Om den herskende borgerlig-liberale negativitet

Denne Punditokrat bliver – i lighed med en af mine medpunditokrater – ofte deprimeret over, i hvor høj grad borgerlig-liberal retorik er præget af negativitet, pessimisme, fordømmelse og til tider også af selvretfærdighed og skråsikkerhed. Der er eksempelvis intet mere uinspirerende og sterilt end den borgerlige dyrkelse af offerrolle i forhold til og skyttegravskrig med “kulturradikalismen” (i Danmark) eller “New York Times læsende liberals” (i USA).

Skal borgerlig-liberale vinde opbakning til borgerlig-liberale ideer, nytter det ikke at beklage sig over, hvor dumme, selvhadende eller totalitære ens ideologiske modstandere er. Det betyder naturligvis ikke at kritik og polemik skal bandlyses, men når polemikken bliver det bærende element træder egne selvstændige argumenter, som oftest i baggrunden og debatten bliver forudsigelig, uinteressant og uinspirerende.  Resultatet af overvejende fokus på det negative er blot – tror jeg – at man prædiker for de allerede omvendte, støder tvivlerne fra sig og gør modstanderne endnu mere indædte.

Jeg skal langt fra gøre gældende, at jeg selv er immun overfor tendensen til at fokusere på det negative. Det er jo så dejlig nemt at “bashe”. Men nemme løsninger bør være undtagelsen frem for reglen, i hvert fald hvis man rent faktisk har en ambition om at vinde gehør for de ideer man selv tror på.

Udfordringen for borgerlig-liberale må bestå i at fremhæve alle de positive aspekter af vores daglige liv, som overordnet set kan spores til den grad af individuel, økonomisk og politisk frihed vi trods alt nyder, ikke bare i Vesten, men også andre steder, hvor frihed så småt har vundet frem. Et godt eksempel på en, der mestrer dette er Johan Norberg, hvis entusiasme på den klassiske liberalisme vegne er utroligt smittende og givetvis har været medvirkende til at liberale ideer har vundet terræn i Sverige.

Et andet eksempel er Indur Goklany, der har skrevet bogen “The Improving State of the World: Why we’re living longer, Healthier and More Comfortable Lives on a Cleaner Planet”, som Reason Magazine omtaler i en artikel her.

Af omtalen fremgår det bl.a., at:

the 20th century saw the United States’ population multiply by four, income by seven, carbon dioxide emissions by nine, use of materials by 27, and use of chemicals by more than 100.

Yet life expectancy increased from 47 years to 77 years. Onset of major disease such as cancer, heart, and respiratory disease has been postponed between eight and eleven years in the past century. Heart disease and cancer rates have been in rapid decline over the last two decades, and total cancer deaths have actually declined the last two years, despite increases in population. Among the very young, infant mortality has declined from 100 deaths per 1,000 births in 1913 to just seven per 1,000 today.

These improvements haven’t been restricted to the United States. It’s a global phenomenon. Worldwide, life expectancy has more than doubled, from 31 years in 1900 to 67 years today. India’s and China’s infant mortalities exceeded 190 per 1,000 births in the early 1950s; today they are 62 and 26, respectively. In the developing world, the proportion of the population suffering from chronic hunger declined from 37 percent to 17 percent between 1970 and 2001 despite a 83 percent increase in population. Globally average annual incomes in real dollars have tripled since 1950. Consequently, the proportion of the planet’s developing-world population living in absolute poverty has halved since 1981, from 40 percent to 20 percent. Child labor in low income countries declined from 30 percent to 18 percent between 1960 and 2003.

Equally important, the world is more literate and better educated than ever. People are freer politically, economically, and socially to pursue their well-being as they see fit. More people choose their own rulers, and have freedom of expression. They are more likely to live under rule of law, and less likely to be arbitrarily deprived of life, limb, and property.
Social and professional mobility have also never been greater. It’s easier than ever for people across the world to transcend the bonds of caste, place, gender, and other accidents of birth. People today work fewer hours and have more money and better health to enjoy their leisure time than their ancestors.

