Om storkonflikter og vrangforestillinger

Vi har tidligere skrevet om risikoen for en storkonflikt (læs her), og på det sidste har chancerne for at undgå konflikten set relativt gode ud. Normallønområdets centrale parter nåede til en aftale, men Politiken skrev i går, at det er for tidligt at afblæse en eventuel storkonflikt på arbejdsmarkedet. Finn Sørensen, næstformand for 3F Industri og Service i København, udtaler for eksempel til avisen at "Der, hvor jeg færdes, er der ingen, som anbefaler et ja". Andre tillidsfolk og formænd på 3Fs områder, har øjensynligt samme holdning. Hans A. Sørensen, formand for 3F i Horsens, opsummerer en udbredt holdning således: "Jeg synes, at utilfredsheden med lønstigningerne er ved at blive et fælles tema. Hvis jeg kigger på de kommentarer, vi får ind, så er det samlende, at der må være råd til noget mere, når det går så godt for erhvervslivet". Holdningerne er allerede ved at få konsekvenser, idet forhandlingerne på kontor og lagerområdet brød sammen igår (læs her).

Lad mig bare indrømme, at den holdning umiddelbart er svær at forstå for en fagøkonom. For det første er det svært at forstå en utilfredshed med lønstigninger i en nærmest historisk dyr overenskomst. Før forhandlingerne gik i gang advarede selv Hans Jensen om, at stigninger på fire procent udgjorde et loft, som man ikke burde overstige – ellers ville dansk konkurrenceevne lide så meget, at arbejdsløsheden ville stige mærkbart. På trods af den advarsel synes det som om, en række LO-områder har fået en del mere, og signalet til resten af arbejdsmarkedet er derfor klart: 'Der er mere at komme efter'. For det andet er dansk konkurrenceevne slet ikke så stærk, som mange regner med, og som man skulle tro når man ser på Danmarks betalingsbalanceoverskud. Det er nemlig ikke længere en retvisende indikator for den hjemlige konkurrenceevne. Så det går ikke "så godt for erhvervslivet" som 3F åbenbart mener, og derfor er der heller ikke det råderum, man påstår at se.

Men der er også et tredje bekymrende problem, som man normalt ikke diskuterer. Dette særlige problem er, at selvom den specielle struktur på det danske arbejdsmarked i teorien burde føre til stor ansvarlighed, gør den det ikke i praksis. Siden Calmfors og Driffills berømte, men også noget omstridte, artikel (fra 1988 i Economic Policy) om forhandlingsstruktur og arbejdsløshed, har mange regnet med at en struktur, hvor en enkelt central arbejdsgiverorganisation forhandler løn med en enkelt central lønmodtagerorganisation, giver den relativt mindste arbejdsløshed af en særlig grund: Begge organisationer er så store, at de nødvendigvis må tage alle konsekvenser i betragtning, når de forhandler løn. Det vil i praksis sige, at parterne forhandler sig frem til en ansvarlig lønstigning, fordi for store stigninger vil føre til en uacceptabelt høj arbejdsløshed. Det er denne situation, som hævdes at være den særlige danske (og svenske) løsning.

Men der er også et tredje bekymrende problem, som man normalt ikke diskuterer. Dette særlige problem er, at selvom den specielle struktur på det danske arbejdsmarked i teorien burde føre til stor ansvarlighed, gør den det ikke i praksis. Siden Calmfors og Driffills berømte, men også noget omstridte, artikel (fra 1988 i Economic Policy) om forhandlingsstruktur og arbejdsløshed, har mange regnet med at en struktur, hvor en enkelt central arbejdsgiverorganisation forhandler løn med en enkelt central lønmodtagerorganisation, giver den relativt mindste arbejdsløshed af en særlig grund: Begge organisationer er så store, at de nødvendigvis må tage alle konsekvenser i betragtning, når de forhandler løn. Det vil i praksis sige, at parterne forhandler sig frem til en ansvarlig lønstigning, fordi for store stigninger vil føre til en uacceptabelt høj arbejdsløshed. Det er denne situation, som hævdes at være den særlige danske (og svenske) løsning.

