I dagens udgave af Berlingske kan man læse, at Taleban hævder at kontrollere Helmand-provinsen i Afghanistan.
Indtil for nylig har der været relativt stille om Afghanistan men deltagerlandende i NATO-koalitionen er så småt ved at vågne op til, hvor katastrofalt man har svigtet i dette land.
Gode eksempler på det politiske svigt – for det er ikke de udsendte soldater der svigter – kan ses i en række dokumentarudsendelser.
To britiske dokumentarudsendelser (der kan hentes i flere bidder her og her) viser, hvor underbemandede de (i dette tilfælde britiske) NATO-soldater er, samt at de ikke kan regne med tilstrækkeligt udstyr såsom pansrede køretøjer eller forsyninger. Slutningen på den første dokumentar er vel et skoleeksempel på, hvordan man taber en krig ikke bare militært set men også i forhold til at vinde lokalbefolkningens tillid og skabe en vindende kampånd hos det lokale militær, der jo skal tage over.
Den sidste dokumentar viser, hvor hensynsløs en fjende Taleban er. Man undertrykker og dræber gerne civilbefolkningen, inklusiv kvinder der for første gang i en årrække har kunnet mødes uden mænd. Man går heller ikke af vejen for at udstyre en 15 årig dreng med selvmordsbombebælte. Endnu mere deprimerende er det forhold, at oprørere fra hele den muslimske verden sammen med Taleban og øvrige lokale militser tilsyneladende frit kan operere i visse del af Afghanistan og Pakistan, og at de her har baser, hvor terrorangreb mod Vesten bliver udtænkt og udøvet og terroristerne der skal udføre dem bliver oplært. Scenen hvor 30 amerikanske soldater skal sikre en dal med anslået 1.000 oprørere, siger alt om, i hvor høj grad krigen mod terror bliver nedprioriteret i Afghanistan.
Man må føle den dybeste respekt og ærbødighed for de NATO-soldater, der under disse vilkår kæmper imod en hensynsløs og ofte usynlig fjende og samtidig viser overskud til at hjælpe lokalbefolkningen. Konsekvenserne af at lade Taleban komme til magten igen vil ikke blot være katastrofale for den afghanske befolkning, det vil givetvis også betyde endnu flere terrorangreb i Vesten, hvorfor krigen må og skal vindes.
Ad JC:Jeg er jo en fej “fencesitter”, der aldrig rigtig har taget endelig stilling til Irak krigen, hvis endelige bedømmelse givetvis ikke kan foretages endnu. Men det argument du fremfører er som jeg ser det et af modstandernes absolut væsentligste, da Afghanistan (og Pakistan) – så vidt jeg kan bedømme – er vigtigere brændpunkter i kampen mod terrorisme end Irak.
Ja JC, det er jo unægteligt også lidt mærkværdigt, at det der burde have været den centrale kampplads for krigen mod terror skriger på flere tropper, og så kan Bush nærmest som ved et trylleslag kaste 20.000 flere soldater ind i det irakiske morads. Og eftersom de andre europæiske (allierede) tilsyneladende ikke gider løfte en finger i Afghanistan, så ender det måske også galt der.
Jeg synes du (Jacob C) har ret langt hen ad vejen – argumenterne for at indlede krigen i Afghanistan var og er vægtige og veldokumenterede. Jeg har (som Jacob M) ligeledes et særdeles ambivalent forhold til den nuværende krigs rasen i Irak. Dog er der vist ingen tvivl om, at krigen i Irak har virket som magnet på denne verdens hæslige jihad-tosser. De var der – mig bekendt – ikke under Saddam. Her på falderebet kan jeg i øvrigt varmt anbefale Martin Krasniks “De Retfærdige”, til alle der har en blot minimal interesse i ekstremisme i almindelighed og islamisme i særdeleshed.
Enig – og allerede fra starten (læs: november 2001) har operationen i Afghanistan været skændigt nedprioriteret og notorisk underdrejet, i forhold til dens mission og hensigt:Man har ikke formået at fange Al Qaedas topledere, trods en erklæret intensiv indsats fra diverse specialstyrkers side. Man har ikke magtet at afskære Al Qaeda fra deres væsentligste indtjeningskilde, råopiumen. Man har ikke for alvor kontrol over den afgørende grænselinie mellem Pakistan og Afghanistan, bjergområdet Hindu Kush, hvorfor Taleban hér kan regere fuldstændig uantastet, og kan – som du ganske rigtigt er inde på – frit fortsætte uddannelsen af mentalt forhudsforsnævrede krigere.Resultatet har naturligvis været, at store dele af Afghanistan den dag i dag de facto er fuldstændigt lovløst, og i skræmmende høj grad er underlagt de selvsamme Taleban-krigere som NATO-styrken netop skulle befri Afghanistan for. Set i lyset af, at der i dén grad var og er “kød på benet” for at indlede krigen i Afghanistan, må man undres såre over den generelle håndtering og prioritering.
Jamen, jeg vil så kontre med den kommentar, at den vigtigste årsag til, at jeg hele tiden har været modstander af Irak-krigen, er, at den ville trække ressourcer og opmærksomhed fra bekæmpelsen af al-Qaeda.At fundamentalistiske terrorister så har andre baser end Afghanistan – kig evt. lige på landet, der ligger øst for Afghanistan – skal bare noteres.(Dukker sig for kasteskytset)
I forbindelse med anbefalingen af Krasniks bog vil jeg gøre opmærksom på en tilsvarende anbefalelsesværdig, nemlig “Al-Qaeda i Europa ” af Lorenzo Vidino.Den skulle være pligtlæsning for alle Kuffar.