Ugens citat: Noonan om Reagan og Republikanerne

Den tidligere taleskriver for Ronald Reagan, for George H.W. Bush og–en gang eller to–for George W. Bush, Peggy Noonan (som jeg er en stor fan af og mange gange har citeret her på stedet), giver i sin faste klumme i dagens Wall Street Journal smæk til de nuværende Republikaneres administration af Reagans parti:

"[This past week's Time magazine cover] had a picture of Ronald Reagan with a tear drawn in, to illustrate a piece on the current Republican Party. Actually it was a good piece in that it suggested a simple truth: The portion of the Republican Party that is based in and lives off the American capital has lost its way. They used to stand for conservative principles and now they stand for–well, whatever it is they stand for. I've written the past few years that the modern Democratic Party has been undone in part by its successes, that it achieved what it worked for in terms of Social Security, the safety net and civil rights, and that a great coalition has now devolved into a mere conglomeration of interest groups. I don't see why Time shouldn't similarly indict the Republicans. I think many of us would agree both parties seem like exhausted little volcanoes, and that they are driven more by hunger than belief.

 The Time story turned the discussion again to Reagan and the shadow he casts, and that's what people are talking about: What would Reagan think, what would Reagan do? So let's posit the obvious. Reagan was great, a one-man hinge of history. He led and encouraged a national effort to rethink the relations of the individual and the federal establishment, to rethink what was owed to and legitimately expected of the state. He increased our security by increasing our strength and removing from the historical stage an evil ideology that had become an evil empire. "The Soviet Union fell." It didn't fall, somebody pushed it.

Here we should stop, for here things become confused. There seems to be a temperamental difference between the two parties regarding their heroes. Democrats are inspired by their greats (FDR, JFK) and spooked by their failures (McGovern, Carter). Republicans ignore their failures (who talks about Hoover?) and are spooked by their greats.

And when you're spooked by someone, or have been beaten by someone, resentment creeps in.

Democrats look back and think Reagan was magic, or rather had some strange and secret magic. The smile, the charm, the humor–that's why he looms! It was Mike Deaver and the balloons! It was his optimism! But Reagan never said he was optimistic. He wasn't "optimistic," he was faithful and practical. He said we could turn around the economy and beat communism. Then we did it. Which left everyone feeling optimistic.

Reagan should be an inspiration for every person in politics who stands for something at a cost and because it is right.

But he should inspire, he shouldn't demoralize. Republicans should stop allowing the media to spook them with his memory. Democrats should stop resenting him and dreaming up new reasons behind his success.

For Republicans especially he should be a reorienting memory. He was modern conservatism. If they are for more government, more spending, a more imposing state, what are they?

For Democrats he should function as a reminder that ideas and philosophy count, that they give politics meaning.

Republicans should take heart from his memory but not be sunk in him or spooked by him. Life moves. Reagan's meaning cannot be forgotten. But where does it get you if it's 1885, and Republicans are pulling their hair out saying, "Oh no, we're not doing well. We could win if only we had a Lincoln, but they shot him 20 years ago!" That's not how serious people talk, and it's not how serious people think. You face the challenges of your time with the brains and guts you have. You can't sit around and say, "Oh what would Lincoln do?" For one thing it is an impractical attitude. Lincolns don't come along every day. What you want to do with the memory of a great man is recognize his greatness, laud it, take succor from it, and keep moving. You can't be transfixed by a memory. Hold it close and take it into the future with you.

Doesn't matter what you call yourself, matters who you are. Reagan wasn't magic. He was serious, farsighted and brave about the great issues of his time. Republican candidates could try that. If they did, it would have a secondary benefit. They'd start respecting themselves instead of merely being full of themselves. This would help them stop being spooked."

17 thoughts on “Ugens citat: Noonan om Reagan og Republikanerne

  1. Christian Bjørnskov

    Rigtigt god post! Jeg sidder lige og prøver at komme i tanke om en ‘great’ dansk politiker, men det går altså lidt trægt (lidt i den jyske forståelse af ordet). Kan nogen derude hjælpe?

