At være i femte kolonne

I princippet hylder jeg som en personlig målsætning meget sådan noget som "et åbent sind", "en vid horisont", "størst mulig information", o.s.v., o.s.v., men jeg har dog alligevel altid sat grænsen ved, at jeg nægter at betale for dagbladet Politiken.  Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at betale for en avis, der på hver anden side i de mest arrogante formuleringer, men ofte på fejlagtigt grundlag, belærer mig om, at alt jeg mener er ondt.

Derfor er det jo en helt særlig ærgelse at måtte erkende dette: Der er–mellem alt det andet–faktisk ganske mange, rigtigt gode og spændende artikler i dén avis.  Pokkers også. 

Og hvordan ved jeg så det?  Jo, jeg sniger mig fra tid til anden–som en femte-kolonne kulturkamps-kriger–til at læse avisen–sådan lidt i smug–hos svigerfamilien, som altså tilsyneladende gør lidt mere ud at stå fast på det dér med den åbne horisont, o.s.v.  Men dertil er der altså også sket det, at avisen af en eller anden mærkelig årsag bliver leveret gratis til os i weekenderne.  Jeg ved ikke hvorfor.  Det kan være et efterladenskab fra dengang, hvor jeg selv var tilknyttet Politiken som kommentator men fortalte dem, at jeg nægtede at betale for deres avis.  Det kan være, at der er et avisbud, der tror, at det er en gratisavis.  Det kan være, at det er nogle af mine adskillige bekendte fra Politiken, som mener, at jeg trods alt trænger til at læse den–altså ligesom dem på gaden med "Vagttårnet".  Det kan også være, at den bare bliver afleveret forkert til mig i stedet for til den Tøger-loyale, smålyserøde Frederiksberg-borger, der skulle have modtaget den–og så står der jo nærmest 2-0 i kulturkampen.

Jeg ved det som sagt ikke.  Men i dag er ihvertfald en af de dage, hvor jeg fandt adskillige læsværdige artikler i den unævnelige avis, heriblandt en af journalist Jannich Kofoed, som jeg fra mine optrædender i.f.m. USA-valg husker som en af de bedre DR Radio-korrespondenter i USA.  Den handler om Kofoeds egen fortid som kommunist i 1970erne og 1980erne, om fredskampen og om Jørgen Dragsdahl, og hvis bare halvdelen er korrekt gengivet, er den den ondelyneme mig et godt vidnesbyrd om, hvad jeg altid havde på fornemmelsen dengang–om dobbeltmoral, hykleri og manipulation, om militant fanatisme pakket ind som humanisme.  Læs selv "Fredsflæberne – og de rigtig farlige", men her er et længere pluk:

"Freds- og solidaritetsarbejdet, eller 'Fre-So', som vi kaldte det, lagde beslag på mange gode kræfter. Purunge pædagogpiger med røde kinder kastede sig forpustet ud i opgaven at få erklæret deres seminarier og børnehaver og boligforeninger for atomvåbenfri zoner.

Raske ungersvende med bæltespænder fra Den Røde Armé fik deres fagforeninger til at tilslutte sig 'Østersøen som Fredens Hav' eller 'Norden som Atomvåbenfri Zone'.

I 80'erne gjaldt det for os kommunister at bekæmpe NATO's beslutning om at opstille sine raketter som modvægt til Sovjets arsenal af SS 20-raketter.

Fredskomiteer skød op overalt. Ikke nødvendigvis med kommunister i spidsen, ja helst ikke med kommunister i spidsen; for i tråd med 'enhedsarbejdet', 'det brede massearbejde', 'den anti-monopolistiske strategi' og 'enhedsfronten', og hvad russerne og Ib Nørlund ellers kogte sammen i teorismedjen i Moskva, så blev det tilstræbt at have en partiløs, men loyal figur i spidsen, én, der kunne styres. At få dem indlemmet i partiet med tiden var en mulig sidegevinst, men ingen forudsætning. …

[Vi] anså det for absolut vigtigt, at Sovjetunionen blev styrket derved, at den imperialistiske lejr blev svækket.