Hvorfor går det så så meget bedre på jorden end de fleste af os tror?:

The proximate cause of improvements in well-being is a “cycle of progress” composed of the mutually reinforcing forces of economic development and technological progress. But that cycle itself is propelled by a web of essential institutions, particularly property rights, free markets, and rule of law. Other important institutions would include science- and technology-based problem-solving founded on skepticism and experimentation; receptiveness to new technologies and ideas; and freer trade in goods, services—most importantly in knowledge and ideas. In short, free and open societies prosper. Isolation, intolerance, and hostility to the free exchange of knowledge, technology, people, and goods breed stagnation or regression.

Hvis en overbevisning om kausalitet mellem velstand og økonomisk, politisk og individuel frihed – som Golky (og Johan Norberg) så blændende demonstrerer – var gængs blandt menigmand (og politikere), ville de tiltag, som (vi) borgerlig-liberale så ofte raser mod givetvis være langt færre. Det må være borgerlig-liberale debattørers fornemmeste opgave at søge at manifestere denne opfattelse hos vores medborgere, hvilket bedst sker via overbevisende argumenter frem for via en resignerende negativitet.

18 thoughts on “Om den herskende borgerlig-liberale negativitet

  1. Peter Kurrild-Klitgaard

    @Jacob,Selvom jeg selv kan forfalde til pessimisme–især i disse tider …–er jeg grundlæggende helt enig med dig. Jeg tror, at en væsentlig grund til, at liberalismen var så meget på retur i fra anden halvdel af 1800-tallet og (endnu mere) 1. halvdel af 1900-tallet var, at den blev “konservativ” og pessimistisk; man frygtede det værste og blev så defensiv og forandrings-fjendtlig. Omvendt tror jeg, at liberalismens renæssance fra 1960erne og frem i høj grad hang sammen med, at den (igen) blev offensiv og frygtløs–måske bedst illustreret med, hvordan Hayek flyttede sig i stadigt mere radikal retning i takt med, at andre liberale udfordrede ham fra flanken.Murray Rothbard skrev for mange år siden et essay, “Left and Right: The Prospects of Liberty” (eller noget i den stil), som var en forkortet udgave af et meget længere essay om samme emne, og som–udover visse dårlige–har mange gode pointer, bl.a. at det som frihedsorienteret er klogt at være pessimist på kort sigt og optimist på langt sigt. Den facét har måske en vis relevans for din pointe.@Ole Dahl Rasmussen: Pyha … Jeg _ville_ _virkeligt_ gerne, men de næste to-tre dage har jeg simpelthen så dårligt tid til at gennemgå, hvor mange faktuelle fejl der er i din post. Men hvis tiden kommer … 😉

    Svar
  2. JR

    Ole Dahl Rasmussen: “Hvis man vil have en god uddannelse, skal man til lommerne. 30.000 USD om året koster det. Er man rigtig dygtig, kan man selvfølgelig for stipendier – det gælder da også for de bedste 5%.”Det er da vist en sandhed med modifikationer. Mener du seriøst, at man ikke kan få en god uddannelse billigere i USA? Måske kan det hjælpe at læse denne artikel:http://www.latimes.com/business/investing/la-college-story11,1,7743983.storySandheden er jo, at flere amerikanere end danskere tager en længerevarende uddannelse. Der indgår altså nok flere faktorer i dette valg end prisen for uddannelsen (hint: lønnen bagefter).

    Svar
  3. Peden

    JR:Det kan jeg kun tilslutte mig. Det er en stor fejl altid at tage og bruge Ivy League som standard for betalinger.

    Svar
  4. Christian Bjørnskov

    Man kan tilføje, at stort set alle Ivy League universiteter har scholarship ordninger for særligt dygtige studerende. Så hvis man har særlige evner, er det penge ikke engang en hindring for at læse på verdens bedste universiteter.

