And now for something completely different …

Jeg har lyst til for en gangs skyld at delagtiggøre læsere af denne blog i en af mine regelmæssige JP-klummer.  Den handler om et emne, jeg ikke skriver meget om, men tænker desto mere over.  Den kommer imorgen (lørdag), men her er den:


En rigtig yankee 


DR2 har netop udsendt hvad der for mine penge er den bedste tv-dokumentarserie, der nogensinde er lavet, nemlig Ken Burns' "Den amerikanske Borgerkrig" fra 1990.

Trods at film ikke var opfundet i 1861-65, da krigen blev ført, får seeren en lige så uforklarlig som voldsom fornemmelse af bevægelse og spænding.  Burns brugte år på at samle fotos, kobberstik og aviser og på at filme slagmarkerne, hvoraf de fleste heldigvis i dag henligger urørte som nationalparker.

Burns lader også nutidige historikere komme til orde.  Den bedste af dem er nu afdøde Shelby Foote, der brugte 30 år på at skrive hvad der stadig er det bedste enkeltværk om krigen.  Værket, der omfatter 2000 sider, hedder bare "The Civil War" og er blandt de få moderne historievidenskabelige værker, der kan hævde rang af litteratur.

Læser man udover Foote det andet store nutidige værk om krigen, James McPhersons "The Civil War Era" fra 1988, vil man være velorienteret om den krig, der for mig i al fald mere end nogen anden repræsenterer krigens sande væsen, således som det var indtil Første Verdenskrig.

Foote var sydstatsmand og værket er præget af en bevægende blanding af vemod og indsigt.  Sydstaterne måtte tabe krigen, og deres sag var tvivlsom, men de kæmpede heltemodigt og den særlige sydstatskultur, som gik under efter krigen, omfattede langt mere end blot slaveri og racisme.  Ligesom forfatteren Julien Green opfattede Foote sig i nogen grad som statsborger i et land, der ikke længere eksisterede, og som faktisk kun havde eksisteret i fire år, nemlig Confederate States of America.

Hvad er det, der rører så mange af os så dybt, når vi læser Foote eller ser Burns?  Det er ikke tabstallene alene, selvom krigen kostede 600.000 livet, hvad der ville svare til, at Danmark på fire år mistede 100.000 af sine bedste unge mænd.  Det er i hvert fald ikke de mange uduelige generaler, de ofte korrupte leverandører af proviant, våben og udstyr, de bekymrede finansfolk i New York eller de patetiske journalister.

Nej, for mig i al fald er det vidnesbyrdene om soldaternes tålmodige, uklynkende, selvfølgelige offervilje og heltemod, som vi mærker den i deres næsten altid smukt håndskrevne breve.  Det er den svulmende stolthed, taknemmelighed og ærbødighed, jeg føler for mænd, der var frie borgere i et demokrati, og som ikke af dette demokrati var gjort svage, feje eller bange for ansvar.  Disse 17-20-årige knægte udviste en modenhed, mange på to-tre gange deres alder i vore dage ikke kan mønstre.

En af de knægte var min oldefar, og det er endnu en grund til at den krig altid vil bevæge mig.

Det er kun fornylig, jeg takket være mormonernes genealogiske internet-databaser har kunnet pejle mig frem til dele af hans historie.  Ingen af hans breve er såvidt jeg ved bevaret.  Jeg har dog af en kusine i Canada fået et fotografi af ham, taget i 1918.  Jeg ligner ham overhovedet ikke.

George Washington Lewis, som han hed, blev født som nr. fire af otte børn af en grovsmed i Philadelphia i 1839.  Familien var kommet fra England i 1740.  Da krigen brød ud i 1861, meldte han sig frivilligt (værnepligten kom først to år senere) og blev indrulleret i Pennsylvanias 61. infanteriregiment, som blev sendt til Potomac-arméen.

Det var den armé, der ifølge de første års krigsplan for Nordstaterne skulle udføre hvad mange, dog ikke præsident Abraham Lincoln, troede var en let opgave, at marchere de 160 km til Sydstaternes hovedstad Richmond og kvæle dette latterlige oprør.  Det skulle tage fire år.

I forsommeren 1862 var det 61. regiment med i den lige så selvglade som uduelige hærchef George McClellans forsøg på at omgå sydstatshæren ved at gå i land på Virginias kyst og tage Richmond bagfra.  De overtallige nordstatstropper led hårde tab og måtte efter uger i den ulidelige, fugtige hede indskibe sig igen.

