Enøjet nyhedsformidling

Den nye borgerlig-liberale netavis, 180grader, begyndte i mandags, og MSM har måtte nedlade sig til at tage stilling til den nye konkurrent.

Marcus Rubin undrer sig i Politiken over, at borgerlige kan være så triste og føle sig så trængt, når kapitalismen sejrer. Det er en lidt underlig mangel på empati i et land, hvor den borgerligt-liberale regering åbent promoverer sig selv som den bedste forvalter af det gamle socialdemokratiske projekt.

Rubin synes endvidere seriøst at undervurdere hensigten med den nye netavis, når han mener at vide, at man især vil dyrke historier om, hvor ond velfærdsstaten er. Formålet med at få en avis, hvis linje følges ikke bare i lederspalten og på debatsiden men også i nyhedsdækningen, er ellers meget klart udtryk af chefredaktøren Ole Birk Olesen i en artikel i WEA, som vi omtalte forleden (her). Her er et uddrag:

Pointen kan lettest illustreres med et omvendt tankeeksperiment: hvis størstedelen af Politikens journalister en dag blev skiftet ud med lutter liberalister og konservative, så ville Politiken naturligvis heller ikke være den centrum-venstre-avis, vi kender. For en avis kan ikke laves hen over hovedet på de journalister, som skriver den. Avisen er helt afhængig af de ideer, som journalisterne selvstændigt får, og de historier som journalisterne på egen hånd graver frem. Selv hvis man havde ambitioner om det, så er det ikke muligt at styre en avis fra toppen på samme måde, som man kan styre en margarinefabrik. En avis er i meget højere grad et produkt af den indsats, som ydes af individuelle medarbejdere.

Derfor er det heller ikke ligegyldigt, hvad journalisterne på en avis mener om samfundets indretning. Journalister er blot mennesker, og derfor er de som alle andre begrænsede i deres udsyn af deres helt subjektive verdensanskuelser. Det kan slet ikke være anderledes, for der findes i journalistik ingen objektive kriterier for, hvilke begivenheder i Danmark og verden, man skal prioritere højt, ingen facitliste der kan fortælle, om en artikel skal vinkles til fordel for det ene eller det andet synspunkt og intet opslagsværk med værdineutral vejledning i, om ekspert Hansen eller ekspert Jensen er den bedste til at repræsentere »sagkundskabens« udlægning af en sag.

Men i det mindste interesserer Politiken sig for den nye konkurrent. Det kan man ikke rigtig sige om Berlingske, selvom det var den avis, chefredaktør OBO forlod – eller måske derfor.

Man præsterer det kunststykke at lave en to-siders reportage centreret omkring et billede af ledelsen fra netavisen, men uden at kommentere netavisen nærmere eller interviewe folkene bag. Derimod taler man med en række andre, glimrende mennesker, der alle har det til fælles, at de ikke har noget at gøre med 180grader.

Det overlades dermed til Niels Krause-Kjær at anmelde den nye konkurrent. Muligvis et lidt bovlamt forsøg på at bruge et armlængde princip. Det kunne man have sparet sig eller valgt en anden anmelder, for Krause-Kjærs dom er helt forudsigelige: netavisen er enøjet og har derfor problemer med proportionerne.

Tja, gad vide, om Krause-Kjær har set nærmere efter på den avis, han har valgt at skrive for. Et vue over dagens Berlinger viser følgende:

De personer, der angreb politiet i går på Nørrebro omtales som “autonome” og den demonstration, som de var en del af, omtales som “en demonstration med sympati for det tidligere ungdomshus”. Krause-Kjær bemærker, at 180grader omtaler disse personer som “venstreekstremister” i stedet for “neutrale eller venlige betegnelser som ‘aktivister’ eller ‘unge'”. Er han mon blind for den egentlige pointe, at Berlingske ikke ville tøve med at beskrive tilsvarende voldelige personer fra den modsatte politiske fløj som “højreekstremister” og ikke bare som “unge”?

