Robert Putnam’s sociale kapital –- spændende og misvisende

En af de mest spændende udviklinger indenfor samfundsvidenskaberne i de senere år har været introduktionen af begrebet ’social kapital’. I sin akademiske bestseller fra 1993 med titlen ’Making Democracy Work’ definerede Harvards superpolitolog Robert Putnam begrebet som ”aspekter af samfunds organisation, såsom tillid, normer og netværk, der kan forbedre samfundets effektivitet gennem at facilitere koordinerede handlinger”. Bogen opnåede popularitet verden over ved at demonstrere, at disse faktorer kunne forklare en hel del af forskellene i forhold som indkomst, korruption og bureaukratisk kvalitet mellem Nord- og Syditalien.

Mens enkelte andre havde brugt social kapital før Putnam, gjorde bogen og dens budskab en verden af forskel. Siden da har hundredvis af samfundsforskere brugt social kapital som forklaring på en lang række ting: Økonomisk vækst, retslig kvalitet, lykke, sundhed, kriminalitet, og valgdeltagelse er blot nogle af de mange faktorer, litteraturen har set på. Men med de mange studier kommer også et særligt problem, nemlig at nogen bruger tillid som indikator for social kapital, andre bruger forskellige mål for tætheden af sociale netværk, og mange andre mål og indikatorer bliver brugt for at fange det underliggende koncept – social kapital.

Putnam ser det ikke som et problem, da han betragter normer, tillid og netværksdannelse som dele af det samme begreb, og derfor som meget tæt forbundne konstrukter. Men er de nu det? Hvis ja, er der ikke noget stort problem, men hvis svaret er nej, melder de grå hår sig. Så er der nemlig store problemer med den måde social kapital operationaliseres på,der får konsekvenser for, for eksempel, de politiske anbefalinger man kan uddrage fra forskningen, som vi skal komme tilbage til.

En af de simpleste måder at se på det spørgsmål på, er at regne korrelationerne ud mellem de forskellige elementer i dataene. En korrelation er, som de statistikkyndige ved, et tal mellem -1 og 1, der viser hvor stærk sammenhængen er mellem to serier tal. Hvis tallet er 1, er de to serier i al praksis ens, hvis tallet er -1 er de helt modsat – går den ene op, går den anden helt sikkert ned, og hvis tallet er omkring 0, er der ingen sammenhæng. Der er for eksempel høj korrelation mellem hvor meget ens blomst i vinduer får, og hvor godt den vokser.

Hvordan ser det så ud for Putnam og de mange andres forestillinger? Tja, hvis vi ser på de 48 lande, hvor vi har gode, troværdige data, er korrelationen mellem normer og tillid -0,16, den mellem normer og netværk er -0,15, og den mellem tillid og netværk er -0,01. Man kan selvfølgelig indvende, at der er forhold man overser, men i en artikel fra sidste år i European Journal of Political Economy demonstrerede jeg med disse data og en noget mere avanceret metode, at de tre elementer er helt separate, når vi sammenligner lande. Berkeley-sociologen Claude Fischer nåede til samme konklusion året før i sin anmeldelse af Putnam i Social Forces, hvor han brugte Putnams egne data fra USA’s 50 stater, og Eric Uslaner har vist det samme i individ-sammenligninger.

Her er der altså et alvorligt videnskabeligt problem, fordi man blander æbler og pærer i samme kurv. Man kan ikke finde virkninger af generel tillid – som man ret ofte gør – og fortolke dem som netværkseffekter, for de to ting har ganske enkelt ikke noget med hinanden at gøre. Derfor er rigtigt mange af de empiriske analyser i litteraturen sådan set udmærkede, men fortolkningen af resultaterne er helt hen i skoven. Jeg er ked af at sige det, men det gælder desværre også min med-punditokrat David Gress og den måde han bruger social kapital-begrebet i sin ellers ret udmærkede nye bog.