I juli 1863 nåede sydstatsoffensiven sit nordligste punkt i tredagesslaget ved Gettysburg i Pennsylvania.  George var også her med, men hans regiment kom ikke i kamp.  Det vogtede Potomac-arméens yderste højre flanke, som sydstatsgeneralen Robert Lee skæbnesvangert for ham undlod at løbe over ende på slagets første dag.

I maj 1864 indledte Ulysses Grant Potomac-arméens offensiv lige mod Lees hovedstyrke.  Midt under de usandsynligt blodige kampe blev George taget til fange ved Spottsylvania og sendt til den berygtede fangelejr i Andersonville i Georgia.  13.000 af de 45.000 indsatte omkom af sult og sygdom.  Det skal siges at også mange sydstatsfolk sultede i 1864.

I december 1864 udvekslede Syd og Nord fanger, og George kom hjem.  14 år senere ægtede han min oldemor, og min farfar blev født i 1887.  Da var George 47 og boede i New York, hvor han drev en bog- og papirhandel på nedre Manhattan.  Han døde 90 år gammel i 1929.  Min far har kendt ham.

George var en rigtig yankee.

19 thoughts on “And now for something completely different …

  1. RasmusE

    Godt skrevet, vedkommende og spændende indlæg. Tak for det.Men ingen roser…”Nej, for mig i al fald er det vidnesbyrdene om soldaternes tålmodige, uklynkende, selvfølgelige offervilje og heltemod, som vi mærker den i deres næsten altid smukt håndskrevne breve. Det er den svulmende stolthed, taknemmelighed og ærbødighed, jeg føler for mænd, der var frie borgere i et demokrati, og som ikke af dette demokrati var gjort svage, feje eller bange for ansvar. “Se der kunne man have vældig meget lyst til at være enig, men efter at have læst en hel del breve fra tyske frontsoldater i 1. verdenskrig, synes jeg det er lidt for idealistisk at fremstille det som om demokratiet og liberalismen skulle være hovedbaggrunden for de nævnte karaktertræk. På forhånd undskyld for mit kværulanteri :-)mvh

    Svar
  2. US

    Enig, et rigtig godt og velskrevet indlæg.@Rasmuse: David skriver ikke at demokratiet og liberalismen var _årsagen_ til soldaternes indstilling. Han skriver blot at demokratiet ikke dengang (hvis jeg forstår DG ret: I modsætning til i dag) havde nogen negativ effekt på moralen.

    Svar
  3. Jørgen Olsen

    Jeg kan fuldt ud tilslutte mig David Gress’s hyldest til Tv-serien ’The Civil War.’ Shelby Foote’s drævende, men smukke, sydstatsaccent var et ekstra plus. Det blev understreget, at først et godt stykke inde i den blodige krig, og da det åbenbart var opportunt, kom slaveriets ophævelse til en endegyldig afslutning under protester i Nordstaterne.Var det så det borgerkrigen virkelig handlede om? Eller også et opgør mellem forskellige livs- og kulturopfattelser som vi vel også kan se udfolde sig i dag? Det afsindige had og de voldsomme kampe hærene imellem vidner om dette. Interessant ligeledes, hvor nær på en anerkendelse af Kønfederationen stater i Europa var i deres ønske om, at svække Unionen. Til anbefaling tillader jeg mig at gøre opmærksom på Gordon C. Rhea’s bog: ’Carrying The Flag’ The story of Private Charles Whilden the Confederacy’s most unlikely hero. Selvfølgelig også Stephen Crane’s ’Modets Røde Kokarde’ Filmatiseret med Audie Murphy, krigsveteran fra 2. Verdenskrig, i hovedrollen, her skildres The Battle In The Wilderness’ gru og meningsløshed

