Norberg om den borgerlige EU-skizofreni

Johan Norberg – et af liberalismens og den sunde fornufts fyrtårne i Sverige – har i dag sammen med en række yngre svenske politikere et interessant indlæg i Expressen (læs her). Indlægget er ikke blot interessant, men også tankevækkende, specielt når man overvejer hvor ens Danmarks og Sveriges EU-politik er.

Norberg peger helt rigtigt på, at medlemskab i EU historisk har været en hjertesag for mange borgerlige politikere, men at det i dag er fælles for brede dele af det politiske spektrum. Men de selv samme politikere har i dag lidt af et forklaringsproblem overfor deres kernevælgere. Som han skriver. " Generationen borgerliga politiker som kämpade för EU-medlemskapet har inte förmått att förändra sin syn på samarbetet i takt med att EU ökat sin fokusering på att likrikta medlemsländerna och reglera näringslivet."

EU i dag er ikke det, Uffe Elleman så brændende ønskede os med i. Det er på mange områder i højere grad blevet en centraliseret og detailstyrende organisation, der som ethvert andet monopol ønsker ensretning af 'produktet' der leveres at de europæiske stater – medlemmerne af kartellet, om man vil. Ensretningen hedder bare 'standardisering', 'harmonisering', eller andre fraser som legal konvergens. Så mens hensigten fra starten var at øge konkurrencen på det interne marked, gør EU i dag i stigende grad det modsatte på det politiske marked. Man begrænser den institutionelle konkurrence, senest eksemplificeret ved den forfatningstraktat, som flere medlemsstater prøver at blæse nyt liv i.

For mit personlige vedkommende har Norberg fat i et helt centralt problem, når han taler om en generationskonflikt mellem borgerlige politikere – og for mig mellem borgerlige i det hele taget. Hans syn på problemet er, at for de ældre interesserede – politikere eller ej – har spørgsmålet altid været binært: Er du for eller imod EU? Men som det er nu, er der meget få, der er decideret imod tæt europæisk samarbejde som hensigten med EU var. Det betyder blot ikke, at man kan være særligt tilfreds med måden, samarbejdet udmøntes på, og de 'resultater' det giver. Norbergs løsning er ganske simpel: Regeringens Europa-politik må nødvendigvis laves om: "Ska generationsklyftan i borgerligheten övervinnas bör regeringen ta detta tillfälle att lansera en europapolitik som betonar öppenhet, suveränitet, frihandel och flexibel integration."

Det er ikke bare pjat, men dødelig alvor for Europas økonomiske velbefindende på langt sigt. Norberg pointerer som vi har gjort flere gange har på stedet, at Europas historiske teknologiske og økonomiske succes i meget høj grad beroede på, at kontinentet var delt mellem en lang række selvstændige stater, der konkurrerede som gale. Konkurrencen skabte incitamenter for individer, men også for stater til institutionel innovation, som førte til en stadig forbedring af retsvæsener, ejendomsret og senere hen også de demokratiske politiske systemer, som vi skatter så højt.

Det foruroligende i den europæiske udvikling er netop, at EU begrænser denne konkurrence. Dette forhold skaber absurde situationer. Selvom en række nordeuropæiske lande med Storbritannien i spidsen i mange år har indset, at den fælles landbrugspolitik ikke blot skader ulandene, men også EU's egne borgere, og derfor burde afskaffes, er det ikke den enkelte stat der tager beslutningen, men derimod EU. Og så længe Frankrig med enkelte sydlige venner ikke vil af med landbrugsstøtten, er vi alle begrænset af den, og fattigere af den grund. Uden EU's magt på dette område kunne vi have afskaffet den for længe siden, og dermed vise vejen for Sydeuropa. Men uden denne mulighed er der per konstruktion ingen mulighed for institutionel læring på tværs af stater på vores kontinent.

