to incorporate this issue in following sessions".

Accordingly, the Council decided to make specific consideration of Israel a permanent issue of future sessions, all the while unwilling to consider any substantive human rights issues in other countries with serious human rights problems. Moreover, the wording of the decision is markedly biased in that it only mentions Israeli human rights violations and omits any reference to terrorism and the killing of civilians by Palestinian groups.

It is noteworthy that the countries voting in favour of this decision included Algeria, China, Cuba, Saudi-Arabia and Pakistan, whose human rights records are notoriously poor. The Western States were easily outvoted, demonstrating the power of the OIC to set the agenda on the Council. When the Special Rapporteurs, appointed by the Council, reported back on their findings with regard to Israeli human rights violations in Palestine, their conclusions were vigorously opposed by the very same majority which had requested the Special Rapporteurs to initiate their work. This opposition seemingly resulted from some of the Special Rapporteu
rs – while roundly condemn
ing Israel – also mentioned Palestinian killings of innocent civilians, which the majority found tantamount to pro-Israeli bias. Accordingly the OIC states worked actively to drop any reference to the conclusions of the reports of the Special Rapporteurs from the Council's decisions and resolutions.

3 out of 4 of the Council's special sessions have been called in order to discuss Israel and issues such as Palestine, Lebanon and Beit Hanun. All of these extraordinary sessions have resulted in completely one-sided, strong-worded condemnations of Israel – often based on no verifiable factual background and/or media reports. Moreover, these condemnations include no reference to the abduction of Israeli soldiers or terrorism by Palestinian factions and Hezbollah. These decisions have been carried through despite Western States voting against the proposals.

Of particular interest is the Council's second special session on " The grave situation of human rights in Lebanon caused by Israeli military operations", a session called by Tunisia on behalf of the Group of Arab States and the OIC. The title of the session – attributing the war and its civilian casualties solely to Israel without mentioning Hezbollah – is indicative of the extreme level of bias demonstrated by the Council during this session.

The Council adopted a resolution, which, inter alia, condemned Israeli military operations in Lebanon as "gross and systematic violations of the Lebanese People" – language ordinarily reserved for circumstances such as the ethnic cleansing of the Former Yugoslavia and Rwanda. The Council was moreover, "appalled at the massacre of thousands of civilians", an accusation which should only be employed by the body of an international organization if backed by solid facts and clear supporting evidence, which was not the case.

The Council also decided to establish a high-level commission of inquiry comprising of eminent experts on human rights:

"To investigate the systematic targeting and killings of civilians by Israel in Lebanon[…] to assess the extent and deadly impact of Israeli attacks on human life, property, critical infrastructure and the environment".

The Council had thus already concluded that Israel was guilty of "systematic and targeted killings of civilians" before the independent experts whose job it was to investigate the conflict had even been appointed, let alone commenced their work.

The Council also ensured that the mandate of the Commission of Inquiry would be limited to deal only with Israeli human rights violations, so as to effectively shield the actions of Hezbollah from any scrutiny. In fact, Hezbollah is not mentioned once in the Council's resolution, nor are the deaths of Israeli civilians mentioned therein.

The wording of the Council's resolution is not consistent with the Security Council's balanced Resolution 1701, which does not speak of massacres, but rather, makes mention of hundreds, rather than thousands of deaths, and specifically mentions Hezbollah attacks on Israeli civilians as well as the abduction Israeli soldiers by Hezbollah. Once again, the Western States were helpless in preventing the Council from hijacking the cause of human rights in order to pursue the political agenda of its majority – or perhaps rather the agenda of the OIC – an agenda which is completely at odds with the mandate of the Council as set out in Resolution 60/251.

The conflict in Lebanon would have been the perfect occasion for the Council to prove to the world that it had risen above the Commission's old failing ways. There was good reason to initiate an impartial investigation of the behaviour of both parties to the conflict in Lebanon, including those Israeli violations of human rights and international humanitarian law, which did occur. Instead, the Council descended into practices and rhetoric so one sided as to practically constitute a defence of Hezbollah, thereby exhausting what legitimacy it still possessed.

Sudan

When the Council, in its fourth special session, finally decided to investigate a country other than Israel, namely Sudan, the difference in the approach adopted was stunning. In its decision, the Council merely expressed its concern about the situation in Darfur. Moreover, the Council commended the Sudanese Government for its cooperation with the Human Rights Council.

This despite the fact that the Sudanese government has persistently frustrated the efforts of the international community to solve the crisis in Darfur. The decision included no condemnations of Sudan and made no mention of the wide spread massacres which have occurred in Darfur with impunity for years.

This is so despite the fact that the Special Rapporteur on Human Rights in Sudan on 11 January 2006 had issued a report stating, inter alia that she "saw no improvements in the Human Rights situation". The Special Rapporteur also reported that

"the renewed level of conflict too often left civilians the target of attacks by government forces, milita and rebels. Armed men travelling in small groups […] continued to murder, beat and sexually assault IDPs and villagers".

While the Council did decide to dispatch a high-level mission to Sudan, surely the gross and well documented human rights violations in Darfur including the killings of tens of thousands of innocent civilians warrant a condemnation or at the very least an acknowledgement from the UN's premier human rights body. The fact that the Council has repeatedly chosen not to do so while routinely condemning Israel demonstrates that the Council can not be trusted to fulfil its mandate under Resolution 60/251.   

An alternative approach?

It is a good measure of how bad things have become that Human Rights Watch and Amnesty International – both vocal supporters of the adoption of the Council – have been critical of the work of the Council. However, organizations such as the abovementioned and other prominent members of what can be labelled as the human rights movement are unlikely to call for the abandonment of the Council and will most likely insist on any reform to be kept within the institutinal framework of the UN.  Yet the implosion of the Council demonstrates that serious reform of a UN human rights mechanism, which members consist of UN member States rather than individual and independent persons, is a utopian dream.

Despite the beautiful words in countless UN conventions and resolutions, the UN has never been and never will be the guarantor of basic civil and political rights. Such rights have always – however imperfect – been best secured at the national level by liberal democracies with constitutions much older, more vigorous, and more proven and respected by political institutions and citizens than the UN Charter and its human rights related off springs. This demonstrates that if classic civil and political human rights are to be efficiently protecte

d at the international level, the relevant states must be liberal democracies and share a culture of and commitment to constitutionalism.

A good example of this is the Council of Europe ("CoE"), the brainchild of Winston Churchill. In its preamble, the CoE member States reaffirmed

"their devotion to the spiritual and moral values which are the common heritage of their peoples and the true source of individual freedom, political liberty and the rule of law, principles which form the basis of all genuine democracy".

Liberal democracy and ratification of the European Convention of Human Rights ("ECHR"), supervised by the European Court of Human Rights is compulsory for member states. The CoE, which now includes former fascist states such as Portugal, Spain, Greece, as well as the former communist States in Eastern Europe, has quietly played its part in spreading and consolidating basic civil and political rights in European States.

While the European Court of Human Rights have at times engaged in worrying levels of judicial activism, thereby arguably somewhat diluting the ECHR, it's jurisprudence is generally well respected amongst the member States including the national courts of these. The success of the CoE in the area of human rights is in stark contrast to the failure of the UN. A failure which the UN will be unable to remedy unless it too realises that when membership is open to democracies as well as totalitarian, authoritarian, fundamentalist and communist States, the latter will never be committed to respect classic civil and political rights since systematic violations of these are the means by which the regimes of such states keep themselves in power.

The Western States on the Council should be commended for voting against the often outrageous proposals submitted by the majority. However, their support for the Council as an institution is in the long run, tantamount to acquiescence in the further deterioration of human rights standards and the effective protection thereof, which seems to be the aim of several members of the Council. After all, the mood among EU officials demonstrates that Western states know perfectly well that there is little chance of improving the Council within the UN system.

Thus, rather than protecting the Council and the UN, Western States ought to insist on the intimate link between liberal democracy and human rights and the moral, as well as practical superiority of such a system of government. This would entail abandoning the UN as the principal international organ for the promotion and protection of human rights and the creation of a new international organization better equipped to serve this purpose.

Membership of such an organization should be open to countries of all continents, provided that they are liberal democracies with basic protection of civil and political rights. If one uses Freedom House's "Freedom in The World 2007" survey as inspiration, 25 countries from the Americas, 1 Middle Eastern (Israel), 24 Western European, 16 Asian and 13 Eastern/Central European countries are deemed to be "free" and would thus qualify for membership of the proposed new organization entrusted with the protection of international human rights.  

The creation of a new international human rights organization would be a watershed event on the international scene marking the intent of the free countries of the world to stand up for the basic rights and liberties which ensure the freedom enjoyed by their citizens. The work of a competing human rights organization consisting of free countries used to free public debate and criticism of their governmental policies and practises would expose the way the Council majority abuses the rights it is meant to protect. At the same time, it would send a loud and clear message to the authoritarian countries of the world that their form of government lacks the legitimacy of liberal democracies. A message sorely needed at a time where human rights at the international level are expected to be protected by countries where no human rights exist.

 

Forskningsfrihed -– en by i Rusland

Politikens forsidehistorie i dag var lige til at få morgenkaffen galt i halsen af. Rektorkollegiets formand Jens Oddershede kalder to nye lovforslag fra forskningsminister Helge Sander for ” en yderst uheldig tendens i retning af statsstyring” og også Tim Knudsen, professor i Statskundskab i København, advarer også mod den nye tendens til politisk detailstyring af forskningen.

Vi har skrevet om det før (læs her) hvor vi allerede i november 2005 pointerede problemerne, og jeg er ked af at sige det, men vi har fået ret. For det første ønsker regeringen, støttet af oppositionen, at have større indflydelse på fordelingen af forskningsmidler så de områder, politikerne mener der er fremtid i, får flere midler. Der må man stille sig selv det spørgsmål, om politikere er bedst til at vurdere hvor fremtidens videnskabelige indsigter kommer? Det er de vel næppe!

For det andet er der stærkt noget bekymrende i, at Århus Universitet i den nærmeste fremtid kommer til at få 12 % af dets indtægter gennem betaling for myndighedsopgaver, er det også svært at se, hvordan man kommer til at opretholde fuld forskningsfrihed – både i form af valget af forskningsemner og hvad man ‘må’ konkludere – når institutionen også har en klar interesse i at opretholde fundingen. Når VK-regeringen og S åbenbart er enige om at forsøge sig med planøkonomi på universitetsområdet som om forskning var det samme som østtysk sæbeproduktion, er der al mulig grund til at råbe vagt i gevær. Dansk forskningsfrihed risikerer at blive en by i Sovjettidens Rusland, og vi ved vist alle hvordan både friheden og velstanden havde det der. Lad os da få en diskussion om det i medierne, selvom politikerne nok helst vil tie emnet ihjel.

Den glemte krig

I dagens udgave af Berlingske kan man læse, at Taleban hævder at kontrollere Helmand-provinsen i Afghanistan.

 

Indtil for nylig har der været relativt stille om Afghanistan men deltagerlandende i NATO-koalitionen er så småt ved at vågne op til, hvor katastrofalt man har svigtet i dette land.

Gode eksempler på det politiske svigt – for det er ikke de udsendte soldater der svigter – kan ses i en række dokumentarudsendelser.

 

To britiske dokumentarudsendelser (der kan hentes i flere bidder her og her) viser, hvor underbemandede de (i dette tilfælde britiske) NATO-soldater er, samt at de ikke kan regne med tilstrækkeligt udstyr såsom pansrede køretøjer eller forsyninger. Slutningen på den første dokumentar er vel et skoleeksempel på, hvordan man taber en krig ikke bare militært set men også i forhold til at vinde lokalbefolkningens tillid og skabe en vindende kampånd hos det lokale militær, der jo skal tage over.

