Fordomme i Berlingske (ikke første gang)

Min ærede medpunditokrat Mr. Law gør heroiske indsatser for at påvise mangler og fordomme i den engang borgerlige Berlingske Tidendes dækning af Irak-krigen og de forskellige angivelige skandaler i den amerikanske regerings håndtering af den.

Det er imidlertid ikke kun i sin USA- og Irak-dækning, at det københavnske lokalblad (6.000 abonnenter vest for Storebælt) mønstrer journalister, der behersker journaliststandens ideologi og fordomme bedre, end de behersker evnen til udfarende, vidensøgende og original journalistik.

Sigrid Rasmussen er avisens Italiens-korrespondent og hun valgte den 20.2. at bringe en reportage betitlet "Vorherres eget valgforbund", hvis tese er, at den italienske kirke agerer som et politisk parti.  Tesen, der hører fint hjemme i en kronik eller et opinionsindlæg, men ikke i en reportage, bygger på to forudsætninger.  Den ene er, at når kirkens repræsentanter udtaler sig om politiske sager, der berører emner, der vedrører kirkens morallære, så agerer den politisk.  Den anden er, at dette er odiøst og forkert.

Den aktuelle anledning til klagen over kirkens politiske ageren er den italienske centrumvenstreregerings forslag til lov om samboende, ikke-gifte personers rettigheder.  Forslaget gælder begge slags ugifte par, såvel hetero- som homoseksuelle.

Adskillige biskopper har hævdet (hvilket ingen seriøst bestrider, striden går om hvorvidt det er godt eller ej) at forslaget vil undergrave familien ved at reducere værdien af ægteskab i forhold til ureguleret samliv.

Det hører med til baggrunden, at ureguleret samliv, som alle ved er så udbredt i Danmark, at det nærmest er norm, er en temmelig sjælden foreteelse i Italien.  Jeg har set tallet 300.000 nævnt som antallet af ikke-gifte, samboende par (igen af begge slags), hvorimod antallet af gifte par er over 16 millioner.  Der er altså tale om en lov, der vil få virkning for et ret lille antal borgere, og om et samfund, hvor normen om "først gifte sig, så flytte sammen" endnu gælder for det overvældende flertal.  Det er kirken naturligvis glad for, og det burde hverken undre eller chokere, at dens repræsentanter energisk kritiserer et lovforslag, som dels civilretligt er upåkrævet og dels vil undergrave de herskende normer ved at gøre det mindre væsentligt i praktiske sammenhænge, om man er gift eller ej.

Blandt lovforslagets virkninger er, at den ene part i et sådant par kan indtræde i et lejemål ved den andens død, at parterne kan arve hinanden, at den ene kan repræsentere den anden i tilfælde af svær sygdom og lignende.

Ikke-kirkelige kritikere har påpeget, at loven er unødvendig, idet det også uden den står parterne i et ureguleret samliv frit for at oprette juridisk bindende pagter, hvori de kan tildele hinanden præcis de samme (eller færre eller flere) rettigheder, end lovforslaget indeholder.

Et par eksempler på tonen i Rasmussens artikel:

 Pave Benedikt XVI og hans kreds af kardinaler og biskopper fungerer i stadig højere grad som et italiensk skyggekabinet. Den katolske kirke burde interessere sig mere for landets sjæle, end hvad der foregår under bæltestedet, mener flere italienske eksperter. Alt imens Vatikanet optrapper sit politiske engagement, vokser afstanden mellem sjælene og biskoppernes ord.

Således blev partiapparatet mobiliseret, da den italienske regering forrige uge forkyndte, at den ønskede at give ægteskabslignende rettigheder til homoseksuelle par, som ifølge italiensk lov ikke kan gifte sig, og til de mange heteroseksuelle, der ikke ønsker papir på deres kærlighed.

Med den latinske frase "Non Possumus" lod biskopperne politikerne forstå,
at gejstligheden var lodret imod.

