Socio-økonomiske rettigheder: Justiciable eller ej? II

Når jeg gør gældende, at socio-økonomiske rettigheder ikke er justiciable (som f.eks. her,og her) skal det selvfølgelig ikke forstås, som udtryk for en videnskabelig naturlov. Det er klart, at domstole i praksis kan pådømme hvilket som helt forhold der måtte blive forelagt dem, fra Nazi-Tyskland racelove til Saudi-Arabiens Shariah. Hvad jeg mener, med, at socio-økonomiske rettigheder ikke er justiciable er, således, at de ikke kan anvendes retligt af domstolene indenfor den retlige ramme, som retsstaten opstiller og i særdeleshed, at de ikke er retligt anvendelige på samme måde som de borgerlige og politiske rettigheder.

Lad mig prøve at demonstrere ovenstående med et eksempel der – delvist – er hentet fra virkelighedens verden.

CEPOS har for nyligt foreslået at nedsætte dagpengeperioden fra 4 til 1 år. Det ville som udgangspunkt udgøre et indgreb i retten til social tryghed, herunder social forsikring, som beskyttet i artikel 9 i FNs Konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

Ville CEPOS' forslag så udgøre en krænkelse af artikel 9, hvis denne var juridisk bindende? Det kan ikke udelukkes. FNs Komite for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder har i en af dette organs – ikke bindende – fortolkninger af konventionen har anført, at når en socio-økonomisk rettigheder har noget en vis minimum standard, vil

"deliberate retrograde measures[…]require the most careful consideration and would need to be fully justified by reference to the totality of the rights provided for in the Covenant and in the context of the full use of the maximum available resources.

Betydningen heraf blev understreget da Tyskland under Gerhard Schröder i 2001 barslede med reformer af adgangen til offentlige ydelser. Komiteen udtalte følgende:

"The Committee is concerned that the State party's reformed social security, and the pension system under reform, do not take sufficiently into consideration the needs of families, women, elderly persons and the more disadvantaged groups in society". (Conclusions and recommendations of the Committee on Economic, Social and Cultural Rights, Germany, U.N. Doc. E/C.12/1/Add.68 (2001).

Udover at være ekstremt nedsættende overfor kvinder, viser Komiteens anbefaling – hvis nogen skulle være i tvivl – at de socio-økonomiske rettigheder har rod i og er drevet af en socialistisk samfundsopfattelse, hvor den økonomiske kage er konstant og skal fordeles så ligeligt som muligt. Komiteen overvejer ikke om reformerne kunne føre til højere vækst og dermed mindre grad af arbejdsløshed for de omfattede eller andre dynamiske effekter.

Det er også værd at bemærke, at den social demokratiske Schröder regerings tiltag var ganske beskedne den tyske økonomis forfatning taget i betragtning.

Det er således svært at se hvordan en ambitiøs borgerlig-liberal regering skulle kunne få gennemført nogen som helst reformer i et europæisk velfærdsland, hvis Komiteens fortolkning skulle opfattes som juridisk bindende. Dermed bliver det også klart, at justiciable socio-økonomiske rettigheder er uforenelige med magtens tredeling og politisk pluralisme. En borgerlig-liberal vil konstant skulle kæmpe mod sagsanlæg fra borgere, hvis socio-økonomiske rettigheder er blevet indskrænket. Domstole der var forpligtet til at lægge de socio-økonomiske rettigheder til grund, som grundrettigheder, ville derfor ofte være tvunget til at erklære en borgerlig-liberal regerings politiske tiltag for forfatningsstridige/ i strid med menneskerettighederne og den lovgivende og udøvende magt på den ene side og dømmende magt på den anden side ville konstant være i kamp med hinanden.

Domstolene ville ikke sikre individets ret mod vilkårlige overgreb fra statsmagten – som de borgerlige og politiske rettigheder gør det – men derimod privilegier, som de øvrige medborgeres produktivitet skulle finansiere. Enhver demokrat fra SF til Dansk Folkeparti anerkender kernen i de borgerlige og politiske rettigheder som udgørende rammen for det liberale demokrati, hvorfor disse er politisk ukontroversielle. Den status vil de socio-økonomiske rettigheder aldrig kunne opnå uden samtidig at ødelægge det liberale demokrati.   

