Begyndelsen på enden eller enden på begyndelsen?

Tålmodige læsere af denne blog vil vide, at denne posting bliver endnu et skamløst indlæg til støtte for Irak-krigen. Denne gang fremkaldt af statsministerens meddelelse om, at hovedparten af de danske tropper i Irak trækkes tilbage i august samtidig med en reduktion af de britiske tropper.

Kommentarspalten ndf. står åben til afvigende bidrag, heriblandt de sædvanlige trofaste kommentatorer der rasende vil fastholde, at krigen har været en katastrofe. Man kan også bare læse Thøger Seidenfadens leder i dagens Politiken, hvis man ikke gider vente på dem.

Denne posting bliver mere i stil med lederne fra JP, Berlingske (lederen, bestemt ikke folkene på 1. sektion) og The Times.

Beslutningen om at trække hovedstyrken tilbage efter fire års engagement giver grund til at overveje indsatsen. Det kan, passende provokerende, formuleres sådan:

Hver dag demokratiet overlever i Irak er en succes.

Som Victor Davis Hanson minder om, var der mange gode grunde til at ønske Saddam fjernet. Frygten for WMD var blot en af dem. Og læser man Duelfer-rapporten eller indledningen til Butler-rapporten får man bekræftet, at Saddam heller ikke den i henseende var den harmløse stakkel, som nogle ønsker at fremstille ham som.

Alternativet til den nuværende situation er, som statsministeren til stor irritation for de velmenende pacifister ofte gentager, at Saddam var fortsat som diktator.

Det mest sandsynlige er, at Saddam havde fået fjernet sanktionerne. Som han jo selv gjorde gældende i FN under opløbet til krigen, så havde FN truet med alvorlige sanktioner, hvis han ikke overholdt resolutionerne, og hvis man ikke ville sanktionere ham, måtte det være fordi, han faktisk overholdt sanktionerne, og derfor burde sanktionerne ophæves. Det var strengt logisk og ikke videre morsomt for Frankrig og Rusland, der foretrak at ignorere kravet, hvilket de kunne gøre, så længe UK og USA lavede larm.

Så hvis krigen ikke var kommet, er det mest sandsynlige, at sanktionerne var faldet. Så havde vi haft Saddam som leder af et samlet Irak med fuld kontrol med olieindtægterne uden tilsyn. Han ville – igen ifølge Duelfer-rapporten - få måneder senere have haft WMD i form af b- og c-våben. Han ville endvidere have haft midlerne til at købe a-våbenteknologien fra den pakistanske Dr Khans – den gang – hemmelige atombutik. Han ville være en formidabel støtte for den bin Laden, hvis utrættelige kamp mod USA han jævnlig hyldede i sine aviser, og for dennes al-Qaeda netværk, der efter nederlaget i Afghanistan ville være på udkig efter nye stærke venner. Det ville gøre ham til en langt større trussel end situationen i Mellemøsten i dag.

Alternativt ville sanktionerne være fortsat. Saddam ville leve i luksus, mens titusinder af hans underkuede folk ville dø, især børn. Medierne ville være fyldt med de selv samme mennesker, der i dag er vrede over krigen, men som nu ville være vrede over sanktionerne og deres morderiske virkning på Iraks civilbefolkning, mens de påpegede den radikalisering og støtte til al-Qaeda som disse menneskerettighedskrænkelser ville medføre. Til sidst ville Irak bryde sammen, det var allerede ved befrielsen i en fremskreden tilstand af opløsning, og vi ville have en endnu større trussel om indblanding fra Iran, der ville foregive at støtte shiaerne, og Saudi-Arabien m.fl.til støtte for sunni, mens Tyrkiet ville gå ind fra nord mod kurderne.

I stedet fik vi en befrielse, der – i modsætning til ynglingsmyten i MSM – blev hilst velkommen af et massivt flertal af irakerne, selv blandt sunni. Og som blev nøjagtig lige så kort og ublodig, som forventet.

Befrielsen og indførelsen af demokrati har i den forstand været en kæmpe succes. Vi har fået bevist, at det er muligt at introducere demokrati og få folkelig opbakning til det også i Mellemøsten. Påstandene om, at irakerne ikke kunne blive demokrater på grund af deres race, etniske sammensætning, kulturelle udviklingsstade eller religion er blevet modbevist.

Eksistensen af et demokrati i Mellemøsten er af enorm betydning, langt større end krigsmodstanderne nogen sinde vil indrømme. Synet af irakerne, der kunne deltage i et frit valg og selv vælge deres ledere, havde en enorm indflydelse på de øvrige folkeslag i regionen. Næste gang, der skal være valg, vil påvirkningen blive lige så stærk. Og næste gang, og næste gang. Derfor den indledende bemærkning om, at hver dag, demokratiet overlever i Irak, er en succes.

