Fordomme i Berlingske (ikke første gang) II

Man skal aldrig uploade for hurtigt, når man introducerer et emne, de fleste læsere næppe kender meget til, fordi man risikerer at glemme at sige ting, der er velkendte for en selv og vigtige for forståelsen, men netop ukendte for læserne.

Derfor denne lille tilføjelse til forrige postering: Det hører i høj grad med til en forståelse af debatten i Italien, at den italienske forfatning af 1947, vedtaget med kommunisternes afgørende støtte, definerer familien som “et naturligt samfund grundet på ægteskabet” (una società naturale fondata sul matrimonio).  Skal andre samlivsformer juridisk ligestilles med ægteskab vil det derfor indebære et præsumptivt forfatningsbrud.  (At oversætte società med samfund er nødløsning, eftersom samfund i nudansk implicerer en større gruppe eller oftest “hele samfundet”.  Men det andet og egentlig rigtigste danske ord, “selskab”, har siden 1700-tallet mistet den nødvendige intim-moralske dimension.  Derfor “samfund”, eftersom den italienske originaltekst netop ikke taler om “fællesskab”, comunitàSocietà har her sin fulde latinske prægnans, der omfatter dimensionerne “enhed, samdrægtighed, fælles formål, forpligtende fællesskab”).

Læsere må tilgive, at disse italiske ting fascinerer mig, og jeg kan ikke lade være at bringe endnu et citat, denne gang af Francesco Paolo Casavola, professor i romerret i Napoli, for at give en mundsmag på debattens art, termer og kvalitet:

Eftersom menneskene af naturen er kaldet til samfundsliv og ikke til ensomhed, gives der forskellige former for fælles liv, der ikke nødvendigvis er motiveret af kønsdriften, men lige så vel kan være motiveret af samdrægtighed, valgslægtskab, venskab, fælles arbejds- eller studieinteresser eller gensidige bistandsforpligtelser.  Sådanne unioner kan ikke blive ophav til afkom og kan derfor ikke omdannes til en gruppe, der ville kunne kræve anerkendelse som en organisme analog til en familie.  Vor forfatning definerer familien som et naturligt samfund grundet på ægteskabet, §29.  Følgelig vil enhver konstruktion af en model for en social gruppe, der stræber efter at ligne det i Forfatningen foreskrevne, skulle vurderes efter sin overensstemmelse eller modstrid med denne, medmindre man da vælger at ændre Forfatningen.  Hvis den lovtekst, der resulterer af det parlamentariske arbejde, holder sine formuleringer langt væk fra forbindelsen mellem familie og ægteskab, vil der ikke opstå konlikt mellem Forfatningen og en sådan ordinær lov.  At det skulle være den katolske kirke, der påpeger denne konstitutionelle forbindelse (mellem familie og ægteskab) kan synes et paradoks for dem, der glemmer, at Forfatningen er et samfunds og et folks historie og ikke en lovgivers diktat, der uanset hvor oplyst det er, vil være vilkårligt, og at romerret og kristendom i den italienske historie har blandet deres rationalitet og deres etik.  Kirken er endvidere bevidst om, at loven, hvilkensomhelst lov, i sig selv er pædagog for de forestillinger, samfundet har om sig selv.  Også når den synes at tillade, vil den samtidig forekomme at binde.

9 thoughts on “Fordomme i Berlingske (ikke første gang) II

  1. JFA

    Ja, det er ikke noget, der skrives meget om i Danmark.Jeg har selv berørt det på min blog i forbindelse med blandt andet et indlæg om “sammenhængskraft” – som jeg foretrækker at erstatte med det mere komplementære ‘gensidighed’ – men det er jo ikke ligefrem skriverier der når noget publikum.Her i Danmark lader det ikke til, at der for alvor findes nogen der tør forsvare civilsamfundets traditionelle ( det vil sige evolutionært erfaringsbaserede ) institutioner.Uden dem bliver staten dog hurtigt stor og allestedsnærværende.Hvor tids feminismen fører direkte til en stor stat fordi alle dens naturstridige ambitioner kræver en så voldsom styring og regulering bare at komme i nærheden af.Det er meget tænkevækkende, at folk der i dag kalder sig progressive er så hurtige til at ville have staten indblandet alle steder.Husk på hvad Thomas Paine sagde, blandt andet som respons til Burke, “Jo mere advanceret en civilization – jo mindre stat er nødvendig.”På den måde er dagens feminisme en regression set fra en en venstrefløjens egne idolers synspunkt.Jeg har dog fuld forståelse for at folk her på punditokraterne ikke tør kritisere feminismen. Det ville jeg heller ikke gøre under mit rigtige navn LOL!

