Bertrand Russell og hyperrationalismen

Den europæiske filosofiske tradition kredser, og har bestandigt kredset, om den menneskelige fornuft – og dens begrænsninger. Lidt groft sagt er det muligt at identificere tre lejre: hyperrationalisme (eller ukritisk rationalisme), kritisk rationalisme og irrationalisme. Hvor irrationalismen så ganske undsiger den menneskelige fornuft, der sætter hyperrationalismen så ganske sin lid til den. Begge dele er farlige, lyder den kritiske rationalismes indvending.

Med irrationalismen siger det næsten sig selv, for afviser man fornuften, så er der ikke meget tilbage at bygge på. Men hyperrationalismens skyggesider er lidt sværere at forstå. En god måde at illustrere den overdrevne fornuftstros skavanker er at lægge vejen omkring en af dens navnkundigste disciple. I dag for 35 år siden døde den britiske filosof Bertrand Russell, og hans livslange politiske engagement er sigende i denne sammenhæng.

Russell fremstår som en af det 20. århundredes intellektuelle giganter. John Stuart Mill var hans gudfader, og han var ud ad den reneste victorianske adel. Bedstefaderen, Lord John Russell, havde tjent som premierminister i årene 1846-1852 og 1865-1866, og var efterfølgende blevet adlet som jarl. Efter storebroderens død i 1931 arvede Bertrand jarl-titlen. Men det var som matematiker og logiker, at Russell i første omgang gjorde sig bemærket. I det 20. århundredes første årti begik han sammen men sin lidt ældre kollega Alfred Whitehead den monumentale Principia Matematica, og livet igennem bidrog han til forskningen inden for matematik, logik og filosofi.

Russells metode var yderst krævende. Inspireret af Leibniz søgte han at bryde komplekse ideer ned til deres mest simple bestanddele – for derved at blotlægge the natural world. Denne tilgang, samt et formidabelt intellekt og en ligeså formidabel arbejdsevne, satte Russell i stand til at nå en række videnskabelige gennembrud, herunder den berømte typeteori, der løste det lige så kendte ‘Russell-paradoks’. Men da Russell efter Principia Matematica tog livgeb med den sociale verden, med menneskenes verden, viste metoden sig at have klare begrænsninger.

Russells omfattende politiske forfatterskab var medvirkende til, at han i 1950 blev tildelt nobelprisen i litteratur. Og der var da også tale om et meget velmenende engagement båret af et inderligt ønske om at afskaffe både krig og elendighed mere generelt. Men Russell var galt afmarcheret, fordi han aldrig forstod fornuftens begrænsninger. Han politiske virke tog således afsæt i overbevisningen om, at også magtens mænd var i stand til at nedbryde den virkelige verden i dens logiske bestanddele. At de – kort sagt – kunne analysere hvert et politisk skaktræk og nå frem til sikre konsekvensberegninger. Han afviste derfor på det bestemteste, at politikerne mere eller mindre uforvarende fremkaldte begivenheder som krig og kriser, var kort sagt blind for betydningen af uvidenhed, fejl, ærgerrighed og – frem for alt – utilsigtede virkninger.

I stedet vendte han sig igen og igen imod sammensværgelsestankegangens tyrkertro på, at skjulte bagmænd havde fingeret begivenhederne for at tjene deres egne, fordægtige interesser. Russell nægtede eksempelvis at tro på, at mordet på John F. Kennedy kunne være en enlig galnings værk – der måtte være et skjult plot, som kunne og skulle afdækkes.

Samme ‘overrealistiske’ holdning udviklede han efterhånden om den vestlige verdens udenrigspolitik. Russell bekendte sig af hjerte og sjæl til venstrefløjen, og han havde i 1917 hilst den russiske revolution velkommen. Et besøg i 1920 fik ham til at vende på en tallerken. Bolsjevikkerne havde han ingen lovord til overs for, og i de følgende årtier kastede han sig in i kampen imod Lenin og hans disciple. Men efter atomvåbnenes fremkost rettede han i stigende grad sin olympiske vrede imod de amerikanske magthavere. I 1960erne anså han ligefrem USA for en større trussel imod verdensfreden end det USSR, han ellers fyrre år tidligere havde lyst i band. Og i forbindelse med det famøse Russell-tribunal blev skævvridningen fuldstændig. USA’s forbrydelser i Vietnam-krigen blev (oftest på skrømt) fordømt, mens de nordvietnamesiske forbrydelser end ikke blev behandlet.