    Svar
  2. Jørgen Møller

    Hvad med I.C. Christensen? Han var en ren virtous, når det kom til magtens håndværk – og var også (sin store politiske smidighed til trods) forholdsvis ‘solid’ i sin liberale forankring.

    Svar
  3. Repsak

    @ Christian: I.C. Christensen, Laust Moltesen, Knud Kristensen – og selvom det ikke er populært herinde mere – Uffe Ellemann-Jensen.Til posten generelt, så er jeg enig i meget af det Noonan pointerer. Specielt bemærkningen: “he should inspire, he shouldn’t demoralize”. Det samme gør sig gældende herhjemme. I stedet for at være skuffet over Fogh-regeringen, så glæd jer over det der er sket, men især det, som ikke ville have været sket ellers. Endvidere så læs dog hvad Noonan skriver i stedet for at klynke over, at vi ikke har noget inspiration at hente i vores egen politiske historie. Find de store fortidige politikere og gør dem til vores egne for herigennem at skabe nye store politikere. Jeg nævner Uffe Ellemann-Jensen. Det er da utroligt, at denne kæmpe skal være genstand for hovedrysten hos så mange fordi han i et eneste spørgsmål var uenig i en sag, der var langt mere kompleks end mange – især borgerlige – gjorde den til. Har alle glemt, hvordan lige netop han fik pustet liv i de liberale tanker ved at udnytte fløjlsrevolutionerne i begyndelsen af 90’erne. Her kan man da tale om positiv liberal frihedsorienteret retorik. Men det er klart, at det passer nok bedre til vores selvforståelse at tale om hans såkaldte “svigt”. Vi har det virkelig hårdt!

    Svar
  4. Per Nilausen

    REPSAK#2 TING, da uffe var udenrigsminister, var jeg imponeret af hans ageren for at få de baltiske lande med i EU og Nato, sand liberal, han viste vejen.Når han nu for mig er ude, er det, fordi han ikke er friheds forekæmper mere, men optræder som en der har fået en kortslutning i sine friheds idialer, han er ikke død, men i aller højeste grad levendene, jeg behøver vel ikke opremse hvad jeg sigter til.Dernæst kan jeg kun være enig i Fogh analysen, vær glad for at vi har den regering og forhåbentlig også den næste.

    Svar
  5. Peter Nedergaard

    Christian efterlyste “en “great” dansk politiker”Greatness vil jeg definere som en politiker, der har nået store resultater på trods. Chrsitian nævnte ikke, at det skulle være politiker, man var enig eller uenig med.I.C. Christensen, Laust Moltesen (hvem er det?), Knud Kristensen, Uffe Ellemann-Jensen er efter denne definition ikke egnede, da de tre af dem tabte afgørende kampe. Dem skulle de have vunde, hvis de skulle være “store”.Stauning, Scavenius, Fogh Rasmussen – det er til gengæld eksempler på “store” politikere rundet af Danmark.

    Svar
  6. Ole Birk Olesen

    Peter Nedergaard, hvilke store resultater har Anders Fogh Rasmussen nået på trods? Og på trods af hvad?

    Svar
  7. Per Nilausen

    Stauning ja, Scavenius?Fogh, det kan kun tiden vise, idag er det jo sådan at flere en en` markant person + andre partier der sætter dagsordnen når nu der ikke er flertal inden for sit eget parti samt søsterpartier, som med de konservative, der har nogle andre væsenlige afvigelser fra venstre.Enevælden`s tid er forbi.

    Svar
  8. Peter Nedergaard

    @Ole B.O. + Per N.:Fogh: 1) Længstsiddende venstrestatsminister, 2) holde sammen på samme koalition i to perioder, 3) bragt DK ind i vækst- og beskæftigelsesmæssigt i EU-toppen og 4)skattestop i 6 år.Scavenius: Styrede DK gennem WW II med de laveste tab blandt alle besatte lande.