    Svar
  2. David G.

    Det er yderst sjældent jeg ikke er enig med Ole Birk, og jeg tror snarere at uenigheden beror på en misforståelse.Den italienske forfatning er fuldstændig enig med dig, Ole, i at familien er en naturlig konsekvens af vores natur. Det er derfor den i §29 kalder familien et “naturligt samfund”. Forfatningen gør ikke familien til konsekvens af staten eller af noget, staten gør, men til samfundets (i bredere betydning) grundlag og derfor til noget der ligger langt forud for staten.At du kalder familien en følge af vor natur stemmer vist ikke helt med at du ikke vil kalde den en organisme. Jeg foretrækker også selv ordet società, society, samfund.Din uenighed opstår, som jeg forstår det, allerede der hvor en forfatning, som eksempelvis den italienske, men også den tyske grundlov, erklærer familien for særligt vigtig (for samfundets overlevelse) og derfor begunstiget af staten. Og den opstår formentlig også der, hvor forfatningen udover at definere familien som et naturligt samfund erklærer den for “grundet på ægteskabet”. Det er ikke et krav om politisk indblanding, men noget som forfatningsfædrene opfattede som en antropologisk selvfølgelighed. Men deri ligger naturligvis også en anvisning til lovgiver om ikke at foretage sig noget der kan skade familiens/ægteskabets status.Rent filosofisk kan vi naturligvis tage diskussionen a la Nozick om, hvad en stat må og bør. Her var jeg interesseret i den virkelige verden, som har en historie og en kultur, og hvor den italienske forfatning altså af forskellige historisk forklarlige årsager indeholder paragraffen om familiens naturlighed.Nexøs spørgsmål udtrykker den typiske indvending mod familievenlige ordninger og mod dem, der ikke vil sidestille homoseksuelle par med ægtepar, at eftersom ikke alle ægtepar får eller kan få børn, er der ingen principiel forskel på ægtepar og alle mulige andre par.Men det er der, fordi selvom et ægtepar af mand og hustru ikke får børn i praksis, så er det dog et sådant par, der er den eneste årsag til børn.Casavolas pointe er at par kan bo sammen af mange grunde, hvad lovgiver ikke kan eller bør blande sig i. Hvis lovgiver blander sig, må han derimod iflg. forfatningen ikke give alle disse andre slags par samme rettigheder som ægtepar. Det der provokerer i en dansk sammenhæng er vel, at den italienske forfatning netop ser familie og ægteskab som det Casavola kalder et “hendiadys”, et “et-gennem-to”, to sider af samme sag.

    Svar
  3. David G.

    JFA: “Her i Danmark lader det ikke til, at der for alvor findes nogen der tør forsvare civilsamfundets traditionelle ( det vil sige evolutionært erfaringsbaserede) institutioner.Uden dem bliver staten dog hurtigt stor og allestedsnærværende.Vor tids feminisme fører direkte til en stor stat fordi alle dens naturstridige ambitioner kræver en så voldsom styring og regulering bare at komme i nærheden af”.Jeg er dybt enig, og klarere kan grundlagene for en liberal antropologi og samfundslære næppe formuleres.Du ved måske at “statsfeminisme” er et begreb i politologien. Forskere som Kirsten Borchorst har i mange år med ros og sympati beskrevet hvorfor og hvordan det i Norden er gået til, at staten er blevet stor for at fremme kvinders interesser. Det er et stort og som du med rette påpeger følelsesladet emne. Da jeg allerede er afsløret i min identitet, kan det være jeg tager det op i andre posteringer. For det er jo påfaldende, at meget få tør kritisere denne statsfeminisme, og at kritik altid udlægges som reaktionær, irrationel, mandschauvinistisk, mens de sympatiske forskere anses for fornuftige, objektive, progressive og alt mulig andet godt. Kan vi først etablere, at statsfeminismen er en ideologi med bestemte formål og interesser, kan vi først afdække dens antropologiske grundforestillinger, kan en ordentlig debat begynde.

    Svar
  4. nexø

    “Nexøs spørgsmål udtrykker den typiske indvending mod familievenlige ordninger og mod dem, der ikke vil sidestille homoseksuelle par med ægtepar, at eftersom ikke alle ægtepar får eller kan få børn, er der ingen principiel forskel på ægtepar og alle mulige andre par.Men det er der, fordi selvom et ægtepar af mand og hustru ikke får børn i praksis, så er det dog et sådant par, der er den eneste årsag til børn.”Der er vel forskel på, om man undervejs i sit (gifte) liv finder ud af, at man ikke kan få eller bare ikke får børn. Eller om man allerede det øjeblik, man bliver gift, faktisk VED, at man ikke kan få børn – på naturlig vis. Både sterile mænd og kvinder – som har fået stillet diagnosen – og kvinder i alderen 45+ (cirka) ville tilhøre den sidste kategori.Bare fordi en indvending er “typisk” er den ikke forkert. Der er sikkert gode grunde til at administrere befolkningen på en måde, der opfordrer os til at leve i kernefamilier. Menneskets biologiske natur er ikke en af dem.