Det samme resultat hævdede Calmfors og Driffil at man kunne nå, hvis man havde fuldt decentral lønfastsættelse. I det tilfælde vil lønmodtagersiden tage den enkelte virksomheds konkurrenceevne i betragtning, når de kun forhandler løn for denne virksomheds ansatte, og lønstigningerne vil derfor ske i takt med forbedringer i produktivitet og konkurrenceevne. Calmfors og Driffills særlige indsigt – og den som er så omstridt – er at forhandlingsstrukturer ind imellem disse yderpunkter generelt vil føre til for høje lønninger og derfor højere arbejdsløshedstal. Denne indsigt kan tegnes meget pædagogisk som et omvendt U – lavest arbejdsløshed ved fuldt decentral og fuldt central løndannelse, og højest i midten.

De nuværende overenskomstproblemer tvinger en til at overveje Danmarks placering i Calmfors og Driffills diagram, for hvordan kan en klart uansvarlig overenskomst komme ud af en forhandlingsstruktur, der påstås at være den mest ansvarlige? Svaret er naturligvis, at det kan den ikke. Det danske arbejdsmarked er sådan skruet sammen, at nok forhandles størstedelen af normallønområdet mellem to centrale parter, men resultatet skal alligevel ud til afstemning blandt medlemmerne. At påstå, at det er et fuldt centralt system er lidt ligesom at påstå, at en statsleder der skal have alle beslutninger godkendt ved afstemning, alligevel er diktator – det giver ikke rigtigt mening, vel?

Den store tragedie i de nuværende overenskomstforhandlinger er derfor som vi også bemærkede sidst vi kommenterede på emnet, at fagforeningernes medlemmer er overbeviste om, at det går utroligt godt for dansk økonomi, og at der derfor er 'råd' til massive lønstigninger. Og med den særlige danske struktur, fungerer det danske arbejdsmarked pt. som den mindst ansvarlige løsning. En række separate fagforbund anført af 3F Transport anbefaler deres medlemmer at stemme nej og kræve markante lønstigninger. Hvert af dem har forhandlingsstyrke qua deres medlemstal, men er ikke store nok til at 'internalisere' store lønstigningers fulde effekt. Med andre ord er de enkelte fagforbund ikke store nok til at regne lønvirkningen på den totale arbejdsløshed ind i deres lønkrav, hvilket betyder, at når den centralt forhandlede overenskomst kommer til afstemning, anbefaler de et nej fordi de ikke har fået de krav opfyldt, som de hver især ville have stillet.

Den højt besungne danske arbejdsmarkedsstruktur er derfor under landets særlige omstændigheder for tiden – en udbredt vrangforestilling om en øjensynligt, men slet ikke reelt, stærk konkurrenceevne og en statistisk (men ikke reelt) lav arbejdsløshed – lidt af en Potemkinkulisse. Det ser alt sammen så flot ud på afstand, men indenunder er den lavet af spyt og gamle Kleenex. Forhandlingsstrukturen virker som den værst tænkelige struktur, og er derfor pt. i gang med at medføre lønstigninger, som en skrøbelig dansk økonomi på ingen måde kan klare. Men det sker først i løbet af de næste par år, og hvilken vælger husker det til den tid?

26 thoughts on “Om storkonflikter og vrangforestillinger

  1. Niels Henrik Vejen Jespersen

    Hej Christian.Hvad er det for nogle seperate fagforbund anført af 3F Transport, der anbefaler deres medlemmer at stemme nej til overenskomstforliget? Det er vel en smule selvmodsigende, eftersom det er dem selv der har forhandlet det (forliget) på plads.mvhNiels