6 thoughts on “Socio-økonomiske rettigheder: Justiciable eller ej? II

  1. Jævnlig læser

    Aloha, Kan socio-økonomiske rettigheder være justiciable? Du svarer selv ja – men angiver efterfølgende en række forhold som skulle illustrere hvorledes socio-økonomiske rettigheder ikke er i overensstemmelse med det liberale demokrati. Og så bliver det pludselig teknisk fordi du ikke sondrer mellem retsteori og statskundskab/samfundsfag. Socio-økonomiske rettigheder kan, som du selv angiver sagtens vurderes af domstolene så de er således justiciable(et lidt dunkelt udtryk)Det ændrer ikke ved at de synes at være ”betingede” rettigheder. Forfatninger er absolutte og ufravigelige. En socio-økonomisk ret til eksempelvis en bolig er nødt til at være betinget af minimum indtægt og geografisk lokalitet.Man kan jo ikke så godt yde garantier på boliger bestemte steder – ligesom det vil være umuligt at yde garantier til alle borgere om at de bare kan få en bolig. Man kan heller ikke basere en forfatning på indextal hvorfor man ikke kan indskrive i en forfatning at ”hvis x kommer under den af FN fastsatte fattigdomsgrænse så kan man få en bolig”.Man kan heller ikke gardere sig mod det forhold at x takker nej til en anvist bolig som så udlejes til anden side hvorefter x igen gør krav på en bolig – hvis du forstår hvad jeg mener. Derfor er socio-økonomiske rettigheder ikke noget der hører hjemme i stasteori, retsteori eller politisk filosofi. Socio-økonomiske rettigheder er et huttelihut udtryk der er meningsforladt. Din tidligere, i øvrigt søde, kombetant kunne godt tænke sig om alle havde ret til ditten og datten og fred være med det. SØ rettigheder er det vi normalt kalder velfærdsydelser. Nogle lande tilbyder mange velfærdsydelser andre tilbyder få. Et givet flertal i det danske parlament kan således godt tilbyde SØ rettigheder i form af gratis daginstitutionspladser. Eller SØ rettigheder til takstnedsættelse givet at man befinder sig i en defineret indtægtsgruppe. Det hedder bare ikke SØ rettigheder men velfærdsydelser. SØ rettigheder er et hokus pokus udtryk!Sundhedssektoren er i øvrigt et godt eksempel på velfærdsydelser som kan minde SØ-hoku-pokus-rettighederne. Lad være med at ligge søvnløs over deres justiciabilitet(kan man sige det???), det vil være spild af tid.Sov godt fremover 🙂

    Svar
  2. David G

    Jævnlig læser: Man kan jo ikke så godt yde garantier på boliger bestemte steder – ligesom det vil være umuligt at yde garantier til alle borgere om at de bare kan få en bolig.Det gør “man” i stort omfang. Hvis en kvinde fx ikke længere gider bo sammen med sin mand kan hun flytte og omgående få tilkendt bolig af kommunen uden at skulle søge bolig på markedet(i hvert fald i Århus, hvor kommunen disponerer over 25 pct. af den privatejede udlejningsboligmasse).Det er regler af den slags der fortæller mig at vi forlængst ikke længere lever i en liberal retsstat i Danmark. Derfor er jeg ikke særlig bekymret for terrorismens virkning på retssikkerhed og rettigheder (jf min post til tråden “Vinder terroristerne den moralske kamp?”), fordi den forekommer småting i sammenligning med de massive indhug i retssikkerhed og frihed, som regler af den slags jeg har citeret er.