Sidste sætning er naturligvis korrekt, men formuleret på en sådan måde, at biskoppernes modstand var en politisk, konservativ modstand.  Hvorimod frasen "non possumus" naturligvis viser, at kirken ikke kan rose lovforslaget, eftersom dets præmisser og indhold strider mod kirkens morallære.  Længere er den egentlig ikke, men selve det forhold er åbenbart en voldsom pille at sluge for visse journalister (ikke for Sandro Magister, hvis indlæg om sagen på www.chiesa.espressonline.it ikke blot i denne sag er den absolut mest seriøse dækning af kirkelige interna, der findes.  Mange tekster også på engelsk).

Videre med Rasmussen:

Det er kirkens aggressive kamp for de ubestridelige værdier, som får den katolske kirke til at ligne en politisk bevægelse, mener Marco Damilano , som for nylig udgav bogen »Guds Parti«.

"Aggressiv" er det jo ikke godt at være.  Iøvrigt skal der formentlig stå "umistelige" eller "ufravigelige" og ikke "ubestridelige", idet sidstnævnte ord jo faktisk giver kirken ret i, at visse værdier er "ubestridelige", og det er vist ikke Rasmussens mening.  Jeg formoder, at det italienske ord er "indiscussi", der kan betyde såvel "ufravelig" som "ubestridelig".

Det problematiske i Rasmussens artikel er naturligvis ikke hendes personlige meninger, men at hun — og her følger hun præcis opskriften fra sine kolleger, som Mr. Law så ofte har analyseret — bevidst eller ej vælger formuleringer og interviewpersoner og konklusioner ud fra disse holdninger.  Det skal medgives, at en artikel, der blot konstaterede at de italienske biskopper var uenige med en række ikke-kirkelige personer og intellektuelle om lovforslaget ikke ville være særlig spændende at læse.  Netop derfor hører diskussion af sagen hjemme på opinionssiderne.

Der ville en seriøs debattør ikke med stor fanfare tale om, at kirken agerer politisk, underforstået at det er skummelt, men tage udgangspunkt i de reelle, interessante og afslørende modsætninger i etik, moral og politik, som den aktuelle sag rejser.  For eksempel ved at tage alvorligt, at den italienske kirke naturligvis bekender og ikke kan andet end bekende, at ægteskabet er indstiftet af Gud og derfor ikke står til menneskers disposition at undergrave.

Milanos ærkebiskop Dionigi Tettamanzi (og tilgiv den klodsede oversættelse):

Familien grundlagt på ægteskabet har særlige og unikke egenskaber.  Familien er, som den antikke (NB! ikke-kristne) visdom holdt af at sige, seminarium civitatis, det vil sige den sociale kerne, samfundets grundlæggende og formende kilde og kraft.  Det er den i kraft af det bidrag, som familien yder samfundet ved at avle og opfostre børn og drage omsorg for personer, især de svage og nødlidende.  Som erfaringen viser, er det at give børn liv og at opfostre dem i livets mening og det at drage omsorg for den menneskelige person uanset tilstand og alder værdier, der ikke blot er fundamentale, men "grund-læggende", altså lægger grunden for selve samfundets væren og vel-væren i nutid og fremtid.  Lad mig understrege at familiens rolle i samfundet har rod i en klar og tydelig antropologi centreret om mandens og kvindens personlige værdighed og om deres gensidige forhold grundet på forening i kærlighed og liv.  I den forstand viser familien sig at være det primære sted, hvor personen realiseres … (NB! Begrebet "person" er centralt i moderne katolsk moral- og samfundslære og blev især fremmet af den franske teolog Jacques Maritain, hovedværk L'humanisme intégral) …

Så kommer hugget til medierne og deres holdninger:

Foruroligende er det klima af forvirring, endog af forvanskning, som præger debatten.  Det er ikke overdrevet at tale om forvanskning, hvis vi ser på den stærke politisering, som fordrejer aspekterne i problemet.  I første række tales nemlig ik
ke om de samboende par i s
ig selv, men om de politiske grupperinger …  Forvanskningen skyldes også det stærke kulturelle pres, der udøves af den radikale subjektivisme og individualisme, som på den ene side hævder som "ret", hvad der faktisk er "ønske", og som hævder rettigheder, mens den udvisker pligter, og som på den anden når frem til at nægte, at kønsforskelle og kønnenes komplementaritet har relevans for personen eller samfundet …

Det kan ikke nægtes at de sociale kommunikationsmidler (kirketale for massemedier m.m.) bidrager stærkt til at udbrede og styrke denne forvanskning, hver gang de svigter deres pligt til at bringe fri og korrekt information og ender med at ligge under for den økonomiske, politiske eller kulturelle magts interesser …

I dette forvirrede og forvanskede klima modtages [kirkelige erklæringer] ofte af medierne med en logik, hvor det for enhver pris går ud på at tilskrive disse en politisk hensigt og et politisk ståsted.  Derved glemmer man, at erklæringernes formål netop er at minde om de grundlæggende etiske værdier, der forekommer særlig påtrængende i den aktuelle situation og derved fremme en historisk forankret vurdering.

