Berlingskes dækning af Irakkrigen går mod nye dybder.

I dagens Magasin annonceres på forsiden:

I mangel af troværdige undersøgelser af, hvorfor Irakkrigen var nødvendig, og hvordan det kunne gå så galt, tager en stribe bøger fat på opgøret.

Tja, man kan jo altid hævde, at de mange, rigtig mange officielle undersøgelser i både USA og UK, ikke udtømmende berører spørgsmålet, om Irakkrigen var nødvendig. De har hidtil, alle som en, blot fastslået, at de vestlige efterretningstjenester faktisk opfattede Saddam som en større trussel, end han var. Men alligevel efterlader det valgte udtryk “mangel på troværdige undersøgelser” et andet indtryk, nemlig at spørgsmålet om trusselsvurderingen stadig er uafklaret. Det er, i bedste fald, forkert.

Det ville være mere interessant, hvis avisen brugte tiden på at sammenfatte de mange undersøgelser, hellere end at forholde sig til noget så usikkert, som bøger skrevet uden nogen form for kontrol andet end ønsket om at rense forfatteren, smæde hans modstandere og score kassen. Hvad tillægger man mest vægt: officielle undersøgelser eller private fortællinger. Begge kan være interessante, og de sidste er ofte mere underholdende, men vægtige?

Anmeldelsen af de nye bøger ligger desværre på niveau med forsidens blurp. Der gøres ikke noget kvalificeret forsøg på at sammenholde de mange opsigtsvækkende påstande med resultaterne fra de mange officielle undersøgelser. Kun i vignetten til Bonini & D’Avanzo, Collusion, nævnes den sensationelle påstand, at Hans Blix kan fastslå, at briterne ikke havde andre oplysninger om Saddams forsøg på at skaffe uran i Afrika end de forfalske italienske papirer. Tænk en gang. Selveste Hans Blix, der i sin tid fik det krævende job som chef for genudsendelsen af FNs våbeninspektører i stedet for den mere nærgående Rolf Ekeus, fordi Blix fra sin tid som chef for atomvåbenagenturet var kendt som manden, Saddam kunne narre, samme Blix er nu i stand til at afsløre, at de to officielle britiske rapporter, ISC rapport fra september 2003 og Butler-rapporten fra juli 2004 er falske. Begge rapporter erklærede som bekendt udtrykkeligt, at de britiske efterretninger om Saddams forsøg på at skaffe uran ikke havde noget med disse dokumenter at gøre. Og tænk på stakkels Joe Wilson, der også konkluderede, at irakerne havde været ude efter uran. Alt det afsløres som forkert af Blix, og så nævner journalisten det kun i en vignet. Argh.

Til gengæld skydes Downing Street Memo ned på en sjov lidt uerkendt måde i omtalen af Tenets næsten universielt kritiserede bog. Som bekendt var påstanden fra MSM, at det britiske memo afslørede, at Bush regeringen ville manipulere med efterretningerne for at skabe opbakning til krigen. Teksten kunne ganske vist også læses sådan, at Bush regeringen ikke troede på, at Saddam ville rette sig efter FN, og at krig derfor var uundgåelig, hvorfor man var i gang med at samle argumenter til brug for krigen. Denne mere harmløse udlægning bekræftes nu, men kun fordi man ønsker at fremme en anden kritik, nemlig at de slet ikke interesserede sig for efterretningerne. Begge dele er kritisabelt, og lad ikke denne posting blive misforstået derhen, at der ikke er noget at kritisere, men man kan ikke kritisere Bush regeringen for begge dele på samme tid.

Det er fortsat forunderligt, at Berlingske vil lade sig nøje med en sådan overfladisk og tilsyneladende forudfattet gennemgang af dette vigtige emne. Det er oplagt, at der er noget at kritisere i forløbet, men når avisen er så åbenbart ukritisk i sin kritik, bliver det ubrugeligt for læseren.

For de, der vil have en anden tilgang, kan der henvises til Hitchens anmeldelse af Tenets bog. Sådan kann det også gøres, og anmelderen er end ikke borgerlig-liberal eller ansat på et sådant tidsskrift, men skriver derimod på Slate. God fornøjelse.