Til gengæld har vi ikke fået skabt den fred og sikkerhed, som er nødvendig for at gøre landet til et forbillede for andre og en mindre trussel mod os selv. Det bruger diktatorerne i området naturligvis som skræmmebillede: Se hvad demokrati kan føre til! Og MSM synger – forunderligt nok, hvis man tænker efter – samme sang.

Den vedvarende vold har tappet på den folkelige opbakning. Ikke i Irak, hvor meningsmåling efter meningsmålling bekræfter, at et massivt flertal stadig finder befrielsen alle ofrene værd. Men i Vesten, hvor man – som formuleret af den dystert præcise Mark Steyn – i stigende grad har opfattet krigen som et reality-show, man bare ønskede sig stemt ud af, så det ikke skulle fylde hele sendefladen.

Vi må således konstatere, at mens den politiske mission med Irak-krigen har været en succes, har den militære del været mindre vellykket. Når jeg ikke formulerede det i stil med MSM som en fiasko, skyldes det, at jeg ærlig talt tvivler på, at vi kunne have gjort det meget bedre. Faktisk tror jeg, at vi har gjort det så godt, som det var muligt.

Det er naturligvis fristende, som nogle tidligere krigstilhængere, at søge tilflugt i den gamle udflugt "Ideen var god, men vi blev svigtet i udførelsen". Men er det rigtigt? Naturligvis begås der fejl. Det gør der i alle krige, og man skal være mere end almindelig hysterisk for at hævde, at fejl og grusomheder i denne krig har været værre end andre krige, f.eks. WWII, der i dag har et ganske pænt omdømme som "demokratiets krig", selvom vi i dag kender til voldsomme krigsforbrydelser og allerede fra 1945 måtte sande, at den krig, som blev startet for at frelse Polens frihed fra diktatur, endte forgæves for netop dem.

Var det f.eks. forkert at opløse den irakiske hær? Tja, bum bum. Det siger mange, men havde man ellers fået overbevist al-Sistani og med ham det store befolkningsflertal af shia om, at man mente demokratiet alvorligt og ikke bare ville udskifte en sunni-diktator med en anden?

Skulle der have været flere soldater i Irak? Tja, måske. Men tænk en gang på den fjende, man stod over for. Terrorister, hvis mål ikke primært var tropperne, men derimod at dræbe så mange tilfældige civile shia som muligt. Selv i England kunne hele den britiske hær, Scotland Yard og hendes majestæts kat ikke forhindre lystmorderne fra IRA i at sprænge bomber og dræbe uskyldige forbipasserende. Og så var IRA endda ikke så morderisk indstillet som de kombinerede oprørsgrupper fra Bath, al-Qaeda & co.

Problemet er og har hele tiden været, at vi ikke kan tvinge et fremmed folkeslag til demokrati. Det kan kun lykkes, hvis de selv vil det. Det irakiske folk har igen og igen bekræftet, at de ønsker et samlet demokratisk Irak. Men de bekæmpes af militser, der kynisk prøver at fremkalde en borgerkrig. I det opgør har vi støttet demokratiet, men før eller senere m
å irakerne selv overtage.

Det tidspunkt er – for vores område i Sydirak – kommet nu.

Så bør vi trække os ud. Det har hele tiden været planen.

Er det for tidligt? Formodentlig ja, men hjemmefronten er svækket efter fire års ensidig negativ dækning i MSM. Er det alt for tidligt? Næppe. Irakerne kan en hel del mere, end MSM har lyst til at fortælle. Desuden forbeholder briterne sig at kunne gå ind igen. Vi bør holde samme mulighed åben.

Hvordan så med fremtiden?

Mit bud er, at demokratiet overlever, og at Irak fortsætter som en samlet stat. Formodentlig med selvstyre, men ikke en egentlig føderal opsplitning. Hvorfor, når vi ser disse frygtelige sekteriske massedrab? Fordi de ikke nyder større opbakning i befolkningen. Irakerne har ikke nået det punkt af udbredt had, som tvang til opdelingen mellem Pakistan og Indien efter afslutningen på kolonistyret. Tværtimod er der en betydelig nationalfølelse, og det er mit gæt, at de venstreorienterede krigsmodstandere igen undervurderer nationalismens styrke.

Får vi flere krige som Irak. Ja, formodentlig. Det vil være sværere at få folkelig opbakning, ikke mindst til påstande baseret på efterretninger. Men alle seriøse politikere ved, at efterretningerne forud for Irak-krigen ikke var manipulerede, men blot utilstrækkelige. Så de kommer også i den situation at skulle træffe ubehagelige valg på et usikkert grundlag. Og her tror jeg, at der i højere grad vil være vilje til at vælge sikkerhed frem for vished. Sagt på en anden måde: frygten for en ny 9/11 vejer tungere end flovheden over at have overvurderet Saddams arsenal.