    Svar
  4. Raapil

    Var det så det borgerkrigen virkelig handlede om? Eller også et opgør mellem forskellige livs- og kulturopfattelser som vi vel også kan se udfolde sig i dag?Ja, der var forskellige livs- og kulturopfattelser, men de grundede sig dybest set på forskelle i den måde, de to samfunds produktion var organiseret på og den dermed afledte forskel i interesser. Sydstaterne var et førkapitalistisk, halvfeudalt slaveholdersamfund, præget af gammeldags dyder – ære, respekt for familien og slægten, blodhævn osv. I Nordstaterne gik derimod kapitalisme og industrialisering deres sejrsgang. I én forstand handlede borgerkrigen altså om konflikten mellem MODERNITET og TRADITION. Men det var jo en meget konkret konflikt, ikke blot abstrakt. Lad mig citere fra Røde Lex:… grundlæggende var det en kamp mellem de to økonomiske systemer, der indtil da havde udviklet sig side om side: Den industrielle kapitalisme der udviklede sig i nord havde behov for mere arbejdskraft, udvide og beskytte det interne marked, mens slaveejerne i syd havde brug for gratis slavearbejdskraft og adgang til markederne for bomuld og sukker i Europa. Ledende kræfter i Nordstaterne kunne ikke acceptere Konføderationens løsrivelse, som direkte truede deres interesser i et stort hjemmemarked med tilgængelig arbejdskraft, mens ledende kræfter i Sydstaterne ikke kunne acceptere et forbud mod slaveri, som var en direkte trussel ikke bare mod deres ‘livsform’, men mod deres livsgrundlag.Har i øvrigt også kommenteret indlægget på min egen blog

    Svar
  5. Jørgen Olsen

    »Mit overordnede mål i denne kamp er at redde unionen, og er hverken at redde eller knuse slaveriet. Hvis jeg kunne redde unionen uden at befri en eneste slave, ville jeg gøre det, og hvis jeg kunne redde unionen ved at befri nogle og lade andre forblive slaver, ville jeg gøre det. Hvad jeg gør angående slaveriet og den farvede race, gør jeg, fordi jeg tror det kan hjælpe til at redde unionen«. Sådan sagde USAs præsident Abraham Lincoln under den amerikanske borgerkrig i 1860erne. Den fattige dreng fra Illinois, der kæmpede sig op til at blive sagfører og senere USAs præsident, har eftertiden krediteret med den moralsk fortræffelige mission at afskaffe slaveriet. Men formålet var mere speget. Det gjaldt lige så meget om at holde unionen sammen – for unionens egen skyld. For Abraham Lincoln var slaveriets afskaffelse ikke kun et idealistisk formål, men også et redskab og et middel i en politisk magtkamp, som havde et langt videre og mindre heroisk formål, nemlig kampen for unionen. Hvis man spurgte en avislæsende amerikaner i begyndelsen af borgerkrigen, hvad konflikten drejede sig om, ville han svare løsrivelse ( secession ). Den amerikanske borgerkrig var kampen mellem nogle sydstater, som ville trække sig ud af det politiske fællesskab og skabe en løsere sammenslutning (konføderationen), og nordstaterne, der ville gennemtvinge en føderal union. At det alene skulle angå slaveriets afskaffelse, er et efterrationaliseret motiv. Citat: Henrik Gade Jensen, 1999.Kan man tillade sig at sige, at vi ser noget tilsvarende blot med andre grupperinger og kulturopfattelser i den aktuelle verdenspolitiske situation idag?

    Svar
  6. The Citizen

    Dér satte du mig totalt Jørgen. Det er selvfølgelig sent søndag, lidt vin har man også drukket, men alligevel: Jeg føler mig som resten af feltet på Hautacam i 1996 på det tidspunkt, hvor Riis lader den store klinge tale; doping eller ej:Sat. Simpelthen.Jeg mener, hvad snakker du om? Hvad er der for nogle paralleller, du ser – og til hvilken konflikt?Hvordan du kan finde paralleller i en konflikt, der blandt rigtig meget andet handlede om kontrollen med USAs vigtigste vandvej, nemlig Mississippi, og en af USAs vigtigste havnebyer New Orleans, til nutidens konflikt (jeg formoder du snakker om den såkaldte Globale Krig mod Tæor), det går hen over hovedet på mig.Med mindre du mener, at den Globale Krig mod Tæor og Krigen i Irak sådan set bare handler om adgang til den Mellemøstlige olie, og så pynter vi lidt på liget ved at smøre lidt “demokrati-sminke” på det?:”At det alene skulle angå demokratiets indførelse i Irak, det er et efterrationaliseret motiv” – citat The Citizen et. al. 2002, 2003, 2004, 2005, 2006, 2007.Kom nu, belær mig om USAs Borgerkrig, belær mig om nutiden og påpeg hvori parallellerne består. Gør mig gerne til grin, for som sagt og helt ærligt: Du har sat mig, totalt. Men gør det i klart sprog, så det er til at forstå – drop al den mystiske tågesnak, der kunne være trukket ud af næsen på oraklet i Delfi.