 

Den sidste dokumentar viser, hvor hensynsløs en fjende Taleban er. Man undertrykker og dræber gerne civilbefolkningen, inklusiv kvinder der for første gang i en årrække har kunnet mødes uden mænd. Man går heller ikke af vejen for at udstyre en 15 årig dreng med selvmordsbombebælte. Endnu mere deprimerende er det forhold, at oprørere fra hele den muslimske verden sammen med Taleban og øvrige lokale militser tilsyneladende frit kan operere i visse del af Afghanistan og Pakistan, og at de her har baser, hvor terrorangreb mod Vesten bliver udtænkt og udøvet og terroristerne der skal udføre dem bliver oplært. Scenen hvor 30 amerikanske soldater skal sikre en dal med anslået 1.000 oprørere, siger alt om, i hvor høj grad krigen mod terror bliver nedprioriteret i Afghanistan.

 

Man må føle den dybeste respekt og ærbødighed for de NATO-soldater, der under disse vilkår kæmper imod en hensynsløs og ofte usynlig fjende og samtidig viser overskud til at hjælpe lokalbefolkningen. Konsekvenserne af at lade Taleban komme til magten igen vil ikke blot være katastrofale for den afghanske befolkning, det vil givetvis også betyde endnu flere terrorangreb i Vesten, hvorfor krigen må og skal vindes.

Ligestilling i Wimbledon – eller hvordan er det nu?

Forleden blev det meddelt at Wimbledon, verdens absolut fineste tennisturnering, har indført ligestilling (se f.eks. her og her). Så mens Amelie Mauresmo, 2006-vinderen for damer, fik 300.000 kroner mindre end fænomenet Roger Federer, vil vinderne i år få præcist lige meget. Tidligere vindere som John McEnroe og Billie Jean King udtrykte deres store tilfredshed med ændringen i præmiesummen, og mange andre som f.eks. de britiske konservatives leder David Cameron har ligeledes luftet deres glæde offentligt. For nu er der endelig fuld ligestilling i en af klodens førende sportsbegivenheder. Eller er der?

Vi er ikke for vane at skrive om sport her på Punditokraterne, heller ikke selvom det er en sport der står redaktørens hjerte nær. Så der må være en anden logisk forklaring på, at vi bringer Wimbledon op. Og det er der selvfølgelig, for man kan aldeles provokerende spørge, om turneringen ikke har indført fuld diskriminering af de mandlige spillere? Umiddelbart lyder lige betaling jo som ligestilling, men ligestilling må nødvendigvis defineres som lige løn for lige arbejde. Ellers giver begrebet ikke rigtigt mening.

Den faktor, som mange ellers begavede og velmenende meningsdannere glemmer, er nemlig at mens mændene i Wimbledon som i alle fire Grand Slam turneringer spiller kampe efter princippet 'bedst af fem' – dvs. man skal vinde tre sæt for at vinde kampen – spiller kvinderne 'bedst af tre' kampe, hvor vinderen er den, der først har vundet to sæt. Med andre ord har kvinderne væsentligt kortere arbejdstid. For eksempel tog det Mauresmo 27 partier og 122 minutter at vinde sin finale, mens Federer – muligvis den bedste tennisspiller nogensinde – brugte 41 partier og 170 minutter på at vinde. Det er en 40 % forskel, og damefinalen var endda usædvanligt lang for en damekamp på de engelske græsbaner.

Lørdagens meget politisk ukorrekte og provokerende spørgsmål til vores læsere er derfor, om Wimbledon har indført ligestilling? Nok får kønnene nu den samme slutløn, men faktum er at damernes timeløn er blevet ganske væsentligt højere end mændenes. Lad os endelig understrege, at det kan i en markedsøkonomisk optik kan være helt rimeligt hvis damekampe er mere underholdende – så der er større efterspørgsel efter dem – eller at de har en større 'herlighedsværdi'. Men kan de faktorer opveje en så stor forskel i timeløn? Er der blevet lige løn for lige arbejde?

Begyndelsen på enden eller enden på begyndelsen?

Tålmodige læsere af denne blog vil vide, at denne posting bliver endnu et skamløst indlæg til støtte for Irak-krigen. Denne gang fremkaldt af statsministerens meddelelse om, at hovedparten af de danske tropper i Irak trækkes tilbage i august samtidig med en reduktion af de britiske tropper.

Kommentarspalten ndf. står åben til afvigende bidrag, heriblandt de sædvanlige trofaste kommentatorer der rasende vil fastholde, at krigen har været en katastrofe. Man kan også bare læse Thøger Seidenfadens leder i dagens Politiken, hvis man ikke gider vente på dem.

Denne posting bliver mere i stil med lederne fra JP, Berlingske (lederen, bestemt ikke folkene på 1. sektion) og The Times.

Beslutningen om at trække hovedstyrken tilbage efter fire års engagement giver grund til at overveje indsatsen. Det kan, passende provokerende, formuleres sådan:

Hver dag demokratiet overlever i Irak er en succes.

Som Victor Davis Hanson minder om, var der mange gode grunde til at ønske Saddam fjernet. Frygten for WMD var blot en af dem. Og læser man Duelfer-rapporten eller indledningen til Butler-rapporten får man bekræftet, at Saddam heller ikke den i henseende var den harmløse stakkel, som nogle ønsker at fremstille ham som.

Alternativet til den nuværende situation er, som statsministeren til stor irritation for de velmenende pacifister ofte gentager, at Saddam var fortsat som diktator.

Det mest sandsynlige er, at Saddam havde fået fjernet sanktionerne. Som han jo selv gjorde gældende i FN under opløbet til krigen, så havde FN truet med alvorlige sanktioner, hvis han ikke overholdt resolutionerne, og hvis man ikke ville sanktionere ham, måtte det være fordi, han faktisk overholdt sanktionerne, og derfor burde sanktionerne ophæves. Det var strengt logisk og ikke videre morsomt for Frankrig og Rusland, der foretrak at ignorere kravet, hvilket de kunne gøre, så længe UK og USA lavede larm.

Så hvis krigen ikke var kommet, er det mest sandsynlige, at sanktionerne var faldet. Så havde vi haft Saddam som leder af et samlet Irak med fuld kontrol med olieindtægterne uden tilsyn. Han ville – igen ifølge Duelfer-rapporten - få måneder senere have haft WMD i form af b- og c-våben. Han ville endvidere have haft midlerne til at købe a-våbenteknologien fra den pakistanske Dr Khans – den gang – hemmelige atombutik. Han ville være en formidabel støtte for den bin Laden, hvis utrættelige kamp mod USA han jævnlig hyldede i sine aviser, og for dennes al-Qaeda netværk, der efter nederlaget i Afghanistan ville være på udkig efter nye stærke venner. Det ville gøre ham til en langt større trussel end situationen i Mellemøsten i dag.

Alternativt ville sanktionerne være fortsat. Saddam ville leve i luksus, mens titusinder af hans underkuede folk ville dø, især børn. Medierne ville være fyldt med de selv samme mennesker, der i dag er vrede over krigen, men som nu ville være vrede over sanktionerne og deres morderiske virkning på Iraks civilbefolkning, mens de påpegede den radikalisering og støtte til al-Qaeda som disse menneskerettighedskrænkelser ville medføre. Til sidst ville Irak bryde sammen, det var allerede ved befrielsen i en fremskreden tilstand af opløsning, og vi ville have en endnu større trussel om indblanding fra Iran, der ville foregive at støtte shiaerne, og Saudi-Arabien m.fl.til støtte for sunni, mens Tyrkiet ville gå ind fra nord mod kurderne.

I stedet fik vi en befrielse, der – i modsætning til ynglingsmyten i MSM – blev hilst velkommen af et massivt flertal af irakerne, selv blandt sunni. Og som blev nøjagtig lige så kort og ublodig, som forventet.

Befrielsen og indførelsen af demokrati har i den forstand været en kæmpe succes. Vi har fået bevist, at det er muligt at introducere demokrati og få folkelig opbakning til det også i Mellemøsten. Påstandene om, at irakerne ikke kunne blive demokrater på grund af deres race, etniske sammensætning, kulturelle udviklingsstade eller religion er blevet modbevist.

Eksistensen af et demokrati i Mellemøsten er af enorm betydning, langt større end krigsmodstanderne nogen sinde vil indrømme. Synet af irakerne, der kunne deltage i et frit valg og selv vælge deres ledere, havde en enorm indflydelse på de øvrige folkeslag i regionen. Næste gang, der skal være valg, vil påvirkningen blive lige så stærk. Og næste gang, og næste gang. Derfor den indledende bemærkning om, at hver dag, demokratiet overlever i Irak, er en succes.

Til gengæld har vi ikke fået skabt den fred og sikkerhed, som er nødvendig for at gøre landet til et forbillede for andre og en mindre trussel mod os selv. Det bruger diktatorerne i området naturligvis som skræmmebillede: Se hvad demokrati kan føre til! Og MSM synger – forunderligt nok, hvis man tænker efter – samme sang.

Den vedvarende vold har tappet på den folkelige opbakning. Ikke i Irak, hvor meningsmåling efter meningsmålling bekræfter, at et massivt flertal stadig finder befrielsen alle ofrene værd. Men i Vesten, hvor man – som formuleret af den dystert præcise Mark Steyn – i stigende grad har opfattet krigen som et reality-show, man bare ønskede sig stemt ud af, så det ikke skulle fylde hele sendefladen.

Vi må således konstatere, at mens den politiske mission med Irak-krigen har været en succes, har den militære del været mindre vellykket. Når jeg ikke formulerede det i stil med MSM som en fiasko, skyldes det, at jeg ærlig talt tvivler på, at vi kunne have gjort det meget bedre. Faktisk tror jeg, at vi har gjort det så godt, som det var muligt.

Det er naturligvis fristende, som nogle tidligere krigstilhængere, at søge tilflugt i den gamle udflugt "Ideen var god, men vi blev svigtet i udførelsen". Men er det rigtigt? Naturligvis begås der fejl. Det gør der i alle krige, og man skal være mere end almindelig hysterisk for at hævde, at fejl og grusomheder i denne krig har været værre end andre krige, f.eks. WWII, der i dag har et ganske pænt omdømme som "demokratiets krig", selvom vi i dag kender til voldsomme krigsforbrydelser og allerede fra 1945 måtte sande, at den krig, som blev startet for at frelse Polens frihed fra diktatur, endte forgæves for netop dem.

Var det f.eks. forkert at opløse den irakiske hær? Tja, bum bum. Det siger mange, men havde man ellers fået overbevist al-Sistani og med ham det store befolkningsflertal af shia om, at man mente demokratiet alvorligt og ikke bare ville udskifte en sunni-diktator med en anden?

Skulle der have været flere soldater i Irak? Tja, måske. Men tænk en gang på den fjende, man stod over for. Terrorister, hvis mål ikke primært var tropperne, men derimod at dræbe så mange tilfældige civile shia som muligt. Selv i England kunne hele den britiske hær, Scotland Yard og hendes majestæts kat ikke forhindre lystmorderne fra IRA i at sprænge bomber og dræbe uskyldige forbipasserende. Og så var IRA endda ikke så morderisk indstillet som de kombinerede oprørsgrupper fra Bath, al-Qaeda & co.

Problemet er og har hele tiden været, at vi ikke kan tvinge et fremmed folkeslag til demokrati. Det kan kun lykkes, hvis de selv vil det. Det irakiske folk har igen og igen bekræftet, at de ønsker et samlet demokratisk Irak. Men de bekæmpes af militser, der kynisk prøver at fremkalde en borgerkrig. I det opgør har vi støttet demokratiet, men før eller senere m
å irakerne selv overtage.

Det tidspunkt er – for vores område i Sydirak – kommet nu.

Så bør vi trække os ud. Det har hele tiden været planen.

Er det for tidligt? Formodentlig ja, men hjemmefronten er svækket efter fire års ensidig negativ dækning i MSM. Er det alt for tidligt? Næppe. Irakerne kan en hel del mere, end MSM har lyst til at fortælle. Desuden forbeholder briterne sig at kunne gå ind igen. Vi bør holde samme mulighed åben.

