En af de længste diskussioner i nationaløkonomisk og politologisk forskning drejer sig om, hvorvidt demokratisering er godt for landes økonomiske udvikling, eller om det i højere grad drejer sig om markedsliberaliserende reformer. I december 2005 offentliggjorde tre topøkonomer et studie, der synes at vise støtte til den første mulighed. Ricardo Hausmann, Lant Pritchett og Dani Rodrik – førstnævnte en af de tungeste drenge i økonomisk statistik, de to andre toppen af udviklingsøkonomi – kiggede specifikt på episoder hvor landes økonomiske vækst accelererede, i stedet for at se på vækst generelt. Ved at se på disse vendepunkter i landes udvikling, hævdede de at deres resultater viste at “most instances of economic reform do not produce growth accelerations”. Politiske regimeændringer (demokratisering) førte derimod udvikling med sig.

Artiklen – der blev publiceret i det stærkt prestigiøse Journal of Economic Growth – var en stor sejr for den del af forskningen, der hidtil har ledt forgæves efter gode økonomiske effekter af demokratisering. Og når den kom fra tre så ekstremt velrenommerede forskere måtte det jo være rigtigt! Men så let er det ikke! Som vi har understreget mange gange her på stedet, er en af forskningens vigtigste opgaver at checke alt for fejl. Det er det, den kun 26-årige hollandske økonom Richard Jong-A-Pin har gjort.

Jong-A-Pin undrede sig nemlig over resultaterne i Hausmann/Pritchett/Rodrik-artiklen, og hvordan de kunne komme til så anderledes fund. Og han undrede sig over, hvordan de havde defineret en vækstacceleration. Så han skrev til Rodrik, der venligt og uden forsinkelse sendte ham alle data – som man bør gøre! Jong-A-Pin gik derefter igang.

Hvad han fandt kan ikke undgå at undre en, for hans forskning som han præsenterede i fredags i Amsterdam viser, at de tre superøkonomer har kodet data forkert. En række af deres vækstepisoder startede for eksempel med et eller to års negativ vækst. De var derfor timet helt forkert. I andre tilfælde var væksten de sidste par år op til det, superholdet definerede som vendepunktet, faktisk højere end efter vendepunktet. Så hvordan kunne det være en vækstacceleration? Svaret er selvfølgelig, at det kan det ikke.

Da Jong-A-Pin var færdig med at rydde op i data og kode dem korrekt, havde han fundet fejl i over en tredjedel af de 82 tilfælde. Det i sig selv var pinligt for Hausmann, Pritchett og Rodrik, men endnu værre var det, at deres efterfølgende resultater ikke holdt. Den unge hollænder viser nemlig i sit papir, at hvis man koder data korrekt, understøtter dataene ikke nogen demokrativirkning overhovedet. Derimod viser det sig, at økonomiske reformer – handelsåbning, ejendomsret osv. – som oftest udløser økonomiske vendepunkter og sætter lande på en hurtigere ‘vækststi’. Jong-A-Pin demonstrerer dermed med stor klarhed, at når man gør øvelsen korrekt, er markedsliberaliserende reformer en effektiv måde at få en udvikling igang på – ikke demokratisering. Det er ikke just en uvæsentligt forskel.

På at højere niveau viser eksemplet også, at en af forskeres fornemste opgaver er at gå hinanden efter i sømmene. Og for at kunne det, skal man ofte have fuld adgang til de relevante data. Dani Rodrik tøvede ikke med at give en relativt ukendt og ung hollandsk kollega komplet adgang, men i andre tilfælde holder forskere desværre deres datakilder og konkrete analyser tæt id til kroppen. Sidst har vi haft eksemplet med Steve McIntyres oplevelser som referee for FNs klimapanel oppe at vende. I den sag var hovedproblemet netop, at FN ikke tillod ham adgang til data, der var centralt relevante for hans opgave som kvalitetsbedømmer.

Ved at nægte den adgang , satte IPCC derfor et stort spørgsmålstegn ved sin egen troværdighed. I empirisk forskning fortjener man troværdighed ved at blotlægge sit arbejde for kritik fra sine kolleger. Det var det, Dani Rodrik gjorde da han lod Richard Jong-A-Pin gå hans arbejde efter. Rodrik har ikke tabt troværdighed på affæren, men blot vist at han ikke altid har ret – at han er menneskelig. Sådan bør forskning være: Åben, dynamisk og velkommen overfor kritik, ikke lukket og magtfuldkommen. Og så kan læserne jo tænke sig til, hvor jeg vil hen med den sidste kommentar.