Farvel til Wolfowitz

I går blev det endelig officielt, at Verdensbankens præsident Paul Wolfowitz har taget sin afsked. Wolfowitz udtalte i den anledning, at ”de fattigste mennesker i verden fortjener det bedste, vi kan levere”, og mente derfor at det er i deres interesse, at han nu forlader banken. Det kan der stilles spørgsmålstegn ved.

Baggrunden for Wolfowitz’ tilbagetræden er, at han sørgede for at få sin kæreste forfremmet internt i banken, og at hun ydermere fik en overordentlig generøs lønstigning. Han har ikke gjort noget decideret ulovligt, men forbrudt sig mod bankens retningslinjer og almindelig moral. Så lad min understrege med det samme, at den type adfærd ikke bør accepteres, og naturligvis under alle omstændigheder skulle have konsekvenser for Wolfowitz! Når det så er sagt, er det værd at bemærke at adskillige ledere i internationale organisationer har begået lignende regelbrud, uden at det har ført til nogen form for konsekvens. Et eksempel er den allestedes hyldede FN-generalsekretær Kofi Annan, hvis søn var dybt involveret i ’Mad for Olie’-skandalen i Irak. Annans egen rolle er aldrig klarlagt, og hvorfor sad Annans søn overhovedet så centralt – og lukrativt – placeret i FN-systemet?

Det egentligt beklagelige ved Wolfowitz tilbagetræden er dog ikke, at der ikke er nogen klar linje i, hvad der sker med internationale topchefer, der forbryder sig mod moral eller lov. Det er derimod hans rolle i Verdensbanken, og implicit også et rimeligt bud på, hvorfor hammeren faldt så tungt i hans sag. Det var nemlig med en del forventning fra nogle sider, at Paul Wolfowitz blev udnævnt til præsident. Verdensbanken, der står for en betragtelig del af klodens udviklingsprojekter i ulande, og en meget stor del af forskningen i udvikling, bliver ofte kritiseret, om end kritikken i de fleste tilfælde er noget forfejlet. Men op gennem 90’erne og til nu har mange mennesker tabt tiltroen til ulandsbistand – og med rette. Det kan ganske enkelt ikke dokumenteres, at den har nogen som helst virkning, når man måler på forskelle mellem lande. De eneste virkelige effekter synes at være, at centrale liberaliserende reformer udebliver, når ulande får store mængder hjælp. Vi har tidligere skrevet om det her og her.

For de af os der kender den del af litteraturen, og ikke alligevel holder os selv i et optimismens selvbedrag, var valget af Wolfowitz som præsident et løfte om et frisk pust – en åbnen vinduerne og en gentænkning af, hvad banken kan udrette. For det er ingen hemmelighed, at selv Verdensbanken med dens stab på cirka 7000 PhD-uddannede medarbejdere, i mangt og meget gør præcist de samme fejl som alle andre donorer. Banken og dens medarbejdere har også et klart incitament til at fortsætte med ulandsbistanden, og – som William Easterly har vist – love, at selvom den ikke virkede før i tiden, har ’vi nu lavet bistanden om og målrettet den’ så denne gang bliver det en succes. For de af os, der aldrig har troet på det budskab, var Wolfowitz netop den kætter – ideologisk og praktisk – der kunne ryste op i Verdensbanken.

På den baggrund er det vel ikke svært at forstå, hvorfor der stort ikke blev bakket op om Paul Wolfowitz i den prekære sag? Ikke nok kom han fra en baggrund i George W. Bush’s administration, og endda som en af hovedarkitekterne bag Irak-krigen, men han var klart republikansk og amerikaner i en tid, hvor blandt andet EU plæderer kraftigt for at få en ikke-amerikaner på posten, og helst en med de rette forbindelser til unionen. Så da Wolfowitz trådte ved siden af, faldt dommen hurtigt og nådesløst, og – uden at journalisterne åbenbart har bemærket det – med en hel del gusten selvinteresse bag.

Denne punditokrats yndlingsbud blandt dem, der er blevet nævnt, er klart den nuværende viceudenrigsminister Robert Zoellick. Manden er tidligere chefforhandler i WTO for USA, og både en dreven diplomat og en stærk tilhænger af frihandel og frihed, og derfor et godt bud på en præsident uden alt for meget velment nonsens i tasken. Men tidligere nigerianske og sydafrikanske finansministres navne er også på bordet. Hvis man vælger dem, bliver det næppe andet end mere af samme skuffe – den med projekterne og de gode intentioner, der aldrig virker. Med alle hans fejl og moralske mangler, kommer jeg nok til at savne Wolfowitz.

9 Comments

  1. På denne adresse står der lidt mere om baggrunden:http://www.opinionjournal.com/editorial/feature.html?id=110010095

  2. Christian Bjørnskov: “Så lad min understrege med det samme, at den type adfærd ikke bør accepteres, …”Jeg synes ikke du godtgør Wolfowitz’s fejler og mangler. Det afgørende for mig er, om han kan siges at have været i god tro. Kæresten stod i forvejen på en liste over folk, som fortjente forfremmelser. Wolfowitz blev bedt om enten at give hende en forfremmelse eller en lønforhøjelse (muligvis var det ikke en gang formuleret som et enten-eller?). Da han valgte at give hende begge dele, fremlagde han dette valg for den etiske komité, som ingen indsigelser havde (hvorfor de også er retteligt er blevet kritiseret). Eftersom folkene i den etiske komité næppe har været Wolfowit’s venner, synes det underligt at antage, at Wolfowitz har været i ond tro, at tro, at han troede, at han kunne komme afsted med det, at han har fejl og mangler. Jeg synes, det har været et ulækkert forløb op til hans afgang, men undrede mig noget, da han oprindeligt blev valgt. Man kunne sagtens have valgt en mindst lige så god men mindre kendt mand til posten (og her er jeg sikkert helt enig med dig i kriterierne).

