Sanders samlebåndsmodel for forskning

Regeringens forskningspolitik medfører i disse år markante ændringer i den danske universitets- og forskningsverden. Sektorforskningen med alt hvad den bringer af statslige bestillingsarbejder er lagt ind under universiteterne, så de nu både står for den frie forskning og for redegørelser, der næppe udvirkes i et politisk tomrum. Planen er også, at flere forskningsmidler skal prioriteres, hvilket i praksis vil sige at visse områder med politisk bevågenhed – for tiden bio- og nanoteknologi, og i videre omfang naturvidenskaberne – får flere midler, mens andre områder får mindre. Sammen med en række andre ændringer betyder det, at embedsværket og politikkerne får væsentligt større indflydelse på, hvad der forskes i. Det betyder formodentlig også, at udover en politisk indflydelse på, hvad der må konkluderes i bestillingsarbejderne, vil institutionerne få stærkere incitamenter til at censurere konklusionerne i den frie forskning – hvis de er politisk ubekvemme kan de jo påvirke de næste års ressourcer.

Det er derfor ikke blot et politisk spørgsmål, men – som vi har argumenteret for før her på stedet – også et fremtidigt økonomisk problem for Danmark, at politikerne ønsker en stærkere styring af forskningen. Mens ingen kan klage over et krav om større kvalitet i forskningen, er måden disse krav udmøntes på stærkt kritisabel. Det underliggende krav er, at forskningen skal være ‘brugbar’, dvs. at langt størstedelen af det der foregår på universiteterne, skal kunne bruges direkte i dansk erhvervsliv. Politikere, ikke blot forskningsminister Helge Sander, men også andre dele af Folketinget samt deres embedsmænd, afslører dermed deres syn på – deres ‘mentale model’, om man vil – hvordan forskning spiller en rolle i samfundet.

Modellen bliver populært kaldt for ’samlebåndsmodellen’: At videnskaben opdager et fænomen, som derefter omsættes til teknologi, der bruges i erhvervslivet. Det følger ganske simpelt af modellen, at man ved at fokusere sine videnskabelige ressourcer indenfor områder, der fører til brugbar teknologi kan maksimere den samfundsmæssige nytte af ressourcerne. Der er bare ét problem: Siden Lewis Mumford’s ‘Technics and Civilization’ (læs f.eks. her) har vi vidst, at samlebåndsmodellen intet har at gøre med virkeligheden! Grundforskning finder ikke noget, der umiddelbart kan bruges kommercielt, og man kan ikke forudsige om og i givet fald hvor grundforskningens indsigter kan bruges. Dermed er det også umuligt at prioritere forskningsressourcer på enkeltområder – man kan jo ikke investere i at opfinde hjulet, før man har en klar idé om, hvad et hjul er. På den anden side er der mange eksempler på, at forskning indenfor et område kan spilde over i applikationer på helt andre områder. Det bliver for eksempel svært at tælle de applikationer, der er dryppet ud af NASAs rumforskning såvel som deres rent teknologiske anvendelser. På andre områder er det også værd at tænke over, at rynkebehandlingen Botox – der faktisk er stærkt fortyndet pølseforgiftning – blev udviklet som medicin mod noget helt andet. Og hvem havde set CAT og MR-scanninger som en direkte konsekvens af forskning i kernefysik?

Man kunne blive ved med eksemplerne. Pointen er, at grundforskningen finder forhold, som muligvis ikke kan udnyttes kommercielt, og muligvis kan. Forskerne er ofte de næstmindst kompetente til at se det kommercielle potentiale i deres fund – ellers ville de nok ikke have været forskere. De mindst kompetente er naturligvis politikere, da de samtidigt med at være lægmænd også har mærkværdige incitamenter – politisk popularitet og klare incitamenter til at ‘gøre noget’ synligt – og ofte har et inflateret syn på deres egen indsigt i alskens forhold. Grundforskningen finder et eller andet, og så er dén viden derude, så alle med en rimelig, om end nogle range rudimentær, videnskabelig indsigt kan bruge den. Det betyder derfor, at mulighedsfeltet for anvendelsen bliver bredt ekstremt ud i forhold til, hvis man insisterer på at forskerne eller deres institution skal specificere anvendelsesområdet og – som det også er oppe i tiden at gøre – patentere den.

Det rent ud sagt rædselsfulde i dansk forskningspolitik som den implementeres i disse år er derfor, at den er baseret på en forkert forståelse af, hvordan grundforskning virker og spredes i samfundet. Det er helt absurd, særligt fordi man fra videnskabs- og teknologihistorisk side har vist i mere end et halvt århundrede, at samlebåndsmodellen er en grov misrepræsentation af forskningens rolle. Disciplinen ‘videnskabs- og teknologihistorie’ i sig selv er faktisk et eksempel på et område, der ikke producerer nogen som helst umiddelbart kommercielt brugbare indsigter, men som har overordnet betydning for samfundet. Det oplagte eksempel er vel netop disciplinens indsigt i forskningens processer og rolle i samfundet. Men hele den viden er lukket land for Helge Sander og store dele af regering og Folketing. Blandt andet derfor er vi i disse år ikke blot ved at begrænse den danske forskningsfrihed og dermed de mulige indsigter fra dansk forskning, men også i høj grad de mulige anvendelser af den forskning, der alligevel slipper ud. Det er ikke just hverken begavet eller liberal politik, er det?

