Mod nye dybder

Berlingskes dækning af Irakkrigen går mod nye dybder.

I dagens Magasin annonceres på forsiden:

I mangel af troværdige undersøgelser af, hvorfor Irakkrigen var nødvendig, og hvordan det kunne gå så galt, tager en stribe bøger fat på opgøret.

Tja, man kan jo altid hævde, at de mange, rigtig mange officielle undersøgelser i både USA og UK, ikke udtømmende berører spørgsmålet, om Irakkrigen var nødvendig. De har hidtil, alle som en, blot fastslået, at de vestlige efterretningstjenester faktisk opfattede Saddam som en større trussel, end han var. Men alligevel efterlader det valgte udtryk “mangel på troværdige undersøgelser” et andet indtryk, nemlig at spørgsmålet om trusselsvurderingen stadig er uafklaret. Det er, i bedste fald, forkert.

Det ville være mere interessant, hvis avisen brugte tiden på at sammenfatte de mange undersøgelser, hellere end at forholde sig til noget så usikkert, som bøger skrevet uden nogen form for kontrol andet end ønsket om at rense forfatteren, smæde hans modstandere og score kassen. Hvad tillægger man mest vægt: officielle undersøgelser eller private fortællinger. Begge kan være interessante, og de sidste er ofte mere underholdende, men vægtige?

Anmeldelsen af de nye bøger ligger desværre på niveau med forsidens blurp. Der gøres ikke noget kvalificeret forsøg på at sammenholde de mange opsigtsvækkende påstande med resultaterne fra de mange officielle undersøgelser. Kun i vignetten til Bonini & D’Avanzo, Collusion, nævnes den sensationelle påstand, at Hans Blix kan fastslå, at briterne ikke havde andre oplysninger om Saddams forsøg på at skaffe uran i Afrika end de forfalske italienske papirer. Tænk en gang. Selveste Hans Blix, der i sin tid fik det krævende job som chef for genudsendelsen af FNs våbeninspektører i stedet for den mere nærgående Rolf Ekeus, fordi Blix fra sin tid som chef for atomvåbenagenturet var kendt som manden, Saddam kunne narre, samme Blix er nu i stand til at afsløre, at de to officielle britiske rapporter, ISC rapport fra september 2003 og Butler-rapporten fra juli 2004 er falske. Begge rapporter erklærede som bekendt udtrykkeligt, at de britiske efterretninger om Saddams forsøg på at skaffe uran ikke havde noget med disse dokumenter at gøre. Og tænk på stakkels Joe Wilson, der også konkluderede, at irakerne havde været ude efter uran. Alt det afsløres som forkert af Blix, og så nævner journalisten det kun i en vignet. Argh.

Til gengæld skydes Downing Street Memo ned på en sjov lidt uerkendt måde i omtalen af Tenets næsten universielt kritiserede bog. Som bekendt var påstanden fra MSM, at det britiske memo afslørede, at Bush regeringen ville manipulere med efterretningerne for at skabe opbakning til krigen. Teksten kunne ganske vist også læses sådan, at Bush regeringen ikke troede på, at Saddam ville rette sig efter FN, og at krig derfor var uundgåelig, hvorfor man var i gang med at samle argumenter til brug for krigen. Denne mere harmløse udlægning bekræftes nu, men kun fordi man ønsker at fremme en anden kritik, nemlig at de slet ikke interesserede sig for efterretningerne. Begge dele er kritisabelt, og lad ikke denne posting blive misforstået derhen, at der ikke er noget at kritisere, men man kan ikke kritisere Bush regeringen for begge dele på samme tid.

Det er fortsat forunderligt, at Berlingske vil lade sig nøje med en sådan overfladisk og tilsyneladende forudfattet gennemgang af dette vigtige emne. Det er oplagt, at der er noget at kritisere i forløbet, men når avisen er så åbenbart ukritisk i sin kritik, bliver det ubrugeligt for læseren.

For de, der vil have en anden tilgang, kan der henvises til Hitchens anmeldelse af Tenets bog. Sådan kann det også gøres, og anmelderen er end ikke borgerlig-liberal eller ansat på et sådant tidsskrift, men skriver derimod på Slate. God fornøjelse.