    Svar
  5. Ole Dahl Rasmussen

    Tak til Jacob for et glimrende indlæg. Jeg er enig i dine pointer vedrørende liberal negativitet: Det fordrer ikke debat, når venstre og højre går efter manden i stedet for bolden og glemmer at diskutere substans. Tendensen gælder i øvrigt både højre og venstre!Desto mere får jeg lyst til at kommentere på dit indlægs substans: Ideen om, at de fremskridt, du og Golky beskriver, bedst opnås ved at sikre en økonomisk-liberal minimalstat – undskyld mig i den sammenhæng de ikke særlig mundrette statstypologier i det følgende. For Golky (og du?) antager, at det eneste alternativ til en økonomisk-liberal minimalstater en socialstat. Men det er det ikke. Tværtimod mener jeg, at mange faktorer peger på, at en social-liberal investeringsstat er den bedste løsning. En stat der til dels har blikket rettet mod økonomisk vækst, ‘rule of law’, frihedsrettigheder, konkurrencelovgivning og -evne. Men som også anerkender, at nul-intervention ikke nødvendigvis er det bedste, men at velfærd – i Golkys forstand, dvs. levealder, sundhed, uddannelse – ofte bedst sikres ved intervention, især for de grupper i samfundet, der ikke begyndte med velstående og veluddannede forældre, venner og skoler. Hvor mange her på bloggen er det? Det afgørende her er, at man, som Golky tilsyneladende og beundringsværdigt gør, måler fremskridt på andre faktorer end økonomi: Forventet levealder, spædbarnsdødelighed, fravær af børnearbejde etc. etc. Golky mener endda, at social mobilitet skal tages med som kriterium. Fremragende! For så er der vel ingen tvivl om, at en social-liberal investeringsstat er en del af svaret, og at “free and open societies” er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig del af løsningen. Tag fx USA og den sociale mobilitet (og punditokraternes favoritter på NYT :-)NYT har sammenlignet mobiliteten i USA med – af alle lande – Danmark og lavet en fin graf. (Klik på ‘country by contry’.)Nu er hverken NYT eller grafer jo forskning, og Miles Corak, der står bag tallene er ikke økonom (!), så banen er mere end åben for analyser, der viser det modsatte. Og Danmark skal her tages som eksempel på dets statstype. Men pointen er alligevel tydelig: I USA, hvor man er gået langt for at skabe et samfund, hvor man på den ene side er fri til at udnytte sine økonomiske muligheder og på den anden side ikke har nogen sovepude i form at et socialt sikkerhedsnet – her viser mobiliteten sig at være lav. Samtidig har man store underklasser – i økonomisk forstand, men også i velfærdsmæssig forstand, som klarer sig langt dårligere end bunden af fx de skandinaviske social-liberale investeringsstater. I USA er 40 millioner uden sygesikring, og de sorte har en lavere gennemsnitlig levealder en borgerne i Kerala i Indien (Sen 1999: 48). Hvorfor? Måske fordi friheden ofte er det samme som, at økonomi tæller – og det er dårligt for velfærden og for udnyttelsen af samfundets potentiale. Hvis man vil på hospitalet, skal man have et job. Så hvis man er arbejdsløs og bliver syg, er det svært at komme ovenpå og ind på arbejdsmarkedet. Hvis man vil have en god uddannelse, skal man til lommerne. 30.000 USD om året koster det. Er man rigtig dygtig, kan man selvfølgelig for stipendier – det gælder da også for de bedste 5%. Hvordan mon de sidste 95% kommer ind på Ive Leage-skolerne? Osv. osv. På et mere globalt niveau mener jeg, at samme tendens gælder: Økonomisk vækst er generelt set godt, både for fattigdomsreduktion og velfærdsstigninger og det er en væsentlig årsag til, at der i dag er 400 mio færre fattige end for 20 år siden. “Open and free societies” er en forudsætning for økonomisk vækst. Men hvis man fokuserer på forventet levealder, er der er ingenting, der kan slå fattigdomsreduktion koblet med offentlig sundhed (interesserede kan kigge i Anand and Ravallion 1993). Og så har jeg slet ikke nævnt, at sammenhængen mellem vækst og fattigdomsreduktion er yderst variabel (Ravallion 2001).USA – og måske økonomisk-liberale samfund generelt – er gode til økonomiske fremskridt og det bør en skandinavisk velfærdstat lære af. Men det væsentlige er, hvad man får for pengene, og her er billedet betydeligt mere broget. Tak til Jacob for at invitere ikke-troende med ind i debatten – jeg håber, ovenstående kan være med til at fortsætte den.Anand, S. and M. Ravallion (1993), “Human-Development in Poor Countries – on the Role of Private Incomes and Public-Services” in Journal of Economic Perspectives, vol. 7, iss. 1, pp. 133-150.Ravallion, M. (2001), “Growth, inequality and poverty: Looking beyond averages” in World Development, vol. 29, iss. 11, pp. 1803-1815. ://000172061900002.Sen, Amartya Kumar (1999), Development as freedom, Knopf, New York.