    Svar
  2. Asger

    @Mikael,jeg vil da gerne vove mig ud i en kort forklaring mht. betalingsbalancen.BB påvirkes i disse tider i meget høj grad positivt af olie-/gasproduktionen i Nordsøen samt af valutaindtjeningen fra rederierne. Når den danske BB for tiden viser store overskud, er det derfor ikke længere de danske virksomheder, der er meget konkurrencedygtige over for udlandet, men derimod blot et udtryk for at vi pumper sort guld op af Nordsøen og at vi ejer en stor del af de skibe, der sørger for, at globaliseringen kan finde sted. Dermed bliver BB som indikator for Danmarks konkurrenceevne forvansket. Hvis de meinge medlemmer af 3F (og de andre forbund) træffer deres beslutning om en ønsket lønstigning (til dels) på baggrund af saldoen på BB, bliver denne beslutning reelt truffet på et forkert grundlag, da de næppe er klar over, hvor overskuddet i virkeligheden opstår.

    Svar
  3. RasmusE

    Undskyld mig, men som lægmand på det økonomiske område kunne jeg godt tænke mig at stille et spørgsmål.Hvis det er skrevet i sol og måne, at vi prioriterer vores egen økonomiske situation foran den samfundsmæssige, som jo altså både topchefer og almindelige lønmodtagere er lige gode om, hvorfor har regeringen så ikke påtaget sig ansvaret for at forhindre en løbsk økonomi.Hvis, som indlægget og ens sunde fornuft siger, arbejdsmarkedets parter ikke kan handle ansvarligt på samfundsøkonomiens vegne, så burde regeringen vel gøre det, istedet for stædigt at holde fast i det populistiske skattestop, som flere topøkonomer jo i lang tid har advaret imod.P.S.: I øvrigt har Thor Pedersens “vi kan købe hele verden” nok ikke været fremmende for ydmygheden i lønmodtagerkravene.

    Svar
  4. Christian Bjørnskov

    Hej RasmusE. Du har selvfølgelig ret, men overser at politikere ikke er engle. De har en konkret interesse i at blive genvalgt, og at forhindre økonomien i at løbe løbsk før alle vælgere kan se, at den altså er ved at gør det, er upopulært. Og hvis det koster stemmer, er Fogh, Thorning og co. parate til at påstå næsten hvad som helst. Så længe det ikke koster stemmer…

    Svar
  5. Mikael Thoustrup

    Hej ChristianInteressant artikel. Jeg har hørt argumentet om, at betalingsbalancen ikke er nogen synderlig vigtig indikator et par steder før; et argument underbygget af at USA er ganske konkurrencedygtigt på trods af et nærmest kronisk underskud på bb. Kan du uddybe præcis hvorfor det ikke er en god indikator?

    Svar
  6. The Citizen

    Christian … topchefer er så heller ikke engle.Hvis cheferne kan hæve svimlende millionbeløb ved kasse 1 med henvisning til, at “det går godt, og så skal vi have vores del af kagen”, hvorfor i al verden skulle de mere eller mindre menige medarbejdere så ikke også kræve ind? De menige har altså også bidraget til værdiskabelsen i virksomhederne.Hvorfor er al denne besindighed på Danmarks konkurrenceevnes vegne af en eller anden grund altid forbeholdt hr. og fru Jensen og aldrig hr. Dyremose?Og det er altså ikke fordi, at jeg er en ond, ond socialist – men arbejdsgiverne ligger, som en god del af deres højtprofilerede chefer har redt; og det er potentielt ganske dyrt.

    Svar
  7. Niels Henrik Vejen Jespersen

    @LCDGode medarbejdere er vel heller ikke billige. Hvis man gerne vil fastholde dem, og få dem til at yde så meget som muligt, så er det vel naturligt at de også skal have fingrene i guldet.Iøvrigt ironisk at du mener skattestoppet er særligt borgerligt. Strengt taget, har man vel bare ophævet Socialdemokratisk skattepolitik anno 2001 til den yperste og mest ufejlbarlige visdom. Noget af et skulderklap til Ole Stavad.mvhNiels

    Svar
  8. Elev

    Jeg synes, at dygtige arbejdere, somfår mindstelønnen, skal have væsentligtmere i løn. Mindstelønnen er jo ikkehøj i forhold til f.eks. en forskerløn.