7 thoughts on “Mod nye dybder

  1. LuckyLibertas

    Weekendavisen 3/5-07 Har en rigtig god helsides kommentar af økonomen og historikeren Edward Luttwak, som mener at Mellemøsten er mindre relevant end nogensinde før, og det ville være bedre for alle, hvis vi bare kunne lære at ignorere den. Lad den skabe sin egen historie. Men vi lod bedrøveligvis ikke Irak være og jeg er enig i at det er beklageligt, at Berlingske ikke bidrager til oplysningen om grunde for Irakkrigen; det er nemlig egen rede vi skal rydde op i. Forventningerne til Berlingske burde dog være tilpassede._________________

    Svar
  2. Hr Kommentar

    mange, rigtig mange officielle undersøgelserVil du venligst linke til de talløse officielle undersøgelser om truslen Irak? Dem, som næppe nævner Scott Ritter?Den manglende undersøgelse, som Stougaard taler om, er en reference til Israels Winograd Kommission, der undersøgte Julikrigens rationale og udførsel. Hvis du kan pege på en amerikansk føderal undersøgelse af samme art, vil jeg gerne se den.Hvad tillægger man mest vægt: officielle undersøgelser eller private fortællingerOvervej dette: Når de officielle organer kunne tage så grueligt fejl mht. Irak – med eller uden vilje – hvorfor skulle man så ikke i stedet lytte til de selvstændige eksperter, der havde ret fra begyndelsen af?Om trusselsvurderingen: Jeg er ikke sikker på, om I her ikke bare finder på. At Joe Wilson bekræftede Iraks søgen efter ‘Yellow Cake’? eh? Han gjorde det præcist modsatte.Om Downing Street Memoet: Denne mere harmløse udlægning bekræftes nuAf hvem? Hvor? Teksten er, “the intelligence and facts were being fixed around the policy”. Meningen er klar, og forstærkes kun af sammenhængen. Der er ingen speciel britisk måde at forstå ‘fixed’ på her, på trods af Hitchens forsøg på at fremstille det sådan.Blix fra sin tid som chef for atomvåbenagenturet var kendt som manden, Saddam kunne narreDet viste sig jo, at Blix havde ret.man kan ikke kritisere Bush regeringen for begge dele på samme tid.Selvfølgelig kan man det. Meningen var jo netop at få den amerikanske befolkning med på at invadere Irak, og 9-11 kom belejligt. Desuden har USA et parlamentarisk system der, når det fungerer, gør, at man ikke bare kan lyve om disse ting. Hvad man kan sige er, at Bush-administrationen var ligeglad med sandhedsværdien i efterretningerne.Og om Tenets bog og Hitchens anmeldelse:Hitchens går overhovedet ikke i kødet på Tenets påstand om, at efterretningerne var falske. Han viger udenom ved at fokusere på Tenets før-krigs-løgne. Den ‘universelle kritik’ af Tenet er jo bl.a., at han ikke fortalte sandheden dengang, hvor det kunne have reddet menneskeliv, med i stedet hyttede sit eget skind.Hitchens siger også: ‘as one who has attended about a thousand postmortems on Iraq in Washington, that I have never, ever, not once heard a single partisan of the administration say anything of the kind.Åbenbart har Hitchens ikke nogensinde hørt nogen sige, at man gik ind i Irak pga. ‘faulty intelligence’. Han burde jo bl.a. læse denne artikel, som påstår det samme.Who but an abject idiot would ever make a different assumption or grant the Baathists the smallest benefit of the least doubt?Hvem anden end en komplet idiot vil altid antage det værste? Den rigtige indstilling er at se på fakta og konkludere derfra, i stedet for at ‘antage’ eller ‘tvivle’. Lad os ikke glemme, at Hitchens støttede krigen, og har al mulig interesse i at løbe fra ansvaret.Og således går Punditokraternes enøjede dækning af Irakkrigen mod nye dybder.

    Svar
  3. Anders

    Det beklager jeg. Min kommentar hører til Mr. Law’s forrige indlæg, hvor jeg for lidt siden sørgede for, at man kan læse den en ekstra gang.Her er et af Høi’s yndlingscitater fra Nietzsche: “Når man bekæmper et monster, skal man passe på, at man ikke selv bliver ét.”Personligt mener jeg nu aldrig, at man kan få for meget af noget godt.Jeg er sikker på, at Nietzsche ville være enig med mig.

    Svar
  4. Anders

    … og ja, 1/10 kunne have gjort det. Hvad kan jeg sige… jeg lod mig rive med. Jeg beklager.