Vi havde jo for længst taget det standpunkt, at der fandtes onde raketter og gode raketter. Deres og vores. Og vores befandt sig på den anden side, i hænderne på de gode kræfter, altså Bresjnev, Andropov og Tjernenko. Og vi var fortroppen på denne side, »die Vorhut der Roten Armee«, som det lød i den røde gadeslagsmålssang 'Roter Wedding'.

Kors, hvor vi morede os i mere lukkede kredse. Mens vi sang hyldestsange til Stalin og Ernst Thälmann og indtog hektoliter indsamlingsøl, vodka og cubansk rom, slog vi os på lårene af grin over, at det lykkedes at få tusinder af voksne mennesker til at møde op foran Christiansborg og hoppe ret op og ned, mens de i kor råbte 'Hoppe-hoppe-hop! Atomraketter stop!', eller få dem til at erklære alt fra fødestuer til hundetoiletter for atomvåbenfrie zoner. På universiteterne blev fred et fag og genstand for forskning. Enhver københavnsk fagforening med respekt for sig selv havde et fredsudvalg.

Og kultureliten? Kunstens og åndens arbejdere? Ja, det var næsten for godt til at være sandt: Skuespillere, kunstmalere, pottemagere, forfattere og musikere – de reciterede Brecht og Pablo Neruda, modellerede fredsduer, tegnede karikaturer af Reagan og Solsjenitsyn, latterliggjorde Sakharov og komponerede fredshymner. I de kredse var der ikke et øje tørt, når Carl Scharnberg på vaklende versefødder læste højt af sine digte, der oftest handlede om, hvor mange vuggestuer der gik på et Pershing-missil.

»Fredsflæberne«, kaldte vi dem. De var nyttige idioter, vi absolut ikke havde tænkt os at give så meget som et hjørne af magten – højst et reservat i fremtidens arbejder- og bondeparadis.

Jørgen Dragsdahl blev ikke regnet for en nyttig idiot. Men som absolut nyttig. Vi var målløse over at få leveret så megen prosovjetisk og antiamerikansk ammunition, som jo fik langt mere sprængkraft, når den blev affyret i Information end i Land og Folk.

Privat tog vi let på sandhedsværdien i det propagandamateriale, Moskva forsynede os med. Dets overbevisningskraft var da også begrænset. Men fra Dagbladet Information kunne vi citere syrede sammensværgelsesteorier fra manikere og fantaster fra den amerikanske venstrefløj, som Jørgen Dragsdahl viderekolporterede i den gamle modstandsavis. Og dét var nyttigt. …

Det var dengang, Socialdemokratiet under Anker Jørgensen og Svend Auken gik helt fra snøvsen i sin modstand mod USA. Fotografiet af Kjeld Olesen, Poul Nielson og Lasse Budtz på tiggergang til Moskva i oktober 1984 for at fedte for russerne og fable om Norden som atomvåbenfri zone må være sindbilledet på det årtis moralske lavpunkt.

Og selv om Sovjet knagede i fugerne under Reagans pres, fortsatte Jørgen Dragsdahl med at levere varen. Som propagandist og leverandør af argumenter fik han en status og en indflydelse, som ingen kommunist kunne have fået.

Hvis jeg i dag kunne stå inde for, hvad jeg dengang stod for, ville jeg være Jørgen Dragsdahl dybt taknemlig. Men i dag kan jeg se, at der var en halv milliard mennesker, som fik en elendig og uværdig tilværelse forlænget på grund af ham. Måske kun nogle timer. Eller bare minutter. Men for magthaverne i Moskva og os herhjemme, der havde knyttet os til diktaturet – for os var Jørgen Dragsdahls hjælp guld værd. Den var næsten ubetalelig."