    Svar
  6. Magnus

    @Ole Dahl RasmussenDen sociale mobilitet i et land som USA kan, maalt paa visse faktorer, virke meget regid specielt i forhold til et land som Danmark. Kort kan det sammenfattes til. Hvis du i Danmark formaar at oege din indtaegt med et par tusinde kroner hopper du hurtigt et par trin op. Da ligheden i Danmark er massiv skal der en relativ lille aendring i indkomsten til at rykke op eller ned, selvom det maaske kan vaere svaert.I et land som USA bevaeger du dig ikke et hak selvom du maaske oeger din indkomst betydeligt da forskellen mellem rig og fattig er relativt meget stoerre. Saa man kan sagtens forbedre sin egen situation betydeligt uden at rykke et trin op. Derfor kan den sociale mobilitet virke meget uflexsible.Dette samt andre emner bliver taget op i det glimerende interview med Johan Norberg paa http://www.devilsadvocate.dk, det er rent guf for en som mig!

    Svar
  7. Christian Svanberg

    “Denne Punditokrat bliver – i lighed med en af mine medpunditokrater – ofte deprimeret over, i hvor høj grad borgerlig-liberal retorik er præget af negativitet, pessimisme, fordømmelse og til tider også af selvretfærdighed og skråsikkerhed.”Jeg er meget enig i din pointe Jakob. Der er generelt behov for en mere konstruktiv retorik.

    Svar
  8. Ole

    Tak for kommentarerne.- Selvfølgelig kan man få en uddannelse billigere end 30K i USA og sikkert en OK én og det er da dejligt at LA-Times giver gode råd. Men det er tankevækkende, at markedsmekanismen netop her skulle være sat ud af kraft. Nogle få eksempler tilbageviser ikke den generelle tendens: Hvis du har, kan du få. Hvis kredit var fuldt tilgængeligt, og hvis forældrenes akademiske niveau ikke betød noget, ville det være lige meget at det er dyrt, bare lønnen bagefter følger med. Men det tvivler jeg på. LA-times skriver, at billigt ofte er godt. Der er sikkert andre end mig, der har været til (faktisk ikke engang billige!) undergrad-forelæsninger med 350 mennesker. Der blev jeg ikke siddende ret længe…I samme genre er systemet med, at lokale offentlige skoler betales af den lokale ejendomsskat. Så er man på den, hvis man bor i det gale kvarter, og segregeringen gennem en negativ spiral af vedligholdelse-skoler-huspriser(-race) er (vel?) et velkendt fænomen. – Jeg mener, at jeg allerede har adresseret myten om, at ‘man altid kan få et scholarship.’ Det kan man ikke. Det kan de bedste 5% – af optageruniversitetets årgang, vel at mærke. Jeg kender mange, der har fået 20% dækket. Eller ingenting. Selvom de var top 2% fra deres egen skole, bare som illustration. (I parentes bemærket synes jeg at en reform af det danske skole- og SU-system er en god idé! Men det er vist ikke det, vi diskuterer.) – Jeg er da glad for at høre, at det går bedre med levestandarden for USAs sorte. Tallene fik jeg fra (Sen 1999: 48). Driveren er, at tallene for Kerala er høje, men jeg har desværre ikke bogen lige her. – God pointe med den relative vs. den absolutte mobilitet. Har du nogle tal på sidstnævnte i Skandinavien og USA?- Jeg ser frem til PKK’s påpegning af faktuelle fejl – de plejer at være lærerige. Du kan jo tage dem én ad gangen :-)Mener debatten i øvrigt at det er på sin plads at måle et samfund med ‘Human Development’-indikatorer, som Golky gør – eller er BNI ønskeligt og tilstrækkeligt? Jeg behøver vist ikke at sige, hvad jeg synes 🙂

    Svar
  9. Publikum

    – Jeg er da glad for at høre, at det går bedre med levestandarden for USAs sorte. Tallene fik jeg fra (Sen 1999: 48). Driveren er, at tallene for Kerala er høje, men jeg har desværre ikke bogen lige her. Så pointen er altså, at vi tager et område med usædvanligt høj levealder (Kerala) og nævner det i en sammenhæng, hvor folk forventer en noget lavere levealder (Indien) og benytter det til en sammenligning for at påvise, hvor galt det står til? Dem slags hedder vist demagogi. Ifølge en undersøgelse jeg har fundet hos LIF* er gennemsnitslevealderen også svingende i Danmark. Lavpunktet er i Albertslund, hvor den er på 66,7 år. I Kerala er den ifølge Wikipedia** (yderligere kildehenvisning findes i artiklen) 73 år. De sorte i USA og inderne i Kerala lever altså i gennemsnit over 6 år længere end folk i Albertslund. Jeg kan lade den hænge i luften på samme måde som dig og afslutte med “Hvorfor?”* http://www.lifdk.dk/sw20919.asp** http://en.wikipedia.org/wiki/Kerala#Demographics