Mens det er usikkert, om vi får flere Irak-krige med en koalition af villige, er det mere sandsynligt, at vi får flere stedfortræderkrige. Afghanistan-krigen var til dels en sådan krig, og Tysklands og mange andres manglende vilje til at sætte tropper ind, hvor det er nødvendigt og dermed farligt, antyder, at man vender tilbage til den model. Vi så det samme i Somalia, hvor islamisterne – til mange defaitistisk indstillede journalisters store overraskelse – blev slået noget så læsterligt af nabolandets militær. Stedfortræderkrige har den store fordel, at MSM og den politiske opposition normalt er rimeligt ligeglade med, hvad der sker. Der er ikke nogen indenrigspolitisk gevinst at hente. Det står i skarp kontrast til det hysteri, der præger dækningen af krige, hvor vores egne tropper deltager, og hvor enhver af krigens grusomheder bliver fremstillet som en mulig krigsforbrydelse – hvis den altså er begået af vores tropper.

Ulempen ved stedfortræderkrige er netop det: at vores stedfortrædere sjældent opfører sig så humant og fornuftigt, som vores egne tropper gør. Vi risikerer dermed at falde tilbage på den eneste udenrigspolitiske linje, der virkelig kan kategoriseres som en fiasko: den såkaldte realistiske skole, der mere rettelig burde hedde den kyniske skole, og hvor man troede, at vi kunne få ro i Mellemøsten ved at betale lokale diktatorer for at undertrykke deres befolkning. Det skabte uhyrer som Saddam, al-Qaeda og tragedien 9/11. Vi må ikke håbe, at politikerne igen fristes til at gå den vej.

Vil tilbagetrækningen af danske tropper til fordel for Afghanistan hjælpe regeringen? Ja, på kort sigt, men så heller ikke længere. Modstanden mod Afghanistan-krigen var lige så indædt og bestod af de samme kredse, som modstanden mod Irak-krigen. Den såkaldte fredsvagt foran Christiansborg sidder der faktisk i protest mod, at vi befriede afghanerne for taliban. Men dels var krigen i Afghanistan desværre (for dem) alt for hurtigt og sejrrig, dels og heldigvis (for dem) startede Irak-krigen.

Her gjorde venstrefløjen den taktiske fejl, at de fremstillede Afghanistan-krigen som den "rigtige og lovlige" krig for dermed at skærpe kontrasten til den "forkerte og ulovlige" krig i Irak. Det har virket nogenlunde til at demoralisere og undergrave støtten til vores tropper i Irak, men det gør det nu vanskeligt for dem at dæmonisere indsatsen i Afghanistan på samme måde. Det forsøger de nu at overkomme, dels ved at fokusere på mulige "ulovligheder", som i DRs såkaldte dokumentarfilm om fangeudvekslinger, dels ved at gentage temaet fra Irak om, at det er umuligt at civilisere de indfødte. Det er godt nok en påstand, der smager ikke så lidt af rascisme, men man kan gøre det smagfuldt med nogen øvelse.

Det er status set herfra. Det er ikke begyndelsen på afslutningen for Irak. Det er afslutningen på begyndelsen. Nu overgår ansvaret til irakerne selv.

16 thoughts on “Begyndelsen på enden eller enden på begyndelsen?

  1. Limagolf

    ” Jeg tror ingen havde forventet, at en demokratisk valgt regering kunne overtage magten i Irak efter blot 4 år.”Forkert, Pentagon regnede med at have ca. 30.000 tropper i Irak i august 2003 og under 10.000 på nuværende tidspunkt./Limagolf

    Svar
  2. Jørgen Møller

    Limagolf: “Ikke desto mindre mener jeg stadig krigen var en god idé, som idé. Jeg havde bare ikke forestillet mig en amerikansk administration være så inkompetent, som tilfældet har været”.Min pointe i indlægget http://www.punditokraterne.dk/63045_Irak_og_det_liberale_dilemma.html var, at ‘operation Irak’ understreger, hvor svært offentlige organisationer har ved at gennemføre en storstilet omkalfatring af et givent samfund ovenfra. Den sociale kompleksitet er ganske enkelt overvældene, utilsigtede virkninger gør sig hele tiden gældende, og offentlige organisationer har i øvrigt deres egne interesser at varetage. Hvad er det for en offentlig administration, du havde forventet dig – en, der udgår fra Olympens tinder? Er din undsigelse af praksis, men samtidige tilslutning til ideen ikke bare en anden måde at sige, at du har været naiv? Hvis ikke, hvor er det da, at du har stiftet bekendtskab med en offentlig organisation, der har kunnet løfte en så enorm opgave langt mere effektivt, end tilfældet har været? 50 års erfaringer med udviklingsbistand – et område Irak på mange måder skriver sig ind i – er ikke ligefrem spækket af eksempler, på trods af at indsatsområdet som regel har været meget mere overskueligt.