11 Kommentarer

  1. Læste også denne lille beretning med lige dele fryd og rædsel over at mennesker som Dragsdahl er sluppet så nemt hen til håndvasken senere hen og nu begår sig som fisk i vandet i den kreative klasse. Var også på vej til at give Politiken kudos for at have fået lidt diversitet, indtil jeg bevægede blikket ned på “debatportrættet” af Gretelise Holm nedenunder.Komplet med selvfikseret “USA er bimse” og “Hvorfor har vi ikke nogle kvindelige ledere på Politiken, mænd er da osse nogle svin”-stikpiller.Så var jeg ligesom kureret.

  2. Men i dag kan jeg se, at der var en halv milliard mennesker, som fik en elendig og uværdig tilværelse forlænget på grund af ham. Måske kun nogle timer. Eller bare minutter.Måske, men hvor er Jannich Kofoeds selvkritik? Skal man tro Kofoeds personlige skildring af perioden stod hans egen indsats for at udbrede verdenskommunismen da ikke tilbage for Dragsdahls…

  3. “Brug dog kræfterne på at overbevise alle dem, der faktisk stadig med mener, at USA og Sovjet var lige gode om den kolde krig.”Så får han vist travlt. Mig bekendt var de da lige gode om det. At det så var USA der kom ud som sejrherre, kan vi jo så glæde os over.

  4. “…fik langt mere sprængkraft, når den blev affyret i Information end i Land og Folk.”Ja… eller noget.

  5. “Deadline” på DR2 afslørede i går aftes, at artiklen er ment som en slags provokation og altså er fiktion/opdigtet – tilsyneladende for at lægge afstand til den debat om “de røde lejesvende” som er “oppe i tiden”?Jeg skynder mig at indrømme at jeg ikke selv har læst artiklen og derfor ikke kan udtale mig yderligere – tænkte bare at I sikkert gerne ville vide, at den altså ikke er faktuel.

  6. Undskyld mig, men handler din såkaldte kritik af politiken ikke bare om, at du ikke bryder dig om at læse synspunkter, du ikke er enig i? JP og Berlingeren, eller Information og WA for den sags skyld (så har vi vist nævnt de aviser der er værd at snakke om i Danmark), indeholder da nøjagtigt ligeså meget af det du kalder belærende stof, og det jeg kalder almindelige synspunkter og holdninger, som man så kan være enig eller uenig i, som Politiken. De nævnte avisers synspunkter er, efter min ydmyge mening, hverken mere eller mindre velbegrundede end Politikens. Der kan findes fejlagtig argumentation og dårlig journalistik i alle de nævnte aviser, men hvis du mener politiken skulle være specielt slem, burde du underbygge det lidt bedre end den der, “de er bare så arrogante de er altså!”. Eksistensen af den artikel, du henviser til, taler imod din overordnede påstand – det kalder vel på lidt bedre argumentation fra din side?Du har tidligere, i din post om Connie Nielsen, harcelleret over, at kendisser kommer med ”ubegavede udsagn”, som ”“Krig er noget lort” (Sanne Salomonsen), “Bush er dum” (Trier)”, men synes du selv dit ”Politiken er arrogant” er mere kvalificeret?I øvrigt er artiklen ganske interessant. Jannich Kofoed har nemlig stadig ikke fattet hvad demokrati er. Hvor han dengang var glad, fordi den såkaldte kulturelite, efter hans mening, hjalp ham i hans kamp for det totalitære system, mener han tilsyneladende nu, at de ikke måtte deltage i den demokratiske debat, fordi deres demokratiske deltagelse angiveligt havde så enorm betydning, at det sørgede for, at Sovjetunionens sammenbrud blev udsat. At ville forhindre andre i, at give deres demokratiske mening tilkende på en ikke-voldelig måde, må i sig selv siges at være totalitært, og Kofoed er dermed ikke blevet det mindste klogere.

