Hvem har brug for uniformering?

Så er påsken vel overstået, ferien er forbi, og dagligdagens pligter kalder igen. For mit vedkommende har der været lidt rigeligt ferie, da min computer for tredje gang på ni måneder brød sammen på vej hjem fra en konference. Det har derfor betydet endnu mere tid til skønlitteratur, avislæsning og den særlige feriedisciplin generel tom gloen ud i luften.

En af avishistorierne i påsken foråsagede faktisk lidt gloen – og en del tænken. Mere præcist var det en bid af Berlingskes søndagsintervire med Lotte Hansen – eks-spindoktor, konsulent, og fast medvirkende i DR2s 'Jersild og Spin'. I interviewet beretter hun om hvordan hun engang fik fortalt, at "alle damerne over 50 år" til et foredrag i Undervisningsministeriet havde kommenteret, at hun havde flade gummisko på. De havde ganske enkelt ikke hørt, hvad hun havde at sige, fordi hun "ikke havde haft højhælede sko på".

Hvorfor er det vigtigt at få at vide? Jo, fordi Lotte Hansen ikke er den eneste, der har oplevet ikke at blive taget alvorligt fordi hun ikke er klædt på efter en streng, stereotypisk forventning. de af læserne, der kender mig tilstrækkeligt godt, ved at jeg aldrig går med skjorte og slips – primært fordi jeg aldrig går med skjorte. Det skaber af og til absurde situationer ikke ulig den, Lotte Hansen var i til sit foredrag i Undervisningsministeriet.

Danskerne er sådan set ikke de værste – prøv at tage til en samfundsvidenskabelig konference og oplev der den negative korrelation mellem folks påklædnings-'kvalitet' og kvaliteten i den forskning, de præsenterer. Men selv mange danskere reagerer med skepsis, når man tropper op uden slips og måske endda . og ve, oh skræk - i et par jeans.Langt de fleste tør heldigvis hurtigt op, når det viser sig at det man siger ikke er helt tåbeligt. Dem, der er mindst tilbøjelige til at smide deres skepsis, falder dog i min erfaring i to særdeles uheldige grupper.

1) Politikere og ældre embedsmænd har de klareste forventninger til, atr man møder op i uniform. For det er det, udstyret jakkesæt og slips er for mænd, ligesom nederdel og højhælede er det for kvinder – en uniform. Desværre er det også de to grupper, der som oftest ville have mest gavn af at lytte med et åbent sind, og dermed følge med i, hvad der rører sig i samfundsvidenskaberne!

2) Den anden gruppe, der er utilbøjelig til at høre efter hvis man ikke møder i uniformen, er – desværre – borgerlige. Det er min helt tydelige erfaring, at dem jeg deler politisk side og generel livsanskuelse med. af en eller anden grund også ofte er dem, der er mindst liberale når det kommer til folks påklædning.

Deri ligger dilemmaet: Hvis folk ikke tager en alvorligt fordi man møder op i en mørk rullekrave, er det deres egen sag – det kan jeg ikke tage mig af. Men Lotte Hansens og mine erfaringer peger på en fundamental mangel på konsistens i mange borgerligt-liberales holdninger. Mens højrefløjen generelt – vil jeg vove at påstå – er bedre end venstrefløjen til at se på indholdet i en teskt eller et budskab i stedet for form eller budbringer, gælder det overhovedet ikke den personlige forventning til foredragsholderes og andres fremtoning.

Hvorfor har Lotte Hansen ikke højhælede på? Hvorfor kan Morten Albæk ikke tage sig samme og blive klippet? Hvorfor kan ham Bjørnskov ikke tage et slips på? Måske fordi vi håber, at folk fokuserer på indholdet i vores budskaber og lader vores tøj være et individuelt valg efter individuelle præferencer? Hvorfor folk alligevel har et så udtalt behov – særligt på min egen fløj, endda – for uniformer i det offentlige rum, undrer mig stadig. Svar udbedes!