Hvordan så med fremtiden?

Mit bud er, at demokratiet overlever, og at Irak fortsætter som en samlet stat. Formodentlig med selvstyre, men ikke en egentlig føderal opsplitning. Hvorfor, når vi ser disse frygtelige sekteriske massedrab? Fordi de ikke nyder større opbakning i befolkningen. Irakerne har ikke nået det punkt af udbredt had, som tvang til opdelingen mellem Pakistan og Indien efter afslutningen på kolonistyret. Tværtimod er der en betydelig nationalfølelse, og det er mit gæt, at de venstreorienterede krigsmodstandere igen undervurderer nationalismens styrke.

Får vi flere krige som Irak. Ja, formodentlig. Det vil være sværere at få folkelig opbakning, ikke mindst til påstande baseret på efterretninger. Men alle seriøse politikere ved, at efterretningerne forud for Irak-krigen ikke var manipulerede, men blot utilstrækkelige. Så de kommer også i den situation at skulle træffe ubehagelige valg på et usikkert grundlag. Og her tror jeg, at der i højere grad vil være vilje til at vælge sikkerhed frem for vished. Sagt på en anden måde: frygten for en ny 9/11 vejer tungere end flovheden over at have overvurderet Saddams arsenal.

Mens det er usikkert, om vi får flere Irak-krige med en koalition af villige, er det mere sandsynligt, at vi får flere stedfortræderkrige. Afghanistan-krigen var til dels en sådan krig, og Tysklands og mange andres manglende vilje til at sætte tropper ind, hvor det er nødvendigt og dermed farligt, antyder, at man vender tilbage til den model. Vi så det samme i Somalia, hvor islamisterne – til mange defaitistisk indstillede journalisters store overraskelse – blev slået noget så læsterligt af nabolandets militær. Stedfortræderkrige har den store fordel, at MSM og den politiske opposition normalt er rimeligt ligeglade med, hvad der sker. Der er ikke nogen indenrigspolitisk gevinst at hente. Det står i skarp kontrast til det hysteri, der præger dækningen af krige, hvor vores egne tropper deltager, og hvor enhver af krigens grusomheder bliver fremstillet som en mulig krigsforbrydelse – hvis den altså er begået af vores tropper.

Ulempen ved stedfortræderkrige er netop det: at vores stedfortrædere sjældent opfører sig så humant og fornuftigt, som vores egne tropper gør. Vi risikerer dermed at falde tilbage på den eneste udenrigspolitiske linje, der virkelig kan kategoriseres som en fiasko: den såkaldte realistiske skole, der mere rettelig burde hedde den kyniske skole, og hvor man troede, at vi kunne få ro i Mellemøsten ved at betale lokale diktatorer for at undertrykke deres befolkning. Det skabte uhyrer som Saddam, al-Qaeda og tragedien 9/11. Vi må ikke håbe, at politikerne igen fristes til at gå den vej.

Vil tilbagetrækningen af danske tropper til fordel for Afghanistan hjælpe regeringen? Ja, på kort sigt, men så heller ikke længere. Modstanden mod Afghanistan-krigen var lige så indædt og bestod af de samme kredse, som modstanden mod Irak-krigen. Den såkaldte fredsvagt foran Christiansborg sidder der faktisk i protest mod, at vi befriede afghanerne for taliban. Men dels var krigen i Afghanistan desværre (for dem) alt for hurtigt og sejrrig, dels og heldigvis (for dem) startede Irak-krigen.

Her gjorde venstrefløjen den taktiske fejl, at de fremstillede Afghanistan-krigen som den "rigtige og lovlige" krig for dermed at skærpe kontrasten til den "forkerte og ulovlige" krig i Irak. Det har virket nogenlunde til at demoralisere og undergrave støtten til vores tropper i Irak, men det gør det nu vanskeligt for dem at dæmonisere indsatsen i Afghanistan på samme måde. Det forsøger de nu at overkomme, dels ved at fokusere på mulige "ulovligheder", som i DRs såkaldte dokumentarfilm om fangeudvekslinger, dels ved at gentage temaet fra Irak om, at det er umuligt at civilisere de indfødte. Det er godt nok en påstand, der smager ikke så lidt af rascisme, men man kan gøre det smagfuldt med nogen øvelse.

Det er status set herfra. Det er ikke begyndelsen på afslutningen for Irak. Det er afslutningen på begyndelsen. Nu overgår ansvaret til irakerne selv.

Fordomme i Berlingske (ikke første gang) II

Man skal aldrig uploade for hurtigt, når man introducerer et emne, de fleste læsere næppe kender meget til, fordi man risikerer at glemme at sige ting, der er velkendte for en selv og vigtige for forståelsen, men netop ukendte for læserne.

Derfor denne lille tilføjelse til forrige postering: Det hører i høj grad med til en forståelse af debatten i Italien, at den italienske forfatning af 1947, vedtaget med kommunisternes afgørende støtte, definerer familien som “et naturligt samfund grundet på ægteskabet” (una società naturale fondata sul matrimonio).  Skal andre samlivsformer juridisk ligestilles med ægteskab vil det derfor indebære et præsumptivt forfatningsbrud.  (At oversætte società med samfund er nødløsning, eftersom samfund i nudansk implicerer en større gruppe eller oftest “hele samfundet”.  Men det andet og egentlig rigtigste danske ord, “selskab”, har siden 1700-tallet mistet den nødvendige intim-moralske dimension.  Derfor “samfund”, eftersom den italienske originaltekst netop ikke taler om “fællesskab”, comunitàSocietà har her sin fulde latinske prægnans, der omfatter dimensionerne “enhed, samdrægtighed, fælles formål, forpligtende fællesskab”).

Læsere må tilgive, at disse italiske ting fascinerer mig, og jeg kan ikke lade være at bringe endnu et citat, denne gang af Francesco Paolo Casavola, professor i romerret i Napoli, for at give en mundsmag på debattens art, termer og kvalitet:

Eftersom menneskene af naturen er kaldet til samfundsliv og ikke til ensomhed, gives der forskellige former for fælles liv, der ikke nødvendigvis er motiveret af kønsdriften, men lige så vel kan være motiveret af samdrægtighed, valgslægtskab, venskab, fælles arbejds- eller studieinteresser eller gensidige bistandsforpligtelser.  Sådanne unioner kan ikke blive ophav til afkom og kan derfor ikke omdannes til en gruppe, der ville kunne kræve anerkendelse som en organisme analog til en familie.  Vor forfatning definerer familien som et naturligt samfund grundet på ægteskabet, §29.  Følgelig vil enhver konstruktion af en model for en social gruppe, der stræber efter at ligne det i Forfatningen foreskrevne, skulle vurderes efter sin overensstemmelse eller modstrid med denne, medmindre man da vælger at ændre Forfatningen.  Hvis den lovtekst, der resulterer af det parlamentariske arbejde, holder sine formuleringer langt væk fra forbindelsen mellem familie og ægteskab, vil der ikke opstå konlikt mellem Forfatningen og en sådan ordinær lov.  At det skulle være den katolske kirke, der påpeger denne konstitutionelle forbindelse (mellem familie og ægteskab) kan synes et paradoks for dem, der glemmer, at Forfatningen er et samfunds og et folks historie og ikke en lovgivers diktat, der uanset hvor oplyst det er, vil være vilkårligt, og at romerret og kristendom i den italienske historie har blandet deres rationalitet og deres etik.  Kirken er endvidere bevidst om, at loven, hvilkensomhelst lov, i sig selv er pædagog for de forestillinger, samfundet har om sig selv.  Også når den synes at tillade, vil den samtidig forekomme at binde.

Fordomme i Berlingske (ikke første gang)

Min ærede medpunditokrat Mr. Law gør heroiske indsatser for at påvise mangler og fordomme i den engang borgerlige Berlingske Tidendes dækning af Irak-krigen og de forskellige angivelige skandaler i den amerikanske regerings håndtering af den.

Det er imidlertid ikke kun i sin USA- og Irak-dækning, at det københavnske lokalblad (6.000 abonnenter vest for Storebælt) mønstrer journalister, der behersker journaliststandens ideologi og fordomme bedre, end de behersker evnen til udfarende, vidensøgende og original journalistik.

Sigrid Rasmussen er avisens Italiens-korrespondent og hun valgte den 20.2. at bringe en reportage betitlet "Vorherres eget valgforbund", hvis tese er, at den italienske kirke agerer som et politisk parti.  Tesen, der hører fint hjemme i en kronik eller et opinionsindlæg, men ikke i en reportage, bygger på to forudsætninger.  Den ene er, at når kirkens repræsentanter udtaler sig om politiske sager, der berører emner, der vedrører kirkens morallære, så agerer den politisk.  Den anden er, at dette er odiøst og forkert.

Den aktuelle anledning til klagen over kirkens politiske ageren er den italienske centrumvenstreregerings forslag til lov om samboende, ikke-gifte personers rettigheder.  Forslaget gælder begge slags ugifte par, såvel hetero- som homoseksuelle.

Adskillige biskopper har hævdet (hvilket ingen seriøst bestrider, striden går om hvorvidt det er godt eller ej) at forslaget vil undergrave familien ved at reducere værdien af ægteskab i forhold til ureguleret samliv.

Det hører med til baggrunden, at ureguleret samliv, som alle ved er så udbredt i Danmark, at det nærmest er norm, er en temmelig sjælden foreteelse i Italien.  Jeg har set tallet 300.000 nævnt som antallet af ikke-gifte, samboende par (igen af begge slags), hvorimod antallet af gifte par er over 16 millioner.  Der er altså tale om en lov, der vil få virkning for et ret lille antal borgere, og om et samfund, hvor normen om "først gifte sig, så flytte sammen" endnu gælder for det overvældende flertal.  Det er kirken naturligvis glad for, og det burde hverken undre eller chokere, at dens repræsentanter energisk kritiserer et lovforslag, som dels civilretligt er upåkrævet og dels vil undergrave de herskende normer ved at gøre det mindre væsentligt i praktiske sammenhænge, om man er gift eller ej.

Blandt lovforslagets virkninger er, at den ene part i et sådant par kan indtræde i et lejemål ved den andens død, at parterne kan arve hinanden, at den ene kan repræsentere den anden i tilfælde af svær sygdom og lignende.

Ikke-kirkelige kritikere har påpeget, at loven er unødvendig, idet det også uden den står parterne i et ureguleret samliv frit for at oprette juridisk bindende pagter, hvori de kan tildele hinanden præcis de samme (eller færre eller flere) rettigheder, end lovforslaget indeholder.

Et par eksempler på tonen i Rasmussens artikel:

 Pave Benedikt XVI og hans kreds af kardinaler og biskopper fungerer i stadig højere grad som et italiensk skyggekabinet. Den katolske kirke burde interessere sig mere for landets sjæle, end hvad der foregår under bæltestedet, mener flere italienske eksperter. Alt imens Vatikanet optrapper sit politiske engagement, vokser afstanden mellem sjælene og biskoppernes ord.

Således blev partiapparatet mobiliseret, da den italienske regering forrige uge forkyndte, at den ønskede at give ægteskabslignende rettigheder til homoseksuelle par, som ifølge italiensk lov ikke kan gifte sig, og til de mange heteroseksuelle, der ikke ønsker papir på deres kærlighed.

Med den latinske frase "Non Possumus" lod biskopperne politikerne forstå,
at gejstligheden var lodret imod.

