Debatten om globalisering er sommetider helt surrealistisk, specielt hvis man ser den gennem en moderne samfundsvidenskabelig optik. En ting er, at stort set alle modstandere af økonomisk globalisering benytter sig af eksempler, man som fagøkonom blankt kan afvise. Når man for eksempel læser Naomi Kleins eksempler på frygtelige arbejdsforhold og lave lønninger, er de ikke bare outliers og dermed ikke repræsentative, men faktisk helt modsat af hvad der ville være repræsentativt. På den måde formår antiglobalister at vilificere globaliseringen som fænomen på basis af enkelte, beklagelige eksempler.

Det andet forhold, der er så mystisk, er antiglobalisternes begejstring for centerløst, socialt samkvem på tværs af landegrænser og kulturer, samtidig med at de nærer et dybt had til økonomiske og professionelle globale kontakter – måske lige med undtagelse af fagforeningssamarbejder. Man får fornemmelsen, at det er det rationelle element, som antiglobalisterne ikke kan lide. Og én helt særlig ting, de ikke kan lide er, at globaliseringen som udvikling er et moderne og meget nyt fænomen – eller det påstår de da. Man fristes næsten til at tolke holdningen sådan, at problemet med det moderne, er at det er en trussel mod den smukke traditionalisme hos de ædle vilde.

Men ligesom kærlighed gør had nogle gange blind. En stor del af de sociale kontakter på tværs af lande, som Naomi Klein og hendes bande elsker, skabes nemlig som uventede sidevirkninger af de rationelle, professionelle kontakter de hader så inderligt. Og uden dem – økonomisk samvær og andet, der kommer af ren selvinteresse – ville vi have meget få sociale kontakter udenfor vores egen kultur. Handel, udenlandske investeringer, og professionel kontakt, er ganske enkelt bærere af de sociale samkvem! Lad mig give eksempler fra to områder: 1800-tallets klassiske musikliv i Europa, og mit eget beskedne, faglige netværk.

I 1840 debuterede den danske komponist Niels W. Gade med ouverturen ’Gjenklange af Ossian’, der vandt en konkurrence i København. To år efter var hans første symfoni klar, men mod forventning afviste Kjøbenhavns Musikforening den. Gade havde dog mere end nationalt udsyn, og sendte derfor symfonien ud af landet til det europæiske musiklivs fænomen i Leipzig, Felix Mendelssohn. Mendelssohn inviterede Gade til Leipzig, hvor symfonien ’Paa Sjølunds Fagre Sletter’ i 1843 blev uropført af Gewandhaus-orkesteret med Mendelssohn som dirigent. Publikum såvel som dirigent var ellevilde, og danskeren havde fundet sit marked – udenfor Danmark!

Gades professionelle liv begrænsede sig derfor ikke til Danmark, men var globalt i den tids optik. Når man således ser på hans – en i vore dage relativt ukendt komponists – professionelle kontakter, må man slås af, hvor meget det ligner et moderne, fagligt netværk. Gade arbejdede tæt sammen med Mendelssohn, som han også knyttede nære personlige bånd til. Men senere lærte han gennem sit arbejde datidens superviolinist, ungareren Joseph Joachim at kende, han kendte tjekken Antonin Dvorak, var venner med nordtyskeren Johannes Brahms, der boede i musikmekkaet Wien, og kendte Brahms mentor Robert Schumann, med vis kone Clara han ligesom tyskeren knyttede et livslangt venskab. Sidstnævnte, der som bekendt er en af musikhistoriens største skikkelser, lærte endda et trick eller to af danskeren. Også dengang var der læringseffekter af globaliseringen, og nationale spill-overs: Både Joachim og Clara Schumann spillede i København, inviteret op til økonomiske gevinster og københavnernes begejstring af deres ven Niels Gade, efter at han i 1848 efter udbruddet af den dansk-prøjsiske krig flyttede hjem.

Gades netværk skabtes således af hans ambition om at blive musikalsk konkurrencedygtig på europæisk plan, men medførte som en utilsigtet men behagelig konsekvens en række personlige venskaber med nogle af tidens største musiknavne. Med andre ord skabte en professionel globalisering in sidste halvdel af 1800-tallet også en række venskaber på tværs af landegrænser – en social globalisering.

Med udgangspunkt i mit eget lille faglige netværk kan man også undre sig over, hvordan antiglobalister a la Klein overhovedet kan finde på at skille økonomisk rationale og social kontakt ad. De fleste af mine internationale kontakter – som jeg tror det er tilfældet for snart sagt alle forskere og andre erhvervsgrupper – er netop resultatet af fælles professionelle interesser. For eksempel har egeninteresse i forbindelse med mit arbejde det seneste år resulteret i disse aktiviteter:

• Middag på Vilhelmsborg med Martin Paldam, Gert Svendsen og Ric Uslaner (University of Maryland)
• Udveksling af gratis link med Rachmaninovs anden symfoni (og glæde over den) under sommerens BBC Proms koncerter med Niclas Berggren (Ratio Instituttet i Stockholm)
• En gåtur i solskinnet i Amsterdam med Karin Mayr (Universitetet i Linz)
• En flok store fadøl med blandt andet Guillaume Méon (det frie universitet i Bruxelles), Ivo Bischoff (universitetet i Giessen) og Axel Dreher (ETH i Zürich)

Alle disse aktiviteter udsprang oprindeligt af fælles arbejdsinteresser – den rationelle type global kontakt, som antiglobalisterne nærer så stort had til. Og i tilknytning til eller under alle aktiviteterne diskuterede vi også professionelle forhold.

Så dagens spørgsmål her på stedet må være: Hvad er der galt med at knytte sociale kontakter som en bivirkning af professionel, rationel aktivitet? Hvad var der galt med Gades europæiske netværk? Hvad er det, der er så frygteligt ved at rationel, økonomisk globalisering medfører en masse social globalisering – at den økonomiske globalisering kommer før den sociale? Med andre ord, hvorfor kan Naomi Klein og co. ikke lide, at økonomisk globalisering i Alfred Hirschmans ord er ’civiliserende’? Jeg forstår det ikke – men jeg nyder det da, når det sker!