19 tanker om "Hvem har brug for uniformering?"

  1. Lene Wul

    Måske fordi indhold og form er to sider af samme sag ;-)Sjovt, hvordan påklædning i Danmark ofte bliver forbundet med en uniform af den ene eller anden slags – uanset om man kommer fra højre eller venstre i det politiske spektra. Efter næsten 6 år i Italien/Sicilien kunne man godt ønske at danskere ville lære lidt af italienerne og begynde at dyrke (den individuelle)nydelse af det skønne og smukke – også ved en påklædning. I så fald blev påklædningen måske også mere individuel – og ikke bare H&M i forskellige prisudgaver ;-)Man behøver jo ikke at ligne en bums blot fordi man ikke bryder sig om at gå med slips eller høje hæle.

    Svar
  2. Mikkel Høgh

    Ja, det sidste er vel en blanding af mode og tradition – det kommer også meget an på miljøet.Hvis man arbejder på Mærsk er det (efter sigende) umuligt at møde op i andet end habit – mens arbejder man hos f.eks. Google eller andre nørd-virksomheder, så er det anderledes afslappet. Joggingbukser og sutsko og den slags.For politikeres vedkommende er der jo også en sammenhæng med at man rent faktisk ser både pæn og alvorlig ud i jakke og slips…

    Svar
  3. Per N

    Cristian B.Jeg kan da fuldt ud forstå din undren, jeg ejer ikke et slips og jeg har kun brugt et 3 gange i mit liv (60 år)Jeg er altid pænt barberet, pænt tøj, som nogen gange er mere dyrt en habit og slips, og aldrig spraglet, medmindre jeg har fri, når jeg går ud af døren.Niels A N. samligning med droning og hende med ringene, så det en grotesk sammenstilling, det er ikke det jeg forstår ved C.B`s tanker. Så helt ærlig, den indstilling, siger lidt mere om forstokket borgerligt syn, hvad der blev opfundet i 18!! tallet, er den eneste måde at få respekt?Det som frie liberale står for er, ja rigtigt gættet, frie liberale, så hvis kloge hoveder er mere lydhør over for en som er klædt som dem selv og ikke kan skelne mellem pænt og sjusket tøj, så er ordet vist ligegyldigt.Jeg har forståelse for den mekanisme, at habit og slibs, gør at der lægges mere pondus bag ordet, men det er et psykologisk fænomen og burde ikke være farbar hos mennesker der lever med ordet.P.S Det har ikke stoppet en Lønborg hvad man så end synes om hans tøjstil.

    Svar
  4. Mikkel Høgh

    Du har helt ret, Per N. Det burde ikke have en indflydelse. Men uanset hvor objektiv man forsøger at være er det næsten umuligt at undgå at lade sin underbevidsthed påvirke af ting der egentlig er irrelevant.Jeg kan i hvert fald erindre flere gange at have været irriteret på mig selv over at have dømt andre uretfærdigt på grund af talebesvær, små tics ol.Det hører vist desværre med til at være menneskelig.

    Svar
  5. Mikkel Høgh

    Der hvor jeg kommer fra, er det at klæde sig pænt på er, lige som at være velsoigneret, fra et udtryk for respekt for de folk man skal møde. En respekt før tilhørerne, hvis man skal holde foredrag. En respekt for foredragsholderen, hvis man skal til foredrag.Det er ikke så meget tøjet i sig selv, der har betydning. Mere at man gennem sin fremtoning viser at man tager den anden part alvorligt og måske ligefrem har set frem til lejligheden.Det er for mig ikke et spørgsmål om uniformering, snarere et spørgsmål om et godt førstehåndsindtryk.Det er naturligvis tåbeligt at førstehåndsindtryk betyder så meget som de gør, men det står ikke til at ændre.Det er jo altsammen et spørgsmål om formidling. Hvis du har fotokopierede, håndskrevne hand-outs til dine seminare sender det et budskab. Hvis du kommer for sent sender det et budskab. Hvis man kan høre at du ikke har forberedt dig, sender det et budskab. Hvorfor skulle det være anderledes med din fysiske fremtoning, dvs. dit hår, skæg, tøj osv.?Så jeg har faktisk et spørgsmål til dig – når du nu ved at det forholder sig sådan, hvorfor benytter du dig så ikke af det, hvis det helt automatisk gør at du vil nyde mere respekt fra de mennesker du ønsker at fortælle om din forskning?