    Svar
  9. Ole Birk Olesen

    Peter Nedergaard, dine punkter holder ikke.1) Ja, han er længstsiddende Venstre-statsminister, men at sidde på posten er blot et middel. Det afgørende er, hvad og hvor meget man udretter i Statsministeriet, ikke hvor længe man sidder.2) Igen er det kun et middel.3) Hvis Fogh har ansvaret for, at Danmark de senere år har haft høj vækst, så har han vel også ansvaret for, at Danmark fra 2008-2012 vil have den laveste vækst i hele OECD-området – kun godt én procent om året. Intet tyder på, at han agter at gøre noget ved det ved at skabe øget incitament til at arbejde og arbejde mere. Sidder han til 2012, så vil den gennemsnitlige årlige vækst i hans regeringstid efter alt at dømme altså blive ganske på det jævne.4) Skattestoppet er fint nok, men er det ligefrem nok til at gøre Fogh til en skelsættende figur i dansk politik? Så skal man vist være meget nøjsom!

    Svar
  10. Ole Birk Olesen

    Repsak, vi definerer vist politiske sejre forskelligt. For mig er det ingen sejr at gå ind af en åben dør, som regeringen f.eks. har gjort med sin retspolitik og nedlæggelsen af en stribe råd og nævn. Det var folkelige vindersager, som man kunne have sat en gyngehest til at gennemføre med lige så stor succes som Fogh. Det afgørende for, om Fogh kan vurderes som en succes, er om han formår at åbne nye døre, så han og hans afløsere kan gennemføre borgerlig politik, som der ikke var opbakning til før Fogh. Det handler om at sætte dagsordenen, påvirke folkestemningen o.s.v., og her har Fogh fejlet katastrofalt. Istedet for gøre danskerne mere modne til et opgør med den altfavnende socialdemokratiske velfærdsstat, har han cementeret velfærdsstaten ved at save benene væk under dens opposition. Resultatet er, at danskerne i dag er mere venstreorienterede i spørgsmål om skat, omfordeling, økonomisk lighed og erhvervsregulering end på noget tidspunkt siden 1979 (http://www.ugebreveta4.dk/smcms/Ugebrevet/10046/12285/12304/12317/Index.htm?ID=12317). I 80erne og 90erne blev danskerne mere borgerlige, man kan sige, at det borgerlige Danmark i de år opbyggede en politisk kapital, som Fogh nød godt af, da han i 2001 ville være statsminister. Men Fogh selv har blot brugt af denne kapital som en landmand, der dyrker jorden uden at gøde, så den til sidst er helt udpint, hvorefter han går i graven og efterlader nul og niks til sine arvinger. Fogh har ikke gjort det borgerlige Danmarks politiske kapital større, han har end ikke vedligeholdt den, men blot brugt af den, så han han gå over i historiebøgerne som en af de længstsiddende statsministre, hvilket angiveligt er meget fint … hvis man spørger diverse nulliteter.

    Svar
  11. Peter Kurrild-Klitgaard

    A4-undersøgelsen må tages med et vist gran salt, som jeg selv tidligere har skrevet om, bl.a. i Berlingske. Det er uomtvisteligt, at danskerne på de pågældende spørgsmål er blevet mere venstreorienterede end i 2001, men det var helt hen i skoven, når journalister og kommentatorer udlagde tallene som bevis på, at vælgerne i dag er mere venstreorienterede end på noget andet tidspunkt siden 1979. Hvorfor? Fordi man i udvalget af hvilke spørgsmål, man fulgte, netop havde taget nogen, hvor der var god grund til at tro, at folk var blevet mere venstreorienterede, mens man derimod (givetvis bevidst fra nogens side …) havde udeladt de spørgsmål, hvor det var lige så tilsvarende åbenlyst, at vælgerne er blevet _mindre_ venstreorienterede (nationalisering af banker, industri o.s.v.).Det udvander sådan set ikke, at Fogh har tabt “værdikampen” eftertrykkeligt på gulvet–men blot fortolkningerne af den specifikke analyse.

    Svar
  12. Ole Birk Olesen

    At fortolkningen af en undersøgelse skal tages med et gran salt, gør ikke at undersøgelsen skal tages med et gran salt. Som du selv skriver; Det er uomtvisteligt, at danskerne på de pågældende spørgsmål er blevet mere venstreorienterede end i 2001. Og de pågældende spørgsmål er, synes jeg, nok så væsentlige.