    Svar
  5. Anders

    Christian:”Anders:”Pat Buchanon, Andrew Sullivan og Jon Stewart er nogle af Poul Høi’s typisk udvalgte eksperter til at udtale sig om Irak. “Og i næste post…”Nej, jeg har heller ikke set Høi omtale Stewart som ”ekspert”.”Så lad være med at skrive det…”Jeg beklager, hvis ikke jeg fik udtrykt mig klart nok. Her er hvad jeg skrev: ”Nej, jeg har heller ikke set Høi omtale Stewart som ”ekspert”. Men, jf. min sidste post, kan jeg dokumentere, at jeg kalder Stewart for en ”ekspert”.”I den post jeg henfører til, mener jeg ikke, at du kan påstå, at jeg lader Høi bruge personerne under betegnelsen ”eksperter”. Det er mig, ikke Høi, der kalder dem eksperter. Her er, hvad jeg henfører til:” Pat Buchanon, Andrew Sullivan og Jon Stewart er nogle af Poul Høi’s typisk udvalgte eksperter…”Dermed skriver jeg ikke, at Høi har udvalgt de omtalte personer og betegnet dem som eksperter. Dette har du ikke dækning for at kunne påstå. Udskiftes ordet ”eksperter” med ordet ”idioter” (ikke at jeg påstår, at de er det), tror jeg, sætningens sproglige indhold vil gå op for dig. I så fald ville du ikke være i tvivl om, at det var mig, der kalder dem idioter (hvilket jeg ikke gør), og ikke Høi. Angående mine sammenligninger 1) Jon Stewart=Carsten Jensen, 2) Andrew Sullivan=en gennemsnitlig bruger på Liberator, 3) Pat Buchanan=Mogens Glistrup, så skal jeg i det følgende så kort, som jeg finder det muligt, gennemgå, hvorfor jeg finder disse sammenligninger rimelige. Jeg havde dog håbet på, at du havde godtaget mine sammenligninger i det mindste delvist. Deraf længden af det følgende. 1) Jon Stewart=Carsten Jensen: Som Hr. Kommentar er inde på, er Stewart ikke en del af MSM. Han ligger i en amerikansk sammenhæng klart til venstre herfor. Hvad, Hr. Kommentar glemmer, er, at Stewart ikke kun ligger til venstre for MSM på Irak-spørgsmålet, men så vidt jeg kan se også stort set alt andet. Begge står for en Irak-politik, man i Danmark har fundet på De Radikales og Socialdemokraternes venstrefløj og til venstre herfor (meget tidligt ude med ønske om øjeblikkelig tilbagetrækning og godtager nødigt ædle motiver hos krigstilhængerne, ligesom Hr. Kommentar). Man skal huske på, at mange af hans holdninger (såsom anti-kristen-højre og meget pro-indvandring mv., holdninger som også jeg deler med ham) i en europæisk sammenhæng kan virke moderate, men i USA ikke er det. Politisk befinder Stewart sig vel gennemsnitligt et sted mellem Pelosi og Howard Dean, hvilket indholdsmæssigt svarer meget godt til Svend Auken, men fordi USA generelt ligger til højre for Danmark, i en amerikansk sammenhæng er længere ude end det. Retorisk befinder Stewart sig også på et Carsten Jensen-niveau. Jon Stewart sammenligner gerne Cheney med Darth Vader (fremstiller Cheney som tilhænger af afskyelige handlinger foretaget af nogle relativt få personer i Abu Graib), men er hård (et langt stykke hen ad vejen med rette) i Bush’s “Axis of Evil”-retorik. Bare for sjov? næppe. Dobbeltmoralsk? ja. Stewarts sammenligning useriøs? ja. Min sammenligning rimelig og seriøs? Ja. 2) Andrew Sullivan=en gennemsnitlig bruger på Liberator: Her ses fx., hvad jeg ikke kan forstå som andet end stærk sympati med “the Libertarians”, en lignende støtte man i Danmark kun først og fremmest finder på Liberator:http://andrewsullivan.theatlantic.com/the_daily_dish/2007/05/go_ron_paul.html, hvor man kan finde følgende post:”Go, Ron PaulHe did quite well in the MSNBC online poll. I guess the libertarian skew of the Internet might help. But he sure did say things no one else would.”Se hertil Liberator: http://liberator.dk/brog/?cat=25 (til oplysning: Dr. No= Ron Paul, tidligere Libertarian (jeg mener, det er en rimelig antagelse, han stadig er det i sit hjerte).Sullivan er muligvis mere moderat end en gennemsnitlig bruger på Liberator fx, hvad angår klimapolitik, men jeg finder alligevel sammenligningen rimelig, da han har