    Svar
  3. Jævnlig læser

    David G:Njaaaahh, jeg er med på hvad du mener men er lettere uenig i den vægt du tillægger anvisningsretten i Aarhus. Nu kan det godt være jeg tager fejl men så vidt jeg er orienteret så er det i almennyttige boliger kommunen kan have anvisningsret op til 25 %. (og de er opført efter andre regler end hvad der gælder for privat byggeri)Tilfældets musik vil trods alt at der er sat en øvre grænse for hvor stor en del af boligmassen kommunen kan råde hvorved der netop ikke er garanti for en bolig MEN mulighed for at få anvist en bolig såfremt man i eller anden udstrækning ikke selv er i stand til at finde en bolig. Det er et spørgsmål om hvordan den enkelte kommune prioriterer sine midler (og holdninger). Så kan man så mene at kommunen ikke skal føre den boligpolitik de fører men så må man jo stemme derefter. Som udgangspunkt er det dog uproblematisk i relation til det liberale demokrati. Ethvert samfund indretter sig i en eller anden udstrækning efter omstændighederne og det synes at være et sociologisk faktum at der i Danmark lever en række mennesker som ikke er i stand til at tage vare på sig selv og sine. Det kan der så være forskellige årsager til men ikke desto mindre så bliver der taget bestik af det faktum og ydet bistand i form af f.eks. nedsat institutionstakstA: for at få de svageste grupper til at melde deres børn ind i institutioner B: For at sikre at visse indtægtsgrupper ikke går rabundus i svære økonomiske tider osv.Kommunens anvisningsret til boliger: De findes jo de mennesker der ingen uddannelse har, intet job har, intet overskud har og der vurderes det så om disse mennesker opfylder betingelserne for at få anvist en bolig. Fælles for velfærdsydelserne er at der ikke er krav om modydelser. (jaja, så kan du sige hovhov modydelsen er jo skattebilletten men den går ikke.)Og det er vel her problematikken ligger. At f.eks. Laila Hansen får stillet en 3-værelses lejelighed til rådighed i Aarhus, forhøjet dagpengetilskud eller bistand eller hvad det hedder, forhøjet børnecheck, varmebidrag, boligsikring og jeg skal komme efter dig. Alle disse goder får hun uden krav om modydelser. Værre er det måske at ydelserne har form af at komme fra en anonym donor som giver… og tier stille!Det kan måske synes vulgært men jeg kan ikke se at der er uoverensstemmelse med det liberale demokrati. Din frihed indskrænkes jo ikke af at Laila hæver ved kasse 1. Jeg er ikke pessimist omkring det liberale samfunds status i Danmark. Tværtimod. Til gengæld kan jeg, som dig, finde et utal af velfærdsgoder/ydelser der forekommer mig dybt tåbelige. Jeg mener at staten bør stille velfærdsydelser til rådighed der hvor det vil kræve for meget for den enkelte borger selv at koordinere ydelsen. F.eks. bor min mor, som så mange andre, på en vej. Denne vej benyttes udelukkende af beboerne og disses gæster (Det er en lukket vej). Alligevel bliver der skovlet sne og beskåret træer af kommunen. Det forekommer mig at være indlysende at beboerne snildt kunne gå sammen og hyre en entreprenør til at vedligeholde vejen. At det er en velfærdsydelse at få skovlet sne er VILDT og det irriterer mig grænseløst. Her hvor jeg bor er vejen privat og vi får derfor ikke skovlet sne. Det ordner (han gør det tidligst efter mindst 14 klager) viceværten der er hyret til det.RÅD: GIV BORGERNE VEDLIGEHOLDELSESPLIGT TIL DERES VEJE(med mindre disse i vid udstrækning benyttes af andre end vejens beboere). Her afslutningsvis vil jeg lige pointere at såfremt du er imod at staten overhovedet skal beskæftige sig med velfærdsydelser så er du det… Det er imidlertid utopisk at forestille sig at staten, hvad enten det er den danske, franske, amerikanske eller en hvilken som helst anden, afstår fra at beskæftige sig med velfærdsydelser. Eftersom det er utopisk vil det være mere interessant at beskæftige sig med principper for hvilke velfærdsydelser staten bør beskæftige sig med og i hvilken udstrækning der bør kræves modydelser. Ja, det er nok lidt rodet men meningen er god nok. PS. den der Aarhus-historie med omgående udlevering af nøgler tror jeg er en – Arhus historie…

    Svar
  4. Mikkel Kruse

    Det er også værd at bemærke, at FN mener, at enhver reduktion i socio-økonomiske rettigheder kan/skal retfærdiggøres udfra mere eller mindre vage kriterier. Kunne man forestille sig ramaskriget, hvis en regering tog en lige så relativistisk holdning til f.eks. ytringsfriheden eller forbuddet mod tortur?

    Svar
  5. Christian Svanberg

    Kære Jacob”Hvad jeg mener, med, at socio-økonomiske rettigheder ikke er justiciable er, således, at de ikke kan anvendes retligt af domstolene indenfor den retlige ramme, som retsstaten opstiller og i særdeleshed, at de ikke er retligt anvendelige på samme måde som de borgerlige og politiske rettigheder.”Uden at lægge ord i den mund lyder det nu ud fra din argumentation mest som du – baseret på nogle meget rimelige betragtninger – ikke mener, at de BØR være justiciable. Idet de dermed ville indebære et politisk valg af samfundsmodel, som ikke bør foretages (forfatnings)retligt, men alene politisk.Tager jeg fejl?

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.