    Svar
  3. CD

    Jeg tager bidet, hook, line & sinker … 🙂“I remember the secretary of defense saying that he would fire the next person that said that,” Scheid said. “We would not do planning for Phase 4 operations, which would require all those additional troops that people talk about today.”http://kortlink.dk/3pez Meget mere er der vel egentlig ikke at sige om den sag. Men …Det havde altså hjulpet en hel del på en hel masse, hvis man i Washington havde taget sig sit ansvar som besættelsesmagt i henhold til de der pisseirriterende Geneve Konventioner alvorligt.Det gjorde man ikke; med stor ihærdighed tværtimod.Når Shinseki insisterede på, at han skulle bruge “adskilligt 100.000’er flere soldater” end Rumsfeld ville give ham, så var det jo ikke fordi, at Shinseki rystede i bukserne ved tanken om mødet med Saddams faldefærdige hær – det var mødet med freden, der gjorde soldaterne nødvendige.Hvordan man end vender og drejer det, så havde Shinseki ret – han advarede ret kraftigt om, at risikoen for, at Irak ville falde hen i kaos og borgerkrig, hvis ikke man fik lagt låg på lige med det samme efter magtovertagelsen.Hvordan eftertiden så var gået under en kompetent besættelsesmagt får stå hen i det uvisse; men det var næppe gået værre end i dag.Det rejser i øvrigt nogle ret skræmmende strategiske perskeptiver, at det sydlige Irak om ikke så lang tid er uden vestlige tropper. Forsyningsruten til hele den amerikanske hær går den vej forbi – og uden mad og drikke etc.Hvilket ikke er det samme som at sige, at jeg ikke håber på, at projekt Irak lykkedes. Jeg har bare svært ved at se det ske.Specifikt til Repsak: Rumsfeld-doktrinen er fjong, hvis man bare vil nakke et andet lands militær på helt konventionel vis og derefter dampe af igen – og i øvrigt er villig til at tage nogle chancer m.h.t. logistikken undervejs. Men selv nok så meget højteknologisk isenkram og andre krigsvidunderligheder kan ikke erstatte fødder på jorden, hvis man har tænkt sig at besætte landet.

    Svar
  4. Poul Højlund

    En fremragende opsummering, – tak for den. I et formiddagsprogram på P1 i går udtalte Niels Helveg de bastante ord: Danmarks indsats i Irak fødtes på en løgn og den dør i en løgn. Senere på dagen var Søvndal fortaler for omgående tilbagetrækning fra Afghanistan, og først på aftenen var socialdemokraternes ordfører (husker ikke navnet) igen fremme med kravet om, at den danske indsats i Afghanistan skal være humanitær, ikke militær.Det bekræfter, at fokus nu flyttes til Afghanistan, at oppositionen vil sætte alle sejl for også at tvinge Danmark ud der, og at oppositionens eneste dagsorden trods forsikringer om det modsatte er den selvretfærdige og dybt egoitiske skyklappascifisme. Samme udvikling vil accellerere i UK og de øvrige gamle europæiske lande, jf. NATOs vanskeligheder med blot at stille et beskedent antal tropper.I et længere perspektiv står blot tilbage at konstatere, at den del af verden, som vi tilhører, ikke i dag ville være i stand til at bekæmpe nazismen. Defaitismen vinder, og jeg kan ikke forestille mig, hvordan den udvikling kan vendes. Man skal være mere end forsigtigt med et ‘darwinistisk’ historiesyn, men det ligner en lovmæssighed, at imperier fødes, vokser sig fede og går til grunde i dekadence og selvfedme.