Norberg og co. slutter derfor af med at konkludere, at "ska vi få mindre av politisk styrning och mer frihet för den enskilda människan måste EU:s makt rullas tillbaka." Det er unægteligt svært at være uenig. Derfor er det så meget desto vigtigere at tage et opgør med de ældre (i sind) politikere, for at få ryddet ideen af vejen, at man enten er med dem eller mod dem. Den holdning har sjældent bragt folk ret langt.

7 thoughts on “Norberg om den borgerlige EU-skizofreni

  1. Peter Nedergaard

    Påstanden om, at landbrugsstøtten uden EU ville have været lavere, er tvivlsom. Hvis vi ser på de vesteuropæiske lande, som ikke er med i EU, nemlig Norge og Schweiz, har de begge det til fælles, at landbrugsstøtten, uanset hvordan man måler den, er højere, end den er i EU.

    Svar
  2. Christian Bjørnskov

    Peter Nedergaard har helt ret i, at Norge og Schweiz også opfører sig stærkt protektionistisk. Men både Danmark og Storbritannien havde – som jeg har set tallene – væsentligt mindre landbrugsstøtte før 1972 end de daværende EU-medlemmer, der overtog store dele af fransk landbrugspolitik fra starten af samarbejdet. Og jeg har svært ved at forestille mig, at de to lande – og andre nyere medlemmer – selvstændigt skulle have indført det nuværende skyd-dig-selv-og-alle-andre-i-foden system frivilligt.

    Svar
  3. EP

    Interessant læsning.Angående din landbrugsstøttekommentar så tvivler jeg på det ville være realistisk at få fjernet landbrugsstøtten i Danmark, da landbrugets organisationer ville være i mod at blive stillet dårligere end deres sydeuropæiske konkurrenter.

    Svar
  4. Peter Buch

    “…Det svenska välfärdssystemet har börjat falla sönder och landet har blivit ett av de mest invandrartäta länderna i Väst. Sverige har, i betydligt större utsträckning än sina nordiska grannar alltmer börjat likna länderna på kontinenten. Vad gäller inkomsten per capita har Sverige lämnat den position i toppen som landet under många år intagit, och ligger nu bara på mellan femtonde och tjugonde plats bland Oecd-länderna. Även om en sådan statistik döljer en hel del, togs den icke desto mindre emot som tillförlitlig under framgångens tid. Sverige har förvandlats från att ha varit stor exportör av industriprodukter till att bli en stor exportör av sitt eget kapital.Trots 1980-talets ekonomiska hausse gick det ekonomiskt utför med Sverige och vid decenniets slut utbröt en rejäl kris. Den offentliga sektorn fick utstå betydande nedskärningar i hälso- och sjukvård, skolor och universitet m m. Eftersom den offentliga sektorn var en stor arbetsgivare uppstod omgående en massiv arbetslöshet. Men den underliggande krisen var framför allt knuten till den privata industrisektorns nedgång. Mellan 1990 och 1999 sjönk sysselsättningen från 83% till 72% i åldrarna mellan 16 och 64 år, en nettonedgång med 420 000 arbetstillfällen. Under samma tidsperiod kom 350 000 invandrare i samma åldrar till Sverige. Denna storskaliga immigration inte bara tilläts utan t o m uppmuntrades under samma tid som oerhört många arbetstillfällen gick förlorade, vilket med nödvändighet skapade stora problem i landet…” klip fra http://www.exitsverige.blogspot.com/ se evt. omtale på uriasposten eller snaphanen

    Svar
  5. Michael

    Er der nogen der kan oversætte til danske eller engelsk?Jeg hører så meget godt om ham Norberg, men jeg kan ikke læse det han skriver.

    Svar
  6. Mikael Thoustrup

    Ihvert fald 2 af Norbergs bøger er oversat til engelsk – ‘In defence of global capitalism’ og ‘When mankind created the world’. Rygterne vil vide at der formentlig også er en dansk udgave af den sidste bog på vej..

    Svar

Leave a Reply to Mikael Thoustrup Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.