en åbenlys sympati for the Libertarians og støtter deres lave-skatter-/small-government-politik. Hans kritik af Irak-krigen og terrorbekæmpelse, dog primært sidstnævnte, er ligeledes svært adskillelig fra den, man finder hos the Libertarians. Skal man sammenligne Andrew Sullivan med noget i Danmark, må det være Liberator, selvom en omformulering fra “en gennemsnitlig bruger på Liberator” til “en bruger på Liberator i den blødere ende” kunne være på sin plads. Men dette er en nuanceforskel, som efter min mening ikke ændrer på, at han i en dansk sammenhæng er en lidt mærkelig størrelse at referere fra så hyppigt og ukritisk, som tilfældet er, særligt taget i betragtning at Høi bestemt ikke selv er Libertarian, se her: https://www.punditokraterne.dk/_Junk-journalistik_Poul_Hoi_om_nulstats-konservatisme-post28473. Vi ser altså Høi den ene dag sige: ”Se her Cepos og Punditokrater, selv den fornuftige Sullivan, en person, der støtter jeres økonomiske politik, selv han er imod jeres Irak-politik!”. Den næste dag tager han så Bush, som af Libertarians ses som lidt af en socialist på linie med Fogh, og siger: ”Bush er en økonomisk Libertarian og dermed selvsagt noget af det mest usympatiske, der findes.” Får vi den økonomiske Libertarian Sullivans ekspertudsagn hertil? Nej, selvfølgelig ikke. Og påfaldende er Høi’s/Stougaard’s manglende kildekritik af Sullivan igen, når de selv ikke er bange for at gøre brug af:dels rendestensjournalistik i sin kildekritik her: https://www.punditokraterne.dk/president-thompson–ii-post93090 dels skønlitteratur: http://www.berlingske.dk/grid/udland/artikel:aid=785804, når blot de ikke synes om de omhandlede personer.Uddrag fra sidstnævnte link (med overskriften “Fjern Iran fra landkortet”): “Ifølge Goldstein bør USA »ignorere den uundgåelige dårlige medieomtale og hylene fra menneskerettighedsgrupper og give en opvisning i styrke og militær professionalisme«. Det vil sige tæppebombe Irak og Iran.” Det, der var tale om på det tidspunkt, var, om man skulle bruge strategiske atomvåben til at nå ind til Irans atomfaciliteter, som kunne være gemt langt under jorden. Dette ville bl.a. Kissinger på Wolf Blitzer’s Late Edition ikke udelukke. Herfra og så til tæppebombning og til at fjerne Iran fra landkortet, er der vel et pænt stykke? Læg mærke til fraværet af direkte citater fra dem, Stougaard angriber. Det er fordi, de ikke findes. 3) Pat Buchanan=Mogens Glistrup: Her skal vi lidt tilbage i tiden for at finde ud af, hvad Buchanan er for en type. Jeg henviser i det følgende til en del 2 i en længere meget debatteret artikel på 44 sider fra National Review (30/12-1991), skrevet af William F. Buckley (grundlæggeren af National Review). Artiklens overskrift er: ”In search of Anti-semitism”. Her er linket til den: http://content.epnet.com/pdf18_21/pdf/1991/NRV/30Dec91/12486228.pdf?T=P&P=AN&K=12486228&EbscoContent=dGJyMNHr7ESeprQ4y9f3OLCmrk%2bep7FSs6a4SK6WxWXSAAAA&ContentCustomer=dGJyMOzX8oHt5PBG69fnhqzb5ofx6gAA&S=R&D=nchDa artiklen ikke er gratis, er det muligt, at man skal et smut forbi National Reviews søgemaskine for at finde den og indtaste ovennævnte oplysninger. Uddrag (del 2 s. 34):”But when a man [Buchanan] falsely maintains that he is the victim of a “pre-planned orchestrated smear campaign by the Anti-Defamation League [see below 1) not pre-planned, 2) not self-evidently a smear; on the other hand, 3) very definitely orchestrated]; when he is hostile to Israel; when he embraces the PLO; despite being at adamant odds with its political philosophy; when he implies that Jews are trying to draw America into war for the sake of Israel [alone]; when he sprinkles his columns with taunting remarks about things Jewish; when he stirs the pot of intercommunalhostility; when he rallies to the defense of Nazi war criminals, not only those who protest their innocense but also those who confess their guilt; when he implies that the generally accepted interpretation of the Holocaust might be a serious exaggeration – when a man does all these things, surely it is reasonable to conclude that his actions make a