Det var ikke det, Rasmussen gjorde eller var interesseret i i sin artikel.

16 Kommentarer

  1. Uanset om man mener at de skal have lov til det eller ej, kan intet ændrer på, at hvis Vatikanet blander sig i politiske beslutninger, så agerer de politisk. Det er her ikke så relevant om Vatikanet ‘værner om de etiske værdier’, eller hvad man ønsker at kalde det. Indblanding i politik er indblanding i politik – og eftersom Vatikanet ofte holder møder med regeringen, er Vatikanet i høj grad indblandet.Jeg er klar over at denne sammenblanding af politik og religion, som andre steder i verden, er praksis i Italien, men det retfærdiggøre den ikke. Religion kan accepteres sålænge folk holder det som en privatsag, men i det øjeblik det ikke holdes på det niveau længere, går det ud over den enkeltes frihed, da andre derved tvinges til at leve efter principperne i en religion man ikke tror på. Vatikanets sammenblanding af politik og religion udgør derfor et demokratisk problem./Rune wl

  2. Jeg mener at det er lige så forkert hvis det går den anden vej. Religiøse skal have lov at praktisere deres religion. Og nej, jeg tror ikke på at det kan holdes adskilt – men derfor mener jeg stadig ikke, at der findes noget der kan retfærdiggøre en sammenblanding af politik og religion. Uanset om det så er i forhold til islamiske teokratier eller ‘bare’ Vatikanet der blander sig. Religion bør(!) være en privatsag som er sikret ved den personlige frihed, men som ikke skal pålægges andre. Jeg er naturligvis godt klar over at dette ikke er realiteterne, og nok heller ikke bliver det foreløbigt./Rune wl

  3. Helene Haabegaard

    21. februar 2007 at 01:41

    Rune WL,Nu ved jeg ikke hvad du forstår ved demokrati, men kunne man ikke også anføre at det er et problem, hvis store dele af befolkningen lukkes ude fra debatten, fordi deres synspunkter ikke er ”demokratiske” nok. Vatikanet repræsenterer et etisk kodeks, som store dele af den italienske befolkning kan tilslutte sig. Hvorfor er det ”udemokratisk” hvis repræsentanterne for dette etiske kodeks ytrer sig? Er det mere demokratisk, hvis de som JFA siger, kaster sig i relativisternes vold i skam over deres religiøse tilbøjeligheder?Mvh. Helene

  4. Rune: Religion kan accepteres sålænge folk holder det som en privatsag, men i det øjeblik det ikke holdes på det niveau længere, går det ud over den enkeltes frihed, da andre derved tvinges til at leve efter principperne i en religion man ikke tror på.Hvem tvinges? Af hvem og til hvad?Jeg kan kun læse sætningen som at Rune føler sig uantageligt provokeret alene af det faktum, at kirken eller kristendommen findes og at dens repræsentanter tillader sig at ytre deres mening om samfundsanliggender.Der er nemlig intet som helst i den italienske kirkes udtalelser eller i italiensk sekulær lov der tvinger nogen til noget som helst i retning af at “leve efter religiøse principper”.En ytring jeg ikke er enig i er ikke i nogen forstand tvang over for mig. Det er vigtigt at gentage i en tid hvor mange ønsker censur eller selvcensur af sårende ytringer.Spørgsmålet i Italien som i England og andre lande er snarere som påpeget af JFA at kulturens sekulære magthavere anser deres værdier for absolut trumf og derfor vil indrette lovgivning og normer efter dem.