Resten af Berlingeren er ikke bedre, heller ikke denne dag.

På Magasinets første side under Kulturverdenen bekender korrespondenten i USA sin bundløse beundring for en defaitistisk journalist, der skoser sine amerikanske kolleger for ikke at have stillet mere kritiske spørgsmål om Saddams formodede WMD forud for krigen. Tilsyneladende uden at undre sig over, hvordan medierne skulle have fundet ud af noget, som efterretningstjenesterne ikke kunne finde ud af. Den amerikanske stjernejournalist, eller venstredrejet komiker som nogle vil foretrække at opfatte ham som, er tilsyneladende uvidende om den strøm af officielle undersøgelser og ditto rapporter, der har fastslået, at efterretningstjenesterne faktisk troede på, at Saddam var farligere, end han viste sig at være. Med den slags forbilleder kan man godt forstå den pinligt ringe dækning af Plame-sagen mv.

Og i første sektions udlandsdækning fortsætter den negative dækning af Tony Blair. Han har været hadet af den britiske venstrefløj, siden han opgav munkemarxismen, og ikke nok så mange valgsejrer har kunne formilde dem. Denne opfattelse formidles glimrende af avisens London korrespondent, hvis artikler føles som et dybt kig i arkiverne hos The Guardian og The Independent. Det er som at læse Mogens Lykketofts beskrivelse af Blair fra forleden i WEA, hvor han – til ingens overraskelse, men nok til Helles bekymring – erklærede, at Blair aldrig havde været en rigtig socialdemokrat. Nej, man tror gerne, at Lykketoft har andre idealer. Efter at have gjort det godt, rigtig godt endda landet taget i betragtning, er det naturligvis krigen i Irak, der nu omsider giver Blairs kritikere noget at have deres galde i. Men at fremstille ham som Bush’ puddel udstiller deres uvidenhed, for alle seriøse fremstillinger af hændelsesforløbet tegner det modsatte billede af en selvbevidst og dybt bekymret Blair, der ønskede at henlede en ante-9/11 udenrigspolitisk uinteresseret ny amerikansk præsidents opmærksomhed på truslen fra Saddam, så man kunne videreføre den konfrontatoriske linje, præs. Clinton havde påbegyndt med the Iraqi Freedom Act og bombningen af Irak (der som bekendt skete uden nye FN resolutioner og med støtte fra den danske regering, der dog den gang var heldig at have en mere fornuftig opposition).

Og videre i udlandsdækningen fortsætter den fortvivlede redegørelse for valget i Frankrig, hvor det er tydeligt, at man nærer mere sympati for Royal end for Sarkozy. Man forstår godt fortvivlelsen. Nu har man i analyse efter analyse betroet læserne, at det sande Europa i almindelighed og Frankrig i særdeleshed værner om de socialdemokratiske værdier, afviser den anglo-saksiske markedsøkonomi og hader USA, og så går den lille fyr hen og synes at vinde, selvom han repræsenterer det modsatte. Øv altså.

Så dette er den avis, Krause-Kjær betragter som et alternativ til netavisen 180graders enøjethed. Men det er altså ikke et seriøst alternativ til enøjethed at gøre sig selv blind for problemerne.

16 thoughts on “Enøjet nyhedsformidling

  1. Lars Andersen

    Som en servicemeddelselse kan jeg oplyse at der godt kan være en lille forsinkelse, før ens kommentar dukker op. Det er en god idé at modstå fristelsen til at poste den flere gange.

