Mens vi venter – det går bedre og bedre

Mens vi venter …. på de mere kvalificerede indlæg fra denne blogs politologiske sværvægtere kan tiden fordrives med lidt naiv jubel.

Det går jo bedre og bedre.

Gerhard Schröder blev afløst af en mere borgerlig og pro-amerikansk kansler, og Jacques Chirac er blevet afløst af en mere borgerlig og pro-amerikansk præsident. Intet menneskeligt er perfekt, heller ikke Merkel og Sarkozy og deres respektive programmer, men det er da et fremskridt i forhold til forgængerne. Både tyskere og franskmænd synes at forstå, at enorm velfærd ikke er en forudsætning for et velfungerende samfund, men en konsekvens af samme, og i stigende grad en hindring.

Og nu nyheden om, at Naser Khader og Anders Samuelsen omsider har fået nok af Jelvedfløjen i RV og danner deres eget parti. Glædeligt. Tænk om vi kunne få et parti, der ligger til højre ikke bare for Socialdemokraternes venstrefløj, men også for midten. Der er trods alt intet som lidt effektiv konkurrence til at få samlet tankerne og forbedret indsatsen, både hos udfordrerne og de udfordrede på Christiansborg — og mand, hvor er de dog udfordrede.

Khader har længe været fejlplaceret i et parti, der ganske enkelt ikke fatter de udfordringer, som Khader har helt inde på livet. Det seneste misforståede mediestunt fra Elsebeth Gerners side var formodentlig det sidste strå. Det var ikonisk i sin velmenende uvidenhed. Helweg Sr kunne se problemet, Jelved kunne eller ville ikke.

Og Samuelsen huskes måske bedst fra CEPOS’s seminar om flad skat, hvor han veloplagt drillede skatteministeren og talte varmt for en skat, der – nu vi er i det venlige hjørne – var rimeligt flad, så flad som den vel kunne være i Jelveds parti. Hvad kan det ikke blive til, når manden bliver sin egen herre?

Det må medgives, at Jelveds opskrift længe lignede en vinder: at tilbyde pladderhumanisme til folk, der trods alt er for intelligente til at være socialister. I betragtning af den disciplinering, hovedparten af den danske befolkning under 40 har været undergivet fra blealderen og frem, var der et betydeligt potentiale i den politik. Men for at sælge varen var det nødvendigt at lukke øjnene for en række problemer, som det kræver en rimeligt privilegeret tilværelse at forblive blind over for. Det blev et drivanker, der har holdt dem tilbage i meningsmålingerne og nu har ført til splittelsen.

Herfra ønskes alt godt for Moderaterne, som Khader & Samuelsen vist vil kalde sig, og selv forlydender om, at Seeberg er med om bord skal ikke slå skår i denne naive forårsglæde. Et parti, der beskriver sig selv som moderate, får nok ikke min stemme, de ønsker den næppe heller, men de skal være varmt velkomne som et nyt borgerligt parti med mod til at tage fat – og det håber vi så bare inderligt, at de er.

12 thoughts on “Mens vi venter – det går bedre og bedre

  1. LuckyLibertas

    Endnu mere opløftende naiv jubel ville bruse mod højderne hvis en Punditokrat også så sig i stand til at deltage i virkelighedens politik; og når den Ny Alliance nu, og ganske forståeligen, ikke tiltrækker, ville det være oplagt at se på om Liberalisterne ikke fortjente en reel håndsrækning. Midaldrende Punditokrater med børn må da tro på fremtiden, ellers får man da ikke børn. Hvem sikrer disse børn et nogenlunde frit samfund, hvad ville du stemme på idag?

    Svar
  2. Mr Law

    Det er ikke for at afbryde opfordringen til ikke at glemme Liberalisterne, men blot en berigtigelse i sandhedens tjeneste.Det nye parti hedder Ny Alliance, hvilket er en klar forbedring i forhold til Moderaterne. Det er som med Nøjsomhedsvej; hvem gider bo dér?Taget for pålydende, er Moderaterne temmelig kedeligt. Den slags kan man slippe afsted med ovre østpå, men forhåbentlig ikke hos os.Og dog, politik er jo anderledes. Moderaterna er jo ikke særligt moderate i forhold til vores hjemlige Venstre, der ikke længere er venstre, men det er venstrefløjen jo heller ikke. Og de radikale er ikke radikale, selvom de nu og da klæder sig sådan. Men jeg fortaber mig.Navnet er Ny Alliance. Held og lykke til dem.Og til Liberalisterne, der omsider fik lov at hedde det, selvom de andre allerede havde det som binavn, og så alligevel ikke, etc. etc.

    Svar
  3. TerminalFrost

    Den Gallup-undersøgelse er vist lidt vag. Ja, SANDSYNLIGVIS vil jeg OVERVEJE at stemme på hans parti. Man kunne næsten sige “selvfølgelig vil jeg det”. Partiet skal nærmest være en udbrydergruppe af Enhedslisten for, at jeg HELT SIKKERT IKKE vil OVERVEJE at stemme på partiet.Mht. partinavne så tror jeg at det nye partis navn bliver forældet hurtigere end Venstres er blevet det. (Ej, det er ikke helt fair, for det er ikke partiet selv, der er en ny alliance – så vidt jeg ved advokerer de bare for en ny alliance…)

    Svar
  4. Peden

    Helt enig Terminalfrost, men sådan er det også med hovedparten af sådanne undersøgelser. Når folk står i stemmeboksen så tænker de sig lidt mere om end når de taler med en eller anden irriterende person fra et analyzebureau.