Sidste sætning er naturligvis korrekt, men formuleret på en sådan måde, at biskoppernes modstand var en politisk, konservativ modstand.  Hvorimod frasen "non possumus" naturligvis viser, at kirken ikke kan rose lovforslaget, eftersom dets præmisser og indhold strider mod kirkens morallære.  Længere er den egentlig ikke, men selve det forhold er åbenbart en voldsom pille at sluge for visse journalister (ikke for Sandro Magister, hvis indlæg om sagen på www.chiesa.espressonline.it ikke blot i denne sag er den absolut mest seriøse dækning af kirkelige interna, der findes.  Mange tekster også på engelsk).

Videre med Rasmussen:

Det er kirkens aggressive kamp for de ubestridelige værdier, som får den katolske kirke til at ligne en politisk bevægelse, mener Marco Damilano , som for nylig udgav bogen »Guds Parti«.

"Aggressiv" er det jo ikke godt at være.  Iøvrigt skal der formentlig stå "umistelige" eller "ufravigelige" og ikke "ubestridelige", idet sidstnævnte ord jo faktisk giver kirken ret i, at visse værdier er "ubestridelige", og det er vist ikke Rasmussens mening.  Jeg formoder, at det italienske ord er "indiscussi", der kan betyde såvel "ufravelig" som "ubestridelig".

Det problematiske i Rasmussens artikel er naturligvis ikke hendes personlige meninger, men at hun — og her følger hun præcis opskriften fra sine kolleger, som Mr. Law så ofte har analyseret — bevidst eller ej vælger formuleringer og interviewpersoner og konklusioner ud fra disse holdninger.  Det skal medgives, at en artikel, der blot konstaterede at de italienske biskopper var uenige med en række ikke-kirkelige personer og intellektuelle om lovforslaget ikke ville være særlig spændende at læse.  Netop derfor hører diskussion af sagen hjemme på opinionssiderne.

Der ville en seriøs debattør ikke med stor fanfare tale om, at kirken agerer politisk, underforstået at det er skummelt, men tage udgangspunkt i de reelle, interessante og afslørende modsætninger i etik, moral og politik, som den aktuelle sag rejser.  For eksempel ved at tage alvorligt, at den italienske kirke naturligvis bekender og ikke kan andet end bekende, at ægteskabet er indstiftet af Gud og derfor ikke står til menneskers disposition at undergrave.

Milanos ærkebiskop Dionigi Tettamanzi (og tilgiv den klodsede oversættelse):

Familien grundlagt på ægteskabet har særlige og unikke egenskaber.  Familien er, som den antikke (NB! ikke-kristne) visdom holdt af at sige, seminarium civitatis, det vil sige den sociale kerne, samfundets grundlæggende og formende kilde og kraft.  Det er den i kraft af det bidrag, som familien yder samfundet ved at avle og opfostre børn og drage omsorg for personer, især de svage og nødlidende.  Som erfaringen viser, er det at give børn liv og at opfostre dem i livets mening og det at drage omsorg for den menneskelige person uanset tilstand og alder værdier, der ikke blot er fundamentale, men "grund-læggende", altså lægger grunden for selve samfundets væren og vel-væren i nutid og fremtid.  Lad mig understrege at familiens rolle i samfundet har rod i en klar og tydelig antropologi centreret om mandens og kvindens personlige værdighed og om deres gensidige forhold grundet på forening i kærlighed og liv.  I den forstand viser familien sig at være det primære sted, hvor personen realiseres … (NB! Begrebet "person" er centralt i moderne katolsk moral- og samfundslære og blev især fremmet af den franske teolog Jacques Maritain, hovedværk L'humanisme intégral) …

Så kommer hugget til medierne og deres holdninger:

Foruroligende er det klima af forvirring, endog af forvanskning, som præger debatten.  Det er ikke overdrevet at tale om forvanskning, hvis vi ser på den stærke politisering, som fordrejer aspekterne i problemet.  I første række tales nemlig ik
ke om de samboende par i s
ig selv, men om de politiske grupperinger …  Forvanskningen skyldes også det stærke kulturelle pres, der udøves af den radikale subjektivisme og individualisme, som på den ene side hævder som "ret", hvad der faktisk er "ønske", og som hævder rettigheder, mens den udvisker pligter, og som på den anden når frem til at nægte, at kønsforskelle og kønnenes komplementaritet har relevans for personen eller samfundet …

Det kan ikke nægtes at de sociale kommunikationsmidler (kirketale for massemedier m.m.) bidrager stærkt til at udbrede og styrke denne forvanskning, hver gang de svigter deres pligt til at bringe fri og korrekt information og ender med at ligge under for den økonomiske, politiske eller kulturelle magts interesser …

I dette forvirrede og forvanskede klima modtages [kirkelige erklæringer] ofte af medierne med en logik, hvor det for enhver pris går ud på at tilskrive disse en politisk hensigt og et politisk ståsted.  Derved glemmer man, at erklæringernes formål netop er at minde om de grundlæggende etiske værdier, der forekommer særlig påtrængende i den aktuelle situation og derved fremme en historisk forankret vurdering.

Det var ikke det, Rasmussen gjorde eller var interesseret i i sin artikel.

Skolevås i USA igen igen

Bertel Haarder er, forlyder det, en realistisk mand begavet med en god portion sund fornuft.  Derfor har han holdt sig tilbage fra at komme med helt så åndssvage målsætninger som Bush-administrationen i USA, der, som Steve Sailer her viser, fortsætter med at forfægte en politik, alle med sig selv ved er bygget på løgn og medfører kolossalt spild.  Det er endnu et eksempel på det som Timur Kuran for en del år tilbage analyserede i bogen "Public Lies, Private Preferences" med køns- og racekvoteringspolitikkerne som eksempel.  Pointen for liberale og for demokrater i almindelighed er, at det er dybt forkvaklende og usundt for en politisk kultur hvis magthaverne og de intellektuelt toneangivende fører og anbefaler politik baseret på ting, de pgl. selv ved er løgn, i dette tilfælde dogmet om alles ens evner.  Endnu mere forkvaklende er det, når politik baseret på løgn anbefales som moralsk og etisk påkrævet.  Så er der for alvor lagt i kakkelovnen til unødvendige katastrofer.

En realistisk politik på uddannelsesområdet vil tjene alle bedre.

Kongehuset gør os alle rigere

Forleden skrev medierne om en engelsk marketing-forskers vurdering af Kongehusets reklameværdi. Normalt kan mange danskere være forargede over hvor mange midler vi bruger på at opretholde en historisk institution, som cirka fem procent af befolkningen mener, bør afskaffes, men forskeren vurderede at de kongelige faktisk er en god forretning for Danmark på grund af deres ‘branding værdi’. Helt særligt estimerede Simon Anholt, at kronprinsesse Mary er 12 milliarder værd i ekstra eksportindtægter, og at andre medlemmer af Kongehuset også bidrager med adskillige milliarder til nationalregnskabet.

Det giver jo god mening at en vis royal romantik, som især amerikanerne sværmer for, også giver resultat på bundlinien, men her på stedet er nogle af os lidt skeptiske overfor den slags estimater. Når der skal sættes tal på sådan noget som marketing, reklame, og branding værdi, bliver regnestykket desværre ofte – men ikke altid – en uheldig blanding af sund fornuft, hand waving og tryllestøv. Det betyder dog ikke at monarkiet ikke har en værdi som punditokraternes læsere skal gå glip af. Så lad os i stedet for give et konkret bud på Kongehusets værdi fra en anden vinkel, som medierne ikke just været overvældende interesseret i: Den empiriske forskning i økonomisk vækst, som flere punditokrater beskæftiger sig med.

Vi har flere gange tidligere omtalt den amerikanske nationaløkonom Robert Barro her på stedet, ikke mindst for de af hans bidrag til vækstforskningen, der har gjort ham til en af de absolutte topkandidater til en Nobelpris de næste år. Hans største bidrag, der nu simpelthen går under betegnelsen ‘Barro regressioner’, kan bruges til at udregne den langsigtede værdi af en ændring i samfundsforholdene. Med andre ord kan man regne ud, hvor meget rigere en gennemsnitsdansker bliver, når man sænker toldsatser, sænker de offentlige udgifter, eller hvad det nu skal være.

Den type analyse kan man kombinere med et af mine egne ydmyge bidrag til forskningen. Det viser sig nemlig, at monarkiers befolkninger er markant mere tillidsfulde end republikkers. Mens cirka 30 procent af en typisk befolkning erklærer, at man kan stole på de fleste mennesker, siger otte procent flere ja til spørgsmålet når de bor i et monarki, alt andet lige. Og en vigtig del af den nye forskning i fundamentale vækstprocesser viser, at netop tillid er en af de faktorer, der fører til hurtigere økonomisk vækst. Så spørgsmålet er blot hvor mange penge, de otte procent ekstra tillid vi får fra Kongehuset, bliver til i det lange løb. Svaret kommer fra Barro-regressionernes vidunderlige verden.

Hvis man forestiller sig at et land får otte procent ekstra tillid, viser empiriske estimater fra en række forskellige studier, at landet alt andet lige vil få en ekstra vækst på cirka en fjerdedel af en procent per år.  Hvis man bruger estimaterne fra den mest citerede artikel på området (Zak og Knack i The Economic Journal i 2001) i en simpel formel, viser det sig at på det meget lange sigt betyder eksistensen af et monarki derfor, at hver indbygger af et land har 2320 kroner mere at leve for om året.

Med andre ord er værdien af Kongehuset, når den evalueres af resultaterne fra de sidste ti års empiriske forskning i økonomisk vækst, en total sum på cirka 12.1 milliarder kroner hvert år. Pudsigt nok er det cirka det samme som Anholts vurdering af kronprinsessens værdi alene. Så læserne kan mene, at monarkiet er en ligegyldig og gammeldags institutions, men ny forskning giver et fingerpeg om betydningen af den i dag. Vi bruger cirka 141 millioner kroner på den kongelige familie hvert år (se her), måske plus den årlige apanage på cirka 80 millioner men får 12 milliarder kroner igen. Det er da ikke noget dårligt afkast på en 1100 år gammel investering, vel?

Ugens citat: Dave Barry om frihed

På det amerikanske Marquette University har institutlederen for Dept. of Philosophy, James South, beordret en ph.d. studerende, Stuart Ditsler, til at fjerne et “patently offensive” citat, som den studerende havde placeret på sin kontordør på instituttet.  Citatet var af den meget vittige amerikanske humorist (og libertarianer) Dave Barry, som er forfatter til bl.a. bestsellerne Dave Barry Hits Below the Beltway: A Vicious and Unprovoked Attack on Our Most Cherished Political Institutions (2002), Dave Barry Slept Here og utallige morsomme klummer.  Citatet lød sådan:

“As Americans we must always remember that we all have a common enemy, an enemy that is dangerous, powerful, and relentless.  I refer, of course, to the federal government.”

Så meget for “academic free speech”.  Mere her fra Cato Institute.

At være i femte kolonne

I princippet hylder jeg som en personlig målsætning meget sådan noget som "et åbent sind", "en vid horisont", "størst mulig information", o.s.v., o.s.v., men jeg har dog alligevel altid sat grænsen ved, at jeg nægter at betale for dagbladet Politiken.  Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at betale for en avis, der på hver anden side i de mest arrogante formuleringer, men ofte på fejlagtigt grundlag, belærer mig om, at alt jeg mener er ondt.

Derfor er det jo en helt særlig ærgelse at måtte erkende dette: Der er–mellem alt det andet–faktisk ganske mange, rigtigt gode og spændende artikler i dén avis.  Pokkers også. 