    Svar
  5. Poul Højlund

    Jeg forstår fascinationen. Alene i den citerede tekst er der tre – fire formuleringer, der røber en tænkning, der placerer sig skyhøjt over den danske debat.Interessant at Casavola skelner mellem “fælles liv”, der kan blive ophav til afkom og ikke kan. Det vil være et tankevækkende synspunkt i dette land, hvor lesbiske kvinder har krævet og fået retten til insimination på fællesskabets regning.De sidste to helsætninger læst som kommentar til netop den lovgivning er en sand øjenåbner.

    Svar
  6. Ole Birk Olesen

    Poul Højlund: De sidste to helsætninger læst som kommentar til netop den lovgivning er en sand øjenåbner.Øjenåbner? De sætninger siger blot, hvad alle reguleringsliderlige politikere (i Danmark især til venstre i det politiske spektrum) siger hele tiden: At lovgivningen ikke kun skal vurderes på dens effekt, men også på dens “signalvirkning”. Du må gå meget rundt med lukkede øjne, hvis den argumentation er forbigået din opmærksomhed indtil nu.Iøvrigt synes jeg, at Casavola-teksten i bedste fald er sluddervorn. I værste fald er dens snak om familien som “organisme”, der skal beskyttes gennem lovgivning udtryk for den samfundsskadelige tænkning, at alt godt må komme fra og beskyttes af staten, skønt ethvert barn burde vide, at familien ikke er politisk skabt, men en naturlig konsekvens af vores natur og derfor ikke behøver politisk beskyttelse.

    Svar
  7. nexø

    “Sådanne unioner kan ikke blive ophav til afkom og kan derfor ikke omdannes til en gruppe, der ville kunne kræve anerkendelse som en organisme analog til en familie.”- betyder det, at kvinder, der er gået i overgangsalderen, ikke længere må gifte sig? Hvad med mænd, der af forskellige grunde ikke kan få børn uden medicinsk hjælp (et ikke helt irrelevant spørgsmål i DK, hvor den gennemsnitlige sædkvalitet er temmelig ringe)?

    Svar
  8. Poul Højlund

    Ole Birk Olesen:Loven som pædagog er i mine forholdsvis åbne øjne noget andet end loven som signalgiver. Det danske eksempel med lesbiskes ret til befrugtning på fælleskassens regning sender et (ganske vist aldeles misforstået) signal om ikke at diskriminere homoseksuelle. Så vidt jeg lige husker, var det endda begrundelsen for loven.Men samme lovs virke som pædagog i Casavolas forstand betyder for samfundets selvforståelse, at alle kvinder har krav på besvangring – med eller uden mænds medvirken. Med andre ord: besvangring er en menneskeret, eller helt præcist: en kvinderet. Heraf følger naturligvis, at familien er totalt overflødiggjort, at den i lovens forstand er ophørt med at eksistere som andet end et levn fra svundne og religionsformørkede tider.Det kommer til at tage år og kræve meget mandsmod (i ordets egentlige forstand) at gøre op med sandheden om den nye kvinderet.

    Svar
  9. Ole Birk Olesen

    Hvis, som du skriver, David, meningen med den italienske forfatning blot er, at familien skal beskyttes mod statens overgreb, så har jeg intet udestående med den. Casavolas tanke om at familien skal kunne “kræve anerkendelse som en organisme”, fordi den kan blive ophav til afkom, synes jeg dog stadig er noget værre sludder. En organisme er et levende væsen, en familie er ikke et væsen, men et fællesskab af væsner (mennesker). De celler, som udgør organismen, kan ikke skilles uden at dø. En familie kan, fordi den ikke er en organisme, godt opløses, uden at familiemedlemmerne dør. Jeg plejer at være skeptisk overfor folk, som finder det nødvendigt, at voldtage sproget for at retfærdiggøre deres idealer, og folk der kalder menneskelige fællesskaber for organismer udløser fra starten en meget stor portion skepsis hos mig. Deres næste træk plejer altid at være, at udpege en hjerne i “organismen”, som må bestemmer over “cellerne”, fordi det hele ellers hævdes at bryde sammen, hvis “cellerne” får lov at styre sig selv.

    Svar

Leave a Reply to Poul HøjlundCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.