    Svar
  2. Christian

    “På Magasinets første side under Kulturverdenen bekender korrespondenten i USA sin bundløse beundring for en defaitistisk journalist, der skoser sine amerikanske kolleger for ikke at have stillet mere kritiske spørgsmål om Saddams formodede WMD forud for krigen.”Du må meget undskylde Mr. Law, men Jon Stewart, som jeg har fuldt i mange år, går efter alle uanset overbevisning! At påstå andet er ikke bare forkert, det afslører et mindreværdskompleks, som ikke er os borgerlige værdigt.Hvis du endelig skal kritisere den artikel, er det dens naive fremstilling af, at John McCain ikke vidste, hvad han gik ind til. Jon Stewart er frygtet blandt politikere, men alle ved, at han rammer lige ned i de eftertragtede “swing-voters”. Derfor får han alle de bedste interviews incl. alle dem med præsident-drømme. P.S. Er det bare mig, eller bliver dine indlæg mere og mere værdiladede i deres begrebsanvendelse (defiatistisk mv.)? Får du ikke nok fiber i din kost?

    Svar
  3. Anders

    Christian skriver: “Du må meget undskylde Mr. Law, men Jon Stewart, som jeg har fuldt i mange år, går efter alle uanset overbevisning!”At skrive at Jon Stewart går efter alle, svarer efter min mening til at sige, at Mr Law går efter alle. At Mr. Law indimellem er kommet med kritik af borgerlige chefredktører, gør jo ikke nødvendigvis Mr. Law mere venstreorienteret eller midtsøgende. Jeg har set Jon Stewart i flere år kritisere og gøre grin med midtsøgende demokrater for at være for tøvende med at trække tropperne ud af Irak. Dette gør ham vel ikke mere upartisk?

    Svar
  4. Rune

    Mr. Law:Som en iøvrigt stor tilhænger af punditokraterne, har jeg gennem længere tid undret mig over din lettere selvretfærdige tone. Særligt din indforståede brug af stærkt negativt ladede ord om personer og institutioner, der ikke lige helt deler dit syn på tingene.Hvornår har du sidst skrevet et indlæg uden en eller anden indforstået henvisning til, at de onde “MSM mener sådan og sådan…”? Det minder mig lidt om visse venstreorienteredes halvreligiøse besværgelser mod spøgelser som “kapitalen”, “de multinationale” etc.Jon Stewart er “defaitistisk”? Bare fordi han er modstander af Irak-krigen? Det er en ret ubehagelig tilsværtning af en politisk modstander, som vel er i sin gode ret til at sætte spørgsmålstegn ved brugen af HANS skattekroner til et projekt, som DU er tilhænger af. Ville du bryde dig om at blive kaldt “krigsliderlig”, fordi du støtter interventionen? Og er jeg så “kultur/dannelses-defaitist”, fordi jeg ikke tror på DR som folkeopdragende institution og gerne ser det privatiseret?Blair opgav “munkemarxismen”? Ordet er opfundet af den desillusionerede socialdemokrat/DF’er Ole Hyltoft, og (troede jeg) bruges heldigvis ikke af ret mange andre end ham og hans trosfæller. Et løjerligt selskab at tilslutte sig for en person, der kalder sig liberal, synes jeg. Det er også et rent skældsord, lidt ligesom at “neoliberal” kun anvendes af venstre(dårligt)orienterede hystader. Det har således ingen deskriptiv funktion, men svarer bare til at sige “dumt svin” eller noget i den retning.Mht. Jon Stewarts partiskhed: Det er netop et af hans fortrin, at ingen kan vide sig sikre for ham. Alle – uanset partitilhørsforhold – risikerer at få ørerne i maskinen. Præsidenten og regeringen modtager naturligvis flest hug, men det kan næppe overraske, endsige forarge, al den stund at de jo netop sidder ved magten. Hvis Clinton/Obama/Whoever vinder næste valg, får vi det endelige svar på hans eventuelle partiskhed: Vil han så med næb og klør forsvare regeringen og – som en ny Bill O’Reilly – tilsvine alle dens politiske modstandere? Jeg tror det næppe.Lige præcis, hvad angår Irak, er Stewart selvfølgelig partisk. Det er lidt af en besættelse for ham, og jeg synes selv, det fylder lige lovlig meget i programmet. Men det anfægter altså ikke hans overordnede upartiskhed: Man kan umuligt forvente, at en satiriker skal se alle emner fra begge sider og i hver enkeltsag skal give stemme til alle parter. Det er urealistisk. Og netop i denne sag har Stewart så positioneret sig som benhård modstander, hvilket han vel er i sin gode ret til, når nu hans skattekroner finansierer gildet.PS. Til lykke med jeres nye site!