    Svar
  10. Christian Bjørnskov

    @Ole: Mht. Human development indikatorer har de den helt særlige egenskab, at de faktisk_følger_af BNP-udvikling. Tag FNs HDI-mål som eksempel. Hvis man tager en cros-section af verdens 100 største lande (den der ligger i en af mine datafiler), er korrelationerne mellem BNP og human development indikatorer:Med HDI: 0,93Med sekundæruddannelse: 0,80Med forventet levetid: 0,78Med analfabetisme: -0,78Man kan også lave mere avancerede ting med tallene, men bundlinien er, at de forhold der som oftest indgår i human development indeks, simpelthen følger af økonomisk udvikling. Man kan selvfølgelig være uenig, men jeg foretrækker at måle årsagen i stedet for nogle ret upræcise konsekvenser.

    Svar
  11. Ole

    Analysen fra LIF nævner også at der kun er tre kommuner, hvor gennemsnitlige levealder er under 70. Der bor 65 mio afro-amerikanere og hispanics i USA, og det var deres generelt dårligere sundhedtilstand, jeg referede til.*** Jeg kunne ikke finde generelle målinger af sundhedsulighed, fx et GINI for levealder – kan I?En anden grund til at fremhæve Kerala er forholdet mellem BNP og sundhed. Deres PPP-justerede BNP per indbygger er 1.618 USD.* USAs er 43.500**. Når man ser på plottet af HDI/BNI kan man derfor interessere sig enten for den generelle sammenhæng eller for, hvordan og hvorfor nogle stater klarer det bedre end deres BNI. Jeg betvivler ikke at BNI er den væsentligste driver, eller at det er et problem, at Danmarks og Norges og Sveriges BNI’er ikke er på højde med det amerikanske, men det betyder ikke, at det er ligegyldigt hvad vi får for pengene – fx hvem der lever længe og hvorfor. Eller at det nødvendigvis går ud over effektiviteten, arbejdsløsheden eller BNI at levere sundhed til alle. (Igen: Den danske model er overhovedet ikke den bedste, men den kritik gemmer jeg til en anden gang.)*http://en.wikipedia.org/wiki/Health_disparities**http://www.cacis.umontreal.ca/Katia_rapport_final.pdf***http://en.wikipedia.org/wiki/Health_disparities

    Svar
  12. US

    1) Pessimisme og fatalisme/resignation behøver ikke følge af hinanden, og jeg ser ingen grund til at de skal gøre det. Jeg synes ikke der er noget positivt i, at staten forbyder mig at ryge på andre menneskers private ejendom, og jeg tror vi får mere af den slags at se i fremtiden. Så jeg er pessimist. Men det får mig ikke til at kæmpe mindre indædt imod udviklingen. Der er langt fra er til bør.2) (Mange) liberalister er i forvejen ekstremt argumentfikserede – jeg tror ikke mere saglighed vil overbevise ret mange.Mere her:http://econstudentlog.blogspot.com/2007/03/den-der-negative-opbyggelighed.html