    Svar
  5. Limagolf

    Jeg vil da straks deltage i hylekoret, ikke mod krigen, men mod den skamløse promovering af den som en succes.Det er den nemlig ikke efter nogen objektive kriterier!Det demokrati du hylder, og som havde været en rigtig, rigtig god grund til at gå i krig, er jo en noget teoretisk størrelse. Det er korrekt at mange Irakere gik til valgurnerne med håb om indflydelse på deres egen fremtid.Men har de fået demokrati?Parlamentet har ikke været samlet i månedsvis. Premierministeren omgik grundloven da Saddam blev hængt (en farce i sig selv), toppolitikerne bruger uhæmmet deres poster til at promovere deres egen religiøse, etniske og klanmæssige forhold – eksempelvis driver indenrigsministeriet dødspatrujler rettet mod sunnier, parlamentet eller regeringen har ikke formået at stable en samlet irakisk hær på benene – den er præget af religiøst og etnisk loyale tropper + meget meget mere…At Badgad så ikke var blevet Zürich på Tigrisfloden inden for et par år, kunne vi nok have levet med, men tingenes tilstand bliver jo værre!Der raser netop nu en borgerkrig af voldsom styrke mellem mange fraktioner, sunni-loyalister, sunni-terrorister (AQ), shia-militser rettet mod USA, shia-militser rettet mod sunnierne, kurdere der kæmper for selvstændig statsdannelse, osv.USAs svar på situationen har været forvirret, fordi de ikke har villet vælge side i borgerkrigen (i og for sig fornuftigt). Men det betyder at når det går fremad i en af de krige de fører, går det tilbage i en af de andre. Og vi har netop fået en situation, hvor USA i stigend egrad læner sig mod den shiitiske regering, der skamløst bekæmper sunnierne med til tider ret blodige midler.Udsigterne i Irak er ikke rosenrøde, for at sige det mildt.Ikke desto mindre mener jeg stadig krigen var en god idé, som idé. Jeg havde bare ikke forestillet mig en amerikansk administration være så inkompetent, som tilfældet har været.Men til alle optimisterne: hvordan ser Irak ud om fem år? Ti år?/Limagolf

    Svar
  6. Repsak

    Det eneste punkt, hvor jeg er uenig med Mr. Law, er spørgsmålet om antallet af tropper. Ikke fordi jeg på nogen måde satte spørgsmålstegn ved Rumsfeld doktrinen efter succesen i Afghanistan, men der var jo faktisk røster dengang, som advarede mod at gentage succesen, og fremhævede, at man skulle efterleve Powell doktrinen, hvis man invaderede Irak. Dem skulle man have lyttet til.Uden at jeg på nogen måde finder det relevant at sammenligne Vietnam og Irak, så er hovedbudskabet Powell doktrinen, at netop for at undgå JFK og Johnsons fejltrin i Vietnam-krigen skal man altid bruge overvældende magt, når man angriber samt have et klart defineret mål for tilbagetrækning. Rumsfeld doktrinen er ikke irrelevant pga. besværlighederne i Irak. Jeg tror ingen havde forventet, at en demokratisk valgt regering kunne overtage magten i Irak efter blot 4 år. Mange af Rumsfeld doktrinens elementer er brugbare. Vi bør fortsat bruge højteknologisk militært udstyr og dermed minimere udgifterne for den aktivistiske udenrigs- og sikkerhedspolitik, men det må bare ikke ske på bekostning af så få tropper, at man risikerer at destabilisere det ny styre, der indsættes efter et regimeskifte. Så meget har vi lært. Hvorfor ikke bare indrømme det?Jeg synes bestemt ikke, at det er et nederlag at erkende, at vi fem år efter Bush doktrinen blev sat i værk har haft både succeser og fiaskoer, som vi har lært af. Status fem år efter Truman doktrinen var blevet lanceret, var bestemt ikke bedre end i dag. Sovjetunionen var i midten af 50erne på fremmarch i langt højere grad end terrorismen er i dag. Ingen sætter i dag spørgsmålstegn ved Truman doktrinen. Tværtimod kan vi i dag begræde, at ikke alle Trumans efterfølgere levede op til præmisserne i doktrinen.

    Svar
  7. Repsak

    @ CD: Jeg skriver, at vi bør minimere udgifterne for den aktivistiske udenrigs- og sikkerhedspolitik, men ikke “erstatte fødder”, da vi i såfald risikerer at destabilisere det ny styre, der indsættes efter et regimeskifte.Du skriver, at du har svært ved at se det iraktiske projekt lykkes. Her tror jeg det er vigtigt, at vi lige definerer projekt Irak. Jeg tror bestemt ikke på, at Irak bliver et nyt Tyskland, Japan eller lign., men derimod noget helt tredje. Nu har irakerne fået friheden til at vælge deres egen vej, hvilket jeg mener, er det helt afgørende, og på den måde er projektet faktisk på vej til at lykkes.Det langsigtede projekt er naturligvis, at sikre at friheden inspirerer oppositionen i de nærliggende lande og udvikler sig, således at vi kommer til at se regimeskifte udvikle sig indefra.Jeg har før skrevet, at jeg synes situationen i Mellemøsten efter befrielsen af Irak minder om situationen i Østeuropa i begyndelsen af 80erne. Vi ved, oppositionen er der, og nu skal der så en Reagan på banen til at opmuntre den.Det projekt er for mig at se det vigtigste, hvis befrielsen af Irak skal give mening på lang sigt.