    Svar
  5. Niels Winther

    Jeg tror han er blind !PS. Tillykken med jeres nye side, det er en klar forbedring.

    Svar
  6. Hr Kommentar

    Re Jon Stewart:For det første er objektivitet ikke upartiskhed. Hvis du lavede en dokumentar om jordens form, ville du ikke bruge halvdelen af tiden på dem, der siger, at den er flad. Det ene parti kan have ret, det andet kan tage fejl. Men kald du det bare enøjet.For det andet: George Tenet er nok uenig med dig om efterretningerne om Iraks våben, det var jo også derfor Cheney fik Douglas Feith til at skabe fordrejede efterretninger om Irak, fordi CIA ikke ville marchere til hans taktstok. Cheney og CIA har virkelig været oppe at slås om det. Desuden er det en stråmand, det egentlige spørgsmål er om Saddam arbejdede sammen med al-Qaeda eller var en trussel, i begge tilfælde er svaret nej. Og desuden bør man ikke starte en krig på så tyndt et grundlag, det er skam en alvorlig sag.

    Svar
  7. Anders

    Christian:”Din sammenligning er naturligvis useriøs, hvilket du godt ved…”Nej, det ved jeg ikke. For mig er det Poul Høi’s USA-dækning, der er useriøs. Christian:”I øvrigt har jeg aldrig set Høi benævne Stewart som ekspert. Har du et sted der dokumenterer denne påstand, eller er det bare opspind?” Nej, jeg har heller ikke set Høi omtale Stewart som ”ekspert”. Men, jf. min sidste post, kan jeg dokumentere, at jeg kalder Stewart for en ”ekspert”. Da TV2 valgte at invitere Svend Auken ind i diverse studier op til sidste præsidentvalg under betegnelsen USA-ekspert, skal jeg imidlertid medgive, at ordet ”ekspert” i mine øjne siden da har mistet noget af sin værdi. Hvad, der undrer mig, er Poul Høi’s og Karl Erik Stougaards/Nielsens/Lunde Stougaards (pseudonymer er tilsyneladende ikke kun forbeholdt Punditokraterne) flittige brug af en komiker (om end en velbegavet en af slagsen), når de skal give udtryk for USA’s holdning til Irak-krigen.

    Svar
  8. Hr Kommentar

    De ‘borgerlige’, med hvilken du måske tænker på Krauthammer, Kristol, Novak, George Will, etc., er1. Fuldstændig ude af trit med 2/3-dele af USAs befolkning, og repræsenterer ikke andre end Beltway-hoffet og den sidste tredjedel af USA, der stadig støtter Bush i alt han gør.2. har taget fejl mht. alt angående Irak og the War on Terror.3. Har meget lidt med klassisk konservativisme at gøre, a la Eisenhower, Goldwater, Ford, Burke, Bush Sr.You’d be surprised to know at de fleste er mere enige med Stewart end skribenterne på Wall Street Journal, Washington Post og New York Times når det drejer sig om Irak. Så Høi ville være uærlig hvis han brugte disse ‘borgerlige’ til at vise folkestemningen i USA.