  5. Hvis man lovgiver ud fra det udgangspunkt at der findes en gud, så tvinges alle de der skal følge den lov til at efterleve visse religiøse principper. Et eksempel kunne være at kvinder under taleban skulle gå med Burka eller at visse ortodokse jøder ikke mener at resten af Israel skal have lov til at køre bil under sabbaten. Jeg er på ingen måde ude på at begrænse nogens ytringsfrihed, men er i høj grad – som ateist – provokeret af, at man kan træffe beslutninger på baggrund af religiøse antagelser frem for rationelle. Det er helt fint at gå ind for familien, fordi at sociologer og psykologer har dokumenteret at det vil give os et bedre liv (hvilket jeg faktisk også tror at det vil), men jeg har meget svært ved at forholde mig til, at jeg (hvis jeg var italiener) skulle leve efter en familietradition, der kun skal eksistere fordi andre tror at Gud har skabt den. Jeg vil gerne gentage, at jeg mener at de har lov til at komme med deres udtalelser. Hvad jeg forsøger er, at gøre opmærksom på det urationelle i at lytte til dem: jeg kan ikke forestille mig et system hvor religion og demokrati kan fungere som en enhed – religion bygger på at svarene kommer fra Gud. Demokrati bygger på at svarene kommer ved at man finder den bedste løsning på baggrund af rationelle argumenter.Ytringen er der ikke et problem i sig selv – problemet opstår hvis den bliver til lov!/Rune wl

  6. @ David G”Der er nemlig intet som helst i den italienske kirkes udtalelser eller i italiensk sekulær lov der tvinger nogen til noget som helst i retning af at “leve efter religiøse principper”.”Joda! Hvis de rettigheder ægteskabet indebærer, ikke kan opnåes på andre måder, så tvinger man folk til at leve efter kristne normer.Mig bekendt kan frivillige private aftaler slet ikke dække de rettigheder ægteskabet giver.Så det er IMO helt forkert at sige man ikke påtvinger nogen, religiøst funderede værdier./Limagolf

  7. Som liberalt frittænkende menneske har jeg i modsætning til denne “liberale” blogs forfatter altså ret meget imod, at gamle ugifte mænd ud fra flere tusinde år gamle skrifter skal definere andre menneskers rettigheder. Og jeg mener absolut ikke at en 70-årig gejstlig, der har levet hele sit liv i en virkelighedsfjern osteklokke er i besiddelse af en viden om “de grundlæggende etiske værdier”, og jeg anerkender ikke dennes selvudnævnte stilling som moralens vogter.Og som demokrat bryder jeg mig ikke om at stokhamrende konservative, ikke-valgte kirkelige smagsdommere blander sig så direkte i den demokratiske beslutningsproces. Jeg synes modstanden mod kondomer er et glimrende eksempel på de katastrofer et sådant kirkeligt snæversyn kan føre med sig. Pavens indflydelse er for mig at se et levn fra meget gamle dage.”Det er imidlertid ikke kun i sin USA- og Irak-dækning, at det københavnske lokalblad (6.000 abonnenter vest for Storebælt)”- David GressOg selv om jeg kun er Københavner, kan jeg godt regne ud, hvad dette tekststykke insinuerer.

  8. På en såkaldt liberal blog, kan man læse om hvor slemt det er med ureguleret samliv – tak for kaffe!

  9. @x-ray:Jeg forstår det nu som om David Gress påpeger at det slet ikke er nødvendigt at lovgive om ugifte pars retsstilling, da der til enhver tid er mulighed for at lave individuelle aftaler, så jeg kan ikke se at der argumenteres imod ureguleret samliv, men derimod for at staten ikke skal sørge for hvad der der kan klares via frivillige aftaler.I øvrigt har jeg meget svært ved at se forskellen på at kirken i vatikanet ytrer deres konservative (?) syn på verdens rette sammenhæng og så at danske præster ytrer deres venstresnoede syn på verdens sammenhæng. Jeg har da aldrig læst nogen avis hævde at Jan Lindhart og Kjeld Holm agerer som et parti./Nicolai

  10. RuneHvad så med dem, der ikke ønsker at leve efter et eventuelt flertals “sekulære” værdier?Problemet vi ser i den her sag er jo netop at de “sekulære værdier” er værdier på samme plan som de “religiøse værdier.”I England prøver man fra politisk side at tvinge katolske adoptionsorganer til at stille børn til rådighed for homoseksuelle par, så politik griber altså også ind i det religiøse.Det er lidt naivt at tro at vi lige netop nu kan holde de her ting adskilt, da vi står midt i en kulturkamp.