Helt galt går det, når de videnskabelige indsigter begynder at blive omsat til politik. I USA er en række enheder begyndt at tage hans anbefalinger – investér i lokale netværk såsom børnebaseball, kor og fuglekiggeri – for gode varer. I 2003 begyndte den australske finansminister Peter Costello også at argumentere for de samme mål, og i Storbritannien nedsatte Tony Blair en kommission til at måle social kapital i landet, så regeringen kan bruge den aktivt. Problemet her er, at en række af de resultater man ønsker – bureaukratisk kvalitet, velfungerende lokalregeringer, økonomisk vækst og dynamik, ifølge den nyere forskning kommer fra tillid, og altså ikke har noget at gøre med netværkstyngde eller normdannelse. Men de politiske ’implikationer’ – den måde man politisk læser forskningen – indebærer at man investerer i netværk og normer!

Hvorfor nu indvie læserne i dette særlige videnskabelige problem? Jo, for det første betyder det, at man i en række lande er begyndt at investere fra politisk side i det forkerte på grund af, at så få har forstået Putnams videnskabelige problem! For det andet fordi disse diskussioner også ligger og ulmer i dansk politik – her hedder det som oftest bare ikke social kapital, men sammenhængskraft selvom det er det samme, der diskuteres. Og for det tredje fordi jeg er træt af at være ude og holde foredrag eller blot at tale med folk der rykker ud med social kapital-argumenter, men hurtigt afslører, at de alle har en forståelse for Putnams version af tingene – altså den der ikke holder videnskabeligt vand. Så hermed har jeg gjort min pligt og oplyst/formidlet. Og så håber jeg i øvrigt at flere i fremtiden forstår at skille skidt fra snot i denne debat. Ellers ender det med at koste penge på bundlinien og arbejdspladser i samfundet.

4 Kommentarer

  1. LuckyLibertas

    16. maj 2007 at 01:44

    Hvis vi blev født ind i en tom kultur, en ikke-kultur, en ikke-social struktur af ikke-netværk og ikke-normer, ville tillid, hvis det kunne defineres som en uafhængig følelse eller tilstand kunne bestemmes selvstændigt og dermed som grundlæggende, men tillid er noget i forhold til noget og vi fødes ind i en social struktur, af netværk med normer bygget af tillid til gamle netværk.Hvor man lægger fokus er værdier og politik. Vi kan aldrig starte forfra.

  2. Så Putnam har introduceret begrebet social kapital? Såvidt jeg ved, har sociologen og neomarxisten Pierre Bourdieu aktivt brugt begrebet siden 1970erne. Han skelner i øvrigt mellem økonomisk, kulturel og social kapital. Sidstnævnte forstår han som “forbindelser” eller “netværk”, som man kan bruge til at skabe sig en fordelagtig position i samfundet – eller til at grave sin egen grav.

  3. Peter Kurrild-Klitgaard

    19. maj 2007 at 07:23

    Kære Torsten,Jeg vil gå et skridt videre end Christian: Indtil Putnam m.fl. var det stort set kun i marxoide, po-mo, frankofile kredse, at der var nogen, der kendte til Bourdieus brug af begrebet “social kapital”. Uden Putnam m.fl. havde det nærmest været ukendt i anglo-amerikansk forskning og dermed–for all practical purposes …–stort set alle andre steder.

  4. Christian Bjørnskov

    19. maj 2007 at 12:24

    @Torsten: Tak for at komme med den kommentar, man altid får. Bemærk, at jeg skriver, at “enkelte andre havde brugt social kapital før Putnam”. De enkelte andre tæller selvfølgelig Bourdieu, men også hans amerikanske sociolog-modstykke (mod på mange måder) James Coleman, og endnu tidligere økonomen Glenn Loury (midt i 70’erne), Jane Jacobs (i 1961) og forfatteren Henry James (i 1904). Jeg påstår ikke – og det gør Putnam heller ikke – at han har opfundet konceptet, blot at han gjorde det enormt populært i samfundsvidenskaberne som helhed. Derfor er det vigtigt at gøre opmærksom på, at han tog fejl mht. en række strukturelle forhold, nøjagtigt ligesom Bourdieu og mange andre tog fejl. Man skal holde skidt for sig og snot for sig, hvis man vil bruge konceptet til noget.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