    Svar
  9. Anders

    Jon Stewart:Pat Buchanon, Andrew Sullivan og Jon Stewart er nogle af Poul Høi’s typisk udvalgte eksperter til at udtale sig om Irak. Hver af disse har naturligvis lov til ligesom Poul Høi selv at have deres meninger. Men er det rimeligt, at man på en borgerlig avis, der erklærer sig som både borgerlig og for krigen i Irak (i hvert fald indtil N. Lunde’s afgang) udelukkende at gøre brug af hvad, der i en dansk sammenhæng ville svare nogenlunde til Mogens Glistrup, en gennemsnitlig bruger på Liberator og Carsten Jensen? Hvor langt væk fra midten i folketingssalen skal man for at finde en politiker, der ville have tillid til samme eksperter i Irak-politikken. Muligvis Svend Auken (en person, jeg vil vurdere til at ligge lige så langt fra/tæt på midten som Mr. Law i Irakspørgsmålet), men jeg tror faktisk Auken ville blive fornærmet. Kan Auken få sine Irak-synspunkter repræsenteret på en fair måde i Politikens og Informations nyhedsdækning? Ja. Kan han i Berlingerens? Ja (og al respekt for det). Kan Mr. Law få repræsenteret sine Irak-synspunkter på en fair måde i Politikens og Informations nyhedsdækning? Nej. Kan han i Berlingerens? I hvert fald ikke. Jeg hører ikke til dem, der undrer sig over de borgerlige blogges opblomstring i Danmark.

    Svar
  10. Christian

    @ Anders”Pat Buchanon, Andrew Sullivan og Jon Stewart er nogle af Poul Høi’s typisk udvalgte eksperter til at udtale sig om Irak. Hver af disse har naturligvis lov til ligesom Poul Høi selv at have deres meninger. Men er det rimeligt, at man på en borgerlig avis, der erklærer sig som både borgerlig og for krigen i Irak (i hvert fald indtil N. Lunde’s afgang) udelukkende at gøre brug af hvad, der i en dansk sammenhæng ville svare nogenlunde til Mogens Glistrup, en gennemsnitlig bruger på Liberator og Carsten Jensen?”Din sammenligning er naturligvis useriøs, hvilket du godt ved…I øvrigt har jeg aldrig set Høi benævne Stewart som ekspert. Har du et sted der dokumenterer denne påstand, eller er det bare opspind?Stewart har et show på Comedy Central! Det er det der gør hans rolle som borende kritiker så tragisk! Hvor er de “rigtige” medier?

    Svar
  11. Christian

    @ AndersAnders:”Pat Buchanon, Andrew Sullivan og Jon Stewart er nogle af Poul Høi’s typisk udvalgte eksperter til at udtale sig om Irak. “Og i næste post…”Nej, jeg har heller ikke set Høi omtale Stewart som ”ekspert”.”Så lad være med at skrive det…