  11. Limagolf: Joda! Hvis de rettigheder ægteskabet indebærer, ikke kan opnåes på andre måder, så tvinger man folk til at leve efter kristne normer.Mig bekendt kan frivillige private aftaler slet ikke dække de rettigheder ægteskabet giver.Ad 2. Det kan de sagtens, i hvert fald ifølge italienske jurister jeg har læst på nettet. Ad 1. Ja, men hvis det provokerer dig provokerer det dig altså at Europa er opstået af kristendommen.Det kan du synes er dybt uheldigt, men det er et historisk faktum. Forøvrigt er ægteskab som juridisk fænomen ikke en kristen opfindelse, men universel, og glimrende defineret eksempelvis i romerretten.

  12. Jeg har intet problem med Europas historiske baggrund. Det ændrer dog ikke på min holdning: jeg mener stadig ikke at demokrati og religion kan fungere sammen, hvis ikke religion holdes på et personligt plan. Den personlige frihed og samfundet som helhed indskrænkes til at skulle fungere inden for religionens rammer. At ægteskabet er universelt, kunne tale for at det er en god idé. Som det fremgår af din efterfølgende post er det i hvert fald en interessant debat. Mit problem opstår først når nogen vil lovgive om ægteskabet, fordi de mener at Gud har skabt det. Derved tvinges andre til at leve efter religiøse standarder. Jeg synes at der er masser af gode argumenter for bevarelsen af familien. Men jeg kan kun acceptere de rationelle. Historisk baggrund eller ej – en religiøst betinget lovgivning er en begrænsning af individets frihed. Og den frihed anser jeg for værende for værdifuld til at kunne ofres blot pga. traditioner.

  13. @Rune & RasmuseDet skingre også i mine ører når jeg hører politiske udtalelser som begrundes ud fra religiøse dogmer, men det ændre ikke på deres ret til at ytre dem. Alle individer har ret til verbalt, at forsøge påvirke det samfund de er en del af, i en retning der bedre stemmer overens med egne værdier. Og selvom det kan lyde tåbeligt i nogles øre, må man jo i dette tilfælde spørge sig selv: Hvad nu hvis de kirkelige mod alle ods faktisk har ret. At der er en gud, som har udstukket en sand vej som vi (hvis vi vil vores evige sjæl det bedste) skal følge. Hvem er I så til at undertrykke de stemmer i samfundet, som forsøger at advare os mod eventuel deroute?

  14. @JakobJa, det er meget muligt, men hvem har så lige bestemt, at det er nogle hvidhårede gamle katolske mænd med kalot, der i så fald taler guds sag.Og så har de selvfølgelig ret til at sige lige hvad de vil.Jeg finder det bare problematisk, at de her på punditokraterne.dk gøres til moralske overhøjheder. Det kunne lige så vel være en imam med fipskæg der refereredes til. Han ville med stor sandsynlighed i hvert fald sige nogenlunde det samme: “Sædernes forfald”, “i de gode gamle dage” og så videre i den dur…

  15. “Ikke-kirkelige kritikere har påpeget, at loven er unødvendig, idet det også uden den står parterne i et ureguleret samliv frit for at oprette juridisk bindende pagter, hvori de kan tildele hinanden præcis de samme (eller færre eller flere) rettigheder, end lovforslaget indeholder.”Hvilket vel blot er et argument for at afskaffe ægteskabets juridiske særstilling, fremfor at tildele andre fællesskaber den samme.

  16. Jakob: Jeg ønsker på ingen måde at nogens ytringsfrihed skal begrænses. Heller ikke Vatikanets. Men ytringsfriheden beskytter ikke udtalelser imod kritik, og når religiøse vil gøre dele af deres religion til lov, så mener jeg at det er særdeles nødvendigt med kritik. Jeg siger ikke at de ikke må udtale sig, men at det vil være uheldigt at lytte til dem. For gør man det vil det betyde en begræsning af religionsfriheden (da man tvinges til at leve efter dele af en bestemt religion).

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