  3. Peter Nedergaard

    20. maj 2007 at 04:33

    Jeg synes også at Wolfowitz-affæren med vilkårlige og regelstridige skatteyderbetalte forfremmelser og løntillæg rejser et andet spørgsmål:Kan nogen forklare mig, hvorfor Bush-administrationen i den grad evner at tiltrække personer til sig, som er etisk anløbne (Wolfowitz, Cheney, Gonzalez, Rove etc.)?Og så oveni at have ført landet ud i en håbløs, terrorismeskabende, illegitim krig og en offentlig gældsætnings-deroute.Heldigvis er USA et demokrati, hvor vælgerne næste gang straffer de forsmædelige. Men hvorfor skulle alle vi pro-amerikanske dog trækkes igennem den slags anløbne og anti-amerikanisme fremmende adfærd fra Bush-administrationens side?

  4. Jeg er fuldstændig enig i Christians post. Når sagen er blæst så stort op, og nu er endt med Wolfowitz’ afgang, er det jo ikke fordi han har fået forflyttet kæresten med en lønforhøjelse i bagagen, som hun alligevel havde fået, men fordi Wolfowitz’ dagsorden var korruptionsbekæmpelse og god regeringsførelse. Det er åbenbart ikke velanset.Som jeg tidligere har skrevet på http://blog.cepos.dk/?p=127 så er den egentlige skandale, at man ikke kan være chef for en international organisation og prioritere korruptionsbekæmpelse og god regeringsførelse. Robert B. Holland, III skrev en kommentar i Wall Street Journal, “The Real World Bank Scandal”, som virkelig giver stof til eftertanke:”Many are opposed to Mr. Wolfowitz’s anti-corruption emphasis, some on the good faith basis that he is placing disproportionate emphasis on the issue at the expense of other development priorities. Others, however, are opposed on the selfish basis that elevating anticorruption and governance considerations will result in lower lending levels and more difficult negotiations with borrowing governments. Still others may fear exposure of corruption among staff itself and possible adverse donor reaction if widespread corruption appears to plague Bank operations.”

  5. Er jeg i øvrigt den eneste, der synes, det er lidt interessant, at Wolfowitz går af den 30. juni? Det er tre dage efter Blair er blevet arbejdsløs.

  6. “Baggrunden for Wolfowitz’ tilbagetræden er, at han sørgede for at få sin kæreste forfremmet internt i banken, og at hun ydermere fik en overordentlig generøs lønstigning.”Var der ikke mere tale om, at hun blev forfremmet EKSTERNT, nemlig til State Department. Dette for at sikre, at Wolfie ikke var i samme organisation som sin kæreste. At hun så får en fed lønforhøjelse i den forbindelse, har jeg sgu lidt svært ved at se udgør det store problem. Hun stod efter sigende til at blive forfremmet af banken alligevel…

  7. Skal nødigt ses som en Bush-basher. At Wolfowitz i sin tid blev udnævnt i til formand for Verdensbanken, kan vel nok ses i sammenhæng med, hvad der har vist sig at være Bush’s største fejl i udenrigspolitikken: det manglende diplomatiske touch, men de fleste begår jo småfejl. Som verdens mest magtfulde mand har de nu engang bare større betydning end, når fx en hjemmegående husmor glemmer at tage opvasken (ikke at dette er i orden).

  8. Det manglende “diplomatiske touch” mener jeg har været befriende og ærligt. Dog anerkender jeg, at udnævnelsen af den idealistiske Wolfowitz nok ikke en forfremmelse, men en erkendelse af, at der var brug for mere diplomati og mindre ideologi efter valget. Jeg synes man bør huske, at Bush administrationen faktisk ikke kunne tillade sig at være diplomatiske i dagene efter terrorangrebet 11. september 2001. Det var i de dage udenrigspolitikken blev lagt. Glem ikke det. Og jeg må bare konstatere, at hvis man ikke anerkender, at Bush administrationen den dag i dag er mærket af begivenhederne 11. september 2001 og derfor stadig har svært ved at se, hvorfor de dog skal gå diplomatisk til værks i en tid, hvor landet er i krig med en usynlig fjende, kommer man nok aldrig til at kunne lave en objektiv og akkurat analyse. Men det tilkommer nok heller ikke vores generation at lave denne analyse. Tænk bare på, hvordan synet på Truman er skiftet siden hans død. Historien skrives ikke endnu.

  9. Mht. Wolfowitz og John Bolton mener jeg bare, at Bush kunne have valgt andre mindst lige så gode og indholdsmæssigt nogenlunde ens personer til jobbet, men som havde vakt mindre opstand. Der er ingen grund til at vække unødig opstand. Det må være indholdet, der er det afgørende, og det skal der selvfølgelig ikke gives køb på.

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