    Svar
  13. Publikum

    Hva’ med Flemming Juncker? Modsat alle de andre forslag, så passede han sit i det daglige men trådte til, da de andre fejlede. 1 Juncker gavner mere en 50 folketingsmedlemmer.

    Svar
  14. Peter Kurrild-Klitgaard

    OBO: “At fortolkningen af en undersøgelse skal tages med et gran salt, gør ikke at undersøgelsen skal tages med et gran salt.”Jo, det skal det sådan set nok. Hvis man i 1979, 1981, … o.s.v. bruger f.eks. 10, 12, 15 spørgsmål til at måle danskernes holdninger på, og at disse vedvarende viser én udvikling, og man så i 2006 måler holdningerne til kun fire af disse, og disse fire så viser et sving den modsatte vej, så er der grund til at tage selve undersøgelsen med et gran salt. Man kunne lige så vel have udvalgt fire eller seks eller otte eller … whatever … af de oprindelige spørgsmål, og så (med en ret stor sikkerhed) fået det modsatte resultat.Så–med risiko for at gentage mig selv–man kan godt sige, at danskerne på disse punkter formodentlig er blevet venstreorienterede (også selvom selve formuleringen af spørgsmålene er af en sådan karakter, at deres værdi er relativt tvivlsom). Man kan bare ikke bruge _dem_ til at fastslå, at danskerne generelt er blevet mere venstreorienterede i perioden.”Det er uomtvisteligt, at danskerne på de pågældende spørgsmål er blevet mere venstreorienterede end i 2001.” Enig–med ovenstående forbehold.”Og de pågældende spørgsmål er, synes jeg, nok så væsentlige.”Tja, ja, jo–det er resten af batteriet af spørgsmål nu sådan set også (tvungen ØD, nationaliseringer, o.s.v.).Et helt andet spørgsmål er iøvrigt, hvad det mon er, der har gjort danskerne mere venstreorienterede på disse spørgsmål (i det omfang, at det vitterligt er tilfældet)? Jeg er rimelit overbevist om, at regeringens intellektuelle defaitisme og tiltagende arrogance bærer en væsentlig del af ansvaret herfor, understøttet af den almindelige moralske korrumpering hvor alle–selv borgerlige–vil have mere fra det offentlige uden at betale mere, o.s.v. _Men_ jeg tror dog derudover, at en ikke uvæsentlig medvirkende årsag kan være selve det faktum, at det går så relativt godt i Danmark–hvilket synes (a la 1960erne) at have en tendens til at flytte vælgernes holdninger i en ekspansiv retning.

    Svar
  15. Repsak

    Peder Nedergaard: Peter Nedergaard, hvilke store resultater har Stauning og Scavenius opnået?Jeg er enig med Ole i, at det ikke er et mål i sig selv at blive valgt og genvalgt. Skattestop, den aktivistiske udenrigs- og forsvarspolitik, EU-formandskabet, opgøret med råd og nævn, den konsekvente retspolitik, arbejdsmarkedspolitikken m.v. er store sejre, men det gør ikke nødvendigvis Fogh til en af de helt store danske politikere. Jeg synes bare heller ikke man skal underkende hans resultater. De er der.Det undrer mig ikke, at du ikke kender Laust Moltesen. Han er let og elegant skrevet ud af historien, som vi kender den. Han var medlem af Folketinget for Venstre 1909-1918, 1920-1926 og 1929-1932. Han blev udenrigsminister i Madsen-Mygdals regering og fortsatte sit engagement indenfor udenrigspolitikken efter regeringsskiftet. Han mente, at den nye regering led af småhedsvanvid, og under vedtagelsen af de nye forsvarslove i 1932, hvor man påbegyndte afskaffelsen af forsvaret, tog han konsekvensen af folketingsflertallets politik, og nedlagde sit mandat i Folketinget i protest. Han forudså, at konsekvensen af de nye forsvarslovene ville være, at hæren ikke mere ville være i stand til at løse egentlige forsvarsmæssige opgaver, og Moltesens værste frygt blev til virkelighed, da Danmark otte år efter stod forsvarsløs overfor den tyske besættelse af landet.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.