    Svar
  6. Niels A Nielsen

    Jeg stiller mig på linie med Mikkel Høgh her.”Mens højrefløjen generelt – vil jeg vove at påstå – er bedre end venstrefløjen til at se på indholdet i en teskt eller et budskab i stedet for form eller budbringer, gælder det overhovedet ikke den personlige forventning til foredragsholderes og andres fremtoning.”Det tilsyneladende paradoks, som Bjørnskov stiller op, er ikke et paradoks ved en nærmere betragtning. Borgerlige nærer ikke (eller bør ikke nære) nogen illusioner eller utopiske idealer om menneskers fordomsfrihed, heller ikke når det gælder andre menneskers fremtoning. En pæn, neutral, relativt ensartet påklædning blandt foredragsholdere giver budskabet, beskedens indhold, maksimal mulighed for at blive opfattet og forstået af modtageren.Det betyder ikke, at vi ikke godt kan undre os over menneskets natur og måske endda ønske os, at mennesker var anderledes, end de er, og vi kan bestemt også godt gøre vores bedste for at se bort fra budbringerens fremtoning, skulle den afvige fra normen. (Har vi ikke endda pligt til at forsøge på det?)Men jeg vil gerne være medstiller på Mikkel Høghs sidste spørgsmål: ”når du nu ved at det forholder sig sådan, hvorfor benytter du dig så ikke af det, hvis det helt automatisk gør at du vil nyde mere respekt fra de mennesker du ønsker at fortælle om din forskning?”Jeg vil godt tilføje endnu en grund til at iføre sig den pæne uniform. Den signalerer ikke bare respekt for tilhøreren men også respekt for det (med et gammeldags ord) _embede_, som foredragsholderen/forskeren står i, når han/hun formidler sin forskning til kolleger og andre. Forestil jer dronningen optræde i joggingdragt til nytårskuren. Eller Pernille Rosenkrantz Theil i bikini på Folketingets talerstol – nå nej det kan man måske lidt for nemt forestille sig – men så udenrigsministeren i netundertrøje og korte bukser på landets fornemste talerstol redegøre for ministeriets ”håndtering” af Muhammedkrisen…Indpakning betyder noget, om man så er påskeæg eller forsker, skulle jeg hilse og sige fra mine døtre.Uden sammenligning i øvrigt, naturligvis..

    Svar
  7. Christian Bjørnskov

    Tak for kommentarerne! Lad mig lige indskyde her, at jeg bestemt ikke er uenig i det kvalitative budskab fra Mikkel og Niels. At klæde sig pænt på, sender selvfølgelig et signal til tilhørere om, at man tager dem og situationen alvorligt, nøjagtigt ligesom det sender samme signal at komme velforberedt. Men mine kvababelser stoper altså ikke der, for jeg har stadig svært ved at forstå, at ‘pænt’ betyder én og kun én ting: Jakkesæt/slips. Hvordan blev vi så snæversynede?

    Svar
  8. Rasmus Ole Hansen

    Folk har fordomme. Hvem skulle have troet det.Kunne det ikke tænkes at de pågældende tøjfacister blandt borgerlige er borgerlig-konservative fremfor borgerligt-liberale, når det kommer til påklædning.Slips eller ej, så lyttede jeg da interesseret til dit frokostsymposium hos Cepos i februar. Jeg må vel så være borgerlig-liberal : )Spørgsmålet er så om du ikke ændrer dine foredrag i forhold til publikum, bla. tilhørendes påklædning?