    Svar
  13. Niels A Nielsen

    Tankevækkende post, Jacob. Tak. Men er problemet ikke også, at optimismen angående de positive effekter af frihed, som jeg i høj grad deler, nødvendigvis må kobles med en opfattelse af menneskets natur, som mange instinktivt opfatter som utiltalende, og med en høj grad af pessimisme og afvisning i forbindelse med de samfundsprojekter, som foreslås af mere socialistisk orienterede mennesker?Når jeg læser Hayek nedenfor og tænker på den nuværende udvikling i menneskers uddannelsesniveau (og intelligens), så har jeg svært ved ikke at blive grebet af en snigende pessimisme på frihedens vegne. Men også Hayek kan naturligvis tage fejl, og denne blog er da beviset på, at sammenhængen imellem høj intelligens/uddannelse og socialisme ikke er fuldstændig 😉 I bogen fra 1989, The Fatal Conceit. The Errors of Socialism, (bemærk den lidt ”fordømmende og skråsikre” tone i titlen ;-), skriver han om ”Vore intellektuelle og deres tradition for fornuftig socialisme”:“Indeed, the basic point of my argument — that morals, including especially, our institutions of property, freedom and justice, are not a creation of man’s reason but a distinct second endowment conferred on him by cultural evolution – runs counter to the main intellectual outlook of the twentieth century. The influence of rationalism has indeed been so profound and pervasive that in general, the more intelligent an educated a person is, the more likely he or she now is not only to be retionalist, but also to hold socialist views (regardless of whether he or she is sufficiently doctrinal to attach to his or her views any label, including ‘socialist’). The higher we climb up the ladder of intelligence, the more we talk with intellectuals, the more likely we are to encounter socialist convictions. [hvem her kan ikke skrive under på det?, NAN ;-)] Rationalists tend to be intelligent and intellectual; and intelligent intellectuals tend to be socialists.”Og Hayek er langt fra imod eksperimenter, som ovenstående måske kunne give indtryk af (han ville f. eks ophæve regeringens/nationalbankens monopol på at udstede penge, så forskellige valutaer kunne konkurrere med hinanden!) Han skriver:“What I object to among rationalist intellectuals such as those I shall be discussing is not that they experiment; rather, they experiment all too little, and what they fancy to be experimentation turns out mostly to be banal — after all, the idea of returning to instinct is really as common as rain and has by now been tried out so often that it is no longer clear in what sense it can any longer be called experimental. I object to such rationalists because they declare their experiments, such as they are, to be the results of reason, dress them up in pseudo-scientific methodology and thus, whilst wooing influential recruits and subjecting invaluable traditional practices (the result of ages of evolutionary trial-and-error experiment) to unfounded attack, shelter their own ‘experiments’ from scrutiny.One’s initial surprise at finding that intelligent people tend to be socialists diminishes when one realises that, of course, intelligent people will tend to _overvalue intelligence_ [min fremhævelse – and that’s the memo, NAN], and to suppose that we must owe all the advantages and opportunities that our civilisation offers to deliberate design rather than to following traditional rules, and likewise to suppose that we can, by exercising our reason, eliminate any remaining undesired features by still more intelligent reflection, and still more appropriate design and ‘rational coordination’ of our undertakings. This leads one to be favourably disposed to the central economy planning and control [hvem sagde Kyoto, NAN] that lie at the heart of socialism. Of course intellectuals will demand explanations for everything they are expected to do, and will be reluctant to accept practices just because they happen to govern the communities into which they happen to have been born; and this will lead them into conflict with, or at least to a low opinion those who quietly accept prevailing rules of conduct. Moreover, they also understandably will want to align themselves with science and reason, and with the extraordinary progress made by the physical sciences during the past several centuries, and since they have be taught that constructivism and scientism are what science and the use of reason are all about, they find it hard to believe that there can exist any useful knowledge that did not originate in deliberate experimentation or to accept the validity of any tradition apart from their own tradition of reason. Thus a distinguished historian has written in this vein: ‘Tradition is almost by definition reprehensible, something to mocked and deplored’ (Seton-Watson, 1983:1270).…These reactions are all understandable, but they have consequences. The consequences are particularly dangerous — to reason as well as of morality – when preference not so much for the real products of reason as for this conventional tradition of reason leads intellectuals to ignore the theoretical limits of reason, to disregard a world of historical and scientific information, to remain ignorant of the biological sciences and the sciences of man such as economics[!! NAN], and to misrepresent the origin and functions of our traditional moral rules.”Undskyld dette lovlig lange citat 🙁

    Svar
  14. Per N

    Jaja, nu har jeg ventet en uge, på svar på Ole`s og Niels A Nilsen`s inlæg, fx. fra P.K.K som var lidt nedladene i sin komentar til ole, men næ nej, skal jeg forstå det sådan at idioter diskutere man ikke med!Jeg har ikke en akademisk uddannelse, men dog 2 andre, så jeg kan ikke bidrage med lange analyser ang. ovenståendene, men Jacob`s tråd fandt jeg et emne jeg tit har tænkt på, så jeg finder det, en stimulerende debat

    Svar

Leave a Reply to Christian SvanbergCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.