    Svar
  8. Niels A Nielsen

    Interessant artikel OBO.Selvom John Lewis (se link til artikel herunder)skriver ud fra mange af de samme præmisser som Ryn, så er hans konklusioner, i hvert fald tilsyneladende, markant anderledes. Han begræder således stærkt Bush-regeringens med Ryns udtryk “jacobinske dydighed”, men af en helt anden grund end Ryn: “In the minds of many people, the Bush administration’s allegedly “offensive” strategy has discredited the very idea of genuinely offensive war for American self-interest, which it pledged to fight, and then betrayed to its core.”Lewis’ sammenligninger af USA’s nuværende politik i Irak med dets politik i Japan 1945 er tankevækkende. Måske også Lewis kunne fortjene en oversættelse. http://www.theobjectivestandard.com/issues/2006-winter/no-substitute-for-victory.asp

    Svar
  9. CD

    Niels – den sammenligning er absurd, medmindre du mener, at vi rent faktisk er i krig med hele den islamiske verden; krig på en meget bogstavelig måde på den gammeldags “stat-a-stat” vis.Artiklen siger: Se, vi atombombede 2 japanske byer og krigen stoppede, Japan blev demokratisk og alt blev godt. I dag fjoller vi rundt og holder sensitivitetskurser for politifolk, og se hvordan dét hjælper vores indsats i Irak, Afghanistan und anders wo.Heraf kan vi så åbenbart lære, at vi bare skal brænde et par millioner borgere i et par mellemøstlige storbyer af, så er den ged barberet.Tror du selv på det? Eller er det mere et indslag i “hvis ikke de onde liberale havde bundet vores hænder på ryggen etc. etc. etc.”-dolkestødslegendeopbygning, der er gang i … ?

    Svar
  10. Felix

    “Alternativet til den nuværende situation er, som statsministeren til stor irritation for de velmenende pacifister ofte gentager, at Saddam var fortsat som diktator.”Alternativet til at USA invaderede Indonesien i 1975 var at Suharto fortsatte som diktator. Alternativet til at USA (igen) invaderede Phillipinerne i 1975 var at Marcos fortsatte som diktator. Da det ikke skal være USA-had/antimaerikanisme det hele (i.e. hentydningen til at USAs regering nogen gange “er nede med” badguys i de varme lande: Marcos, Suharto, Saddam) kommer der en mere: Alternativet til at USA udryddede menneskeheden i en nuklear holocaust-krig mod sovjet var at sovjetunionen kørte videre indtil dens befolkning afskaffede systemet indefra. Det betyder ikke at det ikke var godt at saddam er historie, eller at det ikke er dårligt at Indonesien og Phillipinerne (og Irak) plages af muslimske terrorist-psykopater, eller at sovjetunionen var et dejligt samfund.Jeg vil erklære mig enig i Pelles vurdering: “..manden på gaden er nok mere interesseret i at hans børn ikke bliver bortført, han selv ikke skudt og at han kan få mad, end at han kan få lov til at stemme.” som til enhver tid trumfer: “Hver dag demokratiet overlever i Irak er en succes.”Beslutningen om hvornår der skal gribes til våben mod en diktator (og e.v.t indføres demokrati) skal tages af diktatorens ofre, aldrig af andre.

    Svar
  11. Ole Birk Olesen

    Jørgen Møller: “[…] ‘operation Irak’ understreger, hvor svært offentlige organisationer har ved at gennemføre en storstilet omkalfatring af et givent samfund ovenfra.”Netop. Jeg vil i den forbindelse gerne gøre opmærksom på professor Claes G. Ryn (der aldrig er blevt omtalt af nogen punditokrat, skønt han er en mand med sine meningers mod og endda har været formand for The Philadelphia Society, hvor puditokrat-stifter Kurrild-Klitgaard er medlem), der vel har været den fremmeste fortaler for det synspunkt, at Irak-politikkens udgangspunkt netop er den slags “social engineering”-tankegang, som ikke-socialister – både konservative og liberale – traditionelt har advaret imod. Jeg har for et par år siden begået en oversættelse af en af Claes G. Ryns tekster, som bl.a. forefindes her:http://www.liberator.dk/art-detail.asp?A_id=770Den dårlige nyhed i hele dette morads, som Irak-politikken har skabt, er, at Irak repræsenterer et nederlag for de vestlige lande, som deltog i invasionen og den efterfølgende besættelse af landet. De lande og deres samfundsindretning fremstår i dag som et mindre forbillede for den almindelige borger i Mellemøsten, end de gjorde forud for invasionen. Men den gode nyhed er, at Irak heldigvis ikke repræsenterer et nederlag for traditionel konservativ eller liberal tænkning. Tværtimod har Irak bekræftet, at der stadig er grænser for, hvad man kan opnå med politik. Irak er et nederlag for dem, der tror, at bare man vil det gode rigtig meget og giver politikerne enorme magtbeføjelser til at opnå målet, så sætter kun vores fantasi grænser for, hvad vi kan opnå.Hvis det borgerlige Danmarks meningsdannere vil sig selv det godt, så er det måske værd at overveje, om det ikke er denne argumentation, som man bør benytte i stedet for – i et forsøg på at hævde sin egen ufejlbarlighed – at påstå, at Irak-missionen repræsenterer en fantastisk sejr for vestlige frihedsidealer og vestlig interessepolitik. Jeg kender ingen andre end de mest fanatiske fortalere for projektet, som tror på den påstand, og at fortsætte ad det spor er efter min mening en ret sikker vej ud i (yderligere) politisk marginalisering. Jeg forestiller mig samtaler som denne ved kakkel- såvel som Wegner-borde:A: “Hr. Hansen mener, at det ville være en god idé med lavere skatter.”B: “Hr. Hansen? Er det ikke ham, som også mener, at Irak-eventyret var en fantastisk idé?”A: “Nåjo! Hahaha …”I al godmodighed!