    Svar
  12. Anders

    Christian:”Anders:”Pat Buchanon, Andrew Sullivan og Jon Stewart er nogle af Poul Høi’s typisk udvalgte eksperter til at udtale sig om Irak. “Og i næste post…”Nej, jeg har heller ikke set Høi omtale Stewart som ”ekspert”.”Så lad være med at skrive det…”Jeg beklager, hvis ikke jeg fik udtrykt mig klart nok. Her er hvad jeg skrev: ”Nej, jeg har heller ikke set Høi omtale Stewart som ”ekspert”. Men, jf. min sidste post, kan jeg dokumentere, at jeg kalder Stewart for en ”ekspert”.”Her er, hvad jeg henfører til:” Pat Buchanon, Andrew Sullivan og Jon Stewart er nogle af Poul Høi’s typisk udvalgte eksperter…”Dermed skriver jeg ikke, at Høi har udvalgt de omtalte personer og betegnet dem som eksperter. Det er mig, der kalder dem eksperter. Du har simpelthen ikke dækning for at kunne påstå, at jeg lader, Høi betegne dem som eksperter. Udskiftes ordet ”eksperter” med ordet ”idioter” (ikke at jeg påstår, at de er det), tror jeg, sætningens sproglige indhold vil gå op for dig. I så fald ville du ikke være i tvivl om, at det var mig, der kalder dem idioter, og ikke Høi. Angående mine sammenligninger 1) Jon Stewart=Carsten Jensen, 2) Andrew Sullivan=en gennemsnitlig bruger på Liberator, 3) Pat Buchanon=Mogens Glistrup, så skal jeg i det følgende så kort, som jeg finder det muligt, gennemgå, hvorfor jeg finder disse sammenligninger rimelige. Jeg havde dog håbet på, at du havde godtaget mine sammenligninger, i det mindste delvist. Deraf længden af det følgende. 1) Jon Stewart=Carsten Jensen: Som Hr. Kommentar er inde på, er Stewart ikke en del af MSM. Han ligger i en amerikansk sammenhæng klart til venstre herfor. Hvad, Hr. Kommentar glemmer, er dog, at Stewart ikke kun ligger til venstre for MSM på Irak-spørgsmålet, men så vidt jeg kan se også stort set alt andet. Begge står for en Irak-politik, man i Danmark har fundet på De Radikales og Socialdemokraternes venstrefløj og til venstre herfor (meget tidligt ude med ønske om øjeblikkelig tilbagetrækning og godtager nødigt ædle motiver hos krigstilhængerne, ligesom Hr. Kommentar). Man skal huske på, at mange af hans holdninger (såsom anti-kristen-højre og meget pro-indvandring mv., holdninger som også jeg deler med ham) i en europæisk sammenhæng kan virke moderate, men i USA ikke er det. Politisk befinder Stewart sig vel gennemsnitligt et sted mellem Pelosi og Howard Dean, hvilket indholdsmæssigt svarer meget godt til Svend Auken, men fordi USA generelt ligger til højre for Danmark, i en amerikansk sammenhæng er længere ude end det. Retorisk befinder Stewart sig også på et Carsten Jensen-niveau. Jon Stewart sammenligner gerne Cheney med Saddam og Darth Vader (fremstiller Cheney som tilhænger af afskyelige handlinger foretaget af nogle relativt få personer i Abu Graib), men er hård (et langt stykke hen ad vejen med rette) i Bush’s “Axis of Evil”-retorik. Bare for sjov? næppe. Dobbeltmoralsk? ja. Stewarts sammenligning useriøs? ja. Min sammenligning rimelig og seriøs? Ja. 2) Andrew Sullivan=en gennemsnitlig bruger på Liberator: Her ses, hvad jeg ikke kan forstå som andet end støtte til “the Libertarians”, en lignende støtte man i Danmark vel primært finder på Liberator:http://andrewsullivan.theatlantic.com/the_daily_dish/2007/05/go_ron_paul.html, hvor man kan finde følgende post:”Go, Ron PaulHe did quite well in the MSNBC online poll. I guess the libertarian skew of the Internet might help. But he sure did say things no one else would.”Se hertil Liberator: http://liberator.dk/brog/?cat=25 (til oplysning: Dr. No= Ron Paul, tidligere Libertarian (og vel i vid udstrækning stadig i alt andet end i navn)Sullivan er muligvis mere moderat end en gennemsnitlig bruger på Liberator fx, hvad angår klimapolitik, men jeg finder alligevel sammenligningen rimelig, da han har en åbenlys sympati for the Libertarians og støtter deres lave-skatter-/small-government-politik. Hans kritik af Irak-krigen og terrorbekæmpelse, dog primært sidstnævnte, er ligeledes svært adskillelig fra den, man finder