    Svar
  9. LCD

    @ RASMUSEMan behøver ikke ophæve skattestoppet for at hindre en løbsk økonomi og skattestoppet er pt det eneste gode ved den såkaldt borgerlige regering. @ THE CITIZENGode topchefer er dyre og de få der får så mange penge som Dyremose skal helst blive i DK da vi qua skattetrykket har en tendens til at jage folk som Dyremose ud af landet. Det er klart at danskere tror det fortsat går historisk godt for de høre jo ikke andet fra Chrsborg.Mvh

    Svar
  10. Jens ML

    Jeg bliver ret harm over RASMUSE’s henvisning til Thor Pedersens bemærkning.Det Thor Pedersen sagde var: “Hvis vi bruger vores store, fine tusindårsmodeller, ja, så har vi løst globaliseringen. For over tid ender det med, at vi ejer hele verden. Og så er dét problem løst. Men måske viser det dog udfordringen i at bruge langsigtede modeller – at de har nok en begrænsning alligevel. Om ikke andet, så er det dog positivt, at vi har den frihedsgrad, som grafen her viser”.Det er forstemmende se den måde udtalelsen bliver brugt på. Man kan så diskutere om det er et udtryk for manglende hæderlighed eller for manglende intelligens hos dem der fejlciterer.

    Svar
  11. The Citizen

    LCD – nu var det ikke fordi, hr. Dyremose gik for en ren sulteløn i den daglige hyre. Så vidt jeg husker i omegnen af 5-6 millioner kroner om året.Og det er da ganske rigtigt pebernødder i forhold til en årsløn på 50-100-500 millioner kroner om året … men sig mig helt ærligt: Tror du selv på, at nogen topchef er den hyre værd, sådan rent professionelt/fagligt?Bob Nardellis værd for Home Depot kan i hvert fald i høj grad diskuteres.Desuden kan man hælde nok så mange millioner i en “god” – læs højtprofileret med medietække – chef; uden dygtige medarbejdere kan han stikke alle sine talenter derop, hvor solen aldrig skinner. Som Niels siger.

    Svar
  12. RasmusE

    LCD:Man kunne også lave et mere fleksibelt skattesystem, istedet for den håbløse status quo-tænkning. Jeg snakker ikke om at sætte skatten op, jeg snakker om at sætte skatten ned på arbejde og måske lidt op på andre ting. Ganske almindelige og fornuftige justeringer, som det populistiske, men for mange velklingende, skattestop forhindrer.Jens Ml:Altså tør lige øjnene, det bliver en hård tilværelse, hvis der ikke skal mere til at gøre dig ret harm.Regeringen har ikke været med til at dæmpe lønfesten ved at fremhæve, hvor godt det går hele tiden. Citater er sjældent korrekt gengivet, men udtrykker som regel alligevel et gran af sandhed, og derfor synes jeg “vi kan købe hele verden”-citatet er en god måde at sige på, at Thor Pedersen er utrolig glad for den danske økonomi. Jeg synes godt man kan ane lidt hybris i mange af hans udtalelser.Lidt respekt for en mulig overophedning synes jeg måske ville være på sin plads i regeringen, men man har åbenbart tænkt sig passivt at lade økonomien gå sin gang.

    Svar
  13. LCD

    @ RASMUSESkattestoppet udelukker da ingenlunde skattelettelser. Det er kun regeringens uduelighed og mangel på borgerlige værdier der sætter en stopper for at lette skattetrykket. Uliberale folk som Thor P der ikke har den ringeste ide om hvem der er den såkaldt borgerlige regerings kernevælgere. DF blokere sikkert også med mindre man kan stikke dem en meningsmåling som viser de ældre vælgere går ind for skattelettelser.Mvh