    Svar
  9. TerminalFrost

    “(…)jeg har stadig svært ved at forstå, at ‘pænt’ betyder én og kun én ting: Jakkesæt/slips. Hvordan blev vi så snæversynede?”Personligt får jeg nydelse ved at tænke på, at man bærer på noget, der stort set ikke har forandret sig i 100 år (til forskel fra fx kvindelig mode). Men det kan godt bare være mig. 😉

    Svar
  10. Christian Bjørnskov

    Et kort svar til Rasmus sidste spørgsmål: Nej, det gør jeg ikke. Jeg forbereder mine foredrag efter emnet, og så lader jeg mig overraske af, hvem der dukker op og hvordan de ser ud.

    Svar
  11. David G

    De, der kender mig, vil vide at jeg tilhører Lene/Mikkel/NAN-fløjen. Jeg er kommet til den forståelse, at ordentlig påklædning ytrer respekt for tilhørerne, for sagen og for sig selv.Sådan var det ikke altid. Jeg er jo også opvokset i grim-, sjusk- og plathedskultens verdenscentrum Danmark, hvor man også først begyndte at kalde lærerne ved fornavn. De to ting (påklædning og tiltaleform) hænger sammen og er, mener jeg, ikke uden væsentlig betydning for mange andre ting i samfundet, som bekymrer mange (men klart ikke alle) der kalder sig liberale.Et aha-øjeblik for mig i den langsomme omvendelse til hvad jeg opfatter som voksenhed på dette felt kom i 1980, da jeg havde organiseret hvad jeg ambitiøst kaldte for The European Congress on Freedom and the Future, en titel der dengang lød og var voldsomt koldkrigerisk og provokerende. En af mine gæster var den ungarskfødte amerikanske historiker John Lukacs, en rigtig gammelkonservativ, der naturligvis var i jakke og slips. En tilhører (en dengang ikke helt ukendt yngre politolog, som meget modigt for ham var dukket op) fik på et tidspunkt dette udbrud af Lukacs: “Why do you dress as a juvenile?” Manden var i denimjakke og -bukser og Lukacs’ udbrud skyldtes, at manden vist ville tage afstand fra ungdommens venstreorientering.Fordom og stivhed, vil Bjørnskov sige. Jeg er ikke så sikker.Så har jeg undervist i England og USA, og der hører det stadig til normen, at en lærer er en lærer og ikke kammerat med de studerende, og at en af de måder, man markerer denne forskel på, er i sin påklædning (for 40 år siden gik de mandlige studerende jo også i jakke og slips, men det er en anden sag).Endelig det æstetiske. Jeg finder stort behag i at nuancere og matche farver og teksturer, og det er det altså fornøjeligt at lege med de klassiske elementer. Det er iøvrigt sjældent habit, der for mig betyder “business” og ikke “lærdom”. Til “lærdom” hører fx tweed- og hørjakker. Men til en vigtig konference med international sammensætning vil jeg nok overveje habitten, i hvert fald til om aftenerne.Det er naturligvis dyrere at bruge de klassiske elementer, fordi de kræver langt mere forarbejde, og man kan ikke fortænke underbetalte danske akademikere i at spare på tøjbudgettet. Men det var vist ikke det, der var argumentet her.Mht Lomborg vakte det en vis morskab, da han til Kongreshøringen i Washington dukkede op i sin sædvanlige påklædning. Jeg kan forestille mig, at det har forledt en del til ikke at tage ham særlig alvorligt. Som ikke at kunne bruge kniv og gaffel.Ordet “pæn” emmer for mig af borgerlig fims på den dårlige måde. Det er slet ikke det, jeg forbinder med den indre trang til at lade fornøjelsen ved at vælge slips og jakke få udtryk så ofte, jeg tør. Tværtimod opfatter jeg det som pikant provokerende, men jeg arbejder heller ikke hos Møller-Mærsk. Gjorde jeg det, ville jeg måske have det som Bjørnskov. (Hvorfor vise respekt for en virksomhed hvis højtlønnede chefer i den grad har klokket i det det sidste år?)