    fairly good match for [conve
    ntional anti-semitism].”Det skal nævnes, at Buckley efterfølgende blev kritiseret af neo-konservative for ikke at ville gå så langt som til at sige, at Buchanan, var/er antisemit. Buckley siger jo blot, at det er rimeligt at kalde Buchanans udtalelser antisemitiske. Buchanan, der kort efter artiklens udgivelse stillede op som præsidentkandidat, ønskede interessant nok ikke at forsvare sig selv mod beskyldningerne trods opfordring hertil fra Buckley’s side. Buchanan’s forsvarere, bl.a. Robert Novak (mig bekendt jøde) såede ikke tvivl om ovennævnte citat men mente Buchanan i bund og grund var et sympatisk menneske, at antisemitisme var et for hårdt ord og at antisemitisme ikke skal forveksles med kritik mod Israel. Buckley havde indtil offentliggørelsen af denne artikel holdt hånden over Buchanan mod beskyldninger om antisemitisme. Buchanan og Buckley var oven i købet venner på tidspunktet for artiklens udgivelse (om artiklen ændrede på det, skal jeg ikke kunne sige).Dertil kan jeg tilføje, at det er velkendt, at Buchanan er imod, at homoseksuelle praktiserer deres seksualitet. Jeg så ham forsvare dette synspunkt så sent som for ca. 2 år siden på ”The Mclaughlin Group” (MSNBC), og er om nogen en af frontfigurerne i det kristne højre. Er det Høi’s pålidellige venner? Slutteligt et eksempel på en af Taki’s (sammen med Buchanan medgrundlægger af ”The American Conservative” og selverklæret UKIP-tilhænger, det engelske Fremskridtspartiet) klummer for nylig med overskriften ”History Lesson” (31/7-2007): http://www.takistopdrawer.us/.Uddrag (om Clintons invasion af Kosovo): ”The baddies are not the various sultans and Ottoman strongmen, but people like Bill Clinton and the grotesque Madeleine Albright, who bombed a Christian country for 75 days in order to establish an Albanian Muslim corridor in the middle of the Christian heartland of the Balkans in 1999. Hurd was right when he blamed ancient hatreds and warring factions for keeping cool and detached in the Balkans. If anything, Blair and Bush should have attacked the Muslim infiltrators in Kosovo. Instead, they went and attacked the only secular state in the Middle East. We armed and trained bin Laden in Afghanistan.”Sammenligningen med Glistrup er efter min mening god nok.Høi er selvfølgelig ikke på ligne med disse kommentatorer, som han benytter så flittigt, men hans manglende kildekritik af disses udsagn er netop derfor ekstra besynderlig. Det viser, hvor desperat han er for at genfinde sine egne holdninger i sine beskrivelser af det amerikanske samfund.Og ja, Stewart kan til en vis grad være en udmærket oase i det amerikanske medielandskab til at illustrere det amerikanske folks krav om tilbagetrækning fra Irak i øjeblikket, men Høi overrepræsenterer efter min mening synspunktet og har gjort det lang tid, inden krigen blev så upopulær som nu. Dernæst er der mange som ønsker tilbagetræning men ikke er i nærheden af Stewarts retorik eller generelle politiske ståsted. Stewart som illustration af, hvor det amerikanske folk befinder sig, er af langt mere begrænset nytte, end Høi/Stougaard giver udtryk for.I de sidste meningsmålinger jeg har set, står Giuliani (som er for at sende flere styrker til Irak og hvis mærkesag må siges at være ”kampen mod terror”) til at vinde over demokraternes præsidentkandidat, uanset om det bliver Obama eller Hillery. Vi må vente i spænding til at finde ud af, hvad Høi’s/Stougaard’s eksperter har af forklaringer på det?

    Svar
  6. Anders

    … og skulle Mr. Law beslutte sig for at fjerne mine kommentarer under dette af sine indlæg, lover jeg, at jeg ikke lægger sag an imod ham. Over and out. Også det lover jeg.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.