Må (sammenhængs-)kraften være med dig

Hermed lidt genbrug af min lørdags-klumme fra Berlingske Tidende forleden:

Debat: Kommentar: Den autoritære »sammenhængskraft«

Berlingske Tidende 10.  februar  2007, 2 sektion, magasin, side 23

VARM LUFT. Alle taler om sammenhængskraft, men hvad er det?

Af Peter Kurrild-Klitgaard. Professor, ph.d.

»Sammenhængskraft« må vist tage prisen som det for tiden mest populære begreb i dansk politik. Alle taler om det, og alle – fra Venstre over Dansk Folkeparti til den yderste venstrefløj – synes at mene, at det er noget positivt. Men alle lægger vist også noget forskelligt i det, og ingen eller få synes at have øjnene åbne for, hvor autoritært begrebet kan anvendes. Eller også er det måske lige netop derfor, det er så populært?

FOR DET ER det. Søger man i avisdatabasen Infomedia, kan man se, at udtrykket er brugt ca. 2.800 gange i danske aviser siden begyndelsen af 1990erne – men af disse referencer er de 2.400 siden fra 2001 og frem. Hvor det i 1990erne mest var venstrefløjen, der brugte det, er det nu stort set alle politiske observanser, og statsminister Anders Fogh Rasmussen har sågar gjort det til et ofte omtalt begreb i den »skandi-liberalisme«, som det Nye Venstre har erklæret for sit nye udgangspunkt. Så alle taler om det, men samtidigt er det som om, at alle mener noget forskelligt med det.
Blandt nogle – især blandt nogle samfundsforskere og enkelte liberale – synes »sammenhængskraft« at blive brugt som synonym med det, økonomer kalder »social kapital«, og som bl.a. omfatter de positive normer og den gensidige tillid, man kan finde i et samfund. Her ser man dog som regel fænomenet som værende noget, der opstår ud af menneskers frivillige interaktion, og ikke noget der bliver skabt eller påført »fra oven«.

Men det er sjældent dén udlægning, man finder blandt danske politikere. Hos nogle konservative – i og udenfor Det Konservative Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti – forekommer ordet som en fællesnævner for et sæt af fælles værdier i et samfund. For dem er »sammenhængskraft« noget, der bliver forstyrret, når mennesker ikke længere udfylder de roller eller har de værdier, som andre mener, de bør have. Når den sociale mobilitet eller menneskelig migration pludselig er så stor, at den skaber kultur- og værdiforskelle, der i en eller anden forstand er for store.

PÅ VENSTREFLØJEN ER »sammenhængskraft« også lig med fraværet på forskelle, men her er forskellene materielle. Så hvis der er sociale forskelle mellem borgerne i et samfund, går det angiveligt ud over »sammenhængskraften«. På den måde er begrebet stort set identisk med socialisme og dermed nærmest en slags politisk udgave af Janteloven.

Det eneste, som i virkeligheden synes at være fælles for stort set alle, som anvender »sammenhængskraft« i den politiske debat, er, at de opfatter det som et begreb, der kan relateres til stort set ethvert politisk emne, og som trumfer stort set alle andre hensyn. Ét emne, som til gengæld aldrig rejses, er, hvor grænserne går for, hvad der kan retfærdiggøres med henvisning til »sammenhængskraften«.

MAN MÅ SPØRGE sig selv, om det er særligt sundt for en samfundsdebat, at et begreb, der tilsyneladende er så slattent og vattet, at alle kan lægge alt i det, gøres til en næsten uanfægtelig helligdom. Menneskehedens historie er fuld af eksempler på ideologier, der med udgangspunkt i en upræcis abstraktion forsøger at indrette virkeligheden i detaljer, uanset omkostningerne for menneskenes liv, frihed og lykke. Fascister og nationalsocialister har gjort det med »folket«, »nationen« og »racen«. Kommunister og socialister af forskellig observans brugte og misbrugte også »folket«, når de ikke lige talte om »klassen«. Gennem tiderne har flere religioner retfærdiggjort enhver tænkelig handling med henvisning til deres helligdomme, på samme måde som f.eks. islamister gør det i dag. Fællesnævneren har hver gang været, at individer må ofres til fordel for en eller anden uhåndgribelig abstraktion.