Og hvordan ved jeg så det?  Jo, jeg sniger mig fra tid til anden–som en femte-kolonne kulturkamps-kriger–til at læse avisen–sådan lidt i smug–hos svigerfamilien, som altså tilsyneladende gør lidt mere ud at stå fast på det dér med den åbne horisont, o.s.v.  Men dertil er der altså også sket det, at avisen af en eller anden mærkelig årsag bliver leveret gratis til os i weekenderne.  Jeg ved ikke hvorfor.  Det kan være et efterladenskab fra dengang, hvor jeg selv var tilknyttet Politiken som kommentator men fortalte dem, at jeg nægtede at betale for deres avis.  Det kan være, at der er et avisbud, der tror, at det er en gratisavis.  Det kan være, at det er nogle af mine adskillige bekendte fra Politiken, som mener, at jeg trods alt trænger til at læse den–altså ligesom dem på gaden med "Vagttårnet".  Det kan også være, at den bare bliver afleveret forkert til mig i stedet for til den Tøger-loyale, smålyserøde Frederiksberg-borger, der skulle have modtaget den–og så står der jo nærmest 2-0 i kulturkampen.

Jeg ved det som sagt ikke.  Men i dag er ihvertfald en af de dage, hvor jeg fandt adskillige læsværdige artikler i den unævnelige avis, heriblandt en af journalist Jannich Kofoed, som jeg fra mine optrædender i.f.m. USA-valg husker som en af de bedre DR Radio-korrespondenter i USA.  Den handler om Kofoeds egen fortid som kommunist i 1970erne og 1980erne, om fredskampen og om Jørgen Dragsdahl, og hvis bare halvdelen er korrekt gengivet, er den den ondelyneme mig et godt vidnesbyrd om, hvad jeg altid havde på fornemmelsen dengang–om dobbeltmoral, hykleri og manipulation, om militant fanatisme pakket ind som humanisme.  Læs selv "Fredsflæberne – og de rigtig farlige", men her er et længere pluk:

"Freds- og solidaritetsarbejdet, eller 'Fre-So', som vi kaldte det, lagde beslag på mange gode kræfter. Purunge pædagogpiger med røde kinder kastede sig forpustet ud i opgaven at få erklæret deres seminarier og børnehaver og boligforeninger for atomvåbenfri zoner.

Raske ungersvende med bæltespænder fra Den Røde Armé fik deres fagforeninger til at tilslutte sig 'Østersøen som Fredens Hav' eller 'Norden som Atomvåbenfri Zone'.

I 80'erne gjaldt det for os kommunister at bekæmpe NATO's beslutning om at opstille sine raketter som modvægt til Sovjets arsenal af SS 20-raketter.

Fredskomiteer skød op overalt. Ikke nødvendigvis med kommunister i spidsen, ja helst ikke med kommunister i spidsen; for i tråd med 'enhedsarbejdet', 'det brede massearbejde', 'den anti-monopolistiske strategi' og 'enhedsfronten', og hvad russerne og Ib Nørlund ellers kogte sammen i teorismedjen i Moskva, så blev det tilstræbt at have en partiløs, men loyal figur i spidsen, én, der kunne styres. At få dem indlemmet i partiet med tiden var en mulig sidegevinst, men ingen forudsætning. …

[Vi] anså det for absolut vigtigt, at Sovjetunionen blev styrket derved, at den imperialistiske lejr blev svækket.

Vi havde jo for længst taget det standpunkt, at der fandtes onde raketter og gode raketter. Deres og vores. Og vores befandt sig på den anden side, i hænderne på de gode kræfter, altså Bresjnev, Andropov og Tjernenko. Og vi var fortroppen på denne side, »die Vorhut der Roten Armee«, som det lød i den røde gadeslagsmålssang 'Roter Wedding'.

Kors, hvor vi morede os i mere lukkede kredse. Mens vi sang hyldestsange til Stalin og Ernst Thälmann og indtog hektoliter indsamlingsøl, vodka og cubansk rom, slog vi os på lårene af grin over, at det lykkedes at få tusinder af voksne mennesker til at møde op foran Christiansborg og hoppe ret op og ned, mens de i kor råbte 'Hoppe-hoppe-hop! Atomraketter stop!', eller få dem til at erklære alt fra fødestuer til hundetoiletter for atomvåbenfrie zoner. På universiteterne blev fred et fag og genstand for forskning. Enhver københavnsk fagforening med respekt for sig selv havde et fredsudvalg.

Og kultureliten? Kunstens og åndens arbejdere? Ja, det var næsten for godt til at være sandt: Skuespillere, kunstmalere, pottemagere, forfattere og musikere – de reciterede Brecht og Pablo Neruda, modellerede fredsduer, tegnede karikaturer af Reagan og Solsjenitsyn, latterliggjorde Sakharov og komponerede fredshymner. I de kredse var der ikke et øje tørt, når Carl Scharnberg på vaklende versefødder læste højt af sine digte, der oftest handlede om, hvor mange vuggestuer der gik på et Pershing-missil.

»Fredsflæberne«, kaldte vi dem. De var nyttige idioter, vi absolut ikke havde tænkt os at give så meget som et hjørne af magten – højst et reservat i fremtidens arbejder- og bondeparadis.

Jørgen Dragsdahl blev ikke regnet for en nyttig idiot. Men som absolut nyttig. Vi var målløse over at få leveret så megen prosovjetisk og antiamerikansk ammunition, som jo fik langt mere sprængkraft, når den blev affyret i Information end i Land og Folk.

Privat tog vi let på sandhedsværdien i det propagandamateriale, Moskva forsynede os med. Dets overbevisningskraft var da også begrænset. Men fra Dagbladet Information kunne vi citere syrede sammensværgelsesteorier fra manikere og fantaster fra den amerikanske venstrefløj, som Jørgen Dragsdahl viderekolporterede i den gamle modstandsavis. Og dét var nyttigt. …

Det var dengang, Socialdemokratiet under Anker Jørgensen og Svend Auken gik helt fra snøvsen i sin modstand mod USA. Fotografiet af Kjeld Olesen, Poul Nielson og Lasse Budtz på tiggergang til Moskva i oktober 1984 for at fedte for russerne og fable om Norden som atomvåbenfri zone må være sindbilledet på det årtis moralske lavpunkt.

Og selv om Sovjet knagede i fugerne under Reagans pres, fortsatte Jørgen Dragsdahl med at levere varen. Som propagandist og leverandør af argumenter fik han en status og en indflydelse, som ingen kommunist kunne have fået.

Hvis jeg i dag kunne stå inde for, hvad jeg dengang stod for, ville jeg være Jørgen Dragsdahl dybt taknemlig. Men i dag kan jeg se, at der var en halv milliard mennesker, som fik en elendig og uværdig tilværelse forlænget på grund af ham. Måske kun nogle timer. Eller bare minutter. Men for magthaverne i Moskva og os herhjemme, der havde knyttet os til diktaturet – for os var Jørgen Dragsdahls hjælp guld værd. Den var næsten ubetalelig."

Må (sammenhængs-)kraften være med dig

Hermed lidt genbrug af min lørdags-klumme fra Berlingske Tidende forleden:

Debat: Kommentar: Den autoritære »sammenhængskraft«

Berlingske Tidende 10.  februar  2007, 2 sektion, magasin, side 23

VARM LUFT. Alle taler om sammenhængskraft, men hvad er det?

Af Peter Kurrild-Klitgaard. Professor, ph.d.

»Sammenhængskraft« må vist tage prisen som det for tiden mest populære begreb i dansk politik. Alle taler om det, og alle – fra Venstre over Dansk Folkeparti til den yderste venstrefløj – synes at mene, at det er noget positivt. Men alle lægger vist også noget forskelligt i det, og ingen eller få synes at have øjnene åbne for, hvor autoritært begrebet kan anvendes. Eller også er det måske lige netop derfor, det er så populært?

FOR DET ER det. Søger man i avisdatabasen Infomedia, kan man se, at udtrykket er brugt ca. 2.800 gange i danske aviser siden begyndelsen af 1990erne – men af disse referencer er de 2.400 siden fra 2001 og frem. Hvor det i 1990erne mest var venstrefløjen, der brugte det, er det nu stort set alle politiske observanser, og statsminister Anders Fogh Rasmussen har sågar gjort det til et ofte omtalt begreb i den »skandi-liberalisme«, som det Nye Venstre har erklæret for sit nye udgangspunkt. Så alle taler om det, men samtidigt er det som om, at alle mener noget forskelligt med det.
Blandt nogle – især blandt nogle samfundsforskere og enkelte liberale – synes »sammenhængskraft« at blive brugt som synonym med det, økonomer kalder »social kapital«, og som bl.a. omfatter de positive normer og den gensidige tillid, man kan finde i et samfund. Her ser man dog som regel fænomenet som værende noget, der opstår ud af menneskers frivillige interaktion, og ikke noget der bliver skabt eller påført »fra oven«.

Men det er sjældent dén udlægning, man finder blandt danske politikere. Hos nogle konservative – i og udenfor Det Konservative Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti – forekommer ordet som en fællesnævner for et sæt af fælles værdier i et samfund. For dem er »sammenhængskraft« noget, der bliver forstyrret, når mennesker ikke længere udfylder de roller eller har de værdier, som andre mener, de bør have. Når den sociale mobilitet eller menneskelig migration pludselig er så stor, at den skaber kultur- og værdiforskelle, der i en eller anden forstand er for store.

PÅ VENSTREFLØJEN ER »sammenhængskraft« også lig med fraværet på forskelle, men her er forskellene materielle. Så hvis der er sociale forskelle mellem borgerne i et samfund, går det angiveligt ud over »sammenhængskraften«. På den måde er begrebet stort set identisk med socialisme og dermed nærmest en slags politisk udgave af Janteloven.

Det eneste, som i virkeligheden synes at være fælles for stort set alle, som anvender »sammenhængskraft« i den politiske debat, er, at de opfatter det som et begreb, der kan relateres til stort set ethvert politisk emne, og som trumfer stort set alle andre hensyn. Ét emne, som til gengæld aldrig rejses, er, hvor grænserne går for, hvad der kan retfærdiggøres med henvisning til »sammenhængskraften«.

MAN MÅ SPØRGE sig selv, om det er særligt sundt for en samfundsdebat, at et begreb, der tilsyneladende er så slattent og vattet, at alle kan lægge alt i det, gøres til en næsten uanfægtelig helligdom. Menneskehedens historie er fuld af eksempler på ideologier, der med udgangspunkt i en upræcis abstraktion forsøger at indrette virkeligheden i detaljer, uanset omkostningerne for menneskenes liv, frihed og lykke. Fascister og nationalsocialister har gjort det med »folket«, »nationen« og »racen«. Kommunister og socialister af forskellig observans brugte og misbrugte også »folket«, når de ikke lige talte om »klassen«. Gennem tiderne har flere religioner retfærdiggjort enhver tænkelig handling med henvisning til deres helligdomme, på samme måde som f.eks. islamister gør det i dag. Fællesnævneren har hver gang været, at individer må ofres til fordel for en eller anden uhåndgribelig abstraktion.

DETTE ER IKKE sagt for at underkende, at »sammenhængskraft« potentielt kan være noget vigtigt og værdifuldt – både hvis man vil forstå, hvordan samfundet er indrettet, og hvis man eventuelt vil sige noget om, hvordan det burde være indrettet.

Hvis man med begrebet mener at beskrive et samfund, hvor der ikke er så store modsætninger mellem borgerne, at de giver sig udslag i decideret borgerkrig, og hvor disse omvendt kan fungere smidigt og fleksibelt sammen, så giver det god mening. Men der er meget langt derfra og til de forskelle eller modsætninger, som de som prædiker »sammenhængskraft«, synes at lægge i begrebet. Talrige samfund med væsentligt større forskelle end dem, der kendetegner Danmark, har klaret sig betragteligt bedre i meget længere tid.

For nærværende er »sammenhængskraft« et begreb, der er så svævende, at det kan betyde alt for alle – og når det er tilfældet, så er der god grund til at være mere end almindeligt skeptisk overfor dem, der bruger det konstant.

Fra mediernes verden: sjove overskrifter og overdrivelser

Vi fortsætter vores stærkt subjektive og københavnerfikserede punktnedslag i mediernes verden i forsøget på at løse det sunde spørgsmål Quis custodiet ipsos custodes (som en service for de, der som jeg aldrig har fået en ordentlig uddannelse og må slå den slags op: hvem vogter vogterne)?