    Svar
  12. Rasmus Ole Hansen

    David, jeg synes ikke at læse i dit indlæg at du skulle være enig med Lene.Lene skriver: “Man behøver jo ikke at ligne en bums blot fordi man ikke bryder sig om at gå med slips eller høje hæle.”Det kan jo ikke siges bedre. Jeg plejer nu selv at bruge formuleringen: “Bare fordi man er ansat i det offentlige, kan man godt ligne en der tjener penge.”Men for lige at holde os til dresscode debatten. Det min opfattelse at det er et udtryk for dårlige kommunikationsevner, hvis man søger at trænge igennem med kontroversielle synspunkter (anderledes end mainstream opfattelsen), og også i tøjstil adskiller sig fra modtageren.

    Svar
  13. Christian Bjørnskov

    Rasmus, betyder det at man skal have sort tøj på, være piercet og stærkt usoigneret for at kunne kommunikere ordentligt med Ungdomshusets voldspsykopater? Skal man klæde sig i løse, farvestrålende gevandter for at trænge igennem til vestafrikanske ledere? Skal man gå i sælskind for at få eskimoer i tale? Dit argument holder vel ikke helt logisk, gør det? Jeg er fundamentalt enig med Lene i, at man ikke “behøver at ligne en bums blot fordi man ikke bryder sig om at gå med slips eller høje hæle”. Denne diskussion burde ikke handle om hvorvidt man klæder sig ‘ordentligt’ i en eller anden forstand, og dermed udviser respekt for sit publikum! Pointen med indlægget var i stedet at diskutere, hvorfor der i brede kredse er en ekstremt snæver definition af, hvad dette ‘ordentligt’ er – nemlig slips-skjorte-uniformen. Men den har udviklet sig til lidt en Kafkask diskussion, da en del folk her på stedet – inklusive nogle jeg har stor faglig og personlig respekt for – netop DEFINERER dette ordentligt/respektfuld påklædning med uniformen. Man kan have mange holdninger til det – jeg synes det er absurd.

    Svar
  14. Publikum

    Folk i slips og jakkesæt er pæne, ingen tvivl om det. De er også røvkedelige at se på, for varianterne af deres udtryk er så små og subtile, at man ikke lægger mærke til dem, når man ikke selv er inde i den verden. Øjnene flakker derfor lettere når man står overfor sådan en anonym skabelonfigur af kedsomhed, end hvis man stod overfor en person af kød og blod og farve. Sådan er det måske ikke i ministerier, store virksomheder og internationale forskerkonferencer, men store dele af den danske befolkning har det nok alligevel som mig. Det ligner en uniform, og vi bryder os ikke om, når dem i uniform kommer efter os.

    Svar
  15. Elev

    Dyrt tøj er en form for reklame. Og reklame benytter mange pengegriskeforretningsfolk til at franarre svage individer deres penge. Reklame er enaf ulemperne ved rendyrkede frie markedsøkonomier og liberalisme. I TV er der mange forbrugerprogrammer, hvor forbrugere har købt noget værdiløst efter at have set en flot reklame. Lige sådan er det med flotte forretningsmænd og økonomer. Et eksempel er den flotte habitklædte børsmægler, som signalerer mange penge og dygtighed. Oftest er det så som så med dygtigheden, da forrentningen for de fleste investeringsforeninger er et gennemsnitligt afkast minus gebyrer.