DETTE ER IKKE sagt for at underkende, at »sammenhængskraft« potentielt kan være noget vigtigt og værdifuldt – både hvis man vil forstå, hvordan samfundet er indrettet, og hvis man eventuelt vil sige noget om, hvordan det burde være indrettet.

Hvis man med begrebet mener at beskrive et samfund, hvor der ikke er så store modsætninger mellem borgerne, at de giver sig udslag i decideret borgerkrig, og hvor disse omvendt kan fungere smidigt og fleksibelt sammen, så giver det god mening. Men der er meget langt derfra og til de forskelle eller modsætninger, som de som prædiker »sammenhængskraft«, synes at lægge i begrebet. Talrige samfund med væsentligt større forskelle end dem, der kendetegner Danmark, har klaret sig betragteligt bedre i meget længere tid.

For nærværende er »sammenhængskraft« et begreb, der er så svævende, at det kan betyde alt for alle – og når det er tilfældet, så er der god grund til at være mere end almindeligt skeptisk overfor dem, der bruger det konstant.

11 thoughts on “Må (sammenhængs-)kraften være med dig

  1. Repsak

    Jeg har aldrig forstået hvad det ord betød. men Henrik Gade Jensen har flere gange prøvet at forklare det: “Sammenhængskraft forudsætter ikke lighed. Samfundet hænger sammen i kraft at vores fælles afhængighed af hinandens behov. Et markedssamfund er et sindrigt system for tilfredsstillelse af hinandens interesser. Man skal kunne gøre sig nyttig for andre – det har altid været vejen til integration og velstand. Og den blokeres, når staten griber forstyrrende ind i incitamentsstrukturerne ved at gøre et liv på overførselsindkomst til en livsstil. Sammenhæng er afhængighed og forbundethed.”

    Svar
  2. David Pontoppidan

    Virkelig god kommentar i Berlingeren!Det ligger vel nærmest i begrebet sammenhængskraft at det er en kraft af gensidig afhængighed og forbundethed. Men der hvor man som borgerlig kan kapre begrebet, snarere end blot at afskrive det, er netop som Repsak påpeger ved at fremhæve markedets naturlige evne til at forlene menneskers interesser på tværs af kultur, religion, nation og sågar had.Jeg mindes Friedman’s recitation af den klassiske “I, a pencil” i Free to Choose. Ligeså naturligt er det dog, at der også findes andre eksempler på sammenhængskraft end markedet – men måske ingen med samme omnipotens og udbredelse. David Gress holdt i efteråret et fremragende foredrag om Tocqueville, som jeg har hørt adskillige gange siden på MP3. Som jeg forstår på Gress’ gennemgang, er Tocquevilles opfattelse af frihedens udfordringer som følge af lighedens opkomst også brugbar, hvis man diskuterer sammenhængskraft. Det patologiske opstår netop, når alle er lige, eller tror sig lige. Når forbrugerismen opstår, og friheden deponeres hos magthaven, bliver det centrale ens egne gøremål, snarere end samfundet, friheden og nationen. Som Tocqueville profetisk skriver, ser han for sig en vældig befolkningsskare “for hvem venner og familie udgør den samlede menneskehed”. Et eksempel på en moderne sociolog der har meget fornuftigt at sige om social kapital (muligvis det akademiske udtryk for politikerævl) er i mine øjne Robert Putnam, eller Axel Honneth, hvis teori om anerkendelse jeg hælder meget til. Jeg har endda prøvet at operationalisere den kvantitativt engang, omend med blandet fornøjelse. At begge teoretikere er venstreorienterede bekymrer mig ikke – det er man som sociologi-studerende i Danmark ligesom nødt til at se igennem fingre med. Deres teorier rummer flere sandheder, og mange brugbare begreber.