  7. @Trine-Maria. Du forveksler Jannich Kofoeds fremragende artikel i går lørdag med en kronik af Jacques Berg i Politiken i dag.Tak Peter!For en fantastisk morsom blog, hvor jeg stadigvæk klukler. Og så til Raapil. Helt ærligt. Der er større glæde i himmerig over én omvendt synder end 100 retfærdige. Brug dog kræfterne på at overbevise alle dem, der faktisk stadig med mener, at USA og Sovjet var lige gode om den kolde krig.

  8. Jeg læste med stor glæde artiklen i politiken lørdag. Jeg er som Peter K. K. ikke nogen stor fan af Politiken, men lige præcist om lørdagen er der debat tillægget. Dette tillæg synes at have en mere pluralistisk holdning en resten af Politiken og bringer artikler om mangt og meget som man ikke ellers finder i Politiken.@ hat: Jeg mener (som vist de flesteandre her) at WA hæver sig betydeligtover Politiken mht. troværdighed etc.Objektiv journalistik eksisterer ikke,men nogle aviser (WA) er bedre til atTILSTRÆBE objektivitet …

  9. @HAT: “Undskyld mig, men handler din såkaldte kritik af politiken ikke bare om, at du ikke bryder dig om at læse synspunkter, du ikke er enig i?”Øhh … nej.Havde du en virkelig dårligt morgen, eller var den lidt selvironiske, tongue-in-cheek post lige lidt for svær at forstå?Hvad var det nu, jeg skrev i begyndelsen af posten? “I princippet hylder jeg som en personlig målsætning meget sådan noget som “et åbent sind”, “en vid horisont”, “størst mulig information”, o.s.v., o.s.v., men jeg har dog alligevel altid sat grænsen ved, at jeg nægter at _betale_ for dagbladet Politiken. … Derfor er det jo en helt særlig ærgelse at måtte erkende dette: Der er—mellem alt det andet—faktisk ganske mange, rigtigt gode og spændende artikler i dén avis.” Var det meget svært at forstå?Som jeg har skrevet om her flere gange, så holder jeg bl.a. Atlantic Monthly, The New Republic m.fl., som næppe er menighedsblade (i.f.t. mine holdninger) men som er virkeligt gode. Jeg kunne remser 117 andre ting op, men jeg synes sådan set ikke, at jeg behøver at retfærdiggøre mit valg af lekture overfor én, der ikke engang vil vedstå sig sit eget navn i offentlighed. Faktisk var en del af formålet med denne blog netop at skrive ud fra devisen om, at det er bedre og mere interessant at læse noget intelligent man er 75 pct. enig i, end noget uintelligent man er 100 pct. enig i.HAT: “JP og Berlingeren, eller Information og WA for den sags skyld (så har vi vist nævnt de aviser der er værd at snakke om i Danmark), indeholder da nøjagtigt ligeså meget af det du kalder belærende stof, og det jeg kalder almindelige synspunkter og holdninger, som man så kan være enig eller uenig i, som Politiken.” Der er jeg nok uenig. Berlingske har meget godt på leder-, debat- og kultur-siderne, men i resten af avisen hersker en ganske venstreorienteret journalistik, som dog her måske er knap så konsistent og åbenlys in-your-face, fordi avisen trods alt skal opretholde et image af at være lidt borgerlig. Jeg ser stort set aldrig nyhedsartikler i Berlingske, som er decideret borgerlig/liberal i sit valg af tema, vinkel o.l.”Der kan findes fejlagtig argumentation og dårlig journalistik i alle de nævnte aviser, …”Enig.”… men hvis du mener politiken skulle være specielt slem, burde du underbygge det lidt bedre end den der, “de er bare så arrogante de er altså!”. Næ. Dette er en blog, ikke et videnskabeligt tidsskrift. Dette var en post for at fremhæve en artikel i Politikens debattillæg. Jeg behøver slet ikke at retfærdiggøre, hvorfor jeg ofte finder Politikens journalistik så ulideligt belærende og politisk korrekt, at jeg ikke gider betale for den.HAT: “Eksistensen af den artikel, du henviser til, taler imod din overordnede påstand – det kalder vel på lidt bedre argumentation fra din side?”Sig mig, er du ude af stand til at læse en post, inden du kommenterer den?HAT: “I øvrigt er artiklen ganske interessant. Jannich Kofoed har nemlig stadig ikke fattet hvad demokrati er. Hvor han dengang var glad, fordi den såkaldte kulturelite, efter hans mening, hjalp ham i hans kamp for det totalitære system, mener han tilsyneladende nu, at de ikke måtte deltage i den demokratiske debat, fordi deres demokratiske deltagelse angiveligt havde så enorm betydning, at det sørgede for, at Sovjetunionens sammenbrud blev udsat.”Hvor skriver han, at de de “ikke måtte deltage i den demokratiske debat”? Kan du venligst fortælle det? HAT: “At ville forhindre andre i, at give deres demokratiske mening tilkende på en ikke-voldelig måde, må i sig selv siges at være totalitært, …”Det er lidt af en påstand, at Jannich Kofoeds indlæg skulle være “totalitært”–i særdeleshed når man skriver i ly af anonymitet og ikke … hvad var det nu? … underbygger det med noget.