    Svar
  5. Limagolf

    “…at tilbyde pladderhumanisme til folk, der trods alt er for intelligente til at være socialister.”Det er dagens politiske kommentar!:-)/Limagolf

    Svar
  6. MadamMedieMedusa

    VI VENTER VIDERE; ” VENTEKOMMENTAR”, eller dumme udtalelser koster gratis…Punditokrater, borgere, fritænkere og alle som respekterer individer; er dit og dat diskussioner nok, hvor er de tunge emner og de tunge drenge? Før vi drukner i den lokale andedam og sønderciterer den udenlandske;Hvad er demokrati i dag og hvor findes det?Hvad mener vi nu med globalisering og hvori består de afgørende forskelle til førglobaliseringen? Er der egentligt sket så meget og i givet fald er det så fordi vi kan kommunikere mere på afstand, eller hvorfor?Hvordan definerer vi nationalstaten i dag? Er nationalstater en forudsætning for samfundsorden og samfundsordener, eller er nye samfund en mulighed og hvad vil grænserne udgøres af?Er det uoverskueligt at nationalstaters homogenitet udfordres stærkt og nationalstater opløses eller omdannes væsentligt? Får vi sandsynligvis mindre eller større samfundsenheder? Hvad er status for de mange nye samfund i og på tværs af de gamle nationalstater? Hvor går de nye grænser og hvad består de af? Hvad med EU, NATO, FN og alle de andre gamle overstatslige samfund når de enheder de består af omdannes eller sprænges? Hvad og hvem vil præge nydannelserne?Hvordan definerer vi i dag det åbne samfund og giver det mening at tale om det eller om flere åbne samfund?Har liberalister i dag et kvalificeret bud på fredelige sameksistensmuligheder for individer og samfund? Hvorfor sker der ikke mere i den individrespekterende samfundsforskning? Er der på alle områder mangel på nytænkning?Sætter ignoranter, socialister og stenkonservative samt andre fundamentalister dagsordenen? Er vi selv stivtænkere? Gentager vi os selv i en uendelighed?Er det åbne samfund overhovedet en mulighed og er en majoritet af individer på jorden dets fjender? Er vi selv? Hvad vil vi?HVEM VOVER NOGLE SVAR? Kan vi blive ved med at kommentere dit og dat? Tror vi overhovedet på fremtiden, har vi visioner og ikke utopier? Er man nødvendigvis intellektuel fordi man kan citere langt og længe, skal der ikke også tænkes nyt og skelsættende; og må man ikke gerne nå bredt ud?Hvor er de tolerante og liberale nye tanker som er så dybe og brugbare at de kan blive til handlinger med respekt for individer, gerne nedfældet i nye bøger for en ny verden med ny undervisning af friske økonomer, filosoffer, samtidshistorikere, idéhistorikere etc.?Er det utænkeligt at vi fra Danmark kan deltage i noget skelsættende og præge den ny verden? ELLER ER DET SÅDAN AT ”DIT OG DAT DISKUSSIONER” ER SELVE ESSENSEN AF LIBERAL TÆNKNING? SÅ ER ALT JO I SIN FINESTE ORDEN. Med undrende og venlig hilsen MadamMedieMedusa fra Metusalem.Storleverandør af spørgsmål.P.S. Må gerne drilles som værende ”SpørgeJørgen” og hans lige; og en tåbe kan jo spørge om mere, end jeg ved ikke hvor mange Punditokrater…. etc. kan citere.

    Svar
  7. Karen W.

    Med hensyn til Khader og hans Ny Alliance, er det ganske givet en god ting, at han har brudt med de radikale –men, han vil have indført hurtigere statsborgerskab og nedlægge asylcentre, så bliver det jo samme kaos, som i tiden før 2001 – og hvad der er værst Gitte Seeberg går ind for Tyrkiets medlemsskab af EU. Nej, Ny Alliance får i hvert fald ikke min stemme, men det er jo ingen skade til, at der bliver rusket lidt op i de gamle partier.

    Svar
  8. Jensan

    Hvis de går ind for Tyrkiets medlemsskab, så meget desto bedre. Netop nu er det vigtigt, at vi gør, hvad vi kan for at sikre os, at Tyrkiet ikke ender i de gale hænder.Af samme grund var jeg lige ved, men kun lige ved, at støtte Royal. Pga. det og så at hun syntes at ville være hårdest over for Iran. Det kan være, at Berlingske har haft samme dilemma, siden den har haft så svært ved at melde klart ud?

    Svar
  9. MadamMedieMedusa

    Du tager helt fejl! Jeg er en ganske anden.Jeg har den medfødte forståelse at vi alle er født med ret til eget liv. At stille spørgsmål er for at fremtvinge tanker, ikke for at fremstå som værdirelativist eller nysprogsfacist. At forstå nyskabelsers dynamik er et værn mod systemers uberttigede magt over individer. Hvornår er et system legitimt? Hvad sker der idag med de velkendte systemer? Nationalstaterne er truede både indefra og udefra, det er et faktum.Hvis dette ikke er endog særdeles relevant i din optik, må du forklare hvorfor.

    Svar
  10. Karl Kristian

    Du tager helt fejl, så begrænset er jeg ikke – dårligt gæt…Jeg er liberal og jeg er hverken værdirelativist eller nysprogsfacist, men det er altså et faktum at nationalstaterne er truede både indefra og udefra; og hvis vi ikke forsker mere i dynamikken er individer mere truede af illegitime systemer end nogensinde før.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.