    Svar
  3. Philip

    Når den mystiske frase konstant anvendes, bliver subtexten uvægerligt, at der er tale om en mangelvare, og det indtryk mindskes ikke just af, at man er uenige om ordets betydningsindhold. Spørgsmålet er så hvad der foregår, og hvad der er værst: at man gennem strategisk italesættelse skaber og lukrerer på paranoia, eller at man banaliserer et reelt problem, så det matcher niveauet i det politiske cirkus.

    Svar
  4. Peter Kurrild-Klitgaard

    J: “Be aware of the dark side of the force, Luke”Perceptive are you, young padwan …US: “Kunne mange af de samme ting ikke siges om begrebet velfærd?”Jo, ihvertfald som det bliver brugt i den dagsaktuelle debat (omend der her synes næsten synonymt med “højere offentlige udgifter”). Men i al fairness må jeg dog sige, at jeg har set mange glimrende (om end ikke altid vellykkede) forsøg på at definere “velfærd”–fra Pareto til Rawls m.fl. Jeg har derimod endnu ikke set nogen særligt meningsfuld definition på sammenhængskraft, som samtidigt er blot nogenlunde praktisk operationaliserbar.Måske andre her på stedet har?

    Svar
  5. Rune wl

    Generelt er den slags plusord vel et problem. Udgangspunktet må være, at man selv tænker over hvad der er rigtigt og forkert, og på baggrund af dette vælger sine værdier. Og ikke, som det tit er tilfældet, at man vælger hvad man mener der er rigtigt og forkert på baggrund af, hvad andre har fremstillet som et ideal.Et andet eksempel end det du nævner er økonomisk lighed. Jeg har det fint med, at folk går ind for dette, hvis baggrunden er at man har tænkt over det – og fx bekender sig til Rawls. Men min respekt for folk, der blot går ind for lighed, fordi at Venstrefløjen så at det var godt, ligger på et meget lille sted. En sådan irrationel tilgang til tingene fjerner ethvert grundlag for en fornuftig debat. Vores værdier er selvfølgelig tæt forbundet med den kultur vi er en del af, men det ville ikke skade, hvis flere forholdte sig mere kritisk til plusord, der ikke er nærmere defineret./Rune wl

    Svar
  6. David G.

    Putnam er ikke just venstreorienteret i dansk forstand. Han er en rigtig Harvard-professor, hvilket vil sige at han både er lynende begavet og meget forsigtig med ikke at overtræde de uskrevne normer for hvad en anstændig akademiker må sige og skrive.Jeg må indrømme at jeg altid har syntes godt personligt om Putnam, og hans skrifter om demokrati og social kapital er absolut værdifulde. Hvor jeg står af er når han bliver så bange for at blive slået i hartkorn med liberale (i USA: market conservatives eller allerværst, Republicans) at han hævder, at social kapital alene har med demokrati at gøre og ikke med markedsøkonomiens spontane orden (som Gade Jensen og andre ganske rigtigt har anført er det eneste grundlag for sammenhængskraft, der given nogen mening såvel historisk som politisk).Tocquevilles vinkel på det her, David P, er som du siger at den demokratiske politiske kultur fremmer såvel lighed i status som kravet om lighed, idet ulighed opfattes som uretfærdig og provokerende. Idag bliver det så til, at folk omfatter sammenhængskraft med varme følelser uden rigtig at ville spørge, hvad ordet betyder, udover at det for de fleste betyder en enorm offentlig sektor, som jo i realiteten er umyndiggørende og infantiliserende og derfor slet ikke egnet til at fremme sammenhæng mellem voksne mennesker.

    Svar

Leave a Reply to Rune wlCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.