  10. Jeg gad godt vide om Karen Jespersen også var en “nyttig idiot”, eller måske blot “nyttig”.RasmusE: Hvad mener du med det – jeg har ofte hørt den devise før, specielt i gymnasiet (eller hos historikeren Eric Hobsbawm, der jo nærmest mener at USA var de aggressive, og ikke Soviet). Men jeg synes at tesen er lidet troværdig når man ser på hvorledes Soviet opførte sig efter 2. verdenskrig – de var jo en særdeles ekspansiv magt, der underlagde sig millioner så snart de kunne komme til det. Og i de 40 års kold krig der fulgte, kunne man jo nærmest se en direkte sammenhæng imellem USAs opførsel og Soviets ekspansive respons – det eneste Kissinger og Nixon fik ud af deres “Detente” var jo at Soviet oprustede med fornyet kraft og igen begyndte at udvide deres indflydelse overalt i verden hvor de kunne komme til…Jeg mener at det er alt for let blot at sige at de var “lige gode om det” – for det var de ikke.Mvh

  11. Cordua: Helt ærligt. Der er større glæde i himmerig over én omvendt synder end 100 retfærdige. Brug dog kræfterne på at overbevise alle dem, der faktisk stadig med mener, at USA og Sovjet var lige gode om den kolde krig.Om den kolde krig primært skal forstås i et de-gode-mod-de-onde-perspektiv, eller om teorier om imperialisme er mest nyttige, ved jeg ikke. Men jeg skriver ofte om kapitalismens glæder, og håber da at kunne omvende en enkelt kultursocialist eller to. Se links herunder [reklame-break]:http://raapil-unblogged.blogs.com/raapil_unblogged/2006/01/uetisk_kapitali.htmlhttp://raapil-unblogged.blogs.com/raapil_unblogged/2007/01/mistro_til_over.htmlhttp://raapil-unblogged.blogs.com/raapil_unblogged/2006/06/kapitalisme_ja_.htmlhttp://raapil-unblogged.blogs.com/raapil_unblogged/2006/12/ny_tysk_bog_glo.htmlhttp://raapil-unblogged.blogs.com/raapil_unblogged/2006/11/dagens_sparerd.htmlhttp://raapil-unblogged.blogs.com/raapil_unblogged/2006/09/nr_rige_bliver_.html#morehttp://raapil-unblogged.blogs.com/raapil_unblogged/2006/06/bruger_apple_vi.html

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