    Svar
  14. US

    @The citizen: Hvad får dig til at tro, at dygtige medarbejdere vil arbejde for virksomheder med dårlige, lavt betalte ledere?En del topchefer er rigtignok kransekagefigurer – men det betyder ikke automatisk, at de ikke er deres løn værd. Der er meget der taler for, at signalværdien af en høj lederhyre i sig selv er mange penge værd for de store virksomheder. Dygtige ledere er dyre i drift, fordi der er stor efterspørgsel efter dem. Det er der blandt andet fordi de tiltrækker dygtige medarbejdere.Jeg har en fornemmelse af at denne tråd kan blive ubehageligt lang. Mon ikke også de fleste argumenter er set før? http://cafehayek.typepad.com/hayek/2007/03/creating_value.html#comments

    Svar
  15. US

    @NHVJMin ovenstående kommentar havde intet med _lønstigninger_ at gøre, den omhandlede alene løn_niveauet_. Jeg prøvede bare at give en simpel forklaring på, hvorfor Dyremose og folk af hans kaliber generelt tjener flere penge end de øvrige ansatte, og hvorfor selv de direktører, der ikke lader til at have så stor indflydelse på noget som helst, alligevel formodentligt er deres høje løn værd.Jeg vil slet ikke deltage i en diskussion om, hvordan virksomhederne _bør_ vægte den relative aflønning af de forskellige produktionsled, og i den forbindelse komme ind på, om jeg mener Dyremose tjener for meget. Det har jeg ikke nogen mening om. Mere overordnet: Jeg vil ikke diskutere spørgsmålet, fordi det i mistænkelig grad ligner forvrøvlet marxisme i nye SR-klæder. Virksomheder “bør” ikke noget som helst, at pålægge virksomheder som agerer på et frit marked etiske fordringer giver ikke nogen mening: På langt sigt er virksomhederne, uanset hvad medarbejdere eller nogen som helst andre så måtte mene, _nødt til_ at aflønne produktionsfaktorerne efter produktivitet – ellers ryger de ud af markedet.Hvis vi kan blive enige om det, så er vi nået langt i denne debat.

    Svar
  16. Niels Henrik Vejen Jespersen

    @USDu har måske ret, men det jeg ikke forstår, er hvorfor den samme logik ikke gør sig gældende for medarbejderne. Jeg hører ikke nogen konkludere at chaufførerne fik en så stor lønstigning, fordi der var stor efterspørgsel efter dem – og at det iøvrigt var ganske fortrinligt, for sådan var markedet og alt det der.Iøvrigt, tror du at Dyremose’s høje løn gavner TDC’s image blandt kunderne?mvhNiels

    Svar
  17. JensML

    @RASMUSEMed andre ord: Du kan ikke lide Thor Pedersen, du synes at han er ”uliberal”. Derfor mener du at du er i din gode ret til at ”citere” ham efter devisen:En yndet form for polemikbestår i det probate trickat dutte folk en mening påhvis vanvid alle kan forståFor der er vel ikke tale om at du blot bevidstløst efterplaprede andres citatfusk, uden at kende sammenhængen i citatet?

    Svar
  18. The

    US – vi er da sådan set fuldstændigt enige. Jeg er for så vidt flagrende ligeglad med, hvor store lønstigninger danske CEO’er kan forhandle igennem. De får det, de kan få, og man må formode, at aktionærerne/virksomhedsejerne synes, at de er det værd.Det er dobbeltmoralen blandt kommentariatet, og Dyremoserne, jeg er ude efter – og jeg tror egentlig, at NHVJ ligger på samme linje:Når Dyremose hiver 75 millioner hjem i bonus, så er det bare alletiders, og et tegn på, at det fri marked virker.Når Jensen hiver en lønstigning på 10 procent hjem, så er det dybt uansvarligt, egoistisk og ikke til nationens bedste; Jensen burde kort sagt skamme sig og levere de penge tilbage.Der er så den lille krølle på lige præcis Dyremose, at han er formand for DI, der farer rundt og prædiker løntilbageholdenhed af hensyn til virksomhedernes konkurrenceevne etc.I min verden er “leading by example” en god gammeldags (konservativ) borgerlig dyd. Dér må jeg sige, at lige præcis hr. Dyremose ikke har megen politisk kapital at rutte med, for nu at sige det mildt. Hvilket nødvendigvis falder tilbage på DIs forhandlingsposition i et eller andet omfang. Hvilket må betegnes som værende lettere uheldigt for DI.(Du skal gøre, som far siger – ikke som far gør …)Og lad mig så lade den ligge hér.