hos the Libertarians. Skal man sammenligne Andrew Sullivan med noget i Danmark, må det være Liberator, selvom en omformulering fra “en gennemsnitlig bruger på Liberator” til “en bruger på Liberator i den blødere ende” kunne være på sin plads. Men dette er en nuanceforskel, som efter min mening ikke ændrer på, at han i en dansk sammenhæng er en lidt mærkelig størrelse at referere fra så hyppigt og ukritisk, som tilfældet er, særligt taget i betragtning at Høi bestemt ikke selv er Libertarian, se her: http://www.punditokraterne.dk/_Junk-journalistik_Poul_Hoi_om_nulstats-konservatisme-post28473. Vi ser altså Høi den ene dag sige: ”Se her jer, der går ind for Irak-krig, mindre statslig indblanding og at betale mindre i skat, selv den fornuftige Sullivan, en person, der støtter jeres økonomiske politik, selv han er imod jeres Irak-politik!”. Den næste dag tager han så Bush, som af Libertarians ses som lidt af en socialist på linie med Fogh, og siger: ”Bush er en økonomisk Libertarian og dermed selvsagt noget af det mest usympatiske, der findes.” Får vi den økonomiske Libertarian Sullivans ekspertudsagn hertil? Nej, selvfølgelig ikke. Og påfaldende er Høi’s/Stougaard’s manglende kildekritik af Sullivan igen, når de selv ikke er bange for at gøre brug af -dels rendestensjournalistik i sin kildekritik her: http://www.punditokraterne.dk/president-thompson–ii-post93090 -dels skønlitteratur: http://www.berlingske.dk/grid/udland/artikel:aid=785804, når blot de ikke synes om de omhandlede personer.Uddrag fra sidstnævnte link (med overskriften “Fjern Iran fra landkortet”): “Ifølge Goldstein bør USA »ignorere den uundgåelige dårlige medieomtale og hylene fra menneskerettighedsgrupper og give en opvisning i styrke og militær professionalisme«. Det vil sige tæppebombe Irak og Iran.” Det, der var tale om på det tidspunkt, var, om man skulle bruge strategiske atomvåben til at nå ind til Irans atomfaciliteter, som kunne være gemt langt under jorden. Dette ville bl.a. Kissinger på Wolf Blitzer’s Late Edition ikke udelukke. Herfra og så til tæppebombning og til at fjerne Iran fra landkortet, er der vel et pænt stykke? Læg mærke til fraværet af direkte citater fra dem, Stougaard angriber. Det er fordi, de ikke findes. 3) Pat Buchanan=Mogens Glistrup: Her skal vi lidt tilbage i tiden for at finde ud af, hvad Buchanan er for en type. Jeg henviser i det følgende til en del 2 i en længere meget debatteret artikel på 44 sider fra National Review (30/12-1991), skrevet af William F. Buckley (grundlæggeren af National Review). Artiklens overskrift er: ”In search of Anti-semitism”. Her er linket til den: http://content.epnet.com/pdf18_21/pdf/1991/NRV/30Dec91/12486228.pdf?T=P&P=AN&K=12486228&EbscoContent=dGJyMNHr7ESeprQ4y9f3OLCmrk%2bep7FSs6a4SK6WxWXSAAAA&ContentCustomer=dGJyMOzX8oHt5PBG69fnhqzb5ofx6gAA&S=R&D=nchDa artiklen ikke er gratis, er det muligt, at man skal et smut forbi National Reviews søgemaskine for at finde den og indtaste ovennævnte oplysninger. Uddrag (del 2 s. 34):”But when a man [Buchanan] falsely maintains that he is the victim of a “pre-planned orchestrated smear campaign by the Anti-Defamation League [see below 1) not pre-planned, 2) not self-evidently a smear; on the other hand, 3) very definitely orchestrated]; when he is hostile to Israel; when he embraces the PLO; despite being at adamant odds with its political philosophy; when he implies that Jews are trying to draw America into war for the sake of Israel [alone]; when he sprinkles his columns with taunting remarks about things Jewish; when he stirs the pot of intercommunalhostility; when he rallies to the defense of Nazi war criminals, not only those who protest their innocense but also those who confess their guilt; when he implies that the generally accepted interpretation of the Holocaust might be a serious exaggeration – when a man does all these things, surely it is reasonable to conclude that his actions make a fairly good match for [conventional anti-semitism].”Det skal nævnes,