    Svar
  7. Christian Svanberg

    @ Jørgen OlsenFor det første: Det er da fantastisk at Henrik Jensen kan sætte sig ind i hvad en avislæser tænker, og så endda en der levede for så mange år side. Jeg er imponeret.For det andet: Ja, løsrivelse var det som krigen, umiddelbart kom til at handle om, men motivationen var da de kulturelle uoverensstemmelser centreret omkring slaveriet. I øvrigt et emne der have reddet USA som en mare lige siden The Constitutional Convention, hvor netop det manglende opgør med slaveriet rimeligvis kan siges, at have skabt forudsætningerne for det opgør som Den Amerikanske Borgerkrig blev.Om man så kan henføre befrielsen af slaverne til Lincoln eller ej, er da i denne sammenhæng ligegyldigt. Han var – som tiltrædende præsident – naturligvis mest interesseret i at bevare unionen. Men da det ikke var ham der startede krigen, skal man nok ikke lede efter motiverne for krigen hos ham alene.

    Svar
  8. David G

    Raapils marxistiske forklaring på borgerkrigen var jo den, vi alle fik serveret i 1970’erne. Dens problem deler den med al anden marxisme. Dvs at den umiddelbart virker besnærende (hvis man deler marxismens fikse ide om at alt er økonomi), men den forklarer ikke ret meget. For spændinger forårsaget af modstridende økonomiske interesser eksisterer jo alle vegne, men de fører ikke allevegne til borgerkrige, og de kan i hvert fald ikke forudsige krigens art og forløb og heller ikke de ting, der (som soldaterbrevene) for mig er adskillige gange mere interessante end banale økonomihistoriske teser, som jeg da ikke vil afvise, men får mig til at gabe noget så grusomt.RasmusEs pointe er også min, idet jeg skriver at Borgerkrigen repræsenterer krigens væsen “som det var indtil Første Verdenskrig”. Jeg har netop købt og set BBCs fantastiske serie om The Great War lavet i 1964, da der stadig var mange veteraner fra 14-18 at interviewe, og den er fantastisk. Du havde i den krig præcis den samme uklynkende offervilje, men krigen kvalte den (omend ikke nær så meget som den herskende historieskrivning, der er liberal, pacifistisk eller marxistisk) har ønsket at hævde. Den kvalte den fordi den var så lang, så blodig og så tilsyneladende resultatløs.Jeg vil også skelne mellem Borgerkrigens årsager og dens forløb (begge dele suverænt forklaret af McPherson). Årsagerne var dels de økonomiske interesser og dels politiske, altså ønsket om at melde sig ud af unionen og påstanden om, at udmelding måtte være tilladt. Unionisternes påstand om at det var den ikke blev kun enerådende fordi Lincoln var en gudbenådet taler og leder, og fordi Unionen vandt.At grunden til at sydstaterne ville ud var at de ville bevare slaveriet (eller i al fald forhindre at det blev afskaffet ved en føderal beslutning) hjalp ikke. Det er rigtigt at Lincoln sagde at hvis han kunne vinde krigen uden at befri en slave, ville han gøre det, men det var da krigen var i gang. Inden krigen havde han sagt, at en nation ikke kan overleve, hvis dens ene del er fri og den anden ufri, altså har slaveri. Og begge påstande er, efter omstændighederne hvorunder de blev fremsat, sande.Iøvrigt var Lincolns Frigørelsesproklamation rent forfatningsjuridisk et voldsomt overgreb. Lincoln konfiskerede af egen magtfuldkommenhed og uden lovgrundlag eller kompensation andres ejendom, altså slaverne i de oprørske stater (slaver i unionsloyale stater som Maryland blev først frigivet med 13th Amendment).Jeg har en del sympati for sydstatsargumentet om, at Lincoln, sin storhed iøvrigt ufortalt, udvidede den føderale magt i voldsom grad og på en måde der stred mod ånden i forfatningen. Men mit svar er at det var nok nødvendigt.Ens holdning til de her ting afsløres af hvilket navn man giver krigen:The War of SecessionThe RebellionThe War Between the StatesThe War of Northern AggressionThe War of Southron Independence

