The Capitalist Peace

Der findes dem, der mener, at socialvidenskabernes væsentligste formål er at bekræfte fordomme og aflive myter. Denne punditokrat har derfor været ualmindelig godt underholdt af januar nummeret af American Journal of Political Science. Her har Erik Gartzke fra Columbia University en fremragende artikel, “The Capitalist Peace”, der dybest set viser, at Bastiat havde ret: Stater, der er økonomisk integrerede i verdensøkonomien, går bare ikke i krig. Man tvinges jo nærmest til at udbryde: Hvad sagde vi – eller som en video på youtube udtrykte det: The Right was Right! Men den type argumenter anvendes jo som bekendt ikke på denne blog.

Det nye i Gartzke artikel er selvfølgelig, at det altså ikke er regimeformen – dvs. graden af demokrati, graden af omfordeling, sammenhængskraften eller andre metafysisk funderede forhold, der er afgørende for, hvor krigeriske stater egentlig er. Men derimod er graden af handel helt afgørende for graden af krigerisk adfærd. Særligt finansiel åbenhed har betydning for, hvor sandsynligt det er, at observere krige mellem stater. Jo mere finansiel åbenhed – jo lavere sandsynlighed for krig. Med andre ord: Sørg for at folk har mulighed for at berige sig og de vil bekymre sig mere om deres pension end om at slå andre ihjel. En pensionsopsparing skal nu engang bruges i fremtiden– og pensionsopsparingen er nu engang mere værd, hvis man rent faktisk er til stede, når fremtiden indtræffer. Ingen Metafysik!

Det rejser jo – unægtelig – nogle interessante perspektiver. Hvis vi skal have fred – og hvis vi mener, at fred er noget godt – så skal vi måske sikre markedsadgang for 3. verdenslande til vores markeder? Måske skulle vi give folk i disse lande en mulighed for at blive rige uden alt for voldsom indblanding i, hvor mange cementfabrikker og hvor meget samtaledemokrati et udviklingsland skal stopfodres med?

6 Kommentarer

  1. Jeg mener ikke, at demokrati er en dårlig ting – men, der findes en ret stor litteratur, der hævder at demokrati forhindrer krig. Men sammenhængen mellem finansiel åbenhed og fraværet af krig er tilsynelande stærkere end fraværet af krig og demokrati. Og det er bidraget i nævnte artikel.

  2. “Derudover vil jeg mene at USA har været indvolveret i en del krige, selv om de er dybt integreret i verdens økonomien.”USA er ikke dybt integreret i verdens økonomi. Det er verdens økonomi der er dybt integreret/afhængig af USA’s økonomi.Desuden så selv hvis man accepterer din antagelse af USA som stærk krigeriske af natur, så er den ene anekdote næppe tilstrækkeligt til at affærdige artiklen og datamaterialet – som selv siger du ikke har læst-

  3. Pelle Lauritsen

    7. maj 2007 at 11:42

    Ad Nikolai: “USA er ikke dybt integreret i verdens økonomi. Det er verdens økonomi der er dybt integreret/afhængig af USA’s økonomi.”Jeg ser det som 2 sider af samme sag, netop fordi USA er så stor.Jeg mener ikke USA er specielt krigerisk, og måske USA er et dårligt eksempel, fordi de er så store (militært) og er verdens eneste supermagt. Men det er måske også derfor de kan gå i krig uden nogen umiddelbart frygt for deres økonomi.Jeg tror gerne hypotesen holder for mindre/andre lande. Men det kræver dog at landet er tilstrækeligt udviklet til at have en eller anden form for pensionssystem 😉

  4. Pelle Lauritsen

    7. maj 2007 at 12:16

    Ikke at jeg har læst den artikel som du referer til, men det lyder næsten som om du synes demokrati er en dårlig ting.Derudover vil jeg mene at USA har været indvolveret i en del krige, selv om de er dybt integreret i verdens økonomien.

  5. Her er en gammel Doug Bandow kommentar om samme emne.http://www.reason.com/news/show/32985.html

  6. Nu forsøger endnu en forsker at bevise tesen om den kapitalistiske fred, en tese der i forskellig form har spøgt i samfundsforskningen siden Montesquieu i 1700-tallet, måske mest farverigt i Benjamin Constants essay “Om erobringsgejsten” (De l’esprit de conquête) fra omkring 1820.Min fornemmelse som historiker har længe været, at der naturligvis er noget om snakken, men ikke alt.I 1914 var såvel Det tyske Rige som Storbritannien dybt involverede i verdensøkonomien (efter nogle mål mere end noget land idag), og de gik dog i krig.Det var ikke fordi folk ikke sagtens rationelt kunne forstå, at krig mellem europæiske stormagter var en dum ide: den ødelægger kapital (menneskelig og fysisk), den gør alle fattigere, og den tjener egentlig heller ikke noget lands magtinteresse, heller ikke sejrherrernes.I dagene inden Storbritannien den 4. august erklærede Centralmagterne krig, tryglede Bank of Englands direktør regeringen om dog at lade være, selvom britisk neutralitet kunne medføre Frankrigs nederlag. “Da han gik, havde han tårer i øjnene”, skrev finansminister Lloyd George om nationalbankchefen. Den liberale premierminister Grey, som fuldtud delte nationalbankchefens følelser (“I hate war! I hate war!” gentog han), bad dog alligevel Underhuset om at stemme for krigen, fordi Storbritannien ellers risikerede sit ry, sin troværdighed og sin ære. Og det ville skade rigets prestige og magtstilling.I 1911 havde den liberale journalist Norman Angell med uigendrivelige argumenter vist, at krig er en dårlig måde at sikre nationale interesser på, fordi den kun gør fattig.Og alt det betød i sidste ende intet. Nationalismen, æresbegreber, offer-etikken — altsammen i mine øjne ikke nødvendigvis dårlige ting, tværtimod — var faktorer, der fik den afgørende politiske betydning. Det kølige og rigtige ræsonnement måtte vige.For at kapitalisme og handel skal befordre fred, kræves der altså mere end blot økonomiske bånd. Der kræves en antikrigskultur. Den var for svag i 1914, ligesom den (muligvis) er alt for stærk idag. Men den kulturs overvældende vækst er nok et af det 20. århundredes helt store temaer i den vestlige verden.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