    Svar
  19. Martin Rannje

    Citizen: Det er da ikke dobbeltmoralsk at sige at Dyremoses lønpose sandsynligvis ikke er skadelig for dansk økonomi (måske endda tværtimod – afhænger af hvor meget man tillægger argumenterne for at høje cheflønninger er nødvendige for at tiltrække de bedste chefer), men at kollektivt gennemtrumfede lønstigninger der påvirker tusinder har en potentiel skadelig effekt. Først og fremmest er effekten af de tusinders lønstigninger meget mere mærkbar på samfundsøkonomien end Dyremoses relativt set lille bonus, derudover er der jo også det at lønninger forhandlet på individuelt niveau alt andet lige er mere fleksible og sandsynligvis i højere grad vil afspejle den enkelte medarbejders reelle bidrag til virksomheden. Det er der ingen garanti for at en centralt gennemtrumfet aftale gør.”I min verden er “leading by example” en god gammeldags (konservativ) borgerlig dyd.”Hvad er der specielt konservativt eller borgerligt ved det…? :-\ Derudover kan Dyremose vel dårligt sætte noget som helst eksempel for de pågældende medarbejdere, eftersom at hans situation vel ingenlunde er sammenlignelig med deres. Han udfører en helt anden funktion.Mvh

    Svar
  20. The Citizen

    Martin, TDCs nuværende ejere vil ikke engang bakke op om de bonusudbetalinger.Når noget så ærkekapitalistisk som en kapitalfond synes, at tingene er løbet af sporet … Houston, we have a problem.Og jo, en chef kan så udemærket godt sætte et eksempel for sine medarbejdere, ogås selv om chefen ikke personligt betjener et svejseapparat eller whatever, og det er jo for pokker netop dér problemet er. Selvfølgelig skader det ikke Danmarks konkurrenceevne i den store sammenhæng, at en flok chefer bevilliger sig selv og hinanden gigantiske lønstigninger (direktør A sidder i bestyrelsen for direktør Bs virksomhed, og vice versa – sådan meget groft sagt.) Men hvis chefen prædiker løntilbageholdenhed, så styrker det ikke dennes troværdighed, at han lige har forhandlet en lønstigning på 30 procent af sin hyre på 5 millioner om året igennem. Og så hjælper det altså ikke at komme og sige, at “det er noget andet, for jeg svejser ikke.”Hvis jeg som fører for en militær enhed vil have mine folk til at møve gennem en mudderpøl, styrker det så mine folks tillid til mig, at jeg går ved siden af oppe på kanten – med henvisning til, at jeg har vinkler eller stjerner på skuldrene, så derfor “er det noget andet”?Jeg bliver nødt til selv at hoppe med i mudderet, leading by example. Og det er måske ikke specielt borgerligt, men så lad mig definere det negativt og sige, at det er specielt u-borgerligt ikke at gøre det … :-)Og hermed skal jeg endeligt indlade sagen.

    Svar
  21. RasmusE

    Med mine andre ord, synes jeg stadig væk ikke det er relevant for denne diskussion, om jeg I ET S…. PS har viderebragt et citat der overdriver hvad Thor P. rent faktisk har sagt:Den som ved små ting hæfter sig,la´r store ugjortefter sig.”Med andre ord: Du kan ikke lide Thor Pedersen, du synes at han er ”uliberal”. Derfor mener du at du er i din gode ret til at ”citere” ham…”Hovhov, skulle du ikke lige læse din egen gruk, før du påduttede mig noget 🙂

    Svar
  22. Elev

    Jeg er aktionær i flere firmaer, og jeg synes bestemt ikke, at direktører skal have lønninger i 100 millioners klassen, fordi det generelle aktiemarked er steget. Bestyrelserne bør udvise ansvarlighed ikke bare overfor de øvrige ansatte, men også overfor de små aktionærer.