    Svar
  9. Christian Svanberg

    “Iøvrigt var Lincolns Frigørelsesproklamation rent forfatningsjuridisk et voldsomt overgreb. Lincoln konfiskerede af egen magtfuldkommenhed og uden lovgrundlag eller kompensation andres ejendom, altså slaverne i de oprørske stater (slaver i unionsloyale stater som Maryland blev først frigivet med 13th Amendment).”Ja, interessant pointe. Men Lincoln brugte jo hans “War Powers” som grundlag for frigivelsen af slaverne. Lincoln mente således angiveligt selv, at han ikke i fredstid kunne have frigivet slaverne. Men af “egen magtfuldkommenhed og uden lovgrundlag” valgte han som “Commander in Chief” at agere egenhændigt og se stort på andre principper…Det minder mig om en eller anden? Hvem er det nu…? Nej, jeg giver op.Er der nogen der kan hjælpe mig?;)

    Svar
  10. David G

    Svanberg: sammenligningen med GWB halter. Problemet med Bushs brug af den udøvende magt er jo, at denne udøvelse er skvattet og saboteret af politisk korrekthed, således at den ikke tjener det, den logisk og politisk burde tjene, nemlig den nationale sikkerhedsinteresse. Hvad end man kan sige om Lincoln, tjente hans udvidelse af føderal magt så afgjort den nationale sikkerhedsinteresse, i al fald som unionisterne opfattede den.

    Svar
  11. Jørgen Olsen

    ’Et ideal er ikke andet end en flammende vision af sandheden.’ Joseph Conrad. Hvor ville det være vidunderligt dersom idealet dog blot engang imellem svarede til den forestilling man så brændende engang har erhvervet gennem erfaring eller måske indoktrinering. Forestillingen om den gode krig er en sådan flammende vision. Lincoln er blevet ’helgenkåret’ og hans motiver, i den amerikanske historiefortolkning, sjældent for alvor blevet stillet spørgsmål om. Vi har behov for disse ’fyrtårne’ af ’ophøjet moral og integritet’. Læserne kan uden tvivl finde talrige eksempler på herskere, hvis ’glorie’ dog er falmet gennem bedre oplysning og ved at forudsætningerne for at forstå dem i tidens lys ændres.Robert E. Lee, sydstatsgeneralen, har samme heltestatus. Trods sin modstand mod slaveriet, påtog han sig opgaven som militær øverstbefalhavende for Konføderationen, i loyalitet mod sin hjemstat Virginia. Efter krigen gjorde nogle sig til talsmand for, at han burde hænges. ’I think that Lee should have been hanged. It was all the worse that he has was a good man and a fine character and acted conscientiously.. It is always the good men who do most harm in the world.’ Henry Adams. Lincoln, gennem Grant, viste ’storsind’, såvel overfor Lee. som resterne af Konføderationen, ved: ’They will never shoulder a musket in anger again. And if Grant is wise he will leave them their guns to shoot crows with, and their horses to plow with. It would do no harm.’ Jefferson Davis, præsident for Konføderationen sagde om Lincoln:’For an enemy so relentness in the war for our subjugation, we could not be expected to mourn; yet in view of its political consequences, it could not regarded oftherwise as a great misfortune for the South. He had power over the Norther people and was without personal malignity toward the people of the South.Den frigivne slave Frederick Douglass sagde om Lincoln i 1876: ’He was preeminently the white man’s President.. ready and willing at any time to deny, postpone, and sacrifice the right of humanity in the colored people to promote the wellfare of the white people of this country….You are the children af Abraham Lincoln. We are at best his step-children by adoption, children by force of circumstances and necessity.’ Mange frigivne slaver såvel i Nord, men stærkest udbredt i Syd gik en kummerlig tilværelse imøde undertiden langt værre end hos de ’bedre’ slaveholdere førhen. USA er vel endnu ikke kommet tilfredsstillende igennem denne frihedsproces og integration.

    Svar
  12. Christian Svanberg

    @ Gress.Jeg er jo nok farvet af min juridiske baggrund; for mig er magtmisbrug nu en gang magtmisbrug. Men hvis jeg skulle “vælge”, er Lincolns da klart at foretrække, da den ikke er nær så alvorlig som Bushs.

    Svar
  13. RasmusE

    “Du havde i den krig præcis den samme uklynkende offervilje, men krigen kvalte den”Ja, for krigens virkelighed vil altid ødelægge, og har til alle tider ødelagt, unge mænds idealistiske billede af krig, et billede som som regel var blevet skønmalet af gamle “kloge” mænd på hjemmefronten. Det er sgu lidt forstemmende at høre kommentarer anno 2007 tale om krigens væsen med en krigsforherligende pathos fra, troede man, meget gamle dage. Krig kan være nødvendigt, men det er alligevel altid en forfærdelig ting at bede ungt liv om at slå andet ungt liv ihjel.Det kan godt være jeg er en klynkende kujon-pacifist, men jeg væmmes ganske enkelt ved at høre udtryk som “uklynkende offervilje”.Men som der stod på en anden blog, skal der vel altid være “nogen til at støbe de ideologiske kugler, som forkorter andre menneskers liv”.