7 Comments

  1. I hvor høj grad kan man se udviklingen som en økonomisk nationalisme/merkantilisme, dvs. at man vil bruge flere midler på ting, som landet kan lukrere på (“brugbar” forskning, samlebånd til erhvervslivet), i stedet for på ting, som alligevel diffunderer på tværs af grænser (grundforskning)?

  2. Om liberal politik er at lade offentlige midler finansiere en sådan procentdel af grundforskning og forskning i det hele taget som det udgør i det danske eksempel aktuelt afhænger af definitionen af hvad der er liberal politik. Her vil nogen mene at regeringens vedtagne forslag med regeringen ledet af Danmarks liberale parti er lig liberal politik. Andre vil lægge andre definitioner til grund for bedømmelse af om de vedtagne beslutninger er liberal politik.

  3. Terminalfrost – det er jo den tankegang, der er hele problemet. Der er brug for grundforskning, det er den, der ligger til grund for hele samlebåndet. Det er dér, det hele starter.Hvis vi ikke selv producerer grundforskningen, så skal vi ud og nasse på andres grundforskning; de fyrer kronerne af, vi skummer fløden.Det siger sig selv, at det arrangement ikke holder i længden, og der er da også en grund til, at man i stadigt stigende grad begynder at patentere et hvilket som helst forskningsresultat, hvor obskurt og ligegyldigt det end måtte forekomme at være i nuet, alternativt hvor grundlæggende og indlysende upatenterbart det kan synes, som fx de menneskelige gener, af hvilke en ganske stor del faktisk er patenterede af deres opdagere og firmaerne bag.Peter – vil vi være med, eller vil vi ikke? Selv USA pumper ganske mange offentlige penge i forskning; hvis vi som nation i et eller andet über-ultra-liberalistisk flip beslutter os for, at det sandelig ikke kan være en offentlig opgave at støtte forskning überhaupt, så kan vi lige så godt lukke og slukke. Novo, Danisco og måske Lundbeck har størrelsen til i et eller andet omfang at drive grundforskning på deres egne felter; og det er så det. Jeg kan i hvert fald ikke umiddelbart komme i tanke om andre private vidensdrevne firmaer, der har volumen nok til at bruge penge på forskning, der måske først kan udmøntes kommercielt om 10-20-30 år – og måske aldrig.I den forbindelse er jeg lidt ligeglad med en lettere ligegyldig akademisk diskussion af, hvilket tillægsord, man skal hæfte på sådan en politik, som regeringen fører. Den er under alle omstændigheder knald i låget.

  4. Niels A Nielsen

    12. april 2007 at 02:31

    Enig med Bjørnskov. Helt uvæsentligt er det vel heller ikke, at det er ulig sjovere at bedrive grundforskning end samlebåndsforskning? Rekrutteringen af kloge hoveder til forskning bliver nok ikke lettere med Sander-modellen. Rekruttereing er jo svær nok i forvejen på visse områder.I hvor høj grad skyldes udviklingen EU’s klamme hånd? Diverse rammeprogrammer i det regi er vel udtryk for præcis samme og EU-typiske tankegang: en masse store armbevægelser og 5-årsplaner, der aldrig opfyldes, men erstattes af nye og endnu flottere “visioner”.

  5. At borgeren her the citizen synes regeringens politik er knald i låget er vedkommendes synspunkt. Jeg ville foretrække og stemme for en politik hvor størrelsen af offentlige udgifter blev formindsket. Sådan er mennesker af forskellig opfattelse.

  6. Christian Bjørnskov

    12. april 2007 at 04:41

    Man kan altid mene, at de offentlige udgifter generelt skal ned – og det er et emne vi kan blive enige om – uden dog at være enige om, hvorvidt_alle_enkeltposter skal reduceres eller ej. Min holdning reflekterer Friedmans diskussion af det han i Capitalism and Freedom kalder ‘neighborhood effects’, og som nyere økonomer nok ville kalde eksternaliteter: “A (…) general class of cases in which strictly voluntary exhange is impossible arises when actions of individuals have effects on other individuals for which it is not feasible to charge or recompense them.” Hvordan skulle Einstein kræve betaling af Bendt Bendtsen når hans ministerbils GPS kan finde vej fordi den foretager relativistiske korrektioner som Einstein opdagede? Jeg går ind for støtte til grundforskning, om den så foregår i privat eller offentligt regi, fordi der er så store positive eksternaliteter forbundet med den på meget langt sigt.

  7. Støt grundforskning ytrer hr. Bjørnskov da der er så store positive eksternaliteter forbundet med den på meget langt sigt.I det korte perspektiv er det væsentlige, som jeg ser det, dels at få store offentlige udgifter reduceret og omlagt til private dels omlagt økonomien fra den bundethed til boliger der eksisterer.Se for eksempel om sidste:http://www.lilliput-information.com/ejen.html

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