Vi starter med et par sjove overskrifter og ender med en mindre sjov overdrivelse.

Forsiden af Berlingeren er som skrevet ud af hjertet på en god gammel venstreorienteret forkæmper for den hellige danske enhedsfagbevægelse:

STØTTE TIL LOs OPGØR MED GRATISTER

Læser man nærmere, ses det, at støtten udgøres af et "markant flertal" på 52 pct. Det giver jo lyst til at læse videre i Business, hvor undersøgelsen er gengivet. Her lyder overskriften sjovt nok:

GALLUP: INGEN FORSKEL PÅ GULE OG RØDE FAGFORENINGER

Nu fremgår det, at mange og især de unge finder det lige solidarisk at være med i en rød som en "gul" (er det mon deres eget farvevalg?) fagforening. Tja. Læser man spørgsmålene og ser, hvordan de er framet, kan man egentlig kun undre sig over, at svarprocenterne ikke er højere, f.eks. 98-99 pct. med de sædvanlige 2 pct. som ikke har hørt efter.

Så til det mindre sjove.

Berlingskes korrespondent i USA, hvis noget mangelfulde dækning af Plame-sagen vi har dækket mere end godt er, rapporterer i dag om en intern rapport, der kritiserer Pentagons indsamling af efterretninger forud for Irak-krigen, og hvor det anføres, at de …

… brugte både »troværdige og utroværdige« efterretningsoplysninger for at producere en forbindelse mellem Irak og al-Qaeda, »der var meget stærkere«, end den efterretningsvæsenet kunne stå inde for, og »mere i overensstemmelse med politiske synspunkter hos højtstående personer i administrationen.«

Det er jo i sig selv en alvorlig sag, men det er åbenbart ikke nok for korrespondenten, der må have overset, at rapporten taler om både "troværdige og utroværdige" oplysninger og i stedet strammer historien sådan (fremhævelse tilføjet):

Det gjaldt især påstanden om, at Iraks nu afdøde diktator, Saddam Hussein, arbejdede sammen med terrorgruppen al-Qaeda og dermed havde forbindelse til terrorangrebene mod USA den 11. september 2001. En sådan forbindelse er aldrig siden dokumenteret.

Den sidste linje kan man så sammenholde med 11. september rapporten, der baseret på en omhyggelig indsamling af fakta beskriver forløbet omkring terrorangrebene og følger bin Ladens færd. Den er så velskrevet, at man kan købe den som bog, hvis man ikke vil nøjes med den gratis udgave, der ligger her på Internettet:

Bin Ladin was also willing to explore possibilities for cooperation with Iraq, even though Iraq's dictator, Saddam Hussein, had never had an Islamist agenda—save for his opportunistic pose as a defender of the faithful against "Crusaders" during the Gulf War of 1991. Moreover, Bin Ladin had in fact been sponsoring anti-Saddam Islamists in Iraqi Kurdistan, and sought to attract them into his Islamic army. …

With the Sudanese regime acting as intermediary, Bin Ladin himself met with a senior Iraqi intelligence officer in Khartoum in late 1994 or early 1995. Bin Ladin is said to have asked for space to establish training camps, as well as assistance in procuring weapons, but there is no evidence that Iraq responded to this request. As described below, the ensuing years saw additional efforts to establish connections. (s. 61) …

As described below, the ensuing years saw additional efforts to establish connections. (s. 61) …

There is also evidence that around this time Bin Ladin sent out a number of feelers to the Iraqi regime, offering some cooperation. None are reported to have received a significant response.According to one report, Saddam Hussein's efforts at this time to rebuild relations with the Saudis and other Middle Eastern regimes led him to stay clear of Bin Ladin.

In mid-1998, the situation reversed; it was Iraq that reportedly took the initiative. In March 1998, after Bin Ladin's public fatwa against the United States, two al Qaeda members reportedly went to Iraq to meet with Iraqi intelligence. In July, an Iraqi delegation traveled to Afghanistan to meet first with the Taliban and then with Bin Ladin. Sources reported that one, or perhaps both, of these meetings was apparently arranged through Bin Ladin's Egyptian deputy, Zawahiri, who had ties of his own to the Iraqis. In 1998, Iraq was under intensifying U.S. pressure, which culminated in a series of large air attacks in December.

Similar meetings between Iraqi officials and Bin Ladin or his aides may have occurred in 1999 during a period of some reported strains with the Taliban. According to the reporting, Iraqi officials offered Bin Ladin a safe haven in Iraq. Bin Ladin declined, apparently judging that his circumstances in Afghanistan remained more favorable than the Iraqi alternative. The reports describe friendly contacts and indicate some common themes in both sides' hatred of the United States. But to date we have seen no evidence that these or the earlier contacts ever developed into a collaborative operational relationship. Nor have we seen evidence indicating that Iraq cooperated with al Qaeda in developing or carrying out any attacks against the United States. (s. 66).

Så 9/11-rapporten dokumenterer altså flere tilfælde af forbindelse mellem Saddam og bin Laden, der jo havde en fælles fjende. Den dokumenterer, hvordan først bin Laden og siden Saddam tilbyder baser for al-Qaeda i Irak. Men den dokumenterer også, at der ikke blev et "collaborative operational relationship". Hvorvidt et sådant samarbejde kunne etableres, hvis parterne skønnede det nødvendigt, blev klart fra Irak-krigens første dag: det kunne det.

Så bemærkningen om, at der "ikke var forbindelse" melllem Saddam og bin Laden er en af disse absolute bemærkninger, der er lige så misvisende som påstanden om, at underretningerne om Saddams WMD var "helt forkerte" (læs Duelfer-rapporten). Igen efterlades man med spørgsmålet, om det skyldes manglende kendskab til kilderne eller ønsket om at manipulere med læserne ud fra devisen: overdrivelse fremmer forståelsen.

Showdown om vestlige værdier i Paris II

Det er helt fortjent, at sagen mod det franske ugeblad Charlie Hebdo har påkaldt sig så meget opmærksomhed, som det er tilfældet – også her på bloggen med vores redaktørs seneste post.

Men sagen har faktisk et ganske sammenligneligt fransk fortilfælde, der sidste år kulminerede i en dom fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. I 1994 fik journalisten og historikeren Paul Giniewski bragt en artikel i den franske avis "Le quotidien de Paris" under overskriften "The obscurity of error" (EMDs engelske oversættelse).

I denne artikel vedrørende et skrift fra Vatikanet kaldet "Veritatis Splendor", skrev Giniewski bl.a.(og jeg vælger igen her den engelske frem for den franske version):

"The Catholic Church sets itself up as the sole keeper of divine truth… It proclaims clearly the fulfilment of the Old Covenant in the New, and the superiority of the latter… Many Christians have acknowledged that anti-Judaism and the doctrine of the "fulfilment" [l'accomplissement"] of the Old Covenant in the New lead to anti-Semitism and prepared the ground in which the idea and implementation  ["l'accomplissement"] of Auschwitz took seed".

Det fik en organisation ved navn Alliance générale contre le racisme et pour le respect de l'identité française et chrétienne (AGRIF) (Alliancen mod racisme og for respekten for den franske og kristne identitet), til at indlede både en civil- og strafferetlig sag mod Giniewski og avisen for at have bragt racistiske udtalelser mod det kristne (tros)samfund.

Giniewski og avisen blev – efter en langvarig retsproces ved flere instanser – først fundet skyldige men siden frifundet for så vidt angår den strafferetlige anklage. Dog tabte Giniewski den civilretlige sag og blev dømt til at betale 1 Franc til AGRIF, samt til at betale for at bringe dommen i en avis.

Giniewski bragte herefter sagen til den EMD, som i 2006 afgjorde sagen med bl.a. disse ord:

50.  The Court considers, in particular, that the applicant sought primarily to develop an argument about the scope of a specific doctrine and its possible links with the origins of the Holocaust. In so doing he had made a contribution, which by definition was open to discussion, to a wide-ranging and ongoing debate), without sparking off any controversy that was gratuitous or detached from the reality of contemporary thought.

51.  By considering the detrimental effects of a particular doctrine, the article in question contributed to discussion of the various possible reasons behind the extermination of the Jews in Europe, a question of indisputable public interest in a democratic society. In such matters, restrictions on freedom of expression were to be strictly construed. Although the issue raised in the present case concerns a doctrine upheld by the Catholic Church, and hence a religious matter, an analysis of the article in question shows that it does not contain attacks on religious beliefs as such, but a view which the applicant wishes to express as a journalist and historian.

 In that connection, the Court considers it essential in a democratic society that a debate on the causes of acts of particular gravity amounting to crimes against humanity should be able to take place freely
Furthermore, it has already had occasion to note that "it is an integral part of freedom of expression to seek historical truth", and that "it is not its role to arbitrate" the underlying historical issues.

52.  While the published text, as the applicant himself acknowledges, contains conclusions and phrases which may offend, shock or disturb some people, the Court has reiterated that such views do not in themselves preclude the enjoyment of freedom of expression. Moreover, the article in question was not "gratuitously offensive" or insulting, and does not incite to disrespect or hatred. Nor does it cast doubt in any way on clearly established historical facts.

53.  In those circumstances, the reasons given by the French courts in support of the applicant's conviction cannot be regarded as sufficient to convince the Court that the interference in the exercise of the applicant's right to freedom of expression was "necessary in a democratic society"; in particular, his conviction on a charge of public defamation towards the Christian community did not meet a "pressing social need".

Det bemærkelsesværdige ved denne sag er, at den – så vidt jeg er orienteret – på intet tidspunkt har været kraftigt eksponeret i medierne eller blogosfæren. Jeg husker heller ikke Trykkefrihedsselskabet juble over denne dom, eller skose de kristne i AGRIF for deres forsøg på at knægte ytringsfriheden. Endvidere husker jeg ikke Politikens hus være bestyrtet over EMDs dom, som jo nu – på europæisk plan – tillader at såre religiøse følelser i ytringsfrihedens navn.

En sag som denne – og nu følger visse generaliseringer – viser, at de der råber højest op om ytringsfrihed i Europa i dag (de kultur-konservative), reelt kun er interesserede i, at kæmpe for denne sag, når det er muslimer, der truer ytringsfriheden. I disse tilfælde er den folkelige opbakning – med rette – massiv bag den der insisterer på vestlige frihedsrettigheders ukrænkelighed i konfrontationen med ublu religiøse krav.

Det har nok også spillet ind at, det, at henlede opmærksomheden på, at kristne organisationer ligeledes har og kan true ytringsfriheden, ikke passer  i den kultur-konservative verdensopfattelse. Her er kristendommen frihedens religion og dermed Islams diametrale modsætning, hvorfor kristendommen er fuldt forenelig med – eller ligefrem understøttende for – vestlige værdier såsom frihedsrettigheder. Det passer givetvis heller ikke ind i den kultur-konservative selvopfattelse, at Giniewski skrev om kristendommens historiske og omfattende antisemitisme, nu hvor man fra dette hold slår sig op på at antisemitisme alene er et muslimsk problem.

Tavsheden fra de "progressive" kræfters side skal givetvis søges i, at man i virkeligheden har stor sympati for dommen, men nødigt vil skilte hermed. Det ville nemlig udstille, hvor hyklerisk argumentet om ikke at forhåne religioner er, når de progressive med denne argumentation i virkeligheden kun forsøger at immunisere Islam og muslimer fra kritik.

Kristne og kristendommen har den progressive fløj i Danmark (og Europa) altid yndet at forhåne. Religiøs tolerance er for de progressive kun interessant at promovere, når det gælder om, at "beskytte" muslimer, ligegyldigt, hvor åbenlyst urimelige og samfundsundergravende de krav om særlige hensyn og censur, som en anseelig del af europæiske muslimer stiller til det omgivende samfund er. Når det kommer til frihedsrettigheder er principfasthed således det sidste man skal forvente fra nogle af de ovennævnte fløje.