    at Buckley efterfølgende ble
    v kritiseret af neo-konservative for ikke at ville gå så langt som til at sige, at Buchanan, var/er antisemit. Buckley siger jo blot, at det er rimeligt at kalde Buchanans udtalelser antisemitiske. Buchanan, der kort efter artiklens udgivelse stillede op som præsidentkandidat, ønskede interessant nok ikke at forsvare sig selv mod beskyldningerne trods opfordring hertil fra Buckley’s side. Buchanan’s støtter (heriblandt Robert Novak, jøde så vidt jeg ved) såede ikke tvivl om ovenstående beskyldninger, men karakteriserede Buchanan som et godt menneske og en ikke-racist. Han mente, at antisemit var for hård en karakteristik, og at man ikke skulle forveksle kritik af Israel med antisemitisme. Buckley havde indtil offentliggørelsen af denne artikel holdt hånden over Buchanan mod beskyldninger om antisemitisme. Buchanan og Buckley var oven i købet venner på tidspunktet for artiklens udgivelse (om artiklen ændrede på det, skal jeg ikke kunne sige, jeg ved dog, at Buckley stadig er god ven til Taki, en af Buchanan’s soulmates, se nedenfor). Buckley havde indtil offentliggørelsen af denne artikel holdt hånden over Buchanan mod beskyldninger om antisemitisme. Buchanan og Buckley var oven i købet venner på tidspunktet for artiklens udgivelse (om artiklen ændrede på det, skal jeg ikke kunne sige).Dertil kan jeg tilføje, at det er velkendt, at Buchanan er imod, at homoseksuelle praktiserer deres seksualitet og voldsomt anti-Darwin. Han er om nogen en af frontfigurerne i det kristne højre. Slutteligt et eksempel på en af Taki’s (sammen med Buchanan medgrundlægger af ”The American Conservative” og selverklæret ”all-the-way”-UKIP-tilhænger) klummer for nylig med overskriften ”History Lesson” (31/7-2007): http://www.takistopdrawer.us/.Uddrag (om Clintons invasion af Kosovo): ”The baddies are not the various sultans and Ottoman strongmen, but people like Bill Clinton and the grotesque Madeleine Albright, who bombed a Christian country for 75 days in order to establish an Albanian Muslim corridor in the middle of the Christian heartland of the Balkans in 1999. Hurd was right when he blamed ancient hatreds and warring factions for keeping cool and detached in the Balkans. If anything, Blair and Bush should have attacked the Muslim infiltrators in Kosovo. Instead, they went and attacked the only secular state in the Middle East. We armed and trained bin Laden in Afghanistan.”Sammenligningen med Glistrup er efter min mening god nok.Høi er selvfølgelig ikke tilnærmelsesvis på linie med disse kommentatorers generelle ståsteder. Hans flittige brug og manglende kildekritik af disses udsagn er netop derfor ekstra besynderlige. Det viser, hvor desperat han er for at genfinde og præsentere sine egne holdninger i sine beskrivelser af det amerikanske samfund uden at man skal kunne anfægte deres autoritet.Og ja, Stewart kan til en vis grad være en udmærket oase i det amerikanske medielandskab til at illustrere det amerikanske folks krav om tilbagetrækning fra Irak i øjeblikket, men Høi overrepræsenterer efter min mening synspunktet og har gjort det lang tid, også inden krigen blev upopulær som nu. Dernæst er der mange som ønsker tilbagetræning men ikke er i nærheden af Stewarts retorik eller generelle politiske ståsted. Stewart som illustration af, hvor det amerikanske folk befinder sig, er af langt mere begrænset nytte, end Høi/Stougaard giver udtryk for.I de sidste meningsmålinger jeg har set, står Giuliani (som er for at sende flere tropper til Irak og hvis mærkesag må siges at være ”kampen mod terror”) til at vinde over demokraternes præsidentkandidat, uanset om det bliver Obama eller Hillery. Vi må vente i spænding til at finde ud af, hvad Høi’s/Stougaard’s eksperter har af forklaringer på det.

    Svar
  13. Anders

    Også her (til oplysning: jeg har reklameret for min ovennævnte post andetssteds på denne site) skal jeg indrømme, at 1/10 kunne have gjort det. Jeg beklager.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.