    Svar
  23. Michael Jensen

    Jeg tror, at en af skæv-vriderne i de høje direktør bonusser er, at de ses i forhold til udviklingen i selskabernes markedsværdi og ikke i forhold til den årlige indtjening.Almindelige lønninger fastsættes i forhold til udviklingen i selskabernes årlige omsætning og indtjening, mens direktørernes bonusser fastsættes i forhold til selskabernes markedsværdi, der er lig med den tilbagediskonterede værdi af selskabernes forventede indtjening i al evig fremtid.Det siger sig selv, at hvis man i et enkelt-år tillader sig at udlodde en beskeden procentandel af selskabets forventede indtjening i de næste 6.000 år, så kan selv en beskeden procent-sats blive til mange penge.Men det giver jo ikke rigtigt mening. Jeg gad godt se den virksomhed, der aftalte almindelige lønninger i forhold til selskabets forventede fremtidige indtjening i al evighed. De ville ‘go bust’ i løbet af kort tid.

    Svar
  24. Niels Christensen

    Når repræsentanten for kapitalfonden siger at de aldrig ville have tilladt Dyremoses bonus, så skal han nok ikke tages helt for pålydende – hvad skulle han ellers have sagt i en situation hvor kapitalfondenes motiver bliver angrebet. Iøvrigt kunne journalisten, hvis han ikke var eftersnakker spurgt den pæne unge svensker om hvor meget han personlig regner med at tjene på den her affære. Men der er spørgsmål som journalister ikke stiller. Hvis man ellers skal diskutere Dyremose’s bonus, så skal nok starte konkret og tage udgangspunkt i eks. ATP’s kritik af selve handlen. En af pointerne var jo her at ledelsen + bestyrelsen i adskellige år havde sat TDC værdi for lavt, og hermed skabt det rum som som gjorde at kapital fondene kunne købe koncernen. Man kan jo her godt argumentere for at Dyremose og bestyrelsen i virkeligheden ikke har tjent aktieejernes interesser.

    Svar
  25. Jan M

    Jeg er udemærket enig i artiklens hovedsynspunkter, men på den anden side kan jeg (for engangs skyld) godt forstå fagforeningsmedlemmerne, der skeler til de højt eksponerede topchefer der har tjent klækkeligt de seneste par år, for derefter at rulle de store skræmmebilleder op for samfundsøkonomien når det kommer til de mere simple arbejdere. Hvor er samfundssindet når det gælder Dyremose mv? Jeg ser ingen fornuftige argumenter. På polit-studiet lærer vi, at arbejdskraften aflønnes ved værdien af dennes marginalprodukt, eller med andre ord: man får det man er værd, hvad jeg altid har fundet tautologisk og utilfredsstillende.Det var i virkeligheden to spørgsmål, et teoretisk og et mere praktisk.Tak for en fremragende blog.

    Svar
  26. Jan M

    Jeg er udemærket enig i artiklens hovedsynspunkter, men på den anden side kan jeg (for engangs skyld) godt forstå fagforeningsmedlemmerne, der skeler til de højt eksponerede topchefer der har tjent klækkeligt de seneste par år, for derefter at rulle de store skræmmebilleder op for samfundsøkonomien når det kommer til de mere simple arbejdere. Hvor er samfundssindet når det gælder Dyremose mv? Jeg ser ingen fornuftige argumenter. På polit-studiet lærer vi, at arbejdskraften aflønnes ved værdien af dennes marginalprodukt, eller med andre ord: man får det man er værd, hvad jeg altid har fundet tautologisk og utilfredsstillende.Det var i virkeligheden to spørgsmål, et teoretisk og et mere praktisk.Tak for en fremragende blog.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.