Showdown om vestlige værdier i Paris

I dag starter en af de mest bemærkelsesværdige retssager i Europa i mange år. I Paris står Philippe Val tiltalt for at 'opfordre til racehad', en anklage der er rejst af to organisationer, "Sammenslutningen af Franske Islamiske Organisationer" og "Stormoskéen i Paris". Hans specifikke brøde er at han, i sin egenskab som chefredaktør for det ugentlige, venstreorienterede tidsskrift Charlie Hebdo, har taget beslutningen at genoptrykke 12 tegninger, som Jyllandsposten oprindeligt bragte i efteråret 2005. Da der naturligvis – hvis nogen overhovedet kunne være i tvivl – er tale om de famøse Muhammed-tegninger, er forbrydelsen ikke at trykke satiriske tegninger fra Danmark, men derimod at trykke tegninger, der tydeligvis på tidspunktet havde bragt nogle særlige følelser i kog i en særligt følsom del af verden.

En sådan retssag kunne sandsynligvis have været indledt i Danmark, da vi foruden Grundlovens krystalklare beskyttelse af ytringsfriheden også har en paragraf, der forbyder blasfemi. Den har godt nok ikke været brugt i mange år, men hvis danske muslimer følte sig tilstrækkeligt krænkede, havde sidste forår måske været en god lejlighed til at prøve den af. At det ikke skete, er vel i nogen grad udtryk for, at ingen ærligt tror på, at Jyllandsposten på nogen måde kunne bringes til ansvar for en absurd situation, der først opstod – og så kan Thøger Seidenfaden og hans slæng sige hvad de vil – da en række mellemøstlige regimer greb chancen for at aflede deres befolkningers opmærksomhed fra regimernes overgreb.

I stedet bliver en sådan retssag altså ført i Paris, i et land og under et system hvor politikere har noget større indflydelse på retsvæsenet, end vi er vant til i Danmark. At det ikke er en løs påstand bekræftes af Fraser-instituttets behandling af disse ting, hvor fransk ' Judiciary independence' scorer cirka tre point under den danske situation – og det på en 1-10 skala! Så det forhold, at man vælger at føre retssagen i Frankrig, der har tætte politiske bånd til flere ganske ubehagelige styrer i Mellemøsten, og hvor politikerne oven i købet har reel indflydelse på domstolene, er vel ikke helt uden betydning?

Sagens kerne er bestemt heller ikke uden betydning, idet den handler om hvor stor indflydelse, religion, religiøse dogmer og religiøse følelser bør have på det samfund, der eksisterer uden om dem, som tror på religionen. På et vist plan handler den endda om, hvorvidt religiøse dogmer og følelser i andre lande, bør have indflydelse på vores samfund. Og de dogmer har betydning udenfor retsvæsenet og udenfor politik, og i langt højere grad end jurister og politikere er opmærksomme på. Friheden for dem er grundlaget for vores samfund.

Siden renæssancen har Europa udviklet sig som en direkte følge af, at man frigjorde sig fra snærende religiøse dogmer. I 1400-tallet valgte Medici-familien ligesom andre i Norditalien at se stort på Bibelens forbud mod at bruge renter. Dermed opstod de første dele af et moderne bankvæsen, der betød at mange flere kunne finansiere flere og større investeringer i mange flere projekter. Dele af de store opdagelsesrejser og en stor del af den stigende handel blev således finansieret af lån fra disse banker, og af andre moderne finansielle instrumenter som blev udbredte efter et religiøst dogme blev brudt. I løbet af 1500- og 1600-tallet blev mange mennesker også mere modtagelige for andre budskaber end dem, der kom fra kirken. Galileo blev retsforfulgt for at sige, at Jorden drejede rundt, og slap relativt godt fra det, mens man allerede på hans tid var holdt op med den slags forfølgelse i Holland og England. Men helt grundlæggende betød det også, at vi formåede at spørge os selv, hvad vi gjorde forkert i stedet for hvem (Gud eller Fanden), der gjorde ondt mod os. Vores ulykke og fattigdom var pludseligt ikke fordi vi var syndere, som en gammeltestamentlig gud straffede, men derimod vores eget personlige ansvar, og dermed noget vi alle aktivt kunne gøre noget ved. 

Og resultaterne udeblev ikke: England oplevede en industriel revolution – da ideerne flød, investeringer i dem kunne finansieres af et moderne bankvæsen, og et uafhængigt domstolsvæsen opretholdt den private ejendomsret så der var incitament til at foretage investeringerne – der i stigende grad bredte sig til resten af Europa sammen med det moderne syn på samfundet. De næste århundreder var Holland verdens hurtigst voksende økonomi, mellem 1500 og 1820 blev landet 33 % rigere, og ved slutningen af perioden var landets gennemsnitlige indbygger næsten en halv gang rigere end i Danmark. I de arabiske lande, der før renæssancen havde været rigere end næsten alle regioner i Europa, udeblev både ændringerne i religion, synet på samfundet, og økonomien. 1500-1820 voksede den tyrkiske gennemsnitsindkomst med 7 %, og så vidt man kan dømme fra Angus Maddisons historiske BNP-data, stod Iran og Iraks økonomier helt stille. Fra 1820 til Første Verdenskrigs udbrud blev gabet mellem Europa og Mellemøsten kun større. Danmarks økonomi blev for eksempel tredoblet i perioden, mens Tyrkiets voksede med knap 90 % og Iran og Iraks havde en lignende udvikling.

I dag er den gennemsnitlige dansker 3½ gang så rig som den gennemsnitlige tyrker og 4 gange så rig som iranerne – der i øvrigt er helt gennemsnitlige i Mellemøsten. Disse forskelle startede at vise sig i det øjeblik, Europa startede med at frigøre sig fra religiøse dogmer og dermed tillod almindelige mennesker – og ikke blot en politisk elite – at tænke frit og uden særlige forbehold. Hvis læserne vil tillade mig at anlægge et langt, og måske lidt vidtløftigt, syn på sagen, handler retssagen, der indledes i Paris i dag, derfor basalt set om at opretholde den frihed, vi vandt i renæssancen. Spørgsmålet er, hvorvidt vi i Europa kan opretholde den frihed fra religiøs indflydelse i andet end individers personlige begrebsverden, som er et helt nødvendigt grundlag for vores velstand, demokrati og ligeværdige samværsformer i den vestlige verden. Hvis de franske dommere, og måske i lige så høj grad deres politiske herrer, bøjer sig for førmoderne krav fra fundamentalistiske muslimer, er det ikke blot et nederlag for et lille politisk magasin. Det er den første bid tæppe, der bliver trukket væk under vores verden.

Mod nye dybder i Plame-sagen

Ja, ja. Jeg ved det godt. Jeg lovede ikke at brokke mig over Berlingskes mangelfulde dækning af Plame-sagen, før der skete noget vigtigt, og så gør jeg det alligevel. So sue me.

I dagens Berlinger fyrer de nu igen en dobbeltside af, og historien i selve artiklen er stort set lige så ringe som hidtil. Der er de sædvanlige fejl om, at Wilson afviste påstanden fra Bush tale til nationen om, at Saddam havde forsøgt at skaffe uran fra Afrika:

Han havde på vegne af efterretningstjenesten CIA allerede inden invasionen undersøgt og afvist en af administrationens nøgleargumenter for at gå i krig – Iraks påståede forsøg på at købe uran i Afrika.

Nå sandheden desværre er, som dokumenteret i Senates rapport fra juli 2004, at Wilson tværtimod fik bekræftet, at Irak havde forsøgt at skaffe uran. Tsk, tsk.

Der er enkelte gode takter, f.eks. har korrespondenten nu også opdaget, at Wilson faktisk blev sendt afsted af CIA og udpeget af sin kone. Det kunne vi andre læse om i Senatets ovennævnte rapport fra snart tre år siden. Men avisen fastholder stadig, at CIA gjorde det "indirekte" på Cheneys vegne, og at fru Wilson (aka Plame) "havde blot bragt sin mand på bane".

Til gengæld synes korrespondenten ikke rigtigt at kunne forfølge spørgsmålet om det strafbare i at afsløre Ms. Plame og hendes tilknytning til CIA. Af selve artiklen fremgår det, at Libby skulle have vidst, at Plame var hemmelig agent i CIA, og at det var forkert at afsløre, men samtidig anføres det ganske korrekt, at anklageren Fitzgerald ikke har rejst tiltale mod Libby eller nogen som helst andre for den sags skyld. Det anføres bare:

Lewis »Scooter« Libby er ikke tiltalt for selve lækagen af Valerie Plames navn. Det er der ingen, der er. Beviserne var der tilsyneladende ikke.

Selv en mæt bassethund må antages at have mere gå-på-mod og nysgerrighed end denne korrespondent, der på den ene side hævder, at Libby har gjort noget strafbart for så blot at konstatere, at det nok alligevel ikke kunne bevises. Man frygter, at korrespondenten har overset, at anklager Fitzgerald for længst har droppet det i øvrigt ganske komplicerede spørgsmål om, hvorvidt det overhovedet var strafbart at "oute" Ms Plame. Det er nemlig ikke bare et spørgsmål om at være hemmelig agent. Faktisk har Fitzgerald tidligere gjort gældende, at Libby ikke vidste det, og afhøringen af hans egne vidner i sagen har næppe overrasket ham i så henseende. Sagen handler jo som bekendt blot om, at Libby måske/måske ikke har løjet om, hvornår han fik at vide, at Ms Plame arbejdede i CIA. Den oprindelige undersøgelse af, om nogen gjorde noget strafbart endte derimod blindt.

Nå, alt dette er egentlig ikke årsagen til dette løftebrud. Det er jo bare den samme gamle skure. Næ, det nye er teksten til et af de mange billeder, der ledsagede artiklen. Her skrives:

JANUAR 2003

… I fjerde omgang lykkes det [at nævne Saddams forsøg på at skaffe uran], men kun fordi Det Hvide Hus kan citere britiske oplysninger. (Oplysninger som hverken før eller siden er blevet dokumenteret, og som de amerikanske efterretningstjenester formoder hviler på de falske Niger-dokumenter). …

Oh boy. Jeg ved ikke, hvor de har det med, at de amerikanske efterretningstjenester skulle tro den slags. Men det lyder ikke videre sandsynligt, for i hvert fald de har da læst rapporten fra det britiske kontroludvalg (Intelligence and Security Committee) fra september 2003, der er gratis tilgængelig på Internettet (her). Her er fra s. 28 (fremhævelse i original) hvad rapporten siger om dette forhold:

89. The Committee questioned the Chief of the SIS about the reporting behind these statements. We were told that it came from two independent sources, one of which was based on documentary evidence. One had reported in June 2002 and the other in September that the Iraqis had expressed interest in purchasing, as it had done before, uranium from Niger. GCHQ also had some sigint concerning a visit by an Iraqi official to Niger.

90. The SIS's two sources reported that Iraq had expressed an interest in buying uranium from Niger, but the sources were uncertain whether contracts had been signed or if uranium had actually been shipped to Iraq. In order to protect the intelligence sources and to be factually correct, the phrase "Iraq has sought the supply of significant quantities of uranium from Africa" was used. At the time of producing the dossier, nothing had challenged the accuracy of the SIS reports.91. In February 2003 the International Atomic Energy Authority (IAEA) received from a third party (not the UK) documents that the party had acquired in the autumn of 2002 and which purported to be evidence of Iraq's attempts to obtain uranium from Niger. In March 2003 the IAEA identified some of the documents it had received as forgeries and called into question the authenticity of the others.

92. The third party then released its documents to the SIS. The SIS then contacted its source to check the authenticity of its documentary  evidence. The SIS told us that its source was still conducting further investigations into this matter.