Endelig drev hyperrationalismen Russell i armene på ideen om et verdenssamfund, der bistået af overlegne militære midler skulle holde de uopdragne nationalstater i ørene. Hverken Folkeforbundet eller FNs noget mere prosaiske virkelighed kunne ryste ham på dette punkt. Og han fandt det end ikke nødvendigt at forklare, hvordan et sådant verdenssamfund – bevæbnet til tænderne – skulle kunne forblive tro imod de friheder, han ellers skattede. Russell politiske virke er kort sagt et eksempel på, at hyperrationalismen meget let ender i frihedsfornægtelse, fordi den ønsker at sætte samfundet på formel. Og i den forstand er de ofte hørte hyldestsange til Russell – eksempelvis fra fredsbevægelsen – lidt svære at sluge.

5 Kommentarer

  1. Som alle store personligheder var Russell sammensat. Han kunne sagtens se det vigtige i skepticismen (jf. Niclas’ post), men det gjaldt kun på områder, hvor hans følelser ikke var engageret. På de områder, hvor han mente at se dumhed overalt, var det faretruende let for ham at slutte fra sin egne overlegne intelligens til at denne også var i stand til at gennemskue og løse storpolitiske problemer og derfra til at fordømme dem, der ikke løste dem omgående.Dertil kom hans meget karakteristiske britiske progressive instinkt, som han delte med den noget yngre Maynard Keynes (men Keynes var mindre arrogant), og som gik ud på, at de gode, de dannede og de følsomme så længere, dybere og skarpere end andre, og at de var højt hævet over almindelige menneskers og især politikeres smudsige beregninger og søgen efter magt og materielle fordele.Hans familie var iøvrigt langt ældre end den victorianske tid. De første Russells var normanniske adelige, der kom til England efter erobringen i 1066.Jeg vil endelig til Bielefeld pointere, at Russells affære med fru Eliot ikke var nær så vigtig som hans saftige affære med politikerhustruen Ottoline Morell, som han indledte i 1908 såvidt jeg husker, og som han selv vistnok et sted anfører som en af grundene til, at han opgav matematik og logik og blev kulturdebattør og polemiker.Hans største værk som kulturskribent er givetvis The Wisdom of the West, hans vestlige idéhistorie, der først udkom i 1945 og absolut stadig er læseværdig, også selv bogen i kraft af Russells egne fordomme ganske overser kristendommen undtagen som formørkende og tankehæmmende faktor. Men fred med det; manden var en fantastisk forfatter.

  2. Jag finner anklagelsen, att Russell var hyperrationalist, överdriven. Se t.ex. hans uppsats “On the Value of Scepticism”, i vilken han tar avstånd från en tendens att anamma alltför säkra trossatser. Sedan håller jag med om att han var naiv och hamnade fel i en rad politiska ställningstaganden – men detta tror jag inte har att göra med hyperrationalism.

  3. For nu at tale om noget virkelig vigtigt:Hvorledes Bertrand Russell kunne få sig selv til at bolle med T.S. Eliots hustru, den skrækkelige og uelskelige Vivienne, er det egentlige Russells paradoks. Hyperrationalist kan han altså ikke have været—men måske blev han det efterfølgende?

  4. Man skylder at sige, om Russells berømte matematiske arbejder, at selvom de var vigtige som principprogram så var de også, ihvertfald i min matematiske hukommelse, underligt konsekvensløse i sig selv. Russells drøm om at rydde op en gang for alle gik simpelthen ikke i opfyldelse. Langt vigtigere i den sammenhæng er de mange forskellige senere arbejder, der mere specifikt har beskæftiget sig med grænserne for hvad man fornuftigt kan sige; Gödels i logik, Turings i beregningsteori og Matiyasevich afvisning af Hilberts 10. problem. f.eks.

  5. Ja, han havde en irrationel(?) tilgang til kristendommen, og Eliot drillede jo også altid Russell, når Russell hævdede, at han ikke var kristen. Wa-da wa-da, vel er du så, sagde Eliot, hvis du ikke i positiv forstand er noget andet – buddhist, jøde etc. – er du kristen. Og så blev Russell vred. Heldigvis gjorde Russells rebelske datter oprør, og blev en from kristen.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