    Svar
  12. Pelle Lauritsen

    Ad. RepsakMon ikke borgerne i Egypten, Syrien, Jordan og Iran foretrækker deres liv idag, istedet for dagligdagen i Irak ?Jeg ville ihvertfald nok holde mine (revolutionære) ideer for mig selv, hvis resultatet var en borgerkrig. Så kan man nok så meget komme bagefter og sige, at det ikke var ideen.Derudover kan magthaverne i nabolandende have større legitimitet til at slå ned på anderledes tænkende end før, fordi de kan forsvare sig med, at der er ingen der er interresseret i endnu et Irak.Og manden på gaden er nok mere interesseret i at hans børn ikke bliver bortført, han selv ikke skudt og at han kan få mad, end at han kan få lov til at stemme.Derudover vil jeg mene at når du sammenligner Mellemøsten med Østeuropa, så glemmer du at i Østeuropa:1) var befolkningerne bedre uddannet2) havde større loyalitet til deres land (med undtagelse af Jugoslavien), end til deres etniske gruppe, klan etc. (sammenhængskraft på Foghsk)3) der var en generel ide/forståelse for hvordan man styrer et landAng “Vi ved, oppositionen er der, og nu skal der så en Reagan på banen til at opmuntre den.” Så prøvede Bush senior jo det, med stor succes, hvorefter han lod dem i stikken og de blev slagtet på blodigste vis.

    Svar
  13. Mr Law

    Tja, min sammenligning med Thøger skuffede ikke.Til de, der mener, at arabere nok hellere vil leve med en diktators fod i nakken end have “demokrati a la Irak”, må jeg blot sige, at jeg tror, I undervurderer dem. Et massivt flertal af irakerne finder, at befrielsen har været alle ofrene værd, jf. den seneste PIPA-undersøgelse fra sep 06, og jeg tror ærligt talt, at også andre arabere har samme ønske om at slippe ud af et fastlåst diktatur uanset ofrene. Det er ikke kun i Vesten, at mange hellere ville være død end rød, som vi sagde under Den Kolde Krig, eller på anden måde undertrykt.Så er der som sædvanligt mere bid i Ole Birks kommentar, om end den er nok så godmodig. Og jo, det er svært at bevare troværdigheden, når man går imod den mere ensidige dækning, som dansk MSM giver af Irak (dog ikke alle dele, læs f.eks. Pernille Bs dækning i WEA).Men hva’, vi har i forvejen et troværdighedsproblem ved at påstå, at verden kan forbedres, og skatten sættes ned uden, at civilisationen af den grund forgår.Jeg tror ikke, at vores troværdighed bliver ringere ved at tro på, at det kan lade sig gøre at indføre demokrati i Mellemøsten og derefter støtte det befolkningsflertal, som ønsker demokratiet, imod de kræfter, der ønsker at ødelægge det.Derimod tror jeg, at der er større problemer med troværdigheden hos de, der argumenterer for, at statsmagten aldrig kan bruges til noget fornuftigt. Det strider ganske simpelt mod al sund fornuft.For mig at se, er statsmagten nødvendig for at opretholde et civiliseret samfund. Det gør mig vist til Friedman-liberal, hvilket jeg ikke har noget imod.Som jurist har jeg ikke svært ved at bekræfte, at en markedsøkonomi ikke kan fungere uden love og en statsmagt til at opretholde lovene. Opgaven er ikke at nedlægge staten, men at holde den på håndvask-niveauet.De, der kritiserer Irak-krigen, allerede fordi, det angiveligt ikke er muligt at bruge statsmagt til noget positivt, overdriver tilsvarende. End ikke Glistrup tog vist sit påfund under Den Kolde Krig med en båndoptager, der på russisk sagde “vi overgiver os” helt alvorligt. Troen på, at peace, love and the market economy are all we need, er sød på gymnasieniveau, men så heller ikke længere.Det er fornuftigt at stræbe efter en lille statsmagt og at frygte en stor, og det er rimeligt at være skeptisk over for statsmagtens evner og muligheder, men det er naivt at give indtryk af, at statsmagten altid er negativ og ubrugelig. Vi mister først for alvor den brede befolkning, hvis vi giver indtryk af, at vi ønsker staten nedlagt, politiet afskaffet og militæret sendt hjem.Der har været – og jeg tror egentlig, den er der endnu – en stor opbakning i befolkningen til det irakiske projekt. De fleste har det vist som Limagolf, de er skuffede over udførelsen og forløbet. En skuffelse, som jeg ikke selv deler fuldt ud, men som jeg godt forstår, ikke mindst efter den dækning, som hovedparten af MSM har givet forløbet.Opgaven med at skabe et demokratisk Irak er stor, og den kan i sidste ende kun løses af irakerne selv. Jeg tror, at det vil lykkes dem, og hver dag er – som nævnt – en succes. Men svaret får vi først om mange år.Så kan vi jo se, om vi har fået skatten ned i mellemtiden herhjemme. Der er jeg mere pessimistisk.