93. The SIS stated that the documents did not affect its judgement of its second source and consequently the SIS continues to believe that the Iraqis were attempting to negotiate the purchase of uranium from Niger. We have questioned the SIS about the basis of its judgement and conclude that it is reasonable.

the SIS continues to believe that the Iraqis were attempting to negotiate the purchase of uranium from Niger. We have questioned the SIS about the basis of its judgement and conclude that it is reasonable.

Det var i øvrigt den ISC rapport, som Ekstra Bladets såkaldte Hvidbog om Irak-løgnen ikke omtalte med et ord, selvom den var blevet offentliggjort et par måneder før.

Nå, briterne undersøgte som bekendt efterretningerne fra før Irak-krigen adskillige gange for at kvæle mediernes forsøg på at holde liv i myten-om-løgnen. Seneste omgang var Butler-rapporten fra juli 2004, så lad os lige se på Internettet (her), hvad den siger om forholdet.

Men typisk britisk understatement starter rapportens udredning sådan her (s.121):

There has been significant controversy surrounding the reliability of Government statements about Iraqi attempts to buy uranium from Africa. We have therefore studied this issue in detail.

Herefter gennemgår man omhyggeligt sagen og redegør for sine undersøgelser, indtil man konkluderer sådan her (s. 125):

From our examination of the intelligence and other material on Iraqi attempts to buy uranium from Africa, we have concluded that:

a. It is accepted by all parties that Iraqi officials visited Niger in 1999.

It is accepted by all parties that Iraqi officials visited Niger in 1999.

b. The British Government had intelligence from several different sources indicating that this visit was for the purpose of acquiring uranium. Since uranium constitutes almost three-quarters of Niger's exports, the intelligence was credible.

c. The evidence was not conclusive that Iraq actually purchased, as opposed to having so
ught, uranium and the Brit
ish Government did not claim this.

d. The forged documents were not available to the British Government at the time its assessment was made, and so the fact of the forgery does not undermine it.

Prøv lige at læse den sidste sætning igen. Og prøv så at læse Berlingskes udlægning ovf.

Hvordan dælen kan en avis som Berlingske holde til igen og igen at lave en dækning på det niveau?

Er det uvidenhed om kilderne eller et bevidst ønske om at vildlede læserne? Man begynder at mistænke det sidste, når korrespondenten igen forsøger sig med, at sagen ikke bare handler om, hvorvidt Libby løj om sit kendskab til Ms Plame, men at sagen også angår, hvorvidt Bush regeringen løj om Saddams WMD. Det er muligt, at de gjorde, men Plame-sagen har indtil nu ikke givet noget som helst belæg for det.

Og hvordan skal man kunne have tillid til noget af det, de skriver, hvis dette er standarden?

Godt, at avisen stadig har Magasinet. Ellers stod det slemt til.

Klima igen -– og lige så tvivlsomt

Hvis der er et emne, som i den grad er hævet over ‘stueren’ politisk diskussion, er det klimapolitik og de fremtidige klimaændringer. Den politiske og folkelige konsensus er de seneste år blevet, at det globale klima ændrer sig – det bliver varmere og voldsommere – og at det er vores skyld. Vi udleder nemlig for mange drivhusgasser, der varmer planeten faretruende op. Derfra konkluderes det, at vi skal skynde os at gøre noget ved problemet, det skal håndteres politisk, og helst i FN-regi.

Hvis befolkningen skulle være begyndt at blive i tvivl om de frygtindgydende scenarier, blev de manet frem igen i fredags, da FNs klimapanel IPCC fremlagde den korte, politiske sammenfatning af sin fjerde rapport, som først bliver offentliggjort til maj. Heri fremhæver man, at “det er meget sandsynligt, at drivhusgasser har forårsaget det meste af de gennemsnitlige temperaturstigninger, der er sket siden midten af det 20. århundrede”. I FNs newspeak betyder det, at man nu er 90 % sikker på sine fremskrivninger.

Er der så grund til bekymring? Ja, hvis man spørger miljøminister Connie Hedegaard skal vi skynde os at gøre noget nu, når nu amerikanerne under den frygtelige præsident Bush ikke gør det. Det har endda været antydet i løbet af ugen, at den amerikanske centraladministration har forsøgt at påvirke klimarapporter til at så mere tvivl om klimaforandringerne! Men tøv nu lige en kende før vi løber ud af døren og bruger milliarder på at kæmpe mod noget, der muligvis er vindmøller.

Vi har skrevet om det før her på stedet, og odds er for at vi kommer til at gøre det igen. For nok bør man kritisere enhver regering, der forsøger at blande sig i angiveligt uafhængige undersøgelser og politisere dem, men alle der kender lidt til FN-systemet ved, at det er et af de mest politiserede der findes. Så her kommer grund til tvivl nummer 1: Hvorfor stiller man ikke spørgsmål ved uafhængigheden af FNs klimapanel? Organisationen har fejlet i langt de fleste af sine mål – menneskerettighedskommissionen bliver kørt af nogle af de mest menneskefjendske regimer der findes, Darfur er i FN-optik ikke et folkemord, og man nævner ofte Cypern som en af FNs succeser, selvom ‘det globale samfunds’ succes i dette tilfælde har været at opretholde en tyrkisk besættelse af græsk territorium i flere årtier. Hvorfor er der ingen, der offentlige stiller spørgsmål ved en undersøgelse fra en presset organisation, når undersøgelsens konklusioner er, at organisationen får massiv fremtidig indflydelse?

Grund til tvivl nummer 2 kommer fra mere videnskabeligt hold. For at kunne forudsige fremtidens udledninger af drivhusgasser, som jo skyldes økonomisk aktivitet, bygger alle klimamodeller og alle konklusioner på en underliggende økonomisk model. Og den model har – siger og skriver – intet med virkeligheden at gøre, da den ignorerer nogle af de mest grundlæggende indsigter i vækstteori (se her). På trods af vedvarende kritik fra forskellige særdeles velestimerede økonomer og statistikere, har man beholdt de gamle økonomiske modeller fra tidligere FN-rapporter uændrede. Fem års tæt videnskabeligt kritik af grundlaget for klimamodellerne har ført til – ingenting.

Den tredje og sidste grund til tvivl, jeg vil nævne her, kommer fra et andet videnskabeligt hold, nemlig naturvidenskaben selv. IPCC benytter sig stadig af Manns såkaldte hockey-kurve, selvom den også er blevet voldsomt kritiseret. Den naturvidenskabelige kritik går på, at selvom vi ved at klimaet var varmere i middelalderen – Grønland hedder Grønland fordi der rent faktisk var grønt på sydspidsen dengang – er denne varme periode fjernet fra Manns klimadata, ligesom den kolde periode i 16-1700-tallet også er væk. De klimadata, FN bliver ved med at operere med i den fjerde rapport, undervurderer derfor kraftigt hvor meget klimaet har svinget op og ned i fortiden. På den baggrund er det vel ikke så mærkeligt, hvis de konkluderer, at de senere års klima har virket ustabilt? Og så har vi slet ikke nævnt de fysiske teorier, der konkurrerer med drivhusteorien om at forklare klimaændringer – for eksempel solpletteori osv. For i og med at de beror på forhold på Solen, indebærer de jo ikke ligefrem en konklusion, der støtter aktivistiske politikere og nye roller for FN.

Hvis den uforvarende læser er kommet hertil i mit indlæg, vil han/hun sikkert have fået et indtryk at, at forfatteren er en Bush-elskende, vulgærliberal, FN-hadende klimanægter, der sikkert også drikker. Og sådan nogen skal bestemt ikke have adgang til den offentlige debat, vel? Tænk den skade, de kunne gøre på fremtidens samfund, som vi jo kan se lige nu efter den varmeste vinter i mands minde, tydeligt bliver varmere. Men pointen er, kære læser, at hvis du sidder med det indtryk, vil jeg opfordre dig til at læse kritikken en gang til. Man behøver ikke være liberal, FN-skeptisk, eller noget som helst andet for at stille spørgsmål ved klimarapporterne. Det eneste det kræver, er et sind, der er åbent sind for argumentets magt, og kritisk overfor blind autoritet. Man behøver heller ikke være paranoid for at spørge sig selv, om rapporten havde haft samme effekt for et år siden oven på en af de koldeste europæiske vintre i mange år. Og hvorfor skal man lægge offentliggørelsen af den politiske sammenfatning nu, og ikke når den videnskabelige rapport er færdig til maj? Min læsning af de mange indikationer er, at hovedproblemet bliver ved med at være, at FNs klimapanel ikke har orden i deres argumenter, men i stedet forsøger at råbe højere end modstanden. Og de får solid hjælp af de fleste politikere for tiden.

Det er bekræftet: Politikere er udemokratisk vilde med udgifter

Findes der noget bedre end når forskning i topklassen bekræfter ens inderste mistanker? Måske, men for mig er det højt på listen. Så i sidste måned da det nye nummer af tidsskriftet Public Choice udkom, blev jeg glad. Ikke nok med at jeg – i al ydmyghed – havde en artikel i selv, men tre svenske økonomer bekræftede en af mine stærkeste og ældste mistanker om politikere.

Hanna Ågren, Matz Dahlberg og Eva Mörk, alle fra Uppsala Universitet, har spurgt sig selv om politikeres præferencer for at bruge penge er stærkere end vælgernes. I en artikel med titlen “Do politicians’ preferences correspond to those of the voters? An investigation of political representation” undersøger de derfor, om svenske vælgere ville foretrække et andet udgiftsniveau for kommunale service/velfærdsudgifter end de politikere, de har valgt. Deres konklusioner er tankevækkende, ikke mindst fordi Sverige holdningsmæssigt og politisk er så tæt på Danmark (trods alt).

De svenske økonomer finder nemlig, at med undtagelse af børnepasning, ønsker politikerne markant højere udgifter på totale kommunal serviceydelser – dvs. det totale udgiftsniveau – skolevæsen og ‘sociale’ udgifter. Og ingen kan sige sig fri. Det gælder nemlig for både højre- og venstreorienterede politikere, at deres egne vælgere ville foretrække et lavere udgiftstryk. Den ene undtagelse – at højreorienterede politikere foretrækker mindre udgifter til børnepasning end deres vælgere – er det eneste, der stikker ud i et ualmindeligt klart billede. Hvad værre er, er venstrefløjens politikere faktisk endnu længere væk fra deres egne vælgere end højrefløjens. Dvs. at hvis en kommune får et styre, der har mulighed for at vælge udgiftsniveau, vil politikerne objektivt set bruge for mange af borgernes penge. At det i særlig grad vil gælde, hvis styret er venstreorienteret, er næppe en overraskelse.

I en tid hvor danske politikere nærmest bruger deres fulde tid på at konkurrere på, hvem der kan love at bruge flest penge, er de svenske forskeres fund tankevækkende. For det første er det stærkt tvivlsomt, om den nuværende udgiftskonkurrrence overhovedet kan købe vælgere til politikerne. For det andet er snart sagt alle økonomer enige om, at det offentlige udgiftsniveau i Danmark allerede er usundt højt, men politikerne hører bestemt ikke efter. Ikke mindst den uerklæret socialdemokratiske VK-regering (undskyld, Charlotte Dyremose) har travlt med at fortælle, hvor godt det går og hvor mange penge, vi har råd til at bruge i det offentlige. Men for det tredje bruger de sandsynligvis allerede mere, end vælgerne ville foretrække, hvis den demokratiske proces fungerede optimalt. Og hvis man endelig vil være helt deprimeret, kan man jo altid bruge Public Choices søgemaskine for at finde en artikel, som jeg (igen, undskyld enhver selvpromovering) har udarbejdet sammen med to tyske kolleger. Vi finder, at jo større en del af nationalindkomsten der bliver i den offentlige sektor, jo mindre tilfreds er befolkningen med sit liv. Måske er det tid til at tænke på, hvordan vi begrænser politikerne?