    Svar
  14. David G

    Jørgen Olsen: Mange frigivne slaver såvel i Nord, men stærkest udbredt i Syd gik en kummerlig tilværelse imøde undertiden langt værre end hos de ’bedre’ slaveholdere førhen. USA er vel endnu ikke kommet tilfredsstillende igennem denne frihedsproces og integration.Det ligner lidt visse sydstatsapologeters argument: hvis bare de jävla yankees ikke var kommet og havde ødelagt det hele…eller mere videnskabeligt kliometrikerne Fogel og Engermans analyse fra 1974, der kvantitativt viste, at de fleste slaver havde det bedre end “Onkel Toms Hytte”-myten (som var en væsentlig drivkraft bag abolitionismen og en stor del af den moralske impuls for krigen i Nord) hævdede. De fik fx langt sjældnere prygl end de fleste skolebørn.Der fandtes også sorte slaveejere i Syden. Historien er i det hele taget langt mere sammensat og interessant end myterne udsiger.Bottom line er at det er sandt at mange (jeg kender ikke andelen) sorte frigivne havde det materielt værre efter krigen end før. Og at en del af den misere skyldtes at Reconstruction (det pæne ord for sejrherrernes håndtering af de besejrede) blev hårdhændet og hævngerrigt gennemført i strid med hvad Lincoln ville have gjort. Og at dette fremkaldte en undertrykkende reaktion (“Jim Crow”) i de sydstater, der kunne slippe afsted med det. En reaktion der i forbindelse med den industrielle udvikling i Nord og Vest førte til (1) massiv udvandring af sorte til storbyerne i Nord og (2) meget senere til borgerretsbevægelsen og borgerretslovene i 1950’erne og 1960’erne. Som så igen fik utilsigtede følger.

    Svar
  15. Raapil

    Raapils marxistiske forklaring på borgerkrigen var jo den, vi alle fik serveret i 1970’erne. Dens problem deler den med al anden marxisme. Dvs at den umiddelbart virker besnærende (hvis man deler marxismens fikse ide om at alt er økonomi), men den forklarer ikke ret meget. For spændinger forårsaget af modstridende økonomiske interesser eksisterer jo alle vegne, men de fører ikke allevegne til borgerkrige, og de kan i hvert fald ikke forudsige krigens art og forløb og heller ikke de ting, der (som soldaterbrevene) for mig er adskillige gange mere interessante end banale økonomihistoriske teser, som jeg da ikke vil afvise, men får mig til at gabe noget så grusomt.Nej, økonomiske teorier kan ikke forklare alt, og i særdeleshed ikke forløbet af konkrete konflikter, hvor det naturligvis i høj grad er den måde, de givne aktører handler, som er med til at bestemme konfliktens udfald Omvendt handler en konflikts udfald jo i særdeleshed også om de ressourcer og den teknologi, aktørerne råder over. Der er vel tale om, at forklaringerne er multi-komplekse, men at de økonomisk-materielle forhold, der råder i et givent samfund bør have en vis forrang.Min pointe, som jeg drillende fremførte ved at linke til det røde leksikon, er dog, at borgerlige historikere i den grad underspiller de materielle vilkår til fordel for fænomener som ‘kulturen’ og ‘heltene’, når de skal analysere historiske forløb.Det er jo f.eks. meget betegnende, hr. Gress, at du ikke afviser de ‘banale økonomihistoriske teser’ ud fra saglige overvejelser, men mest fordi de keder dig. Hvorfor så ikke tage springet fuldt ud og blive romanforfatter?I al beskedenhed har jeg skrevet mere dybdegående om emnet href=”borgerlig-konservativ” rel=”nofollow”>http://raapil-unblogged.blogs.com/raapil_blogged_in/2006/12/om_borgerligkon.html”>borgerlig-konservativ historieskrivning her.

    Svar
  16. Raapil

    Ser ud til, I har automatisk linkning på Pundi-bloggen. Linket fører dog til den rigtige destination, selvom det ser lidt klodset ud.

    Svar

Leave a Reply to Christian Svanberg Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.