    Svar
  16. Torsten

    At kalde en jakkesættet en uniform, svarer til at sige, at alle sorte ser ens ud. Med bare en smule opmærksomhed vil du opdage, at jakkesættet m/ tilbehør rummer et univers af forskelle. Tom Wolfe har skrevet en ret fantastisk novelle om den opdagelse: http://www.jderickson.com/clothing/secretvice.html. Jakkesættet er desuden kapitalismens og demokratiets klædedragt. Det var iført the three-piece suit, at borgerskabet gav rokokkoadelen buksevand for et par hundrede år siden. Glem ikke det, når du trækker i rullekraven. PS Hvis slipset strammer, er det ikke slipset, der er noget galt med, men skjortekraven, der er for snæver.

    Svar
  17. Rasmus Ole Hansen

    Nej, Christian. Selvfølgelig skal man ikke gå til sådanne ekstremer. Især ikke fordi personerne i dit eksempel nok vil føle at du gør nar af dem.At tro at påklædning ikke har nogen betydning er håbløst naivt, men omvendt behøver man selvfølgelig ikke at være beregnende ud i det ekstreme i valg af påklædning.Lotte Hansens oplevelse tyder da også på at nogen åbenbart er temmelig latterlige når det kommer til kravet om andres påklædning. Sådan er vi jo så forskellige. Der bliver talt meget om respekt for andre. Har man rent tøj og holder en nogenlunde kropshygiejne, så forlanger jeg ikke mere respekt fra jer, hvis jeg møder jeg til nogen arrangementer o.lign. Så ved I det : )Nu er der talt meget om respekt for andre, men det vigtigste ser jeg alligevel som værende selvrespekten.Jeg var inde at se la Môme Piaf. Her irettesætter hendes mentor hende som ubegavet, pudsigt nok denne debat in mente, for ikke at til skrive en pæn kjole nogen betydning, da publikum jo kommer for at høre hende synge. En lille detalje i filmen (ca. 5 sek.), men vigtig i denne sammenhæng, er at hun møder Marlene Dietrich i New York. Marlene Dietrich sagde engang om sin påklædning:”I dress for myself. Not for the image, not for the public, not for the fashion, not for men.”Så er der vist ikke mere at sige om den sag.

    Svar
  18. David G

    Slips og skjorte er ikke en uniform. En uniform er en uniform. Udgangspunktet for Bjørnskovs oprindelige spørgsmål var, at han synes, at “jacket-and-tie” påklædning for mænd er uniform-agtig, hvorved han indsniger en negativ ladning i ordet “uniform”, noget jeg iøvrigt heller ikke kan acceptere.Nå, men næste punkt er så at “jacket-and-tie” er ensformig og kedelig. Det behøver det sandelig ikke at være.Det er iøvrigt en mærkelig diskussion i et land hvor næsten ingen overholder denne dresscode. Hvad er problemet? Det er jo nærmere det omvendte, altså at en mand der dukkede op på universitetet i jakke og slips ville forekomme så aparte, at ingen ville lytte til hvad han sagde af bar chok over påklædningen.Dresscoden kan også have den betydning at neutralisere personen, så man ikke distraheres fra budskabet. Det er meningen, at det skal være kedeligt.Men det var noget ganske andet, jeg var inde på, nemlig fryden ved at sammensætte en påklædning indenfor disse traditionelle rammer. Hvis nogen vil være pæn på andre måder, eksempelvis i rokokostil, så endelig værsgo. Det vil live op. Hvad der ikke liver op er den indædte grimhedskult, der synes at diktere så mange danskeres påklædning (af begge køn).

    Svar
  19. Gert Lauridsen

    Tja, brune, gule, grønne og blå spejdere, sygeplejersker, læger, håndværkere, politiet, militæret, personalet i større detailhandelskæder, sportsfolk fra samme klub, nogle kommuners ansatte, osv… – fælles er, at de er tilknyttet noget, som indebærer en større eller mindre grad af underkastelse af et åklædnings-regulativ. Hvad man bærer ud fra et personligt valg hører ikke hjemme under begrebet uniformering.

    Svar

Skriv et svar