Den nye borgerlig-liberale netavis, 180grader, begyndte i mandags, og MSM har måtte nedlade sig til at tage stilling til den nye konkurrent.

Marcus Rubin undrer sig i Politiken over, at borgerlige kan være så triste og føle sig så trængt, når kapitalismen sejrer. Det er en lidt underlig mangel på empati i et land, hvor den borgerligt-liberale regering åbent promoverer sig selv som den bedste forvalter af det gamle socialdemokratiske projekt.

Rubin synes endvidere seriøst at undervurdere hensigten med den nye netavis, når han mener at vide, at man især vil dyrke historier om, hvor ond velfærdsstaten er. Formålet med at få en avis, hvis linje følges ikke bare i lederspalten og på debatsiden men også i nyhedsdækningen, er ellers meget klart udtryk af chefredaktøren Ole Birk Olesen i en artikel i WEA, som vi omtalte forleden (her). Her er et uddrag:

Pointen kan lettest illustreres med et omvendt tankeeksperiment: hvis størstedelen af Politikens journalister en dag blev skiftet ud med lutter liberalister og konservative, så ville Politiken naturligvis heller ikke være den centrum-venstre-avis, vi kender. For en avis kan ikke laves hen over hovedet på de journalister, som skriver den. Avisen er helt afhængig af de ideer, som journalisterne selvstændigt får, og de historier som journalisterne på egen hånd graver frem. Selv hvis man havde ambitioner om det, så er det ikke muligt at styre en avis fra toppen på samme måde, som man kan styre en margarinefabrik. En avis er i meget højere grad et produkt af den indsats, som ydes af individuelle medarbejdere.

Derfor er det heller ikke ligegyldigt, hvad journalisterne på en avis mener om samfundets indretning. Journalister er blot mennesker, og derfor er de som alle andre begrænsede i deres udsyn af deres helt subjektive verdensanskuelser. Det kan slet ikke være anderledes, for der findes i journalistik ingen objektive kriterier for, hvilke begivenheder i Danmark og verden, man skal prioritere højt, ingen facitliste der kan fortælle, om en artikel skal vinkles til fordel for det ene eller det andet synspunkt og intet opslagsværk med værdineutral vejledning i, om ekspert Hansen eller ekspert Jensen er den bedste til at repræsentere »sagkundskabens« udlægning af en sag.

Men i det mindste interesserer Politiken sig for den nye konkurrent. Det kan man ikke rigtig sige om Berlingske, selvom det var den avis, chefredaktør OBO forlod – eller måske derfor.

Man præsterer det kunststykke at lave en to-siders reportage centreret omkring et billede af ledelsen fra netavisen, men uden at kommentere netavisen nærmere eller interviewe folkene bag. Derimod taler man med en række andre, glimrende mennesker, der alle har det til fælles, at de ikke har noget at gøre med 180grader.

Det overlades dermed til Niels Krause-Kjær at anmelde den nye konkurrent. Muligvis et lidt bovlamt forsøg på at bruge et armlængde princip. Det kunne man have sparet sig eller valgt en anden anmelder, for Krause-Kjærs dom er helt forudsigelige: netavisen er enøjet og har derfor problemer med proportionerne.

Tja, gad vide, om Krause-Kjær har set nærmere efter på den avis, han har valgt at skrive for. Et vue over dagens Berlinger viser følgende:

De personer, der angreb politiet i går på Nørrebro omtales som “autonome” og den demonstration, som de var en del af, omtales som “en demonstration med sympati for det tidligere ungdomshus”. Krause-Kjær bemærker, at 180grader omtaler disse personer som “venstreekstremister” i stedet for “neutrale eller venlige betegnelser som ‘aktivister’ eller ‘unge’”. Er han mon blind for den egentlige pointe, at Berlingske ikke ville tøve med at beskrive tilsvarende voldelige personer fra den modsatte politiske fløj som “højreekstremister” og ikke bare som “unge”?

Resten af Berlingeren er ikke bedre, heller ikke denne dag.

På Magasinets første side under Kulturverdenen bekender korrespondenten i USA sin bundløse beundring for en defaitistisk journalist, der skoser sine amerikanske kolleger for ikke at have stillet mere kritiske spørgsmål om Saddams formodede WMD forud for krigen. Tilsyneladende uden at undre sig over, hvordan medierne skulle have fundet ud af noget, som efterretningstjenesterne ikke kunne finde ud af. Den amerikanske stjernejournalist, eller venstredrejet komiker som nogle vil foretrække at opfatte ham som, er tilsyneladende uvidende om den strøm af officielle undersøgelser og ditto rapporter, der har fastslået, at efterretningstjenesterne faktisk troede på, at Saddam var farligere, end han viste sig at være. Med den slags forbilleder kan man godt forstå den pinligt ringe dækning af Plame-sagen mv.

Og i første sektions udlandsdækning fortsætter den negative dækning af Tony Blair. Han har været hadet af den britiske venstrefløj, siden han opgav munkemarxismen, og ikke nok så mange valgsejrer har kunne formilde dem. Denne opfattelse formidles glimrende af avisens London korrespondent, hvis artikler føles som et dybt kig i arkiverne hos The Guardian og The Independent. Det er som at læse Mogens Lykketofts beskrivelse af Blair fra forleden i WEA, hvor han – til ingens overraskelse, men nok til Helles bekymring – erklærede, at Blair aldrig havde været en rigtig socialdemokrat. Nej, man tror gerne, at Lykketoft har andre idealer. Efter at have gjort det godt, rigtig godt endda landet taget i betragtning, er det naturligvis krigen i Irak, der nu omsider giver Blairs kritikere noget at have deres galde i. Men at fremstille ham som Bush’ puddel udstiller deres uvidenhed, for alle seriøse fremstillinger af hændelsesforløbet tegner det modsatte billede af en selvbevidst og dybt bekymret Blair, der ønskede at henlede en ante-9/11 udenrigspolitisk uinteresseret ny amerikansk præsidents opmærksomhed på truslen fra Saddam, så man kunne videreføre den konfrontatoriske linje, præs. Clinton havde påbegyndt med the Iraqi Freedom Act og bombningen af Irak (der som bekendt skete uden nye FN resolutioner og med støtte fra den danske regering, der dog den gang var heldig at have en mere fornuftig opposition).

Og videre i udlandsdækningen fortsætter den fortvivlede redegørelse for valget i Frankrig, hvor det er tydeligt, at man nærer mere sympati for Royal end for Sarkozy. Man forstår godt fortvivlelsen. Nu har man i analyse efter analyse betroet læserne, at det sande Europa i almindelighed og Frankrig i særdeleshed værner om de socialdemokratiske værdier, afviser den anglo-saksiske markedsøkonomi og hader USA, og så går den lille fyr hen og synes at vinde, selvom han repræsenterer det modsatte. Øv altså.

Så dette er den avis, Krause-Kjær betragter som et alternativ til netavisen 180graders enøjethed. Men det er altså ikke et seriøst alternativ til enøjethed at gøre sig selv blind for problemerne.