    Svar
  14. Jørgen Møller

    Jeg er helt enig i, at en stærk statsmagt er nødvendigt, ja faktisk altafgørende – både for en velfungerende markedsøkonomi og for et velfungerende demokrati; hvad alle de klassiske liberale tænkere jo også kunne skrive under på. Love håndhæver ganske rigtigt ikke sig selv, og alternativet til øvrighedsmagten er anarki (dvs. en virkelighed bedst beskrevet ved det gamle ord homo homini lupus). Eller med andre ord: uden ‘rule of law’ findes ingen frihed. At der så inden for slægten ‘stærke statsmagter’ findes både totalitære og liberale afarter er en selvstændig problemstilling, men ændrer ikke den overordnede pointe.Min anke var alene vendt imod Limagolfs sondring mellem idé og praksis. Det skel er der selvfølgelig ingen logiske problemer i at opretholde – ganske som der ikke er noget logisk problem i at opretholde skellet mellem kommunismen som idé eller teori og den virkeliggjorte kommunisme. Alene det forhold at der er forskel på idé og praksis tillader faktisk en sådan skelnen, logisk set.Jeg mener bare, at den empiriske prøvelse er den mest interessante, uanset hvad man så når frem til på dette punkt. Hvis man vil vurdere meritterne ved ideen om at demokratisere Irak, så vil jeg derfor råde til, at man analyserer situationen i Irak (ikke ideen frigjort fra dens faktiske realisering).

    Svar
  15. Mr Law

    @Jørgen M:Det kan jeg kun være enig i.Jeg synes i øvrigt, at Uffe Ellemans kronik i Berlingeren (link ndf.) peger på noget rigtigt.Modstanden mod Irak-krigen skyldes ikke krigen i sig selv, dens overensstemmelse med international folkeret, eller eventuelle fejl begået under forløbet. Modstanden skyldes en modstand mod selve ideen bag vores aktivistiske udenrigspolitik. Derfor vil modstanden heller ikke holde op, når fokus flytter til Afghanistan.Efter min vurdering kommer modstanden mod Irak-krigen hovedsageligt fra to grupper.Den ene er de venstreorienterede, der med deres gamle anti-amerikanisme og pacifisme helst kun vil dele nødhjælp ud.Den anden er diverse liberale, hvor nogle trives i drømmelandet omkring de Radikale og dyrker Hvad-kan-det-nytte-holdningen, mens andre er mere hard core og mener, at alt hvad Staten gør, nødvendigvis må ende galt.For mig at se, er den aktivistiske udenrigspolitik både moralsk, politisk og realistisk set det rigtige.At tro, at hvis vi bare “blander os uden om” Mellemøsten, så vil truslen fra islamisterne forsvinde af sig selv, er for mig ikke mindre naivt end at tro, at også arabere ønsker at leve i samfund baseret på liberale værdier og er parat til at kæmpe herfor. Tværtimod.Men netop for at hjælpe dem i den kamp, bør vi lære af vores erfaringer og vurdere, om vi har begået fejl, som vi kan undgå i fremtiden. Kan vi lære den slags af Irak, bør vi gøre det. Men læren er for mig at se ikke, at vi skulle have holdt os væk.Link til Uffe: http://www.berlingske.dk/kronikker

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.